Esben Bøgh Sørensen's blog

Spørgsmålet om EU

Esben Bøgh Sørensen — Mon, 09 Jan 2017 10:18:42 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Spørgsmålet om EU

Hvordan skal venstrefløjen forholde sig til EU? Det er spørgmålet i den aktuelle debat, som blev sparket i gang dels af Enhedslistens udmelding sidste år om en mulig afstemning om Danmarks forhold til EU i forlængelse af Brexit, og dels af Holger K. Nielsens indlæg i Information og Pernille Skippers svar. Det følgende er mine overvejelser om spørgsmålet.

Det er for det første vigtigt at understrege den sammenhæng, der eksisterer mellem den politik de Europæiske politiske og økonomiske eliter har ført gennem EU-institutionerne (sparekrav, austeritetspolitik, deregulering etc.) og så den voksende nationalisme i Europa. Nationalismen er et (af flere mulige) svar på denne politik. Begge dele skal igen ses i en større sammenhæng af årtiers vedvarende problemer for den økonomiske vækst i de vestlige kapitalistiske økonomier, udbredelsen af kapitalisme efter østblokkens sammenbrud efter 1989 og den efterfølgende globalisering af kapitalismen.

EU og den politik, der er blevet ført igennem EU, er en reaktion og svar fra de økonomiske og politiske eliters side på denne udvikling. Det er for det andet derfor vigtigt at påpege, at den sædvanlige opstilling mellem en ”global elite/kapital” og de enkelte nationalstater kan være noget misvisende. Dels mener jeg det er forkert, som dele af venstrefløjen i slut 90’erne og start 00’erne havde en tendens til mene, at en mere global kapitalisme har betydet en gradvis overflødiggørelse af nationalstaten. Tværtimod har vi aldrig haft så mange, så omfattende og så magtfulde nationalstater som i dag. Nationalstaten har spillet en vigtig rolle i hele kapitalismens historie, og med globaliseringen efter 1989 er denne rolle ikke blevet mindre men større.

Dels er det ikke bare en international elite, der gennem EU institutionerne påtvinger enkelstaterne en bestemt politik. Det er i høj de nationale eliter, der repræsenteres i og gennem EU fører denne politik. EU samarbejdet har rent faktisk styrket en række nationalstater og deres økonomier (særligt f.eks. den tyske). Derfor er der ingen modsætning mellem nationalisme og en pro-EU politik, og EU-tilhængerne baserer ligeså ofte deres argumentation på en nationalistisk retorik. Socialdemokraterne herhjemme er et godt eksempel. EU samarbejdet har for andre stater udgjort en mere eller mindre økonomisk nødvendighed, særligt for nogle af de nytilkomne og Sydeuropæiske lande. Men det er også de samme lande, der af økonomiske årsager er blevet presset til at føre en bestemt politik, der har fået mindst ud af samarbejdet (eksemplet er her Grækenland).

Derfor er det vigtigt, for det tredje, at pointere at konflikten ikke er mellem enkeltstater og en overnational elite (som nationalisterne i højrefløjspartierne påstår), men derimod mellem store dele af alle europæiske befolkninger og de økonomiske og politiske eliter, både internt i enkeltstater og på internationalt plan. De problemer i de vestlige kapitalistiske økonomier, samt det pres for en bestemt neoliberal politik, der ydes på de enkelte stater, kan besvares på forskellige måder. Hvor nationalismens svar er fremhævelsen af ”nationen” i modsætning til den ”globale elite”, bør venstrefløjens svar være et andet. Konflikten går derfor også mellem forskellige svar på sociale og økonomiske problemer skabt af kapitalismen, mellem dem, der vil opstille denne konflikt som et spørgsmål om international solidaritet, og dem, der vil fordreje den til et spørgsmål om nationalisme.

For venstrefløjen bliver spørgsmålet derfor ikke så meget, hvad "Danmark" som national økonomi og nationalstat kan gøre, men hvordan venstrefløjen kan mobilisere de europæiske befolkninger på en konfliktlinje, der ikke går mellem overnational/national men mellem klasser, for at sige det kort.

Endelig er det for det fjerde vigtigt at gøre sig klart, de rammer som EU institutionerne arbejder inden for. Udover at have været drivkraften i de økonomiske og politiske eliters neoliberale svar på en række problemer i de Europæiske kapitalistiske økonomier, sætter netop de kapitalistiske rammer en stærk begrænsning for, hvad der overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre via EU, forudsat at venstrefløjen på forhånd har formået grundlæggende at forandre EU (som i sig selv virker næsten umuligt).

EU er ikke nødvendigvis et "bedre" sted at bekæmpe den globaliserede kapitalisme (og kapitalismen er selvfølgelig ikke kun global men stadigvæk også national, den fungerer på flere niveauer). Uanset om venstrefløjen forsøger at gennemtvinge forbedringer i nationale eller transnationale institutioner som EU, vil man støde på økonomiske begrænsninger, som den kapitalistiske økonomi sætter. Hvis man vil udover disse begræsninger kræver det en grundlæggende ændring af rammerne for, hvordan økonomien fungerer, og det indebærer også andre politiske og sociale institutioner.

Hvordan var det f.eks. lige det gik med Rifondazione i Italien eller Syriza i Grækenland? Og SF herhjemme? Hvis ikke venstrefløjen bibeholder en grundlæggende kritik af de sociale og politiske institutioner, der kendetegner kapitalismen, herunder EU, og indser at magten til grundlæggende at forandre ligger i massemobilisering ude samfund og etableringen af nye og selvstændige sociale, økonomiske og politiske institutioner, vil man gang på gang støde ind i de samme begrænsninger og de samme problemer.

Derfor mener jeg også det er vigtigt at bibeholde en grundlæggende modstand mod EU institutionerne samtidig med at man kæmper for at gennemtvinge forbedringer. Jeg tror det er langt mere sandsynligt at institutionerne bryder sammen inden det bliver muligt først grundlæggende at ændre EU og dernæst at bruge disse institutioner til grundlæggende at ændre de rammer, kapitalismen sætter for de europæiske økonomier. Dette er dels på baggrund af den nationalistiske bølge, der skylder ind over Europa for tiden, og dels på baggrund af de store problemer, der kendetegner de Europæiske økonomier i dag (begge dele hænger selvfølgelig sammen, det sidste afføder det første). Men endnu mere vigtigt er den forrige pointe om, at selv hvis det mod alle odds lykkes for venstrefløjen at erobre og ændre EU, vil man stadigvæk støde på de samme økonomiske problemer og de snævre rammer og begrænsninger, som den globale kapitalistiske økonomi sætter for enhver politik. Selv i sådan en situation vil man skulle give et svar på, hvordan man ændrer disse rammer, og det ville også kræve grundlæggende andre sociale og politiske institutioner end dem, der har været definerende for kapitalismens udvikling, herunder EU.

Derfor er det i den nuværende situation vigtigt at venstrefløjen på forhånd har mobiliseret og bibeholdt i hvert fald en grundlæggende EU modstand og ikke overladt alternativet til den fremstormende nationalisme.

Markedets magt på norsk

Esben Bøgh Sørensen — Wed, 30 Nov 2016 09:15:52 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

For et stykke tid siden havde jeg er indlæg her på bloggen om den særlige type magt, der knytter sig til markedet. Jeg mener det er helt afgørende af forstå, hvordan kapitalismen historisk set adskiller sig fra andre samfund i den type klasseforhold og udbytning, der finder sted. En udbytning der i modsætning til alle andre historiske samfund er gennemsyret af markedets imperativer og jagten på profit, dvs. dets særlige type upersonlige og abstrakte magt.

Jeg vil derfor bruge bloggen her til at henvise til en længere artikel om netop det emne, jeg i dag har i det norske Manifest Tidsskrift. I artiklen tager jeg fat på, hvad markedet historisk set er for en størrelse, og hvorfor det er så vigtigt at forstå den særlige type magt, der knytter sig til markedet for rigtigt at kunne forstå og dermed kritisere kapitalismen. Uden sådan en forståelse ender man nemt i det man kan kalde en ”begrænset” kapitalismekritik.

Samtidig åbner et bedre begreb om markedet og dets magt også op for en bedre forståelse af klasseforhold og forholdet mellem økonomi, politik og stat i kapitalismen, samt af forholdet mellem demokrati og kapitalisme. Som jeg også viser, har det alt sammen politiske konsekvenser.

”En radikal kapitalismekritikk må derfor rette seg både mot den politiske og den økonomiske siden av kapitalismen – både mot staten og markedet.”

Der er også en række gode henvisninger til videre læsning til sidst.

Artiklen kan læses her: http://www.manifesttidsskrift.no/markedets-makt/

Markedets magt

Esben Bøgh Sørensen — Sat, 06 Aug 2016 09:30:52 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Markedets magt

Fra det tidspunkt vi står op om morgenen til vi går i seng, har vi haft kontakt med markedet op til flere gange i løbet af dagen. Selv når vi sover foregår det i en seng købt på markedet. Det er umuligt at leve uden at have kontakt med markedet. Vi køber både livsfornødenheder og alting derudover på markedet. For langt de fleste mennesker er markedet ikke blot en mulighed man kan vælge fra eller til, men derimod noget man er dybt afhængige af i sin hverdag.

Kapitalistiske samfund er netop enestående kendetegnet ved en stærk markeds-afhængighed. I mange samfund har der eksisteret en eller anden form for handel og i nogle har der endda eksisteret en udbredt grad af internationale markeder og handel. Men først i kapitalismen bliver langt de fleste mennesker helt afhængige af markedet. Markeds-afhængighed bliver det grundlæggende samfundsmæssige princip. Det rationale, samfundet er organiseret efter.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem kapitalistiske markeder og den salgs handel, der har eksisteret før kapitalismen. I middelalderen blev der som eksempel opbygget vidtrækkende internationale handelsruter. Her købte handelsmænd bestemte produkter billigt ét sted og solgte dem dyrere et andet sted og var således i stand til at opbygge store formuer. Men samfundet var ikke generelt organiseret efter markedet som princip og langt de fleste mennesker, der levede på landet og producerede til sig selv og sine nærmeste (familie, landsbyen etc.), var ikke afhængige af markedet. Selv i de storbyer, der har eksisteret gennem historien, hvor vi kan finde befolkningsgrupper, der er tæt på at være helt markeds-afhængige, har markedet været begrænset af den måde, resten af samfundet har været organiseret på.

Hvad er så særligt ved kapitalisme? I kapitalismen er det, som Marx kaldte de umiddelbare producenter, dvs. de arbejdende lag i befolkningen, afhængige af at sælge ikke produkterne af deres arbejde men selve deres evne til at arbejde på et marked. I klassiske liberale fortællinger har man forestillet sig, at kapitalismen blev til fordi innovative småproducenter solgte deres overskydende produkter på et marked og efterhånden fik udkonkurreret de mindre effektive. I virkeligheden var en afgørende forudsætning for kapitalismens tilblivelse proletariseringen af store dele af befolkningen, dvs. at de umiddelbare producenter blev frataget deres adgang til de nødvendige midler (i særdeleshed jord) til deres egen selvopretholdelse. Nu kunne de ikke længere producere til sig selv og sine nærmeste i lokalsamfundet, men blev derimod afhængige af at sælge deres evne til at arbejde på et nationalt marked.

Det første egentlige nationale integrerede marked finder vi i England omkring år 1600. Forud var gået en lang proces, hvor småbønder var blevet drevet væk fra deres livsgrundlag og jorden var blev koncentreret på få adelige hænder. Disse store jordejere lejede jorden ud til storbønder, som konkurrerede med hinanden. Denne proces var langt fra færdig i 1600 og fortsatte med stadig større styrke de næste århundreder. Kapitalismens tidlige udvikling på landet i England i modsætning til resten af Europa fik stor betydning for landets tidlige økonomiske boom og for Englands udvikling til det første industrielle land.

I kapitalismen konkurrerer alle derfor med alle. De arbejdende lag i befolkningen konkurrerer internt med hinanden ligesom at de enkelte kapitalister konkurrerer med hinanden. Ligeledes foregår en konkurrence mellem disse grupper. Kapitalismen er et udpræget konkurrencesamfund fordi alle er afhængige af markedet.

Denne form for kapitalistiske konkurrencesamfund er et resultat af den måde produktionen foregår på i kapitalismen. Forsimplet sagt, så må lønarbejdere sælge deres arbejdskraft på et marked og kapitalister må købe denne arbejdskraft for at kunne producere produkter, som de må sælge på et marked i konkurrence med andre kapitalister. I modsætning til herskende klasser(1) i tidligere samfund nyder den i kapitalismen ikke godt af den udbytning, der finder sted i produktionen. Kapitalisten får ikke selv umiddelbart noget ud af at have tilegnet sig de produkter, som lønarbejderne producerer. Det er først når og hvis disse produkter bliver solgt på markedet og forvandlet til penge, at kapitalisten er nået i mål. Derefter starter hele processen forfra.

Formålet med produktionen i kapitalismen er derfor ikke at tilfredsstille bestemte samfundsmæssige og individuelle behov. Konkurrencen tvinger de enkelte producenter til at producere stadig mere effektivt til markedet for at kunne samle stadig flere penge. Tilfredsstillelsen af behov er ikke længere et formål i sig selv men derimod et rent middel til det egentlige formål: stadig flere penge.

Kapitalistiske markeder er derfor ikke nødvendigvis kendetegnet ved ”fri” konkurrence i gængs forstand. En vigtig del af kapitalismens udvikling har derimod været at stater og store virksomheder med politisk, militær og juridisk magt har tiltvunget sig adgang til nye markeder og større dele af eksisterende markeder. Nationalstaten og markedet er derfor ikke hinandens modsætninger, som det tit bliver fremstillet, men derimod hinandens forudsætninger.

Markedet kan desuden bestå af nok så demokratiserede virksomheder uden det ændrer grundlæggende på kapitalismen. Markedet i kapitalismen er nemlig ikke funderet i en personlig magt hos en bestemt gruppe, men udgør derimod en særlig upersonlig magt, som alle sociale grupper og klasser er underlagt, selvom det systematisk kommer kapitalistklassen til gode.

Det grundlæggende spørgsmål for en frigørende politik i kapitalismen er derfor, hvordan man skaber selvstændige institutioner og organisationer, der er i stand til at mindske og i sidste ende helt afskaffe markedets magt. Idet nationalstaten (og overnationale samarbejder mellem forskellige nationalstater) er en forudsætning for at kapitalismen og markedet overhovedet kan fungere, kan denne i sidste ende ikke udgøre nogen basis for sådanne selvstændige institutioner. Det er i dette lys vi kan betragte både den klassiske socialistiske arbejderbevægelse og muligheden for nye slags sociale kampe og bevægelser. Den socialistiske arbejderbevægelse formåede at opbygge institutioner og organisationer, der gav den tidlige arbejderklasse større magt og selvstændighed og skabte dermed mindre afhængighed af markedet, klassen af kapitalejere og nationalstaten. En frigørende politik må i dag stille sig præcist det samme grundlæggende spørgsmål.

For videre læsning om kapitalisme se:
http://baggrund.com/kapitalisme/

1) I de fleste samfund har der eksisteret forskellige sociale grupper og klasser. For det første en klasse af umiddelbare producenter, der har produceret til sig selv. For det andet en ”herskende” klasse, der med direkte magt har tvunget de umiddelbare producenter til også producere til dem, dvs. levere et merarbejde. I kapitalismen foregår denne tilegnelse af de umiddelbare producenters merarbejde ikke hovedsageligt gennem direkte magt, men derimod gennem økonomisk magt. De umiddelbare producenter er af rent økonomiske grunde tvunget til at arbejde mere for den tilegnende klasse (i gængs sprog ”kapitalistklassen”).

ØD, styrkeforhold og markedet

Esben Bøgh Sørensen — Fri, 01 Apr 2016 19:11:11 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Forleden bragte Pelle Dragsted en artikel i Politiken (også bragt her på Modkraft) om Anker Jørgensen regeringens forslag om Økonomisk Demokrati. Som Jørn Andersen har gjort opmærksom på i et andet indlæg, så var der på daværende tidspunkt gode grunde til modstanden mod forslaget fra venstrefløjen. Selvom den gamle ØD model var problematisk på mange punkter er selve problemstillingen om, hvordan ejendoms- og styrkeforhold ændres i samfundet til fordel for arbejderklassen og den brede befolkning afgørende.

Jeg vil i det følgende påpege en række grundlæggende problemer ved selve ØD tanken. Selvom ideen umiddelbart er at styrke arbejderklassens magt, vil jeg pege på nogle problemer ved tanken, som i sidste ende øger risikoen for at ændre styrkeforholdene i den forkerte retning. Diskussionen rækker dog også ud over spørgsmålet om ØD til nogle mere grundlæggende problemstillinger om arbejderklassens organisering, styrke og afhængighed af markedet.

Spørgsmålet om arbejderklassens organisering
Spørgsmålet om at rykke styrkeforholdet må tage højde for arbejderklassens karakter, sammensætning og organisering idag. Generelt vil jeg mene at arbejderklassen står i en svækket position som følge af arbejderbevægelsens forsvinden og integrationen af store dele af fagbevægelsens top i den øvrige økonomiske og politiske elite samt de sidste årtiers bølge af atomisering i bunden af samfundet, øget ulighed, nedskærings- og austeritetspolitik, økonomisk krise, eksplosion i gæld og udbredelsen af prekære arbejdsforhold.

Både i erhvervsmæssig sammensætning og organisering er det altså en anden type arbejderklasse, der eksisterer i dag end i 70’erne og før. Ikke desto mindre vil jeg mene at betingelsen for en succesfuld ØD model, som har til formål at overføre i hvert fald delvist ejerskab og kontrol over dele af kapitalen til arbejderklassen, afhænger af i hvor høj grad arbejderklassen i forvejen er organiseret politisk, socialt, kulturelt og økonomisk.

I tilfælde af en svag organisering, som vi ser det i dag, vil risikoen stige for at ØD blot vil betyde en smule mere indflydelse til en lille fagbureaukratisk elite, som jo i dag har rigeligt magt. For at forhindre at den reelle kontrol ikke blot tilfalder en lille elite, men at der rent faktisk gives mulighed for at styrke arbejderklassens magt er en høj grad af medlemskab af faglige organisationer slet ikke tilstrækkeligt (og slet ikke som mange af dem fungerer i dag). Betingelsen for en succesfuld model mener jeg ligger i en stærk deltagende form for masseorganisering (igen både politisk, socialt, økonomisk og kulturelt), som det var tilfældet i den klassiske arbejderbevægelse. Betingelsen for at styrke arbejderklassen ligger altså i en allerede forholdsvis høj grad af organisering.

En så stærk grad af organisering skal vi helt tilbage til mellemkrigsårene for at finde, måske i efterkrigsperioden. Det er i den forstand at der i dag ikke eksisterer en arbejderbevægelse. Manglen på sådan en grad af organisering vil besværliggøre muligheden for at ØD kan rykke ved styrkeforhold og øge arbejderklassens styrke og måske endda risikere det lige omvendte.

Spørgsmålet om markedsafhængighed

Et af problemerne med ØD modellen er altså det nuværende forhold mellem arbejderklassens selvorganisering på den ene side og en faglig, erhvervs- og politisk elite på den anden side. Hvis arbejderklassen selv skal styrkes ift. arbejdsgiverne og resten af eliten, kræver det en vis grad af styrke og organisering i forvejen, som formentlig ikke er tilstede i dag. Et andet problem henviser dog ikke så meget til det direkte forhold mellem klasser men derimod til den anden form for dominerende magt, der kendetegner kapitalismen: markedets upersonlige magt.

Arbejderklassen (uanset hvordan den er sammensat) består grundlæggende af proletarer, dvs. den del af befolkningen som er afhængige af at sælge deres arbejdskraft på et marked. Arbejderklassen er pga. den individuelle stærke afhængighed af markedet i konstant intern konkurrence.

Kapitalismen er altså kendetegnet ved ikke kun at produkterne af arbejde bliver til varer på et marked men at selve den menneskelige skaberkraft bliver til en vare: arbejdskraft. Med kapitalismens udvikling til i dag er stadig flere dele af livet blevet totalt afhængige af og underlagt markedet. I dag er vores liv i det store og hele varegjort og domineret af markedsforhold, dvs. at forholdet mellem mennesker reguleres af varer og penge.

Som samlet klasse er proletarerne også i konkurrence med dominerende klasse af kapitalejere. Herfra opstår den grundlæggende klassekamp. Både kapitalen og arbejderklassen har en interesse i at tilkæmpe sig så stor en del af den skabte værdi. Kapitalen for at kunne geninvestere og dermed øge chancen for at overleve konkurrence på markedet, arbejderklassen for at øge sine livsbetingelser.

Samtidig er arbejderklassen dog også nødt til at sælge sin arbejdskraft og dermed acceptere udbytning. Enhver arbejder har derfor også en delvis og modsatrettet interesse i virksomhedens succesfulde værdiskabelse og ophobning af kapital. Jeg vil mene at venstrefløjens strategi som udgangspunkt må forsøge at styrke positionen i klassekampen til den ene side og til den anden side mindske markedsafhængigheden.

Men hvad sker der, hvis dele af arbejderklassen får delvist medejerskab over dele af kapitalen, som er centralt i ØD tanken? En sådan situation kan lige såvel betyde at arbejderklassen blive endnu mere afhængige af markedet. Kapitalen er underlagt, eller nærmere defineret ved, konkurrence på markedet. Uanset hvem der formelt ejer kapital, så vil denne skulle kunne konkurrere på et marked.

Arbejderklassen vil nu stå den situation ikke bare at skulle konkurrere internt, sælge egen arbejdskraft og skaffe livsfornødenheder på markedet. Man vil også blive endnu mere afhængige af og have en endnu større interesse i en succesfuld kapitalakkumulation. Men gælder det ikke om at sikre præcist det modsatte?

Det vil reelt betyde en svækkelse af klassestyrke på trods af (eller netop pga.) mere direkte indflydelse på kapital. Udfaldet er ikke nødvendigvis sådan, afhængigt af en række andre faktorer. Men alt andet lige er risikoen for større markedsafhængighed stor. Alternativet er at opbygge egen produktion og distribution med mindre eller ingen grad af markedsafhængighed.

Afsluttende

Jeg har argumenteret for at der er to grundlæggende problemer, som ØD tanken må tage højde for: eksisterende styrkeforhold og graden af arbejderklassens organisering samt risikoen for øget markedsafhængighed. Uanset hvor man står ift. ØD tanken, så er spørgsmålet om hvordan man på en gang kan rykke styrkeforhold mellem klasser og samtidig gøre os alle mindre afhængige af markedet afgørende.

Se også linksamlingen om ØD-debatten på Modkraft Biblioteket.

Nationalisme og racisme er blevet mainstream

Esben Bøgh Sørensen — Thu, 14 Jan 2016 12:10:09 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Nationalisme og racisme er blevet mainstream. I medierne og over et bredt politisk spektrum fremelskes et forestillet vestligt/europæisk/dansk ”vi”, som ophøjes til den mest fremskredne og oplyste kultur og civilisation. Dette ”vi” stilles over for ”den anden” eller ”de fremmede”, som for tiden repræsenteres af en ligeså forestillet muslimsk kultur og civilisation, som samtlige flygtninge og migranter angiveligt skulle dele. Politikere og intellektuelle (selv på venstrefløjen) kalder til national samling om og forsvar for de ”vestlige” eller ”europæiske” eller ”danske” eller ”franske” (eller whatever) værdier. Pludselig bliver mandlige antifeminister til bannerførere mod en angivelig ”kvindefjendsk kultur”. Modsætningerne i fortællingen er åbenlyse.

Har undertrykkelse på baggrund af køn altid været en del af de vestlige samfund? Ja, og er det i allerhøjeste grad stadigvæk. Har undertrykkelse på baggrund af køn været en del af stort set alle samfund verden over, heriblandt også i Mellemøsten og Nordafrika? Ja, og er det i allerhøjeste grad stadigvæk. Hvorfor har kvinder i nogle dele af verden lidt flere rettigheder end i andre? I hvert fald ikke pga. særligt oplyste vestlige samfund, hvor undertrykkelse på baggrund af køn altid har været en integreret del. I hvert fald heller ikke pga. et særligt kulturelt ”vi”, som også inkluderer mandlige antifeminister og kulturkonservative, der forfægter "traditionelle" kønsroller. Det skyldes selvfølgelig kvindernes egne historiske og sociale kampe. Det er netop kampen mod den dominerende kultur og de dominerende magtstrukturer i vesten, Europa og Dannmark, der har ført til flere kvinderettigheder. Det er en kamp, der stadigvæk foregår og som i allerhøjeste grad er aktuel og nødvendig. Det nationalistiske og racistiske danske/tyske/europæiske ”vi” overfor den forestillede ”fremmede” tilslører denne kamp, som netop foregår på tværs af denne opdeling.

Hvad forklarer nationalismen og racismens fremmarch i Europa? Det har at gøre med de seneste årtiers dybdegående kriseprocesser i den globale kapitalisme. Desto mere gennemtrængende kapitalismen bliver desto mere opløser den alle sociale bånd. Kriseprocesserne i den globale kapitalisme skaber stadig større prekære livsforhold, fattigdom, ulighed, austeritet, erodering af demokratiske rettigheder, atomisering i bunden af samfundet, individualisering af sociale problemer, arbejdsløshed, krig og sociale konflikter. Samtidig er det netop kvinder, der rammes hårdest, når kriseprocesserne intensiveres. Det er i denne situation af generel politisk, økonomisk og social krise i Europa at moderne barbari i form af nationalisme og racisme vinder frem. Som et resultat bliver de sociale konflikter i kapitalismens nuværende krise etnificeret og kulturaliseret.

Kvindeundertrykkelse er pludselig ikke et problem, der skal kæmpes mod inden for de vestlige samfund selv, men derimod et problem mellem disse samfund og de ”fremmede”. Krig er ikke et resultat af stormagtskonflikt- og interesser, men derimod et såkaldt ”clash of civilisations”. Austeritet og økonomisk krise er ikke et resultat af klassekonflikt og kapitalisme, men derimod af ”integrationsproblemer” eller indvandrere på offentlig forsørgelse.

Der er behov for en tredje position, der placerer sig uden for den dominerende fortælling om ”vi” og ”dem”. En position, der tager udgangspunkt i konstruktionen af et andet ”vi” på tværs af den dominerende opdeling. Kvindekamp og kamp mod undertrykkelse på baggrund af køn går på tværs af alle samfund, kulturer og religioner. Kamp mod austeriet er en fælles kamp mod kapitalismen og den herskende Europæiske politiske og økonomiske elite. Denne tredje position og fælles kamp opstår inden for de forskellige sociale kampe selv, f.eks. flygtningesolidaritetsbevægelsen eller anti-austeritetsbevægelserne. Kritikken af den nationalistiske og eurocentriske forestilling om særligt ”vi” kan dermed forbinde sig med og bekræftes af de sociale bevægelser i bundet af samfundet.

Vi er alle migranter

Esben Bøgh Sørensen — Tue, 08 Sep 2015 07:17:53 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Rundt om i Europa begynder bevægelser så småt at bryde frem, der forsøger at forbinde og solidarisere sig med de mennesker, der kommer hertil fra forskellige dele af Afrika og Mellemøsten. I den forbindelse er det værd at tænke over brugen af begrebet "flygtninge".

Der findes så vi jeg kan se tre fortællinger: 1) den nationalistiske for hvem alle, der kommer herop er "bekvemmelighedsflygtninge" eller "velfærdsturister" eller simpelthen bare "fremmede", som truer vores økonomi og kultur. Den optræder, omend i forskellige form, fra de mest højreekstreme kræfter til "midten"/"centrum-venstre". 2) Den institutionelle ifølge hvilken der må skelnes mellem mennesker, der kan bevise at de er personligt forfulgte (og derfor har ret til Asyl) og "almindelige migranter". 1) og 2) overlapper selvfølgelig hinanden. 3) Den der opstår i solidariske bevægelser, som insisterer på at alle flygtninge er velkommende og at man ikke skal betegne flygtninge som "migranter".

Hvor 1 og 2 drager de mest klare skillelinjer, er 3 mere flydende. Hvor går grænsen mellem flygtninge og "almindelige" migranter? Ved at kritisere den nationalistiske og institutionelle brug af "migranter" om mennesker, man selv vil betegne som flygtninge, risikerer man at gentage fortællingen om at der altså er forskel på flygtninge og migranter.

Spørgsmålet er derfor, om det ikke ville være en idé at erobre begrebet "migrant"? I stedet for at fokusere på, hvorfor folk flygter, så kunne fokus være på at alle mennesker, der bevæger sig på tværs af landegrænser, hvad enten det er pga. krig, sult, bedre levevilkår, kærlighed eller hvad som helst andet, har en fundamental ret til fri bevægelighed, ret til at leve, hvor man ønsker og en ret til et sikkert hjem. Det er tre fundamentale krav, jeg mener den Europæiske bevægelse, der er ved at opstå bør tage til sig.

I den forbindelse er det måske bedre enten at insistere på at migranter og flygtninge har, eller bør have samme rettigheder, eller måske helt droppe begrebet "flygtninge", for dermed at undgå at gentage den nationalistiske og institutionelle fortælling. I stedet vil man kunne sætte en international fortælling om solidaritet, som ikke bare handler om at byde migranter velkommen, men også om at kræve nogle helt fundamentale rettigheder sammen med dem.

Efter valget: protest!

Esben Bøgh Sørensen — Fri, 19 Jun 2015 07:19:42 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Valget er overstået og vi få snart en ny regering. Resultatet er bemærkelsesværdigt. De gamle partier er gået stærkt tilbage og fik samlet set færre stemmer end ved jordskredsvalget i 1973. Særligt ved dette valg gik venstre og konservative tilbage. Også de radikale gik stærkt tilbage. SF ligger nu på kun 4.2 %, hvilket giver et fingerpeg om at der måske ikke er plads til partiet mere i dansk parlamentarisk politik.

Enhedslisten gik en smule frem men formåede ikke at opsamle og vende den udbredte politikerlede til sin egen fordel. De proteststemmer gik hovedsagligt til Alternativet. Men også mange DF stemmer har været misrettede proteststemmer. Det er blandt DF’s vælgere man finder størst politikerlede. Det bør i sig selv give anledning til nogle spørgsmål på den traditionelle parlamentariske venstrefløj: hvorfor har man slet ikke forsøgt at tale direkte ind i denne politikerlede?

En del af forklaringen på resultatet af valget er proteststemmer og mistillid til politikerne. En anden del af forklaringen er en regering, der i fire år har ført brutal sparepolitik. ”Rød” bloks tilbagegang er i høj grad selvforskyldt.

Vi står nu i en situation, hvor en ny ”blå” regering vil videreføre sparepolitikken og hvor den udbredte racisme formentlig vil blive endnu mere rodfæstet. Hvordan end regeringen bliver sammensat vil der være en god basis for etableringen af en protestbevægelse. Formentlig vil vi se flere og større protester. Det kan enten bliver helt opslugt i den traditionelle venstrefløj men måske også Alternativet, eller også kan der skabes rum for at den radikale venstrefløj vil opleve en større tilgang. Det afhænger dog af denne selv. I bedste fald vil det betyde at venstrefløjen til venstre for EL begynder at organisere sig bedre og på tværs af allerede eksisterende grupper og partier. I værste fald vil der dukke et par nye ligegyldige partier op eller slet ingen og dem, der allerede eksisterer vil have nok i sig selv og ikke være i stand til at sætte gang i den bevægelse og organisering, der virkelig er brug for på den radikale venstrefløj i Danmark.

Situationen lige nu er giver et godt grundlag for at begynde at stable protester på benene. Der er nu mulighed for at bygge en bred protestbevægelse, der kræver et stop for sparepolitikken og et stop for udbredelsen af racismen.

Samtidig er det også vigtigt at koble sådan en protestbevægelse til politikerleden i en protest imod selve regeringen og afstanden mellem politikerne og resten af befolkningen. Det er vigtigt at få udbredt kritikken af vores politiske system og få rodfæstet kravet om demokrati i endnu højere grad. Stem ikke bevægelsen formåede før og under valgkampen at udbrede en hidtil marginal kritik af det udemokratiske politiske system og den politiske klasse som sådan og dermed tale direkte ind i den udbredte politikerlede.

I det hele taget stod valget i politikerledens tegn. Aldrig har der været talt så meget om mistillid til politikerne og det politiske system i den brede offentlig (man skal formentlig tilbage til 70’erne før det er tilfældet). I den situation stablede stem ikke bevægelsen en enkelt, vigtig og nødvendig protest på benene. Kritikken af det politiske system og den politiske klasse, som allerede fandtes, blev for første gang i så udbredt grad fremstillet i den brede offentlighed. Man påpegede konsekvent at vi ikke lever i et demokrati men i noget man nærmere kan betegne som elitestyre. Samtidig gav denne protest også anledning til nogle vigtige debatter på venstrefløjen, som må fortsætte og udvikles nu (se f.eks.: http://www.slagmark.dk/er-det-overhovedet-demokratisk-at-stemme).

Den traditionelle venstrefløj har dog slet ikke formået at udbrede denne kritik og denne protest og dermed har den ikke formået at tale direkte ind i politikerleden. Tværtimod bliver man ved med at tale om ”vores folkestyre” og om at vi lever i et ”demokrati” med ”frie valg”. Det er som om man intet har lært af 2011-bevægelserne.

Det er denne kritik som stem ikke bevægelsen formåede at fremstille og udbrede i højere grad end nogensinde før, som en protestbevægelse imod sparepolitik og racisme med fordel kan samle op på og dermed vende politikerleden i en progressiv retning. Nu gælder det for alle på venstrefløjen om i første omgang at stable en række protester på banen. Her kunne folketingets åbning være anledningen til en første protest.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 og venstrefløjen.

Gæsteblog: Om intern debat på venstrefløjen

Esben Bøgh Sørensen — Sat, 06 Jun 2015 20:18:44 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

I de sidste dage har der været en del debat på både modkraft og facebook angående stem ikke bevægelsen. Jeg har i den forbindelse lånt min blog til Nadia Ø Zarling. Selvom hun har skrevet indlægget og det altså er hendes holdninger, der bliver fremstillet, kan jeg kun støtte op om hendes opfordring til at se det positive i forskellige strategier på venstrefløjen og støtte hinanden trods uenigheder.

Så går vi endnu en gang i totterne på hinanden.

Senest mellem nærværende Stem ikke!-kampagne og dem, der gerne vil have lov at sætte deres kryds på det mindst ringe.

Jeg ved ikke noget værre end at opleve, hvordan mennesker, jeg har kendt og mødt både på gaden og facebook og over øl gennem hele min opvækst i det venstreradikale miljø, tilfalder til arrogant tilsvining af hinanden på diverse sociale medier.

Jeg får mest lyst til at skrive sarkastisk og morbide sammenligninger eller på andre måder jorde nogle af de mest markante. Men det, der i virkeligheden går mig mest på, er at al den gode, velformulerede kritik og progressiv energi bliver ødslet væk i vores egen interne nedhakningsrunde, i stedet for at være rettet udad mod dem, der virkelig har brug for den.

Jeg begriber ikke, at så intelligente og socialt bevidste mennesker nedlader sig på at trampe hinanden over tæerne. Selvfølgelig er god kritik berettiget, men det, jeg oplever i øjeblikket er nærmere intern mudderkastning.

I bund og grund tror jeg, at frustrationen bunder i det evige misforhold mellem tanken og handling, og den betragtelige afmagtssituation, vi står i i vores kamp for at skabe en bedre verden.

De frustrationer bliver vendt indad, mens alle opfordrer til "Handling", alle snakker om handling, alle forsøger at "Gøre noget", og i sidste ende må vi nok til at erkende, at handling for os ressourcestærke danske venstreradikale foregår gennem ord, debat, viden, kritik og symbol-aktivisme.

Så ja, det er handling at lave en stem-ikke-kampagne.
Og ja, det er handling at kritisere det parlamentariske system.
Og ja, det er også handling at forsvare at stemme på det mindst ringe.

Lad os dog tage os sammen og støtte hinanden i hver vores kampe. De er alle sammen vigtige. Vi behøver ikke at trampe hinanden ned i mudderet i diverse interne facebook-grupper. Vi må støtte hinanden, hjælpe hinanden. Vi må acceptere, at mangfoldigheden er vores største styrke, hvis vi fravælger at være dogmatiske. Og at vi skal glædes over den mangfoldighed og se den som et udtryk for hvordan vi som bevægelse kan kæmpe på alle niveauer.

Så lad os give plads til hinanden. Og skulderklap. Og gode argumenter. Det er opfordringen her fra Nørrebro.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Stem ikke, tag magten!

Esben Bøgh Sørensen — Wed, 03 Jun 2015 18:01:39 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Vi lever ikke i et demokrati men i et elitestyre. Den herskende klasse, samfundets absolutte top, består af et nationalt netværk af økonomiske, politiske, mediemæssige og faglige eliter. Den egentlige magt over samfundets udvikling ligger hos denne snævre magtelite, hvis kerne består af ikke mere end 423 personer. Magteliten og den herskende klasse er selvfølgelig langt bredere og større end kun de 423 personer og vi møder dele af den hver dag når vi kigger på politikerne i tv-skærmen, topembedsmænd og spindoktorer, cheferne og direktørerne på vores arbejdspladser og vores uddannelsesinstitutioner. Det politiske system, som består af både partier, embedsapparater, medier og ”valg” er grundlaget for at opretholde, reproducere og legitimere den herskende klasse. Det er her fra eliten rekrutteres og oplæres (men også på enkelte uddannelsesinstitutioner og andre større institutioner, f.eks. toppen i fagbevægelsen).

Hele dette nationale system er yderlige indlejret i et system af udemokratiske overnationale institutioner og den nationale elite er selv en del af en bredere transnational elite. Det er disse institutioner og denne transnationale herskende klasse, der sætter rammerne for samfundsudviklingen. Endelig er dette institutionelle system indlejret i en global kapitalisme, hvor pengene og markedernes abstrakte magt dikterer alle handlingsmuligheder og hvor de store multinationale koncerner agerer som suveræne nationalstater.

Dette udemokratiske system har brug for at skabe konsensus og legitimitet. Udover at reproducere den nationale magtelite, har det vi kalder ”valg” også til formål at skabe denne konsensus. Forestillingen om det nationale fællesskab påberåbes og ”danskerne” tiltales af magteliten. Nu skal vi rigtig ud og stemme på demokratiet og for Danmark!

Men vi lever ikke i et demokrati. Ikke engang de gamle masseorganisationer, bevægelser og partier eksisterer længere, som de gjorde engang. Som en slags modvægt til det kapitalistiske samfunds magtelite og herskende klasse. Enhver antisystemisk bevægelse og modmagt er eroderet og tilbage står et atomiseret samfund af vælgere og forbrugere som professionelle politikere kæmper om. Politikerne kan ikke repræsentere befolkningen, og mindst af alt arbejderklassens, ønsker og behov, men derimod kun pengene, markederne og magtelitens diktat. En elite som de selv er en del af. Modstanden imod dette udemokratiske system kan ikke opstå fra partierne selv, men kun i en bevægelse ude i samfundet imod dette system og den herskende klasse, lige fra politikerne til direktørerne.

Den gamle, men ikke længere eksisterende arbejderbevægelse blev heller ikke skabt af professionelle politikere med smarte valgkampsmanualer. Den blev skabt af de små sammenslutninger ude i samfundet, hvor man opbyggede en modmagt imod den herskende klasse. Kun med udgangspunkt i denne sociale basis gav det mening at bruge parlamentet til at fremme bevægelsen. I dag har vi ikke andet end "moderne" professionaliserede partier, der som vedhæng til det udemokratiske politiske system agerer som virksomheder, der skal sælge en politik-vare til bestemte vælgersegmenter.

Alle partier er underlagt den samme logik og selv det angiveligt mest ”venstreorienterede” parti har været ”parlamentarisk” grundlag for en af de mest neoliberale regeringer. Der er ikke brug for flere valgkampsmanualer.

Der er brug for en ny antisystemisk bevægelse og den kan ikke komme fra professionelle politikere. Den kommer først når vi begynder at slutte os sammen med venner, kolleger og andre mennesker på vores arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner etc. og nægter at acceptere den udemokratiske måde at skabe ”politik” på: som administration af den neoliberale kapitalisme og inden for det nuværende politiske system. Det er i den proces afgørende at begynde at udøve modstand mod den samlede politiske klasse.

Der er derfor også brug for at gøre op med forestillingen om at ”valget” overhovedet handler om valg og at vi på nogen måde lever i et ”demokrati”. Der er brug for at samle den udbredte politikerlede til en protest direkte imod den politiske klasse. Derfor: stem ikke til folketingsvalget, gør noget andet, lad os tage magten tilbage fra den herskende klasse!

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Hvad er værdi?

Esben Bøgh Sørensen — Mon, 18 May 2015 15:29:08 +0000

Af Esben Bøgh Sørensen

Værdi er et centralt begreb i Marx’ kritik af den politiske økonomi. Det er samtidig et begreb, der har været aldeles omdiskuteret i den marxistiske tradition. Den almindelige økonomiske videnskab, både i dens mainstream og i dens ”alternative” eller ”kritiske” form, mener at have tilbagevist Marx’ såkaldte ”arbejdsværditeori”. Langt de fleste af de tilbagevisninger baserer sig dog på en basal misfortolkning af Marx’ værdibegreb. Men hvad dækker det begreb egentlig over?

Marx' værditeori udspringer af hans opgør med den såkaldte klassiske politiske økonomi, som f.eks. Adam Smith og David Ricardo. Særligt sidstnævnte udviklede en såkaldt arbejdsværditeori. Ifølge Ricardos teori er værdien af et arbejdsprodukt lig med den mængde arbejde, der er nedlagt i det enkelte produkt (selvom Ricardos teori er langt mere kompleks end dette). Marx kritiserer både Smith og Ricardo og indfører begreber som f.eks. arbejdskraft, abstrakt og konkret arbejde og merværdi.

Marx’ udvikler derfor det han kaldte en ”kritik af den politiske økonomi”, som netop ikke selv skulle være en ”politisk økonomi”, dvs. endnu en til den almindelige økonomiske videnskab konkurrerende økonomisk teori. Der var derimod tale om en kritik af økonomien som både videnskab og reelt eksisterende fænomen.

Centralt i denne økonomikritik står begrebet værdi. Værdi referer grundlæggende til relationerne mellem varer. Ifølge Marx er det karakteriserende ved kapitalismen at produkterne af arbejdet antager form af varer. Kapitalismen er en generaliseret vareøkonomi, dvs. at rigdom i kapitalismen bl.a. grundlæggende antager form af varer. Varer refererer dels til konkrete ting, dvs. brugsværdier. Brugsværdi er grundlæggende en tings nyttighed. Men der må også være noget, varerne har til fælles, som gør at de kan byttes med hinanden. I et eller andet tilfældigt bytte, kan to brugsværdier godt udveksles tilfældigt med hinanden. Men i et samfund, hvor bytterelationen er den fremherskende form for økonomisk samkvem må der være en højere grad af regularitet og stabilitet. Brugsværdierne kan ikke være det, varerne har til fælles og som gør at de kan byttes ud fra en vis stabilitet, idet de er kvalitativt forskellige. Der må altså være noget tredje, som de har kvalitativt til fælles, og dette ”tredje” er værdi.

Men hvad ligger der i dette begreb om værdi? Ligesom at brugsværdien referer til et bestemt konkret, nyttigt arbejde, så referer værdien til abstrakt arbejde. Værdi er altså grundlæggende abstrakt arbejde, det som alle varer har til fælles. Abstrakt arbejde er dog en kategori som har været meget omdiskuteret. Grundlæggende kan man skelne mellem på den ene side præ-monetære og monetære fortolkninger af Marx’ værditeori. I den første slags fortolkning er abstrakt arbejde noget, der mere eller mindre bogstaveligt er ”nedlagt” i den enkelte vare. Dvs. at det er den mængde arbejde, der er nedlagt i den enkelte vare, som bestemmer den konkrete vares værdi. Konsekvensen af denne præ-monetære værdi-teori er at værdi ikke nødvendigvis er specifik for kapitalismen. Idet værdi anses som det arbejde, der er nedlagt i varen, kan værditeorien også være gældende for andre samfund end kapitalismen.

Ifølge den monetære fortolkning er abstrakt arbejde dog ikke en kategori, som henviser til ”arbejde” i nogen egentlig forstand. Abstrakt arbejde henviser i højere grad til den abstraktion der finder sted på markedet. På markedet abstraheres fuldstændigt fra varens brugsværdi og det konkrete arbejde, der har produceret denne. Varer har kun værdi for så vidt de gælder som repræsentanter af arbejde som sådan. Abstrakt arbejde er således ikke noget egentligt i den enkelte vare iboende. Det er snarere en betegnelse for den relation, der eksisterer mellem varer på markedet.

Marx' begreb om værdi og abstrakt arbejde henviser til det at kapitalismen er en atomiseret eller opsplittet samfundsform, hvor private producenter kun kan forholde sig til hinanden via markedet. I kapitalismen har producenterne altså ikke nogen direkte relation til hinanden. For at kunne udveksle produkterne af deres arbejde med hinanden må de udveksles på et marked. Arbejdsprodukterne udveksles og reguleres ikke personligt eller på nogen anden direkte måde (f.eks. direkte magtrelationer som mellem godsejer og bonde), men derimod via markedet. På markedet bliver produkterne af arbejde derfor varer. Som varer er arbejdsprodukterne reguleret ift. hinanden ikke som brugsværdier men som repræsentanter for værdi og abstrakt arbejde. En vares værdi bestemmes af den samfundsmæssige nødvendige arbejdstid der skal til for at producere denne vare. En af de centrale pointer hos Marx er at denne samfundsmæssige nødvendige arbejdstid kun kan måles i penge.

Sagt på en anden måde, så referer abstrakt arbejde til det, at varer, der er produceret privat, for at have værdi, må gælde som en del af det samlede samfundsmæssige arbejde. Produktet af privat produceret arbejde har ikke som sådan nogen værdi i sig selv. En vare har ikke værdi idet en bestemt mængde arbejde er nedlagt i den. Varen får først værdi på markedet, og først på markedet antager produktet af arbejde form af en vare. Det er altså først i en bestemt social form, at produkter bliver til varer og besidder værdi, en social form som er specifik for kapitalismen. Ifølge den monetære fortolkning af værditeorien er denne altså udelukkende gældende i en kapitalistisk vareøkonomi. Værdi er en for kapitalismen specifik social form.

Idet abstrakt arbejde og værdi er udtryk for en bestemt relation mellem produkter, nemlig at de udelukkende relaterer sig til hinanden på markedet som varer, og netop ikke er noget i de enkelte produkter iboende, må værdien dog også antage en form, som kan udtrykke den relation varerne står i til hinanden. Den mest adækvate form for værdi er penge.

I kapitalismen hersker derfor en abstrakt form for magt. De sociale relationer mellem individerne er ikke baseret på direkte, personlige relationer, men derimod på abstrakte og objektive principper som værdi, penge og kapital. Der er ikke individerne der kontrollerer disse principper men derimod dem, der kontrollerer individerne. Alligevel er det vigtigt at have sig for øje, hvordan denne abstrakte magt er sammenfiltret med et grundlæggende klasseforhold. For en yderligere analyse forholdet mellem den abstrakte form for magt og klasseforholdet i kapitalismen samt en forklaring af også kapitalbegrebet, se: https://www.academia.edu/11389421/Kapitalismens_ontologi

Når den almindelige økonomiske videnskab kritiserer Marx’ såkaldte ”arbejdsværditeori” bygger kritikken som regel på en fejltolkning af Marx’ værdibegreb som et præ-monetært begreb om værdi. Det er vigtigt at holde fast i aktualiteten af kritikken af den politiske økonomi og dermed også at gøre op med de nemme afvisninger af Marx.