Mads Kissow's blog

DONG, grin og organiser!

Mads Kissow — Sat, 02 Apr 2016 09:09:32 +0000

Af Mads Kissow

Som radikal klima- og miljøaktivist synes verdens udvikling som en deprimerende kavalkade af begivenheder, der enten forværrer klodens tilstand, fremtidige generationers chancer for at leve på en beboelig klode eller mulighederne for den majoritet af verdens befolkning, der hverken har haft eller har del i den klodedestruerende kapitalisme - i hvert fald kun haft slagsiden af den.

Det har siden begyndelse af COP-processen og siden en umiddelbar optimisme efter Earth Summit i 1992 været langt nemmere at finde politik og økonomisk udvikling (også) indenfor klima- og miljøområdet, der vejede ned som en betonklods om benet end løftede håbet om en mere økologisk bæredygtig verden med social og økonomisk ligeværd og retfærdighed.

Derfor kan det godt være nemt at falde tilbage i et lidt deprimeret stadie - eller i hvert fald en opgivende følelse af nyttesløshed..

Som da Earth Summit entusiasmen fordampede med kapitaliseringen af ren luft og retten til at forurene afhængig af pengepung, kendt som Kyoto-protokollen..

Eller da Lars Løkke hakkede sig igennem afslutningen på Danmarks største politiaktion, COP15, og ikke kunne levere hverken reelle løsninger - som mange havde håbet - eller et endeligt dødsstød til en illegitim, erhvervsdomineret proces - som mange af os i den radikale klimabevægelse havde hujet og håbet på..

Men jeg vil i stedet fokusere på nogen af alle de gode nyheder, både åbenlyse og mere skjulte, som også udspiller sig hver dag.

DONG: Solgt ud, fejlslagen og et grin værd

I denne uge har vi været vidne til, at DONG Energy - der ejes af staten (56%), Goldman Sachs o.a. - har måttet skrotte deres nye æra i dansk olieproduktion, Hejre-feltet, i nordsøen.

Feltet har indtil videre kostet en investering på godt 12 mia. kroner og skulle fra 2017 have produceret 35000 tønder olie og 2 mio. m3 gas DAGLIGT.

Officielt grundet samarbejdsproblemer med leverandøren af den fysiske boreplatform har DONG og Bayerngas nu besluttet at "træde et skridt tilbage for at vurdere, hvad der fremadrettet er den bedste vej for Hejre-feltet". "Vi har planlagt Hejre ekstremt grundigt" lød det ellers fra DONG i Ingeniøren, 2012, så det virker for mig, som om Technip-Daewoo (leverandøren af platformen) ikke er alene om inkompetencen?

Der skal herfra lyde at stort lettelsens suk over, at "den nye æra" er sat i bero! Hver gang et fossilt projekt stoppes, må det anses som et skridt i den rigtige retning, og særligt glædeligt når det sker i den del af verden, hvor vi i forvejen har svinet langt over moralsk og etisk forsvarligt på kloden.

Uagtet at selv konservative klimaforskningsestimater taler om at lade MINIMUM 80% af de kendte fossile reserver blive i jorden, har den danke regering givet carté blanché til, at DONG kunne tordne derud af med at bruge uhyrlige summer på at udvikle områder til at udvinde flere fossile brændsler og dermed udlede endnu flere drivhusgasser.

Det ærgrer selvfølgelig, at det ikke er engagerede menneskers aktive protester, der stopper så eklatant et fejltrin. En aktiv, kritisk og progressiv massebevægelse er jo den bedste garant for historiske forandringer!

Desværre er vi på et punkt i historien, hvor kapitalistisk rovdrift har drevet ressource- og energisvineriet så langt, at selv fossile projekter, der lukkes på grund af inkompetence og uoverensstemmelser blandt firmaer med mere magt og penge end de burde have, må udråbes som en sejr.

… Gid det må ske i hele verden!

… Gid den arktiske is knuser udbygning af den fossile industri dér!

… Gid den Nigerians befolkning får held med at smide Shell og de andre belt ud af det nigerianske delta (http://culturesofresistancefilms.com/content/fire-delta-struggle-against...)!

… Gid beboerne i Artvin, Tyrkiet, får held til at stoppe Cengiz Holding i at bygge (endnu) en enorm kobber- og guldmine http://www.ejolt.org/2016/02/artvins-stubborn-people-will-give-fight-des...!

Ja, man kan ønske sig mange ting her i en afgørende tid for klodens - og dermed vores - fremtid. Og man skal huske at glædes over de sejre, der er. Mange bække små…

"Tænk, hvis det kunne trække både DONG og Goldman Sachs med ned!"

Sådan udbrød en af mine samboer over morgenmaden i dag, da vi kunne læse, at DONGs modvind fortsætter. Nu viser det sig, at de forreste havvindmøller kan tage pusten fra de bagerste, når den står i for tætte formationer.

Niels Alstrøm fra Energinet.dk udtaler, at "vindmøller til havs er i dag så store, at der skal enorme kræfter til for at få vingerne til at snurre. Set i forhold til vindtrykket er det derfor ikke svært at forstå, at vinden bliver svagere, når den først har fået sat de forreste møller i en havpark i gang."

Jeg er glad for, at han siger, hvad jeg i hvert fald nemt kunne forledes til at tænke: Kunne de ikke have regnet det ud? Eller er det endnu et DONG projekt, der er "planlagt ekstremt grundigt"?

Det er først og fremmest beskæmmende, at den danske regering - desværre som så mange andre - har solgt ud af stort set alt, hvad der var af offentligt ejede infrastrukturvirksomheder. Det har igen ikke overraskende, hverken bidraget til bedre funktionalitet, lavere priser eller bedre service.

Jeg siger bare DSB, IC4 og så er tankerækken vel i gang.

Det er rent ud sagt røveri fra befolkningen, at danske politikere med tilhørende embedsmandsværk blindt fører neoliberal økonomisk politik på trods af årtiers erfaringer med, at privatiseringer og "effektiviseringer" kun har medført overflytning af værdier fra offentlig, demokratisk (omend meget mangelfuldt) sfære til privatkapitalistisk sfære - og ikke nogen af de goder, der blev lovet.

Jeg siger bare, Chile med Pinochet, østeuropa og Rusland i 90'erne og så er listen i gang.

Svaret på en bureakratisk offentlig sektor med inkompetente beslutningstagere er ikke at gøre økonomien MINDRE demokratisk og MERE kapitalistisk, det er derimod at DEMOKRATISERE og UDBREDE ejerskab og gavn af produktionen.

Sådan kan vi som samfund få held til både at tackle klima- og miljøkriser, økonomiske kriser (for os, ikke for eliten, der tjener godt på kriser og "effektivisering") og dermed samfundskriser.

Jeg forstår godt, at nogle mennesker er modstandere af vindmøller, når de kun oplever eventuelle støjgener (en anden diskussion) og højere elpriser, fremfor medejerskab, økonomisk fordel og renere miljø.

Jeg forstår godt, at magtesløshed kan krybe ind i sindet, når vi opleverer uhellige alliancer af regeringer, finansverden og produktionsvirksomheder, der løber stormløb mod klodens og vores velbefindende.

Men med Joe Hills udødelige ord: DON'T MOURN, ORGANIZE!

… Og mens vi gør, så lad os grine af DONGs inkompetence og håbe, at min sambo får ret i sit udbrud!

Affaldsforbrænding og samfundsforandring

Mads Kissow — Sun, 25 Oct 2015 22:48:17 +0000

Af Mads Kissow

Jeg sidder i mit værksted og kigger ud på ARC, der skyder i vejret med en hast, som kun præfabrikerede betonbyggerier kan gøre det. ARC står for Amager Resource Center, blandt mennesker udenfor new-speak-mafiaen kendt som Amagerforbrændingen.

Forbrændingen er ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner og modtager ifølge egne tal affald fra 600000 indbyggere og sender til gengæld ”grøn fjernvarme” ud på Københavns net.

Mens jeg kigger ud på endnu et Bjarke Ingels bidrag til Københavns arkitektur, er det svært ikke at reflektere lidt over forbrændingen, dens univers og den berømte grønne omstilling.

Amagerbakke

Amagerbakke, som den nye forbrænding kaldes, er et byggeprojekt påbegyndt i 2012 med lånegaranti på ca. 4 mia kroner, stillet af de ejende kommuner. Det er projekteret på baggrund af affaldsprognoser fra 2010 og til at skulle håndtere næsten 500.000 tons affald kontinuerligt. Københavns Kommune var i begyndelsen loren ved at give lånegaranti, men endte med at sige ja – for de andre kommuner havde jo sagt god, Frank Jensen hyldede det allerede og ja, anlægget var jo sådan set også allerede bestilt.

Allerede da diskussionen, inden byggeriets start pågik, var der kritiske stemmer, der påpegede, at det var mærkeligt, at kommunerne ville bygge et STØRRE forbrændingsanlæg samtidigt med at have en aktiv hensigterklæring om at opjustere mængden af genbrug i kommunerne til at være 50% af husholdningsaffaldet i 2022 og dermed – ville nogen mene – logisk MINDRE affald af fyre op med.

Nu skriver vi 2015. Tre år er gået, og byggeriet har endnu to år, til det skal stå færdigt – men det viser sig nu, at de irriterende kritikere havde ret. Affaldsmængden er nu nedjusteret til 350.000 årlige tons, og ARC ser dermed lige ned i en truende afgrund af underskud – endda inden der er pustet kunst-sne ud på bakken.

De overvejede løsninger på dette er enten kontinuerligt underskud – altså at kommunernes borgere i årtier fremover skal bøde hvert år for politikeres storladne dispositioner – fusion med andre forsyningsselskaber i Hovedstaden eller den besluttede REDNING: Import af affald fra andre lande.

Men hov, vent nu, tænker nogen. Er det ikke lidt skørt at skulle transportere affald rundt i verden for at kunne lave ”bæredygtig fjernvarme”?

Ifølge en nylig DR artikel er vi ”.. nærmest verdensmestre i at bruge affald som energikilde..” Faktisk er Danmarks import af affald steget 234.000 tons alene siden 2011 – endda FØR ARC er klar til at fyre op.

Situationen er altså nu, at Danmark, der slår sig op på at være verdensmester i grøn omstilling kan se sit hovedstadsområde konsolidere en strategi for fjernvarmeproduktion, der enten kan virke som en aktiv modspiller til faktisk at DRASTISK NEDSÆTTE vores massive overforbrug af ressourcer og blive langt bedre til genbrug ELLER anlægge en stadigt voksende import af affald fra hele Europa. En voksende import, der kan blive stadig mere omkostningsfuld i økonomiske, energimæssige og klimamæssige termer, hvis de andre lande omkring os forfølger en strategi om at DRASTISK NEDSÆTTE deres massive overforbrug af ressourcer.

I hele dette forløb er det værd at bemærke sig, at diskussionen om affaldsforbrændingen, ARC og Amagerbakke aldrig nåede længere end til den økonomiske rammeberegning og en grønt fernis, der skal facilitere projektet.

Grøn kapitalisme

Netop den dominerende økonomisme er symptomatisk for også denne nye runde af kapitalistisk akkumulation. Vi er vidne til et projekt styret af økonomi, baseret på spekulative forudsætninger og fremskrivninger i regneark, hvor de økologiske og klimatiske forudsætninger og følgevirkninger fungerer som en ny legitimering af den fortsatte industrielle ekspansion, finansieret med lånte midler.

Fænomenet, der præsentereres som ”grøn vækst”, ”grøn omstilling” eller slet og ret ”grøn kapitalisme”, er intet andet end en ændring i det umiddelbare fokus og den bevidste markedsføring af samme type politisk-økonomiske system, som har bragt os misærer som mærketøj produceret af udnyttede indonesiske kvinder og børn, BPs Deep Water Horizon fra helvede og en verden, hvor alle livets sfærer er inficeret af lønarbejdets kapitalisering.

Den ”grønne” kapitalisme er et kløgtigt forsøg på at kunne videreføre et system, der baserer sig på den evigt ekspanderende økonomiske sfære, både i forhold til vores liv og i forhold til miljø- og ressourcepåvirkning, og på en indbygget socioøkonomisk ulighed, på hierakier og dominering mellem mennesker og mellem mennesker og natur. Et gammelt system, der var begyndt at have svært ved at finde nye dele af livet af kapitalisere i sin ekspanderende overskudsjagt, fandt en vej videre.

Når affaldsforbrænding kan fremsættes som en bæredygtig måde at håndtere vores ressource- og affaldshåndtering, skyldes det i høj grad den måde, hvordpå miljø- og klimakampen er blevet kidnappet af fortalerne og medløberne for grøn kapitalisme. Den fremstilles nu som en rent økonomisk og teknologisk diskussion blandt samfundets elite og professionelle NGO’er, som et monster fra åbenbaringen skabt til at skræmme til national enighed.

Samtidigt er Amagerbakke et glimrende eksempel på, hvordan kommunale funktioner i den ”frie” konkurrences navn udbydes, omgøres, fordyres, oversælges eller håndteres ikke som den af borgerne betalte funktion, som det er, men som et investeringsobjekt og en prestigeprojekt.

Kommunale politikere og embedsfolk ender med ikke at være ”folkets tjenere”, men være ”aktive spillere”, som det kaldes, i den evige konkurrence mellem mennesker, mellem byer, mellem lande for at fremstå bedst. Det udnyttes hårdt af konsulenter, virksomheder og den finansielle sektor til at flytte offentlige penge over på private hænder.

En bæredygtighed, der kan tjenes penge på

Denne overfladiske bæredygtighed, denne grønne fernis, ville jeg gerne kunne tilskrive uvidenhed, da uvidenhed kan undskyldes. Men det er langt fra uvidenhed, der tillader, at der slås plat på de stadig mere uhyggelige klima- og miljøkatastrofer, der manifesterer sig med stadig større tydelighed, særligt udenfor den såkaldte ”udviklede verden” (læs: modsætningen mellem ”udviklingslande” og ”udviklede”).

Det grønne fernis bæres stolt frem af en uhyggelig blanding af gribbe, der ønsker at lukrere på, at stadig flere mennesker udsættes for klimaforandringer eller er klar over, at det er en reel risiko.

Gribbenes flok tæller alt fra store dele af erhverslivet, f.eks de 10 af verdens største olieselskaber, der for nyligt bekendtgjorde sig som ”en del af løsningen”, politikere, der på den ene side sælger vores fælles ressourcer til private interesser (Nordsøolie, DONG, telenettet osv.) og på den anden side sælger sig selv som grønne bannerførere til civilsamfundet og dets organisationer.

Disse organisationer ender som en del af godhedsindustrien med at sælge aflad eller alt for ofte at skulle ”sælge” deres udmærkede bekymringer og sikkert ofte ærlige engagement alt for billigt, fordi ledelsen har lavet en fælleskampagne med Landbrug & Fødevarer eller Novo Nordisk (læs: WWF) eller ”man ikke må fremstå som ekstremister”.

Det er nødvendigt, at vi som mennesker, arbejdere, aktivister osv. ikke lader den ekspansive kapitalisme fortsætte med at invadere stadig flere områder af vores livssfærer, stadig flere afkroge af jorden og stadig større del af vores metafysiske virkeligheder!

Med den radikale britiske geograf David Harveys ord: ’Det afgørende er derfor ikke om kapitalen kan overleve sine modsætninger, men at omkostningerne ved at den gør det bliver uacceptable for befolkningsmasserne.’

Heldigvis er der massive folkelige bevægelser, sociale bevægelser, kollektiver, koorperatiover osv. over hele verden, der viser, at det gamle slogan EN ANDEN VERDEN ER MULIG! stadig virker.

For La Via Campesina, zapatisterne og 1. nationsbevægelser over hele verden

For teoretikere med visioner for den bedre verden, som Bookchin, Harvey, Goldman og så mange flere

For de landløse og udnyttede, der har lidet andet valg, end at producere flere forbrugsgoder til Vesten

For alle de utallige, ukendte, unævnelige og uendeligt kæmpende mod neoliberalisme og neokolonialisme

For alle dem, der overvejer, om vi sammen kan bevæge verden mod radikale demokratiske, sociale og økologiske samfund, kan man uden rådden Obama-smag i munden sige: JA, VI KAN!

Referencer:

http://www.dr.dk/nyheder/penge/250000-ton-importeret-affald-giver-varme-og-lys

http://www.a-r-c.dk/om-arc/hoved-og-noegletal

http://ing.dk/artikel/affaldsmangel-truer-amager-bakkes-oekonomi-178234

http://modkraft.dk/artikel/introduktion-til-david-harveys-samfundsforst-else

http://www.social-ecology.org/

http://ejatlas.org/

Et råb om solidaritet fra finske kammerater fra frontlinjen mod atomkraft!

Mads Kissow — Wed, 23 Sep 2015 08:36:15 +0000

Af Mads Kissow

Kampen mod atomkraft har i mange år været særdeles virkelig for vores finske kammerater.
Fra et land, hvor 1/5 af al energy produceres med atomkraft, og hvis skiftende regeringer har
kunnet enes om, at atomkraft skal udbygges, kommer et råb om solidaritet med modige aktivister,
der i årevis har kæmpet på alle planer, og af hvem 5 nu sulterstrejker i protest mod den fortsatte
ekspansion, firmaet Fennovoima og myndighederne:

Call for solidarity for hungerstrikers in Pyhäjoki, Finland!

Anti-nuclear struggle continues in Pyhäjoki, Finland. The Hanhikivi
anti-nuclear camp was almost evicted last week, 15th of September. But
the cops left one person in a tree hut. Some people started a new camp
just next to the construction site, in a cottage which had been a second
base of the camp until now. Isolating the person in a tree led to hunger
strike of 5 people.

Fennovoima company doesn't allow activists to bring vital supplies to
the person in the tree. He has been out of food since saturday 19th of
September. In this situation he started a hunger strike demanding to get
food, more warm clothes, needed supplies, etc. Monday 21th, 4 more
people started a solidarity hunger strike with the same demands. Three
of the support strikers are camping next to the Fennovoima office in
Pyhäjoki centrum and one is in Helsinki.

The order to deny all entry to the area is given by the Fennovoima's
construction manager Jouni Sipiläinen and the Oulu police head is loyal
to their friend, despite the fact, that actually there doesn't exist
legal prohibition of trespassing at the area yet.

We, supporters of the hungerstrikers are really concerned especially
about the condition of the person protesting in a treehut. The person
has stayed there one week. The weather is cold, rainy and windy,
situation in the area is very stressful because of big amount of private
security guards, who don't let supporters inside the area. Situation of
the protester is hard.

We strongly ask you for solidarity actions and sharing of information!

Hyökyaalto network

www.hyokyaalto.net

Migration, røveri og historiefortælling

Mads Kissow — Sun, 13 Sep 2015 12:48:01 +0000

Af Mads Kissow

I de sidste tider har ”debatten om flygtninge og indvandrere” fyldt meget i danske medier. Først da det åbenbart som et lyn fra en klar himmel gik op for stort set samtlige medier, at folk drager over Middelhavet med kurs mod Europa – og at mange af disse endda lider en krank skæbne i forsøget på at lave denne overfart. Dernæst dukkede ”debatten” op igen, da nogle beundringsværdigt udholdende mennesker havde krydset hele eller det meste af Europa og nåede til Rødby, Padborg og Kruså.

Min syrlige tone om lynet fra den klare himmel skyldes nok, at mennesker har forsøgt at krydse Middelhavet – og en lang række landområder – i lange tider, ja så lange tider endda at den ubehjælpelige mastodont EU har fået oprettet et såkaldt grænseagentur, FRONTEX, til som man siger på bureaukratisk ”at håndtere” disse overfarter.

Til ”at håndtere” spørgsmålene om, hvorfor disse strømme tiltager med det stigende antal konflikter i Mellemøsten, Afrika og Centralasien, har et overvældende flertal af danske medier primært kunne bruge det efterhånden kendte værktøj ”copy-paste” fra Ritzau/Reuters og mikrofonholderi for karrierepolitikere, militæragenturer og ukritiske meningsmålinger.

FRONTEX

Er et agentur, der har fået mange fjer i hatten over ”håndteringen” af ”flygtninge- og indvandringssituationen” i Europa. Det er i stor stil lykkedes de danske medier at nedprioritere den kritiske dækning af både migranters bevæggrunde og FRONTEX-væsenets natur i ligeså lange tider.

Væsenets opgaver er primært, 1) at overvåge EUs grænser for at fjerne ikke-EU borgere og 2) udføre fælles udvisninger af grupper af migranter fra flere EU-lande. Til at udføre dette arbejde havde FRONTEX i 2010 et budget omkring 90 mio euros, 26 helikoptere, 22 fly og 113 både. Året forinden beskrev agenturet sig selv som ”hjørnestenen i det europæiske koncept om integreret grænsekontrol”.

Migreurop, et europæisk netværk, der arbejder kritisk med EU migrations- og grænsepolitik, har ligesom en række andre grupper samlet dokumentation for, at FRONTEX laver individuelle aftaler med ikke-EU lande om hjemsendelse uden at skele til dettes land interne politiske, sociale og økonomiske forhold eller forhold til menneskerettighederne, ligesom gruppen har samlet dokumentation fra migranter, der har oplevet verbale, mentale og fysiske overgreb fra FRONTEX personel.

Siden opgørelsen i 2010 er FRONTEX vokset, ligesom dets rammer for aktiviteter er ekspanderet voldsomt. Den finansielle støtte fra EU medlemslande er vokset, ligesom dets evne til og brug af ”egne, uafhængige” (læs: udenfor demokratisk kontrol) hold med fly til at udvise migranter og sågar til at operere i ikke-EU lande for at stoppe migranter, før de overhovedet når EUs grænser.

EUs og medlemslandenes relation til migration varetages altså i stadig højere grad af et agentur, der laver aftaler med individuelle stater udenom menneskerettighedskonventioner, påtager sig retten til at afvise migranter uden hensyntagen til deres historie, status og fremtidige skæbner og opererer som en mellemstatslig militærstyrke...

.. Mens de danske medier udmærker sig ved ukritisk at gengive dette agenturs holdninger, som var det en neutral undersøgelsesgruppe – som f.eks Politikens ”FRONTEX: Mange asylansøgere søger mod lande med attraktive velfærdsydelser” (28.04.15).

Hvorfor migrere?

Dette er ikke en stor, altomfavnende redegørelse for menneskers motivation for at bevæge sig mellem områder, men primært en påpegelse af den manglende UNDERSØGENDE journalistik omkring emnet.

Således præsenteres en af de store grunde til migration ofte som krig og ufred rundt omkring i Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Dette er jeg helt enig i.

Det, der virkeligt er beskæmmende ved mediedækningen, er, at det ikke undersøges tilbundsgående, hvad der er ophavet til konflikter, der sender folk på flugt. De nødvendige undersøgelser og spørgsmål og mod til at være en del af at katalysere en folkelig opinion for demokrati, fred og selvbestemmelse prioriteres ikke...

Når irakere flygter fra et land, der først har lidt under en brutal diktator med en uhyggelig trang til giftgas og storhedsvanvid, for derefter at blive ”reddet” af en international ”koalition af de villige” (til at sikre ny olie) og derved få sin fysiske, sociale og økonomiske infrastruktur lagt i ruiner og få indsat en sekterisk, egenrådig majonet af en premier, der med amerikanske våben kan lede landet mod randen af kaos på et helt nyt niveau.

Når folk fra det vestlige Sahara i årtier kæmper mod en af disse villige koalitionspartnere og allierede, Hussein af Marokko, for at få deres frihed, ret til selvbestemmelse og mulighed for at skabe eget overlevelsesgrundlag og i stedet skubbes videre ud i ørkenen, mens deres land bliver rullet.

Når afghanere flygter fra et land, hvor en anden – om end uhyggeligt lignende – ”koalition af villige” først støttede og finansierede en skønsom blanding af stammeledere med storhedsvanvid til at bekæmpe et imperium, der gemte sig selv og sine egen storhedsvanvid bag ”hammer og segl”-prædikat og invaderede landet, for derefter at udråbe selvsamme stammer til den nye fjende og bekæmpe dem og indsætte en ny majonet, der ikke modsætter sig, at naturressourcer fra olie til mineraler røves.

Når ægyptere flygter fra et land, hvor de har rejst sig mod en vestlig darling af en diktator og tvunget ham ud, blot for at se en anden vestligt sanktioneret diktator blive rullet ind på podiet efter voldsom tumult og drab, sålænge den nye darling ikke ændrer for meget ved, hvad den gamle darling havde sat op for sine vestlige venner.

Når syrere bliver klemt mellem hårde negle fra Saud-familien (endnu en villig koalitionspartner), Assad-regimet og uhyggelige, forvildede og forblændede unge mænd uden anden fremtid end desperat tro på en hellig historie forvrænget og misbrugt af magtmænd – som det jo desværre oftest sker med disse hellige historier.

Så bliver der ikke spurgt spørgsmål, om de vestlige magter og deres allierede mon har andre interesser end blot at ”udbrede demokrati og menneskerettigheder”. Ingen spørgsmål om, hvorfor netop lande med så mange naturressourcer får så meget ”særlig opmærksomhed” om deres menneskerettigheder og styreformer.

Ingen opråb om, at angrebskrige forklædt som ”humanitær intervention” siden Vietnam (og før) aldrig har medført bedre levevilkår og større folkelig selvbestemmelse.

Og absolut ingen skrig om vestligt hykleri og egeninteresser plejet for europæiske skattebetaleres penge med lukrative kontrakter til vestlige firmaer, der ikke mener, at man kan vride europæiske betalere for nok penge og derfor med rovdyrøjne retter blikket mod resten af verden – igen, igen!

Ulighed som skaberkraft

Uhjælpeligt sammenspundet med krig, stats- og stammeledere med storhedsvanvid og ressourcer er den globale ulighed. En økonomisk og social ulighed, der manifesterer sig både fra lokalt til internationalt plan og drives af et økonomisk system, vi kalder kapitalisme.

I de seneste årtier er ejerskabet over jordens ressourcer, ligefra land, mineraler og fossil energi til bygninger, produktionsmidler og byer blevet stadigt mere koncentreret på stadigt færre mennesker og virksomheder.

Alene de rigeste 85 personer i verden ejer ligeså meget som de 3,5 milliarder fattigste – eller sagt på en anden måde de rigeste 85 personer ejer ligeså meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen.

Det økonomiske system og dets fortalere, der opererer efter en modus operandi om ulighed som en dynamisk og skabende kraft, har ret på deres egen facon.

Ulighed skaber meget – omend kun negativt – og sætter mange dynamikker igang.

Blandt disse dynamikker kan nævnes jordtyveri, tvangsforflyttelse af befolkninger, regnskovsrydning, overfiskning, ressourceudvinding og uhyggeligt meget mere..

Blandt disse skabninger af ulighed kan nævnes krige, rovdrift, klimaforandringer, migrationsstrømme og uhyggeligt meget mere.

EU, dets medlemslande, USA og institutioner født ud af den vestlige verden har – om ikke alene – en overvældende skaberkraft af utallige dynamikker, der meget direkte forstærker uligheden:

Illegitime lån til desperate nationer, unfair handelsvilkår indenfor snart sagt alle områder af vores livsverden – hvem sagde frihandelsaftale? – og kapitalflugt røver hvert sekund verdens fattigste for 14 gange så store værdier, som der gives i ulandsbistand.

14 gange! Og det er endda kun fra opgørelser over juridisk ”lovlige” aktiviteter, mens alt den lyssky handel og udnyttelse bare tæller heroveni.

Historiens cirkulære gang?

Som de gamle imperialmagter gjorde det på sejlskibe og ekspiditioner udover verdens forestillede kant, mens deres hjemlige medier fortalte om verdensfarernes store bedrifter for nationen, gentager historien sig foran vores øjne:

Ressourcer og muligheder frarøves mennesker og hele regioner enten gennem handelssystemer og økonomisk sværdføring eller gennem drone-bomber og ”humanitær intervention”, mens historierne fortælles om ulandsbistand, danske ”ulandssucceser” og den stærkt nødvendig udbredelse af demokrati.

Når de danske, såvel som mange udenlandske medier, aktivt fravælger at lave dybdeborende og magtkritisk journalistik, ender vi med forsimplede, fordummende og chauvinistiske ”forklaringer” på, hvorfor så mange mennesker trodser Inger Støjbergs forløjne annoncer, trodser FRONTEX og andre farer og hvad der må siges at virke som en uoverstigelig lang rejse for at komme til dér, hvor verdens rigdomme stjæles hen – Europa!

Kilder (bl.a.):

Migreuop.org

AFRIKA KONTAKT

Corporate Watch

10 tesers kritik af den grønne økonomi! En kommentar til People's Climate March

Mads Kissow — Sun, 21 Sep 2014 18:06:38 +0000

Af Mads Kissow

Det plejede at blive kaldt bæredygtighed, men I dag hedder det “den grønne økonomi”. Bæredygtighed var løftet om en økologisk modernisering af den krisebefængte kapitalisme sammen med en håndfuld sociale elementer. Det er, hvad den grønne økonomi handler om.

I de følgende ti teser vil vi vise, hvorfor den grønne økonomi uundgåeligt vil fejle I sit erklærede mål om at gøre økonomien grøn på grund af de nuværende kapitalistiske og imperialistiske forhold og en blind tro på fremskridtet og vækst.

Den grønne økonomis strategier vil ikke kunne opveje de sociale og økologiske modsætninger I kapitalismen; I bedste fald vil den kunne delvist revidere disse modsætninger. Eller sagt med andre ord: Den kapitalistiske produktionsmåde opererer aldrig efter mennesker og naturens behov, disse behov står nærmere i modsætning til den produktionmåde. Den grønne økonomi vil I bedste fald være I stand til at repositionere disse grænser.

Derfor mener vi at for at kunne håndtere de nuværende kriser på en frigørende, internationalistisk og solidaritetsbaseret måde, behøver vi grundlæggende forandring af de nuværende økonomiske og magtmæssige strukturer.

Vi ser denne forkortede version af vores teser som et bidrag til diskussioner om og undersøgelser af mulighederne for en frigørende og socio-økologisk forandring af de globale produktionsmetoder og livsmåder. Ligesom det var tilfældet med bæredygtighed, lover fortalerne for den grønne økonomi at opnå harmoni mellem økonomi, økologi og samfundet. UNEP, FNs miljøprogram, har da meget sigende også kaldt sin programrapport 2011 til RIO 20+ konferencen for “På vej mod en grøn økonomi. Veje til bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse”.

Der er dog forskelle mellem den nuværende debat om en grøn økonomi og debatten om bæredygtig udvikling I de tidlige 90'ere. Først og fremmest, er det teknologisk grundlag for en grøn økonomi I dag langt mere udviklede, og for det andet bliver den grønne økonomi nu udråbt til redningsplanke for de kapitalistiske centre fra de dybt funderede økonomiske og financielle kriser.

Som sædvanligt I disse debatter, bliver de kræfter, der er ansvarlige for krisen, udråbt til at være de store håb: Staterne og særligt markedsøkonomi og kapitalen, samt den blinde jagt på vækst og konkurrencedygtighed. Med den grønne økonomi som værktøj bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved drivkræfterne for social og økologisk katastrofe-kapitalisme, faktisk bliver netop disse drivkræfter hyldet som værktøjerne til grøn omstilling.

Kritik af den grønne økonomi

1. tese: En stringent afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssig ødelæggelse er ikke mulig under kapitalismen.

Forskellige koncepter for en grøn økonomi, altså strategier for et nyt økonomisk paradigme, deler en opfattelse af, at en afkobling af den kapitalistiske økonomiske vækst og miljømæssige destruktion er mulig gennem teknologiske og sociale innovationer. Det er jo et lokkende løfte.

Begrænsningerne for dette perspektiv bliver dog tydelige på rent empiriske grunde. De såkaldte “rebound effekter” peger på, at mulige energibesparelser ved energieffektivisering vil blive spist af eller endda mere end det af større efterspørgsmål grundet produktivitetsforøgelse og dermed lavere priser.

Formelen effektivitet = nøjsomhed = mindre økologisk ødelæggelse holder simpelthen ikke: Effektivitets- og produktivitetsforøgelse er drivkræfter for økonomisk vækst, hvilket medfører øget produktion og dermed øget energi- og ressourceforbrug. Vi har brug for en forståelse af social og individuel rigdom, der ikke sætter lighedstegn mellem rigdom og økonomisk vækst.

2. tese: Den grønne økonomi slører udbytning og magtrelationer. Den sociale dimension reduceres til vækst, jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse

Indenfor den grønne økonomi er der hverken plads til perspektiver om klasse, køn og etnicitet eller til generelle spørgsmål om reproduktion og global fordeling af arbejdet. Den grønne økonomi hviler på den forfejlede forudsætning, når den reducerer det sociale spørgsmål til blot at omhandle såkaldte grønne jobs – disse producerer ikke social retfærdighed.

Den første grundlæggende læresætning I kapitalistisk produktion er at maksimere profitter gennem forøget produktion af varer og ydelser. Produkter, ligemeget hvor grønne de er, forbruger naturressourcer, såsom sjældne metaller eller landsbrugsprodukter, som tilfældet biobrændstoffer tydeliggør. Disse ressourcer kommer fra miner og plantager I den Globale Syd. I langt de fleste tilfælde er de social tilstande frygtelige; internationale selskabers minedrifter har således medført utallige tyverier af jord og massiv miljøødelæggelse.

Ved at dyrke afgrøder til biobrændstoffer skubbes den lokale fødevareproduktion til side til fordel for mobilitetskrav hos den globale middel- og overklasse. Samtidigt promoverer internationale virksomheder, godt hjulpet af nationale politiske eliter, aggressive jordtyverier.

I stedet for at modvirke disse sociale skævvridninger og undertrykkelse baseret på klasse, race og køn, styrker den grønne økonomi disse tendenser.

3. tese: Strategierne I den grønne økonomi baserer sig på teknologiske løsninger

Strategierne bag den grønne økonomi følger en grøn-teknologisk tidsplan. Ligesom modeller for “økologisk modernisering” I 1980'erne skaber tech-innovation og know-how vejen for fremtidig “udvikling”. Den gyldne frase er “ressource effektivitet”. Der er intet at sige imod udviklingen af fornybar energi eller reduktion af ressourceforbruget, men det er alligevel centralt at sætte spørsgmålstegn ved, hvordan disse skal foregå og hvilke gruppers interesser, de egentlig plejer.

Den grønne økonomi er baseret på teknologier, der opretholder magtrelationer, der styrker centraliserede, erhvervsstyrede former for energiproduktion og -forsyning. Eksemplerne er allerede tilstede med gigantiske havvindmølleparker, solenergiinitiativet DESERTEC, sværme af elbiler og Belo Monte dæmningen I det nordlige Brasilien. Disse er alle udtryk for teknologi-fixes, kontrolleret af de eksisterende eliter, der fastholder de eksisterende ulige magtrelationer.

4. tese: Den grønne økonomi afpolitiserer debatten om socio-økologisk forandring

Debatten om den grønne økonomi leder til en afpolitisering af de igangværende diskussioner omkring eksisterende og tiltagende kriser og fremmer en autoritær løsningstilgang. Manifestationer af kriserne præsenteres som en ekstern fjende mod samfundet eller hele menneskeheden; en fjende, der kun kan besejres af såkaldt objektive og neutrale eksperters viden og beslutninger baseret på denne.

Eksisterende social modsætninger og konflikter bliver usynliggjort af den blinde tro på lederskab og god regeringsførelse og en passificerende “There-is-no-alternative” tilgang.

Grøn økonomi og grøn kapitalisme

5. tese: Den grønne økonomi skubber på kommercialiseringen af naturen under påskud af at ville beskytte den

Den kapitalitiske dynamik er baseret på at forvandle naturens elementer, såsom vand, biologisk diversitet, gas, olie, arbejde eller atmosfæren, til handelsvarer. Basisen er, at naturens elementer bliver “ressourcer” og dermed kan ejendomsretten til disse etableres og hævdes. Det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det er muligt og ønskeligt at regulere alt gennem ejendomsretten og prissætning, forsvinder fuldstændigt.

Hovedaktørerne I disse processer virker til at være uden alternativ og den generelle antagelse i den grønne økonomi er, at producerende virksomheder og markedsmekanismer fungerer bedst, når staterne blot laver de rigtige rammer.

6. tese: Den grønne økonomi favoriserer markedsmekanismer til at modvirke overforbrug af naturressourcer og økosystemer

Den globale kapitalisme er ved at forvandle atmosfæren, oceanerne og landet til beholdere af overforbrugte ressourcer. Her taler vi ikke kun om vores husholdningsaffald, men også om enorme efterladenskaber fra f.eks metalproduktionen I Ungarn eller Amazonas.

Som et remedie siger den herskende økonomiske teori, at markedsmekanismer skal løse det, og helt I tråd med den arbejder den grønne økonomi med, at det skal være økonomisk rentabelt ikke at forurene eller overforbruge miljø og klima. Det ses klarest muligt I klimalovgivning, hvor der fastsættes priser på at udlede drivhusgasser. Dette har ikke ført til nogen som helst reduktion I udledningerne, faktisk spekuleres der blot I dem og hvorvidt større udledninger kan være en god forretning I 2020.

7. tese: Tyskland er et prima-eksempel på etablering af en hegemonisk grøn økonomi

Efter Fukushima katastrofen blev den tyske konservativ-liberale regering på en vis tvunget til at overbevise energiselskaber om at lukke nogle af deres atomkraftværker. Med regeringens nuværende “energi omstilling” skubber den på en måde at håndtere socio-økologiske problemer, der bevarer de nuværende magtforhold.

Tyskland advokerer kæmpe teknologi-baserede tilgange, såsom havvindmøller, og skubber dermed fornybare energi lige lugt I armene på kapitalistisk konkurrence, hvorved landet bliver et klasseeksempel på, hvordan den grønne økonomi kan promoveres uden at opnå nogen reelle sociale eller økologiske omstillinger af produktionsmåden.

8. tese: Den grønne økonomi er socialt og spacialt selektiv og ekskluderende

Det tyske eksempel viser endvidere, at den grønne økonomis løfter også vil blive dens forfald. Ved at være selektiv og socialt eksklusiv vil den grønne økonomi muligvis lykkedes med at etablere flere grønne elementer I økonomi og samfund; elektrisk mobilitet vil måske vokse og fornybare energier måske ligeså. Dog vil de nye grønne insvesteringsmuligheder for den krise-rystede kapital give de helt forkerte incentiver for at håndtere de økonomiske og finansielle kriser, da de blot videre vækst paradigmet.

De kommer hverken til at bryde med de grundlæggende ubæredygtige produktionsmetoder eller livsmåder, eller til at sætte en stopper for økologisk ødelæggelse og overforbrug af naturen. Disse produktionsmetoder og ødelæggelser bliver blot placeret andre steder, hvor de nødvendige ressourcer er til stede; I landlige regioner, I det Globale Syd eller I dybhavet.

Særligt fra et internationalistisk perspektiv, er det umådeligt vigtigt at kritisere og forhindre denne forflytning af problemer til andre regioner I verden.

Frigørende alternativer til den grønne økonomi

9. tese: Et solidaritetsbaseret samfund hviler på en radikal demokratisk beslutningsstruktur og ikke på en logik om værdisætning og priser, som den grønne økonomi præsenterer

I stedet for at designe fordelingen af naturressourcerne på stadig mere ekskluderende måder, er det essentielt at demokratisere fordelingen af naturressourcer radikalt. På et mere abstrakt plan betyder det, at den måde samfund tilegner sig natur på, altså den måde hvorpå mad, beboelse, kommunikation og mobilitet bliver gjort mulig, skal placeres centralt I demokratisk debat.

Eksempler på denne demokratisering kan ses I ikke-kapitalistiske måder at håndtere vand og biodiversitet, I decentraliseret energiproduktion og -fordeling på grundlag af fornybar energi og I f.eks urban gardening.

En demokratisering af samfundsmæssige relationer til naturen indebærer ligeledes en demokratisering af teknologisk udvikling og et opgør med ulige kønsrelationer og racistisk diskrimination.

10. tese: Diskursen om den grønne økonomi skal konfronteres med offentlig kritik og praktiske aktiviteter af de socio-økologiske bevægelser

Fra et frigørelsesperspektiv er det vigtigt ikke at kritisere enhver form for økologisk omstilling, men specifikt den kapitalistiske type, der fremføres med den grønne økonomi. Vi skal stå sammen med dem, der kæmper med intentioner og mål om frigørelse og de, der kæmper for fundamentale globale forandringer I økonomi og samfund.

De massive industriprojekter med mineraludvinding, dæmningsprojekter og monokulturelt landbrug I Latin Amerika er nogle eksempler blandt mange, hvor vi kan kæmpe. Ved at referere til disse kampe og til lokale debatter om alternativer til de dominerende modeller for udvikling, åbner nye veje for tanker og handling sig. Veje, der potentielt kan lukke permanent, hvis den grønne økonomi får endeligt fodfæste.

Frit oversat baseret på tekster fra arbejdsgruppen “Societal relationships with nature” under Bundeskoordination Internationalismus. Tak til dem for teserne!

Fra England med anti-frack kærlighed

Mads Kissow — Mon, 01 Sep 2014 08:11:24 +0000

Af Mads Kissow

D. 18 august kulminerede Reclaim the Power: Anti-fracking Action Camp I Blackpool med en overvældende dag med intet mindre end 13 direkte aktioner mod skifergasindustrien! Alle dele af fracking industrien blev stoppet eller berørt, da tilrejsende aktivister fra hele landet sammen med lokale sagde FRACK OFF!

60% af Storbritannien er blevet lagt åbent for potentiel fracking, der således går I front med udvidelsen af dette kulsorte gaseventyr. Tusindvis af mennesker på tværs af Storbritannien kan ikke betale deres varmeregninger og risikerer at fryse ihjel til vinter.

Samtidigt bliver fossilgas – herunder skifergas – præsenteret som et grønt alternativ og et “overgangsbrændsel”, mens det I virkeligheden medfører mindre reelt bæredygtige løsninger, såsom vindmøller, og accelerer centraliseringen af kontrollen med den internationale energiproduktion og forstærker den fossile kurs mod klimakatastrofe!

Jeg bringer her udpluk af aktionerne til inspiration fra de engelske kammeraters kamp mod iGas og Quadrilla – to af de største skifergasjægere I Storbritannien – og deres affilierede I regeringen og erhvervslivet.

1. Besættelse af DEFRA, Department of Environment, Food and Rural Affairs (Ministeriet for miljø, mad og landlige anliggenheder)

Kl 8.00 superlimede tre aktivister sig til DEFRAs hovedindgang og låste sig sammen med plastrør og kæder for at forhindre indgang. En anden aktivist klatrede op på bygningen med bannere, hvorpå der stod “Hvad skjuler I DEFRA – frack ikke vores fremtid!” Et par af aktivisterne havde endvidere tape over munden for at understrege, at de aktionerede mod DEFRAs medvirken gennem deres skattebetalte inaktivitet til at fracking fortsat plager engelske landområder.

2. Blokade af iGas' hovedkvarter I London

En halv time efter aktionen mod DEFRA begyndte blokerede en større gruppe aktivister indgangen til iGas' hovedkvarter. Firmaet er et af de største udforsknings- og produktionsselskaber involveret I fracking I Storbritannien.

iGas står bag efterforskningen efter coal bed methane – en teknik med delvis afbrænding af kul I undergrunden for at frigive metangas – og er blevet mødt af massiv modstand ved Barton Moss nær Manchester. Aktivisterne holdt et banner med teksten “Tag magten tilbage!” og tog efter endt blokade kl 13 hen til blokaden af DEFRA.

3. Lock-ons ved Crawberry Hill fracking operation

I det østlige Yorkshire besatte og stoppede aktivister kl 8.40 Rathlin Energys nye boreplads med et kæmpe banner med budskabet: “Rathlin Energy: Sikkerhedsfejl!”. Aktionen kommer efter lokale aktivister afslørede en stor sikkerhedsbrist på pladsen I sidste uge, og de lokale myndigheder indrømmede, at de ikke havde ressourcer til at gøre noget.

Pippa Hockey, en lokal beboer, udtrykte det således: “Rathlin Energy sætter hovedløst profit højere end mennesker. Lokalsamfundet her vil gøre alt for at stoppe flere livsfarlige episoder.”

4. Studerende og lokale stopper byggeriet af et fracking forskningsinstitut på Swansea Universitet

Udklædte som gale videnskabsmænd låste to aktivister sig fast til byggemaskineri, mens en tredje klatrede op I en seks meter høj trefod. Samtidigt lavede andre aktivister et banner med budskabet “Ingen fracking!” på både engelsk og walisisk. Blokaden varede I seks timer og opløstes uden anholdte.

5. Besættelse af Quadrillas nordlige hovedkvarter

I nærheden af Reclaim the Power campen I Blackpool lykkedes det ved middagstid en gruppe på 11 aktivister at besætte frackingselskabet Cuadrillas nordlige hovedkvarter. De låste sig fast med plast-armrør og kæder, mens lokale beboere udenfor demonstrerede akkompagneret af en kæmpe “Cuadzilla” dukke.

Tina Louise Rothery, en lokal beboer, udtrykte: “Cuadrilla er kommet her til Lancashire og har forsøgt at manipulere og købe vores lokale byrødder og forretningsdrivende. De har søgt og købt god vilje, og vi mener, at de udmærker sig ved at lave beskidte forretninger på en særlig beskidt måde.”

6. Radioaktivt svar

Tidligt om morgenen placerede en række familier 88 “Radium atomer” rundt omkring I Lytham som en midlertidig kunstinstallation, der skal gøre opmærksomt på frackings negative helbredsvirkninger på mennesker og miljø p.g.a radioaktiv henfald. Radium er desværre blot et enkelt af de radioaktive materialer, der frigives fra undergrunden, når den frackes. “Atomerne” var selvfølgelig lavet af biologisk nedbrydelige materialer.

7 + 8. Banner drop i Salford og Blackpool College

Aktivister ophængte et kæmpe banner fra Salford Media City og senere Blackpool College, der proklamerede at 2,5 mio liter radioaktivt fracking vand er blevet dumpet I Manchester skibskanal. Ifølge lokale aktivister tillod Miljøagenturet, at firmet United Utilities fortyndede det radioaktive vand for derefter at dumpe det. Endvidere påpegede de, at dette kun er giftvand fra én fracking brønd – kort før brønden blev lukket ned, fordi den havde forårsaget to jordskælv på under seks uger.

9. Besøg lokale byrådsmedlemmer

Endnu en gruppe aktivister var ude fra tidlig morgen for at tage fra Reclaim the Power lejren på besøgstur hos lokale byrådsmedlemmer, der har støttet fracking I Lancashire. Aktivister ville vise, hvor larmende og obstruerende fracking vil blive for beboere. På turen medbragte de bannere med budskaber mod korrupte byrådsmedlemmer og fracking.

10. Fraxtons

I Preston satte en gruppe aktivister et gadeteater op, hvor de udgav sig for at være fracking forsikringsselskabet Fraxtons for dermed at vise, hvordan fracking påvirker hus- og forsikringspriserne I de påvirkede områder.

11. Superlimsaktion mod Total Environment Technology

Endnu en flok morgenfriske aktivister besøgte Total Environment Technology udenfor byen Hull I det østlige Yorkshire. Firmaet med det misvisende navn kører “fracking fluids” - det giftige spildevand fra boringer – væk fra borepladser. Det skal fjernes mellem 600 og 900 lastfulde med gift for hver frack. Aktivisterne superlimede dørene sammen for at lukke foretagendet ned.

12. Die-in foran banken HSBC

Foran banken HSBC I Blackpool udførte 13 aktivister en die-in – en symbolsk aktion, hvor de “døde” foran hoveddøren – akkompagneret af banner med budskaber mod “giftige investorer” og “Frackster banker” og højlydte borelyde. Kæmpebanken HSBC er notorisk kendt for at støtte fracking selskaber. Samtidigt delte aktivister flyers ud og talte med forbipasserende – med meget positiv respons.

13. Blokade af PPS, fracking firmaet Cuadrillas PR-selskab

Seks demonstranter besøgte ligeledes firmaet PPS, der laver PR-arbejde for fracking frontløberen Cuadrilla Resources. Her delte de flyers ud og talte med forbipasserende og medarbejdere om farene ved fracking, fattigdom på grund af energiregninger og høje huslejer. De holdt bannere med budskaber som “Giftigt affald forsvinder under jeres fødder” og “Fracking hvidvaskning”. PPS er blevet beskyldt for at aflytte byrådsmøder, forfalske breve fra lokale beboere og manipulere bygge- og planlægningstilladelser til fordel for Cuadrillas fracking operationer.

Kampen mod ukonventionelle brændstoffer, nye kapitalistiske akkumulationsrunder på bekostning af lokale befolkninger og vores økonomiske og politiske systems grundlæggende ubæredygtige og umenneskelige struktur kører overalt I verden!

___________________________________________________________________

Lad os inspirere af vores internationale kammerater og handle for at stoppe det fossile energimonster!

Lad os sammen kræve demokratisk kontrol med energi og en reel bæredygtig fremtid!

Åbent brev fra Skifergas Nej Tak

Mads Kissow — Tue, 22 Apr 2014 07:26:54 +0000

Af Mads Kissow

Her bringer jeg et åbent brev til miljøminister Kirsten Brosbøl fra Skifergas Nej Tak (o.a.) om et forbud mod skifergasudvindingen. Under brevet har jeg selv tilføjet noget mere kontekst..

Kirsten Brosbøl

Miljøministeriet
Børsgade 4, 1215 København K

Kære Kirsten Brosbøl,

Tillykke med din nye stilling. Da det i dag er Jordens Dag vil vi benytte os af lejligheden til at skabe opmærksomhed omkring en trussel mod grundvandet, som du heldigvis, i din egenskab af miljøminister, har mulighed for at forhindre nogensinde bliver en realitet. Konkret er der tale om skifergas, en forholdsvis nyopdaget og miljømæssigt meget problematisk form for naturgas, som udvindes med en teknik kaldet hydraulisk

frakturering. Udvinding af skifergas har beviseligt forurenet grundvandet mange steder i USA og vil komme til at gøre det samme herhjemme, hvis det får lov.

Ved udvindingen af skifergas lægges der et enormt pres på en af vores allervigtigste ressourcer, vand, da udvindingen vil kræve milliarder liter grundvand og med sikkerhed vil forurene dette med kemikalier. Da vi får vores drikkevand fra grundvandet, er det hverken et klogt eller ønskværdigt forbrug af en så vital fælles ressource.

Ved hydraulisk frakturering udløses der desuden metangas i processen. Metangas er en meget koncentreret drivhusgas som er væsentligt mere potent end kuldioxid. Udover at være en drivhusgas er der desværre også eksempler på, at metangassen har forurenet luften og drikkevandet i nærheden af gasboringer. Internationale erfaringer kræver derfor, at forsigtighedsprincippet tages i brug.

Da størstedelen af den udvundne naturgas i Danmark eksporteres, er der slet ikke behov for skifergas for at dække det danske energiforbrug. Desuden er tilladelserne til udforskning et uheldigt signal at sende, når regeringen ønsker en omstilling til en renere energiproduktion baseret på vedvarende energikilder. Det vil derfor være i overensstemmelse med regeringens overordnede klimapolitik at trække tilladelserne til udvinding af skifergas tilbage.

Af disse grunde opfordrer vi dig på det kraftigste til at forbyde skifergasudvinding i Danmark. Vi ser frem til et svar fra dig, gerne indenfor de næste par uger. Vi håber du vil træffe den rigtige beslutning på vegne af Danmarks miljø og grundvand. På forhånd tak.

Venlig hilsen,

Skifergas Nej Tak Netværk

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Skifergas er en del af udviklingen indenfor fossil energi, en udvikling, der bredt kan kaldes ekstrem energi. Til denne kategori hører tjæresandsudvinding i Canada, dybhavsboringer, som Mærsk bl.a. er meget involveret i, kulgasificering ved undergrundsafbrænding af kul og altså skifergasudvinding.

Fælles for disse er, at mængden af energi, der bruges for udvinding, er langt højere i forhold til den udvundne energi, at ødelæggelsesgraden af miljø, klima og lokalområder er rasende høj og at kapital og magtcentreringen ved disse teknologier er rasende høj. Den fortsatte jagt på fossile brændsler forårsager både omfattende naturdestruktion, ødelæggelse af habitater for mennesker og dyr og en eskalering af den systemiske ulighed mellem klasser og mellem eliter i det globale nord og befolkningerne i det globale syd (og nord for den sags skyld).

Only fossil fools believe in "natural" gas - lad os ikke forblænde af lovning om job, rigdom og uafhængighed af Ruslands gas og sheikhernes olie. Det eneste de ekstreme energier vil medføre er yderligere stratificering af befolkningerne, accelereret ødelæggelse af den natur, vi afhænger af og en fortsættelse af den fossile økonomi!

Lad fossilerne blive i jorden - demokratisér energiproduktion og -forsyning!

NETS - udpluk fra et leksikon

Mads Kissow — Sun, 30 Mar 2014 21:20:05 +0000

Af Mads Kissow

“Radikal” og “socialdemokratisk”: Betegnelser for hierakiske magtstrukturer I dansk politik med hang til velfærdsmæssige ophørsudsalg.

Ikke at forveksle med den I ordbogen opgjorte betydning eller de fra historien bekendte ideologier af samme navn.

“Radikale”, at gå til roden af problemer eller sager.

“Socialdemokratisk”, en I al fald teoretisk orientering mod noget socialt og demokratisk.

Med salget af NETS føjer regeringen tilsyneladende stolt endnu et navn til en uhyggeligt lang og vigtig liste, nemlig listen over offentlige virksomheder, som er blevet privatiseret.

Listen over grundlæggende samfundsfunktioner, der lystigt er blevet flået ud af demokratisk kontrol af entrepenante politikere I nødvendighedens navn og gjort til objekt for de hellige markedskræfter.

Med salget af NETS vågner mange bekymringer, som aldrig skulle have været begravet eller glemt.

Risikoen for hæmningsløse amerikanske myndigheder, der vil misbruge dine personoplysninger.

Risikoen for ukendte fremtidige prisstigninger på NETS-relaterede aktiviteter, som købmandsstanden råber om og som er centralt maskineri for det hellige, ubønhørlige forbrug.

Risikoen for at Bain og Advent endnu engang vil gøre, hvad de gør effektivt, nemlig partere og lemlæste virksomheden og dens funktioner for at kunne sælge den videre med størst mulig profit.

Risikoen for, at jeg kan gå I selvsving med lister over risici og glemme det vigtigste:

At et næsten enigt Folketing, støttet af en sørgelig monokultur kaldet “offentlig debat”, har sunget lovsange om privatiseringernes nødvendighed, om den uundgåelige natur af vores moderne samfund og den retning, det må tage:

I årevis har

meningsdannere,

spindoktorer,

erhvervsledere,

“folkevalgte”,

samfundsforskere,

nationaløkonomer,

eksperter,

og internationale entrepenører

… udgjort et kor, ligeså helligt og fromt som katolske præster, der har ladet alle almindelige borgere vide, at den eneste mulige udvikling, ja faktisk den eneste gangbare vej for at redde velfærdsstaten er at tilpasse til markedet, tilpasse til den moderne økonomiske orden.

… udgjort en horde af frådende euro-jægere, der I ly af både opgangstids-eufori og krisetids-tungsind, gang på gang har angrebet den del af samfundet, der endnu var under en form for demokratisk kontrol.

… udgjort en spydspids for den internationale bølge af socioøkonomisk masseødelæggelse, der har voldtaget kontinent efter kontinent og nu er kommet tilbage til Europa – with a vengeance!

“Demokrati” og “nødvendighed”: Stærkt misbrugte begreber, der I en moderne sammenhæng skal agere skjold og murbrækker for menneske- og samfundsfjendtlige institutioner og ideologier.

Ikke at forveksle med reel samfundsmæssig indflydelse eller en sags reelle vigtighed for samfundets og menneskers velbefindende.

“Demokrati”: Folkets magt – ikke en illusorisk seddel hver fjerde år og et hold-kæft-bolsje resten af tiden.

“Nødvendighed”: En vigtig prioritering af dette eller hint I henhold til en overordnet plan.

"Green" is the colour of money?

Mads Kissow — Fri, 08 Feb 2013 20:49:21 +0000

Af Mads Kissow

- om skifergas, enøjet analyse og truslen mod drikkevand

Concito, Danmarks selvudnævnte "grønne" tænketank, meddelte i sidste uge, at den ikke mener, at der er nogen "klimagevinst" ved dansk skifergas. Det er selvfølgelig en positiv melding, særligt da den erstatter en tidligere "grøn" udmelding om det modsatte. Concito mener dog stadig, at det ville være økologisk forsvarligt at udvinde den kontroversielle gas.

Concito viser derved, at den stadigt tilgår bæredygtighed fra en økonomistyret vinkel, der i bedste fald giver et stærkt forsimplet billede af fænomener som skifergasudvinding, og i værste fald at være med til at facilitere implementeringen af teknologier, der både er skadelige for klima og miljø og kan have en social slagside.

Herunder vil jeg forsøge give et mere nuanceret billede af skifergas, hydraulisk frakturering og de "grønne" og samfundsmæssige perspektiver for energiforsyningen.

Inden jeg går i gang med dette må jeg dog komplicere en af de centrale præmisser for Concitos rapport, nemlig at USAs CO2 udledninger er faldet med otte procent over de sidste fem år. Der har været en vedvarende stigning i det tiår, der gik forud (altså 1998 - 2008). Det skulle ifølge Concito - og alverdens energiselskaber med interesse i skifergas – tale for, at den øgede brug af skifergas er både økologisk og økonomisk gavnlig.

Imidlertid har der været udvundet og afbrændt skifergas i USA i langt mere end fem år, og det er interessant, at faldet i CO2 udledninger i 2008 og frem falder sammen med, at finanskrisen eksploderede i hovedet på amerikanerne (og resten af den vestlige verden). Dette resulterede i en reduktion af både forbrug og produktion og deraf følgende også i drivhusgasudledninger.

Det er derfor mere nærliggende at sammenkæde faldet i produktion, forbrug og dermed transport osv. de sidste fem år med faldet i De Forenede Staters drivhusgasudledninger, end med skifergas. For mig er det et udmærket eksempel på problemet med en enøjet økonomiorienteret tilgang til samfundsproblemer.

Nuvel, dette her skal ikke blive til mudderkastning mod Concito. Det her handler om en enøjet fremstilling af "det nye olie": skifergas og konsekvenserne heraf.

Hvad er skifergas?

Skifergas er kort fortalt en type fossilgas (tidligere kendt som naturgas), der er fanget i skiferlagene i den danske undergrund i ca. 4000 meters dybde. Det betegnes som en ukonventionel gasform, da den ikke er lagret i typiske "gaslommer" (ligesom konventionel fossilgas), men derimod i selve skiferen. Det gør det nødvendigt at flække undergrunden langs kilometerlange vandrette boringer, der går ud fra hver lodrette boreskakt, ved hjælp af hydraulisk frakturering eller "fracking".

Fracking er en udvindingsmetode, hvor millioner af liter ferskvand blandes med sand og kemikalier – hvilke kemikalier og i hvilket omfang varierer meget alt efter beskaffenheden af undergrunden – og derefter pumpes ned i de lodrette og vandrette boringer under enormt tryk (op til 700 bar i de tilfælde, jeg har kunnet få oplyst). Dette skaber revner i skiferen, der så holdes åbne med sandet og lader gassen flyde fra den omkringliggende skifer.

Hver brønd (lodrette boreskakt) skal fraktureres op til 18 gange med jævne mellemrum over en årrække for at holde revnerne åbne. De vandrette boringer kan være op til tre km lange og sprækkerne omkring 100 – 150 meter. Ifølge Klima- og Energiminister Martin Lidegaard kan man i danske sammenhænge forvente to – tre udvindingsanlæg per km2 i tilfælde af kommerciel udvinding.

Ved hver frakturering kommer ca. 10 – 30% af fraktureringsvæsken (vand, sand og kemi) tilbage til overfladen og skal derefter behandles som kemisk affald eller deponeres i hidtil ukendte depoter, mens de resterende 70 – 90% "forsvinder" i undergrunden.

Drikkevand og vandløb

Grundvandsforurening er nok en af de mest alarmerende udsigter ved skifergasudvinding i Danmark, hvor vi får alt vores drikkevand derfra. De høje tryk, der bruges til hydraulisk frakturering, skaber både revner i skiferlagene og i resten af grundfjeldet omkring gasboringerne. Fossilgas og frackingvæske kan trænge ind i grundvandssystemerne gennem disse revner og dermed forurene det lokale drikkevand med giftige og kræftfremkaldende stoffer – fra metangas til borisk syre (berømt som giftig flammehæmmer) og methanol.

Videnskabelige studier fra USA har påvist alarmerende høje niveauer af metangas i drikkevandet i en radius af én kilometer fra fraktureringsboringer. Det skal dog nævnes, at der er tale om visse tekniske foranstaltninger, der skulle være anderledes i USA end i Danmark

Det er dog stadigt en alvorlig trussel mod lokalt drikkevand, samt mod det lokale landbrug, der er fuldstændigt afhængigt af en ren vandforsyning.

Udover at være til potentiel fare for drikkevandsforsyningen og grundvandet bruger frackingprocessen mellem 11 og 30 millioner liter ferskvand per frack – og hver brønd kan som nævnt fraktureres flere gange. I en tid, hvor rent vand bliver stadig sværere at få fat på og stadig mere kostbart, og hvor der rapporteres om decideret vandmangel mange steder, virker det både ødselt og arrogant at forvandle millioner af liter vand til en kemisk suppe for at kunne udnytte et tvivlsomt energipotentiale. Særligt, når det medfører en risiko for det lokale vandmiljø.

Hele boringsprocessen kræver en enorm mængde transport til materieltransport og i etableringen af boresitet og bortskaffelsen af de millioner af liter giftig fraktureringsvæske. En lastbiltrafik, der kommer til at køre i døgndrift og skabe store mængder luft- og støjforurening i lokalområdet.

En del af den udvundne fossilgas kan imidlertid ikke opsamles, men sendes i stedet direkte ud i atmosfæren, ligesom der på en stor del af de eksisterende boresites er påvist utætheder i boreriggen og i gasledningerne.

I en større sammenhængs tjeneste

Energiindustrien præsenterer fossilgas som en det nye olie, en energiressource tilgængelig i enorme mængder og et langt renere alternativ til den nuværende kul- og oliebaserede energisektor. Dette billede er en kærkommen mulighed for den politiske elite til at kunne virke som foretagsomme og klimabevidste uden at behøve at tage de nødvendige drastiske opgør med industrien og bevæge samfundet mod reel bæredygtighed.

Skifergas præsenteres således som en overgangsteknologi, men den sørgelige sandhed er, at det potentielt udleder ligeså mange drivhusgasser som kul. Mens den direkte udledning fra afbrændingen er mindre end kuls og olies, er udvindingsprocessen så problematisk, at det samlede billede ser ligeså sort ud som kul. Dette omfatter udslippene af metangas og de store mængder energi brugt i forbindelse med udvindingen og transporten.

Der er således langt mere til ligningen om skifergas, end hvorvidt det er økonomisk rentabelt under de nuværende markedsvilkår. Vi kan ikke lade det komme an på markedsvilkår, om vi skal omstille vores samfund, lokalt og globalt, i en bæredygtig retning.

Den omstilling skal op og køre på fuld kraft nu, ikke efter vi har drevet rovdrift på og afbrændt alle de fossile energiressourcer, der ligger i jorden. Den eneste måde at undgå en yderligere forværring af klimaforandringerne er at lad alle fossile brændstoffer blive i jorden hurtigst muligt – og her er skifergas ingen undtagelse!

Et af de første skridt på vejen vil være at vriste os ud af det kvælertag, som de menneskeskabte "markedskræfter" har på stort set alle dele af vores samfund nu. Vi må til at se holistisk på vores samfund, altså betragte alle de problemstillinger, vi står overfor, ud fra alle tænkelige vinkler i stedet for blot som en zombie stavre videre, mens vi gentager det samme mantra om, at "markedet ved bedst".

Der er sociale, økologiske, demokratiske, moralske, etiske og økonomiske perspektiver på, hvordan vi forvalter dét, der burde være vores FÆLLES ressourcer i vores FÆLLES samfund. At have forkastet alle disse perspektiver til fordel for en blind mands stavren efter lyden af mønter, skubber i mine øjne vores allerede særdeles skrantende "civilisation" mod afgrunden.

Kilder:

http://concito.dk/nyheder/ingen-klimagevinst-ved-dansk-skifergas

http://ing.dk/artikel/136102-concito-danmark-kan-sagtens-haandtere-skife...

http://www.nordsoefonden.dk/skifergas

http://www.skifergasnejtak.dk/da/baggrund/bibliotek/

Vand – en livsnødvendighed og et kald til handling!

Mads Kissow — Wed, 16 Jan 2013 15:34:46 +0000

Af Mads Kissow

I løbet af det sidste år har en række europæiske NGO'er kunnet rapportere, hvordan EU kommisionen har relanceret sit projekt om at privatisere de europæiske vandforsyninger. Planerne om at privatisere endnu en essentiel samfundsressource har været på EU kommisionens aktionsplan de sidste 10 år, men har fået nyt liv med den finansielle krise, og den europæiske Troika – EU komminionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond (IMF) – bruger nu de såkaldte økonomiske hjælpepakker til at kræve privatisering af modtagerlandenes vandforsyninger.

I de næste blogindlæg vil jeg sætte fokus på nogle af de store trusler, vandforsyningerne og dermed befolkningerne i Europa og Verden står overfor. Dette første indlæg er dedikeret til en introduktion og et fokus på EU kommisionens krav om privatisering af vandforsyningerne i Sydeuropa.

----

Vand.

Klart, forfriskende og essentielt for liv i dets udviklede form. 71% af Jorden er dækket af vand, omend det kun er 2,5% af dette er ferskvand og 98,8% af ferskvandet findes i grundvandsreservoirer og i is, pimært ved polerne.

Samtidigt har det været kilde til stridigheder på tværs af kloden. Som en livsnødvendighed har det været brugt som magtmiddel af herskende klasser igennem historien, en funktion, der er intensiveret igennem de sidste 200 år.

Det globale vandforbrug er gennem de sidste 200 år eksploderet. Ligeså er befolkningen på kloden og dermed mængden af vand, der indtages af mennesker hver dag. Det er imidlertid ikke befolkningstilvæksten, der er ansvarlig for det voldsomt stigende vandforbrug, men derimod fremvæksten af den industrielle produktion, moderne landbrug og overflodskulturen, der er fulgt med kapitalismens udvikling.

Ejerskabet over naturens ressourcer er blevet mere og mere centralt som følge af deres stigende nødvendig i forskellige samfundsfunktioner. I slutningen af 1600-tallet lagde en af liberalismens bannerførere John Locke grunden for det, der i miljøhistorie beskrives som en imperial naturforståelse, nemlig at naturen i sig selv har lille eller ingen værdi, at den alene som følge af menneskets forarbejdelse får værdi.

Med denne naturforståelse var startskuddet lydt til en stadig mere intensiv udnyttelse af naturen og dennes mangfoldighed til fordel for mennesket og særligt til fordel for de skiftende magthavere, der i allerhøjeste grad kunne høste frugterne – af naturens arbejde.

-------

I Danmark tager vi ferskvand for givet. Danmark er så heldig at have store mængder af forholdsvis rent grundvand til rådighed og er således et af de lande i Europa, der renser drikkevandet mindst og tilsætter f.eks ikke klor som rensning, ligesom det er tilfældet i bl.a. England.

Denne situation er dog langt fra sikker eller vedvarende, da vandforsyningen er under stigende pres fra industrielle udledninger af gift- og affaldsstoffer og landbrugets omfattende afhængighed af fossile gødninger og sprøjtemidler. Endvidere peger EU kommisionens pres på Grækenland, Portugal og Italien for at privatisere vandet på, at den tiltagende EU styring af politikker vedrørende centrale samfundsinstitutioner udgør endnu en trussel mod den universelle tilgang til rent vand.

I løbet af de sidste 10 år har privatisering af bl.a. offentlige vandforsyninger været et krav fra EU til central- og østeuropæiske lande for at modtage økonomisk hjælp. Kravet har endvidere været en del af Verdenshandelsorganisationens ”General Agreement on Trade in Services”, der trådte i kraft i 1995, siden 2008 og en del af den europæiske handelsaftale med Canada.

Med den finansielle krise har Troika'en fået en ny mulighed for at skubbe privatiseringerne igennem uden et folkeligt eller demokratisk mandat. Således kræver Troika'en konkret, at Grækenland, Italien og Portugal skal privatisere de offentlige vandforsyninger for at kunne modtage dét, der af EU og kommercielle medier på tværs af Europa generøst kaldes ”økonomiske redningspakker”.

Sådanne stramme politiske krav har slående lighed med de ødelæggende økonomiske disciplineringsprogrammer, som Verdensbanken og IMF tromlede igennem i udviklingslande over hele verden op gennem 80'erne og 90'erne.

Disse disciplineringsprogrammer, der for første gang blev afprøvet i Chile under Pinochet diktaturet, blev udråbt af bl.a. USA som en massiv succes, mens bl.a. Naomi Klein og Noam Chomsky har dokumenteret, hvordan de resulterede i en eksplosion i fattigdom, underminering af arbejderrettigheder, økologisk og social ødelæggelse.

Overalt i verden, hvor offentlige vandforsyninger er blevet privatiseret, har det resulteret i dyrere vand af dårligere kvalitet og stadig flere mennesker uden tilgang til rent vand.

Et samtidigt europæisk eksempel er den portugisiske kommune Pacos de Ferreira, hvor vandforsyningen er blevet privatiseret som følge af kommunale spareprogrammer efter begyndelsen af den finansielle krise. Talsmanden for Borgerbevægelsen af 6. November, Humberto Brito, beretter, hvordan prisen på vand eksploderede med 400% i løbet af de første par år og stadig stiger med 6% i gennemsnit per år.

---------

Vand er en livsnødvendighed for alle. Det er et fælles gode, der er afhængigt af balancerede økosystemer og dermed ekstremt sårbart overfor misbrug og grådig økonomisk profitering. EU kommisionens angreb på offentlige vandforsyninger er ikke bare socialt og økonomisk uacceptabelt, det er en del af det neoliberale politiske dogme om angreb på fælles goder og kommercialisering af stadig flere dele af vores liv og samfund.

Det er fantastisk vigtigt, at vi ikke blot stopper denne privatiseringspolitik, men at vi tager de fælles goder, der er nødvendige for alle dele af samfundet tilbage til fælleseje og -forvaltning. Det er et lysende eksempel på sammenhængen mellem økologisk og social ødelæggelse og kan forhåbentlig blive en del af motivationen for at kæmpe imod det neoliberale, imperiale dogme om udnyttelse af naturen og kommercialiseringen af mennesker og vores liv.

----------

I næste afsnit vil jeg skitsere, hvordan den stadig mere desperate jagt på fossile brændstoffer ikke alene er katastrofal for klimaet, men også for de globale økosystemer, herunder vandet, der er grundlaget for menneskelige samfund.

Kilder:

http://www.publicserviceeurope.com/article/1952/eus-water-privatisation-plans-irresponsible

http://www.right2water.eu/news/monitor-commission-plans-water-privatisation

http://www.waterjustice.org/

http://corporateeurope.org/pressreleases/2012/eu-commission-forces-crisis-hit-countries-privatise-water

Bogen ”Water Wars: Privatisation, pollution and profit” af Vandana Shiva, South End Press, 2002

Bogen ”Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism” af Naomi Klein, Knopf Canada, 2007