Lars Grenaa's blog

Den forkerte debat

Lars Grenaa — Tue, 09 Jun 2015 09:00:44 +0000

Af Lars Grenaa

Jeg indrømmer blankt at jeg er farveblind. Endda ”rød-grøn farveblind” som det hedder. Det betyder at jeg har svært ved at skelne mellem farvenuancer. Som f. eks blå og lilla og rød og grøn. Engang kom jeg til at købe en lyserød Eastpak-rygsæk som jeg så gerne ville have var lyseblå. Det var sgu pinligt i skolegården. Men heldigvis handler politik ikke om farver – selvom jeg ikke er den eneste der også har svært ved at se de politiske forskelle i farvenuancerne.

På trods af farveblindheden går jeg dog ned og stemmer. Men når jeg den 18. juni sætter mit kryds på samme måde som jeg vælger avis, nemlig ved at vælge ”den mindst ringe”, så er det et valg uden illusioner. Jeg tror ikke at meget (om noget) bliver bedre af at S beholder regeringsmagten, tværtimod synes jeg der er meget der peger på at det faktisk bliver værre hvis man kigger på hvad S rent faktisk går til valg på og ikke på hvad de historisk har syntes. Min stemme er dog en anerkendelse af at mens der på det overordnede plan ikke er nogen ideologisk forskel mellem S og V, så betyder det selvfølgelig noget i praksis, djævlen er som sædvanlig gemt i detaljen.

Hvem af dem er den blå blok?

Men jeg stemmer ikke på ”rød blok”, for denne findes ikke i mine øjne. Og jeg mener at det er vanvittigt problematisk at folk fra venstrefløjen italesætter de tre partier som en rød blok, fordi det både er politisk og faktuelt forkert, men ikke mindst fordi det vil give endnu mere massivt bagslag hvis denne blok vinder valget og fortsætter med at føre borgerlig og liberalistisk politik. Det vil gøre den allerede store apati på venstrefløjen endnu større. Op til sidste valg i 2011 foregik der en massiv venstredrejning af befolkningen – denne var allerstørst da S og SF præsenterede deres fælles programmer for ”Fair løsning” og *Fair forandring”, hvor S+SF+Ø kunne mønstre flertal alene uden om de andre partier. Denne venstredrejning blev tabt inden valget og derouten er fortsat – og vil fortsætte så længe såkaldt røde partier fører højreorienteret politik og der ikke eksisterer en reel opposition mod dette. Valget denne gang handler derfor om meget mere end det parlamentariske cirkus.

Den forkerte debat

Mens mange kammerater på venstrefløjen har travlt med at kritisere ”Stem ikke”-kampagnen ud fra både politiske og moralske argumenter, så synes jeg at det væsentligste problem ved den kampagne er at den skygger for den reelle og vigtige diskussion: Hvad fanden gør vi efter valget? Men samme kritik kan (og bør) med rette rettes mod Enhedslistens valgstrategi der ikke peger længere frem end valgdagen.

Egentlig burde det være nemt nok. Hvis Lars Løkke vinder valget er det bare med at kæmpe imod den syndflod af forringelser der vil komme fra den kant. Og S og fagbevægelsen vil være lidt på mærkerne og måske også være med til at skabe udenomsparlamentarisk pres. I den situation handler det ligeså meget om at opbygge bevægelser som at give disse retning.

Vinder Helle Thorning derimod, så har venstrefløjen et afgørende problem. For i den situation, så kan man, hvis man husker på erfaringerne fra de sidste fire år, ikke forvente at fagbevægelsen gør andet end at logre med halen og pænt sætte sig til forhandlingsbordet og bagefter bakke op om alt hvad der her bliver dikteret.

Og det er i denne situation at venstrefløjen, og især Enhedslisten, skal stå sin prøve. Enhedslisten har gjort det overordnet elendigt politisk de sidste 4 år (der er blevet slugt flere og større kameler end hvad godt er og vælgerfremgangen er i mine øjne mere et fravalg af andre partier end et egentlig tilvalg og stærkt båret af SF’s nedsmeltning og derudover har S+R dygtigt udmanøvreret Ø’s princip om at stemme imod ”den mindste forringelse” ved at lade højrefløjen overbyde deres egne udspil i forringelser) ved reelt ikke at præsentere et både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk alternativ. Seneste eksempel er i denne artikel hvor der bliver svaret undvigende på hvorvidt man har brudt sit eget løfte om kun at ville holde hånden over en S-ledet regering hvis denne førte en anderledes politik end VKO – man fremhæver simpelthen bare de ting man har gået gennemført, uden overhovedet at nævne alle de massive forringelser SR-regeringen har stået for og som man de facto har understøttet. Det er måske smart i en valgkamp, men realpolitisk og ideologisk er det en katastrofe, og taktikken ligner lidt for meget SF’s naive teatertorden om egne bedrifter hver gang der var kritik af partiets politiske kompromiser.

Samtidig har Enhedslisten svigtet markant i forhold til det udenomsparlamentariske, selvom jeg godt ved at masser af enkelte af Ø-medlemmer gør hvad de kan, kritikken er ikke rettet mod jer, men mod partiet som helhed. Man har groft sagt siddet og ventet på at nogle andre skulle gøre arbejdet, selvom man har 12 fuldtidsaktivister og professionelle politikere til rådighed, samt et sekretariat med 30+ ansatte og økonomiske midler der kunne batte. Tænk hvis meget af det apparat var blevet brugt til at skabe noget af det pres udefra som Enhedslisten samtidig savner ved forhandlingsbordet. Derudover har Enhedslisten lagt sine lod i fagbevægelsens kurv og ventet på at denne kom på banen. Problemet ved denne strategi er at den kongelige danske fagbevægelse ikke kommer på banen af sig selv. Den skal presses nedefra. Og måske er den ikke så vigtig når man selv har apparat som Ø.

Hvad må der gøres?

Allerede efter forløbet omkring skattereformen i 2012 skrev jeg dette åbne brev til Enhedslisten, hvor jeg redegjorde for partiets mulighed og ansvar for at opbygge en opposition til den nyliberale politik. Den mulighed har partiet ikke udnyttet – desværre. Jeg vil dog opfordre partiet til at forstå at hvis man vil hjælpe både sig selv, den befolkning man hævder at repræsentere og venstrefløjen generelt, så er man nødt til at opbygge en ikke-partipolitisk opposition til ny-liberalismen. En opposition der kan lægge det udenomsparlamentariske pres man mangler for at skabe progressive forandringer. Hvis ikke Enhedslisten er deres ansvar bevidst og venstrefløjen begynder at diskutere hvad der skal ske efter den 18. juni i stedet for hvad man skal stemme, så bliver det fire mørke og lange år uanset hvem der vinder valget og hvor mange der ikke stemmer…

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Hæv den kriminelle lavalder til 18

Lars Grenaa — Mon, 01 Jun 2015 08:18:52 +0000

Af Lars Grenaa

”Fuck mand – kan du godt læse alle de bøger der?”. Spørgsmålet kom bag på mig, for jeg synes nu at jeg havde holdt lidt igen inde på fængselsbibliotekets hylder. Ahmed (hvis virkelige navn jeg ikke husker) så undrende på mig. Jeg havde favnen fuld af bøger og havde kun taget det allermest nødvendige til den næste uge og havde ikke set et bibliotek hverken ude eller indefra i en måned. Jeg fik sagt noget med at det tænkte jeg ikke blev noget problem for jeg havde jo en hel uge før bøgerne skulle afleveres igen, og det var jo ikke fordi at der var specielt meget andet at lave i sin celle.

Jeg mødte Ahmed for 12 år siden da jeg var en tur inde og vende i Vestre Fængsel. Ahmed var 16 år og kom fra Amager. Jeg kan ikke huske hvordan vi faldt i snak for vi bevægede os bogstaveligt talt i to forskellige verdener (i fængsler kan man snakke om seriøse parallelsamfund), men det gjorde vi. Ahmed var en kvik lille fyr der udenfor fængslet både passede skole og fritidsjob, og han sad for noget der lød som småting. Det var noget med ham og nogle sorthårede venner der havde taget en telefon fra en lyshåret konfirmand på Strøget. Med mit kendskab til at være teenager med hormoner og vrangforestillinger om omverdenens forventninger til en selv, lød det som noget der kunne være sket for de fleste. Nu var han sigtet for røveri.

”Men må du overhovedet være herinde? Er du ikke alt for ung?” spurgte jeg Ahmed på en af gårdturene hvor vi var faldet i snak. Jeg undrede mig fordi jeg synes jeg havde hørt at man skulle være 18 år for at komme i fængsel. Det viste sig at der var optaget på alle de lukkede institutioner hvor han ellers skulle være blevet anbragt (og i teorien behandlet), og at han nu gik og ventede på at komme på den sikrede institution Sønderbro på Amager. Her ville han gerne hen fordi der var bedre besøgstider og det var tættere på familien, men ellers ville han gerne blive i Vestre. Der var federe syntes han.

Ahmed var ikke den eneste 16-årige jeg mødte i Vestre. Men han var klart den mest fornuftige og han virkede som en der havde været uheldig med at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alligevel tænkte jeg at han ikke havde en chance. Et fængsel (og dette gælder også en lukket institution) er udover at være et lukket hus med en masse mærkelige regler og nogle rare og forfærdelige vagter, et glimrende sted at opholde sig for kriminelle. Her kan der handles med stoffer og alt muligt andet – det sorte marked er nærmest utømmeligt. Derudover møder du nye mennesker du kan lære af, og der dyrkes mere networking end på Harboe Bar i Blågårdsgade en tilfældig fredag eftermiddag.

Et års tid efter at jeg var blevet løsladt, var ude og besøge en ny kæreste der boede på Amager. Vi går forbi Shelltanken på Englandsvej, og der bliver jeg råbt an af nogle unge mennesker i en bil. Først bliver jeg en smule nervøs, men da en af dem råber ”Lars” går jeg over til bilen. Det er Ahmed. Vi smiler og udveksler løsladelses- og fængselsanekdoter og er glade for at se hinanden. Både sådan helt reelt, men vi får begge to også point for det. Min nye kæreste der lige er flyttet til byen er tydeligvis imponeret, og Ahmed får også vist sine venner at han kender folk fra Vestre.

På vej hjem tænkte jeg over at Ahmed kun i glimt havde snakket som den lille søde dreng han var i Vestre. Det meste af tiden lød han som nogle af de store drenge fra Nørrebro, og både bilen og de andre der sad i den lignede en anledning til at blive stoppet jævnligt af politiet.

Jeg aner ikke hvad der er sket med Ahmed eller om jeg har ret i alle mine forestillinger og egentlig var det lige synd for både ham og hans mindre intelligente medfanger på 16 år. Men i mit nuværende professionelle arbejde med unge kriminalitetstruede og kriminelle møder jeg mange som ham og hans venner. Både dem der aldrig har haft en chance og dem der som Ahmed får den frataget undervejs.

Jeg synes at vi både på det rent pædagogisk-praktiske, men også det mere overordnede niveau skal diskutere om ikke man skulle sætte den strafbare alder op til 18 år i stedet for at sætte den ned til 12. Dels viser både hjerne- og social forskning at teenager-hjernen og dennes adfærd ikke er specielt moden og stadig under (heftig) udvikling. Og dels viser forskningen jo også at straf ikke virker på den måde det skal, det nedsætter simpelthen ikke risikoen for ny kriminalitet, tværtimod kunne man måske anføre. Forebyggelse virker derimod – og forebyggelse kender ingen alder, men jo tidligere man starter jo bedre virker det.
Og derudover er der noget principielt forkert i at man kan blive straffet før man kan stemme og blive økonomisk uafhængig.
Det burde vi (også) diskutere noget mere – både i valgkampen og generelt.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Mattias Tesfaye - den omvendte Robin Hood

Lars Grenaa — Sat, 22 Dec 2012 15:49:06 +0000

Af Lars Grenaa

Mattias Tesfaye - den omvendte Robin Hood

Om hvorfor det giver god mening at kæmpe for de svageste hvis man vil hjælpe folk som de er flest.

Om at have det hårdt.

Mattias fortæller igen her i sin julehilsen til venstrefløjen om sin baggrund og opvækst der var hård og somåbenbart giver ham ret til at være hård i sine politiske prioriteringer.

Da jeg en gang har sovet brandert ud på Mattias mor køkkengulv i den vilde ungdom og selv kommer fra trange kår, må jeg ifølge Mattias også gerne være hård overfor hans såkaldte opråb til venstrefløjen og hans politiske udmeldinger.

Jeg vil dog nøjes med at konstatere at min gamle kammerat stadig ikke er blevet klogere og tager fejl på to afgørende punkter, men dog er kommet et skridt nærmere det forventede medlemsskab af Socialkammeraterne.

Nødhjælp fra kartoffelrækkerne til klienterne.

Mattias T kalder i sit nyeste debat-indlæg venstrefløjen til kamp for den arbejdende middelklasse, dem der også kaldes ”folk som de er flest”.

Han beskylder store dele af venstrefløjen for at være i tilhængere af en ”kartoffelrækkesocialisme”, en forbrydelse der åbenbart består i at ville være åbne overfor flygtninge, kulturelle forskelligheder og arbejdsløse.

Tesfaye tordner mod en slags ”nødhjælpssocialisme”, som hans gamle parti Enhedslisten praktiserer, et parti han og hans nye venner kalder for et ”klientparti” (underforstået, et parti der gerne vil skabe et velfærdssystem hvor folk fastholdes som klienter i stedet for at tvinge dem i arbejde).

Men, at ville forsvare de svages rettigheder har intet som helst med nødhjælpssocialisme at gøre – og det er i øvrigt også det eneste fornuftige at gøre hvis man vil hjælpe ”folk som de er flest”.

Om velfærd og velstand.

”Et samfunds rigdom skal måles på hvordan det behandler sine svageste” lyder et gammelt ordsprog (eller hvad det nu er...).

Men, det er nu engang også en god politisk taktik hvis man vil skabe resultater for folk som de er flest og i øvrigt har forstået hvad kapitalisme går ud på.

Pointen er, at jo værre man som samfund kan behandle de arbejdsløse, jo dårligere forhold får dem i arbejde også.

De arbejdsløse er nemlig ikke arbejdsløse fordi de er dovne eller fordi naturlovene bestemmer hvor mange arbejdspladser der findes i landet.

De arbejdsløse er uden arbejde fordi den til enhver tid førte politik bestemmer hvor mange arbejdspladser der findes i landet (og den nuværende regering er åbenbart mere interesseret i at afvikle end at udvikle arbejdspladser).

For at kunne styrke vores konkurrence-evne og skabe evig vækst, behøver man arbejdsløshed, fordi det at få mindre i løn er et eviggyldigt godt alternativ til ikke at få noget i løn. Arbejdsløsheden er altså strukturel – en del af samfundets orden – og derfor er der god logik i at jo bedre de arbejdsløse har det, jo bedre får dem i arbejde det også.

Hvordan kan man misforstå Robin Hood?

Mattias og Thor Møger (den tidligere folkesocialistiske skatteminister) har opfundet en tredje vej i politik der skal føre os til det socialistiske himmerrige hvor ”folk som de er flest” kan være solidariske og trygge. Problemet med denne tredje vej er, at den hverken er spor solidarisk eller tryg.

Som vi så med skattereformen (de to ideologers svendeprøve) handlede den tredje vej nemlig om at omfordele fra de fattige til de mindre fattige og de rigeste.

Det resten af venstrefløjen har prøvet at forklare de to folkesocialister lige siden er, at de har misforstået Robin Hood (hvordan det så end er lykkedes dem?).

Hele venstrefløjen og arbejderklassen og det flertal der stemte regeringen til magten skriger på økonomisk omfordeling – men af den rigtige slags.

Den omfordeling som Robin Hood også kæmpede for.

Den omfordeling der handler om at den rigeste tredjedel skal betale til de to fattigste tredjedele. Det er jo ellers nemt nok.

Som offentligt ansat er den problematik klar for mig hver evig eneste dag. Her er der masser af intern omfordeling at lave.

Hvorfor tjener de højestlønnede indenfor det offentlige f. eks op til 5 gange så meget som de hårdest arbejdende i det offentlige?

Problemet er...

...ikke at venstrefløjen fører venstreorienteret politik, men at dens såkaldte regering fører højreorienteret politik og at Mattias og Thor støtter denne.

Arbejderklassen flygter til højrefløjen på grund af de brudte løfters politik, ikke fordi nogen råber op om at de svagestes interesser også skal tilgodeses.

Og hvis dette problem ikke erkendes af d’herrer Tesfaye og Møger og co, og løses af resten af venstrefløjen, så kan vi ikke se frem til ti år i borgerligt mørke, men mange mange flere...

Vi leger ikke for sjov - vi leger for at lære!

Lars Grenaa — Mon, 03 Dec 2012 15:45:50 +0000

Af Lars Grenaa

Vi leger ikke for sjov - vi leger for at lære!

Kommentar til den højredrejede regerings kommende udspil til en folkeskolereform.

Mennesker skal lege for at lære at lære og at lege er dermed det vigtigste mennesker kan foretage sig. Derfor er det kommende udspil en falliterklæring hvis formålet er at øge fagligheden hos de mennesker der går i skole.

(Advarsel: det første afsnit er pænt nørdet, spring det endelig over hvis du ikke er til detaljer og gå direkte til mit udspil til en folkeskolereform i andet afsnit af bloggen)

Den levede krop og bevidstheden

Jeg tilhører den gruppe af mennesker der mener at adskillelsen mellem krop og sind ikke eksisterer som andet end et tankespind, selvom det er den traditionelle opfattelse i den vestlige verden. Vi er som mennesker vores kroppe og ikke så meget andet (hvis du synes det er mega spændende, så tjek det her ud).

Bevidsthed er betinget af kroppens tilstedeværelse og sansning og uden krop bevidsthed. Vores bevidsthed om os selv, hinanden og verden begynder ikke med tanken, men med den kropslige tilstedeværelse.

Nogen kalder konceptet for den levede krop eller den erfarende krop og går i alt sin enkelthed ud på at vi som menneske er og altid vil være summen af vores kropliggjorte erfaringer. At vores erfaringer indlejres i kroppen og bliver til bevidsthed – og at viden dermed er indlejret i kropsligheden, og at kropsligheden og en bevidsthed om denne er forudsætningen for tilegnelse af viden.

Læring og faglighed

Og netop forudsætningerne for tilegnelse af viden er interessant i et læringsmæssigt perspektiv. I den kognitive psykologi (der præger pædagogikken i disse år) skelnes mellem kognition (selve tænkningen/bevidstheden) og så metakognitionen (altså tænkningen om tænkningen).

At kunne opnå forståelsen af at 1-tallet er et symbol for en fælles betegnelse for en mængde som mennesker bruger i deres sociale omgang (kognition), er ikke det sammen som at kunne lade 1-tallet indgå i en ligning (metakognition).

At opnå en metakognitiv tilgang til sin psyke, sine ønsker, sine handlinger og dermed sin tilværelse forudsætter en transaktion mellem barn og voksen (som vi ser i familier, daginstitutioner og skoler) – altså en udveksling af kropsliggjort viden og erfaringer.

Inden for den kognitive skole skelner man også mellem såkaldt tavs viden, som netop er de indlejrede kropslighedsmæssige færdigheder (at gå, cykle, løbe, spise, svømme osv.) og så den symbolske viden, som er tale- og skriftsproget og billed- og matematiske symboler – og hvor man i den traditionelle danske folkeskole har klart mest fokus på den symbolske viden, i form af stillesiddende tavleundervisning.

Dette fokus skal ændres, fordi der, som det påvises i ovenstående, er en klar sammenhæng mellem tilegnelsen af tavs og symbolsk viden og at sammenhængen er kropsligheden i læringen – og dermed legen i læringen.

Vi leger (og lærer) nemlig med vores kroppe – fordi vi er vores kroppe, og det er gennem legen at vi eksperimenterer med vores kroppe, og dermed får udviklet vores sanser og bevidsthed. Legen er gennemgående for menneskets virksomhed – fra spædbarnet til pensionisten.

Vi leger ikke for sjov – vi leger for at lære. Legen er nødvendig, fordi det er gennem denne eksperimenterende virksomhed at vi opnår kropslige, sociale og sanselige kompetencer.

Med andre ord: Faglighed er IKKE det samme som tilegnelse af symbolsk viden. Og fagligheden øges IKKE ved at øge mængden af skoletimer. Derfor bør man sætte fokus på at vi alle leger (gennem hele livet) og at læring forudsætter legen – og at didaktik dermed er viden om legens virksomhed og planlægningen af legen.

Hvis jeg skulle lave en folkeskole-reform, så ville udkastet se sådan her ud:

Folkeskolen i Danmark vil tage udgangspunkt i at udvikle ”Frie kroppe der leger i kollektiver”.

Frie – fordi idealet for alle pædagogiske tanker, teorier og al pædagogisk praksis må være frigørelse – og fordi frie mennesker leger bedst.

Frie kroppe – fordi vi er vores kroppe – fordi der ikke findes en adskillelse mellem tanke og krop – fordi vi er vores kognitive forståelse af vores kropsliggjorte erfaringer og vores biologiske forudsætninger. Kroppe i bevægelse fordi personlighedsdannelsens udvikling betinges af kroppens bevægelser og kroppens sansning af disse.

Altså må den pædagogiske praksis fokusere på den sanselige bevægelse – vi må hoppe, danse, løbe, fiske, cykle, grave, plante og slås os til en god udvikling af mennesker.

Frie kroppe der leger – fordi al socialisation er en konstruktion og fordi at alt konstruktion sker gennem leg og dermed er det vigtigste mennesker kan foretage sig er at lege – gennem hele livet! Vi skal med andre ord lege for at lære at lære.

Frie kroppe der leger i kollektiver – fordi socialisationen og personlighedsdannelsen primært foregår i kollektive processer – i legen med andre mennesker.

Hvad er det værste et menneske kan opleve? Hvad driver mennesker til selvmord/vanvid/osv? At være alene!

Vi lever sammen som mennesker og er kollektive i den forstand – på godt og ondt.

Adskillelsens pædagogik må skrottes på historiens losseplads og er forkert hvad enten adskillelsen sker på baggrund af køn (dreng/pige), adfærd (vilde børn) eller social status (rig/fattig).

Fremtidens pædagogik og folkeskole må altså fokusere på at skabe Frie kroppe der leger i kollektiver!

Åbent brev til Enhedslisten

Lars Grenaa — Mon, 25 Jun 2012 19:03:22 +0000

Af Lars Grenaa

Kære venner i Enhedslisten.

Jeg både deler og forstår jeres frustration og vrede over regeringens skattereform. Med deres afvisning af aftalen med jer har regeringen med syvtommersøm fastslået at man (som forventet) vil forfølge en højreorienteret økonomisk politik hvor de fattigste skal have mindre mindre og de rigeste mere mere.

Hvad vi ser med skattereformen er ikke et resultat af et forkert håndteret forhandlingsforløb – det er et resultat af Socialdemokraterne og de Radikales (og til dels ”det nye SF”) politiske strategi om at forfølge en neo-liberal økonomisk linje.

Mit indtryk er at I har været holdt for nar hele vejen og at man fra regeringens side hele tiden har ønsket et såkaldt ”bredt” forlig. Folkesocialisterne har selvfølgelig været en joker og man har kunnet håbe på at ville eller kunne presse en bedre reform igennem, men dette har de åbenbart ikke ønsket eller formået.

Hvad nu?

Uagtet at hverken jeg, I eller Folkesocialisterne selv kender deres politiske projekt, og at de således agerer som en joker i enhver analyse, er faktum nu at vi har en højreorienteret regering og at venstrefløjen (Folkesocialisterne inkl.) er i en kæmpe krise.

Som Johanne er inde på i fredags er venstrefløjen i opposiion og i den situation duer jeres foreløbige taktik med at ville presse forbedringer igennem via forhandlinger i diverse ministerier altså ikke.

Situationen kalder på et svar og svaret er handling og politisk kamp for en bedre fordeling af samfundets ressourcer. I den kamp spiller Enhedslisten en yderst central rolle og derfor dette brev.

En ny progressiv alliance

Der er brug for at der bygges en alliance for et mere socialt samfund. Det skal være en bred og mangfoldig og partipolitisk uafhængig alliance bestående af progressive kræfter i fagbevægelsen, sociale bevægelser og andre bevægelser og enkeltpersoner der deler alliancens synspunkter.

Alliancen skal umiddelbart kæmpe for en rød finanslov for 2013 og for en vensteorienteret og social politik i det hele taget.

Alliancen skal gennem aktiviteter (læs= konferencer, møder, demonstrationer, happenings osv) ligge pres på regeringen og vise at der er opbakning i befolkningen til en mere solidarisk fordelingspolitik – for kun således kan regeringen presses til reelle forhandlinger med jer som venstrefløjens parlamentariske repræsentation.

Udspillet og ansvaret er jeres

En sådan alliance skabes ikke af sig selv. Der skal snarest muligt indkaldes til en åben konference om en ny politik der kan være startskuddet til en sådan alliance og deraf følgende aktiviteter. Og som jeg ser det er der ikke en eller flere fagforeninger eller sociale bevægelser der er i en position hvor de kan indkalde til en sådan konference der for alvor vil få betydning. Derfor er ansvaret jeres – også selvom det ville være bedre hvis det ikke var et parti der tog initiativet.

Som parti er I vokset – og tillykke med det. Næsten 10.000 medlemmer og over hver 10’ende stemme til et eventuelt valg. I har som parti dermed en legitimitet I ikke havde for bare et år siden. Med jeres størrelse følger magt, men jeres magt omsættes ikke automatisk til muskler ved forhandlingsbordet.

Magten forpligter, og i jeres tilfælde forpligter den til at påtage sig lederskabet af en ny alliance for en solidarisk politik. Udover medlemmer og adgang til pressen har i også et organisatorisk apparat der kan og skal prioriteres til bevægelsesopbygning – og som i skabelsen af en sådan alliance kan og vil have stor betydning.

Måske er disse tanker logik for burhøns og noget de fleste af jer allerede ved, og måske vedtog I allerede en sådan plan i weekenden, men jeg og sikkert også mange tusind andre venter på et udspil fra jer. Og vi vil meget gerne være med i kampen, men det kræver at kampen flyttes ud fra forhandlingslokalerne...

(PS: Denne blog er selvfølgelig også et opråb til ”venstrefløjen” hos SF der også må være deres ansvar bevidst og gøre andet end at råbe op i medierne!)

De to veje...

Lars Grenaa — Thu, 01 Mar 2012 22:03:21 +0000

Af Lars Grenaa

”I Matrix ku man vælge mellem røde og blå piller/men nu de røde og blå blevet blendet til lilla”.

Sådan rappede Per V i sin kommentar til valgkampen i 2007 med titlen ”Uerstattelig”. Gør dig selv en tjeneste og hør(eller genhør) nummeret så hurtigt som muligt.

Først var der 2 veje der blev til 3...

Per V leverede med ovenstående citat en vigtig pointe. Nemlig at dansk politik er blevet så gennem af-ideologiseret at det efterhånden kan være mere end svært at kende forskel på rød og blå blok. Og det er ikke blevet nemmere med årene.

I 90’erne lancerede Socialdemokratierne i Europa ”den tredje vej” (i modsæting til de to klassiske veje, socialismen og liberalismen), selvom det også dengang var svært at kende forskel på om den vej var et reelt alternativ til liberalismen.

...og via en folkesocialistisk omvej...

Selvom dansk politik kan virke lidt trist engang imellem, er der dog også lyspunkter. Vi har for eksempel fået en folkesocialistisk skatteminister. Han hedder Thor (og du blive ven med ham her).

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i elev- og studenterbevægelsen og i velfærdsbevægelsen, og han har nogle gode idealer. Thor er i hvert fald ikke udelukkende blevet skatteminister på grund af bilen eller fordi han skal være kalif i stedet for kaliffen. Thor er blevet folkesocialistisk skatteminister fordi han har nogle idealer om at hjælpe de svage og fordi han er en utroligt dygtig strateg og forhandler.

...er de 3 veje nu igen blevet til 2.

Desværre tager han også fejl engang imellem. Senest da han med forsvaret for KL’s nye angreb på velfærden, lancerede den nye parole om de 2 veje i dansk politik.

Ifølge Thor er vi i 2012 nået til en ny tid for de venstreorienterede. For mens de borgerlige fik lov til at stå i gaveboden og lege glade givere af skattelettelser, er det nu de venstreorienteredes opgave at fordele regningen og byrderne for gaveboden og finanskrisen rimeligt så alle bidrager.

Thor kan sin Stauning og kan fortælle os at vi ALLE er i samme båd og må hjælpes ligeligt ad med at komme tørt i land. Med andre ord har Thor altså set realiteterne i øjnene (i modsætning til resten af venstrefløjen...) og der ER ikke råd til velfærd som vi kender den mere. I hvert fald ikke hvis velfærden også skal være finansieret i fremtiden eller hvis fattighjælpen skal prioriteres rigtigt. Den gæld gaveboden og finanskrisen har efterladt os med skal altså betales solidarisk af os alle og indtil gælden er betalt skal vi ”stramme bæltet” og prioritere i en folkesocialistisk retning.

Hvor er det vi har hørt det før?

Tænker du også at du har hørt den sang før? Så husker du ikke forkert. For Thors ide og argumentation er lige så ambitiøs som den er ny. Ironisk (eller tragisk om man vil) nok, er det præcis de samme argumenter som Fogh og Løkke fyrede af når de snakkede om at fremtidssikre velfærden (og ikke havde travlt med at købe hele verden og drikke fadøl og løbetræne).

Thor og vennerne (blandt andet modkraft-bloggerne Leif Donbæk Thomsen, Andreas Albertsen, Saila Stausholm mfl.) vil selvfølgelig sige at der ikke er noget alternativ og at udmeldingen fra regeringen er god socialistisk politik fordi vi netop på den måde kan sikre at samfundskagen kan fordeles mere ligeligt.

Men der er et alternativ!

Det er dog som om at regeringen og nu også SF-toppen glemmer at der findes alternativer til at spare på velfærden. Man kunne også vælge at lade de rige og finansverdenen og erhvervslivet betale for deres egen krise. Det kunne for eksempel ske gennem brandbeskatning af de rigeste og ervhervslivet og det ville i min optik være væsentligt mere solidarisk.

Mere moderat kunne man også vælge at investere sig ud af krisen på en klassisk keynesiansk vis – noget S og SF da også argumenterede hårdt for i den valgkamp hvor vi gav dem deres højtønskede regeringsmagt.

Alt dette kan vi diskutere i denne og mange andre debatter. Min pointe står dog fast: Der findes flere og bedre veje i dansk politik end de to som vores folkesocialistiske skatteminister taler om. Og det burde han og SF også vide...

Populister eller nødhjælpssocialister?

Lars Grenaa — Fri, 03 Feb 2012 13:31:32 +0000

Af Lars Grenaa

For nylig annoncerede skatteminister Thor Möger(SF), at den kommende skattereform vil have fokus på skattelettelser til hårdtarbejdende danskere med lave lønninger. Det fik straks Enhedslisten med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen til at ryge helt op i det røde felt og kræve, at kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre på overførselsindkomst også skal have mere udbetalt, hvis Enhedslisten skal stemme for en skattereform.

Jeg synes ærlig talt det minder mig om Pia Kjærsgaards velmagtsdage, hvor hun brugte sin magt til at stemmemaksimere ved at kommunikere skarpt og direkte til vælgerbasen: nemlig dem, der er bange for indvandring. De skulle forstå at ét parti kæmper deres sag: DF. Med samme kirurgiske præcision kommunikerer Johanne Schmidt nu direkte til dem, der er på overførselsindtægt. De skal have mere kræves det. Den ny Pia hedder Johanne?

Det er brandærgerligt, at Enhedslisten vælger den reaktion. For sagen er jo, at den kommende skattereform ikke bliver en gavebod. Pengekassen er tom, og en skattereform skal finansieres krone og krone. Og når den nye regering lige har afskaffet de laveste og åbenlyst urimelige sociale ydelser, så kunne man tro, at et parti, der kalder sig arbejderparti faktisk ville klappe i hænderne over, at det endelig er de lavtlønnede og hårdtarbejdende, der skal i fokus.

Om forklaringen er, at arbejderne har forladt Enhedslisten, som i stedet domineres af ”nødhjælpssocialister” som tømrer og enhedslistemedlem Daniel Skovhus mener, eller om sagen simpelthen er, at Enhedslisten blot i bedste DF-stil udnytter sin position til at stemmemaksimere, er svært at vurdere lige nu og her, men vi finder ud af det, når forhandlingerne om en ny skattereform går i gang.

Personligt håber jeg Enhedslisten vælger DF-modellen. Altså puster sig op, men alligevel går med. Danmark har de sidste 3 år mistet omkring 175.000 private jobs bl.a. fordi produktionsomkostninger er blevet for høje i visse brancher. En snedig skattereform, der sænker skatten på arbejde kan medvirke til at styrke dansk konkurrenceevne, og på den måde vil den nye regering slå et slag for danske arbejdspladser, og det er hvad, jeg forventer af en socialdemokratisk regering.

Privatiseringsbølge nummer 2

Lars Grenaa — Sat, 27 Mar 2010 20:57:28 +0000

Af Lars Grenaa

Sundhedsstyrelsen vil give 50 privathospitaler og privatklinikker lov til at gennemføre specialbehandlinger som f.eks. kræft og hjerteoperationer. Det er en stor overraskelse, for det har i lang tid været strategien, at specialer tværtimod skulle samles på få steder for at højne kvaliteten og patientsikkerheden.

Nu skal privathospitaler altså udføre operationer, som de ingen erfaringer har med, og først senere skal der føres tilsyn med om kvaliteten er i orden. Og man må spørge sig selv hvorfor Sundhedsstyrelsen mon dog mener, de private skal have adgang til specialerne?

Jeg oplever det som en ny privatiseringsbølge, der skyller ind over vores sundhedsvæsen.

Første bølges mål var at gøde jorden for privathospitaler. Den anvendte substral var behandlingsgaranti, frit sygehusvalg, overbetaling af privathospitaler og fradrag på sundhedsforsikringer. Enorme offentlige midler blev på den vis kanaliseret over i de private hospitaler, så det lykkedes på rekordtid at få en lang række privathospitaler ind på markedet, og nu skal deres markedsandel så åbenbart øges.

Spørgsmålet er så om det er klogt? Hvem tager ansvaret, hvis kvaliteten ikke er høj nok? Konsekvenserne kan jo være fatale, hvis en hjerteoperation går galt og der på det private hospitale ikke er de øvrige specialer tilstede, som en kritisk situation måske kræver.

Og hvad med den kontrol, der loves fra Sundhedsstyrelsen, hvor meget skal vi tiltro den? Det forlyder, at der ikke er afsat ekstra midler til dette arbejde. Husk på at det jo er Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for de pinlige historier om udenlandske læger, der arbejder i det danske sundhedsvæsen uden uddannelse.

Det er underligt, at vi på den ene side sparer på det offentlige sundhedsvæsen, mens regeringen og Dansk Folkeparti på den anden siden rask væk støtter mere privatisering og kaster offentlige midler ind i et ideologisk projekt. Jeg synes VKO svigter det offentlige sundhedsvæsen og den fri og lige adgang til sundhed for alle.