Farhiya Khalid's blog

Er du egentlig muslim?

Farhiya Khalid — Sun, 14 Sep 2014 12:59:03 +0000

Af Farhiya Khalid

Jeg har som feminist med muslimsk baggrund længe tænkt, læst og skrevet om min rolle som kvinde, som feminist, som antiracist og som muslim og den rolle, der er mig pålagt af forskellige mennesker.

Institutioner, hvide mænd, brune kvinder, mødre, fædre muslimer, kristne, ateister, på gaden, i skolen. I Udlændingestyrelsen. Hvad kan jeg. Hvad kan jeg ikke. Hvorfor kan jeg. Hvorfor kan jeg ikke. Hvorfor MÅ jeg ikke.

Hvem må jeg ikke for. Hvilken kategori falder jeg ind under.

Hvad er jeg først. Behøver der være et først. Må man ikke sige, hvad man selv synes, man er. Så må lytteren tage den nævnte rækkefølge alvorlig.

Men hvem er inde og hvem er ude. Hvem er heksen, og hvem er dullen. Hvem er muslimen, hvem er fuld. Hvem er Beskidt, hvem er Kool. Hvem er halal, hvem er hul?

Hvem er Haram, og hvem er lig Gud?

Jeg er født ind i en Islam, der fortæller. Jeg er født ud af min mor, der forklarer. Jeg er født af en mand, der forstod, at jeg var hans datter. Aldrig en broder i Islam eller en Søster i Diin, men et barn i sit eget hoved, og en kvinde i sit eget skød.

Vi bor Hér. Vi går Hér. Vi taler Hér. Vi Forsøger at trække vejret. Vi Ånder ud hér.

I et snævert, altopædende, klaustrofobisk sted, man kalder Danmark. Hvor flaget vajer, og Dannebrog hænger sig i alt, hvor mennesker færdes.

Hvor viljen til at forstå hullerne i vores hjerter ikke hænger på træerne.

Hvor et hej. Hvad hedder du, aldrig rækker. Hvor svaret, du får, aldrig er nok.

# 1

Er du muslim?
Ja.
Hvor er du fra?
Somalia.
Er du omskåret?
Nej.
Nåh, er du sikker.
Øhhh, ja..
Seriøst?
Ja.
Nåh, men jeg så den her dokumentar på DR's hjemmeside..
Ok..
Du behøver ikke skamme dig. Det er jo for langt ude.
Ja..
Hmmm..
Ja, det er det..

# 2

Men du er muslim, ikk?
Ja.
Holder du Eid?
Ja.
Eid Mubarak!
Tak.
Faster du?
Nej..
Ok.
Kan du så stadig holde Eid?
Øøhmm.. ja..
Men beder du?
Nej.
Hvorfor ikke?
Jeg er for doven.
Så, du er ikke muslim?
Tjoo..
Det er du jo da ikke. Du gør jo ikke det, du skal.
Næh..
Men holder du ikke jul?
Jo.
Siger du ikke God Jul?
Jooo, men altså.. Det er jo bare kultur. Islam er for alvor.
Nåh ok..

# 3

Har du nogensinde oplevet et overgreb?
Ja.
Af en muslim?
Nej, af en mand.
For når en mand piller. Så piller han. Det var jo ikke et religiøst pil.
Det var heller ikke en religiøs pik. Han var jo også stiv.
Nåh drak han også..
Ja, han drak inden og efter.
Shit mand. Han var en dårlig muslim.
Hvorfor siger du det?
Fordi han var fuld.
Ja, han var en dårlig muslim..
En god overgrebsmand
men en dårlig muslim.

Teksten blev læst op til lanceringen af det radikalfeministiske tidsskrift HYSTERIA med temaet ’Abjection' (the state of being cast off, degradation, baseness and meanness of spirit) 11. september 2014. Tak til Hysteria for muligheden.

The Angry Muslim

Farhiya Khalid — Thu, 28 Aug 2014 14:00:49 +0000

Af Farhiya Khalid

Politiet har udsendt et signalement af den mistænkelige person: Han beskrives som:

"Mand, ca. 30 år, 180 cm. høj, mellemøstligt udseende.Sort hår, fuldskæg, sort nylonjakke, sort bluse med hvid skrift. Snavsede khaki-bukser, sort kasket, briller, medbringende sort rygsæk med røde streger/syninger. Sort kuffert/trolley."

Et »troværdigt vidne« havde anmeldt episoden fra S-toget. Mandens familie kontaktede politiet, da de så, at han var eftersøgt. »Vi har hørt fra hans familie, som har forklaret, hvorfor han virkede nervøs i toget,« fortalte politiinspektør Mogens Lauridsen."

http://ekstrabladet.dk/112/article4987922.ece

Hvad har denne mønsterborger og 'troværdige vidne' mon set og følt? Kan brune og grumsede mennesker være nervøse? Går de i skole?

Har de eksaminer? Kan de læse om terror uden at begå terror? Hvad er forskellen på et fuldskæg og trimmet skæg? Havde han virkelig snavsede khaki bukser på, eller var det olieplettede camouflage bukser?

Kære brune, skæggede mandlige venner: ISIS-frygten er over os alle, på venstre såvel som højre side af det politiske spektrum. Start nogle basis-grupper.

I får meget at snakke om.

Vær på vagt over for Venstrepopulisme!

Farhiya Khalid — Sat, 16 Aug 2014 10:54:48 +0000

Af Farhiya Khalid

Er det her mon den venstrepopulisme, Pelle Dragsted fra Enhedslisten henviste til i Bræk-Bromance-Interviewet med Dragsted-Espersen den 15. juli, hvori han så smukt formulerede:

»Populisme er at kalde en spade for en spade. At turde tale til modsætninger og til følelser. DF er gode til tale til folks begejstring, frustration eller indignation i stedet for at tro, at langhårede argumenter er nok. Politik er værdier.« Læs interviewet i Information med Dragsted og Espersen hér: http://www.information.dk/503633

Først var det Dragsteds 'lækket' indlæg om kriminelle tyve, der helst skulle smides ud på røv og albuer. Bevares, den var taget fra en 'privat' debat på facebook. Men hvis man er hverdagsracist i privaten, er man altså også hverdagsracist i offentligheden.

At skelne mellem sådanne udtalelser er kun en del af en ubrugelig spin-personlighedsspaltning, der kun bør virke på Christiansborg.

I dag kunne Rosa Lund fra Ø så desværre ikke deltage i Rasmus Jarlovs kalot-march gennem Nørrebro, men hun bakker selvfølgelig op (!)

Something's rotten in the state of Ø. I don't know exactly what it is..

Den europæiske civilisation?

Farhiya Khalid — Tue, 12 Aug 2014 12:12:21 +0000

Af Farhiya Khalid

"We decree that Jews and Saracens (arabere) of both sexes in every Christian province and at all times shall be marked off in the eyes of the public from other peoples through the character of their dress.

Moreover, during the last three days before Easter and especially on Good Friday, they shall not go forth in public at all, for the reason that some of them on these very days, as we hear, do not blush to go forth better dressed and are not afraid to mock the Christians who maintain the memory of the most holy Passion by wearing signs of mourning."

(Fourth Lateran Council, 1215)

Jew with Jewish badge in yellow ring form.

"The Jewish badge of guilt which is their tragedy to wear"

Et smædeskrift af Martin Luther

Men lad os sige det 'bare' var den 'rabiate' katolske kirke i middelalderen.

"Derfor skal og maa det ikke være en Spøg, men en dyb Alvor, for os Kristne at finde Raad herfor og redde vore Sjæle fra Jødernes Indflydelse, det er at redde dem fra Djævelen og den evige Død. Og som ovenfor sagt maa det første være at opbrænde deres Synagoger med Ild og kast, hvem der kan, Svovl og Beg til Baalet.

Kunde nogen ogsaa kaste Helvedes Ild paa Baalet, var det godt. For at Gud kunde se, vi mente det alvorligt, og hele Verden kunde tage efter vort Eksempel, fordi vi hidtil af Uvidenhed har taalt et saadant Hus (hvori Jøderne saa skammeligt har bespottet Gud, vor kære Skaber og Fader og hans Søn) men som nu endelig har faaet, hvad det fortjente."

Om jøderne generelt:

"Thi baade deres Talmud og Rabbinere skriver, at det er ingen Synd at dræbe, hvis en Jøde dræber en Hedning, men derimod, hvis han dræber en Broder i Israel. Og holder han ikke sin Ed til en Hedning, er det ikke en Synd. Ligeledes: Stjæle og røve (som de gør gennem Aager) fra Goijems er ingen Synd, men er Gud velbehageligt. Thi de mener, at fordi de er ud af ædelt Blod og omskaarne Hellige, men vi er forbandede Goijems, saa kan de ikke behandle os for groft eller forsynde sig for haardt imod os, fordi de er Verdens Herrer [...]

Og Grunden er, at saa mange Sjæle er bleven myrdede ved deres skrækkelige, falske Lære, ved dobbelt Afguderi. Og i en saadan Lære fremturer endnu i vore Dage Jøderne og gør som deres Fædre, fordrejer Guds Ord, er gerrige, aagrer, stjæler, myrder (hvor de kan komme tll det) og det samme lærer de deres Børn om og om igen."

Fra Luthers "Jøderne og deres løgne":http://www.biblen.info/Joedernes-loegne.htm

Martin Luther, Jøderne og Deres Løgne

www.biblen.info

Er der nogen derude, der vil minde Rasmus Jarlov om Europas forfølgelseshistorie og bede ham og andre konservative såvel som progressive medløbere venligst lade vær med at tage jødernes historie som gidsel i endnu en hetz mod minoriteter.

På forhånd tak

Tak til Rasmus Underbjerg Pinnerup for bidrag til indlægget.

Kære Inger..

Farhiya Khalid — Thu, 31 Jul 2014 07:10:02 +0000

Af Farhiya Khalid

Kære Inger Støjberg

Vores skæbner ligner faktisk lidt hinanden. Da jeg kom til Danmark som 9-årig i 1993, var du lige blevet student fra Morsø Gymnasium. Jeg blev student fra Mulernes Legatskole i Odense i 2005. Begge gymnasier starter med M. Du tog en 1-årig højere handelseksamen fra Viborg Handelsskole. Jeg tog til Tyrkiet og lærte tyrkisk. Du blev uddannet fra "InformationsAkademiet".

Jeg tog på Krogerup Højskole, hvor jeg blev undervist i Journalistisk, Kierkegaard & Proust. Du blev redaktør på Viborg Bladet. Jeg læste fransk på VUC og tog til Bretagne. Du åbnede Støjberg Kommunikation. Jeg arrangerede en freds- og forsoningskonference i Uganda.

Du måtte ændre dit CV, da det blev afsløret, at du ikke var 'uddannet' journalist. Jeg tog en bachelor i Journalistik og Historie fra Roskilde Universitet.

Normalt bryder jeg mig ikke om at måle piklængde på den måde, men siden du nok ender som levebrødspolitiker, der udspyr racistisk og diskriminerende sludder i vores allesammens sommerferie, tilbyder jeg dig at hjælpe dig tilbage på rette spor.

Tag den uddannelse! Du kan sagtens blive 'uddannet' journalist. Jeg hjælper dig gerne med at skrive en god Kvote 2 ansøgning til både SDU og RUC - det kræver bare, at du udfylder dit CV med andet end snæversynet nonsens og kommer ud at rejse lidt. Eventuelt på sommerskole.

Kh Farhiya

We are NOT One

Farhiya Khalid — Thu, 10 Jul 2014 13:22:48 +0000

Af Farhiya Khalid

I came to this country when I was a nine year old girl – given my own small trolley to hold. The biggest responsibility I had been given until then. I was wearing a fluffy kitsch and in hindsight mercilessly ugly white dress on my way on holiday. As many before me I was promised a short vacation that turned into 21 years. I don’t blame my mother for lying, she probably had good reasons. After a couple of weeks at Camp Sandholm we were finally moved to an all-Somali asylum camp.

Sandholm had been difficult. Difficult as we became aware that the holiday never actually began and the situation could be permanent, difficult as a child and especially difficult as a female.

For those who do not no the place - Sandholm is an old military barrack at the outskirts of northern Zeeland. Secluded from society it lays close to other military facilities – places where military training and practice still occur.

Back then and till this present day the Danish government finds it rational and without consequence to keep refugees, torture victims, children, elders with post traumatic stress in camps that make them as sick as the turmoil they left.

A Camp where people of different nationalities and different levels of stress and trauma are crammed together. A place where children still are molested, women are afraid to leave there rooms and decades of not knowing what the future holds leads to despair, drug abuse and suicide.

I was glad we left that place. We moved to Southern Denmark – a Somali camp close to the German border. This is where I learned Danish as well as Somali – Our neighbor’s were the famous Naji Family. Fighting daily with his sons over a football or the swing I ended up learning Somali but sounding a true Reer Hamari – Only with darker skin.

My second real meeting with the Somali community was when we were given asylum and later permanent residency and moved to Fredericia.

In a class for newly arrived immigrants we all tried to learn this new language that was so immensely difficult to pronounce. Danish, which is actually why people call Danes potatos – not because they eat so many of them, but because the language in the beginning sounds like your trying to speak with a whole potato in your mouth.

Once the extra classes of Danish lessons were redundant I was offered lessons in Somali. We were taught the phonetics and grammar of our mother tongue along with the broader social and political history of Somalia - the civil war and clan struggles.

The logic I met everywhere was this – clan fetishism was the reason for the civil war – it had torn Somalia apart. We needed to unite – become one and move forward. I couldn’t agree more.

Growing up I never knew my own clan. I was the laughing stock as a teenager, because I thought my clan was my last name – meaning I had my own personal clan. Pretty arrogant.

It also meant not truly understanding what so many others had gone through. But having said this I understood the need for a break with the need to constantly separate yourself from your fellow Somali. And I understood the importance, especially for our generation to try and erase the so called differences that had meant bloodshed for so many.

Suppressing differences to be able to unite. One Somalia – one religion – one language.

But this erasing of background, the erasing of individual struggle –privileges, positions and the erasing of differences comes with a price.

As the radical feminist Audre Lorde once said:

When everything’s burning around us, it looks like it’s easier to deal with the sameness, the similarities. But when we deal with sameness only, we develop weapons that we use against each other when the differences become apparent. And we wipe each other out – and we sadly can wipe each other out – far more effectively than outsiders can. When we allow ourselves to look at our differences and not allow ourselves to be divided. When we own them and are not alienated by them, that is when we will be able to move on.

To be Somali is to be many things – as we can see here today, with young Somalis from America, Denmark, Norway, Sweden. Somalis that before coming to the West grew up in Somalia, Ethiopia, Djibouti, Kenya, The Emirates, Saudi Arabia, Russia. Speaking Amharic, Arabic, Russian, French Swahili and the list goes on and on and on.

Religious Somalis, agnostic Somalis, athiest Somalis, Socialist Somalis, Nationalist Somalis, Queer Somalis, Liberal Somalis, Conservative Somalis, Feminist Somalis, Traditional Somalis.

We’re all here – And we need to accept that.

We have to give birth over and over to ourselves; to our understandings of each other and kill the widespread mythology that one person’s spotlight is dependent on another person’s shadow?

Nobody's free until everybody's free.

Talen blev holdt ved Nordic Somali Youth Summit - New Generation, New Voice 6. juni 2014.

Det er den manglende moske, der radikaliserer

Farhiya Khalid — Fri, 04 Jul 2014 11:44:36 +0000

Af Farhiya Khalid

Så er moskeen på Rovsingegade blevet bygget, indviet og er nu i brug. Utrolig god timing med Ramadanen i denne måned, hvor der er allermest brug for en moske, muslimer kan mødes i. En moske man kan bede sine bønner i - inklusiv de særlige Ramadan bønner, der kendes som Tarawih, og som består af 20 ra'kat, mange helst vil bede i forsamling.

Men hvad kan muslimerne i Danmark, København, Nørrebro så ellers bruge denne moske til? Og hvilken mentalitet er det, kritikerne af moskeen mener, denne institution vil reproducere og dyrke?

Nogle frygter, der vil blive dyrket en wahabi-light form for Islam á la Saudi-Arabien. Andre mener, at der med financieringen på 150 millioner kroner fra Qatar uvilkårligt medfølger politiske og teologiske forpligtigelser for menigheden og moske-gængerne.

En eksplosiv blanding, der fører til øget radikalisering og home-grown terror-turisme til steder som Somalia, Syrien og Palæstina.

Jeg kunne ikke være mere uenig..

Radikaliseringen af unge muslimske mænd og kvinder i Vesten bliver ikke styrket af et rum, hvor troende mennesker kan tilbede deres Gud.

Radikalisering bliver styrket af manglende selvværd i sin identitet og selvbillede. Mennesker bliver radikaliseret af marginalisering, stigmatisering, selvhad, frustration og afmagt.

Det faktum, at vores forældre, søskende, landsfæller og religionsfæller i årtier har været nødsaget til at bede i mørke kældre og forfaldne klasselokaler, i aulaer uden afskærmning, uden det fællesskab, der er vigtigt for alle mennesker – om man er religiøs eller ej.

Jeg er ikke selv praktiserende muslim. Jeg beder ikke fem gange om dagen. Jeg faster gennemsnitligt kun 5 dage om året og mine ’syndeliste’ er alenlang. Men mine erfaringer og mit møde med muslimer, koranlæsning og mine egne troende forældre har næsten kun været positiv.

Mange af de uenigheder jeg har haft med min mor og hendes somaliske veninder og nærmiljø, hvad angår kultur, traditioner og social kontrol bunder for mig at se mere i en somalisk selvforståelse end en muslimsk identitet.

Jeg har heldigvis haft forældre, der fik mig ind på en Koranskole, hvor man ikke kun reciterede blindt men oversatte og fortolkede i fællesskab. En uvurderlig gave. Muligheden for at læse, forstå, fortolke, fordøje, være uenig, tage et opgør eller bare skride fra det hele er enhver troendes ret.

Den mulighed opstår ikke, hvis man kun må dyrke sin religion i en kælder.

Reformer, kritiske strømninger, islamisk og kristen mystik samt pacifisme og kvindekamp er i religiøse sammenhænge ofte opstået som et opgør med den institutionelle ensretning og patent på Gud.

Jeg siger ikke, at moskeen på Rovsingegade bliver en institution lig den romersk-katolske kirke med dens massakrer og forfølgelser af kættere og afvigere, eller at den bliver en salafistisk institution, der prædiker død over de vantro og vil have Córdoba, Andalusien tilbage i muslimske hænder.

Jeg har mere tillid til vores samfund og endnu mere til moskeens besøgende.

Mit argument er snarere, at man skal huske på, at Søren Kierkegaard gjorde oprør mod den småborgerlige, åndeløse folkekirke. Mohammed Iqbal mod det religiøse hykleri.

Abida Parveen og Nusrat Fateh Ali Khan sang om analfabetiske imamer og religiøs snæversynethed.

Sufismen og den kristne mystik var blandt andet et opgør mod timelighed, flygtighed og dyrkelsen af det overfladiske ydre og pengefikserede institutioner.

Disse strømninger opstod ikke som et opgør med en mørk kælder. Så lad folk dyrke deres religion i det åbne – med respekt for sig selv og deres omgivelser. Det styrker både gennemsigtigheden og muligheden for dialektik og diskussion.

Alt andet er netop åndsvagt..

Krydderiet på din kartoffelmos

Farhiya Khalid — Tue, 24 Jun 2014 15:11:28 +0000

Af Farhiya Khalid

Jeg var så heldig at få en fribillet af Kvinderådet til årets Nordisk Forum i Malmø, der løb af stablen 12. til 15. juni. New Action on Womens Rights var parolen, og forummet var arrangeret af organisationer i kvindebevægelsen i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.

Der var fokus på ligestilling og kvinders rettigheder indenfor flere områder, herunder: Women’s and Girls’ bodies – sexuality, reproductive rights and health, Women in the workplace – equal pay, education and career, Violence against women and girls, Asylum and migration, Political participation and development, Women in the workplace, equal pay, education and career og Gender mainstreaming and gender equality in organizations.

I første øjekast var jeg imponeret over den svenske tilgang til feminisme. Mens såkaldte liberalister og konservative i Danmark nærmest nægter at putte ordet feminisme i deres mund, var de fleste politiske partier med undtagelse af Sverigedemokraterne til stede. Den politiske bredde blev endnu tydeligere, da jeg faldt over boden ’Feminisme uden Socialisme’ – svenske ’liberalistiske feminister’, der havde behov for tydeligt at adskille sig fra de ’røde’ feminister.

Mens den partipolitiske bredde var lysende klar, var forummet i det store hele utrolig snæver. Det blev til fem oplæg for mit vedkommende og nogle interessante og knapt så interessante taler i den fælles arena, hvor prominente gæstetalere gav korte forelæsninger og brandtaler.

For mig personligt var den norsk/pakistanske feminist Fakhra Salimi uundværlig. To gange i debatter om asyl og migration fik hun understreget, at man ikke kunne tale om migration og asyl uden at anerkende, at de nordiske lande både biddrager til våbenproduktion og krige, der driver massevis af mennesker på flugt hver dag.

Hun mindede også publikum og panelet om, at den nordiske kvinde ikke kun var hvid og blond – og at det i øvrigt var utrolig problematisk, at kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, islandsk, finsk, svensk og norsk var stærkt underrepræsenteret på forummet.

En berettiget kritik som mange farvede feminister kan genkende. Det er dog utrolig tærende konstant at skulle tage ansvaret for at hjælpe ’velmenende’ hvide feminister af med deres skyklapper. Respekt til Salimi for det!

Nordisk Forum virkede som et ambitiøst projekt med mange gode intentioner men med sidstnævnte kritik, italesatte Salimi et af forummets største problemer – Manglende repræsentation og tilgængelighed. Vi kan starte med prisen. En billet kostede 800 kroner (!), hvilket i selv har en kæmpe ekskluderende effekt.

Det er også sørgeligt og på mange måder tragikomisk, at ville diskutere asyl og migration fra et kønsperspektiv og samtidig arrangere et forum, hvor nærmest ingen erfaringspersoner har råd til at deltage eller er inkluderet i den beslutnings- og organiseringsproces, der går forud for arrangementet.

Der var et fåtal af farvede kvinder til forummet, og de fleste af dem var inviterede som gæstetalere. En ellers fin gestus, men som Salimi udtrykte det:

”Vi bliver ikke inviteret til at organisere forummet eller tage del i beslutningsprocesserne. Vores rolle er bestemt på forhånd.”

Men sådan er det. Vi er de få, der bliver inviteret, så den fælles hvide samvittighed er ren. Vi bliver ikke inkluderet. Vi er det ekstra indslag. Vi er der for at belære majoriteten af hvide feminister om “etniske kvinders” kampe.

Vi er krydderiet på din kartoffelmos.

Hvad kan man bruge Firoozeh Bazrafkan og Jaleh Tavakoli til?

Farhiya Khalid — Thu, 15 May 2014 16:59:36 +0000

Af Farhiya Khalid

I lang tid er jeg stødt på udtalelser af iranskfødte ’islamkritikere’, Jaleh Tavakoli, tidligere BR-medlem for Enhedslisten og provo-kunstneren Firoozeh Bazrafkan.

I lang tid har jeg ikke sagt noget. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, men snarere hvordan det skulle siges.

Karakterer som Tavakoli og Bazrafkan er utrolige vigtige for den danske integrationsdebat – omend af de helt forkerte årsager.

For nogle dage siden delte Bazrafkan sit nyeste kunststykke. En video, hvor hun afklæder sig foran Koranen, mens en ung herre læser et digt op inspireret af Surah Al-Ahzaab, der omhandler muslimske kvinders klæder.

Formålet er at sætte fokus på kvindens ret og selvbestemmelse og muslimske kvinders ret i til at optræde frit i henhold til Koranen og islam.

Mest kendt blev hun måske med sin homage til Lars Hedegaard på hendes JP blog, hvor hun skrev: Jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening som dansk-iraner, at der er tale om en defekt, menneskefjendsk kultur - hvis det overhovedet er kultur?

En udtalelse hun dog også blev dømt for under racismeparagraffen, hvilket også var meningen, da ytringsfrihed er hendes religion.

Mit første møde med Jaleh Tavakoli i 'Islam-debatten' var, da jeg år tilbage uploadede et billede på facebook med ordene:

Blaming Islam for terrorism is like blaming Christianity for Colonialism, residential schools, slavery, genocide, world wars, famine etc.

Til dette svarede Tavakoli:

Det var da rimelig arrogant og tragisk, at en frigjort etnisk kvinde, der bor sikkert i andedammen, vil skide på, om piger uden ophold i Danmark både bliver omskåret og solgt til gamle svin som voldtager dem – det hele legitimeret ved, at det jo bare er deres religion.

Logikken er altså, at en manglende snæversynet kritik af samtlige kulturelle og traditionelle skyggesider i lande med en muslimsk majoritet betyder støtte til det islamiske højre.

Alligevel betragtes Bazrafkan og Tavakoli i nogle kredse som kvindeforkæmpere og fortalere for muslimske kvinders kamp mod islamisk undertrykkelse og social kontrol. Den rolle, de tildeles, fordi deres ’islamkritik’ kommer straight from the horse’s mouth er både problematisk og sætter muslimske kvinder overfor et uløseligt dilemma.

For problemet er nemlig ikke Bazrafkan og Tavakolis valg af debatemne. Der er ingen (fornuftige mennesker), der påstår, at misogyni og kvindehad ikke eksisterer i muslimske lande. Problemet er snarere, hvordan deres snæversynede tilgang til emnet påvirker debatten om kvindehad og patriarkalisme i muslimske fællesskaber.

Firoozeh Bazrafkan og Jaleh Tavakolis bidrag til debatten om muslimske kvinders rettigheder, er et symbol det dilemma, mange muslimske kvinder oplever i forbindelse med den feministiske debat.

Det er nemlig ikke en hemmelighed, at der er en tendens til, at højreorienterede ’Islam-kritikere’ forsøger at overtage kampen for kvinders rettigheder for at legitimere deres egne anti-muslimske holdninger.

Når muslimske kvinder offentligt udfordrer sexisme og kønsstereotyper i muslimske miljøer bliver deres holdninger ofte kapret af højreorienterede islamofober, der mener kvindehad og sexisme er enestående og partikulær for muslimer. Kasteskyts som både Jaleh Tavakoli og Firoozeh Bazrafkan glædeligt serverer.

Dette, tror jeg, holder mange muslimske kvinder fra åbent at diskutere kønsmæssige problemer i muslimske fællesskaber af frygt for, at deres ord bliver brugt imod dem af højreorienterede xenofober.

På samme tid bliver selvsamme kvinder beskyldt for at beskytte deres undertrykkere og undskylde ”fundamentalismen”, når de taler mod islamofobi og racisme – noget man ofte hører fra højrefløjen, når kunstnere og debattører som Bazrafkan og Tavakolis udtalelser kritiseres for at være muslimfjendske.

Det problematiske ved disse udtalelser er, at disse to debattører mener Islam og muslimer nærmest har en iboende had til kvinder. At Islam og muslimer har en prædisposition for patriarkalisme og sexisme. Det er sådan, jeg tolker deres bidrag til debatten.

INTET samfund er fri for undertrykkelse baseret på køn – og kvindehad er IKKE et enestående fænomen blandt muslimer.

Så længe personer som Firoozeh Bazrafkan og Jaleh Tavakoli får lov til at være poster kids for muslimske kvinders frigørelse og kampen mod religiøs undertrykkelse og kvindehad hos den brede befolkning, kan vi godt pakke ethvert håb væk.

Vi bliver nødt til at anerkende, at der er kvinder derude, der hellere undlader at dele deres erfaringer i forbindelse med vold i parforholdet eller religiøs og kulturel undertrykkelse for at undgå at hælde mere benzin på det, de mener er et muslimfjendtligt bål.

Hvis håbet er, at disse kvinder tager bladet fra munden og deler deres erfaringer, kan vi ikke bruge Bazrafkan eller Tavakoli til noget som helst.

Civil ulydighed. For nogle et vilkår – for andre et privilegium

Farhiya Khalid — Fri, 14 Mar 2014 11:52:03 +0000

Af Farhiya Khalid

Diskussionen om civil ulydighed som modstandsform drejer sig ofte, om den er legitim eller ej. Civil ulydighed er en politisk strategi, som kan bruges til at protestere mod statens love og magthavernes politik og på den måde åbenlyst bryde nogle regler for derved at vise fysisk eller mental ulydighed over for love, normer eller strukturer, man nægter at anerkende.

Civil ulydighed kan være en meget virkningsfuld måde at aktivere diskussionen af lovgivning og yderligere politisere politiske konflikter eller problematikker, som magthavere og myndigheder ikke vil diskutere eller anerkende størrelsen af.

Når man i dag vælger at rejse eller flygte fra sit hjemland og ud i verden, kan det ses som en form for ulydighed. Som migrant og asylansøger møder man ofte det danske samfund og retssystem på en måde, hvor man konstant skal legitimere sin tilstedeværelse i den nationalstat, hvis grænser man har overskredet.

Migrantens møde med lufthavnsvagter, rigspolitiet i Danmark eller kystvagter ved middelhavslandene er et eksempel på, at migrantens indtræden på ”nyt” eller ”fremmed” territorium i sig selv er et brud på regler og retningslinjer inden for en form for grænsetænkning, der er yderst ekskluderende.

Man kan være flygtning, der søger asyl. Man kan få tildelt asyl eller blive afvist. Konsekvensen af dette kan være utallige år på et asylcenter, hvor man ikke har adgang til uddannelse, arbejde eller et stimulerende socialt liv. Man kan migrere til Danmark for at arbejde eller studere. Her skal man oparbejde sig retten til en arbejdstilladelse, hvor nogle jobs og uddannelser med deres høje lønninger eller status er mere værdige og eftertragtede end andre.

Man kan også migrere til Danmark for at komme væk. For at prøve noget nyt. For at søge lykken, lighed, fred eller noget helt andet.

At nægte at anerkende nationalstatens grænser, er således en ulydig handling i sig selv. For mange er det ikke en umiddelbar menneskeret at flytte sig. Grænserne skal forstås som grænser. De er kontrolleret af nogen – af en nationalstat eller EU. De er ikke fælles. Grænserne er det ypperste symbol på at holde nogle inde og andre ude.

Biometri & Bevægelse

Det svenske REVA-projekt (Rättssäkert och effektivt verkställighetsarbete) kan ses som et billede på den nationalstatslige grænses konstante bevægelse. Det nationale REVA-projekt har givet det svenske politi flere ressourcer til at fange og tilbageholde udokumenterede migranter.

I Malmø betyder REVA blandt andet, at politiet sammen med skattemyndighederne foretager razziaer på Möllevångstorget og tilbageholder cyklister, som overtræder forskellige trafikregler, for at få en anledning til at se identitetspapirer.

I Stockholm er politiet, der er tilknyttet REVA, oftest i civil. De opholder sig ved metrostationernes ind- og udgange, og hævder selv, at de kun leder efter folk, der springer over spærrerne eller kører uden billet i metroen. Flere samfundsdebattører peger på, at REVA kan være i strid med Europakonventionen, da projektet forudsætter, at mennesker bliver kontrolleret uden en forudgående mistanke om en forbrydelse.[1]

REVA er et forsøg på at arbejde imod kroppenes frihed til bevægelse. Med biometriske teknologier og registrering rykker reguleringen af migration sig ind på feltet for den kropslige regulering.

Endnu et eksempel på dette er EU's fingeraftryksregister, EURO-DAC, der anvendes i gennemførelsen af Dublin-forordningen, der bestemmer, at en flygtning kun kan søge asyl i det første EU-land, han/hun registreres i.

Dublin-forordningen forudsætter en idé om en form for lighed mellem asylsystemerne i EU. En lighed som i praksis ikke eksisterer. Dette har konsekvenser for den migrant, som ikke når længere end f.eks. Grækenland, Malta, Ungarn eller Italien. Grækenlands asylsystem har reelt været brudt sammen i mange år.

I 2011 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise mennesker til Grækenland. Dette skete efter talrige protester mod Dublin-udvisninger til Grækenland og et flerårigt søgsmål fra en afghansk flygtning mod den belgiske stat.[2]

Forestillingen om universelle menneskerettigheder kan i en migrations-kontekst synes meningsløs, da den enkeltes rettigheder indskrænkes og den stat, der kan beskytte den enkelte rettighedsbærer, i nogle tilfælde synes fraværende.

I det danske asylsystem er det en sagsbehandlers vurdering af den enkelte ‘asylansøgers’ troværdighed, der i sidste ende afgør, om personen forbliver uønsket eller anerkendes og får opholdstilladelse.

En troværdighedsvurdering kan ikke sættes på en matematisk, nøgtern formel, men afhænger af den konkrete situation - samspillet mellem mennesker, mellem repræsentanten for de danske udlændingemyndigheder, der foretager interviewet med den ansøgende flygtning samt den medvirkende tolk, der oversætter mellem parterne.

Alligevel forsøger udlændingemyndighederne i sin offentlige diskurs om asylsystemet at gøre netop det: Sætte processen på en formel, så den neutraliseres, gøres objektiv og bliver en ren, juridisk proces. Spørgsmålet om retfærdighed usynliggøres, annulleres eller bortviskes. Igen sker en reduktion af mennesker til kroppe, der søges reguleret.

Med brug af biometriske teknikker, et asylsystem centreret omkring spørgsmålet om den enkeltes troværdighed og den fleksible, mobile grænsekontrol, søges migrantens krop styret og reguleret af det nationalstatslige apparat.

Grænserne rykker sig derved ind i kroppens intimsfære.

Den ulydiges retssikkerhed

Den repression, der finder sted, hvor biometriske teknikker dominerer, og asylsystemets troværdighedskrav og grænsekontrollen rykker væk fra den ydre nationale fysiske grænse, kræver særlige modstandsformer.

Men hvordan bruger man civil ulydighed til at sige fra, til at gøre opmærksom på manglende borgerrettigheder, til at tilkæmpe sig bedre vilkår, til at forbedre og styrke basale menneskerettigheder?

Det kan føles svært – til tider umuligt.

I en situation, hvor man i forvejen ikke er en anerkendt og accepteret del af samfundet, befinder mennesker uden asyl, uden midlertidig eller opholdstilladelse, arbejdstilladelse, statsborgerskab sig i en skrøbelig situation.

Denne situation og tilstand er endnu skrøbeligere, når det gælder modstand over for repression og uretfærdighed. Når man som migrant føler sig uretfærdigt behandlet af Udlændingestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Social- og Integrationsministeriet, Røde Kors’ medarbejdere, der driver de danske asylcentre eller politiet, kan det strukturelt være svært at sige fra og tage civil ulydighed som en politisk modstandsform til sig.

Når man i forvejen er uønsket og ikke regnes som en del af det fællesskab, og de idealer eller værdier, som det etablerede system mener, er normen, kan civil ulydighed som politisk modstandsform tolkes som en provokation eller en ”forkælet” protestform.

Denne forståelse ses, når modstandere af forbedrede forhold for migranter og især asylansøgere argumenterer for, at ”mennesker uden ret til at være i Danmark ikke skal have retten til at kæmpe for flere rettigheder.”

I kampen for bedre retlige og sociale forhold for asylansøgere i Danmark har civil ulydighed i form af protestaktioner, demonstrationer og manifestationer været en nødvendighed. Således var aktionen Luk lejren i oktober 2008 et udtryk for dette. Her forsøgte man med succes at klippe det hegn, der afskærmer Sandholm Lejrens beboere fra omverdenen. Omkring 1500 mennesker deltog i demonstrationen, hvor parolen var: Vi vil lukke lejre ved at åbne den.

Her opstår selvfølgelig et repræsentationsspørgsmål. Et af de spørgsmål man ofte stiller sig selv, når man laver aktioner og demonstrationer, der skal understøtte en sag eller kampagne: Kan de mennesker det omhandler være med?

Ofte er svaret desværre nej.

Dette er selvfølgelig også et udtryk for, at det kan være svært at overskue den retlige, politiske og mediemæssige virkelighed, som disse protester udspiller sig i. Men det er også i den grad et udtryk for, at der i asylprocessen er en udbredt mistillid til myndigheder.

Man skal derfor være opmærksom på den inklusion og eksklusion, der ligger i civil ulydighed som mulighed, når man benytter sig af de styrker en sådan modstandsform kan give. Civil ulydighed er i nogle kontekster en privilegeret metode, der kun kan bruges af mennesker med de rigtige papirer og dermed også de borgerrettigheder, der er nødvendige for at civil ulydighed i traditionel forstand ikke er en risiko, der kan ende i fængsling og/eller deportation.

Dette er ikke for at underkende den solidaritet, der ofte ses i sammenhæng med aktioner og demonstrationer mod udvisninger, for eksempel i Kastrup lufthavn. Dog er det nødvendigt at være sig bevidst om sin rolle i aktioner og demonstrationer, hvor de mennesker, hvis liv ofte afhænger af andres solidaritet og modstand, ikke selv kan deltage.

Heri ligger forskellen på en sund bevidsthed om privilegier og rettigheder, der udmønter sig i solidaritet over for naiv stedfortræderpolitik, der ofte har en problematisk tilgang til repræsentationen af etniske minoriteter.

Frygt og disciplin

Mistilliden og frygten for konsekvenserne af ulydighed og protest er udbredt på Danmarks asylcentre. Dette er især gældende for Sandholmlejren, der fungerer som modtage- og udrejsecenter for nyankomne asylansøgere og for asylansøgere, som har fået afslag og skal deporteres.

Udover Røde Kors, der driver centret, har Sandholm også en afdeling af Udlændingestyrelsen og Rigspolitiets Nationale Udlændinge Center. Derudover er der Ellebæk, et fængsel for frihedsberøvede asylansøgere, som ligger ved siden af Sandholm Lejren og har ved sin blotte eksistens en afskrækkende og disciplinerende effekt, der undertrykker lysten og viljen til berettiget modstand.

Frygten for at være ”for utilfreds” og angsten for at tilkæmpe sig noget bedre er også udbredt på asylcentre for uledsagede unge. Det vil sige unge mennesker, der flygter til Danmark uden deres forældre. Disse mennesker er i en yderligere skrøbelig situation, da de udover at mangle basale retssikkerhedsmæssige garantier også står uden deres forældre eller deres nærmeste familie.

De er derfor nødt til at stole på de Røde Kors medarbejdere, de møder dagligt samt de frivillige kræfter, hvis tilstedeværelse kan være af vilkårlig karakter.

Her er tillid en utrolig vigtig ting. I asylcentret i Kongelunden i København har det for eksempel været et problem at organisere klageforholdene, da frygten for Røde Kors og konsekvenserne af at gøre sig bemærket med sin utilfredshed nogle gange kan føles uoverskuelige.

I disse sammenhænge kan rygter om tvangsforflytning til andre asylcentre i landet, frygten for at blive fjernet fra sine venner efter et langt liv på et asylcenter, eller frygten for at få afvisning på asyl på grund af ulydighed være demotiverende og en kilde til frygt og angst, der gør, at man hellere tolerere de kummerlige forhold, man lever under.

Således kan kanyler i skraldespanden i køkkenet på et asylcenter for unge mennesker, beskidte køkkener og manglende faciliteter til tøjvask og madlavning virke uoverskuelige at klage over, hvis konsekvenserne ved at være opsætsig synes at være den enkeltes værste mareridt.

For selvom det ikke er ulydigt at klage, er frygten ret udbredt og mulighederne for modstand forsøges konstant nedbrudt af både offentlige og private aktører på asylområdet.

Der kan og må ikke være noget odiøst i at kræve, at unge såvel som ældre personer i det danske asylsystem skal styrkes i at kræve basale rettigheder. Frygten for at klage, når man i forvejen befinder sig i et system af usikkerhed, undertrykkelse og manglende retssikkerhed må og skal aldrig være normen.

En vigtig form for ulydighed er anvendelse af kroppen som modstandsform. Kroppen er din – også i den forstand, at du kan bruge den til at sende et budskab, som et redskab i en politisk kamp.

Kampen om kroppen

Når migranter alene eller organiseret forsøger at tage kontrol over kroppen, bruge kroppen som strategisk våben i modstanden mod asylsystemet skaber det uro i statsapparatet. Dette er f.eks. situationen, når sultestrejkende tager statens vold på sig - gennem afvisningen af føde.

Sultestrejker ses i en dansk politisk kontekst som værende uden for alle parlamentariske normer. Som en ustyrlig strategi, der fra politikernes side betegnes som uacceptabel og et forsøg på afpresning af det danske parlamentariske demokrati.

I foråret 2012 spredte sultestrejker sig blandt syriske flygtninge i Danmark, der var i en fastlåst position, placeret på asyllejre i Danmark og uden mulighed for at vende tilbage til Syrien, et land i borgerkrig. I løbet af maj måned 2012 sultestrejkede mere end 70 syriske flygtninge i asyllejre i Danmark. I slutningen af maj måned og frem til midten af juni begyndte også grupper af iranske flygtninge i Danmark at sultestrejke.

Enhedslisten meldte ud, at sultestrejke var en dårlig måde at protestere på. Dog ville partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gerne mødes med gruppen af iranske flygtninge ved Sandholmlejren, hvis de stoppede deres sultestrejke. [3]

Parallelt med dette viste Enhedslisten i april 2012 officielt støtte til en gruppe sultestrejkende kurdere i tyrkiske fængsler, uden for Danmarks egne grænser.[4]

I foråret 2011 sendte Enhedslisten en officiel støtteerklæring til ‘We are 300’ - hvor en stor gruppe flygtninge sultestrejkede i protest mod asylforholdene i Grækenland. Set i det perspektiv, bliver billedet, at Enhedslisten mener, at sultestrejker er en legitim protestform uden for landets grænser, men ikke indenfor. Her er det illegitimt og bør standses.

Vi vil ikke forsøge at tale for sultestrejke som strategi, men i stedet fastholde et grundlæggende udgangspunkt om retten til at bestemme over egen krop: Kroppens autonomi. Herfra vil vi forsøge at pege på nogle spørgsmål:

Hvad er årsagen til statsapparatets intuitive uro, når sultestrejken som protestform aktualiseres? Er det sultestrejkens absolutte karakter, som står i modsætning til det parlamentariske demokratis ikke-absolutte karakter? Hvilken betydning har det, at sultestrejken som protestform kan ses som en måde at tage magten over egen krop, at anvende kroppen som modstand?

Venskabets ulydighed

Betegnelsen ‘afviste asylansøgere’ bruges i den offentlige diskurs om de mennesker, som ikke har fået tilkendt asyl og dermed flygtningestatus i det danske asylsystem, hvad enten det er i 1. instans hos Udlændingestyrelsen eller i 2. instans hos Flygtningenævnet. Det er mennesker som er i udvisningsposition. Mennesker, de danske myndigheder forsøger at få væk fra territoriet. Mennesker, der er uønskede.

Når møder sker og venskaber dannes mellem mennesker, der er uønskede på territoriet og mennesker, der er ønskede - som har opholdstilladelse - kan det ses som ulydighed.

Møderne mellem statens ønskede og uønskede besværliggøres strukturelt af asyllejr-systemet. Både ‘afviste asylansøgere’ og de, der stadig venter på afgørelsen fra udlændingemyndighederne, er placeret i asyllejre i Danmark.

Lejrene er placeret langt fra byerne. Langt fra dagligdagen og fra mennesker med opholdstilladelse. Asyllejrsystemet er et parallelt system.

Systemet opfordrer derfor ikke til møder mellem mennesker med opholdstilladelser og mennesker uden. Men møderne finder sted, samarbejde sker, venskaber dannes og udveksling af ideer, holdninger og tanker foregår. Det sker gennem utallige migrationspolitiske initiativer - steder og netværk som Trampolinhuset, VisAvis, Asylret, Flygtninge under jorden, Luk Lejren, Kirkeasyl, Stop Udvisningerne og mange andre politiske aktioner og netværk.

Møderne, samarbejderne, venskaberne fortsætter, og de skal fortsætte. Ikke kun fordi møderne mellem ønskede og uønskede er ulydigt i sig selv, men fordi det er her modstand udvikles.

Det er herfra kampen mod diskriminerende og undertrykkende statslige og privatlige migrations-/asylsystemer kan finde ståsted og genopfindes.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Kirstine Nordentoft Mose og har tidligere været bragt i Det ny Clarté #22 8. årgang. Maj 2013

[1]http://projektantifa.dk/nyheder/article/voksende-modstand-mod-jagt-pa

[2]CASE OF M.S.S. v. BELGIUM AND GREECE, Application no. 30696/09.

http://www.asylumlawdatabase.eu/en/content/ecthr-mss-v-belgium-and-greec...

[3] Kilde: Politiken d. 1. juni 2012: http://politiken.dk/indland/ECE1643217/enhedslisten-regeringen-boer-give...

[4] Kilde: Modkraft, d. 19. april 2012: http://modkraft.dk/artikel/dansk-opbakning-til-sultestrejkende-kurdere