Curt Sørensen's blog

De lange bølger

Curt Sørensen — Mon, 03 Oct 2016 08:25:02 +0000

Af Curt Sørensen

Paul Mason: Postcapitalism. A Guide to Our Future, London: Penguin 2016

Den engelske journalist og TV producer Paul Mason har med sin bog Postcapitalism. A Guide to Our Future, leveret en analyse der betydeligt hæver sig over det gængse niveau af tidsanalyser. Hans viden er omfattende, hans argumentation er skarp og fremstillingen levende og fængslende. Mason forsøger herunder at sammenkoble den klassiske marxistiske teoretiske diskussion og nyere bidrag. Han spænder fra Marx, Hilferding, Luxemburg, Lenin og Kondratieff frem til Antonio Negri og Jeremy Rifkin. Han har et greb om analysen af kapitalakkumulationens bevægelser og han er fortrolig med socialismens og arbejderbevægelsens faktiske udvikling. Han er skarp i sin kritik af mainstream økonomiens marginalisme og han tager Marx værditeori alvorlig. Et sjældent bidrag til den nutidige debat. Hans fremstilling og analyse er dog ikke ganske uproblematisk og rejser en række spørgsmål og problemer til den videre diskussion. Men det er vel også i sig selv et plus?

Kapitalismen er, påpeger Paul Mason indledningsvist, et helt omfattende ikke blot økonomisk, men også socialt og politisk system. Den har udviklet sig over lang tid og den har herunder udvist en forbløffende evne til stadige tilpasninger og mutationer. Men erklærer, Paul Mason, dette ellers så forbløffende tilpasningsduelige system har i dag nået grænsen for yderligere adaption og videre udvikling (p xiii). Dette er hans hovedtese.

Hovedmodsætningen i dag er netop modsætningen mellem den af den enormt udviklede kapitalisme frembragte mulighed for overflod, fritid og livsudfoldelse og en verden der samtidig er præget af monopoler, overvågning, hierarki, ulighed og store enklaver af fattigdom. Den moderne verden er gennemsyret af en kamp mellem magtnetværk og information (p 144).

Situationen har i løbet af de sidste årtier tilspidset sig fordi neoliberalismen under sin sejrsgang har ødelagt kapitalismens normale mekanismer for tilpasning, justering og mutation. Marx havde skildret hvorledes den tendentielt faldende profitrater og de her ’modvirkende tendenser’ havde udgjort et samlet dynamisk system for stadig teknologiudvikling, ekspansion, tilpasning og regulering gennem periodiske kriser. De tilbagevendende kriser havde været en ’normal’ og vigtig proces i dette samlede system (pp 51-58). Hele denne dynamik og selvreguleringsproces er imidlertid blevet brudt gennem neoliberalismens tilsyneladende sejrsgang.

Mason analyserer nogle afgørende processer i neoliberalismens periode: præsident Nixon’s løsrivelse af dollaren fra guldet i 1971 og dermed bruddet med Bretton Woods systemet banede vej for deregulering, uhæmmede finanstransaktioner, arbitrære pengeskabelser og enorme gældsstiftelser. Dette satte ganske vist en overgang igen gang i den ellers omkring 1971 stagnerende økonomi, men skabte på længere sigt ustabilitet, en enorm distance mellem materiel produktion og finansiel aktivitet samt en enorm gæld i såvel stater, virksomheder som husholdninger (pp 3-20).

Samtidig har austeritetspolitikken medført en faldende eller stagnerende realløn i de udviklede industrialiserede lande (p 5, p 23). Austeritetspolitikken gik og går ikke blot ud på at hidføre besparelser, men at smadre arbejdersolidariteten, atomisere arbejdernes stor masse og nedpresse lønninger og levestandard i vesten ” until they meet those of the middle class in China and India on the way up.” (p 5). Dette er ifølge Mason den globale konkurrences og austeritetspolitikkens logik.

Der er også blevet skabt en række globale ’ubalancer’. Nogle lande er blevet udprægede kreditor lande, andre debitor lande. Kinas handelsoverskud og opsamling af enorme tilgodehavender, Tysklands eksportoverskud i Europa, de oljeeksporterende landes akkumulation af andre landes gældssætning var ikke ’unormale afvigelser’, men tværtimod integrerende bestanddele af et globalt system, der tillod lande som USA, UK og Sydeuropa ’at leve over evne’. Neoliberalismen kan, siger Mason, kun eksistere ved at nogle lande ikke praktiserer den. Liberalisme og neo-merkantilisme eksisterer side om side i den moderne verden (p 20).

En teknisk forudsætning for etableringen af et komplekst globalt finanssystem var den moderne computer teknologi. Den nye teknologiske revolution har i det hele taget på afgørende måde præget den moderne virkelighed. Men, og det er en videre hovedtese hos Mason, den selvsamme teknologiske revolution kommer også mere og mere i konflikt med, kapitalismen som er baseret på marked og ejendom. (pps 23-26).

Det samlede resultat af neoliberalismens herredømme har været stagnation og stigende sociale problemer. Støttende sig til OECD’s rapport fra 2014 om den nutidige situation og fremtidige udvikling fremhæver Paul Mason, at den globale økonomi er stagnerende (OECD taler om en årlig vækstrate på kun 2,7 % frem til 2060), at uligheden er stærkt øget, at produktivitetsfremgangen er sløvet, at den nye informationsteknologi kolliderer med kapitalismens logik, og at der oven i alt dette er fremkommet en række andre alvorlige problemer så som klima, miljø og migration (pp 26-30). Partielle og begrænsede løsninger er ikke længere mulige. Der er behov for ’a complete system design’ (p 29).

Der er også behov for en anden teoretisk forståelse end mainstream økonomiens. I den moderne verden eroderes prisdannelsesmekanismen mere og mere og mainstream økonomien bliver mere og mere afmægtig fordi den bygger på forudsætningen om knaphed og fokuserer på prisdannelserne (pp 147 ff): ”the rise of information goods challenges marginalism at its very foundations because its basic assumption was scarcity and information is abundant” (p 163).

Alternativt anbefaler Mason Marx’ værditeori. Citerende Adam Smith’s berømte udtalelse om at alverdens rigdomme ikke er skabt af guld og sølv, men gennem arbejde og supplerende med sin nævnte tese om effekten af den informationsteknologiske revolution, kritiserer Mason marginalismen og udvikler relevansen af Marx’ værditeori. Marginalismen fokuserer på incitamenter, prisdannelser, og ligevægt, værditeorien på den underliggende dynamik og på samfundsmæssig forandring (pp 156-163). Mason kommer dog ikke ind på den videre moderne diskussion om forskellige tolkninger af værdigere (Heinrich, Harvey, Kliman o.a.) og det er en skam fordi han udtrykker sig så klart og måske kunne have skåret igennem her.

Marx havde fokuseret på kriser i et system som ellers var præget af overflod, noget nyt i historien. For at forklare dette fænomen havde Marx udviklet sin nævnte teori om dynamikken mellem den tendentielt faldende profitrate og en række ’modvirkende tendenser og krisernes rensende effekt. Men Marx opererede på forskellige abstraktionsniveauer: ”in Marx the falling profit rate produces countertendencies at many levels of abstraction, both in the pure world of aggregated profit and the dirty world of colonies and exploitation” (p 81). Der er teoretisk et behov for at bevæge sig fra det abstrakte til det konkrete og tilbage igen og fra det kapitalistiske centrum frem og tilbage til den globale periferi. Mason griber så tilbage til den klassiske marxistiske teoretiske diskussion om kapitalismens konkrete udvikling.

Mason tager her sit afsæt i Nicolai Kondratieff’s i 1922 og 1926 fremførte teori om ’de lange bølger’, en teori som han byggede på omhyggelige analyser af de for ham tilgængelige data. Fra ca. 1790 og frem til i dag har kapitalismen ifølge Kondratieff (og Mason) udviklet sig i cykliske bevægelser, lange bølger af ca. 50 års varighed med hver en opfase og en efterfølgende nedfase. Årsagerne til disse bevægelser fandt Kondratieff, til forskel fra Joseph Schumpeter, der fokuserede på effekten af innovationsbølger, i kapitalakkumulationens dynamik (pp 33-38). Der var altså tale om en udvidelse af Marx’ kriseteori. Mason overtager Kondratieff’s teori om de lange bølger, men tilføjer som vigtige elementer betydningen af klassekampen og af dynamikken mellem det kapitalistiske centrum og den globale periferi (p 38, p 41, p 47, p 183).

Mason identificerer i tilslutning til Kondratieff og i en egen faseforlængelse 5 ’cykler’, nemlig perioden fra 1790 til 1848 hvor fabrikssystemet og dampmaskinerne udviklede sig. Vendepunktet her var slutningen af 1820’erne karakteriseret ved depression og the hungry forties og eksplosionen i den revolutionære krise i Europa 1848-51. Hele perioden var også perioden for den første arbejderorganisering og modstand.Bølgen brød over og blev til en nedtur med ’den lange depression’ ca. 1873-96 (p 47, pp 181-185).

Den anden bølge fra 1848 til midten af 1890’erne var karakteriseret ved udviklingen af jernbaner, telegraf og globalisering. I denne periode skred arbejdernes organisering og modstand også videre frem. Arbejderne, med de højtuddannede faglærte arbejdere i spidsen, ’kæmpede mod maskinerne’ – og vandt., en proces det fremkaldte en omorganisering og ny strategi hos arbejdsgiverne (pp 47-48, pp 185- 188).

Den tredje bølge var perioden fra 1890’erne frem til 1945 og var karakteriseret ved den kemiske og elektriske industris udvikling, samlebånds produktion, bureaukratisk organisering og scientific management, men også af voldsomme politiske begivenheder og arbejdernes forbitrede kampe mod såvel kapitalismen, som staten og den opdukkende fascisme. Nedturen var drastisk, to verdenskrige og fascisme. Den europæiske arbejderbevægelse blev, trods megen modstand og mange kampe smadret og dens ideologiske visioner brudt (p 48, pp 192-197).

Den fjerde bølge fra o. 1948 frem til 2008 var masseforbrugets, automatiseringens og atomkraftens tidsalder. Den var i perioden 1948-73, ’the Golden Age’, karakteriseret ved den største økonomiske vækst nogensinde, men efterfulgt siden da af en betydelig lavere vækst, stagnation og ustabilitet. Det var perioden som indledtes med et kompromis, hvorved arbejderne sikrede sig velfærdsstat, kollektive rettigheder og andel i den øgede vækst. Til gengæld gav både socialdemokratierne, de kommunistiske partier og fagforeningerne afkald på at sigte mod nogen samfundsmæssig transformation. Man indrettede sig på at sameksistere med kapitalismen.

Imens skiftede arbejderklassen karakter, dens basis, dens organisationsform og dens målsætninger var anderledes end i mellemkrigsårene. ( p 48, pp 84-87, pp 197-202), Alligevel formåede den i et ti år fra midten af 60’erne til midten af 70’erne at rejse sig i modstand og kamp, mest markant i Italien, en modstandsbølge der dog endte i nederlaget i 80’erne (p 48, pp 197 ff., pp 201-207).

Fra midten af 90’erne og fremefter kan man så skimte en begyndende ny – en femte- cyklus drevet af informationsteknologi og karakteriseret ved overflod af informationsgoder. Men denne bevægelse er bremset op. Den udvikler sig ikke videre efter det historisk kendte mønster. Og årsagen hertil er for det første de i den forudgående neoliberalismes sejrsperiode skabte økonomiske og sociale forhold. Kapitalismen dør, som en Wolfgang Streek har utrykt det, ’af for meget af sig selv’, en opfattelse der kan spores tilbage til Karl Polanyi. Men for det andet er den nye informationsteknologi afgørende. Den strider nemlig fundamentalt, siger Mason, mod markedets og ejendomsrettens teknologi. Vi er altså ikke bare i en femte cyklus’ forvandling til nedtur, men i et brud med hele det historiske mønster for cykliske bevægelser ”the present crisis represents a disruption of the pattern … this is someting bigger than the end of a fifty year cycle” (p 33, smlgn. p 72).

Paul Masons reformulering af Kondratieffs gamle teori er tankevækkende, selvom nogle af hans fase-afgrænsninger kan virke lidt anstrengte, for eksempel ’den tredje bølge’ fra 1890-1945. Andre forskere har f.eks. foretrukket at se perioden fra 1914 til 1945 som én stor ’anden europæisk trediveårskrig’. Det er også prisværdigt, at Paul Mason forsøger at sammentænke faser i kapitalismens akkumulationsbevægelser og faser i klassekampenes udvikling, men man sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at de sociale og politiske kampe her blot bliver reducerede til bølger af reaktioner-modreaktioner på det der for ham udgør den egentlige bevægkraft, nemlig bølgerne i kapitalakkumulationen. Det er endnu en gang historien om produktivkræfterne der udvikler sig og kommer i konflikt med de bestående produktionsforhold, hvorefter der hver gang sker en krisefyldt justering. Blot er vi i dag kommet til det punkt hvor det hele eksploderer. Men den marxistiske teori har i dag for længst forladt den model Marx skildrede i sit 1859 Forord, og som Mason synes at hænge fast i. Man sporer en evolutionistisk tendens i Mason’s fremstilling. Dette fører os tilbage til den klassiske diskussion.

En af konsekvenserne af Kondratieff’s teori var nemlig den, at kapitalismen ikke ville kollapse af sig selv men tværtimod tilbagevendende tilpasse sig og mutere. Dette var en udfordring for tidens marxistiske teori der ifølge Mason opererede med forestillingen om kapitalismens automatiske sammenbrud i den sidste ende.

Mason er ikke helt klar her. På den ene side tilskriver han over én bank II og III. Internationales marxisme en sammenbrudsteori (pp 58 ff). En tese der i øvrigt i sin generalisering er forkert. Både Kautsky og Rosa Luxemburg havde allerede under kontroversen med Bernstein tilbagevist dennes anklage herom og Trotskys og Lenins teoriudviklinger kan netop ses som forsøg på at vride sig løs af den økonomiske determinisme, som ganske rigtigt prægede andre dele af II. Internationales tradition og som senere med den ungarsk fødte økonom JenoVarga blev genoptaget i III. Internationale. Men det er altså Masons tese: den hidtidige marxistiske tradition behøvede en sammenbrudsteori og blev udfordret af Kondratieff.

På den anden side citerer Mason (korrekt) Trotsky’s kritik af Kondratieff: Kondratieff glemmer, erklærede Trotsky, den subjektive faktor, betydningen af politisk vilje og handling, af krig og revolutioner (p 39). Og Trotsky stod ikke alene her. Som Mason selv formulerer det: ”in the early twentieth century reolutionary Marxists has become obsessed by the idea that human action – the ’subjective will’- was at more important than economics” (ibid). Paul Mason synes her at vakle mellem to modstridende forklaringer, måske fordi han ikke selv er helt afklaret i sin sammenkobling af cyklisk teori og revolutionær aktion.

Han går også fejl i sin analyse af oktoberrevolutionen: Bolsjevikkerne gennemførte ikke revolutionen for, som han hævder, at ’indføre socialismen ovenfra’, men for at hugge ’kæden’ over i dens svageste led. ’Kæden’ var samtidens Europa hærget af imperialisme og krig. På intet tidspunkt forestillede Lenin sig at det tilbagestående og krigshærgede Rusland var modent for socialisme. Men Europa som helhed var moden for revolution og en revolution i Rusland kunne blive ’gnisten’ der fængede. Lenin var endnu i 1917 revolutionær internationalist. Og dette gjaldt i endnu højere grad aktører som Bukharin og Trotsky.

Rosa Luxemburg havde allerede i 1913 (tre år før Lenins Imperialismen som Kapitalismens højeste Stadium) defineret perioden som ”en fortløbende kæde af politiske og sociale katastrofer og konvulsioner” og valget stod, som hun sagde nogle år senere, mellem ’socialisme og barbari’. Det var en opfattelse som også Lenin efterhånden arbejdede sig frem til .Verdenskrigens gang, sammenbruddene og den russiske februar revolution i forening med udviklingen af en ny teoretisk referenceramme havde i 1917 overbevist Lenin om at der i den givne europæiske konstellation af militarisme, krig, sammenbrud og klassekræfternes mønster var opstået en mulighed for revolutionær aktion, en stribe af europæiske revolutioner der kunne sprænge barbariets koalition og bane vej for en socialistisk udvikling. Kæden kunne hugges over og udviklingen drejes ind i en helt anden retning.

Det kom som bekendt ikke til at ske. Både den russiske og den tyske revolution endte, på hver sin måde, i et nederlag og i Italien blev ’den røde bølge’ rullet tilbage af den opkommende fascisme. Dette tredobbelte nederlag fik fatale videre konsekvenser ind i århundredet. Der udfoldede sig her et drama med et langt videre perspektiv end det der bliver indfanget af Masons simple ’lave revolution, indføre socialisme’ formel.

Det er Paul Mason’s fortjeneste at han inddrager den klassiske debat om kapitalismens udvikling i sit forsøg på selv at reflektere over denne, men han skævdrejer denne debat fordi han alene lader den fremstå som en respons på kapitalismens akkumulationsrytme, mutation og stabilitet i den tredje Kondratieff bølges opsving (pp 56-65). Men tidens teoretiske anstrengelse var langt bredere motiveret og anlagt: den omfattede ikke blot analysen af det Rudolf Hilferding kaldte ’den organiserede kapitalisme’, men også driften hen mod kaos, krig og revolution samt forholdet mellem centrum og periferi.

Den teoretiske bestræbelse gav sig, som Mason overbevisende gennemgår (men i nævnte noget indsnævrede perspektiv) udslag i Rudolf Hilferdings Das Finanzkapital fra 1910, Rosa Luxemburgs Die Akkumulation des Kapitals fra 1913, Karl Kautky’s teori om ’ultraimperialismen’ fra 1914, Lenins Imperialismen som Kapitalismens højeste Statdium fra 1916 og Nicolai Bukharins bog Imperialismen og Verdensøkonomien fra 1915-17. Marxismen var stadig den gang en levende teori i stadig udvikling og bestandig bevægelse udfordret af den konkrete, foranderlige virkelighed .

Paul Mason får fremdraget vigtige dele af hele denne omfattende debat og teoriudvikling, men forbigår andre dele, f.eks. den komplekse politiske teoriudvikling som analyseret af forskere som Massimo Salvadori, J.P. Nettl, Neil Harding, Isaac Deutscher, Stephen Cohen og Lars Lih. Masons fokus er stadig kapitalakkumulationen og de teoretiske forsøg på at forstå denne. Et vigtigt tema, men ikke hele historien.

Mason holder fast i Kondratieff’s teori om ’de lange bølger’, en teori han dog om nævnt supplerer med en analyse af de løbende klassekampe. I et selvstændigt og velskrevet kapitel skildrer han den socialistiske arbejderbevægelses udvikling gennem skiftende faser (pp 177-213). Den afgørende begivenhed i bevægelsens 200 årige historie var, fremhæver han, nazismens ødelæggelse af den tyske arbejderbevægelse, efterfulgt af den østrigske borgerkrig, den spanske borgerkrig, undertrykkelsen af fagforeninger og opposition i Grækenland, Polen, Ungarn og de baltiske lande samt i Stalins Rusland (pp 195-197).

Men dette er langt mere omfattende end den historie om kapitalakkumulation og respons herpå som han ellers fortæller. Han tager også fejl af sigtet i arbejdernes kampe. De kæmpede hele vejen igennem, siger han, for at etablere ’parallelsamfund’ i en omgivende fjendtlig verden, ikke for at skabe socialisme (p 180). Det er rigtig nok, at den europæiske arbejderbevægelse i sine velmagtsdage skabte et kontrasamfund og en kontrakultur, men Mason undervurderer betydningen af de videregående visioner som også voksede frem i dette samfund og denne kultur. Nede i den tyske og østrigske arbejderbevægelses vældige basis, i det tjekkiske socialistparti, tværs over hele Central- og Østeuropa i det store jødiske arbejderforbund Bund, blandt Spaniens anarkosyndikalistiske arbejdere ja selv i det engelske Labour og i Skandinavien trivedes drømme og håb om et kommende samfund bygget op omring fællesskab og solidaritet.

Men den teknologiske udvikling, videns revolutionen, arbejdets forvandlede karakter, opbrydningen af traditionelle communities og centre har definitivt brudt den klassiske arbejderbevægelses kraft og eroderet grundlaget for de socialistiske og kommunistiske partier. I tilknytning til Hardt & Negri hævder Mason, at ’proletariatet’ er blevet erstattet af en ’global population’ hvor slagmarkerne findes overalt og hvor udbytningen mere og mere antager andre former end den klassiske under arbejdet i fabrikkerne (p 180, p 210).

Den klassiske arbejderbvægelse og dens projekt er brudt sammen, erklærer Mason tydeligvis inspireret af Andre Gorz. I stedet er trådt en ny generation af unge veluddannede, informationssøgende rebeller, en ny ’historisk agent, ’the networked individual’. Begejstret skildrer Mason denne nye revolutionære kraft: ” In the past twenty years , capitalism has mustered a new social force that will be its gravediggers, just as it assembled the facory proletariat in the nineteenth century. It is the networked individuals who have camped in the city squares, blockaded the fracking sites, performed punk rock on the roofs of Russian cathedrals, raised defiant cans of beer in the face of Islamism on the grass of Gezi Park, pulled a million people on the streets of Rio and Sao Paulo and now organized mass strike across southern China ( p 212).

Paul Mason har sandelig ret i at der er en uhyre bevægelse i verden. ’Masserne’ er stadig derude, og oprøret har mange former. Massedeltagelsen har i dag ofte andre former end i mellemkrigsårene. Men som han selv konstaterer (p 171): der er 3 milliarder arbejdere i verden. Måske skulle vi snarere tale om en ’flytning’ af den sociale protest fra USA og Europa over til Asien, Afrika og Latinamerika og i stedet for en succession tale om en komplementaritet. Behøver det ene nødvendigvis at udelukke det andet?

Et langt alvorligere problem, som han ikke kommer ind på, er bevægelsesretningen. Hvor bevæger de revolterende masser sig hen? I store dele af Europa og i USA bevæger store befolkningssegmenter sig i dag til højre. Europas historie i det 20. århundrede er heller ikke særlig opmuntrende i så henseende.

Men Mason bevarer, støttende sig til tesen om ’the networked individual’, optimismen. Han forestiller sig dog her en lang proces. Vi er ikke endnu i det nye samfund, ’the age of network’ eksisterer side om side med hierarkier og slum (p 141). Men informationsteknologien skaber ikke en ny og stabil kapitalisme. Den udhuler tværtimod mere og mere markedsmekanismerne og ejendomsretten og ødelægger de gamle relationer mellem løn, arbejde og profit (p 112).

Inspireret af Jeremy Rifkin’s teori om ’the zero marginal cost society’ samt Antonio Negris teori om samfundet som én stor fabrik (pp 135-142) skildrer Mason begejstret informationssamfundets udvikling og potentiel. Og lige som Negri understøtter Mason sin argumentation ved at gribe tilbage til Marx’skildring i Grundrisse af det fremtidige fuldt automatiserede samfund, hvor arbejdet blot består i tilsyn med maskinerne, hvor det nødvendige arbejde er presset ned til et minimum og hvor menneskene kan udfolde sig frit og alsidigt (pp 134 ff). Mason overser dog her i farten, at Marx i det pågældende afsnit taler om et udviklet socialistisk samfund. Men lige som Negri fremhæver Mason Grundrisse på bekostning af Kapitalen. Marx’ Kapitalen lagde, erklærer han videre, også grunden til den senere doktrin om statssocialisme (p 137). En tvivlsom påstand som da heller ikke begrundes yderligere.

Paul Mason forestiller sig altså en lang glidende bevægelse frem mod socialisme eller ’post-kapitalisme’, som han foretrækker at kalde det. Og denne socialisme eller ’postkapitalisme’ skal ikke indføres ’ovenfra’. Det var netop det der slog fejl i diverse socialiseringseksperimenter i Tyskland og Østrig efter 1. verdenskrig og det var det der gik helt galt i Sovjetunionen (pp 65-66, p 217, pp 221 ff).

Han drager selv en parallel til den lange historiske udvikling af kapitalismen. ’Feudalismens krise’ kan, siger han, sammenlignes med den nutidige bremsede Kondratieff bølge, den europæiske ekspansion og erhvervelse af nye rigdomme kan sammenlignes med udviklingen af ikkemarkeds relationer, bogtrykkerkunstens opfindelse og udbredelse med den igangværende informationsteknologiske revolution og det ’eksterne chock’ der satte overgangsprocessen fra feudalisme til kapitalisme i gang, nemlig ’den sorte død’, kan sammenlignes med nutidens eksterne chock fra klima, miljø og demografi (pp 242-243).

Mason falder her tilbage på en traditionel marxistisk forestilling om kapitalismens oprindelse og udvikling som en lang, jævnt fremadskridende proces gennem århundreder. En opfattelse som også har været og er dominerende i den liberalistiske traditions historieskrivning og sociologi. Men som argumenteret af Robert Brenner, Spencer Dimmock, Ellen Meiksins Wood, Benno Teshcke o.a. havde kapitalismens frembrud i den engelske agrarsektor mere karakter af et revolutionært brud forårsaget af en helt særegen konstellation af klassekræfter og statslig magt. Derefter blev det engelske eksempel så i en slags ’defensiv modernisering’ efterlignet af førende magter på kontinentet og i forskellige varanter og med forskellige strategier. Udviklingen her havde heller ikke karakter af en jævn evolutionær fremadskriden. Det havde den i øvrigt heller ikke i England.

Men Mason har brug for den mere traditionelle evolutionistiske model for hermed at kunne understøtte sin egen revolutionære reformisme.

I den sammenhæng argumenterer han også mod planøkonomi som en mekanisme i socialismen. Planøkonomien i Sovjetunionen slog fejl og kan i øvrigt ikke realiseres (pp 221-228). Men den sovjetiske planøkonomi var, som påvist af Zalecki, Mark Harrison, Moshe Lewin o.a., højst ufuldkommen som planøkonomi betragtet og havde mere karakter af en ’krigsøkonomi’ og frembragte da også som sådan de ønskede moderniseringsresultater: industrialisering og en moderne stat med en moderne hær, omend for begges vedkommende med mangler og under frygtelige omkostninger. Omvendt er den moderne vestlige kapitalisme gennemsyret af elementer af planøkonomi. Spørgsmålet er ikke helt så simpelt som Mason stiller det.

Men planøkonomi er for Mason ikke vejen. Og markedsøkonomien kan ikke eksistere i det udviklede ’zero marginal cost’ og informationssamfund. Men hvad så? Mason er ikke helt klar i den nærmere angivelse af et sådant samfunds kontur, selv om han forsøger en sådan (kapitel 10).

Og hvad med modstanden og magten? Mason fremdrager selv gentagne eksempler på regerende eliters og herskende klassers brutalitet når det drejer sig om at forsvare bestående hierarkier og privilegier. Her gælder, som han selv har observeret det, ingen ’Geneve-konventioner’ (p xx).

Måske var klassikerne alligevel ikke så fejl orienterede endda når de gik så meget op i spørgsmålet om magten over statsapparatet og i samfundet.

Man kan selvfølgelig, som Andre Gorz, en af Paul Masons inspirationskilder, gjorde det helt opgive, sige ’farvel til proletariatet’ og i stedet anbefale partielle projekter ført igennem af ad hoc dannede sociale bevægelser, hvorved han i virkeligheden reificerede den bestående sociale orden og ikke så nogen anden mulighed end en evig indkapsling i denne.

Man kan også, som Hardt & Negri gør det, omvendt se modstanden alle vegne. For Hardt & Negri er magten overalt, lige som hos Foucault diffus og gennemtrængende. Indenfor og mod det de kalder ’Imperiet’ har der så udviklet sig en modstand der ligeledes er diffus og allestedsnærværende. ’Multituden’ og ’Empire’ er for dem gensidigt afhængige og mangfoldigheden er den afgørende kraft i udviklingen. Det er det scenarie Mason hælder til, dog med særlig vægt på ’the networked individual’ som samfundsforandrende kraft.

Men den nødvendige nutidige undersøgelse kan dog ikke bestå i en analyse der helt opløser samfundstoppens enorme magtkoncentration i et diffust imperium og lader modmagten være en udflydende masse i bunden af samfundet. En Nicolai Bukharin havde allerede i 1915 peget på fusionen af statslige og økonomiske eliter, udviklingen af en gigantisk ‘ ny Leviathan’, en ’jernhæl’ der trådte alt socialt liv ned. Er det fænomen blevet mindre udtalt siden 1915? Og udgør en ubestemmelig ’mængde’ virkelig den eneste relevante modmagt?

Den klassiske forestilling om ’proletariatet’ som den klasse, hvis selve eksistens er forudsætningen overhovedet for kapitalismes eksistens og virkemåde og hvis emancipation omvendt derfor også ville sprænge hele dette system, er stadig relevant. Klassikernes konstatering af at dette ’proletariat’ først bliver til en kraft i og med dets politiske og ideologiske udvikling og erfaringsdannelse har også stadig gyldighed. Men for det første har proletariatet ganske rigtigt ændret sig og er blevet ’globaliseret’, for det andet er nye protesterende grupper og lag kommet til. Problemet er så, som tidligere anført, at bevægelserne kan gå i forskellig retning.

Der kan i den nyere internationale venstrefløjs diskussion om strategi spores to hovedstrømninger: den ene repræsenteret ved navne som f.eks. Hardt & Negri, David Graeber, John Holloway og Jerome Roos, lægger vægt på oprørets mangfoldighed, spontanitet, og nye former for basisorganisering, den anden, repræsenteret ved f.eks. Alex Callinicos og Neil Davidson samt, fra en noget anden vinkel, ’de politiske marxister’ så som Robert Brenner, Ellen Meiksins Wood, George Comninell, Spencer Dimmock og Benno Teschke, der fokuserer mere på spørgsmålet om klassekonstellationer, statsmagt og kapitalistisk udvikling. Paul Mason hører afgjort til den førstnævnte kategori. Men behøver man egentlig at stille det op som et skarpt alternativ. Må man ikke netop forsøge her at sammentænke to impulser og to sæt af erfaringer?

Det er Masons fortjeneste, at han fremdrager den klassiske diskussion i en sammenkobling med den nyeste diskussion om teknologiudvikling og strategi. Hans hukommelse er dog, som påvist, selektiv og han falder tilbage på en evolutionistisk skematik. Men han har leveret et velskrevet og velargumenteret værk. Et af de bedste bidrag til den moderne diskussion, som jeg længe har læst. Han rejser og diskuterer en lang række spørgsmål og problemstillinger som dels er ’klassiske’, dels nye opståede. Man må håbe, at hans bog også vil komme til at indgå som et vægtigt bidrag i den danske venstrefløjs diskussion. Den er højst anbefalelsesværdig.

Redaktionel tilføjelse: Se også Modkraft Bibliotekets linksamling »Paul Masons 'Postkapitalisme'«

Den neoliberalistiske damptromle

Curt Sørensen — Wed, 02 Dec 2015 10:55:13 +0000

Af Curt Sørensen

Europa fremtrådte i 1945 som dybt svækket efter endnu en opslidende verdenskrig. Den sociale nød var betydelig i en række af landene, og den politiske situation flydende og ustabil. Sådan opfattede fremtrædende beslutningseliter også situationen. De var bekymrede og martret af erindringen om den turbulente periode efter afslutningen af den foregående store krig, 1. verdenskrig. Storpolitisk havde Europa mistet sin hegemoniske position til USA til den ene side og periferilandet Rusland til den anden. Dertil kom i de følgende år afkoloniseringen, der yderligere svækkede klassiske europæiske kolonimagter som England, Frankrig og Holland. Oven i dette føjede sig også den kolde krigs udvikling. Den kolde krigs udvikling var for de vestlige beslutningstagere en oplevet trussel, men af samme grund havde den kolde krig en integrerende effekt i Vesteuropa.

Ny var nemlig også den europæiske integration, iøjnefaldende sammenlignet med mellemkrigsårenes stormagtsrivaliseringer og udladningen i 2. verdenskrig. Allerede Paristraktaten i 1950 og den i overensstemmelse hermed etablerede Kul- og Stålunion i 1951 mellem Frankrig, Tyskland, Benelux-landene samt Italien var et første skridt på vejen, efterfulgt af Romtraktaten i 1957 og etableringen af EF.^{^[1]} Parallelt hermed forløb den tyske Forbundsrepubliks integration i 1955 i Nato, efter det mislykkede forspil med forsøg på etableringen af en europahær.

Der var flere årsager og motiver, der flød sammen i en vedvarende bestræbelse på at fremme den europæiske integration. Vigtig var nok responsen på den nye magtpolitiske situation, der forelå efter 1945 med et af krigen svækket Europa og styrkelsen af de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, samt udviklingen af den kolde krig. Den kolde krig og USA’s interesse i et styrket og enigt Vesteuropa var vigtig som en igangsættende og understøttende faktor.

Hele projektet blev båret frem af og blev led i den nye internationale situation samt det internt i landene etablerede politiske og sociale kompromis.^{^[2]} Kompromiset indebar en accept af ‘demokrati’ fra også de økonomiske og sociale eliter, som hidtil i Europas historie havde modsat sig demokrati. Til gengæld blev ejendomsretten til produktionsmidlerne sikret, og den bestående sociale orden fastholdt. Det politiske demokrati i sig selv blev begrænset til et snævert proceduredemokrati, hvor ‘det demokratiske’ bestod i tilbagevendende valg mellem forskellige eliter, men ud over valdeltagelse ikke nogen deltagelse nedefra. Der var ret beset tale om ikke et demokrati, men om et ‘polyarki’.^{^[3]}

Også den dominerende liberalkapitalistiske økonomiske orden blev fastholdt og cementeret. Men den åbnede dog op for en keynesiansk økonomisk politik, og den blev indlejret i en videre social orden karakteriseret ved socialpartnerskab, velfærdsstat, korporatisme og produktivisme, men fastholdt altså de bestående økonomiske herskende klassers og eliters position.

Det således efter 1945 etablerede politiske og sociale kompromis var udtryk for den storpolitiske balancesituation og for det i situationen givne magtforhold mellem interne magteliter og politiske klasser. Ved den hermed omstrukturerede ‘historiske blok’ og tilsvarende konstruktion af en ‘hegemonisk struktur’ blev dominerende kræfter og interesser formidlet med andre kræfter og interesser og forenet i en blok og en ideologi, som sikrede de dominerende klassers og eliters lederskab. Denne historiske blok var etableret ved dominerende klassers allianceforhold, forholdet mellem disse og de subalterne klasser, hele konfigurationen af social, ideologisk, kulturel og politisk magt og det rådende mønster af kontrol over produktionsapparatet. Det hele var gennemsyret og afstivet af det samtidig etablerede ‘hegemoni’. Hegemoniet var udtryk for en dominans, ikke ved magt alene, men gennem politisk og ideologisk lederskab ovenfra og tilslutning nedefra.^{^[4]}

Relativt indebar post-1945-konstruktionen nemlig et fremskridt for de subalterne sociale lag og klasser. Demokratisk var de immervæk rykket frem i forhold til mellemkrigsårenes situation, og socialt og politisk var deres situation forbedret. Samtidig var liberalismen blevet socialt tæmmet.^{^[5]} Det var socialdemokratismens håbefulde periode, og tilslutningen til denne politik og dette håb var betydelig helt frem til 1980’erne.^{^[6]}

Men der var andre motiver og overvejelser på spil end storpolitik og hegemonikonstruktion. Vigtig i situationen var også i toppen af samfundet fremtrædende europæiske statslederes erfaringsdragelse. Skikkelser som den franske udenrigsminister Robert Schuman, den økonomisk-politiske rådgiver Jean Monnet og EU-kommissionens stærke formand gennem afgørende perioder Jacques Delors var i deres situationsanalyse og overvejelser dybt influerede af Europas ulykkelige historie fra 1914 til 1945. Ud af denne erfaringsdannelse voksede ønsket og visionen om et forenet Europa, der skulle sikre vedvarende fred på kontinentet.^{^[7]}

I specielt de franske toplederes overvejelser indgik endelig også det synspunkt, at man ved at indvæve det nye Tyskland i et tæt samarbejde, begyndende med kul- og stålfællesskabet, kunne forhindre udviklingen af en egenrådig og endnu en gang i Europas nyere historie ukontrollerbar tysk politisk og militær stormagt.^{^[8]} En anden oprindelig ide var tanken – når galt nu skulle være, og (Vest)tyskland under amerikansk pres skulle genoprustes – om etableringen af en ‘europahær’. Da denne plan, Pleven-planen, imidlertid faldt ved en afstemning i den franske Nationalforsamling, skiftede den franske beslutningselite spor, accepterede (Vest)tysklands optagelse i Nato i 1955 og søgte i øvrigt videre at befordre den igangværende vesteuropæiske integrationsproces. Det franske synspunkt og den franske politik matchede også med Konrad Adenauers stærke ønske om, at Tyskland – dvs. Bonn-Tyskland – skulle blive en accepteret partner af Vestens alliance.^{^[9]}

I det hele taget blev udviklingen i allianceforholdet mellem Frankrig og Tyskland central for EF/EU’s videre udvikling. Det første skridt her var, som nævnt, Schumanplanen, Paristraktaten og etableringen af Kul- og Stålunionen i 1951-1952. I forlængelse heraf frembragte forståelsen mellem Konrad Adenauer og Guy Mollet i 1956-1957 Romtraktaten i 1957, der etablerede EF.^{^[10]} Men derpå bremsedes integrationsbestræbelsen for en periode af Charles de Gaulle i Frankrig, der samtidig modsatte sig et britisk medlemskab (et ønske der dog omvendt heller ikke var særligt stærkt på britisk side).^{^[11]} Situationen på kontinentet løstes op ved det såkaldte ‘Luxembourg-kompromis’ i 1966, hvorved den politisk-diplomatiske alliance mellem Paris og Bonn blev genoptaget og nu yderligere styrket.^{^[12]} Lidt senere, i 1973, blev Storbritannien nu også medlem, hvilket igen rev Danmark og Irland med ind.^{^[13]}

Alliancen Tyskland-Frankrig bekræftedes igen ved overenskomsten i 1978 mellem Frankrigs præsident Giscard d’Estaing og den tyske kansler Helmut Schmidt om et fælles europæisk pengesystem EMS, i en samstemt reaktion på de økonomiske krisetendenser i 1970’ernes økonomi. Ved den Europæiske Fællesakt i 1986 etableredes, efter den franske præsident Mitterands opgivelse af sit oprindelige forsøg på at gennemføre en keynesiansk økonomisk politik, en fransk-tysk eliteforståelse om en neoliberalistisk økonomisk politik, en politik som igen blev bekræftet ved Maastrichttraktaten i 1992, hvor Tysklands Helmut Kohl og Frankrigs Francois Mitterand desuden blev enige om etableringen af en Europæisk Centralbank samt i øvrigt også om politikken i den tyske genforeningsproces.^{^[14]}

Udgangen af den kolde krig, Sovjetunionens opløsning, de østeuropæiske regimers sammenbrud og Tysklands genforening skabte en ny dynamik og et yderligere sæt af faktorer for EU’s videre ekspansion og styrkelse. EF udviklede og forvandlede sig mere og mere i tre henseende: i henseende til dybde, i henseende til kredsen af medlemmer (selv om der her også hele tiden var en spænding mellem de to bestræbelser) og i henseende til økonomisk politik.

Med Maastrichttraktaten i 1992 blev EF til EU, angivende overgangen til et stadigt mere politisk fællesskab, en målsætning som i øvrigt var tilkendegivet allerede i Romtraktatens passus om at søge frem mod et stadigt mere omfattende fællesskab.^{^[15]} Denne linje blev derefter forsøgt videreført med Edinburgh aftalen samme år, Amsterdamtraktaten i 1997, Nicetraktaten i 2001 og Lissabontraktaten 2009, der blev vedtaget og trådte i kraft efter det mislykkede forsøg i 2004 på at etablere en egentlig Forfatningstraktat, et forsøg der strandede, da forslaget blev forkastet ved folkeafstemningerne i Holland og i Frankrig i 2005.^{^[16]}

Bevægelsen frem mod en stadig tættere integration kom til udtryk på flere forskellige måder: På stadig flere områder krævedes der efterhånden blot kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed i centrale beslutninger, der foregik overflytninger i det, der i det tekniske EU-sprog hed ‘Søjlerne’, nemlig fra Søjle 2 og Søjle 3 til Søjle 1-områder, samarbejdet blev udstrakt til stadig flere områder, såsom forsvar, udenrigspolitik, retspolitik, miljøpolitik, teknologiområdet og den sociale dimension, samtidig med at det økonomiske samarbejde blev intensiveret.^{^[17]} Også parlamentet blev styrket ved, at der fra 1979 blev afholdt direkte valg til dette.^{^[18]} En modgående bevægelse til den stadige forøgelse af EU’s suverænitet er imidlertid ministermøderne, de såkaldte ‘topmøder’.^{^[19]}

De enkelte stater kan stadig gøre sig gældende og er ofte uenige, som f.eks., nu under flygtninges krisen. Vi taler ofte om EU som én blok eller et ledende centrum af beslutsomhed og handledygtighed. Det er bestemt ikke tilfældet i dagens Europa. Man får tværtimod det indtryk, at netop i dette spørgsmål er unionen nærmest ved at gå i opløsning. Men på eet centralt punkt har man været og er man påfaldende enige og meget insistente. Nemlig den økonomiske politik.

Et gennembrud her var den ovenfor omtalte Europæiske Enkeltakt fra 1986, der etablerede et fælles indre marked og knæsatte en neoliberalistisk økonomisk politik med monetarisme som hovedinstrument og inflationsbekæmpelse som primær målsætning. Vigtigt var herunder samarbejdet om pengepolitik og valuta fra omkring midten af 1980’erne, etableringen af Den Europæiske Centralbank i 1998 samt den fælles valuta, euroen, fra 2002 og fremefter. Den liberalistiske økonomiske politik fra Enkeltakten blev igen stadfæstet i Maastrichttraktaten i 1992, der også knæsatte en række krav – de såkaldte ‘konvergenskrav’ – om inflationsbekæmpelse og det offentlige budgets tilladelige underskud, der højst måtte udgøre 3 % af nationalproduktet. Disse krav styrkede den liberalistiske økonomiske politik og gjorde det praktisk vanskeligt for de enkelte landes regeringer at føre en offensiv keynesiansk økonomisk politik i tilfælde af tilbageslag i økonomien. Den eneste mulighed, der tilbagestår i en sådan situation, er derfor deflationspolitik og besparelser i den offentlige sektor. I den dominerende økonomiske diskurs var man vendt tilbage til den politik, der var dominerende før den store økonomiske krise i 1930’erne.

Den dominerende neoliberalistiske filosofi og økonomiske politik blev også søgt flettet ind i den omfangsrige tekst til Forfatningstraktaten og optræder også i Lissabontraktaten og har i dag foldet sig yderligere ud med Finanspagten og i hele den aktuelle krisebekæmpelsespolitik. Det er en økonomisk politik, der i flere henseender minder om den økonomiske krisepolitik, som Heinrich Brüning, Philip Snowden og Herbert Hoover forsøgte sig med mod den store krise i mellemkrigsårene, men i dag omsat i et europæisk regi.

Parallelt med udviklingen i ‘dybden’ og styrkelsen af den liberalistiske økonomiske politik ændredes EU med hensyn til medlemskredsen. Der har her været tale om en fortløbende udvidelsesproces, dog i bølger bestemt af den øvrige storpolitiske udvikling. Oprindelig i 1957 havde EF blot seks medlemmer, i dag har EU 28 medlemmer.^{^[20]} Storbritannien havde længe holdt sig uden for det EF-projekt, der var under udvikling, men efter to forgæves tilløb i 1961 og 1967 blev landet i 1973 medlem, ledsaget i øvrigt af både Danmark og Irland. Efter diktaturernes fald i Sydeuropa i 1970’erne blev Grækenland optaget i 1981, og Spanien og Portugal i 1986.

Efter Sovjetunionens sammenbrud og de østeuropæiske regimers fald blev først, i 1995, de neutrale lande Østrig, Sverige og Finland optaget, og i 2004 foregik så den store øststatsudvidelse hvor lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien blev optaget. Ved samme lejlighed røg Cypern og Malta med ind i Unionen. Men dermed var processen ikke slut. I 2007 blev Bulgarien og Rumænien optaget.^{^[21]} Spørgsmålet om Ukraines medlemskab blev som bekendt politiseret her til sidst, men fremkaldte forventeligt den velkendte storpolitiske krise. Og Tyrkiets optagelse er stadig et stridsspørgsmål.Vestens behov for Tyrkiet som opsamlingsbassin for flygtninge fra Mellemøsten har her øget dets chancer.

Den generelle tendens gennem de seneste årtier har altså været en massive ekspansion, hvorunder man også har optaget lande, som oplagt ikke har levet op til ‘Københavnskriterierne’ fra 1993.^{^[22]} Disse på ministermødet det pågældende år fastsatte krav for optagelse var ud over de indlysende krav om demokratisk styreform, overholdelse af menneskerettigheder, uafhængigt retssystem og et fungerende embedsværk også det politisk-ideologiske krav om markedsøkonomi.^{^[23]}

Ligesom Nato, der også har ekspanderet meget i den samme periode, har EU herunder gennemgået en forvandlingsproces. Man taler ganske vist meget om integration, om europæisk fællesskab, europæiske værdier, frihed og demokrati og humanitær aktion. Det er dog svært at frigøre sig fra indtrykket af en gennemgående linje af god gammeldags interesse- og magtpolitik. Den ydmygede stormagt er Rusland, og sejrherrerne er USA og Vesten. Hvis omvendt Sovjetunionen havde vundet den kolde krig og gennem diverse ‘internationale organisationer’ fra Nicaragua og Cuba i en vedvarende bevægelse nordpå havde inddraget i sit stormagtsfelt lande og stater som Mexico, New Mexico, Texas og Californien, havde man sikkert bemærket en sådan ekspansion. En sådan bevægelse ville man have set. EU’s og Natos tilsvarende bevægelse ind i Østeuropa – under andre symboler og med en anden erklæret ideologi, ganske vist – er derimod usynlig, fordi den er iklædt en anden retorik.^{^[24]} Der er en lang vej fra Robert Schumans og Jean Monnets visioner om et fredeligt samarbejdende Europa til dagens magtpolitiske realiteter. Og der er lang vej fra 1945-situationens sociale og politiske kompromis til den triumferende liberalkapitalistiske mærkning og drejning af hele EU-projektet.^{^[25]}

Men EU’s forvandling til instrument for og spydspids i en vestlig stormagtskoalitions stadige ekspansion østover og EU-landenes liberalistiske ensformning er ikke EU’s eneste problem. Den generelle økonomiske politik og de deraf flydende konvergenskriterier og krav til medlemslandene skaber åbenlyst problemer i en international situation af finansiel og økonomisk krise. EU’s landbrugspolitik er herunder et yderligere og vedvarende problem også i relation til den tredje verden. Endelig er der i demokratisk henseende et problem med Den Europæiske Centralbanks centrale stilling og den manglende politiske modvægt hertil.^{^[26]}

Dette fører videre til det meget omdiskuterede spørgsmål om ‘det demokratiske underskud’. Selv efter indførelsen af direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 fremstår dette parlament som betydeligt mindre indflydelsesrigt end både Kommissionen og Ministerrådet, for slet ikke at tale om de tilbagevendende ‘topmøder’.^{^[27]} Helt grundlæggende kan man konstatere, at enhver konstruktion, der bevæger sig fra nationalstaternes gængse internationale samarbejde over mod noget, der er betydeligt mere vidtgående og overgribende, vil få et problem med ‘demokratisk underskud’. Løsningen ville til den ene side være etableringen af en egentlig Forbundsstat efter den gængse model med et kammer, der repræsenterer hele befolkningen, og et kammer, der repræsenterer de indgående medlemsstater. Alternativt kan det demokratiske underskuds problem til den anden side løses ved en genetablering af den fulde nationale suverænitet, formindskelsen af afstanden mellem regerende og regerede og en gængs form for internationalt samarbejde. Men dette ville stadig være udtryk for en ensidig fokusering på spørgsmålet om forholdet mellem de enkelte nationalstater og EU.

Det største problem er nemlig den manglende folkelige mobilisering og opbakning. Dette er ganske påfaldende, idet EU-projektet og dets efterfølgende konstruktion, ovenfra set som eliteprogram og -proces betragtet må siges at have været ganske vellykket.^{^[28]} Men der har altid manglet kraftig folkelig opbakning nedefra. EU blev ikke båret frem eller skabt af store folkelige bevægelser, og den folkelige tilslutning har, trods udbredt opbakning i de nationale eliter og partier, været tøvende, vaklende og især her på det seneste vigende.^{^[29]} Især i løbet af de senere år er det kommet til en veritabel konfrontation mellem EU og dertil knyttede eliter og internationale institutioner på den ene side og Sydeuropas af den etablerede økonomiske krisestrategi plagede befolkninger på den anden side.

EU’s ‘demokratiske underskuds’ problem har været og bliver herunder i stigende grad selvskabt. Tilbagevendende har EU-eliten reageret med en arrogance, der bestemt ikke har medvirket til at formindske afstanden mellem eliter og befolkninger. I 2005 stemte som nævnt et flertal af vælgerne i Frankrig og i Holland nej til Den Europæiske Forfatningstraktat og i 2008 forkastede Irlands befolkning Lissabontraktaten. I alle tre tilfælde var reaktionen den samme: Befolkningerne havde, sagde EU-eliten, været for ‘uoplyste’. Der manglede kommunikation. Befolkningerne skulle altså ovenfra belæres om den rette vej. Eliterne vidste og ved bedst.^{^[30]} Ikke så underligt at højrepopulismen i Europa får mere og mere vind i sejlene på sin anti-establishment-politik og -agitation.

Da den græske premierminister George Papandreou vedvarende konfronteret med EU’s hårde sparekrav i november 2011 til sidst måtte kaste håndklædet i ringen, blev han efterfulgt af den tidligere vicepræsident for Den Europæiske Centralbank Lucas Papademos (der i øvrigt havde haft forbindelse til investeringsfirmaet Goldmann Sachs). Papademos søgte derefter i løbet af 2011-2012 at videreføre den af EU dikterede nedskæringspolitik. Grækenland havde i flere omgange fået iført store lånebeløb fra EU og IMF. Men formålet var at sikre euroen og EU’s stabilitet samt kreditorernes tilgodehavender. Den græske befolkning måtte i sidste ende betale regningen i form af drastiske spareprogrammer.^{^[31]}

Da de græske vælgere ved valget i maj 2012 protesterede mod den kriseløsningspolitik, som ‘trojkaen’, dvs. EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralank og IMF havde presset igennem over for skiftende græske regeringer, blev der blot nogle uger senere, i juni, gennemført et ‘omvalg’, hvor der efter stærke internationale intimideringer, trusler og en hjemlig kampagne i samme spor fra det konservative parti ND lykkedes at få frembragt et svagt flertal for Antonis Samaras’ konservativt ledede nye samlingsregering, der var mere imødekommende over for EU.^{^[32]}

Da de vrede, ydmygede grækere så i januar 2015 brage den venstreorienterede Tsipras regering til magten, troede denne , at han kunne snakke sig til rette med EU om en eller anden lempelig ordning. Det kun han ikke. Selvom hans politik blev godkendt af de græske vælgere ved en foleafstemning i juli 2015 blev han og hans regering til sidst tvunget i knæ og måtte indgå på de vilkår som EU og nordeuropæiske kapitalintesser og toppolitikere med Wolfgang Schäuble i spidsen dikterede. Grækenland er i dag nærmest en gældskoloni. Landet har siden 2010 mistet 25 % af sit nationalprodukt, arbejdsløsheden er på 25 %, og befolkningen er blevet forarmet som følge af den austeritetspolitik som i årenes løb blev tvunget igennem fra Bruxelles.

I Italien blev der i november 2011 indsat en tidligere EU-kommissær, Mario Monti, som premierminister. Også Italien har konstant været under et stærkt pres for at gennemføre den liberalistiske ‘austerity’-politik.^{^[33]} Det samme har været tilfældet med Spanien og Portugal samt i Irland.^{^[34]}

Kun i Island gik det ikke som sædvanligt. Island havde ellers været et neoliberalistisk mønsterland. Landet havde traditionelt haft en stor offentlig sektor, men fra 1990’erne drev de to store borgerlige partier og ledende erhvervs- og finansfolk en omfattende liberalisering og deregulering igennem. Dette førte til to store private bankers vilde spekulationer og en på disse funderet kunstig økonomisk vækst. Hele Island blev i disse år på en måde omdannet til én stor ‘hedgefond’. I 2009 kollapsede økonomien. En ny politisk konstellation, støttet til en veritabel befolkningsrevolte, nægtede at følge den gængse formel, hvorefter befolkningen skulle betale gælden tilbage til de udenlandske kreditorer, og indledte endda retsforfølgelser af de ledende personer, der havde været involveret i omfattende svindelaffærer.^{^[35]}

Over hele Sydeuropa er befolkningernes ønsker og præferencer blevet fejet til side til fordel for en økonomisk politik, som europæiske og nationale konservative og liberale politikere samt finans- og erhvervseliterne har udtænkt, som presses igennem via EU-institutionerne, som tilgodeser ‘investorernes’/‘kreditorernes’/‘finansmarkedets’ interesser, og som bæres oppe af den økonomiske logik i Europas økonomiske regionsopdeling med Tyskland som eksportlokomotiv, periferilandene som aftagere og med betaling i hård euro.^{^[36]}

Den dominerende økonomiske politik hviler teoretisk på et postulat om en ‘fælles samfundsinteresse’ og om en dertil svarende ‘nødvendig politik’. I realiteten er begge postulater – som alle andre økonomiske aksiomer og strategier – interessebestemte og politisk-ideologisk farvede.

Krisehjælpen til f.eks. Grækenland har som ovenfor anført naturligvis ikke været ydet ud fra altruisme, men med den målsætning for øje at sætte den græske stat i stand til at tilbagebetale investorerne i Tyskland og Frankrig samt at ‘redde euroen’. Landets generelle eksport-import-situation samt fordelagtige betingelser i en forudgående periode for udenlandske finansielle investeringer i landet havde hensat Grækenland i en situation med en enorm udenlandsgæld. Da den generelle krise brød igennem, og den nu for landet langt dyrere gæld skulle tilbagebetales, formåede den græske stat kun at gennemføre dette ved hjælp af EU’s hjælpepakker, idet landet som følge af de gældende eurozoneregler var afskåret fra at redde sig ud af situationen ved at devaluere. ‘Hjælpepakkerne’ er dog lån, der skal tilbagebetales, og hvortil der hele tiden er knyttet krav om gennemførelse af en intern austerity-politik. I sidste ende bliver Sorteper således givet tilbage til den græske befolkning i kraft af nedskæringer, sociale forringelser og arbejdsløshed, mens landets egne økonomiske og politiske eliter hytter deres eget skin, en ikke ukendt strategi fra tidligere kriseløsninger.^{^[37]}

Det samme gælder i de øvrige sydeuropæiske lande. Og dette gælder også i landene i Nordeuropa, men her er mekanismerne og konsekvenserne formildede af den generelle velstand i forhold til syd. Men grundlæggende er formlen den samme: Erhvervsliv, banker og investorer skal altid holdes skadesløse, den offentlige sektor og velfærdsstaten skal begrænses eller rulles tilbage, de rige skal altid forkæles, og de fattige betale. ‘Investorernes’ og ratingbureauernes stemninger og lyster er vigtigere end befolkningernes udtrykte behov og ønsker. Sådan er den dominerende filosofi og politik i det ekstremt liberalkapitalistiske samfund. Hele manøvren tjener angiveligt til at sætte ‘erhvervslivet’ i gang. Foreløbigt har den selvsamme politik nærmest sat det hele i stå.

Der er en anden skævdrejning i de gængse analyser og forklaringer og ikke mindst mediedækningen: Der fokuseres på lande og forholdet mellem landene, ikke på de forskellige sociale grupper, interesser eller magtkonstellationer internt i landene eller på disses gennemslag i den europæiske storpolitik. Det løbende fokus i mainstreamanalyserne og medierne på landene og deres samspil slører de underliggende interessekonstellationer og magtgrupperinger internt i de enkelte lande og disses gennemslag i den intereuropæiske politik.

Det generelle resultat i Europa af den rådende økonomiske doktrins postulater ophøjet til statslig anerkendt ‘sandhed’ og den dertil hørende krisebekæmpelsesstrategi, (kaldet ‘den nødvendige politik’ eller ‘ansvarlige politik’) har været en ungdomsarbejdsløshed over hele kontinentet, men dog mest i Sydeuropa, hvor den nærmer sig de 50 %.^{^[38]} Uligheden har været stigende, og det samme gælder fattigdommen.^{^[39]}

Den dominerende økonomiske politik har været ført igennem med stor skråsikkerhed. Det er jo simpelthen ‘den nødvendige politik’. Det bekymrer tilsyneladende ikke et øjeblik de politiske beslutningstagere, at der rent faktisk har været og er mange forskellige økonomiske teorier, og at der i øvrigt har været en konstaterbar tidsbinding mellem dominerende økonomisk teori og den videre samfundsmæssige og politiske konjunktur.^{^[40]} Den faktisk førte økonomiske politik og omkostningerne herved var måske ikke så selvfølgelige og uundgåelige endda. Den dominerende økonomiske politik er i grunden slet ikke ‘ansvarlig’, men udtryk for en given magt- og interessepolitik.

Den umiddelbare reaktion, da krisen brød ud i 2008, var interessant og paradoksalt nok i uoverensstemmelse med såvel den generelle neoliberalistiske kurs som den efterfølgende ‘politics of austerity’. I første omgang søgte regeringerne i USA og Europa samt i EU nemlig i deres panik at standse lavinen ved at pumpe penge ud i systemet gennem bankpakker, bailouts og genoprettelsesforanstaltninger, altså ved tiltag, der bringer en keynesiansk strategi i erindring. Ikke blot banker, men også f.eks. den amerikanske bilindustri fik herunder store statslige hjælpeindsprøjtninger.^{^[41]} Men hurtigt vendte de centrale beslutningstagere i EU, IMF og regeringerne tilbage til hovedsporet af neoliberalistisk udvikling og austerity-politik.^{^[42]}

Et andet problem har været euroen, indført i 2002 og fastholdt med stor stædighed siden. Det grundlæggende problem her er, at man indfører en fælles mønt i stater, der ellers er uafhængige, og at den monetære enhed herunder er indført i et system af fiskal forskellighed.^{^[43]} Under dette ligger igen den store forskel mellem de forskellige europæiske regioner. De såkaldte periferilande haltede traditionelt bag efter Vesteuropa, men nogle af disse har dog i de senere årtier nærmet sig det vesteuropæiske gennemsnit, hvad angår GDP pr. capita. Dog var den gennemsnitlige GDP pr. capita sat i procent af den vestlige endnu i 2005 på blot 46 %. Og landenes vækst har i mange tilfælde været et finansielt boom og præget af stor gældsstiftelse. Fortsat er de prægede af deres fortid, hvilket giver udslag i en særligt markant udformning af en ‘dual økonomi’-struktur, i gamle sociale adfærdsmønstres overlevelse og i en lavere produktivitet.^{^[44]}

EU diskuteres som regel ud fra synsvinklen: EU over for de enkelte nationalstater, hvor argumentationen kredser omkring spørgsmålet om, hvorvidt det enkelte land står sig godt ved et medlemskab eller ej, hvorvidt og i hvilken grad det afgiver suverænitet osv. Spørgsmål om forskellige interesser og magtfordelinger i de enkelte lande og på tværs af landegrænserne ignoreres som regel. Men det er ikke umiddelbart givet, at alle tyskere f.eks. har samme interesser og samme grad af magt og indflydelse, eller omvendt i en frontstilling herimod at alle grækere skulle have samme interesser og magt. Magt og interessemodsætninger – ud over brydninger mellem staterne og mellem nationalstat og union – er helt skubbet ud af synsfeltet i den moderne diskurs. Ofte formidles gennem medierne og ledende politikeres udtalelser billedet af EU som én stor velgørenhedsorganisation hvor alle hele tiden drager fordel af fællesskabet. Omvendt ser mange kritikere alene en modsætning mellem EU og den egne nation. Dette gælder selvfølgelig først og fremmest kritikerne på den europæiske højrefløj. Men selv på venstrefløjen ser man undertiden dette fokus. Klassekampen bliver i bevidstheden erstattet af nationskamp.

Denne indsnævring af synsfeltet og diskussionen hænger selvfølgelig sammen med den almindelige afblænding af interessemodsætninger og klassekonflikter også internt i de enkelte lande. I den samfundsvidenskabelige mainstream, i medierne og i den offentlige diskurs sættes fokus på ‘den nationale interesse’.

EU har i hele sit forløb placeret sig i en usikker balancegang mellem to yderpunkter, angivet som fuld national suverænitet og forbundsstat. Organisationen har tillige accentueret den klassiske konflikt mellem eliter og befolkninger. Og endelig er EU ikke neutral i forhold til givne interesser og magtkonstellationer.

EU er en unik institution, der blev udviklet under det forenede pres af den kolde krig og fremtrædende eliteaktørers situationsopfattelse og visioner, men også storpolitiske interesser på baggrund af mellemkrigsårenes og krigens erfaringer samt ikke mindst i en proces af socialt og politisk kompromis, der sikrede bibeholdelsen af den bestående sociale orden gennem etableringen af en historik blok og en dertil hørende hegemonisk ideologi. Derefter udviklede organisationen sig under den kolde krigs politiske stabilitet og den økonomiske væksts betingelser. Det var ikke EU, der skabte stabiliteten, men stabiliteten, der skabte EU. Det var naturligvis heller ikke EU der skabte velstandsstigningen, men omvendt denne der var en forudsætning for EU. I dag har vi hverken stabilitet eller udsigt til stærkt øget velstandsstigning.

EU, som det fremtræder i dag, er næppe løsningen på Europas tiltagende økonomiske, politisk-demokratiske og demografiske problemer i et nyt århundrede. EU er snarere, som det har udviklet sig, en del af den samlede problemmasse. EU og andre overnationale institutioner udgør den politiske spydspids i den fremadskridende neoliberale omstrukturering af det efter 2. verdenskrig indgåede sociale og politiske kompromis og den derved etablerede ‘indlejrede liberalisme’ og dens ledsagende hegemoniske konstruktion. I dag er der sket en forskydning fra ‘embedded’ liberalisme til ‘disembedded’ neoliberalisme, samtidig med at 1945-konstruktionens kompromisdemokrati er ved at blive forvandlet til et ‘postdemokrati’.^{^[45]}EU er blevet neoliberalismens damptromle.

Men når ‘den sociale indlejring’ fra årene efter 1945, det etablerede ‘socialpartnerskab’ samt det politiske kompromis, som det kom til udtryk i kompromisdemokratiet, undergraves, opstår der en omfattende ‘organisk krise’ i hele den bestående sociale orden. Spændingen mellem ledelse og kontrol ovenfra og massedeltagelse og folkelig legitimitet spændes til bristepunktet. Den hidtidige historiske blok og hegemoniske struktur er ved at gå i opløsning.^{^[46]} Hvad der kommer derefter er højst usikkert. Den frembrydende europæiske organiske krise føjer sig her sammen med andre af nutidens kriseagtige forløb. Fremtiden er højst usikker.

EU har under alle omstændigheder cementeret kapitalismens i forvejen så overvældende dominans. Ved ‘Enkeltakten’ i 1986, Maastrichttraktaten i 1992, på Københavnsmødet i 1993, ved Amsterdamtraktaten i 1997, ‘Stabilitetspagten’ fra 1999 (fornyet og forstærket i 2005) og Nicetraktaten 2001 stipuleredes den liberalistiske markedsøkonomi og den monetaristiske politik som værende den overordnede målsætning for EU og obligatorisk for alle daværende og kommende medlemslande.^{^[47]} På ministertopmødet i Lissabon i 2000 opprioriteredes landenes konkurrenceevne over de sociale hensyn, og i Lissabontraktaten fra 2007 proklameredes målsætningen (allerede formuleret på topmødet) om, at EU skulle være den mest konkurrencedygtige økonomi i den nye ‘vidensbaserede økonomi’.^{^[48]} Finanspagten fra 2012 bekræfter yderligere den sejrende liberalismes økonomiske doktrin og krisebekæmpelsesstrategi og foreskriver som nævnt endda, at dens grundbestemmelser skal indskrives i landenes forfatninger.^{^[49]}

Hvis ikke ideologi og virkelighed passer sammen, skal virkeligheden åbenbart ændres, så den bliver et spejlbillede af lærebøgerne.^{^[50]} Fra Maastrichttraktaten til Lissabontraktaten og Finanspagten samt i den aktuelle krisebekæmpelsespolitik kan man konstatere en på én gang doktrinært begrundet og interessemæssigt motiveret og styret anstrengelse for ovenfra at gennemføre en bestemt samfundsform og økonomisk politik.

Der kunne sikkert skrives andre historier om EU. Oprindelsen, motiverne og årsagerne hertil var komplekse. Den fulde historie ville også være tilsvarende kompleks. En anden vigtig del af historien er historien om en ‘europæisk ide’, et håb om nationalismens og de europæiske kriges overvindelse.^{^[51]} Dette var også håbet hos liberale, kristelig-demokratiske og socialdemokratiske tænkere og politikere i en initialfase. Det var i det hele taget opfattelsen hos en første generation af indsigtsfulde politikere, der her drog en smertelig indvundet erfaringslære. Men denne generation er uddød. Og en ny generation af politiske og økonomiske magthavere har i deres hybris drevet den neoliberalistiske omstruktureringsproces igennem til det yderste.

Bekæmp kapitalismen og dens neoliberalistiske instrument, stands damptromlen. Damptromlen skal stoppes ved vedvarende kamp også efter 'nejet' ved afstemningen forleden.

[1] Se en række af bidragene i Peter Gowan & Perry Anderson (eds.): The Question of Europe, London: Verso 1997, samt Neill Nugent: The Government and Politics of the European Union, Basingtoke: Palgrave 2003, part 2.

[2] Bastian van Apeldoorn: Transnational Capitalism and the Struggle over European Integration, London: Routledge, 2002, Bastian van Apeldoorn et al.: Contradictions and Limits of Neoliberal European Governance, London: Palgrave 2009, Stephen Gill: Power and Resistance in the New World Order, London: Palgrave 2003, og Kees van der Pijl: The Making of an Atlantic Ruling Class, London: Verso 2012.

[3] Robert A. Dahl: Polyarchy, New Haven & London: Yale University Press 1971. I det hele taget afspejlede de såkaldte pluralister i statskundskaben i deres teori om demokrati som elitepluralisme det etablerede politiske kompromis, men med fokus på eliterne. Se for den klassiske pluralistiske demokratiopfattelse Robert A. Dahl: Who Governs?, New Haven: Yale University Press 1961, Joseph Schumpeter: Capitalism, Socialism and Democracy (1942), New York: Harper 1975, og David B. Truman: The Governmental Process. Political Interests and Public Opinion, New York: Alfred Knopf 1951. ‘Pluralisterne’ havde generelt ikke megen blik for de videre elementer i kompromiset eller de bagvedliggende interessekonstellationer, undtagen netop Robert Dahl, der sondrede mellem ‘demokrati’ og ‘polyarki’ og i øvrigt udviklede sin opfattelse betragteligt i årenes løb (se for Dahls opfattelse og dens udvikling Palle Svensson: Robert A. Dahl, Københavns: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011).

[4] Se for begreberne ‘historisk blok’ og ‘hegemoni’ og Gramsciss politiske teori Antonio Gramsci: Selections from the Prison Notebooks (skrevet 1929-1935) (italiensk udg., Einaudi Forlag 1948-1951), engelsk udg. ved Quintin Hoare & Geoffrey Nowell Smith, London: Lawrence & Wishart 1971. Se også for eksempler på de mange forsøg på samlede tolkninger af de fragmenterede fængselsskrifter samt Gramscis tidligere skrifter bl.a. Christine Buci-Glucksmann: Gramsci and the State, London: Lawrence & Wishart 1980, Joseph Femia: Gramscis Political Thought, Oxford: Clarendon Press 1981, og Anne Showstack Sassoon: Gramsci’s Politics, London: Croom Helm 1980. Og for nutidige forsøg på at applicere Gramscis grundbegreber og teori, med særligt henblik på samspillet mellem national og international politik, Bastian van Apeldoorn: Transnational Capitalism and the Struggle over European Integration, London: Routledge 2002, Bastian van Apeldoorn et al.: Contradictions and Limits of Neoliberal European Governance, London: Palgrave 2009, Andreas Bieler & Adam David Morton (eds.): Social Forces in the Making of the New Europe. The Reconstruction of European Social Relations in the Global Political Economy, London: Palgrave 2001, Robert Cox: Production, Power and World Order. Social Forces in the Making of History, New York: Columbia University Press 1987, Stephen Gill: Power and Resistance in the New World Order, London: Palgrave 2003, og Kees van der Pijl: The Making of an Atlantic Ruling Class, London: Verso 2012.

[5] Mark Blyth: Great Transformations. Economic Ideas and Institutional Change in the Twentieth Century, Cambridge University Press 2002, David Harvey: A Short History of Neoliberalism op.cit., kapitel 1, Eric Hobsbawm: Age of Extremes op.cit., kapitlerne 8-11, Mark Mazower: Dark Continent op.cit., kapitel 9, John Ruggie: “International Regimes, Transactions, and Change: Embedded Liberalism in the Postwar Economic Order”, International Organization, 36 (2), 1982.

[6] Se for Socialdemokratiernes udvikling Julius Braunthal: History of the International, vols. I -III, London: Nelson 1966-1971, og Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London & New York: Tauris 1996. Se videre for hele problematikken Perry Anderson & Patrick Camiller (eds.): Mapping the West European Left, London: Verso 1994, Stefan Berger & David Broughton (eds.): The Force of Labour. The Western European Labour Movement in the Twentieth Century, Oxford: Berg 1995, og Herbert Kitschelt: The Transformation of European Social Democracy, Cambridge University Press 1994.

[7] Se en række af bidragene i Peter Gowan & Perry Anderson (eds.): The Question of Europe, London: Verso 1997, Alan Milward: The Reconstruction of Western Europe 1945-51, London: Routledge 1984, og Neill Nugent: The Government and Politics of the European Union, London: Palgrave 2003, part I. Fremstillingerne af begivenhedsforløbende er ikke meget forskellige fra min, men derimod nok den overordnede tolkning. Gennemgående er spørgsmålet om forholdet mellem nationalstaterne og EU i fokus. Mit fokus er et andet, nemlig det angivne, og i tilknytning til neogramscianerne, på magt og interesser og samspillet her mellem intern situation og EU-udvikling.

[8] Se for den franske opfattelse og politik Alan Milward: Reconstruction of Western Europe op.cit., kapitel IV.

[9] Se for overvejelserne om en europahær og Pleven-planen Tony Judt: Postwar. A History of Europe Since 1945, London: Vintage 2010, pp. 44-46.

[10] Alan Milward: Reconstruction of Western Europe op.cit., kapitlerne XII, XIII og XIV, og Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., part I, kapitel 3.

[11] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., pp. 24-28.

[12] Se for Luxembourg-kompromiset Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., pp. 170 ff.

[13] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., pp. 24-30.

[14] Tony Judt: Postwar op.cit., pp. 529-532, Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., kapitel 14, Tomasso Padoa-Schioppa: “Engineering the Single Currency” i Peter Gowan & Perry Anderson (eds.): The Question of Europe op.cit., kapitel 11, Sam Aaranovitch & John Grahl: “Building on Maastricht” i Peter Gowan & Perry Anderson (eds.): The Question of Europe op.cit., kapitel 13, og Edward Luttwak: “Central Bankism” i Peter Gowan & Perry Anderson (eds.): The Question of Europe op.cit, kapitel 15.

[15] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., pp. 60-70, og Tony Judt: Postwar op.cit., pp. 713-716. Og for Romtraktatens passus om målsætningen Udenrigsministeriet: Oversættelse af traktat om oprettelse af det europæiske økonomiske fællesskab, København 1957, p. 7, hvor der tales om “at opbygge grundlaget for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadig snævrere”.

[16] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., pp. 70-80 samt kapitlerne 6 og 7. Se også Bastian van Apeldoorn et al.: Contradictions and Limits of Neoliberal European Governance, London: Palgrave 2009.

[17] Se den detaljerede gennemgang i Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., part 2, kapitel 7, og part 4.

[18] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., part 3, kapitel 11.

[19] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., part 3, kapitel 9.

[20] Eva Berie et al (red.): Der Neue Fischer Almanach 2014, Frankfurt a.M.: Fischer Taschenbuch 2013, p 547. Se for udviklingen i medlemsskabet og problemer forbundet hermed Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., part 5, kapitel 21.

[21] Se ud over Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit. for de senere års udvidelser http://ec.europa.eu/enlargement/index_en.htm samt landeopslagene i Neue Fischer Almanach 2014 op.cit..

[22] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., p. 495. Se videre for en analyse af københavnskriterierne sat i et videre teoretisk og historisk perspektiv Lene Bøgh Sørensen: “Nationale og etniske konflikter i Østeuropa og EU’s østudvidelse – spørgsmålet om fortidens lærdom og fremtidens muligheder” i Morten Kelstrup, Ove K. Pederen & Ib Damgaard Petersen (eds.): Politiske processer og strukturer i det 21. århundrede, København: Forlaget Politiske Studier 2004, pp. 338-390.

[23] Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., p. 495.

[24] Sandt nok var og er Vesten af historiske grunde demokratisk, med det indhold dette begreb og den tilsvarende praksis efterhånden har fået, men den internationale magtpolitiske ekspansion er ikke desto mindre umiskendelig. I frihedens og demokratiets navn ekspanderer ‘Vesten’ østpå.

[25] Se for analyser af denne magtpolitiske og ideologiske dimension Bastian van Apeldoorn et al.: Contradictions and Limits of Neoliberal European Governance, London: Palgrave 2009, og Andreas Bieler & Adam David Morton (eds.): Social Forces in the Making of the New Europe. The Restructuring of European Social Relations in the Global Political Economy, London: Palgrave 2001.

[26] Sam Aaronovitch & John Grahl: “Building on Maastricht” op.cit., og Edward Luttwak: “Central Bankism” op.cit.

[27] Se for EU’s struktur her Neill Nugent: Government and Politics of the European Union op.cit., part 3 og part 4.

[28] Se Göran Therborns analyse af EU som et vellykket eliteprojekt, Göran Therborn: European Modernity and Beyond, London: Sage 1995, pp. 341-347.

[29] Ifølge Neill Nugent har, til trods for de etablerede partiers vedvarende anbefalinger, blot omkring en tredjedel af befolkningerne over en længere periode være egentlige tilhængere af EU, Neill Nugent: The Government and Politics of the European Union, London: Palgrave Macmillan 2003, pp. 456-457. Det karakteristiske i de senere års udvikling er så det forhold, at den direkte modstand er steget betydeligt, jf. Ian Traynor: “Crisis for Europe as trust hits record low”, The Guardian, 24. april 2013. Med sikkert god grund frygter de etablerede partier og EU’s eliter europaparlamentsvalget i maj 2014.

[30] Eksemplet er fremdraget af Slavoj Žižek: Living in the End Times, London: Verso 2011, pp. 176-179. Žižek er også på det punkt interessant, fordi han går ind for et overordnet EU-projekt, men samtidig skarpt kritiserer dets elitære og neoliberale, kapitalistiske udformning.

[31] Ivan Berend er her tilbøjelig til at fremstille EU-hjælpepakkerne til Grækenland som udslag af en slags altruisme, medens han omvendt fremstiller den græske befolkning og de græske politikere som letsindige og ‘levende over evne’, se Ivan Berend: Europe in Crisis op.cit., pp. 13-22 og pp. 116-117. Men dette er eliternes og mediernes fortælling. Se for en alternativ analyse Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone, London: Verso 2012. Se videre for en generel kritik af denne type krisepolitik anvendt i en tidligere fase Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, New York: Norton 2002, kapitlerne 4 og 5, og af dens genoptagelse Joseph Stiglitz: Freefall. Free Markets and the Sinking of the Global Economy, London: Penguin 2010. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at Ivan Berend efterfølgende i sin forklaring på krisen lægger hovedvægten på to sæt af strukturelle forandringer: kapitalismens forvandling til en ‘finansialiseret kapitalisme’ og ‘konsumsamfundets’ generelle udvikling (Europe in Crisis op.cit., kapitlerne 3 og 4). Der sker her et bemærkelsesværigt skift i hans beskrivelse og forklaring.

[32] Se for den græske problematik Ivan Berend: Europe in Crisis. Bolt from the Blue?, New York: Routledge 2013, pp. 13-22, og Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone, London: Verso 2012.

[33] Ivan Berend: Europe in Crisis op.cit., pp. 22-26 og pp. 32-34.

[34] Ivan Berend: Europe in Crisis op.cit., pp. 31-32 og pp. 34-36.

[35] Ivan Berend: Europe in Crisis op.cit., pp. 7-13.

[36] Ivan Berend: Europe in Crisis op.cit., og Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone op.cit.

[37] Se beskrivelsen og analysen hos Joseph Stiglitz af en række af disse tilfælde, Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, New York: Norton 2002.

[38] ILO: Global Employment Trends for Youth 2013. A generation at risk, Geneve: International Labor Office 2013.

[39] OECD: “An Overview of Growing Income Inequalities in OECD Countries. Main Findings”, Paris: OECD 2011, http://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/bp174-cautionary-tale-austerity-inequality-europe-120913-summ-en.pdf . Se videre også note 156.

[40] Se for den store spændvidde af økonomiske teorier Mark Blaug: Economic Theory in Retrospect, Cambridge: Cambridge University Press 1985, og for de tids- og stedsbestemte skift i opfattelser Mark Blyth: Great Transformations. Economic Ideas and Institutional Change in the Twentieth Century, Cambridge University Press 2002. Det er umiddelbart forbløffende, at ellers indsigtsfulde politiske og økonomiske beslutningstagere i deres valg og økonomiske strategier kan udgå fra en grundantagelse om, at ‘økonomerne siger jo’, og at der findes én bestemt ‘nødvendig politik’. Opfattelsen og de deraf flydende udtalelser forudsætter, ud over en negligering af den faktiske teoretiske mangfoldighed, også en tidstypisk sammenblanding af politik og ‘videnskab’. Den klassiske liberale sondring mellem videnskab og politik og hele Humboldt-idealet om den frie uafhængige videnskab er ikke længere relevant i den nye orden af magt og ideologi. Helt grundlæggende drejer det sig naturligvis om interesser, magt og indflydelse.

[41] Ivan Berend: Europe in Crisis.op.cit., pp. 115-118.

[42] Ivan Berend: Europe in Crisis.op.cit., pp. 118-122.

[43] Ivan Berend: Europe in Crisis.op.cit., pp. 52-59 og pp. 83-90, samt Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone op.cit.

[44] Ivan Berend: Europe in Crisis.op.cit., pp. 36-45 og p. 84.

[45] Se for begrebet ‘embedded market’ Karl Polanyi: The Great Transformation (1946), Beacon Press 1957, og for begrebet ‘embedded liberalism’ John Ruggie: “International Regimes, Transactions, and Change. Embedded Liberalism in the Postwar Economic Order”, International Organization, 36 (2), 1982. Se videre for neogramscianske forsøg på at analysere skiftet i ‘historisk blok’ og ‘hegemonisk konstruktion’ fra 1945 til i dag Bastian van Apeldoorn: Transnational Capitalism and the Struggle over European Integration, London: Routledge 2002, Bastian van Apeldoorn et al.: Contradictions and Limits of Neoliberal European Governance, London: Palgrave 2009, Robert Cox: Production, Power and World Order. Social Forces in the Making of History, New York: Columbia University Press 1987, Andreas Bieler & Adam David Morton (eds.): Social Forces in the Making of the New Europe. The Reconstruction of European Social Relations in the Global Political Economy, London: Palgrave 2001, Stephen Gill: Power and Resistance in the New World Order, London: Palgrave 2003, og Kees van der Pijl: The Making of an Atlantic Ruling Class, London: Verso 2012. Se videre for udviklingen frem mod et ‘postdemokrati’ Colin Crouch: Post-Democracy, Cambridge: Polity Press 2004.

[46] Bastian van Apeldoorn: Transnational Capitalism and the Struggle over European Integration, London: Routledge 2002, Bastian van Apeldoorn et al.: Contradictions and Limits of Neoliberal European Governance, London: Palgrave 2009, Stephen Gill: Power and Resistance in the New World Order, London: Palgrave 2003, og Kees van der Pijl: The Making of an Atlantic Ruling Class, London: Verso 2012.

[47] Ivan Brend: Europe in Crisis. Bolt from the Blue?, London: Routledge 2013, pp. 86-87 og pp. 129-130, Jesper Jespersen: Euroen, København: Forlaget DEO 2012, Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone, London: Verso 2012, og Neill Nugent: The Government and Politics of the European Union, London: Palgrave 2003, 57-108

[48] Se for den neoliberalistiske deformering af EU videre Bastian van Appeldoorn: Contradictions and Limits op.cit.

[49] Ibid.

[50] Se for Jeltsin-perioden i Rusland Reddaway & Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms. Market Bolshevism Against Democracy, Washington: United States of Peace Research 2001. ‘Markedsbolsjevisme’ går på den karakteristiske anstrengelse for ovenfra at gennemføre liberalkapitalismen. Men det samme fænomen er i grunden iøjnefaldende, når man betragter den vesteuropæiske udvikling gennem de sidste årtier.

[51] Se f.eks. Timothy Garton Ash: History of the Present, New York: Random House 2011, der dog desværre er skæmmet af forfatterens sort/hvide koldkrigssyn og den mere indfølende og historisk bevidste Geert Mak: In Europe. Travels through the Twentieth Century, London: Vintage 2008, samt naturligvis Jürgen Habermas’ visionære The Crisis of the European Union. A Response, Cambridge: Polity Press 2013. Alle tre fokuserer på vision og potentiale. Jeg har derimod fokuseret på de magt- og interessepolitiske realiteter i udviklingen 1945-2008.

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december« på Modkraft Biblioteket.

Marx: Facitliste eller inspiration?

Curt Sørensen — Sat, 14 Nov 2015 09:59:37 +0000

Af Curt Sørensen

I et indlæg i oktober nummeret af Kritisk Debat og nu her på Modkraft (d. 2/11) tilslutter Anders Lundkvist sig Böhm-Bawerks klassiske kritik af Marx’ værditeori. Men denne kritik hviler på en fejlopfattelse af Marx’ værditeori, der af Böhm-Bawerk (og AL) opfattes substantialistisk, ikke som primært en værdiformanalyse.

I stedet falder Anders Lundkvist tilbage på en generel historisk materialisme. Det kan man gøre. Det har jeg selv gjort, først og fremmest fordi en række af de samfund jeg studerede var samfund med manglende kapitalistisk eller fejlslagen kapitalistisk udvikling (Østeuropa, Rusland). Men kommer vi til udviklede moderne kapitalistiske samfund, så er en forståelse af hvad ’kapitalisme’ i sin grundstruktur og funktionsmåde egentlig er nødvendig. Og her er Marx’ kapitalanalyse og værditeorien igen uomgængelig, men bestemt ikke uden problemer.

Nu har der eksisteret ’udbytning’ i alle klassesamfund. Det er netop det der er karakteristisk for klassesamfund. Ved ’udbytning’ kan man igen forstå det samfundsmæssige forhold, at et lille mindretal i kraft af kontrol over produktionsmidler og andre ressourcer tilegner sig det samfundsskabte merprodukt og bestemmer over dets videre anvendelse. I vidt forskellige samfund og under vidt forskellige regimeformer, orientalske despotier, antikke slaveøkonomier, middelalderens feudalsamfund, kapitalistiske samfund, Det tredje Rige, Stalins Rusland, latinamerikanske militærdiktaturer, og moderne vestlige ’demokratier’, forekom og forekommer der ’udbytning’ i denne elementære forstand. Det spørgsmål, der rejser sig, er imidlertid spørgsmålet om hvad der er det særegne for ‘udbytning’ i kapitalistiske samfund, hvad er dens specifikke samfundsmæssige form?

Spørgsmålet er provokerende og dybt kritisk fordi al mainstream historieskrivning og samfundsvidenskab siden kapitalismens begyndelse simpelthen har benægtet at noget sådant forekom. I den moderne neoklassiske økonomi taler man f.eks. om ’produktionsfaktorernes aflønning’, men slet ikke om ’udbytning’ og ’klasser’. Ja, knap nok om ’kapitalisme’ blot om ’markedet eller ’økonomien’, i moderne sociologi om ’individernes selvrealisering’ og i statskundskaben om ’medborgerskab’. Man kan med de begreber, som man opererer med i mainstream samfundsvidenskaberne, ikke en gang tænke ’klasser’, ’udbytning’ og ’kapitalisme’. Men det kan Marx. Det er derfor de første er mainstream, medens Marx er en outcast.

Det særegne for kapitalismen er at det er et ekstremt vareproducerende samfund og det særegne for kapitalistisk udbytning er at den fremkommer gennem et sådant samfunds helt normale funktionsmåde. I kapitalistiske samfund råder der en dobbelt adskillelse mellem de der kontrollerer produktionsmidlerne og de der ikke gør det og mellem de direkte producenter indbyrdes. Der råder det grundforhold, at producenterne blot kan forholde sig til hinanden på en indirekte måde gennem udvekslingen af varer på et marked. Den samfundsmæssige arbejdsdeling der må finde sted i ethvert samfund for at dette overhovedet kan fungere og reproducere sig selv sker i kapitalistiske samfund på en kaotisk, krisefyldt måde.

Værditeoriens formål er netop at blotlægge og analysere denne proces. Som den engelske marxist John Weeks udtrykker det: ” No divison of labor is established by custom or central authority prior to production . Producers discover through the exchange of their products whether their individual production decisions conform to the requirement that a society as a whole be reproduced in an adequate manner. In some manner, via the interaction of commodity producers, private labor must be integrated into a socially cohesive whole. The labor theory of value is the analysis of how private labor becomes socialized and explains this process through an analysis of how concrete, specific labor is rendered abstract.”[1]

Marx selv kritiserede så de klassiske politiske økonomer, selv de største af disse, Adam Smith og Ricardo, for eensidigt at fokusere på værdistørrelser (som for dem samtidig var lig med pris) og abstrahere fra værdiformen. Men derved forbiså de netop den historisk-sociale specifikation: ”Die Wertform des Arbeitsprodukts ist die abstrakteste, aber auch allgemeinste Form der bürgerlichen Produktionsweise, die hierdurch al eine besondere Art gesellschaftlicher Produktion und damit zugleich historisch charakterisiert wird ”, erklærede Marx heroverfor. [2]

En vares værdi er ikke en substans, en egenskab som varen besidder, men en relation, nemlig relationen mellem individuelt arbejde og samfundets totale mængde arbejde således som formidlet gennem udvekslingen på markedet. Det er analysen af selve værdiformen der er det vigtigste for Marx. En for eensidig optagethed af det kvantitative problem, spørgsmålet om værdistørrelser tilslører dette fokus og fører i øvrigt let tilbage til den substantialistiske værditeori, som han brød med.

Michael Heinrich fremsætter endda i sin indflydelsesrige Die Wissenschaft vom Wert den tese, at Marx i sin almindelige bevægelse bort fra den klassiske økonomis og den efterfølgende marginalismes paradigmer i sit brud med disse og under udviklingen af sit nye paradigme ikke desto mindre på flere punkter blev hængende i de gamle opfattelser, hvilket igen forklarer en række af ambivalenserne og problemerne i hans egen efterfølgende teoriudvikling.[3]

Vi kan altså slå fast, at hos Adam Smith og Ricardo var værditeorien en pristeori. Det var den ikke for Marx. Men da den klassiske økonomi blev fortrængt af Marshall og marginalismen blev også Marx fejet til side som værende ’forældet’ fordi han -troede man- hyldede en forkert pristeori. Marx’ værditeori havde imidlertid et helt andet sigte end både den klassiske økonomis og senere den neoklassiske økonomis teorier om værdi/pris.

Den neoklassiske økonomis interesse er spørgsmålet om optimal fordeling af knappe goder og ressourcer i ethvert samfund.[4] Marx er interesseret i at analysere det historisk specifikke i kapitalismens funktionsmåde. Den neo-klassiske økonomi naturaliserer økonomien. Marx historiserer og sociologiserer denne. Den neo-klassiske økonomi fokuserer på priser forstået som ad hoc krydsningspunkter mellem udbuds- og efterspørgselskurver. Marx fokuserer på værdi som et sammenfattet udtryk for den proces hvorved adskilte konkrete arbejder bliver til abstrakt arbejde i et samfundsmæssigt hele. Pris og værdi er for Marx forskellige størrelser. Marx’ hele teori er ikke nogen pristeori i neo-klassisk forstand, men en historisk-sociologisk teori om den rendyrkede kapitalismes funktionsmåde.

Pris og værdi er altså hos Marx helt forskellige størrelser. Men der er på den anden side dog også en relation mellem pris og værdi. I ’Kapitalens’ bind I behandler Marx produktionen af værdi og merværdi og akkumulationen af kapital.[5] I bind II behandler han cirkulationen og dens problemer. [6]Bind III er så tænkt som en sammenfatning af hele processen. [7]

Marx bevæger sig herunder op og ned ad abstraktionsstigen idet han først søger at udvikle de mest abstrakte begreber for så efterfølgende stadigt at tilføje nye bestemmelser således nærmende sig den givne konkrete virkelighed. I den forbindelse indfører han så i bind III begrebet ’produktionspriser’ og forsøger at omregne sine værdistørrelser til prisstørrelse. Dette i sig selv underordnede problem har haft stor betydning i diskussionen omkring Marx’ værditeori fra Böhm- Bawerks kritik til Samuelson og også ført til at mange tidligere marxister helt har opgivet værditeorien.

Den amerikanske marxist Andrew Kliman har gennemgået hele striben af de gængse kritikere på dette punkt og tilbagevist dem en efter en. Hvis man opgiver kritikernes statiske sammenligning af input og output og i stedet analyserer forbindelsen mellem input og output som en flow over tid, the temporal single-system interpretation, så forsvinder alle angivelige modsigelser og paradokser og Marx’ teori kan opretholdes som værende konsistent.[8]

Det egentlige problem og udfordringen består så i nærmere at analysere ’sammenstødet’ og ’brydningerne’ mellem værdi og priser. Men værdi forbliver for Marx den fundamentale kategori. Vi befinder os tillige også her på forskellige abstraktionsniveauer, hvilket i sig selv ikke er problemløst. Og måske er også selve sammenligningen af prisstørrelser og værdistørrelser halsløs gerning. [9]

Vi tilbagestår med det intrikate problem om værdistørrelsen. En række marxister søger her at analysere den moderne kapitalismes problemer og bevægelser ud fra de grundlæggende bevægelser i værdien. [10] Hvordan harmonerer disse bestræbelser med alternative opfattelser der netop fremhæver værdiformen? Jo mere man fokuserer på værdistørrelser, des mere bevæger man sig i retning af at udvikle en alternativ marxistisk økonomi, men desto større bliver også risikoen for at glide tilbage i et substantialisisk, det vil sige Ricardiansk, værdibegreb. Den fare undgår man hvis man alternativt helt fokuserer på vædiformen. Til gengæld bliver det så svært at udvikle en alternativ økonomi. Man kan så her forsøge at fokusere på akkumulationen og den fremadskridende forstening af alle sociale forhold, samt den grundlæggende proces af udbytning.

Marx påviser hvorledes der i kapitalismen er indbygget en særegen dynamik i retning af vedvarende og eskaleret akkumulation, ikke af brugsværdi, men af værdi og dens synlige udtryk penge. Denne akkumulationslogik er i dag endnu mere fremtrædende end på Marx’ tid. Den abstrakte værdiskabelse er helt overgribende og styrer i dag alle samfundsmæssige aktiviteter og institutioner. Ikke blot traditionelle områder for materiel produktion, men også immaterielle erhverv, medierne, sygehuse, skoler, ja, selv universiteterne er i dag reduceret til instrumenter for denne vedvarende jagt på akkumulation af værdi. Alt er underkastet ’den store akkumulations-Molok’. [11] Produktionen af brugsværdier er kun en bi effekt, ikke den styrende målsætning og dynamik. Hele den type analyse undsiger man sig ved at vælge Keynes og Roemer frem for Marx.

I den kapitalistiske reproduktions proces foregår der alt imens en stille upåagtet overførsel af det samfundsskabte merprodukt til den herskende klasse, som er defineret ved netop denne tilegnelse. Denne overførelse og tilegnelse er ikke blot skjult, den er mystificeret af bevidsthedsformer der udspringer af selve kapitalismens fundamentale struktur og funktionsmåde. Marx taler i et berømt afsnit i ’Kapitalen’ om Fetichisme. [12]Man kan ikke læse om Fetichisme hos Keynes endsige hos mainstream økonomerne.

Der er heller ikke tale om blot snyderi, manipulation eller primitiv voldsudøvelse. Det er som om Marx siger til os: Lad os tage kapitalismens ideologer på ordet og antage at kapitalismen faktisk fungerer efter principperne ’frihed, lighed, ejendom og Bentham’.[13]Sådan ser det også ud når vi betragter cirkulationssfærens overflade: ’frihed’ fordi vi har at gøre med formelt frie lønarbejdere, ’lighed’ fordi ækvivalent byttes for ækvivalent, ’ejendom’ fordi enhver tilsyneladende råder over sit eget og ’Bentham’ fordi slutresultatet tilsyneladende er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Går vi imidlertid her videre end til kun at betragte cirkulationssfæren så viser det sig, at hele den samfundsmæssige proces i kraft af forskellen mellem arbejdskraftens værdi og arbejdets værdi fungerer, lige som tilfældet er det i ethvert andet klassesamfund, således at det samfundsskabte merprodukt overføres til de der kontroller produktionsmidlerne. Marx’ ’Kapitalen’ er dybt ironisk.

Så vidt, så godt. Marx er i dag mere aktuel end nogensinde simpelthen fordi kapitalismen er så uhyre stærk og altgennemtrængende. Kapitalismekritikken med samt værditeorien er påtrængende aktuel. Alligevel er der også en række problemer. For det første er der det forhold, at Marx’ ’Kapitalen’ aldrig blev færdig, at der eksisterer forskellige planudkast, samt rekonstruktioner foretaget af Friedrich Engels. [14] Dette maner til forsigtighed når det gælder udtalelser om ’hvad Marx egentlig har ment’. Det afgørende må være selve hans tilgang og forskellen til mainstream økonomien og andre samfundsvidenskaber.

Derudover rejser der sig en række grundspørgsmål: Hvor bliver aktørernes handlinger af i alt dette? Det er som om den af Marx analyserede kapitallogik får selvstændigt liv, et problem Marx i øvrigt selv lå og rodede med.[15] Hvorledes er nærmere forholdet mellem aktører og strukturer? Det konkrete forhold mellem forskellige områder og aktiviteter i historisk konkrete samfund? Og forholdet mellem kapitalisme og ikke kapitalistiske ’omgivelser’? Hvorledes skal i det hele taget forholdet være mellem den abstrakte kapitalanalyse og analyser af konkrete historiske forløb?

1970’ernes kapitallogiske skole veg uden om en lang række af de oven angivne problemer og spørgsmål. Ikke så mærkeligt, at de fleste kritiske studenter på statskundskab i Århus den gang valgte at lade sig inspirere af Althusserskolen. Den forekom at være mere brugbar når det gjaldt analysen af politiske og samfundsmæssige forhold i ’den tredje verden’ som mange her interesserede sig så stærkt for. Hans Jørgen Schanz fortalte dem blot at de her måtte ”gå til den borgerlige videnskab”, altså den form for videnskab de netop rebellerede imod. Det var dybt frustrerende. Men ovre på Idehistorie havde de ikke de problemer. Så her rådede kapitallogikken i dens daværende form. Anders Lundkvist var en af de få på statskundskab, som var inspireret af datidens kapitallogik.

Jeg var selv på det tidspunkt meget optaget af Roman Rosdolsky’s tolkning af Marx, der var en øjenåbner i forhold til den mainstream økonomi vi kendte og den løbende reduktion af Marx til ’fejlslagen økononom’, som vi var udsatte for. Under et ophold på Freie Universität i Berlin havde jeg desuden også stiftet bekendtskab med den tyske kapitallogiske skole, specielt den solidt arbejdende gruppe ’Projekt Klassenananlyse’ der bla.a. producerede en række bøger om nogle af marxismens klassikere, f.eks. Lenin, Kautsky og Rosa Luxemburg. [16]Gruppens fokus var imidlertid, syntes jeg, alt for indsnævret til de pågældendes kapitallæsning. Derudover havde den en alt for enkel, lineær opfattelse af forholdet mellem teori og praksis. Politiske fejl blev her forklaret ene og alene ud fra en angivelig forkert teoriforståelse. Men det er sandelig meget mere kompliceret end som så.

Jeg havde i det hele taget generelt en kritisk indvending mod den kapitallogiske skoles arrogante nedvurdering af hele den marxistiske politiske tradition som blev kategoriseret som værende blot ’postmarxisme’, én sump af uforstand og uformåenhed.[17] Jeg havde beskæftiget mig med Marx’ egen politiske teori, med Kautskys og Luxemburgs studier af arbejderbevægelsens og socialismens udvikling i Europas mest dynamiske industrielle kapitalistiske samfund, med Lenins analyser af den revolutionære bevægelses vilkår og karakter i et periferisamfund, med Trotskys teori om ujævn og kombineret udvikling, med Luxemburgs, Lenins, Bukharins og Hilferdings teorier om imperialisme og verdenskrig, med Angelo Tascas, Otto Bauers og August Thalheimers analyser af fascismen og med Antonio Gramscis analyse af reifikation, hegemoni og organisk krise. Nu fik jeg at vide, at det alt sammen var værdiløst fordi disse teoretikere ikke havde læst Marx på samme måde som man gjorde det på Idehistorie i Aarhus i 1970’erne. [18]

Nicos Poulantzas interesserede sig i det mindste for politik og hans strukturalisme var en nyttig modvægt til mainstream statskundskabens også den gang så ensidige adfærdsorientering. [19] Vi var den gang opdraget i den officielle statskundskabs ambition om med afsæt i David Easton at udvikle en generel teori om menneskelig adfærd i dets politiske aspekt.[20] En modteori måtte være historisk bevidst, bevidst om strukturelle forhold og samtidig også om handlingsdimensionen. Det var faktisk en kamp overhovedet at vriste sig løs af den dominerende metodologiske individualismes og behaviouralismes jerngreb. Althusserskolen var her et velkomment bud.

Men på den anden side var jeg generelt utilfreds med Althusser skolens abstrakte strukturalisme og manglende interesse for handlingsdimensionen.[21] I stedet søgte jeg så, støttet til Thesen über Feuerbach og Deutsche Ideologie, at rekonstruere Marx som struktur-aktør teoretiker.[22]Samtidig valgte jeg et andet fokus end både kapitallogikerne og Althusserskolen: Hvor kapitallogikerne var optaget af den abstrakte kapitalanalyse og Althusserskolen hang for meget fast i et fokus på strukturer og strukturel kausalitet, dykkede jeg ned i den konkrete historie, i de faktiske -og forskellige- historiske processer. Men samtidig ville jeg dog undgå at glide tilbage i den rene adfærdsanalyse, som var så dominerende på Statskundskab.

Min teoretiske ur-inspiration blev her Marx’ analyse af forholdet mellem samfundsmæssig adfærd (Verhalten) og samfundsmæssige forhold (Verhältnisse) og Rosa Luxemburgs dialektiske analyser af spillet mellem massernes handlinger og det hun kaldte ’die Logik der Sache’. Denne optagethed af handlingsdimensionen og dialektikken mellem Verhalten og Verhältnisse styrkedes yderligere under mine mangeårige studier af europæisk arbejderbevægelses og socialismes udvikling, hvor jeg blev fascineret af det komplekse forhold mellem teori, ideologi og handling. Endelig blev jeg under et ophold på LSE i London i begyndelsen af 70’erne teoretisk inspireret til at se Marx som den dialektiske ’Aufhebung’ af de modstående teoretiske positioner hos aktør teoretikeren Max Weber og den sociale objektivismes teoretiker Emile Durkheim.[23]

Men jeg er i de senere år, under indtryk af kapitalismens enorme styrke, tillige blevet mere og mere overbevist om nødvendigheden af en supplerende analyse af kapitalismens fundamentale struktur og funktionsmåde. Det er nok vigtigt at studere de konkrete bevægelser af arbejdermodstand og socialistisk kamp i deres historiske mangfoldighed og kompleksitet og herunder lære af begåede fejl. Men det er også nødvendigt – mere end nogensinde- at studere den udfoldede kapitalisme, herunder dens grundstruktur og –proces, hvilket igen kræver en analyse af kapitalismen i sin ’ideale Durchschnitt’. De to spor må kunne føjes sammen.

Det der er blevet kaldt ’die neue Marx-Lecture’ deler heller ikke længere 70’ernes kapitallogiske skoles begrænsninger (dog desværre stadig dens arrogante forsimpling af arbejderbevægelsens og socialismens historie og kamperfaringer), men udfolder sig over et bredt felt med mange varianter og nuancer og også indbyrdes diskussion. Og også uden for denne retning er der en bred vifte af tilgange og forsøg. Neomarxismen er mangfoldig, åben og under’ stadig udvikling, men den stritter unægtelig i noget forskellige retninger, hvilket vel heller ikke i sig selv er nogen ulempe. [24] Problemet ligger mere i manglen på en samlet massebevægelse og en heri forankret relation mellem teori og praksis.

Der er også en anden bemærkelsesværdig forskel: 70’ernes kapitallogikere var som besat af den tanke, at der er en eentydig, autentisk Marx, som man kunne rekonstruere, når blot man kunne gå bagom ’postmarxismens’ mange mislæsninger og misforståelser. Når man så havde rekonstrueret den autentiske Marx, havde man ’svaret’, facitlisten, så at sige. De moderne marxister er meget mere søgende. De er opmærksomme på ambivalenser, problemer og uklarheder hos Marx. De ser mere Marx’ teoretiske virksomhed som en proces, end som et afsluttet, færdigt arbejde, mere som en udfordring og inspiration end som en færdig facitliste. Omvendt for mange af de moderne eks-marxistiske Marx kritikere: Når de ikke længere kan bruge Marx som en sådan facitliste, er han for dem uinteressant. I virkeligheden er det dem der lukker til.

Løsningen ligger under alle omstændigheder ikke i nogen tilbagegang eller overgang til mainstream samfundsvidenskabernes ahistoriske skematiske og individfiksering. Marx anlagde et totalitetsperspektiv og en historisk betragtningsmåde og søgte med sin værditeori at indfange det historisk specifikke i det ekstremt vareproducerende samfund. Teorien er uomgængelig hvis man vil forstå dette samfund som et historisk skabt og forbigående produkt og ikke nogen tidløs ’økonomi’ som i mainstream økonomien eller ’historiens afslutning’ som i statskundskaben.

Marx og traditionen efter ham har formået at tackle en række komplicerede grundproblemer samt også til stadighed ’nye’ problemstillinger der dukkede op i de faktiske historiske processer.[25] Traditionen har vist sig at være forsknings frugtbar og den udgør samtidig det eneste kritiske alternativ til andre bestående traditioner for samfundsanalyse. Den har et revolutionært potentiel. Det har Keynes ikke. Og hvad mainstream samfundsvidenskaben angår, så er den netop mainstream og indgår som sådan i den herskende ideologi.

[1] John Weeks: Capital and Eploitation, Princeton University Press 1981, p 30. Se også Alex Callinicos: Deciphering Capital., London: Bookmarks 2014, kapitel 4, Michael Heinrich: An Introduction to the Three Volumes of Karl Marx’s Capital, New York: Monthly Review Press 2004, pp 46-55, Roman Rosdolsky: Zur Entstehungsgeschichte des Marxschen ‘Kapital’, Band I, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1969, 148-154, og I..I. Rubin: Essays on Marx’s Theory of Value, (1928), Detroit: Black & Red 1972, pp 63-75

[2] Karl Marx: Das Kapital, (1867), MEW, Bnd. 23, Berlin: Dietz Verlag 1970, p 95, note 32

[3] Michael Heinrich: Die Wissenschaft vom Wert. Die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition, Münster: Westphälisches Dampf boot, 2014

[4] Se for en fængslende gennemgang af den økonomiske videnskabs fremadskridende forvandling fra ’politisk økonomi’ til ’Economics’, Dimitris Milonakis & Ben Fine: From Political Economy to Economics, London: Routledge 2008

[5] Karl Marx: Das Kapital, Bnd. I, (1867), kapitel I, afsnit 4, Marx/Engels Werke, 23, Berlin: Dietz Verlag 1970

[6] Karl Marx: Das Kapital, Band II, (1885), MEW, 24, Berlin: Dietz Verlag 1970

[7] Karl Marx: Das Kapital, Band III, (1894), MEW, 25, Berlin: Dietz Verlag 1969. Man bør i øvrigt erindre sig, at såvel bind II som bind III er blevet samlet og udgivet af Friedrich Engels efter Marx’ død og at især bind III er præget af denne Engels redigering.

[8] Andrew Kliman: Reclaiming Marx’s Capital op.cit.

[9] Det har endda været hævdet, at Marx ved overhovedet at begynde at omregne fra værdi til priser momentant regresserede tilbage til den Ricardianske empiricistiske økonomi som han ellers havde brudt med i 1850’ere, John Milios, Dimitris Dimoulis & George Economacis: Marx and the Classics, Aldershot: Ashgate Publ. 2002. Michael Heinrich udvikler, følgende sin hovedtese, det samme argument, Michael Heinrich: Die Wissenschaft vom Wert op.cit., pp 277-284

[10] Se f.eks. David Harvey: Limits to Capital, London: Verso 2006, Andrew Kliman: The Failure of Capitalist Production: Underlying Causes of the Great Depression, London: Pluto Press 2010, og David McNally: The Global Slump, London: Merlin Press 2011

[11] Magtfuldt skildret og analyseret af Robert Kurz i, Robert Kurz: Schwarzbuch Kapitalismus. Ein Abgesang auf die Marktwirtschaft, Berlin: Ullstein Verlag 2001, pp 593-901 og Robert Kurz: Geld ohne Wert- Grundrisse zu einer Transformation der Kritik der politischen Ökonomie, Berlin: Horlemann Verlag 2012

[12] Karl Marx: Das Kapital, Bnd. I, (1867), kapitel I, afsnit 4, Marx/Engels Werke, 23, Berlin: Dietz Verlag 1970, pp 85-98.

[13] Karl Marx Das Kapital op.cit., pp 189-191

[14] Se fremstillingerne og diskussionerne hos f.eks. Alex Callinicos: Deciphering Capital, London: Bookmarks 2014, Jacques Bidet: Exploring Marx’s Capital, Chicago: Haymarket 2009, Enrique Dussel: Towards an Unknown Marx, London 2001 og også den klassiske fremstilling og analyse hos Roman Rosdolsky: Zur Entstehungsgeschichte des Marxscen ’Kapital’, Band.I-II, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1968

[15] Smlgn f.eks. den af Marx eksplicit udviklede forskningsmodel i Thesen über Feuerbach og Die deutsche Ideologi med hans meget kategoriske udtalelse i Forordet til 1. udgave af Kapitalens Bind I om at ”det industrielt udviklede land blot viser det mindre udviklede et billede af sin egen fremtid” (MEW op.cit., 23, p 12)

[16] Se f.eks. Projekt Klassenananlyse: Leninismus- neue Stufe des wissenschaftlichen Sozialismus? Bnd 1-2, Westberlin : VSA 1972

[17] Hans-Jørgen Schanz: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status, Aarhus: Modtryk 1973

[18] Til trods for myten om den manglende politiske teori havde Marx faktisk en omfattende og udarbejdet politisk teori, se Hal Draper: Karl Marx’s Theory of Revolution, vols. I-IV, New York & London: Monthly Review Press 1977-1990, Jeg har selv forsøgt at behandle den tyske og den russiske diskussion i II. Internationales teoriudvikling samt austromarxismen i Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, Bnd. I-III, København: Frydenlund 2012-2014. I nutiden er der en skrigende mangel på politisk teoriudvikling, sammenhængende med det forhold, at både socialdemokratierne og de kommunistiske partier endte i en blindgyde. Der er ikke i dag den organiserede massebevægelse der må være fundamentet for enhver slagkraftig politisk teoriudvikling

[19] Nicos Poulantzas: Political Power & Social Classes,( 1968) London: Verso 1978, Nicos Poulantzas: Fachismus und Diktatur. Die kommunistische Internationale und der Faschismus, München: Trikont Verlag 1973

[20] David Easton: The Political System, New York: Alfred Knopf 1959

[21] Noget senere blev denne skepsis yderligere styrket gennem min læsning af E.P. Thompson: The Poverty of Theory (1978), London: Merlin Press 1995 og Ellen Meiksins Wood: Democracy Agaist Capitalism. Renewing Historical Materialism, Cambridge University Press 1995

[22] Karl Marx: Thesen über Feuerbach ( 1845), MEW, Bnd. 3, Berlin: Dietz Verlag 1969, pp 5-7 og Karl Marx & Friedrich Engels: Die deutsche Ideologie, ( 1845-46) , MEW, Bnd. 3, Berlin: Dietz Verlag 1969, pp 9-438

[23] Emile Durkheim repræsenterer den sociologiske objektivisme, Max Weber det rendyrkede aktør perspektiv, Emile Durkheim: The Rules of Sociological Method, (1895), New York: The Free Press 1966, Max Weber: Gesammelte Aufsätze zur Wissenschaftslehre, (1903-1921), Tübingen: J.C.B. Mohr 1968. Marx forsøger med sit fokus på dialektikken mellem Verhalten-Verhältnisse at sammentænke social objektivitet og social handlen

[24] Indenfor den politiske økonomi kan ud over de i note 2 angivne samt Andrew Kliman og de teoretikere han kritiserer også nævnes folk som.eks. Giovanni Arrighi, Alex Callincos, Ben Fine, David Harvey, David McNally, James Petras, Imanuel Wallerstein og John Weeks eller inden for historieskrivning og politisk teori f.eks. Robert Brenner, George Comninell, Eric Hobsbawm, Neil Davidson og Ellen Meiksisns Wood. Nævnes må også Antonio Negri samt en række analyser fra spontant opståede modstandsgrupper. Der er tale om en opblomstring over et bredt felt.

[25] Se min oversigt i Curt Sørensen ‘Marxismen som levende forskningstradition og emancipatorisk projekt’, Kritisk Debat august 2015

Myten om det truede Europa

Curt Sørensen — Sun, 30 Aug 2015 13:10:27 +0000

Af Curt Sørensen

Et af den radikale højrefløjs yndlingsscenarier er i disse år billedet af et ’Eurabia’ det vil sige et Europa ovesvømmet af muhammedanske flygtninge og nationernes forvandling til multikulturelle samfund. Man er også enige om at udpege de skyldige: det er socialdemokratiske og radikale politikere og venstreorienterede intellektuelle (: de ’kulturradikale’), der angiveligt nærmest skulle have inviteret de fremmede hertil og stadigt gør det. Denne fortælling gentages igen og igen i indlæg fra Jyllands Posten til Deadline, fra Berlingske Tidende til Kristeligt Dagblad. Højreradikalismen har en god presse. I dag udgør fortællingen i mere eller mindre udvandet form ikke blot en ideologisk platform for højreradikalismen, men falder også som en slagskygge ind over regeringen og de borgerlige partier samt det borgerlige medieapparat.

Fortællingen fungerer som ideologisk legitimering af den racisme og xenophobi der efterhånden har vundet så stor udbredelse og som en undskyldning for den politik af forbrydelse og dumhed, som de rige lande og EU gør sig skyldig i gennem interventionerne i Mellemøsten og når det gælder håndteringen af flygtningestrømmen over middelhavet. Xenofobi og racisme er ved at blive til statsideologi og massehysteri.

Fortællingen ignorerer imidlertid en række fundamentale årsagssammenhænge og store demografiske problemer og fremmaner i øvrigt en fare som ikke er der.

Nutidens Europa er et aldrende kontinent, og befolkningstilvæksten er generelt lav sammenlignet med andre områder i verden. [1] Fra 1650 til 1950 var Europas befolkning ellers blevet mere end femdoblet, steget fra ca. 100 millioner til 532 millioner.[2] Men derefter er takten i befolkningstilvæksten blevet afsvækket og aldersprofilen har ændret sig.

Den første af den nyere tid større nedgange i fødselsraten satte ind i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede. Efter 2. verdenskrig steg fødselsraten, for så at falde igen i løbet af 1970’erne og 80’erne.[3]Dette er den generelle trend. I Sovjetunionen og Østeuropa har tilbagegangen efter 1989 været endnu større. Det demografiske problem er her betydeligt. [4]Men også i Vesten vækker den demografiske bevægelse med dens fremadskridende aldringsproces betydelig bekymring. Dette forstærkes af et andet problem.

Den etniske sammensætning har ændret sig gennem de sidste årtier. Den historiske trend har ellers været en bevægelse i retning af større homogenitet i takt med nationalstaternes udvikling, de store udvandringer og det 20. århundredes dramatiske begivenheder. Denne bevægelse nået sit klimax omkring ca. 1950. [5]

I det 20. århundrede var denne bevægelse fremmet af opløsningen efter 1. verdenskrig af de store multinationale imperier og dannelsen af en stribe af nationalstater, af 2. verdenskrigs jødeudryddelser, og fordrivelsen af tyskere fra Østeuropa.[6]

Efter 1950 har det så været en modsat rettet bevægelse. Bevægelsen her var fremkaldt af tre nye forhold: for det første opstod der i den nye periode af stærk økonomisk fremgang efter 1950 en knaphed på arbejdskraft i det nordlige og vestlige Europa og regeringer og erhvervsliv lukkede under indtryk heraf op for tilgang af arbejdskraft, ’fremmedarbejdere, fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet, Grækenland, Italien og Spanien , i Frankrig fra de til landet historisk knyttede afrikanske områder, og tilsvarende for Hollands og Storbritanniens vedkommende. [7]

Den anden årsag til den øgede immigration var det forhold, at krige, konflikter, og forfølgelser i andre dele af verden og internt i Europa (:Jugoslavien), fremkaldte bølger af flygtninge der søgte nordpå til en sikker tilværelse der.[8]I de senere år har krige og konflikter i især Mellemøsten bidraget hertil. Den fejslagne og folkeretsstridige Irak krig (hvor Danmark som koalitionsvillig deltager har været medskyldig) kostede måske op til 900.000 mennesker livet og jog andre hundredtusinder på flugt.[9]

Dertil kan føjes et tredje forhold: Selve den samtidige eksistens af regioner med vidt forskellige eksistensbetingelser og leveforhold vil let sætte en proces i gang hvor folk fra de mindre begunstigede regioner søger over mod de mere velstillede regioner. Derfor den vældige europæiske emigration til oversøiske lande i det 19. århundrede, derfor det vedvarende pres internt i Tyskland under den kolde krig for en overskridelse af ’grænsen’ og senere ’muren’, derfor øst arbejderes tilgang til Vesteuropa efter murens fald, og derfor nutidens stærke flygtningepres i middelhavsregionen.

I det lange historiske perspektiv kan vi altså konstatere, at Europa skiftede fra at være et emigrations- til at være et immigrations område. [10]Endnu i det 19. århundrede og i de første årtier af det 20. århundrede havde Europa i høj grad været et ekspansions- og emigrations kontinent. Historisk var opdagelser, erobringer og udbytning gået fra Europa til andre kontinenter. [11]Det samme gjaldt befolkningsbevægelser. I løbet af århundredet før 1. verdenskrig udvandrede hele 60 millioner mennesker fra Europa til andre verdensdele, halvdelen til Nordamerika, men også mange til Latinamerika. [12] I dag er det anderledes.

Dette historiske skift her har været betydningsfuldt. Det har haft store konsekvenser internt i Europa. Nye problemer er opstået, en ny konfliktdimension har udviklet sig, den sociale solidaritet er blevet svækket, arbejderbevægelsen er blevet yderligere svækket, og der er blevet skabt en grobund for højreradikalismens genopstanden og populistiske mobilisering.

I forbindelse med den øgede afstand mellem politisk og økonomisk elite og befolkningerne, den nye økonomiske krise, og de heraf flydende øgede sociale og politiske spændinger, har dette skabt en ganske sprængfarlig situation.

Men sådan så man ikke på det i ’the Golden Age’ fra 1950 til 1973. Her fokuserede man på den stærke økonomiske vækst, på den vældige konsumudvidelse, på velfærdsstatens tilsyneladende konsolidering og på det etablerede socialpartnerskab. Den gang var ’de fremmede’ mere end velkomne. I dag er økonomien anderledes og ’de fremmede’ betragtes som en trussel.

Det ændrede etnisk-kulturelle landskab har også genopvakt den religiøse konfliktdimension koblet sammen med etniske modsætninger og under nye forhold og former. ^{^[13]} Også her kan vi konstatere en interessant historisk rytmik: I løbet af sen-antikken og middelalderen blev kristendommen rigtignok en stærk medvirkende faktor til etableringen af en slags europæisk enhed, ja, ’Europa’ blev i høj grad defineret som ’kristenheden’. ^{^[14]}Men ’kristendommen’ var, skulle det vise sig, ikke blot en sammenholdende aktor, for efterfølgende, i 15- og 1600 tallene, blev Europa nærmest sønderslidt af interne religiøse konflikter. ^{^[15]} Der indgik dog også i disse konflikter stærke elementer af realpolitik, både regionalt og storpolitisk, samt sociale modsætninger og konflikter. ’Religionskrigene’ drejede sig også om meget andet end religion.^{^[16]}Det gør de nutidige ’religionskonflikter’ også.

Europas egen interne moderniseringshistorie var i det hele taget ekstremt blodig. Europa var i flere århundreder hærget af borger- og religionskrige. De franske religionskrige i 1500-tallet kostede 3 millioner mennesker livet.^{^[17]} Under trediveårskrigen døde i Tyskland måske op mod 4 millioner mennesker, svarende til 20 % af Tysklands befolkning.^{^[18]} I England døde under borgerkrigene i 1600 tallet ¼ million mennesker ud af et befolkningstal på ca. 5 millioner, en højere tabsprocent end Storbritanniens tab under 1. verdenskrig.^{^[19]} Hvad er det i grunden man er så stolt af, når man i dag nedladende karakteriserer udviklingen i andre dele af verden?

I det 20. århundredes Europa fulgte så antisemitismen med det grufulde crescendo i Holocaust.^{^[20]}Heller ikke antisemitismen var dog en ren religiøs konflikt. Tværtimod afløstes den gamle religiøst betonede antisemitisme allerede i slutningen af det 19. århundrede af en ny racefokuserende antisemitisme. ^{^[21]}Også i antisemitismen indgik andre elementer end rent religiøse, nemlig stats- og nationsbygning, forvreden massepolitik, den europæiske kamp mellem højre og venstre, og en ny imperialisme og racepolitik. ^{^[22]}

I nutiden artikulerer ’anti-islamismen’ en tilsyneladende rent religiøs konfliktlinje under udvikling, men lige som i de angivne historiske fortilfælder af ’religiøse konflikter’ er disse igen flettet sammen med andre elementer og tiltag.^{^[23]} I dag først og fremmest neofascismens og højreradikalismens genopstandelse og projekt for national rensning og enhed.

I dette betændte miljø har en række højreradikale ideologer og skribenter udviklet den omtalte fortælling om den arabiske trussel mod Europa. [24] Fortællingen er klart tilbagevist i forskningen.[25] Det anerkendte Pew Research Center har således fundet, at nok er fødselshyppigheden stadig noget højere blandt muslimer end blandt ikke muslimer, men dog med en faldende tendens og estimerer, at den muhammedanske befolkning i Europa i år 2030 højst vil udgøre 8 procent af totalbefolkningen.[26] Teorien har også andre brist: den fremstiller muhammedanerne som én stor homogen masse af religiøse fundamentalister, hvilket er direkte forkert, den foretager en primitiv dichotomisering ’dem’-’os’, den opererer med den fantasifulde forestilling om en konspiration og den opererer med forestillingen om en lineær forbindelse mellem ideer og handlinger.

Men fortællingen kan støtte sig til nævnte demografiske bevægelser, og først og fremmest udbredte bekymringer og xenofobier. Den underbygges yderligere ved frygten for terrorisme. Terrorismen synes i dag at være alle vegne og frygten for terror er blevet fremtrædende i nutidens verden. Efter 11 september 2001 synes begrebet herom at være blevet dominerende i medierne, i den politiske diskurs, og i den akademiske verden. [27]

Mange og vidt forskellige fænomener karakteriseres i dag som værende ’terroristiske’ og mange grupper og retninger og personer karakteriseres af nogle som ’terrorister’ medens andre bestrider dette prædikat. Én og samme organisation er af nogle blevet opfattet som en terrororganisation, af andre som ’frihedskæmpere’ (f.eks. IRA, ETA, PKK, Hamas). En Nelson Mandela oplevede endda i en periode at blive stemplet som terrorist for senere at blive hyldet som frihedskæmper og Nobelprismodtager. [28]

Uklarheden i selve definitionen og den politiske tvetydighed gør det selvfølgelig også vanskeligt at registrere det nøjagtige omfang af terrorhandlinger i verden. Det er dog gjort forskellige forsøg herpå og ifølge en række opgørelser fra såvel det amerikanske efterretningsvæsen, som FN organisationer samt forskere på feltet lå det samlede globale antal af ofre for terror (uden for egentlige krigszoner som Irak og Afghanistan) i perioden fra 1968 frem til i dag på mellem 300 og 7oo pr år.[29] Overraskende få sammenlignet med de enorme mængder af ofre for krige, diktaturer, forfølgelser og statsterror i det 20. århundrede og indeværende.

Også kategoriseringen har voldt store problemer. Det viser sig nemlig, at vidt forskellige politiske og religiøse retninger og grupper i historiens løb – og i periodevist forskelligt vægtforhold- har udøvet terroristiske aktiviteter. De har også fundet sted under vidt forskellige symboler og ideer. Mange af de handlinger som i nutiden klassificeres som ’terrorhandlinger’ ville desuden tidligere være blevet klassificeret i kategorier som politisk vold, borgerkrig, forfølgelser eller som simpel kriminalitet. Det er herunder veldokumenteret, at muslimske grupper langt fra tegner sig for flertallet af terroristiske grupper og handlinger. Mange forskellige grupperinger og retninger har her været i virksomhed. [30]

Nutidens brede, vage og upræcise begreb om terrorisme har så at sige i sig opsuget en række andre fænomener og skabt en enorm frygt. Samtidig er analyse og forklaring, og dermed forebyggende foranstaltninger, blevet vanskeliggjorte.

Hele den angivne demografiske udvikling, Europas forvandling fra et emigrations kontinent til et immigrations kontinent, risikoen for nye og forstærkede etniske konflikter, indgangen til en ny ’folkevandringstid’, og terrorismen, føjer sig ind i udviklingen af en generelt mere krisepræget situation.

Da muren faldt i 1989 var jubelen stor og mange troede, at der havde åbnet sig et ’windov of opportunity’, at fred, fordragelighed, tolerance og mulighed for varieret, forskellig udvikling på et humanistisk grundlag var sikret. Forventningerne blev skuffede. Nye krige, borgerkrige og konflikter dukkede op og har præget udviklingen siden. Også nye problemer, både globalt og i de enkelte lande og regioner, så som den fortsat eksistens af fattigdom og ulighed, spændingen mellem økonomisk politik og folkelig legitimering, kompromisdemokratiets forvandling til postdemokrati, keynesianismens erstatning med neoliberalisme, gentagne finans- og økonomiske kriser, økologiske og klimamæssige problemer, ressourceproblematikken, samt den storpolitiske udvikling med USA’s og de koalitionsvillige staters engagement i Mellemøsten og Afghanistan, Natos øst ekspansion og Ukraine konflikten har hobet sig op og forstærker gensidigt hinanden og virker samlet tilbage på den etniske konfliktdimension.

Under alt dette har højreradikalismen i Europa, som man i 1945 ellers troede var definitivt besejret, som sagt fået en renæssance.^{^[31]}Mellemkrigsårenes Europa var stærkt præget af højre autoritære, højreradikale og fascistiske strømninger, som i øvrigt var noget forskellige.[32]Disse var endda dominerende i en lang række lande og fik først et afgørende knæk med aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig. I dag er traditionen så genopstået, men i en ny form og med delvis nye ideer, men også med tydeligt identificerbare ideer og holdninger fra den gamle tradition. Herunder har den nye radikale højrefløj så genskabt, i en ny version, al fascismes centrale myte: Fortællingen om nationen der er truet af indre og ydre fjender, en international sammensværgelse, behovet for en national renselse og menneskehedens opdeling i ’over’ og ’undermennesker’. Og som en slagskygge falder denne fortælling ind over et langt videre politisk felt og i de dominerende medier.

[1] Göran Therborn: European Modernity and Beyond. The Trajectory of European Societeties 1945-2000, London: Sage 1996 pp 36-39

[2] R.R. Palmer & Joel Colton: A History of the Modern World, New York: Alfred Knopf 1991, p 588

[3] Göran Therborn: European Modernity op.cit., p 38

[4] Göran Therborn: European Modernity op.cit. , p 38, UNDP rapport

[5] Göran Therborn: European Modernity op.cit , p 47

[6] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 45-46

[7] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 48 ff

[8] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 48 ff

[9] Robert Fisk: The Great War For Civilization. The Conqust of the Middle East, London & New York: Harper Perennial 2006 , p 1333 og p 1334, og “Mortality after the 2003 invasion of Iraque”, The Lancet Oct. 11, 2006

[10] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 50-51

[11] David Abernethy: Global Dominance. European Overseas Empires 1415-1980, New Haven: Yale University Press 2000, Kenneth Pomerantz: The Great Divergence. China, Europe and the Making of the Modern World Economy, Princeton: Princeton University Press 2000, Clive Ponting: World History. A New Perspective, London: Pimlico 2001, Immanuel Wallerstein: The Modern World System, I, Capitalist Agriculture and the Origins of the European World Economy in the Sixteenth Century, New York & London: Academic Press 1974, Immanuel Wallerstein: The Modern World System, II, Mercantilism and the Consolidation of the European World-Economy, 1600‒1750, New York & London: Academic Press 1980, Immanuel Wallerstein: The Modern World System, III, The Second Era of Great Expansion of the Capitalist World economy, New York & London: Academic Press 1989

[12] R.R. Palmer & Joel Colton: History of the Modern World op.cit., p 592

[13] Göran Therborn: European Modernity and Beyond. The Trajectory of European Societies 1945-2000, London: Sage 1995, pp 276 ff

[14] Norman Davies: Europe. A History, New York: Harper Perennial 1998, pp 1-46 og kapitlerne IV, V og VI, R.R. Palmer & Joel Colton: A History of the Modern World, New York: Alfred Knopf 1991, kapitel 1, Göran Therborn European Modernity op.cit., kapitlerne 1 og 2, Eugen Weber, A Modern History of Europe, New York: Norton 1971, kapitel 1,

[15] Norman Davies: Europe. op.cit., kapitel VII, R.R. Palmer & Joel Colton: A History of the Modern World, op.cit., afsnit III, Eugen Weber, A Modern History of Europe op.cit., , kapitel 4

[16] Norman Davies: Europe. op.cit., kapitel VII, R.R. Palmer & Joel Colton: A History of the Modern World, op.cit., afsnit III, Eugen Weber, A Modern History of Europeop.cit., , kapitel 4, samt Geoffrey Parker (ed.): The Thirty Years’ War, London & New York: Routledge 1997. Se videre den flotte perspektivering hos Arno Mayer: Why Did the Heavens Not Darken?The ‘Final Solution, in History, London: Verso 1990

[17] Matthew White: Atrocities, , New York: Norton 2013, p 198

[18] Mary Fulbrook: A Concise History of Germany, Cambridge University Press 1990, p 64

[19] Simon Scharma: A History of Britain. 1603-1776. The British Wars, London: BBC Books 2003, p 15

[20] Lucy Dawidowiz: The War Against the Jews, New York: Bantam Books, Saul Friedländer, Das Dritte Reich und die Juden,München: DTV 2008 , Raul Hillberg: Die Vernichtung der europäischen Juden , Bnd.I-III, Frankfurt a.M. 1999, Michael Marrus: The Holocaust in History, Toronrto: Key Porter 2000

[21] Brigitte Haman: Hitler’s Wien. Lehrjahre eines Diktators, München: Piper 2010, kapiterne 7, 8, 9 og 10, Peter Pultzer: The Rise of Political Anti-Semitism in Germany and Austria, London: Halban 1964

[22] Arno Mayer Why Did the Heavens Not Darken op.cit.

[23] Den nye højreradikale racismes sammenfletning med en række andre fænomener er eet karakteristisk træk (som vi genfinder i de historiske fortilfælder). Et andet karakteristisk træk er det groft optegnede fjendebillede (siden de europæiske religionskriges tid en tilbagevendende propagandistisk og opgejlende manøvre), fremmaningen af en udefra kommende ’trussel’ mod hele den vestlige kristne civilisation. Også denne fremførelse af et kunstigt skabt trusselsbillede er karakteristisk og var i øvrigt udbredt i Wien i allerede 1890’rne, Brigitte Haman: Hitler’s Wien. op.cit. , Peter Pultzer: Rise of Political Anti-Semitism op.cit.,

[24]Den første formulering af tesen fremføres vistnok af Bat Ye’or: Eurabia, Dickinson University Press 2005, men er siden blevet gentaget igen og igen i talrige artikler og bøger af mere eller mindre prominente højrefløjsskribenter

[25] Josephine Cesari: Muslims in the West after 9/11, London & New York: Taylor & Francis 2009, John L. Esposito: The Islamic Threat: Myth or Reality?, Oxford University Press 1999, Justine Vaisse: “Eurabian Follies”, Foreign Policy , April 1, 2010

[26] Pew Research Center, Press Release 27/1, 2011

[27] Richard Jackson, et al.: Terrorism. A Critical Introduction, New York: Palgrave Macmillan 2011

[28]Richard Jackson Terrorism op.cit., p 35, p 105

[29] Richard Jackson Terrorism op.cit., pp 132-133

[30] Richard Jackson Terrorism op.cit

[31] Luciano Cheles et al (eds.): Neofascism in Europe, London & New York: Longman 1991, Paul Hainsworth: The Extreme Right in Western Europe, Routledge 2006, Michelle H. Williams: The Impact of Right Wing Parties in Western Europea Democracies, Palgrave Macmillan 2006, Hans-Georg Betz & Stefan Immerfall (eds.): The New Politics of the Right Neo-Populist Parties and Movements in Established Democracies, New York: St.Martin’s Press 1998, Tore Bjørgo, Racist and Right-Wing Violence in Scandinavia: Patterns, Perpetrators, and Responses , Oslo: Tanø-Aschehoug 1997, Herbert Kitchelt & Anthony McGann (eds.): The Radical Right in Western Europe: A Comparative Analysis, University of Michigan Press 1997, Piero Ignazi:”The Silent Counterrevolution. Hypotheses on the Emergence of Extreme Right-Wing Parties in Europe”, European Journal of Political Research, vol. 22, No.1, 1992, pp 3-34, Martin Langebach & Andreas Speit: Europas radikale Rechte, Zürich: Füssli Verlag 2013, Nora Langenbacher & Britta Schellenberg (Hrsg.): Europa Auf Dem ‘Rechten’ Weg. Rechtsextremismus und Rechtspopulismus in Europa, Berlin: Friedrich Ebert Stiftung 2011, Peter Merkl & Leonard Weinberg (eds.): Right-wing Extremism in the Twenty-first Century, London: Frank Cass 2003, Helmut Reinalter, Franko Petri and Rüdiger Kaufmann (eds.), Das Weltbild des Rechtsextremismus. Entsolidarisierung und Bedrohng der Demokratie. Gesellschaftliche Bedingungen, Strukturen und Wirkungen rechtsextremen Denkens, Innsbruck/Wien: Studienverlag, 1998, Oliver Decker, Elmar Brähler & Norman Geissler: Vom Rand zur Mitte. Rechtsextreme Einstellungen und ihre Einflussfaktoren in Deutschland, Friedrich Ebert Stiftung, Forum Berlin , Berlin 2006 , Ruth Wodak et al.: Right-Wing Populism in Europe, London: Bloomsbury 2013

[32] Martin Blinkhorn: Fascism and the Right in Europe 1919-1945, London: Longman 2000, Michael Mann: Fascists, Cambridge University Press 2004, Mark Mazower: Dark Continent. Europe’s Twentieth Century , London: Penguin 1999, Robert Paxton: Anatomie des Fascismus, München: Deutsche Verlagsanstalt 2006, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund 2012-2014, Bnd. II

Interesser .magt og ideologi i den græske krise

Curt Sørensen — Wed, 15 Jul 2015 08:38:01 +0000

Af Curt Sørensen

Hjælpepakkernes' penge er ikke havnet hos grækerne selv. Den overvejende pengestrøm , 90 procent, er gået tilbage igen den modsatte vej. 'Hjælpepakkerne' har i realiteten været hjælpepakker til de europæiske banker. Men Bruxelles eliten, de nordeuropæiske politikere og de af dem beherskede medier har med stort held udbredt den dækhistorie ,at grækerne har levet over evner for nordeuropæiske skatteyderes penge. Denne selvskabte ideologi har så igen fastlåst forhandlingssituationen. Det har været vanskeligt for samme nordeuropæiske politikere at give reelle indrømmelser fordi de har været bundet af den ideologi og den folkestemning, de selv har skabt.

Der har aldrig været tale om nogen egentlig støtte til Grækenland. 'Hjælpepakkernes' penge er som sagt strømmet tilbage igen. Hovedsagen har været at redde de europæiske banker og gennemtvinge de 'reformer' som man ovenfra har påtvunget Grækenland. Denne 'reformpolitik' har siden den store bailout 2010 haft ødelæggende konsekvenser: Den har reduceret landets BNP med 25 procent, fremkaldt en generel abejdsløhed på 27 procent og ungdomsarbejdsløshed på 50 procent, samt udbredt socialelendighed og nød. Det er Imidlertid netop den politik EU eliten vil køre videre med og i forstærket form . Det afgørende for EU-eliten er slet ikke dette at tilskynde og hjælpe den græske økonomiske udvikling, men at sikre tyske og franske kapitalinteresser samt iøvrigt gennemtvinge en ændring af hele det græske samfund , så det kommer til at ligne det de har læst i maistream økonomiens lærebøger. Det drejer sig om magt, intersser og ideologi her

Den ideologiske målætning er vigtig her, men ofte overset og stort set ikke ænset i den danske mediedækning og debat: Det har hele vejen igennem været et ovrordnet ønke hos den dominerende del af EU elite ovenfra at gennemtvinge den neoliberalistiske utopi, som de kender fra lærebøgerne. Når virkeligheden ikke passer til teorien ændrer man virkeligheden så den kommer til at passe til utopien. Midlet herfor har været austeritestpolitikken i dens tyske variant. Dette har været hovedlinjen i EUs politik siden Maastricht, Euroen, Stabilitestspakken , Lissabon traktaten, Finanspagten og nu til sidst degraderingen af Grækenland til en gældskoloni, frataget sin suverænitet. Tysk brutalitet, neoliberalistisk dogmatik og stærke kapitelinteresser har sejret. Det demokratiske , folkelige og sociale Europa som grundlæggerne og senere skikkelser som Jürgen Habermas og Geert Mack har drømt om eksisterer ikke. EU er i dag en tysk ledet maskine for neoliberalistisk politik og ideologi

Kapitlalismen har sejret stort over det græske oprør. Men vent og se. Historien er ikke slut endnu. I den græske gældskoloni ulmer den folkelige vrede, de interne spændinger i EU ( mellem nord og syd og mellem Tyskland og Frankrig er blevet skærpede, EU har afklædt sig selv og unionens legitimeringsprobler yderligere øget.

Grækenlands tre hovedproblemer i historisk perspektiv

Curt Sørensen — Mon, 13 Jul 2015 15:12:55 +0000

Af Curt Sørensen

Uden at forklejne betydningen af det århundredlange osmanniske herredømme kan man dog pege på tre grundproblemer af nok så stor betydning i Grækenlands udvikling, nemlig stats- og nationsbygningens problem, den lange økonomiske udviklings karakter og stormagtspolitikkens indflydelse.

1)Stats- og nationsbygningen: Grækenland har i hele sin moderne eksistens haft store problemer med sin statsbygning. Græsk politik har siden statsdannelsen i 1830 haft en yderst tumultarisk karakter. Allerede under uafhængighedskrigen var den græske uafhængighedsbevægelse splittet og præget af stridende fraktioner. Efterfølgende, fra 1831 til 1834, rasede der en borgerkrig. I 1909 gennemførtes et militærkup. Under 1. verdenskrig blev landet dybt splittet mellem royalister og venezilister, en splittelse der fortsatte mellemkrigsårene igennem, en periode der i øvrigt var præget af intriger, hyppige regeringsskift, militærets tilbagevendende indblanding i politik, en stribe af kup og modkup samt udrensninger af modpartens tilhængere i militær og bureaukrati. Politikudviklingen i mellemkrigsårene kulminerede med Metaxas-diktaturet 1936–1941.

Under 2. verdenskrig eskalerede de indre modsætninger i en borgerkrig, der udkæmpedes sideløbende med kampen mod besættelsesmagten. Krigens interne borgerkrig fortsatte også efter afslutningen af 2. verdenskrig og fortsatte helt frem til 1949. Derefter fulgte opgør og udrensninger, henrettelser og tortur, et scenarie der gentog sig under det seneste militærdiktatur, Juntaens regime 1967–1974. Ind imellem havde man under pres fra amerikanerne forsøgt sig med et skrøbeligt demokrati, præget af diskrimination af venstrefløjen og repressive foranstaltninger. Men da Centrumunionen under George Papandreou i 1967 stod til endnu en valgsejr, greb kredse i militæret magten ved et kup.

I hele den græske udviklings forløb har klientilisme spillet en stor rolle. Men det har også været tilfældet i f.eks. Italien og Spanien og i Østeuropa og har ikke noget at gøre med en angivelig ’nationalkarakter’, men hænger sammen med massepolitikkens særegne udvikling i disse områder af Europa.

2)Økonomisk udvikling: Et andet grundproblem i den græske udvikling har været den socioøkonomiske udviklingsproblematik. Grækenland var et af de fattigste lande i Europa. Dets pr. capita-nationalindkomst i 1939 var på kun 75 dollar sammenlignet med 125 dollar for f.eks. Bulgarien. 60 % af befolkningen var beskæftiget i agrarsektoren, der var præget af relativ overbefolkning, primitiv teknologi og lav produktivitet. Landets overbefolkningsproblem blev yderligere stærkt forværret ved den belastende indslusning efter krigen af 1,5 millioner flygtninge fra Lilleasien, Bulgarien og Rusland. En stor del af disse flygtninge blev placeret i Makedonien og Thrakien, men mange kom også til Athen-Piraeus-området, hvor de levede i nye slumkvarterer.

Grækenland gennemgik i mellemkrigsårene en vis, ikke ubetydelig, industrialiseringsproces. Indekset for industriproduktionen steg fra 100 i 1913 til 537 i 1938. Industrien var fortrinsvis koncentreret i Athen-Piraeus-regionen og i området omkrig Saloniki og med tyngdepunkter i fødevareindustri, kemisk industri og tekstilindustri. Industrialiseringen var sket i ly af toldmure og indebar stigende priser på konsumvarer for befolkningen. Og selvom industrialiseringen havde været en succes, formåede industrisektoren ikke i tilstrækkeligt omfang at absorbere arbejdskraft fra agrarsektoren.

Ligesom før krigen havde Grækenland i mellemkrigsårene en betydelig handel og skibsfart. Det var dog et problem for landet, at det var så ensidigt afhængig af eksport af nogle få ’luksus’-produkter som tobak, korender, oliven og vin. Landet var også nødt til at importere størstedelen af de nye råvarer, der var nødvendige i industrialiseringsprocessen. Handelsbalancen var vedvarende ugunstig, og landet oparbejdede en betydelig udlandsgæld. I slutningen af 1930’erne blev landet ligesom andre Balkan-lande i stigende grad økonomisk afhængigt af Tyskland.

Den græske befolknings levestandard var lav, på linje med levestandarden i lande som Albanien og Portugal. Børnedødeligheden var dobbelt så stor som i Vesteuropa, og sygdomme som malaria og tuberkulose var udbredte. Uddannelsessystemet var underudviklet. I 1928 var 41 % af befolkningen analfabeter. Mellemkrigsårenes Grækenland var i uhyggelig grad en fattiggård, og krigen og besættelsen skulle komme til at forstærke den sociale nød til en veritabel hungersnød.

3) Stormagtspolitiiken: Et tredje problem i den græske udvikling har været stormagtspolitikkens indslag i den interne udvikling. Fra sin selvstændighed i 1830 frem til afslutningen af 2. verdenskrig var Grækenland dybt præget af stormagtspolitikken, samt krige og opstande i den del af Europa. Selve uafhængighedskrigen 1821–1830 var i sidste ende blevet vundet ved stormagternes intervention. I 1881 havde Grækenland, ligeledes ved stormagternes indgriben, erhvervet Thessalien og Epirus. Efter en opstand på øen i 1896 fik Kreta det følgende år, igen med stormagternes accept, autonomi. Ved afslutningen af Balkan-krigene i 1913 blev øens formelle indordning under sultanen ophævet. Grækenland fik desuden som sin del af krigsbyttet det makedonske kystland med byerne Saloniki og Kavalla samt en række Ægæiske Øer. Ved freden i Neuilly i 1919 med Bulgarien fik Grækenland Vestthrakien. I 1920 fik Grækenland desuden ved Sevres-traktaten med Tyrkiet tildelt Østthrakien samt Smyrna-området i Lilleasien. Efter nederlaget i Den Græsk-tyrkiske Krig 1920–1922 og den efterfølgende Lausanne-traktat 1923 mistede Grækenland imidlertid igen begge disse områder. Samtidig organiseredes en omfattende folkeflytning.

Italien, der efter verdenskrigen havde fastholdt de Dodekanesiske Øer, som det havde erobret fra det osmanniske imperium under Libyenkrigen 1911–1912, og som i løbet af mellemkrigsårene havde sat sig mere og mere fast i Albanien, indledte i oktober 1940 et angreb mod Grækenland, et angreb der dog blev slået tilbage. Dette, sammen med forviklingerne i Jugoslavien samt Hitlers ønske i det hele taget om at sikre sin flanke på Balkan inden det planlagte angreb på Sovjetunionen, fremkaldte så det tyske angreb i april 1941. Efter at den græske hær samt det britiske ekspeditionskorps, der var kommet grækerne til undsætning, var blevet nedkæmpet, blev landet delt mellem besættelsesmagterne Tyskland, Italien og Bulgarien. Da Italien i 1943 måtte trække sig ud af krigen, ophørte også den italienske besættelse af Grækenland. Efter krigen, i 1947, erhvervede Grækenland Dodekaneserne.

Under krigen var Grækenland tillige et operationsområde for britiske faldskærmsagenter. Lidt efter lidt blev englænderne imidlertid trukket ind i – eller blandede sig i – den græske borgerkrig, som samtidig var under udvikling, idet de tog parti for kongen, EDES ledet af oberst Zervas og noget senere det royalistiske militær, der blev skabt efter krigen. Afgørende blev imidlertid igen den storpolitiske udvikling.

Churchill havde ved oktoberaftalen med Stalin i 1944 sikret sig Grækenland som britisk interesseområde, en aftale Stalin efterlevede, idet han pressede de græske kommunister til at arbejde for, at EAM/ELAS skulle underlægge sig briternes overkommando samt i øvrigt afstå fra den magtovertagelse, man kunne have gennemført i oktober–december 1944. Som følge af uenighed om demobiliseringen af modstandsbevægelsen og general Scobies provokerende adfærd, udbrød der alligevel i Athen i december en væbnet konflikt mellem lokale EAM/ELAS-enheder og regeringsstyrker og briterne, en konflikt der endelig blev bilagt ved Varkiza-aftalen i februar 1945.

Da borgerkrigen så alligevel på grund af den eskalerende højreterror i perioden 1945–1946 gled ind i sin tredje fase fra 1946 til 1949, understøttede briterne det royalistiske militær. Hele forløbet endte efter en mellemperiode 1949 i 1967-74 med Junta-diktaturet.

Fra borgerkrig til ny truende borgerkrig?

Perioden fra juntaens fald til nutiden er en slags ’mellemperiode’ i den græske udvikling. Som andre lande i Østeuropa blev Grækenland i flere faser, og akcellererende efter 1989, integreret i den vestlige stormagtssfære og økonomi. Landet blev herunder underlagt, ivret frem af også græske oligarker og politikere, i EU og dens neoliberalistiske politik. Det møjsommeligt i 1974 etablerede græske demokrati, der fungerede i overensstemmelse med den klassiske græske ( og i øvrigt også generelt sydeuropæiske) tradition for klientilisme), men trods alt med frie valg er nu ved at krakelere under den massive vægt af nordeuropæiske kapitalinteresser. Det folkelige oprør herimod manifesteret ved Syriza’s valgsejr i januar og folkefstemningen her i juni, er blevet kvalt. EU bryder sig ikke om demokratiske valg.

En slag græsk 'Versaille-traktat' for Grækenland er nu blevet trumfet blevet igennem. Grækenland er reduceret til en gældsslaveri koloni under den europæiske finanselite, EU-teknokraterne og Nordeuropas højrepolitiske eliter. Landet er ikke længere en suveræn nation. Dets demokrati er knust og grækerne ydmygede. EU er afsløret som finanskapitalismens og neoliberalismens instrument. Folkelig modstand mod austeritetspolitik er trængt tilbage, demokratiet i Europa er generelt under nedbrydning, selv den klassiske liberalisme og tesen om nationernes selvbestemmelsesret er død og erstattet af en kynisk neoliberalistisk magtpolitik i en tysk variant.

Det nutidige Grækenland kom til verden i et inferno af borgerkrig. Nu efter landet ødelæggelse truer måske en ny, og i n generel europæisk kontekst af demografisk, økonomisk og politisk krise og demokratikrakelering. Og iøvrigt består landet tre historiske grundproblemer fortsat: stats- og nationsbygning, økonomisk udvikling og tilbagevendende underkastelse under stormagtspolitik og kapitalinteresser.

Den europæiske og den græske krise

Curt Sørensen — Fri, 10 Jul 2015 09:36:13 +0000

Af Curt Sørensen

EU kunne være blevet til mange ting og visionerne var store hos dets initiativtagere. Men som sædvanligt i historien har mægtige økonomiske interesser og stormagtspolitik sejret.

Grækerne er differentieret i forskellige klasser, grupper og fraktioner. De har rige oligarker, en ikke moderniseret stat, korruption, klientilisme , en økonomi præget af en stadig stor primær sektor, en helt anden moderniseringshistorie end den vestlige, mange århundrede under fremmedherredømme, sen nations- og statsbygnikng , en ikke så fjern fortid præget af borgerkrig og efterfølgende militærdiktatur o.s.v. . Men alt dette fik deres nye regering ikke tid og lov til at forsøge at rette bod på. Institutionerne, teknokraterne, den europæiske finanselite , og nordeuropæiske centrum-højre politikere havde en helt anden målsætning og en helt anden politik , som de drev igennem: 'reformer' der ovenfra skulle forvandle landet så det lignede mainstream økonomiens lærebøger.

Det flugter godt med den generelle udvikling i EU gennem de sidste mange år: Maastricht traktat, Euroen, stabilitetspagt, finanspagt, Lissabon traktat o.s.v. er alle udtryk for denne drift mod højre over i ultraliberalismens utopi. En bevægelse der så på ejendommelig måde har været sammenflettet med Eurokratiets drømme om en stadig udvidelse og magtforøgelse. Dette forklarer igen den udbredte modstand fra både venstre og højre.

Der er også en politisk dimension i alt dette: EU-eliten, teknokrater, de europæiske stormagters centrum- højre politikere , finansfolk, 'eksperter', bankøkonomer, kommentatorer, og mainstream presse har været ved at vælte over hinanden for at sikre i forvejen stærke kapitalinteresser, blande sig i et angiveligt suverænt lands indre anliggender og tromle dets demokratiske institutioner og valgte ledere. Det har også været dem en torn i øjet at grækerne havde valgt en venstreorienteret regering. Også frygten for 'smitteeffekten' har her spillet en rolle. Den nye græske regering skulle knægtes og falde til føj under kapitalinteressernes enorme pression mod det græske demokrati

Kreditorer har i sin tid investeret i græsk statsobligationer,for at gøre en god forretning, og det gjorde de ( af disse og ikke af altruistiske grunde). Så kom krisen og som andre aktører på et marked kunne de så have lidt et tab. Det er den markedslogik,som man jo ellers hylder så meget. Men det skete ikke. Institutionerne trådte til og trods oprindelige betænkeligheder i IMF sikrede institutionerne, at tyske og franske bankers tilgodehavender ved 2010 bailouten blev konverteret til græsk statsgæld til disse, og det vil i sidste instans sige regeringer og befolkninger. De tyske og franske banker slap af krogen således som det er sket ved en række baylots rundt omkring i verden i årenes løb ( jfr Stiglitz: Globalization and its discontents). Hver gang er en krises omkostninger blevet væltet over på befolkningerne, medens finansfolkene bag operationerne slap fri. Ved samme lejlighed blev der gennempresset nogle 'strukturreformer' som skulle sikre og udbygge den liberalkapitalistiske samfundsorden ( se f.eks, Naomi Klein: The Shock Doctrine) Det var også det der skete i Rusland i 90érne i Yeltsin perioden ( se klassikeren om Yeltsin årene: Reddaway & Glinski: Market Bolshevism).

Grækerne selv har kun set en brøkdel af de penge der i årenes løb er tilflydt Grækenland som 'hjælpepakker'. Over 90 procent af pengene er strømmet tilbage i gældsbetalinger. Men hjemme i Grækenland er de blevet påtvunget den neoliberalistiske dogmatismes austerity politik. Den har ikke hjulpet landet spor men tværtimod reduceret BNP med 25 procent, fremkaldet en generel arbejdsløshed på 25 procent og en ungdomsarbejdsløshed på 50 procent. Ikke desto mindre insisterer Bruxelles og de nordeuropæiske eliter på yderligere ’reformer’ og i Europaparlamentet bliver lederen af en angivelig suveræn stat svinet til af superliberalistiske brøleaber.

Grækenland burde selvfølgelig aldrig have været med i Euroen. Det samme gælder en række andre sydeuropæiske lande. Og iøvrigt også lande som Bulgarien og Rumænien. Man kan ikke lave en valutaunion og etablere en fælles valutapolitik for lande der er så vidt forskellige som
de nord-, øst- og sydeuropæiske.

Det er i øvrigt også en fejl at EU som led i det storpolitiske spil har rullet sit område så langt mod øst. Men det er en helt anden og omfattende diskussion, men den handler også om økonomiske interesser og stormagtspolitik.

Dansk Fokeparti i europæisk perspektiv

Curt Sørensen — Wed, 24 Jun 2015 10:11:20 +0000

Af Curt Sørensen

Dansk Folkeparti i perspektiv.

Nutidens Europa er et aldrende kontinent, og befolkningstilvæksten er generelt lav sammenlignet med andre områder i verden. ^{^[1]} Fra 1650 til 1950 var Europas befolkning ellers blevet mere end femdoblet, steget fra ca. 100 millioner til 532 millioner. ^{^[2]} Men derefter er takten i befolkningstilvæksten blevet afsvækket og aldersprofilen har ændret sig.

Den første af den nyere tid større nedgange i fødselsraten satte ind i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede. Efter 2. verdenskrig steg fødselsraten, for så at falde igen i løbet af 1970’erne og 80’erne. ^{^[3]}Dette er den generelle trend. I Sovjetunionen og Østeuropa har tilbagegangen efter 1989 været endnu større. Det demografiske problem er her betydeligt. ^{^[4]}Men også i Vesten vækker den demografiske bevægelse med dens fremadskridende aldringsproces betydelig bekymring. Dette forstærkes af et andet problem.

Efter 1950 har det så været en modsat rettet bevægelse. Bevægelsen her var fremkaldt af tre nye forhold: for det første opstod der i den nye periode af stærk økonomisk fremgang efter 1950 en knaphed på arbejdskraft i det nordlige og vestlige Europa og regeringer og erhvervsliv lukkede under indtryk heraf op for tilgang af arbejdskraft, ’fremmedarbejdere, fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet, Grækenland, Italien (til især Schweiz) og Spanien, i Frankrig fra de til landet historisk knyttede afrikanske områder, og tilsvarende for Hollands og Storbritanniens vedkommende. ^{^[8]}

Dertil kan føjes et tredje forhold: Selve den samtidige eksistens af tætliggende store regioner med vidt forskellige eksistensbetingelser og leveforhold vil let sætte en proces i gang hvor folk fra de mindre begunstigede regioner søger over mod de mere velstillede regioner. Derfor det vedvarende pres internt i Tyskland under den kolde krig for en overskridelse af ’grænsen’ og senere ’muren’, derfor øst arbejderes tilgang til Vesteuropa efter murens fald, og derfor nutidens stærke flygtningepres i middelhavsregionen.

I det lange historiske perspektiv kan vi konstatere, at Europa skiftede fra at være et emigrations- til at være et immigrations område. ^{^[10]}Endnu i det 19. århundrede og i de første årtier af det 20. århundrede havde Europa i høj grad været et ekspansions- og emigrations kontinent. Historisk var opdagelser, erobringer og udbytning gået fra Europa til andre kontinenter. ^{^[11]}Det samme gjaldt befolkningsbevægelser. I løbet af århundredet før 1. verdenskrig udvandrede hele 60 millioner mennesker fra Europa til andre verdensdele, halvdelen til Nordamerika, men også mange til Latinamerika. ^{^[12]} I dag er det anderledes.

I forbindelse med den øgede afstand mellem de politiske og økonomisk eliter og befolkningerne, økonomiske krise, og de heraf flydende øgede sociale og politiske spændinger, har dette skabt en ganske sprængfarlig situation.

Da muren faldt i 1989 var jubelen ellers stor og mange troede, at der havde åbnet sig et ’windov of opportunity’, at fred, fordragelighed, tolerance og mulighed for varieret, forskellig udvikling på et humanistisk grundlag var sikret. Forventningerne blev skuffede. Nye krige, borgerkrige og konflikter dukkede op og har præget udviklingen siden. Også nye problemer, både globalt og i de enkelte lande og regioner, så som den fortsat eksistens af fattigdom og ulighed, økologiske og klimamæssige problemer, den fremtidige ressourceproblematik, Europas forvandling fra et emigrations kontinent til et immigrations kontinent, risikoen for nye og forstærkede etniske konflikter, indgangen til måske en ny ’folkevandringstid’, og gentagne finans- og økonomiske kriser, samt spændinger mellem økonomisk politik og folkelig legitimering, har hobet sig op og forstærker gensidigt hinanden.

Og under alt dette har højreradikalismen i Europa, som man i 1945 ellers troede var definitivt besejret, fået en renæssance.[13]Mellemkrigsårenes Europa var stærkt præget af højre autoritære, højreradikale og fascistiske strømninger. [14] Disse var endda dominerende i en lang række lande og fik først et afgørende knæk med aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig. I dag er traditionen genopstået, men i en ny form og med delvis nye ideer, men også med tydeligt identificerbare ideer og holdninger fra den gamle tradition.

Fra Storbritannien til Ukraine og Rusland, fra Finland til Grækenland er den europæiske højreradikalisme og neo-fascisme i bevægelse og udvikling. Den er generelt udbredt, den har vokset sig stærk i mange lande, den har et udviklet internationalt netværk, den er repræsenteret i Europaparlamentet anført af skikkelser som Andreas Mölzer og Franz Obermayer fra det østrigske FPÖ, Bruno Gollnisch og Marine Le Pen fra det franske FN, og Mario Borghezio fra det italienske Lega Nord. Det var den gamle Jean Marie –Le Pen der i sin tid erklærede, at Ausschwitz blot var ”en detalje i verdenshistorien” og den italienske Borgezio der i 2011 i EU parlamentet erklærede, at han var 100 % enig i Anders Breivik’s ideer.[15] Højreradikalismen og fascismen har fået mæle igen. Den er stærk, velorganiseret, den har betydelig tilslutning i en lang række lande, den har internationale forbindelser og den har penge og ressourcer.

Den nye højreradikalisme og neofascismen repræsenterer på én gang noget gammelkendt og noget nyt. Det gamle er intolerancen, hetzen mod ’de anderledes værende’ og ’ de anderledes tænkende’, apellen til xenofobi, fordomme og hadefulde meninger og opfattelser, bestræbelsen på at hidføre en ’ren og renset nation’, forestillingen om et ’folkefællesskab’, en ekstrem nationalisme, skarpt optegnede fjendebilleder, den populistiske mobilisering, anvendelsen af myter og konspirationsteorier, og i nogle lande og i visse grupper også anvendelsen af vold mod ’fremmede’ og ’politiske modstandere’.

Det nye er at hovedmodstanderne er skiftet ud. Det er længere jøder, men muslimer, der er hovedfjenden. Fortællingen om ’den jødiske verdenssammensværgelse’ er skiftet ud med en fortælling om en ’islamisk trussel’ og en igangværende arabisk overtagelse af Europa. Andre fjender er Romaer, og homoseksuelle. Der er også politiske fjender. Arbejderbevægelsen er ganske vist slået, og derfor ikke længere opfattet som nogen betydelig modstander. I stedet er en vagt angivet ’socialisme’, ’de venstreorienterede’, ’de kulturradikale’, ’multikulturalisterne’, eller ’kulturmarxisterne’, skydeskive for den højreradikale polemik. Andre fjender er ’de gamle politikere’, EU og globaliseringen.

En videre forskel til mellemkrigsårenes bevægelser er forholdet til elitisme. Mellemkrigsårenes højre autoritære og fascistiske bevægelser var erklærede elitistiske og hyldede åbent visionen om en national elite og en ’fører’. Den nye højre populisme og - radikalisme angriber ’de gamle politikere’ og fremstiller sig som værende anti-elitistiske. Den mobiliserer betydelige befolkningselementer i kraft af denne erklærede anti-elitisme. Samtidig er dens partier selv dog internt hierarkisk og elitært opbyggede ofte helt domineret af en charismatisk leder og tydeligt udviklende en leder kult.

… Den moderne højre populisme ser sig også som en forkæmper for ’frihed’, specielt ’ytringsfrihed’. Denne frihed skal dog ikke gælde nærmere afgrænsede minoriteter og fjendegrupper. I praksis træder den moderne højreradikalisme tilbagevendende frem mod pluralisme, magtens tredeling og retssikkerhed for udsatte grupper.[16]’Ytringsfrihed’ forstås som retten til at forhåne og udbrede hadefulde budskaber, ikke som en ret for alle i et pluralistisk demokrati.

I den økonomiske politik har mange af partierne overtaget den økonomiske liberalismes doktriner, hvor mellemkrigsårenes fascisme omvendt gik ind for en statslig ledet national økonomi. Men i mange af landene optræder den nye højreradikalisme tillige som ’den lille mands’ beskytter og forsvarer af ’velfærdsstaten’. Der er her indstøbt en spænding i partiernes politik og agitation. Måske mest i lande som Norge og Danmark, hvor den folkelige tilslutning til en ’velfærdsstat’ traditionelt har været stor.

Tredivernes massive synlige massemobilisering i fascistiske massepartier er ikke længere del af den politiske stil og praksis, ej heller, bortset fra mindre militante neofascistiske og neonazistiske grupper, den klassiske fascismens synlige kendetegn, de paramilitære korps. I stedet er trådt TV apellen. De nye højreradikale partier i Europa rummer mange moderne, undertiden endda trendy, og charismatiske politikere med medietække som f.eks. nu afdøde Jörg Haider eller Marine Le-Pen eller alternativt joviale, populistisk brovtende typer som Silvio Berlusconi, eller bare grove som Umberto Bossi.

Sidst, men ikke mindst, er det politiske angrebsmål og den politiske retorik blevet udskiftet. Hvor mellemkrigsårenes fascisme direkte angreb demokratiet erklærer mange af den moderne højreradikalismes partier og grupper sig for demokrater og anlægger en demokratisk retorik. Det er vanskeligt for højreradikalismen i dag efter udgangen af 2. verdenskrig at fremtræde som erklæret antidemokratisk. Den demokratiske diskurs har sejret. Men hvad med de videre konsekvenser af hadefuld retorik og tilbagevendende apeller til fordomme og xenofobier?

Den europæiske højreradikalisme er omfattende. Men højreradikalismen er også internt differentieret omfattende forskellige strømninger, retninger og typer. Dette gjaldt nu i øvrigt også mellemkrigsårenes højreradikale og fascistiske spektrum. Også denne var mere heterogen end ofte antaget. Men dette gælder også, og i måske endda højere grad, i dag.

Den moderne højreradikalisme spænder over et meget bredt spektrum fra højrepopulistiske bevægelser og partier der ser deres primære opgave i at artikulere en stigende bekymring over det i mange lande store antal indvandrere, over autoritære højreradikale til ligefrem neofascistiske og nazistiske grupper. Nogle af partierne og grupperne, f.eks. det østrigske FPÖ, det tyske NPD, de italienske Forza Nuova, og Terza Positione, det ungarske Jobbik parti, det græske Cryssi Avgi og det rumænske Storrumænien parti trækker på autoritære og fascistiske rødder bagud i disse landes historie, medens andre, som f.eks. det norske Fremskridtsparti og Dansk Folkeparti, ikke har sådanne historiske bindinger. Nogle af partierne og deres ledende politikere benægter eller bagatelliserer Holocaust og forsøger at skrive historien om andre, har ikke denne interesse. Nogle partier og grupper er rabiate i deres politisk stil og retorik og ofte med ledsagende voldelige grupperinger, så som Jobbank i Ungarn eller Crosse Aggi i Grækenland. Andre anlægger nok en ekstrem og hadpræget retorik, men opfordrer ikke direkte til vold. Nogle fremtræder som moderate og politisk legitime andre søger en skarp afgrænsning til netop den officielle politik. [17] Der er således store indbyrdes forskelle.

Bemærkelsesværdigt har været højreradikalismens og højre populismens gennembrud og fremgang i de nordiske lande, engang anset for at være både det liberale demokratis og socialdemokratismens faste bastion. I Danmark udsprang Dansk Folkeparti, der blev grundlagt i 1995, af en skattenægterbevægelse, Mogens Glistrups Fremskridtsparti, der havde fået sit gennembrud ved valget i 1973. DF oplevede efterfølgende en betydelig fremgang under indvandrerdebatten, den ‘værdipolitiske’ diskussion, 9/11-terrorangrebet i New York, Danmarks inddragelse i internationale aktioner, og debatten om ‘Muhammed-tegningerne’. Partiet blev efter Anders Fogh Rasmussens regeringsdannelse i 2001 inddraget som fast støtteparti i hans regeringsbærende koalition, hvilket igen indebar en legitimeringsgevinst for partiet, både blandt de etablerede borgerlige partier og i medierne. Partiet søgte også i stigende grad selv at præsentere sig som et socialt bevidst midterparti, blot med en særlig bekymring for indvandrerproblematikken.

Som sådant har partiet da også efterhånden fået en betydelig tilslutning, kulminerende med godt 14 % af stemmerne ved folketingsvalget i 2007 og 15 % ved europaparlamentsvalget i 2009 til 22 % ved det nyligt afholdte folketingsvalg.[18] DF har i sin vælgersammensætning en bred profil og har herunder i stigende grad kunnet mobilisere også arbejdervælgere.[19] På det seneste sikkert også skuffede tidligere S- og SF-vælgere, samt ved det nyligt afholdte valg også en betydelig del venstrevælgere. DF’s succes ved 2015 valget var måske i høj grad en historie om Venstres nederlag.

Partiet har især under Christian Thulesen Dahl styrket sin sociale profil. Men partiet har dog på den anden side gennem årene peget på borgerlige statsministre og støttet borgerlige regeringer og deres økonomiske politik, og her til sidst banet vej for en en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmusssen som statsminister. Og i den såkaldte værdipolitik har partiet gennem årene placeret sig til højre.

Vil partiet overhovedet kunne bryde ud af sin generelle europæiske inspiration af højre populisme og realisere sig som et nationalt og socialt parti? Det har åbenbart selv været opmærksom på problemet og afgrænset sig fra for eksempel Le Pen bevægelsen i Frankrig.

I sin agitation har partiet ellers gennem årene tilbagevendende markeret sig som en del af den europæiske højre populistiske familie. ”Islam med de tendenser vi har set – fundamentalistiske tendenser- bør bekæmpes i allerhøjeste grad”, således opstillede Pia Kjærsgaard selv målsætningen under folketingets åbningsdebat i 2001. ^{^[20]} På DF’s årsmøde i 2004 proklamerede Mogens Camre: ”Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid… Den tro tilhører en mørk fortid”.^{^[21]}Og fra folketingets talerstol erklærede Jesper Langballe ”at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden… Der er tale om en religion, som … er en pest over Europa.”^{^[22]} ”Islam er en afstumpet religion” gentog det unge DF folketingsmedlem Morten Messerschmidt i Jyllandsposten. ^{^[23]}

DF-politikere har også igen og igen angrebet hele den arabiske civilisation. I en DF-

pressemeddelelse fra 2003 erklærede den unge Morten Messerschmidt, at Islam er den ”alt overvejende årsag til at de muslimske lande ligger i demokratisk og økonomisk ruin”. ^{^[24]} Pia Kjærsgaard erklærede i ovennævnte tale i folketinget at ”der er kun én civilisation, og det er vores”, og i Politiken karakteriserede hun kort og godt en hel verdensdel som ”tilbagestående og uvidende”.^{^[25]} I Europaparlamentet fortæller partiets repræsentant, Morten Messerschmidt i dag de delegerede, at Europa indenfor de kommende årtier vil få et muslimsk flertal og at det vil betyde enden for hele den europæiske civilisation. ^{^[26]}

Et fremtrædende træk i partits ideologi er tanken om den rene og enige danske nation. Man bekæmper de anderledes værende og de anderledes tænkende, der opfattes som ’unationale elementer’. Politiske modstandere er herunder blevet karakteriseret i grove vendinger.^{^[27]} Under tegningedebatten kaldte Pia Kjærsgaard f.eks. tre tidligere danske udenrigsministre for ’landsforrædere’. ^{^[28]}

Der er når det gælder etniske minoriteter eller politiske afvigere, ringe respekt for pluralisme, afvigende meninger og kritiske holdninger, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, magtens deling, retsstat. ^{^[29]} Det samme gælder fri og uafhængig forskning, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret. Enhver retning, enhver gruppe, enhver person, der ytrer sig kritisk om partiet eller forhold i Danmark, eller som argumenterer for menneskerettigheder og taler for en mere human politik på indvandrerområdet, kan blive udsat for voldsomme angreb.

DF har krævet forskere afskediget fra deres stillinger og hele institutter nedlagt fordi partiet ikke brød sig om de pågældende forskeres meninger, medens man omvendt har medvirket til at sikre bevillinger til personer og institutter, som man regner med kan levere forskningsresultater, der passer til DF-politikernes ideologiske formål.^{^[30]} Det har jagtet offentlige personer, der ytrer sig på tværs af partiets synspunkter. ^{^[31]}Det har tilbagevendende kritiseret TV udsendelser, der ikke passer ind i partiets verdensopfattelse.^{^[32]} DF-politikerne har talt meget om ’ytringsfrihed’, men den har ofte i praksis været forstået som en ret til at praktisere hate speech overfor etniske minoriteter og anderledes tænkende.

Det grundlæggende problem er imidlertid den nævnte forestilling om den rene, rensede nation, det nationale folkefællesskab, en forestilling der igen indgår i en forbindelse med en nationalistisk nationalromantik og agitation. Af denne følger uviljen mod ’de andre’ og ’de anderledes tænkende’. Den uforsonlige tone overfor minoriteter og ’afvigere’.^{^[33]}

Dette er imidlertid historien om partiets opkomst, rødder og første lange artikulation. DF’s legitimering under Fogh-regeringen og dets efterfølgende placering i det sociale-politiske tomrum, der er opstået ved SRSF-regeringens højrevendte overordnede økonomiske politik, har skabt en ny situation for også DF, en situation der nu er blevet trukket markant op ved partiets store valgsejr her til sidst.

Dette har imidlertid også skabt et nyt problem for partiet, et problem man vel knap nok har registreret i dag: Hvordan forener det fremover rollen som socialt protestparti med dets hidtidige højredrejede politik og dets oprindelse i samt inspiration fra den øvrige europæiske højrepopulisme? DF politikere har i årenes løb appeleret til xenofobi og pisket til had og fordomme. Men DF har også med held artikulert en folkelig protest mod den politiske elite og den ’nødvendige politik’. Dette er også en del af historien. Men hvor går DF hen?

Partiet har påvirket det politiske system, men bliver også omvendt påvirket af dette. Det kan fremover bevæge sig i flere retninger.

[1] Göran Therborn: European Modernity and Beyond. The Trajectory of European Societeties 1945-2000, London: Sage 1996 pp 36-39

[2] R.R. Palmer & Joel Colton: A History of the Modern World, New York: Alfred Knopf 1991, p 588

[3] Göran Therborn: European Modernity op.cit., p 38

[4] Göran Therborn: European Modernity op.cit , p 38

[5] Göran Therborn: European Modernity op.cit , p 47

[6] Lucy Dawidowitch: The War Against the Jews 1933-1945, New York: Bantam Books 1975, , Saul Friedländer: Das Dritte Reich und die Juden, München: dtv 2008

[7] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 45-46

[8] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 48 ff

[9] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 48 ff

[10] Göran Therborn: European Modernity op.cit , pp 50-51

[11] David Abernethy: Global Dominance. European Overseas Empires 1415-1980, New Haven: Yale University Press 2000

[12] R.R. Palmer & Joel Colton: History of the Modern World op.cit., p 592

[13] Luciano Cheles et al (eds.): Neofascism in Europe, London & New York: Longman 1991, Paul Hainsworth: The Extreme Right in Western Europe, Routledge 2006, Michelle H. Williams: The Impact of Right Wing Parties in Western Europea Democracies, Palgrave Macmillan 2006, Hans-Georg Betz & Stefan Immerfall (eds.): The New Politics of the Right Neo-Populist Parties and Movements in Established Democracies, New York: St.Martin’s Press 1998, Tore Bjørgo, Racist and Right-Wing Violence in Scandinavia: Patterns, Perpetrators, and Responses , Oslo: Tanø-Aschehoug 1997, Herbert Kitchelt & Anthony McGann (eds.): The Radical Right in Western Europe: A Comparative Analysis, University of Michigan Press 1997, Piero Ignazi:”The Silent Counterrevolution. Hypotheses on the Emergence of Extreme Right-Wing Parties in Europe”, European Journal of Political Research, vol. 22, No.1, 1992, pp 3-34, Martin Langebach & Andreas Speit: Europas radikale Rechte, Zürich: Füssli Verlag 2013, Nora Langenbacher & Britta Schellenberg (Hrsg.): Europa Auf Dem ‘Rechten’ Weg. Rechtsextremismus und Rechtspopulismus in Europa, Berlin: Friedrich Ebert Stiftung 2011, Peter Merkl & Leonard Weinberg (eds.): Right-wing Extremism in the Twenty-first Century, London: Frank Cass 2003, Helmut Reinalter, Franko Petri and Rüdiger Kaufmann (eds.), Das Weltbild des Rechtsextremismus. Entsolidarisierung und Bedrohng der Demokratie. Gesellschaftliche Bedingungen, Strukturen und Wirkungen rechtsextremen Denkens, Innsbruck/Wien: Studienverlag, 1998, Oliver Decker, Elmar Brähler & Norman Geissler: Vom Rand zur Mitte. Rechtsextreme Einstellungen und ihre Einflussfaktoren in Deutschland, Friedrich Ebert Stiftung, Forum Berlin , Berlin 2006 , Ruth Wodak et al.: Right-Wing Populism in Europe, London: Bloomsbury 2013

[14] Martin Blinkhorn: Fascism and the Right in Europe 1919-1945, Longmann 2000, Michael Mann: Fascists, Cambridge University Press 2004, Mark Mazower: Dark Continent. Europe’s Twentieth Century, London: Penguin 1999, Stanley Payne: A History of Fascism 1914-1945, University of Wisconsin Press 1995, Robert Paxton: Anatomie des Fascismus, München: Deutsche Verlagsanstlt 2006, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund , Bnd.II, 2013

[15] Martin Langebach & Andreas Speit Europas Radikale Rechte op.cit , p 251, p 255

[16] Fra DF’s angreb på navngivne personer og grupper, der helst ikke må ytre sig til Fides og Jobbik ’ s agitation og politik i Ungarn, for slet ikke at tale om Chrysi Avgi’s voldspolitik i Grækenland

[17] Se for andre forsøg på en fremdragelse af interne forskelle og typologisering, Anton Pelinka: ”Right-Wing Populism: Concept and Typology” i Ruth Wodak et al. (eds.): Right- Wing Populism in Europe op.cit., pp 3- 22, og Michael Minkenberg: “Die radikale Rechte in Europa heute: Trends und Muster inWest und Ost”, i Nora Langenbacher & Britta Schellenberg Europa Auf Dem ‘Rechten’ Weg op.cit , pp39-57

[18] Se for en oversigt over FP’s og (siden 1998) DF’s valgresultater Susi Meret “Vom Rand zur Mitte?” op.cit., p. 260, og www.parties-and-elections.eu.

[19] Susi Meret: “Vom Rand zur Mitte?” op.cit., pp. 272 ff.

[20] Folketingets samling 4/10 2001

[21] DF’s Årsmøde 2004

[22] Folketingets samling d. 31/5-2002.

[23] Jyllands Posten Århus 7/2 2005

[24] DF pressemeddelelse 3/6 2003

[25] Folketingets samling 4/10 2001 og Politiken d. 21/2 2006 .

[26] Langebach & Speit Europas radikale Rechte op.cit, p 253. Se videre for DF’s anti-islamisme Susi Meret Von Rand zur Mitte? op.cit, pp 268 ff og pp 270 ff

[27] Se f.eks. Peter Skaarup i Politiken d. 23/1 2009, hvor han besvarer en kronik af Preben Wilhjelm 10/1 ikke med argumenter, men ved at udråbe denne gennem et livslangt forløb konsekvent demokratiske socialist til stalinist. Retoriken her minder unægteligt om nazisternes hetz mod alle venstreorienterede i Weimarrepublikken. Selv de mest fredsommelige socialdemokrater blev af nazisterne stemplet som ’bolsjeviker’. Venstreorienterede intellektuelle blev kaldt ’kutlturbolsjevikker’. I dag hedder de ’kulturradikale’. Den historiske parallel er foruroligende.

[28] Politiken d. 27/2 2006. Det var Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, der blev udsat for Pia Kjærsgaard’s efter hidtidige danske forhold voldsomme retorik, altså udenrigsministre fra 3 forskellige partier, som alle af hende blev stemplet som ’unationale’. Det eneste rigtige ’nationale’ parti i Danmark er åbenbart efter hendes opfattelse DF.

[29] Se for en omhyggelig analyse og dokumentation Preben Wilhjelm: ”Efter Tuneserloven”, kronik, Politiken d. 10/1 2009

[30] Allerede i 2002 lagde DF ud med at kræve direktøren for Institut for menneskerettigheder Morten Kjærum afskediget og hele instituttet nedlagt fordi partiet ikke brød som om hans og instituttets meninger. I 2003 blev Danmarks Humanistiske Forskningscenter nedlagt fordi direktøren Birgitte Possing nægtede at efterkomme et krav fra DF om ansættelse af professor Bent Jensen uden om sædvanlig ansættelsesprocedure ( Information 13/12 2003). I 2006 sikrede DF ved en særbevilling af folketinget oprettelsen af et Center for Koldkrigsforskning ledet af Bent Jensen, selvom der kort forinden, i 2005, var blevet fremlagt en omfattende og videnskabelig velfunderet rapport af Dansk Institut for Internationale Studier om Danmark under den kolde krig

[31] DF indledte for eksempel i 2008 en hetz mod den tidligere operative chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen fordi partiet ikke brød sig om hans meninger. I december samme år hetzede man løs mod professor Henning Koch, der i en høring på Christiansborg havde udtalt sig på en måde, der mishagede partiet.

[32] Den fremtrædende DF-folketingspolitiker Søren Esbersen har offentligt kritiseret at visse TV- serier overhovedet blev bragt, fordi de ikke passer ind i DF’s verdensanskuelse. Søren Espersen i Politiken 21/3 2009. Det drejer sig om serier som som ’Matador’, ’Krøniken’ eller ’Livvagterne’,

[33] DF har da også haft et afgrænsningsproblem. I 2006 tilkendegav en hel stribe af lokale formænd adspurgt af journalister fra Ekstrabladet , at de ikke havde det mindste imod optagelse af nazister i partiet. Nogle mente dog, at man ikke skulle tale højt om det. Kun én enkelt var imod af principielle grunde.[33] Partiledelsen har dog ved flere lejligheder energisk søgt at bekæmpe sådanne strømninger, således blev i 1999 19 medlemmer af partiets ungdomsorganisation ekskluderet og i 2003 blev 9 medlemmer udelukket af partiet selv. [33]

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.

Hvem slog ihjel og hvorfor?

Curt Sørensen — Wed, 17 Jun 2015 07:50:51 +0000

Af Curt Sørensen

Jeg bringer her en stærkt forkortet udgave af en længere artikel, som jeg har skrevet på Kritisk Debat, om massemord og udryddelser i historien. Jeg påviser, at det har været et langt mere udbredt fænomen historien igennem end antaget i dag, at heller ikke 'Vestens' historie er snehvid, at årsagerne må søges i komplekse processer af modernisering og statsbygning samt gentagne civilisationsbrud. Ideologierne har betydet forholdsvis lidt idet forfølgelser og massemord er forekommet under vidt forskellige ideologier og symboler.Jeg griber her fat i myter der i de senere mange år har været udbredt på højrefløjen og dermed dominerende i medierne. Venstrefløjens samlede mediemagt er omvendt såre beskeden. Men diskusionen er enormt vigtig, derfor også følgende forkortede version her på Modkraft af nævnte artikel.

Hvem slog ihjel og hvorfor?

Hvem slog ihjel og hvorfor? Det nemme svar er her: det var ‘de andre’ eller en ideologi, eller endnu bedre: ’de andres ideologi’. Men massemord og udryddelser har været tilbagevendende fænomener historien igennem. Menneskene slog ihjel også før de overhovedet kunne læse. Frygt, instinkter, had og primitiv identitetsskabelse har været større dræbere end doktriner og læresætninger.

Forfølgelser og massemord er urgamle fænomener. Tilbagevendende er civilisationens tynde fernis krakeleret og barbariet brudt frem. [1] De moderne forfølgelser og massemord har ligeledes været præget af sådanne tilbagefald i barbari, men har tillige været knyttet sammen med den moderne stats- og nationsbygning og moderniseringsprocesser i det hele taget.[2]

Den bitre sandhed er at mange forskellige i tidens løb slog ihjel og at de kunne lide det. Der kan anstilles mange regnskaber i menneskelig lidelse, og Vesten er ikke så snehvid, som man får indtryk af i megen af den aktuelle historieskrivning og offentlige debat. Ofrene for moderniseringen tæller godt med både i den østlige og den vestlige udvikling. Moderniseringens veje var forskellige, men overalt var forløbene enormt lidelsesfulde og dødelige.

Den vestlige moderniserings ofre

Det er ofte overset, eller fortrængt, at Europas egen interne moderniseringshistorie var ekstremt blodig. Europa var i flere århundreder hærget af borger- og religionskrige.

De franske religionskrige i 1500-tallet kostede 3 millioner mennesker livet.^{^[3]} Under trediveårskrigen døde i Tyskland måske op mod 4 millioner mennesker, svarende til 20 % af Tysklands befolkning.^{^[4]} I England døde under borgerkrigene i 1600 tallet ¼ million mennesker ud af et befolkningstal på ca. 5 millioner, en højere tabsprocent end Storbritanniens tab under 1. verdenskrig.^{^[5]}

Religion (ideologi), borgerkrig og international politik flettede sig i den europæiske moderniseringsproces sammen i komplekse forløb. I så henseende foregreb religionskrigene i 1500 tallet og den første europæiske trediveårskrig fra 1618-1648, den efterfølgende senere europæiske trediveårskrig fra 1914 til 1945.

Religionen var altså for det første ikke en enestående faktor. Den var stedse flettet sammen med en række andre forhold og aspeker. For det andet var forfølgelser, massemord og udryddelser udbredte fænomener allerede længe før ’den moderne tid’ og moderne ideologier. Men, for det tredje, akcellerede disse processer i og med moderniseringen.

Napoleonskrigen var et nyt spring frem i voldsomhed. Der foregik nemlig her en accelereret statsbygning og en omfattende mobilisering, den militære kapacitet blev øget. Det samme blev tabene. 4 millioner mennesker døde under Napoleonskrigene. ^{^[6]}

Grusomheden blev fra og med Balkankrigene 1912-13 og 1. verdenskrig 1914-18 yderligere moderniseret. Vold, undertrykkelse og massedrab har som sagt været tilbagevendende historien igennem, men voldsmidlerne og ressourcerne til undertrykkelse og massedrab var blevet voldsomt udviklede, da vi nåede frem til det 20. århundrede. Dertil kom at hele den moderne politik havde en ’mørk side’, en side som man ikke havde forudset i det 19. århundredes udbredte fremskridtsoptimisme. ^{^[7]}

Europa var i det hele taget et uroligt og voldsplaget kontinent. Demokratisering og demokrati var ingenlunde givet på forhånd. Der var flere muligheder og udviklingsforløbene forskellige. Demokratiet var også i Europas historie omstridt og begrebet ændrede flere gange undervejs betydningsindhold.[8] ’Demokratiet’ var aldrig en naturnødvendighed og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget. [9]Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens førende 16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret.[10]

Modstanden mod demokrati var langt mere fremtrædende i den europæiske politiske udvikling end man får indtryk af det i dagens politiske diskurs. I en lang række lande i Europa kom fascismen eller højre autoritære retninger i mellemkrigsårene til magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande. Det kontinentaleuropæiske højres fascination af fascismen fortsatte også et langt stykke ind i 2. verdenskrigs periode. Det var først udfaldet af 2. verdenskrig der for alvor ændrede opfattelser og holdninger.[11]

Den vestlige moderniseringsmodels udbredelse

Europas interne voldelige og lidelsesfulde moderniseringsproces blev fra et tidligt tidspunkt så at sige eksporteret til de oversøiske kontinenter og lande. På de to amerikanske kontinenter var den præcolumbianske indfødte befolkning på mellem 60 og 100 millioner, deraf døde anslået over halvdelen under den europæiske ekspansion ind i kontinenterne.^{^[12]} I USA alene er den præcolumbianske befolkning anslået til at have været på mellem 4 og 9 millioner. I år 1900 var der kun 237.000 tilbage. 95 % af urbefolkningen var blevet udryddet.^{^[13]} I Californien alene blev 80 % af indianerbefolkningen udryddet i løbet af bare 12 år.^{^[14]} Hitler brugte det samme antal år til at udrydde 70 % af Europas jøder.^{^[15]} Californiens guvernør i 1850’erne erklærede ligeud at: “a war of extermination will continue to be waged between the two races until the Indians become extinct”.^{^[16]}

Også i Australien for den hvide settler-befolkning hårdt frem mod urbefolkningen, hvoraf 80 % blev dræbt.^{^[17]} Sygdom og sult var den store dræber, men både i USA og Australien myrdede de hvide kolonister også mere direkte løs blandt urbefolkningerne, foranstaltede ‘jagtselskaber’, gennemførte tvangsdeportationer, lagde forgiftede madvarer ud osv.^{^[18]} Demokratiske institutioner og demokratisk sindelag var ikke nogen hindring. Ved slutningen af det 19. århundrede erklærede den senere amerikanske præsident Theodore Roosevelt: “I don’t go so far as to think that the only good Indians are dead Indians, but I believe nine out of ten are, and I shouldn’t like to inquire too closely into the case of the tenth”.^{^[19]} Amerika og Australien var ‘demokratiske’ for den hvide befolkning, men myrdede millioner af farvede. Senere henviste Hitler ved flere lejligheder til det amerikanske folkemord på indianerne som et eksempel til efterfølgelse.^{^[20]}

Slavehandlen var et andet mørkt kapitel i moderniseringens udvikling. I løbet af 1700- og 1800-tallene slæbtes under de forfærdeligste forhold anslået mellem 10 og 15 millioner mennesker over oceanet til en tilværelse som slaver i den nye verden.^{^[21]} Imens delte europæerne i fremskridtets navn Afrika mellem sig. Selv det lille Belgien var med og under kong Leopold II’s rædselsregime i Congo døde mellem 4 og 8 millioner congolesere.^{^[22]} Tyskerne, som også ville være med til at udbrede den europæiske civilisation, begik under ledelse af general Trotha nede i Tysk-Sydvestafrika i årene 1904-1907 folkemord på Herero-folket.^{^[23]}

Sygdomme, mishandlinger og direkte drab var imidlertid ikke de eneste udryddelsesfaktorer. Hungersnød var en anden. Den amerikanske historiker Mike Davis beretter i sin Late Victorian Holocausts om hungersnøden i det nordøstlige Brasilien, i Indien og i Kina i 1870’erne og igen i 1890’erne, tilfælde af hungersnød som i høj grad var et resultat af fejlslagen økonomisk politik, og som tilsammen kostede mellem 31 og 61 millioner mennesker livet.^{^[24]}

Massedød som følge af sult og dertil relaterede sygdomme er stadig en realitet. Ifølge UNICEF dør hvert år i vores egen nutid 6-7 millioner børn, før de bliver fem år af årsager, som nemt kunne have været undgået.^{^[25]} På blot ti år bliver det til 60-70 millioner. Siden 1980 er hvert år kloden over 40 millioner mennesker døde af sult.^{^[26]} Også her kan man gange op på ti- eller 20-års forløb, hvis man har lyst.

Moderniseringens ofre i ’den tredje verden’

Det vestlige moderniserings eksempel udløste overalt i det der senere blev kaldt ’den tredje verden’ bølger af moderniseringsanstrengelser for at komme på højde med det avancerede Vesten, men under samtidig bevarelse af den nationale egenart. Der opstod herved historisk særegne konstruktioner, hvis moderniseringsforløb ofte var særdeles lidelsesfulde. Både Kemael Atatürks tyrkiske nationalstat, Stalins Rusland, Chiang Kai-sheks og efterfølgende Maos Kina kan ses som sådanne konstruktioner og forløb. [27]Det første af det 20’ende århundredes store folkemord, mordet på armenerne i 1915-16, blev begået af ikke de gamle imperiale kræfter eller religiøse fanatikere, men af sekulære nations- og statsbyggere, Kemael Atatürks folk. [28]

Der er her en slående lighed til hungersdøden under Stalins tvangskollektivisering i trediverne eller under ‘det store spring frem’ i Maos Kina.^{^[29]} Ofrene for Stalins moderniseringsproces sættes gennemgående i dag til 10-12 millioner.^{^[30]} Ofrene for Maos moderniseringsproces angives til mellem 30 og 40 millioner.^{^[31]} I Chiang Kai-sheks Kina døde i den hektiske moderniseringsperiode mellem 1916 og 1949 ca. 35 millioner mennesker af hungersnød og gennem militære handlinger.^{^[32]} Moderniseringen kostede i Sovjetunionen og Kina enorme mængder af menneskeliv.

Men det gjorde andre former for modernisering i andre dele af verden også. I deres berømte undersøgelse Hunger and Public Action fremhæver Jean Dreze og Amartya Sen godt nok det indiske demokratis større evne i årene fra 1948 frem til omkring 1970 til at opfange og imødegå optrækkende hungersnød.^{^[33]} Men de fremhæver også det bedre sundhedssystem i Kina, den lavere dødelighed, det bedre uddannelsessystem, den generelt bedre levestandard. Som følge af disse forhold var ‘overskudsdødeligheden’ i Indien i forhold til Kina i denne periode ca. 4 millioner om året. For hvert 8. år kostede overskudsdødeligheden flere menneskeliv i Indien end antallet af ofre i Kina under ‘det store spring fremad’ fra 1958 til 1961.^{^[34]}

Men ikke al massedød var resultat af forsøg på moderniseringsspring. Nogle var faktisk udtryk for det modsatte: baglæns regression til barbari. Khmer Rouge, hvis ledere var ideologisk inspireret af en primitiv agrarkommunisme, men som i øvrigt i en lang periode blev understøttet af både USA og Kina, og omvendt bekæmpet af Nordvietnam, gennemførte et massemord på ca. 1 million i Cambodja, massemord som leder tanken hen på folkemordet i Rwanda i 1994.^{^[35]} I 1979 blev Khmer Rouge væltet ved en nordvietnamesisk invasion, der således ret beset var den største ’humanitære aktion’ i nyere tid.

Folk døde også af etniske og religiøse konflikter, sociale modsætninger og borgerkrige. Da Indien blev selvstændig i 1947 myrdede 400.000 hinduer og muhammedanere hinanden. [36]I 1965-66 blev 1 million indonesiske kommunister massakreret i Indonesien.[37]Mellem 1945 og 1990 døde 20 millioner mennesker i krige rundt omkring i verden, de fleste af disse i ’den tredje verden’.[38]

Gennem hele det 20. århundrede var verden hærget af ikke blot militære konfrontationer, oprør og krige men også af de klassiske, historiske dødsformer. Vi har endda også et historisk eksempel på massemord udført i selve hjertet af den hvide, europæiske civilisation. Den mest berygtede af dem alle, nazismens vældige udryddelsesprogram og – praksis.

Nazismens udryddelser

I alt blev mellem 5½ og 6 millioner jøder udryddet under 2. verdenskrigs Holocaust.^{^[39]} Men nazismens massedrab var endnu mere omfattende og spørgsmålet om gangen i de grusomme beslutningsprocesser har været under heftig diskussion blandt forskere på feltet. ^{^[40]}

I Polen alene blev ud over 3 millioner jødiske polakker også 3 millioner ikkejødiske polakker myrdet under 2. verdenskrig.^{^[41]} I Rusland myrdede SS, Einsatz-grupperne og Værnemagten i forening ud over jøderne ca. 3 millioner krigsfanger, samt 6-7 millioner ikkejødiske sovjetborgere.^{^[42]} Dertil kom øvrige civile tab samt de civile ofre i den øvrige del af det besatte Europa, f.eks. nede på Balkan.^{^[43]} Dertil kom massemordene på Romaer og Zintaer. I alt foranstaltede nazismen mord på godt 20 millioner civile og krigsfanger under 2. verdenskrig.^{^[44]} Dertil kom de militære tab, som i Sovjetunionen var på næsten 9 millioner døde samt yderligere millioner af sårede.^{^[45]}

Midt i det 20. århundredes Europa havde nazismen således etableret et imperialistisk imperium i klassisk stil, men forenet med en moderne statsmagts teknologi. Noget sådant var der ingen, der havde regnet med i den europæiske civilisations optimistiske opgangsperiode fra 1870 til 1914. Og da slet ikke med forankring i et så højt udviklet, civiliseret samfund som Tyskland. Og endnu flere massemord og tvangsforflytninger var planlagt i tilfælde af en vundet krig.^{^[46]}Ifølge den såkaldte ’Generalplan Ost’ skulle mellem 40 og 50 millioner slaviske folk simpelthen udryddes.^{^[47]}

I deres analyser af historieskrivningen om Holocaust fremførte den israelske historiker Saul Friedländer og den canadiske historiker Michael Marrus det unikke i netop jødedrabene.^{^[48]} Der har været mange andre forfærdelige massedrab i historiens løb og senere igen i det 20. århundrede, men Holocaust var helt unik: “Unlike the case with any other group, and unlike the massacres before or since, every single one of the millions of targeted Jews was to be murdered. Eradication was to be total. In principle, no Jew was to escape.”^{^[49]} Også en anden israelsk historiker, Otto Dov Kulka, talte i et indlæg i debatten med den tyske historiker Martin Broszat om “the uniqueness of the Holocaust and its world-historical significance” og “the truly uncomparable singularity of the National Socialist attempt to exterminate the Jewish People.”^{^[50]} Massedrabet på jøder blev som bekendt et langt stykke vej fuldbyrdet, men nazismens delvist gennemførte og planlagte yderligere massemord mod andre og videre befolkningsgrupper var også en kendsgerning.^{^[51]}Et forhold som ofte overses i den nutidige diskussion og de nutidige talopgørelser.

Stalinismens massemord

Det andet store eksempel på massemord i Europas historie i det 20. århundrede er stalinismens massemord og udrensninger.^{^[52]} Ofrenes antal er igen forfærdende højt.^{^[53]} Man kan her ikke nøjes med at se på begivenhederne i 1937-1938. Til ofrene for udrensningerne i 1937-1938 skal lægges ofrene for hungersnøden, tvangskollektiviseringerne, deportationerne, døden i lejrene m.m. og perioden må udvides. Den beregnede samlede overskudsdødelighed for hele perioden 1927-1938 blev så af forskere som Wheatcroft og Davies beregnet til 10 millioner.^{^[54]} Alec Nove nåede til et lignende tal.^{^[55]} Det samme gør Michael Mann sammenfattende resultatet fra den nyere forskning.^{^[56]} Richard Overy når til sammenlagt et antal af ofre på 6-7 millioner.^{^[57]} Disse opgørelser ligger betragteligt under Robert Conquests tidligere opgørelse på 20 millioner, men der er dog stadig tale om et højt tal.^{^[58]} Der synes nu at være stigende konsensus i den nyere forskning om, at den russiske stalinismes ofre i alle perioder tilsammen og for alle kategorier af dødsfald beløber sig til 10-12 millioner, heraf de 6-8 millioner som følge af den store hungersnød i 1931-1933.^{^[59]}

Der har været fremført mange forskellige teorier til forklaring af stalinismens massemord og dens skueprocesser, udrensninger og massehenrettelser i 1937-1938. Teorier, der generelt fokuserer på systemets ‘totalitære’ karakter,^{^[60]} teorien om gennemførelsen af Stalins revolution ovenfra med ham selv som moderniseringsdespot,^{^[61]} teorien om tilbagefaldet under de givne omstændigheder i ‘det asiatiske despoti’ og en skærpelse af kampen mellem despot og bureaukrati,^{^[62]} teorien om Stalins sygelige mistænksomhed og hans følelse af usikkerhed og ønske om at sikre sin position,^{^[63]} teorien om Stalins ønske om på forhånd at udrydde enhver tænkelig potentiel og eventuelt kommende opposition,^{^[64]} teorien om det afgørende brud med og ødelæggelsen af den revolutionære tradition og kontrarevolutionens politiske konsolidering,^{^[65]} samt teorien om udviklingen af en intern magtkamp i eliten.^{^[66]}

Hele dette forløb kan dog bedst forklares ud fra den særegne karakter af den russiske socioøkonomiske udvikling i perioden, af den særegne karakter af den russiske stats- og nationsbygning og af landets internationale situation samt den egenartede skæring af disse processer. Den russiske revolution i 1917 havde været et produkt af ophobede problemer i den sen-zaristiske samfundsformation samt af 1. verdenkrig. Uden 1. verdenskrig , næppe nogen russisk revolution. Aktørernes teorier spillede herunder en underordnet rolle. De faktiske omstændigheder, interne og eksterne, var afgørende for oktoberrevolutionen og bolsjevikernes sejr i borgerkrigen, men også for revolutionens nederlag i 1921. I løbet af 20’erne og 30’erne udviklede der sig så en særegen samfundskonstruktion og politisk regimeform, en transformation og en form som derpå – i 1936- af Stalin blev proklameret som ’den realiserede socialisme’. Det var den erklærede ideologi.

Ovenstående rejser under alle omstændigheder spørgsmålet om karakteren af det samfund og den stat, der gennemførte alle disse deportationer, lejranbringelser, massehenrettelser og udryddelser. Totalitarismeteoretikerne ser dette som udtryk for noget moderne, nemlig det ‘totalitære diktatur’. Men den russiske virkelighed var mere kompleks end som så, en særegen blanding af traditionelt og moderne. Selve moderniseringsanstrengelsen, den forcerede økonomiske og sociale udvikling og nationalstatsudviklingen var naturligvis i sig selv ‘moderne’ og samtidig uhyre lidelsesfuld og kostede millioner af døde. Det politiske regime derimod var, som tilbagevendende i Ruslands historie, et gammeldags despoti benyttende sig af traditionelle og grusomme despotiske metoder. [67]Despotiet var forlenet med en moderne vision om og praksis for modernisering og begge elementer trak i retning af massedøden.

Ofrene for de to store europæiske diktaturer. En sammenligning

En sammenligning af nazismens og stalinismens udryddelser og massemord er ganske oplysende: Nazismens aggression var primært rettet udadtil. Ganske vist begyndte den internt i Tyskland og de første ofre var den tyske venstrefløj. Kz-lejrenes første indbyggere var tyskere. Men i det samlede forløb var de nazistiske forfølgelser, udryddelser og massemord primært rettet udadtil mod fremmede folk, og en postuleret ’fremmed race’, og processen kom netop til fuld udfoldelse i forbindelse med krig og erobring. På det punkt mindede nazismen om den europæiske kolonialisme, og var, som hævdet af Hannah Arendt måske endda direkte inspireret herfra. [68]

Der var her en slående forskel til den russiske stalinisme. Medens langt største delen af nazismens ofre var fremmede folk, jøder slæbt sammen fra hele Europa, romaer, zintaer, polakker, russere og folk på Balkan, russiske krigsfanger osv., så var Stalins ofre omvendt og primært store grupper i hans egen befolkning. Det samme gjaldt i øvrigt perioden under Chang Kai-Sheiks moderniseringsanstrengelse i 30’erne og 40’erne og senere Maos regime i Kina. På dette punkt er der altså større lighed mellem den nazistiske imperialismes og den vestlige imperialismens model: Det gik altid primært ud over fremmede folk. I Eurasien gik det primært ud over de egne befolkninger.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af dødsofrene for Stalins regime simpelthen døde af sult. Dette forekom ikke i det langt mere udviklede Tyskland. Nazismen henrettede omkring og kort efter magtovertagelsen tusinder af tyskere, men millioner af tyskere omkom aldrig af noget så elementært som sult. Det siger i sig selv meget om de to samfunds og regimers forskellige udgangspunkt og karakter, trods overfladiske lighedspunkter i magtudøvelsens teknologi. Største delen af stalinismens ofre var ofrene for den store hungersnød i 1931-33. De var ofre for en fejlslagen økonomisk politik, for en i første omgang fejlslagen udviklingsanstrengelse, og for en despotisk reaktion herpå.[69]På dette punkt er det stalinismen, der minder om kolonialismen.

Nazismens ofre var endvidere ofre for en bevidst udryddelsespolitik, med Holocaust og masse-gasningen af jøder og slaviske folk som en kulmination. Der var omvendt ikke i Sovjetunionen regulære udryddelseslejre som Ausschwitz, Birkenau, Sobibor, Treblinka og Belzeck. [70] Der var heller ingen medizinske eksperimenter som i nazi-lejrene. Også hvad angår lejr-systemet befandt Hitlers Tyskland sig på et ’højere’ niveau af – en perverteret- ’civilisation’. Stalins lejre var det plumpe primitive despotis lejre, dog kombineret med en moderne økonomisk rationalitets, i øvrigt fejlslagne, målsætning.

Dette fører over i en fjerde, og vigtige, forskel: årsagerne til radikaliseringen og eskaleringen over i massemord var vidt forskellige. I Sovjetunionen var stalinismens udvikling et produkt af 2 hinanden gensidigt forstærkende processer, nemlig dels tilbagefaldet i den konkrete situation, der forelå i 20’ernes Sovjetunion, til et ’arkaisk despoti’,[71] og dels den forcerede tvangskollektivisering og industrialisering i det relativt tilbagestående agrarsamfund. Begge processer var igen indlejrede i Ruslands problemfyldte historiske udviklingsproces,[72] en proces som tillige vedvarende var præget af Ruslands geopolitiske situation og skiftende herskeres og eliters forsøg på at piske landet fremad, så det kom på omgangshøjde med de mere fremskredne vestlige stormagter. Stalinismen var den sidste, men også mest brutale, af denne tilbagevendende moderniseringsanstrengelse.

I Tyskland var årsagerne til radikaliseringsprocessen anderledes.[73] Afgørende var her i perioden op til nazismens magtovertagelse i 1933 kombinationen af nazismens vældige Volksgemeinsschafts-appél og de traditionelle eliters og dominerende klassers fjendtlige holdning til republikken og deres samspilspolitik i forhold til den opstigende nazibevægelse.[74] I årene efter magtovertagelse foregik der derefter en intern magtforskydning med heraf følgende forandrede elite-struktur og Førerens styrkede position.[75] Af betydning blev videre det administrative kaos der udviklede sig samt den mekanisme, som den engelske historiker Ian Kershaw har kaldt ”Working towards the Führer” som begge igen frembragte en ’kumulativ radikalisering’.[76] Endvidere spillede raceideologiens dynamik en vigtig rolle.[77] Dertil kom Hitlers udenrigspolitiske sejre. Alle disse faktorer tilsammen trak i retning af den radikalisering, som igen udløste sig i angrebskrig, folkemord og masseudryddelse.

Hævnen

Efter krigsnederlaget begik de allerstørste tyske krigsforbrydere selvmord, nogle blev straffede, mens de fleste slap fri. Men hævnen over en bestemt del af den almindelige befolkning var frygtelig. Millioner af civile tyskere flygtede ved krigens slutning af frygt for de fremrykkende sovjethære fra Østeuropa og under frygtelige lidelser: massevoldtægt, bombardementer, sult og sygdomme.[78] Andre millioner, efterkommere af befolkninger, som i århundreder og nogle steder mere end 1000 år havde levet i Sudeterland, Schlesien, Pommern og helt nede i Voivodina, Banatet og Transylvanien, blev i løbet af samme periode og i de første efterkrigsår tvangsfordrevne.[79] Ikke blot de fremrykkende sovjethære, men i høj grad også hævngerrige polske, tjekkiske og jugoslaviske militser og befolkninger drev på i en fremadskridende voldsspiral af henrettelser, vold, mishandlinger og fordrivelser. I Prag var der tyskere, der blev overhældt med benzin og hængt op i lygtepæle som brændende fakler.[80] I alt blev omkring 14 millioner tyskere fordrevet fra Østeuropa og måske helt op til 2 millioner tyskere mistede livet under flugten og fordrivelserne.[81]

Yeltsin-moderniseringens ofre

Ifølge den gængse, i ikke mindst de vestlige medier udbredte, opfattelse foregik der i årene 1989-1991 i Sovjetunionen en kamp mellem på den ene side befolkningens flertal, som støttede ’den demokratiske opposition’, og som blev anført af Boris Jeltsin, og på den anden side den gamle parti-/statselite, der forsvarede sine privilegier og det system, der havde sikret dem disse. Denne kamp endte med oppositionens sejr. Den gamle elite blev væltet, det ’socialistiske system’ brød sammen, og i stedet blev der indført ’demokrati’ og ’kapitalisme’. En rigtig mediehistorie. Enkel og letforståelig og med ’en god slutning’.

Parti/statseliten var imidlertid selv en vigtig faktor, ja, den afgørende drivende kraft, i transformationsprocessen. Den foretog herunder en ’conversion of power’, idet den skiftede sin hidtidige politiske kapital ud med en anden kapital, økonomisk og social.[82] Nogle personer i den gamle elite formåede endda at fastholde deres politiske kapital, medens de skiftede symboler og retorik, samtidig med at de erhvervede sig en ny kapital.[83] Dette gælder f.eks. netop Boris Jeltsin og hans følgeskab. Jeltsin var lige så meget som Gorbatjov og Ligatjov medlem af det gamle kommunistiske parti og den gamle statselite.

Den virkelige russiske transformationsproces var ikke et resultat af et pludseligt sindelagsskift, en konvertering fra ’socialisme’ til ’demokrati’ og ’markedsøkonomi’. Den var betydeligt mere kompleks og mere rå, formet af skiftende magtrelationer og interessemodsætninger. Det var en proces, tillige, hvor den hidtidige erklærede ideologi blev skiftet ud med en ny erklæret ideologi, fordi et sådant skift i ideologi og symboler var formålstjenligt for den nye elitekonstellation, der var under udvikling. Betydningsfuld var imidlertid også den nye reformelites erfaringsdragelse og heraf udviklede nye situationsopfattelse.[84] Interesser, magt og faktiske ideologier flettede sig sammen i en yderst kompleks proces, en proces som dog i de vestlige medier fremtrådte som ganske enkel, som en kamp mellem ’de onde’ og ’de gode’.

Resultaterne var lige så opsigtsvækkende: Sovjetunionen/Rusland blev bombet tilbage i udvikling: Nationalproduktet, GDP, var i 1996 faldet med 42 % (til sammenligning kan anføres, at under den store depression i USA fra 1929-1933 faldt det amerikanske GDP med 30 %). Industriproduktionen var i 1996 faldet med 46 %, realindkomsten var i 1995 faldet med over 50 %, uligheden var steget fra et skandinavisk niveau til niveauet i USA, procenten af befolkningen under fattigdomsgrænsen var steget fra 5 % i slutningen af 1980’erne til 36 % i 1992.[85] Fødselsraten faldt fra 1989-1993 med 36 %, og levealderen for mænd faldt fra 65,5 år i 1990 til 57,3 år i 1993, hvilket bragte Rusland ned på niveau med lande som Indien og Ægypten.[86]

’Overskudsdødeligheden’ i disse år er i nyere undersøgelser blevet opgjort til mellem 6 og 7 millioner.[87] Hvis disse beregninger er korrekte, nærmede de menneskelige omkostninger ved chokterapien i 1990’erne sig tallet for hungersdøde i forbindelse med Stalins ligeledes ovenfra gennemførte accelererede moderniseringspolitik i 1930’erne. Nye tider, en ny ideologi, nye symboler, men stadig en ovenfra påtvunget modernisering og store lidelser for befolkningen.

Terror og statsterror i nutiden

Terrorismen synes i dag at være alle vegne og frygten for terror er blevet fremtrædende i nutidens verden. Fænomenet har imidlertid eksisteret altid, og i skolen lærte vi om mordet på Cæsar og Sullas proskriptioner. I nyere tid blev terroristiske attentater forbundet med mordene på Alexander, d. II, Frans Ferdinand, kejserinde Elizabeth, kong Alexander, udenrigsminister Barthou og i øvrigt som noget der mest foregik ned på Balkan. Men efter 11 september 2001 synes begrebet herom at være blevet dominerende i medierne, i den politiske diskurs, og i den akademiske verden. [88]

Den mest udbredte og effektive terror i nyere tid har dog været det man kunne kalde ’statsterror’, simpelthen fordi den statslige magt er så kolossal sammenlignet med hvad private aktører kan præstere i så henseende. Statsterroren var en integrerende bestanddel af det 20. århundredes store diktaturer, men forsvandt ikke ud af verden med disse.

Et eksempel fra nutidens Europa er Ex-Jugoslavien i 1990’erne, hvor 300.000 blev slået ihjel og 4 millioner drevet på flugt. [89]Der var ganske vist også mange ‘private’ militser i aktion, men statslig magt var altid involveret. Alle parter begik grusomheder. Og, hvilket overraskede mange, borgerkrig, forfølgelser og mord foregik midt i processer af generel ’demokratisering’ [90]’Demokratisering’ var ingen garanti mod disse fænomener. Det jugoslaviske eksempel illustrerer tillige hvor tæt sammenvævet ’krig’, ’borgerkrig’, ’massemord’ og ’terrorisme’ ofte er.

Men over hele kloden har forfølgelser, interventioner, krige, borgerkrige, indre opgør og massemord været tilbagevendende og er som bekendt stadig fremtrædende: I Mellemøsten, Østasien, Afrika og Latinamerika kom disse fænomener til fuld udfoldelse under den kolde krig og de er bestemt ikke ophørt i og med den kolde krigs afslutning.

Allerede i 1953 havde det amerikanske CIA for eksempel i samarbejde med den britiske efterretningstjeneste gennemført et kup mod den demokratiske Mossadeq-regering i Iran og fået installeret Mohammed Reza som shah, der forblev en fast allieret for Vesten helt frem til Khomeini-revolutionen i 1979, hvor han måtte flygte ud af landet.^{^[91]} Shahens regime havde indadtil været et af de værste diktaturer i Mellemøsten og i det berygtede sikkerhedspolitis, Savaks, fængsler udfoldede der sig torturscener af nærmest pornografisk karakter.^{^[92]} Men shahen af Iran var en ven af Vesten.

Det samme gjaldt i en årrække Saddam Hussein i Irak, en sekulær leder og en af medspillerne for Vesten i Mellemøsten.^{^[93]} Også i Saddats fængsler, blandt andre i det af amerikanerne senere brugte Abu Ghraib fængsel, udspillede der sig ubeskrivelige torturscener.^{^[94]} Og under Iraks krig mod Iran i 1980’erne så Vesten passivt til medens Saddam Hussein i stor stil anvendte giftgas, både mod iranerne og mod kurderne.^{^[95]} Først da Hussein med sin intervention i Kuwait i 1990 kom på tværs af vestlige interesser begyndte man, både under Golfkrigen i 1990-1991 og forud for og under invasionen i 2003 og i de følgende år, blandt Vestens politikere og i medierne at tale om, at han i grunden altid havde været en grusom diktator. Efterfølgende døde 500.000 irakiske børn som følge af sanktionerne over for landet og efter 2003, under interventionskrigen og borgerkrigen, dræbtes mindst 100.000 civile irakere, ja, ifølge det britiske The Lancets skøn måske endda helt op til 900.000.^{^[96]}

Et andet voldscentrum var Mellemamerika. I Nicaragua, hvor Sandinist bevægelsen i 1979 væltede den korrupte og brutale militærdiktator Anastasio Somosa, som i årevis var blevet understøttet af USA, eskalerede Reagan administrationen, til trods for at Sandinist regeringen i 1984 faktisk havde afholdt frie valg,^{^[97]} i løbet af 1980’erne sin støtte til de højreorienterede contraer, der var rekrutteret fra Somosas tidligere Nationalgarde.

I El Salvador støttede USA den alliance mellem oligarkiet og militæret der, havde magten i landet. Da regeringens forfølgelser af reformvenner udløste en modstandsbevægelse, FMLN, satte statsmagten ikke blot hæren, men også særlige dødspatruljer ind mod oprørerne og udløste en omfattende terror.

Mest omfattende var massakrerne og terroren i Guatemala. Efter den CIA organiserede invasion og kuppet mod Arbenz regeringen i 1954 blev dette fattige land regeret af skiftende generaler. Den amerikanske støtte til regimet fortsatte gennem årene og eskalerede under Reagan i 1980’erne. Det samme gjorde borgerkrigen og den organiserede statsterrorisme. Den statslige terror ude i landdistrikterne var ubeskrivelig: ofrene blev regelmæssigt torterede, lemlæstede og endnu levende smidt i gruber eller brændt.^{^[98]} Masseterroren antog også i dele af landet karakter af folkemord på maya indianerne, der blev udslettede eller fordrevet. I de sandhedskommissionsrapporter, der blev udarbejdet af henholdsvis den katolske Archdiocese i Guatemala city og af FN og offentliggjort i 1989 og 1999, blev antallet af ofre i Guatemala opgjort til over 200.000. Heraf var godt 95 % faldet som ofre for den statslige terror.^{^[99]} Guerillaerne tegnede sig for mellem 3 og 4,8 %.^{^[100]}

I alt blev mindst 300.000 mennesker myrdet under den af Reagan administrationen støttede og af oligarkiske regimer, militæret og de højreorienterede dødspatruljer i 80’erne Centralamerika gennemførte offensiv mod venstreorienterede, befrielsesteologer og tredje verdens nationalister. Dette rokkede dog ikke det mindste ved Reagan administrationens selvforståelse og hele opfattelse af den kolde krig. Som den norske koldkrigs forsker Odd Arne Westad udtrykker det: ” Its worldview …stayed intact: the Cold War was a conflict between good and evil, in which the United States was on the side of the angels”.^{^[101]}

Konklusion

Det har ikke været religionernes og ideologiernes nærmere kognitive indhold, striden om dogmer, fortolkninger og ritualer eller erklærede samfundsanalyser, men de faktisk virksomme ideologiers udløsning af primitive behov og lidenskaber, såsom åbenlys glæde ved at pine, ydmyge og dræbe, især når dette kunne ske over for værgeløse ofre, der har pisket processerne fremad til et barbarisk crescendo. Samtidig har gerningsmændene og deres sociale basis i aggressionen mod andre grupper søgt en primitiv identitetsskabelse.

Men oven i dette har den moderne stats- og nationsbygning så, føjet et uhyre destruktivt potentiel. Den uhyre organisation, viljen til styring og kontrol samt nations- og statsbygningens egne interne udviklingsproblemer skabte og skaber en generelt farlig situation. Og udviklingens ’mørke side’ er ikke alene et produkt af forvreden stats- og nationsbygning, men også af massepolitikkens udfoldelse og dynamik, den socioøkonomiske moderniseringsproces og det internationale systems udvikling og krigene samt videre globaliseringen og vestliggørelsens dialektik. Den stærke og hurtige socioøkonomiske udvikling fremkaldte nye konflikter, der lejrede sig oven på de gamle og forstærkede disse. Samtidig frembragte den en vældig social mobilisering, der i det politiske rum slog over i en omfattende deltagelseskrise. Globaliseringen og vestliggørelsens dialektik, endelig, skabte internt i landene et stærkt øget moderniseringspres og eksternt nye brudflader i det internationale system.

Det 20. århundredes excesser skyldes ikke det forhold at nogle mennesker har skrevet og læst nogle ’farlige bøger’ eller at nogle ’extreme’ randelementer i befolkningerne er blevet grebet af pludselige anfald af sindsyge. Problemet er langt mere alvorligt: De udspringer af selve den cenrale moderniseringsproces samt tilbagevendende frisætninger af ‘the dark side’ af den ‘menneskelige natur’. De har været forankret i de pågældende samfunds historie, grundstruktur og udviklingsproblematik, herunder dets internationale placering. Moderniseringen, i den ene eller den anden form og på godt og ondt, reaktiverede urgamle instinkter og frembragte samtidig midlerne for deres moderne udløsning. Jungletrommerne rungede, men i en moderne marchtakt.

Kan det nogensinde blive anderledes? Måske. Men det kræver et radikalt brud med fundamentale magt- og udbytningsstrukturer og en frisættelse af menneskenes skabende potentiel. De sociale forhold er menneskeskabte og kan derfor også ændres af disse. Fundamentale menneskelige vilkår kan derfor ændres i retning af et mere solidarisk og genuint demokratisk samfund, et samfund uden undertrykkelse, udbytning, ulighed, fattigdom, forfølgelser, mord og krige og hvor menneskene kan udfolde sig som frie og skabende individer i et fællesskab. Dette var og er også såvel den nødvendige løsning som den store vision. Den er mere nødvendig end nogensinde. Dens virkeliggørelse afhænger imidlertid af folk selv.

[1] Frank Chalk & Kurt Jonassohn: The History and Sociology of Genocide, New Haven & London: Yale University Press 1990, Arno Mayer: Why Did the Heavens not Darken? The ‘Final Solution’ in History, London: Verso 1990, Matthew White: Atrocities, , New York: Norton 2013

[2] Se for magtfulde fremhævelser af denne sammenhæng mellem moderne statsbygning og forfølgelser og massemord Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust, Cambridge: Polity Press 1989 og Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambrige University Press 2005

[3] Matthew White: Atrocities, , New York: Norton 2013, p 198

[4] Mary Fulbrook: A Concise History of Germany, Cambridge University Press 1990, p 64

[5] Simon Scharma: A History of Britain. 1603-1776. The British Wars, London: BBC Books 2003, p 15

[6] Matthew White: Atrocities op.cit., pp 259 ff

[7] Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005

[8] Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, Bnd. I-III; København: Frydenlund 2012-2014

[9] Barrington Moore: Social Origins of Dictatorship and Democracy. Lord and Peasant in the Making of the Modern World, London: Penguin 1967, Dietrich Rueschemeyer, Evelyne Huber Stephens, & John D. Stephens: Capitalist Development and Democracy, University of Chicago Press 1992, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit., I-III, København:Frydenlund 2012-14, Göran Therborn: “ The Rule of Capital and the Rise of Democracy”, New Left Review, 103, 1977, pp 3-41

[10] Anthony Arblaster: The Rise and Decline of Western Liberalism, Oxford: Blackwell 1984, Teodore S. Hamerow: Restauration, Revolution, Reaction.Economics and Politics in Germany 1815-1871, Princeton University Press 1958, Domenico Losurdo: Liberalism. A Counter History, London: Verso 2011, Pieter M. Judson: Exclusive Revolutionaries. Liberal Politics, Social Experience, and National Identity in the Austrian Empire, 1848‒1914, University of Michigan Press 1996, C.B. Macpherson: The Life and Times of Liberal Democracy, Oxford University Press 1977, James Sheehan: German Liberalism in the Nineteenth, Century , Peter Stearns: 1848. European Society in Upheaval, New York: Norton & Comp. 1974, Curt Sørensen, Stat, Nation, Klasse op.cit.

[11]Martin Blinkhorn: Fascism and the Right in Europe 1919-1945, London: Longman 2000, Stein Ugelvik Larsen et al. (eds.): Who Were the Fascists?, Bergen-Oslo-Tromsø: 1980, Gregory M.Luebbert: Liberalism, Fascism, or Social Democracy . Social Classes and the Political Origins of Regimes in Interwar Europe, Oxford University Press 1981, Michael Mann: Fascists, Cambridge University Press 2004, Mark Mazower: Dark Continent. Euorope’s Twentieth Century, London: Penguin 1999, Robert Paxton: Anatomie des Fascismus, Müncen: Deutsche Verlags Anstalt 2006, Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bnd. II

[12] Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005, p. 76, og Clive Ponting: World History. A New Perspective, London: Pimlico 2001, pp.490-494.

[13] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[14] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[15] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[16] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 91.

[17] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 76.

[18] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., pp. 79-83 og pp. 83-98.

[19] Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 94.

[20] Michel Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 98.

[21] Marc Ferro: Kolonialismens sorte bog , Købehavn: Høst & Søn 2000, p. 123.

[22] Adam Hotschild: King Leopold’s Ghost. A Story of Greed, Terror and Heroism in Colonial Africa, London: Mariner Books 1999.

[23] Isabel Hull: “Military Culture and the Production of ‘Final Solutions’ in the Colonies’. The Example of Wilhelminian Germany” i Robert Gellately & Ben Kiernan (eds.): The Specter of Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, pp. 141-162.

[24] Under hungersnøden i det nordøstlige Brasilien, i Indien og i Kina i 1870’erne og igen 1890’erne, tilfælde af hungersnød der i høj grad var resultaterne af fejlslagen økonomisk politik, døde et sted mellem 31 og 61 millioner mennesker af sult, Mike Davies: Late Victorian Holocausts, London: Verso 2002, og Michael Mann: Dark Side of Democrcy op.cit., p. 76.

[25] UNICEF: Levels and Trends in Child Mortality, report 2013. Tendensen har været dalende gennem de sidste par tiår, først og fremmest på grund af fremgangen i Kina, men er altså stadig på dette høje niveau.

[26] Clive Ponting: World History. A New Perspective op.cit., p. 791.

[27] Theodore von Laue: The World Revolution of Westernization, Oxford Univesristy Press 1987,. Se også Jonathan Fenby: Generalissimo Chiang Kai-Shek and the China he Lost, London: Simon & Schuster 2003 , Jonathan Fenby: The Penguin Historyof Modern China. The Fall and Rise of a Great Power 1850-2009, London & New York: Penguin 2009, og Rana Mitter: A Bitter Revolution. China’s Struggle with the Modern World, Oxford University Press 2005, y

[28] Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, kapitlerne 5 og 6

[29] Robert Conquest: The Harvest of Sorrow. Soviet Collectivization and the Terror-Famine, London: Pimlico 2002, og J. Becker: Hungry Ghosts. Mao’s Secret Famine, New York: Free Press 1996.

[30] Davies, Harrison og Wheatcroft angiver i alt 10 millioner ofre i perioden 1927-1938, hvoraf de fleste døde under hungersnøden i 1933. Se R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft (eds.): The Economic Transformation of the Soviet Union, 1933-1945, Cambridge University Press 1994, p. 77. Michael Mann vurderer, at det samlede antal af stalinismens ofre af alle kategorier for alle perioder tilsammen udgjorde 8-10 millioner, Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 329. Alec Nove angiver tallet 10-11 millioner, idet han tilføjer, at stalinismens ofre under krigen må lægges til, Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London: Weidenfeld & Nicolson 1993, p. 30.

[31] J. Becker: Hungry Ghosts. Mao’s Secret Famine, New York: Free Press 1996, og Clive Ponting: World History. A New Perspective op.cit., p. 791.

[32] Jonathan Fenby: Generalissimo. Chiang Kai-shek and the China He Lost, London: Free Press 2003, p. 502.

[33] Jean Dreze og Amartya Sen: Hunger and Public Action, London: Clarendon Press 1989.

[34] Jean Dreze og Armatya Sen: Hunger and Public Action op.cit., pp. 214-215.

[35] Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, kapitel 14 og 15

[36] Michael Mann Dark Side of Democracy op.cit., p 485

[37] Robert Gellately & Ben Kiernan Specter of Genocide op.cit., p 290

[38] Melvyn P. Leffler & David S. Painter (eds.): Origins of the Cold War, New York & London: Routledge 2005, p 336

[39] Lucy Dawidowitz: The War Against the Jews 1933-1945, New York: Bantam Books 1986, p. 403, Richard Evans: Third Reich at War, London: Allen Lane 2008, p. 318, og Martin Gilbert: The Holocaust. A History of the Jews of Europe during the Second World War, New York: Holt, Rinehart & Winston 1986, p. 18, og Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 187.

[40] Se bind II, kapitel V, afsnit 3.e og 3.f. Se videre Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past. Hitler, the Holocaust, and the Historians’ Debate, Boston: Beacon Press 1990, Richard J. Evans: In Hitler’s Shadow, New York: Pantheon Books 1989, Ian Kershaw: The Nazi Dictatorship. Problems and Perspectives of Interpretation, London: Arnold 1993, kapitlerne 5 og 9, Ian Kershaw: Hitler, the Germans, and the Final Solution, Yale University Press 2008, afsnit III, Charles S. Maier: The Unmasterable Past, Cambridge Mass.: Harvard University Press 1988, og Hans-Ulrich Wehler: Entsorgung der deutschen Vergangenheit?, München: C.H. Beck 1988.

[41] Richard Lukas: Forgotten Holocaust. The Poles under German Occupation 1939-1944, New York: Hippocrene Books 2007, pp. 38-39, og Michael Mann: Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, p. 186.

[42] Richard Evans: Third Reich at War, London: Allen Lane 2008, pp. 181-186, Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 186, og Christian Streit: Keine Kameraden. Die Wehrmacht und die sowjetischen Kriegsgefangenen 1941-1945, Stuttgart: Deutsche Verlagsanstalt 1978. Dødsraten blandt de ca. 5,5 millioner sovjetiske fanger i tysk krigsfangenskab var helt oppe på 58 %. Til samenligning kan anføres, at 18 % af de ca. 2 millioner tyske soldater, der, især i krigens afslutning, kom i russisk krigsfangenskab, døde. Dødsraten blandt britiske og franske soldater i tysk krigsfangenskab var 2 %. Se Evans: Third Reich at War op.cit., p. 185. Til antallet af jøder, der blev slået ihjel, kan man føje anslået 17 millioner civile hviderussere, ukrainere og russere, der døde som følge af krigen og dens konsekvenser, Richard Overy: Russia’s War, London: Penguin 1999, p. 288, og Evan Mawdsley: Thunder in the East. The Nazi-Soviet War 1941-1945, London: Arnold 2007, p. 405.

[43] Misha Glenny: The Balkans. Nationalism, War, and the Great Powers, London: Granta Books 1999, kapitel 7, og Mark Mazower: Inside Hitler’s Greece. The Experience of Occupation, 1941-1944, New Haven: Yale University Press 2001.

[44] Michael Mann angiver tallet 20 millioner, et tal der dog nok undervurderer antallet af civile ofre i Sovjetunionen med med måske op til 10 millioner. Se Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 184, og Richard Overy: Russia’s War op.cit., p. 288.

[45] Se for Sovjetunionens samlede tab under 2. verdenskrig også Chris Bellamy: Absolute War. Soviet Russia in the Second World War, New York: Vintage 2008, p. 2 og p. 15. Sovjetunionens samlede uhyre krigstab blev længe søgt hemmeligholdt af skiftende sovjetiske styrer, men også i Vesten. I den kolde krigs klima var det ikke opportunt at oplyse om Sovjetunionens enorme krigstab i kampen mod den fælles fjende, som nu var Vestens nye allierede.

[46] Se for Nazi- imperiet Mark Mazower: Hitler’s Empire. Nazi Rule in Occupied Europe, London: Allen Lane 2008, og for den moderne stats masseudryddelses potentiel Zygmunt Bauman: Modernity and the Holocaust, Cambridge: Polity Press 2000. Se videre for ‘Generalplan Ost’ Mark Mazower: Hitler’s Empire op.cit., pp. 204-211.

[47] Mechtild Rössler & Sabine Schleiermacher (eds.): Der ‘Generalplan Ost’. Hauptlinien der nationalsozialistischen Planungs- und Vernichtungspolitik, Berlin 1993

[48] Saul Friedländer: “Some Reflections on Historicization of National Socialism” i Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past op.cit., pp. 88-101, her p. 92, og Michael Marrus: The Holocaust in History, Toronto: Key Porter 2000, p. 24.

[49] Michael Marrus: Holocaust in History op.cit., p. 24.

[50] Otto Dov Kulka: “Singularity and its Relativization. Changing Views in German Historiography on National Socialism and the ‘Final Solution’” i Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past op.cit., pp. 146-170, her p. 147.

[51] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bind II, kapitel V, afsnit 2.g.

[52] Et tredje eksempel – og kronologisk det første – var det tyrkiske folkemord under første verdenskrig på armenierne. Den fjerde case er de civile ofre under den spanske borgerkrig og under det efterfølgende Franco-regime. Den femte case er ofrene for etniske og politiske udrensninger under borgerkrigen 1991-1995 i Eksjugoslavien.

[53] Davies, Harrison og Wheatcroft angiver i alt 10 millioner ofre i perioden 1927-1938, hvoraf de fleste døde under hungersnøden i 1933. Se R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft (eds.): The Economic Transformation of the Soviet Union, 1933-1945, Cambridge University Press 1994, p. 77. Michael Mann vurderer, at det samlede antal af stalinismens ofre af alle kategorier for alle perioder tilsammen udgjorde 8-10 millioner, se Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 329. Alec Nove angiver tallet 10-11 millioner, idet han tilføjer, at stalinismens ofre under krigen må lægges til, Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London: Weidenfeld & Nicolson 1993, p. 30. Tilgængelige tal for overskudsdødeligheden under krigen rummer også ofrene for den tyske aggression, hvorfor det er vanskeligt at opgive specielt stalinismens ofre for netop denne periode. Richard Overy angiver for hele perioden 1930-1953 det samlede antal ofre af alle kategorier til i alt 6-7 millioner, Richard Overy: The Dictators. Hitler’s Germany, Stalin’s Russia, London: Penguin 2005, p. 42, p. 194 og p. 556. Suny angiver endelig det samlede antal ofre i 1930’erne til 10-11 millioner, Ronald Grigor Suny: The Soviet Experiment, Oxford University Press 1998, p. 266. Robert Conquest anfører tallet 20 millioner, altså næsten dobbelt så mange som de øvrige nævnte forskere, Robert Conquest: The Great Terror, London: Macmillan 1968, p. 710. Endelig hævder Bent Jensen, at det samlede antal var 25-30 millioner, Bent Jensen: Gulag og glemsel, København: Gyldendal 2002. Heri medregner han, støttet til selektive kilder og forfattere og uden at nævne andre opgørelser, 12-17 millioner døde i borgerkrigen som følge af krigshandlinger (også dem, de hvide slog ihjel) samt sygdomme og sult, se pp. 22-34. Retningslinjen synes at være den, at jo højere dødstal, man her kan anføre, desto mere moralsk ‘ren’ fremtræder man selv. Opgivelserne svinger under alle omstændigheder en del, og de præcise tal fra krigens tid er som sagt ukendte. Men det ovenfor angivne tal på 10-12 millioner synes dog at være det i forskningen i dag generelt accepterede.

[54] Davies & Wheatcroft i Davies et al.: Economic Transformation of the Soviet Union op.cit., p. 77.

[55] Alec Nove: The Stalin Phenomenon op.cit., p. 30.

[56] Michael Mann: Dark Side op.cit., p. 329.

[57] Richard Overy anslår det totale antal døde i Gulag-lejrene fra 1934 til 1953 til godt en million, antallet af henrettede i perioden fra 1930 og 1953 til i alt godt 776.000 og antallet af ofre for hungersnøden 1932-1933 til 4-5 millioner, Richard Overy op.cit.. p. 194, p. 42 og p. 556. Sammenlagt altså 6-7 millioner.

[58] Robert Conquest: The Great Terror op.cit., p. 710.

[59] Michael Mann angiver tallet for “total dead in all phases combined” til 8-10 millioner, heraf 6-8 som følge af hungersnøden (Michael Mann: Dark Side of Democracy op.cit., p. 329), Alec Nove sætter ‘overskudsdødeligheden’ i 1930’erne til 10-11 millioner, heraf 6-7 millioner som følge af hungersnøden (Alec Nove: The Stalin Phenomenon: London: Weidenfeld & Nicolson 1993, pp. 30-31), Wheatcroft & Davies anslår overskudsdødeligheden for perioden 1927-1938 til at være 10 millioner (R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft (eds.): The Economic Transformation of the Soviet Union, Cambridge University Press 1994, p. 77, se også Wheatcroft i Arch Getty & Roberta T. Manning (eds.): Stalinist Terror in Perspective, Cambridge University Press 1993, pp. 275-290). Ronald Grigor Suny angiver, at “the total number of lives destroyed in the 1930s runs from 10-11 million” ( Ronald Grigor Suny: The Soviet Experiment, Oxford University Press 1998, p. 266). Til disse tal skal dog lægges antallet af ofre som følge af de hårde arbejdsbetingelser i lejrene under 2. verdenskrig.

[60] Z.K. Brzezinski: The Permanent Purge. Politics in Soviet Totalitarianism, Harvard University Press 1956., Nicola Werth: “The Mechanism of a Mass Crime. The Great Terror in the Soviet Union, 1937-1938” i Robert Gellateley & Ben Kiernan (eds.): Genocide. Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, pp. 215-239

[61] Robert Tucker: Stalin in Power. The Revolution from Above 1928-1941, New York & London: Norton & Comp. 1990.

[62] Moshe Lewin: Russia/USSR/Russia, New York: The New Press 1995, p. 13, pp. 67 ff., p. 79, p. 88, p. 93, p. 114, p. 156, p. 189, p. 205, p. 312 og p. 316, Moshe Lewin: “Bureaucracy and the Stalinist State” i Ian Kershaw & Moshe Lewin: Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, Cambridge University Press 1997, pp. 53-74, og Moshe Lewin: Soviet Century. London: Verso 2005, kapitel 9.

[63] Robert Service: Stalin. A Biography, Harvard University Press 2006, pp. 343 ff. og pp. 347 ff.

[64] Isaac Deutscher: Stalin, København: Berlingske Forlag 1949, pp. 336-345.

[65] Alex Callinicos: The Revenge of History, Pennsylvania State University Press 1991, p. 36-37, og Vadim Rogowin: Stalin’s Year of Terror, Michigan: Mehring Books 1998.

[66] Arch Getty & Oleg Naumov: The Road to Terror. Stalin and the Self-Destruction of the Bolsheviks, 1932-1939, Yale University Press 1999.

[67] Moshe Lewin: The Making of the Soviet System, London: Methuen 1985

[68] Hannah Arendt: The Origins of Totalitarianism, Orlando: Harcourt Brace 1973, Part II

[69] Se dog for en modstående opfattelse Robert Conquest Great Terror op.cit.,

[70] Dette er f.eks. en af Peter Baldwin’s pointer i debatten, Peter Baldwin (ed): Reworking the Past. Hitler, the Holocaust, and the Historians’ Debate, Boston: Beacon Press 1990, p 77

[71] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit. Bind II, kapitel IV, afsnit 2 d

[72] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind I, kapitel IV

[73] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind II, kapitel I, afsnit 2

[74]Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind II, kapitel I, afsnit 6

[75]Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit Bind II, kapitel V, afsnit 1 og afsnit 3 a. Se også Richard J.Evans: The Third Reich in Power, London: Allen Lane 2005, Ian Kershaw: Hitler 1936-1945. Nemesis, London: Norton 2001, Ian Kershaw: The Nazi Dicatorship, London: Arnold1996, kapitlerne 2-4, og Ian Kershaw Working Towards the Führer i Ian Kershaw & Moshe Lewin (eds.): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, , Cambridge University Press 1997, pp 88-106

[76] Se for Hans Mommsens teori om ’kumulativ radikalisering’ Hans Mommsen: “The Realization of the Unthinkable. The Final Solution of the Jewish Question in the Third Reich” i Hans Mommsen: From Weimar to Auschwitz. Essays in German History, Cambridge: Polity Press 1991, kapitel 11, og Hans Mommsen: “Cumulative radicalization and progressive self-destruction as structural determinants of the Nazi dictatorship” i Ian Kershaw & Moshe Lewin (eds): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, Cambridge University Press 1997, pp. 75–87 og for Ian Kershaw’s begreb om “working towards the Führer’, Ian Kershaw Working Towards the Führer op.cit., p. 104

[77] Richard J.Evans: Third Reich in Power op.cit., pp 500-503 samt hele afsnit 6

[78] Anthony Beevor: Berlin. Faldet, 1945, København: Borgen 2002, kapitel 3, Max Hastings: Armageddon. The Battle for Germany 1944-45, London: Pan Books 2005, kapitel 10, Giles MacDonogh After the Reich. From the Liberation of Vienna to the Berlin Airlift , London: John Murray 2008,, kapitel 2, Norman Naimark The Russians in Germany. A History of the Soviet Zone of Occupation, Belknap Press of Harvard University Press 1995,, kapitel 2.

[79] Stefan Aust & Stephan Burgdorf (Hrsg.): Die Flucht. Über die Vertreibung der Deutschen aus dem Osten, München: dtv 2005, Mark Mazower: Dark Continent. Europe’s Twentieth Century, London: Penguin 1999, pp. 220ff., Giles MacDonogh After the Reich. From the Liberation of Vienna to the Berlin Airlift , London: John Murray 2008,., kapitlerne 2, 4 og 5, Norman Naimark: Fires of Hatred. Ethnic Cleansing in Twentieth-Century Europe, Harvard University Press 2002, kapitel 4, Alfred-Maurice de Zayas: A Terrible Revenge. The Ethnic Cleansing of the East European Germans, London: Palgrave 2006.

[80] Giles MacDonogh After the Reich op.cit., p. 134.

[81] MacDonogh angiver 240.000 døde tyskere i Tjekkoslovakiet alene, MacDonogh After the Reich op.cit., p. 159 og Zayas angiver 2,1 million for regionen som helhed, Zayas Terrible Revenge op.cit., p. 156. Mark Mazower taler om hundredetusinder, måske to millioner, Mark Mazower Dark Continent op.cit., p. 221.

[82] En af de første, der lancerede begrebet ‘conversion of power’ i forbindelse med omvæltningerne i Østeuropa og Sovjetunionen omkring 1989, var mig bekendt den ungarske forsker Elemér Hankiss, Elemér Hankiss: East European Alternatives, Oxford: Clarendon Press 1990, pp 253-259.

[83] David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above op.cit., pp 109-110, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms, Washington DC: United States Institute of Peace Press 2001, kapitlerne 6, 7, 8 og 9, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia op.cit., kapitel 6. Se også for den bredere forskning i og diskussion om ‘conversion of power’, elitereproduktion og elitecirkulation i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, Gil Eyal & Eleanor Townsley: ”The social composition of the Communist nomenklatura: A comparison of Russia, Poland, and Hungary”, Theory and Society, vol. 24, nr. 5, 1995, pp 723-750, Gil Eyal, Ivan Szelényi & Eleanor Townsley: Making Capitalism Without Capitalists. The New Ruling Elites in Eastern Europe, London: Verso 2000, Elemér Hankiss: East European Alternatives op.cit., kapitel 9, Eric Hanley, Natasha Yershova & Richard Anderson: “Russia – Old wine in a new bottle? The circulation and reproduction of Russian elites, 1983-1993”, Theory and Society, vol. 24, nr. 5, 1995, pp 639-668, Jadwiga Staniszkis: The Dynamics of the Breakthrough in Eastern Europe, University of California Press 1991, Jadwiga Staniszkis: Post-Communism. The emerging Enigma, Institute of Political Studies, Polish Academy of Sciences, Warsaw 1999, Iván Szelényi & Szonja Szelényi: “Circulation or reproduction of elites during the postcommunist transformation of Eastern Europe”, Theory and Society, vol. 24, nr. 5, 1995, pp 615-638.

[84] Se især fremstillingen i Archie Brown: The Gorbachev Factor op.cit.

[85] David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above , London & New York: Routledge 1997, kapitel 10, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms op.cit., pp 2-3, pp 249-252. Se videre Stephen F. Cohen: Failed Crusade op.cit., part 2, Stefan Hedlund: Russia’s ‘Marketʼ Economy op.cit., pp 345-372, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia op.cit., kapitel 2, Joseph E. Stiglitz: The Globalization and its Discontents op.cit., kapitel 5.

[86] Stefan Hedlund: Russia’s ‘Marketʼ Economy op.cit., pp 345-348, p 356, David M. Kotz & Fred Weir: Revolution from Above op.cit., pp 174-175, p 180, Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms op.cit., pp 249 ff, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia op.cit., p 17, p 38, p 40, pp 46-48, Joseph E. Stiglitz: The Globalization and its Discontents op.cit., pp 151 ff.

[87] Nicolas Eberstadt & Hans Groth: ”The Russian Federation: Confronting the special challenges of ageing and social security policy in an era of demographic crisis”, International Social Security Review, vol. 63, nr. 3-4, 2010, pp 223-258, her p 227, Nicholas Eberstadt: “The Dying Bear. Russia’s Demographic Disaster”, Foreign Affairs, vol. 90, nr. 6, 2011, pp 95-108, her p 97.

[88] Richard Jackson, et al.: Terrorism. A Critical Introduction, New York: Palgrave Macmillan 2011

[89] Michael Mann Dark Side of Democracy op.cit., p 356

[90]Michael Mann Dark Side of Democracy op.cit, ,kapitelrne 12 og 13

[91] Robert Fisk The Great War For Civilization.op.cit., kapitel 4

[92] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., pp 120-123, pp 136-137

[93] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., kapitel 5

[94] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., pp 188-193

[95] Robert Fisk Great War for Civilization op.cit., kapitel 6

[96] Robert Fisk The Great War For Civilization. op.cit., p 1333 og p 1334, og “Mortality after the 2003 invasion of Iraque”, The Lancet Oct. 11, 2006

[97] Dette var bl.a. det europæiske parlaments vurdering – Grace Livingstone: America’s Backyard. The United States and Latin America from the Monroe Doctrine to the War on Terror, London & New York: Zed Books 2009, p 81. USA havde ikke sendt observatører, men fordømte alligevel valget

[98] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., kapitel 2, Greg Grandin: Empire’s Workshop op.cit., pp 89 ff, Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., pp 98-100

[99] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., p 45, p 54, Grace Livingstone: America’s Backyard op.cit., p 99

[100] Frederick H. Gareau: State Terrorism and the United States op.cit., p 54

[101] Odd Arne Westad: The Global Cold War op.cit., p 348

Den europæiske deltagelseskrise

Curt Sørensen — Wed, 03 Jun 2015 19:37:55 +0000

Af Curt Sørensen

Europa er i krise og krisen er ikke kun økonomisk, men brede og dyb. Der kan identificeres i hvert fald syv voldsomme spændinger i den nutidige dominerende sociale orden: 1) spændingen mellem massedeltagelse og behovet for styring og ledelse, 2) spændingen mellem ’demokrati’ i den ene eller den anden variant og den voksende sociale, økonomiske og politiske ulighed og ’erhvervslivet’ skjulte, massive indflydelse, 3) problemer i den overordnede økonomiske politik, herunder spørgsmålet om forholdet mellem erhvervsliv og stat, 4) spændingen mellem økonomisk vækst og økologisk balance 5) spændingen mellem uhæmmet individuel interesseforfølgelse og social sammenhængskraft, og 6) spændingen mellem civilisationens tynde fernis og underliggende menneskelige behov og lidenskaber.

Alle disse spændinger føjer sig oven på kapitalismens grundlæggende krisefyldte struktur og funktionsmåde, forstærkende denne, men omvendt også selv forstærket af den. Vi kan her identificere en syvende og overgribende krise, nemlig den krise der udspringer af den kapitalistiske akkumulation selv. [1]

Der er en stadig mere tilspidset spænding mellem politikkens forvandling til karriereforløb og politikertoppens forvandling til en classe politica, den tiltagende teknokratisering, bureaukraternes voksende magt, partiernes forandring fra organisationer for massemobilisering til små rekrutteringskanaler for karrierepolitikere, og fra kamporganisationer til en integreret del af statsapparatet på den en ene side og på den anden side et stadigt øget pres for øget demokratisk indflydelse og deltagelse. Der er en enorm spænding mellem på den ene side den eksplosive vækst i ledelses- og koordinationsopgaver, det voksende behov for europæisk og global planlægning og krisebekæmpelse (:den økologiske problematik flygtningetilstrømningen, den overordnede økonomiske politik osv.) og på den anden side den fornødne legitimering. Store vælgersegmenter over hele Europa er i revolte og politikerleden udbredt. Overalt er der, mere eller mindre udviklet og forekommende i forskellige varianter, en deltagelseskrise.

Der er herunder også en dyb modsætning mellem det politiske demokratis proklamerede princip om lige demokratisk indflydelse, ’one man. one vote, one value’, og den enorme magt som det store erhvervsliv og finansinstitutionerne udøver, både globalt, europæisk og i de enkelte lande. Befolkningernes politiske magt og indflydelse er inddæmmet ikke blot af deres egne politikere, men også af ‘økonomiske oligarker’ og mægtige kapitalinteresser.

Man kan også identificere et bestemt mønster i udviklingen af forholdet stat-marked og den overordnede økonomiske politik: Oprindelig i Storbritannien blev det generaliserede marked, som påpeget af Karl Polanyi, skabt gennem en serie af statslige indgreb.[2] Det opstod ikke bare ’af sig selv’. Forestillingen herom er en myte. Hvad ville britisk kapitalisme have været uden den britiske flåde og den koloniale magt? Derefter på kontinentet bredte den nye kapitalismes markedsstrukturer og hele industrialiseringen sig overalt i et tæt, men noget forskelligt samspil, mellem stat og erhvervsliv, mest i Tyskland og Østrig-Ungarn og allermest i Rusland. Overalt var det nærmere mønster presset frem af de rådende omstændigheder, det vil sige graden og arten af økonomisk udvikling og arten af stats og nationsbygning samt placering i det internationale mønster af centrum-periferi. [3]

Man kan endvidere også identificere en bestemt rytmik i udviklingen af den generelle økonomiske politik: ’Frihandel’, f.eks. kom sent, selv i England først i 1846, og forblev i det hele taget en kort episode. Allerede fra 1879 slog protektionismen igen igennem i flere europæiske lande, og den var altid dominerende i USA. Mellemkrigsårene var som bekendt præget af protektionisme og økonomisk nationalisme’. I de første efterkrigsår rådede Bretton Woods systemet, der havde en anden karakter end i dag. Først efter 1973 med ’dereguleringen’ og ’financialiseringen’ bevægede man sig ind den fase mange kalder ’neoliberalismen’. [4]

Man aner også i dag en vis rådvildhed: Nu havde man i mellemkrigsårene forsøgt sig med varierende grader af statslige indgreb og styring, fra Roosewelts New Deal i Vest, over ’Arbejdsfront og beskæftigelsespolitik i Tyskland, og østeuropæiske regimers korporatistiske politik til den ekstreme form i Sovjetunionens planøkonomi. Derefter i Vesteuropa efter 1945 med produktivisme og keynesiansk politik. Den brød sammen konfronteret med globaliseringen. Så prøvede man især efter 1989 med ’privatisering’, ’liberalisering’ og ’strukturreformer’. Også det slog fejl. I dag virker den økonomiske politik famlede, en usikkerhed der søges tilsløret gennem varmluftsord som ‘konkurrenceevne’, ’effektivisering’ og ’global konkurrence’. Ingen og intet synes dog foreløbig at have løst den overordnede økonomiske udfordring.

Under alt dette åbenbarer der sig store problemer med stadig fortsat økonomisk vækst og sikring af naturgrundlaget. Vi befinder os i historiens største vækstmaskine. Hele kapitalismens grundstruktur og proces er rettet herimod. Kan man under kapitalismen her sikre en balance? Naturligvis ikke.[5]

Den femte angivne krise er solidaritetskrisen: Den fremadskridende kommercialisering af alle livsforhold, den uhæmmede materialisme og fremdyrkelsen af aggressive konkurrenceinstinkter frembringer mere og mere ’Mcworld’, et kommercialiseret og atomiseret samfund, der som sin modpol fremkalder xenophobi og ‘Jihad’.[6] Den sociale orden er mere og mere kommet i en tilstand af ’anomi’.[7]

Overalt i Europa flammer i disse år igen hadet op mod ’de anderledes værende’ og ’de anderledes tænkende’. Hele Europas historie var konfliktpræget og blodig og fuld af forfølgelser. Begynder det hele nu igen? Civilisationens hinde er tynd og brister let.[8]

Kapitalismens krisefylde forløb forstærker alle de nævnte spændinger og modsætninger og forstærkes også selv af disse. Det den tyske marxist Robert Kurz har kaldt den ’kapitalistiske akkumulationsmolok’ er selvdestruktiv.[9] Kapitalistismens ’ånd’ og praksis er altgennemtrængende. Stadig flere og flere livsområder underlægges Molokken. Den er utvivlsomt destruktiv, men dette er dog ikke, som Kurz tror, ensbetydende med et automatisk sammenbrud. Det er noget mere kompliceret end som så.

Deltagelseskrisen er i alt dette særlig interessant. Den udgør nemlig på én gang et af de dybtliggende problemer, men rummer (måske) samtidig i sig nøglen til løsningen. Den omfattende og dybtgående europæiske ’deltagelseskrise’ som blev udløst gennem den franske og den industrielle revolutions indtrængen i og videre udvikling i den europæiske traditionelle sociale orden foldede sig ud i alle lande og regioner, England, Frankrig, Skandinavien, Østrig, Ungarn, Tyskland, Sydeuropa, Østeuropa og Rusland, men på forskellig måde og med forskellig og varierende intensitet.. ’Deltagelseskrisen’ blev aldrig løst og er stadig højst påtrængende. Krisen er nemlig en konsekvens af den fundamentale stats- og nationsbygningsproces samt den socioøkonomiske udvikling og yderligere forstærket af ’vestliggørelsens dialektik’ og storpolitikkens udvikling under skiftende omstændigheder og i vekslende former.[10]

Deltagelseskrisen synes at være permanent, ikke blot et en gang for alle overstået historisk stadium. Massedeltagelsen har endvidere rent faktisk kunnet antage en helt anden karakter end håbet og forudset i den demokratiske og socialistiske tradition. Massedeltagelsen kunne også udvise ’en mørk side’.[11] Massedeltagelse kunne blive, ved vi, til fascisme.[12]

Men alt var ikke ’dark Side’. Massernes indslusning i politik og massepolitikkens udfoldelse affødte og bar oppe historien længst varende og mest dybtgående modstandsbevægelse: den europæiske arbejderbevægelse.[13]Arbejderne tilkæmpede sig forenings- og forsamlingsfrihed, anerkendelse af deres fagforeninger og trygheds-og velfærdsforanstaltninger. Mange kræfter var ganske vist virksomme, men det var det vedvarende folkelige pres nedefra og frygten herfor der sikrede gennemførelsen.[14]Stat- og nationsbygningen, herunder ikke mindst krigene, spillede dog også en stor rolle.[15]

Arbejderne skabte videre deres egen kultur og en kontraorganisation mit i det bestående samt udviklede herunder visioner om et andet samfund uden undertrykkelse og udbytning. Den europæiske arbejderbevægelse var i sin ’Brüder zur Sonne zur Freiheit’ periode formidabel.

Den europæiske massebevægelse var altså i hele sit forløb modsætningsfuld. Massedeltagelsen er endvidere både en del af det historiske problem, men rummer dog også centralnøglen til løsningen. Der er ingen vej udenom. Og, kan vi tilføje, det er på høje tid, de ophobede problemer taget i betragtning.

Netop i udfoldelsen af en genuin demokratisk massedeltagelse ligger måske også nøglen til en løsning. Dette kan måske umiddelbart forekomme mærkeligt, når man tager erfaringen med deltagelsesfænomenets ’mørke side’ i betragtning. Men ved nærmere eftertanke er det ikke så akavet endda. Hvor skulle løsningen på nutidens enorme ophobning af problemer ellers komme fra? Hvilken anden kraft kan her komme på tale end netop befolkningerne selv?

Og hvad skulle alternativet være? Det autoritært styrede kapitalistiske Kina? Det ultrakapitalistiske USA, hvor den politiske magt er klemt af et plutokrati? Eller måske, som i nogle lande i Europa, teknokratregeringer uden folkelig legitimation eller måske endda en mulig højreradikal/fascistisk restauration under nye betingelser og med en ny retorik? Der findes ingen ’løsning’ som ikke i sig medtager den historiske massebevægelse. ’Kæmpen’, den moderne massedeltagelse, er vågnet. Der er tale om en irreversibel proces og det er afgørende, hvordan den reagerer.

Massepolitikken udviklede sig som problem i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede og eksploderede i det 20’ende århundrede. [16]I mellemkrigsårene rasede der en voldsom kamp mellem forskellige modeller for samfundsmæssig konstruktion og udvikling, en række fortløbende kampe som i Europas forskellige lande afstedkom forskellige resultater og internationalt også prægede den europæiske politik. Hele denne turbulente periode fandt så sin udløsning i 2. verdenskrigs voldsomme opgør. [17]

Siden midten af det 19. århundrede havde spørgsmålet om massernes indslusning i politik og deres deltagelse her for de europæiske herskende klasser og regerende eliter udgjort et problem og for forskellige antisystembevægelser stedse et håb. I dele af Europa slog demokrati efterhånden igennem under presset nedefra og som et resultat af de to verdenskrige, afgørende til sidst udfaldet af 2. verdenskrig.

Men tilbagevendende søgtes den folkelige indflydelse nedefra dog inddæmmet og kontrolleret. Dette gjaldt i de vestlige demokratier og dette gjaldt også i det 20. århundredes store europæiske diktaturer. Selv her føltes nemlig behovet for folkelig legitimation og såvel en Stalin som en Hitler påberåbte sig da også en sådan.[18] Men også her, og i endnu højere grad end i Vesten føltes samtidig behovet for en kontrol ovenfra af de kræfter og lidenskaber der var sat i bevægelse i dette nye århundrede. Omvendt var forsøg på inddæmning, styring og kontrol heller ikke fraværende i Vest. Konkret udmøntede dette sig efter 1945 i etableringen af det vi kunne kalde et ‘kompromisdemokrati’, også kaldet ’det liberale demokrati’.

Massepolitikken foldede sig altså ud som problem i tilbagevendende bølger i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede og eksploderede i det 20. århundrede. Man kan her identificere nogle grundmodeller for håndtering af den politiske massedeltagelses problem: den ‘vestlige’, den fascistiske og den russiske.

I ‘Vesten’ søgtes problemet længe løst gennem begrænsninger i valgretten og andre inddæmmende og bremsende foranstaltninger. Den løsning, der slog igennem, var imidlertid den velkendte omdefinering af demokratiets begreb og praksis, hvorved demokrati blev begrænset til elitekonkurrence. [19]Masseindflydelsen blev også holdt i skak gennem et enormt medieapparat og en politisk kommunikation, der mere og mere blev inspireret af reklameindustrien. Efter 2. verdenskrig sikredes den sociale fred gennem produktivisme, økonomisk vækst og ikke mindst en konsumbåret hedonisme.

Den fascistiske model for massepolitikkens håndtering bestod i en ultranationalistisk mobilisering og samling af befolkningen i et racedefineret ‘Volksgemeinschaft’. Den nationale integrationsproces foregik gennem hårdt optrukne fjendebilleder og en afgrænsning fra og udskillelse af ‘unationale’ grupper og uønskelige ‘racelementer’. Også den fascistiske model var en udviklingsmodel og tillige en model for ekspansion og imperialistisk racekrig.[20]

Den russiske model for kontrolleret massemobilisering og deltagelse var bygget op omkring en ovenfra igangsat gigantisk anstrengelse for accelereret økonomisk udvikling samt stats- og nationsbygning. Den knyttede i så henseende an til en gammel historisk tradition i Rusland for ovenfra iværksat modernisering, men fortsatte i Sovjetunionen efter den revolutionære periodes afslutning i 1921 som endnu et nationalt udviklingsprojekt, dog med en for det 20. århundrede så karakteristisk vægt på massemobilisering.[21]

Men deltagelsesproblematikken var ikke blot central i forholdet mellem eliter og befolkninger. Den prægede på afgørende måde de politiske kampe internt i de enkelte nationer og virkede også ind på forholdet mellem staterne, selv om forholdet mellem disse dog overvejende var realpolitisk bestemt. Mellemkrigsårenes voldsomme kampe mellem forskellige modeller for samfundsmæssig konstruktion og udvikling, en række fortløbende kampe som i Europas forskellige lande afstedkom forskellige resultater og internationalt også prægede den europæiske politik. Hele denne turbulente periode fandt så sin udløsning i 2. verdenskrigs voldsomme opgør.[22]

Fascismens nederlag, højrefløjens midlertidige svækkelse, truslen fra venstre, beslutningstagernes frygt for en gentagelse af den turbulente periode efter 1. verdenskrig, den oplevede trussel fra Sovjetunionen, den kolde krigs storpolitiske stabilitet (i Europa) og den vældige økonomiske fremgangsperiode fra 1950 til 1973 skabte grundlaget og betingelserne for ’det liberale demokrati’ og den ledsagende hegemoniske konstruktion, en konstruktion der bevarede den fundamentale klassestruktur og de hidtidige eliters økonomiske lederskab samt etablerede et ’socialpartnerskab’, men til gengæld også sikrede den europæiske overklasses accept af demokratisk politisk procedure, samt velfærdsstat og keynesiansk politik Den fundamentale spænding mellem styring og massedeltagelse bestod dog fortsat.

I dag er 1945 kompromiset efterhånden blevet undergravet af neo-liberalismens omstrukturering af økonomi og politik, grundspændingen mellem styring/ledelse og massedeltagelse er igen blevet accentueret og en omfattende organisk krise er under udvikling. Samtidig er imidlertid også arbejderbevægelsen blevet knækket og såvel den socialdemokratiske som den kommunistiske tradition brød sammen efter murens fald og i årtierne derefter. [23]Nye modstandsformer spirer frem, Syriza, Podemos, skotske nationalister, mexicanske zapatistas og amerikansk Occupybevægelse, men støder overalt mod stærk modstand fra kapitalen og statsmagten, og fremtiden er uvis.[24]

Til alt dette føjer sig en ny konfliktdimension og en reaktivering af den højreradikalisme, som man troede uddøde i og med udgangen af 2. verdenskrig. Der er fortsat i nutidens verden et fascistisk potentiel. Fascismen er ikke et fænomen helt uden for historien, et marginalfænomen, som kun indtrådte i en bestemt periode af Europas historie som en forbigående ‘afvigelse’ fra en angiveligt ‘naturlig udvikling’ frem mod demokrati. Fascismen er en mulighed i moderniseringsprocessen og én af dennes varianter. Ikke uundgåelig, ‘nødvendig’, naturligvis, men ej heller usandsynlig.

I løbet af de seneste årtier har vi oplevet noget, der kunne være begyndelsen til en fascismens renæssance i Europa. Over hele kontinentet og på de britiske øer er nye fascistiske, højreautoritære, højreradikale og højrepopulistiske strømninger, bevægelser og partier i fremmarch. Fra de britiske øer i vest til det tidligere Sovjetunion i øst, fra Skandinavien i nord til Grækenland i syd er højreradikalismen og fascismen vågnet op igen, men i nye former og med en ofte ny politisk retorik. Atter en gang i Europa mobiliseres store befolkningssegmenter mod ‘de andre’ og mod de anderledes tænkende. Og igen forkyndes budskabet om den rene, rensede nation. Der appelleres endnu en gang i Europas turbulente, blodige historie til xenofobi og fordomme, til intolerance, hadefulde udfald og forfølgelser, hvilket igen kan fremkalde voldsome modreaktioner. Bag hele processen af aktion og reaktion ligger igen det der måske er begyndelsen på en ny folkevandringstid. Enorme kræfter er i bevægelse. Situationen er dybt alvorlig.[25]

Fascismen var et produkt af selve moderniseringsprocessen i dens grundforløb samt af den herved fremkomne deltagelseskrise. ‘Fascisme’ i én eller anden forstand er derfor også stadig mulig og en risiko, så længe moderniseringsproblemerne varer ved, og så længe deltagelseskrisen ikke er løst. En moderne ‘fascisme’ vil ikke være identisk med 1930’ernes fascisme, der i øvrigt også rummede forskellige varianter. Og ideologien er plastisk, foranderlig. Man kan endog forestille sig en nutidig fascisme som – følgende den dominerende diskurs – ville operere med et demokrati retorik. Fascismen vil her være demokratisk maskeret. Den vil heller ikke længere behøve den terroristiske adfærd over for arbejderbevægelsen, thi denne er knust eller i hvert fald alvorligt svækket.

Det ’liberale demokrati’, ’socialpagten’, ’velfærdsstaten’ og den relative stabilitet var set i et længere historisk perspektiv åbenbart blot en forbigående episode, en parentes i udviklingen. En helt særegen konstruktion frembragt af udfaldet af 2. verdenskrig. Vi lever i dag ikke i en historiens lykkelige afslutning, men i en ny fase, hvor store problemer tårner sig op. Fremtiden er usikker og alt kan ske.[26]

Der er i den grad behov for nytænkning og herunder også samfundstranscenderende tænkning. Men paradoksalt nok har politiken og ideologien på den anden side aldrig været så konform som i dag. Vores politik og ideologi er stadig indkapslet i et univers og en tænkning der blev skabt af udgangen af 2. verdenskrig, og videre formet under forløbet af den efterfølgende ’kolde krig’, samt stalinismens sammenbrud i 1989, og den efterfølgende vestlige triumfalisme.

Selve de grundlæggende termer og begreber i samfundsforskning, offentlig debat og undervisning forstærker den hegemoniske ideologi og blokerer for en erkendelse af de faktiske historiske og aktuelle forløb, samt den nutidige situation. Man taler ikke længere om kapitalisme, men om ’postindustrielle videnssamfund’, man taler ikke om ’udbytning’, men om ’fællesinteresse’, ’konkurrenceevne’, og ’nødvendig politik’, man taler ikke om ’eliter’, ’klasser’ og ’magt’, men om ’medborgerskab’, ’civilsamfund’ og ’selvrealisering’, man taler ikke om ’atomisering’, men om ’individualisering’, man taler ikke om ’imperialisme’, ‘centrum – periferi’ og ’afhængighed’, men om ’det internationale samfund’, den ’liberale verdensorden’ og ’humanitær aktion’. ’Vesten’ var og er i den dominerende fortælling altid snehvid og hele resten af verden enten kulsort eller ’underudviklet’ (dvs. ikke lig os). Hele nutidens mainstream diskussion og den såkaldte ’offentlige debat’ foregår indenfor en fastlagt ramme, bestemt af de dominerende begreber og dagsordens fastsættelser, som igen er bestemt af de dominerende magt- og interesseforhold.

Der er fremkommet en ejendommelig tankeforvridning: Det bliver i stigende grad anset for at være ‘urealistisk’ overhovedet at forestille sig, at det nuværende menneskelige samfund kan ændre sig til andre typer, medens det omvendt anses for at være ’realistisk’ (og udtryk for moden tankegang) at mene, at den nuværende sociale orden vil kunne fortsætte til evig tid.

Og selve det der var sjælen i al samfundsmæssig historie indtil i dag, nemlig menneskenes egne erfaringsdannelser, søges formet og ensdannet gennem et konkurrence fokuserende skolesystemsystem, og mere og mere konforme erhvervsdominerede og bureaukratisk topstyrede universiteter samt et enormt apparat af store medier og medieselskaber uden for demokratisk indflydelse, og med en elite af ‘kommentatorer’, ’opinionsledere’ og professionelle ’debattører’. Menneskene får i dag fortalt hvad de ’oplever’, hvad de ’føler’ og hvad de ’tænker’. Aldrig har samfundet været så konformt, eendimsionaliseret som i dag. Og under det hele raser kapitalismens umættelige akkumulationsmolok og former sin totalitære verden af altgennemtrængende kommercialisering og reelle subsumption.

Umyndiggørelsen af den store befolkningsmasse fortsætter på trods af regelmæssige demokratiske valg (hvor befolkningerne vælger mellem eliter af professionelle politikere, som kun en forsvindende minoritet har opstillet) og på trods af den erklærede ideologi om ’demokrati’ og ’internationalt samfund’, en struktur og ideologi som er den mest effektive hegemoniske konstruktion og legitimerende ideologi nogensinde.[27] Under al erklæret ideologi er undertrykkelse, udbytning, ulighed og fattigdom stadig en realitet. Og den internationale politik er, bag al retorikken om ’det internationale samfund’ og ’humanitær aktion’, overordnet en realpolitik, som den altid har været det.[28] Perioden fra 1945 til i dag var et intermezzo. Den forestilling, som har været rådende siden 1989, om at man i den vestlige verden skulle have afsluttet historien og knækket civilisationens kode er udtryk for overmod og selvbedrag. En hybris.[29]

I et sådant perspektiv drejer det sig ikke om ’bare’ at føre den ene eller den anden økonomiske krisepolitik, om – midt i historiens største vækstmaskine- at gennemføre ’grønne reformer’ eller midt i en verden domineret af enorme statsapparater og gigantiske økonomiske magtkoncentrationer at sikre økonomisk udvikling indadtil samt bistand, ’humanitær aktion og ’international retfærdighed’ udadtil. Det drejer sig om at bryde kapitalens og statens magt, som hævet over og styrende folkenes liv. Der må banes vej for en modgående udvikling i retning af autentisk folkestyre og – kontrol således at udviklingen drejes ind i et helt nyt spor. Vi taler om en løsning på den stadigt påtrængende og eskalerende ’deltagelseskrise’.

Den socioøkonomiske udvikling gennem århundreder, stats- og nationsbygningen og det international politiske systems udvikling frembragte en verden hvor fortidens spor vejer tungt, men hvor handlingens muligheder og kraft også var og er enormt forøget. I denne overordnede kontekst er spændingen mellem systemets kapacitet til at håndtere kriseproblemer og disses tiltagende omfang og styrke nu blevet bragt til bristepunktet. Og grundlæggende er spændingen mellem massemobilisering/deltagelse og politisk ledelse og styring blevet stærkt øget.

Ethvert styre i historien har hvilet på en blanding af legitimitet og vold. Jo mere spændingen mellem den hidtidige legitimerende ideologi og befolkningernes faktiske oplevelser og følte behov accentueres, desto mere må regimerne forlade sig på en blanding af eskalerende manipulation og tiltagende voldsudøvelse, hvilket igen styrker den folkelige modstand, et forhold som så igen øger behovet for yderligere manipulation og statslig voldsudøvelse og så videre i en fremadskridende spiral.

Kapitalismens grundstruktur, omstændigheder, betingelser og ophobede og kommende problemer presser i dag alle i retning af en radikal løsning (: strukturpresset). Menneskenes valg og handlinger er afgørende for den samfundsmæssige bevægelses retning (: aktørdimensionen). Verden er skabt gennem mennesker i social aktion og derfor kan den også forandres. Men handlingerne er aldrig fritsvævende, deres resultater aldrig forudbestemte og selve handlingernes processer er dybt modsigelsesfulde.

[1] Giovanni Arrighi: The Long Twentieth Century, London: Verso 1996, Giovanni Arrighi: Adam Smith in Beiing. Lineages of the Twenty-First Century, London: Verso 2007, Robert Brenner: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy, London: Verso 2002, Gerard Dumenil & Dominique Levy: , Capital Resurgent. Roots of the Neoliberal Revolution, Harvard University Pres 2004, David Harvey: Limits to Capital, London: Verso 2006, David Harvey: Enigma of Capital and the Crisis of Capitalism, London: Profile Books 2010, Andrew Kliman: The Failure of Capitalist Production, London: Pluto Press 2011, Naomi Klein: The Schock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism, London: Allen Lane 2007, Robert Kurz: Schwarzbuch Kapitalismus. Ein Abgesang auf die Marktwirtschaft, Berlin-München: Ullstein 2001, David McNally: Global Slump, MP Press 2011, James Petras: System in Crisis. The Dynamics of Free Market Capitalism, London & New York: Zed Books 2003. Disse søger med noget varierede tilgange og vinkler at analysere kapitalismens moderne udvikling, idet de opfatter kapitalismen som et helt system, og går ned under overfladen af prisbevægelser på et marked. Forskere som James Gallbraith, Paul Krugman og Joseph Stiglitz derimod, placerer sig inden for en keynesiansk ramme og med fokus på fordeling, James Galbraith: The Predator State, New York: Free Press 2009, Paul Krugman: The Return of Depression Economics and the Crisis of 2008, New York: Norton 2008, og Joseph Stiglitz: Frefall. Free Markets and the sinking of the Global Economy, London & New York: Penguin 2010. Thomas Piketty’s teoretiske position er den neoklassiske økonomis, men med et kritisk fokus på formue-og indkomstfordeling, Thomas Piketty: Capital in the Twenty-First Century, Belknap Press of Harvard University Pess 2014 .

[2] Karl Polanyi: The Great Transformation ( 1944), Beacon Press 1957

[3] Paul Bairoch: Economics and Worl History. Myths and Pardoxes, New York & London: Harvester/Wheatsheaf 1993 , Ivan Berend: History Derailed, University of California Press 2003, Dieter Senghaas: The European Experience. A Historical Critique of Development Theory, Leamington Spa: Berg Publ.1985

[4] Ivan Berend: An Economic History of Twentieth-Century Europe, Cambridge University Press 2006 , Ivan Berend: Europe in Crisis. Bolt from the Blue?, New York & London: Routledge 2013 , David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press 2005

[5] John Bellamy Foster, Brett Clark & Richard York: The Ecological Rift. Capitalism’s War on the Earth, New York: Monthly Review Press 2010, Naomi Klein: This Changes Everything, London: Allen Lane 2014, Clive Ponting: Green History of the World, London: Penguin 1992

[6] Benjamin Barber: Jihad vs. McWorld, New York: Ballantine Books 2001

[7] Marx talte om ’fremmedgørelse’, Weber om ’affortryllelse’ og Durkheim om ’anomi

[8] Frank Chalk & Kurt Jonassohn: The History and Sociology of Genocide, Yale University Press 1990, Robert Gellately & Ben Kiernan (eds.): The Specter of Genocide. Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2000, Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005, Arno Mayer: Why Did the Heavens not Darken? The ‘Final Solution’ in History, London: Verso 1990, Norman Naimark: Fires of Hatred. Ethnic Cleansing in Twentieth Century Europe, Harvard University Press 2001,Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund 2014, bnd.III, kapitlerne IV og V

[9] Robert Kurz: Schwarzbuch Kapitalismus. Ein Abgesang auf die Marktwirtschaft, Berlin-München: Ullstein 2001

[10] Se for et forsøg på en udførlig fremstilling og analyse, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, bnd. I-III, København: Frydenlund 2012-2014

[11] Michael Mann: The Dark Side of Democracy, Cambridge University Press 2005

[12] Fascismen var karakteriseret ved sin egen massedynamik, ved sin accomodation til og samarbejde med de gamle bestående eliter og ved sin ekskluderende politik. Martin Blinkhorn: Fascism and the Right in Europe, London: Longman 2000, Richard Evans: The Coming of the Third Reich, London: Penguin 2004, Stein Ugelvik Larsen, Bernt Hagtvet & Jan Petter Myklebust: Who Were the Fascists?, Oslo: Universitetsforlaget 1980, Michael Mann, Fascists, Cambridge University Press 2004, Robert O. Paxton: Anatomie des Faschismus, München: Deutsche Verlags-Anstalt 2006, og Angelo Tasca: Glauben, Gehorchen, Kämpfen , Wien: Europa Verlag 1969 .

[13] Wolfgang Abendroth: Sozialgeschichte der europäischen Arbeiterbewegung, Frankfurt a.M.: Suhrkamp Verlag 1965, Julius Braunthal: History of the International, vols.1-2, London: Nelson & Sons 1966-1967, Dick Geary: European Labour Protest 1848-1939, London: Methuen 1984, Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London & New York: Tauris 1996, samt for Tysklands og Østrig vedkommende tilbagevendende, fyldigt i Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bnd. II-III

[14] Dietrich Rueschemeyer, Evelyne Huber Stephens & John D.Stephens: Capitalist Development and Democracy, University of Chicago Press 1992

[15] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit, bnd. I-III

[16] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bnd. I

[17] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bnd II

[18] Ian Kershaw: The Nazi Dictatorship. Problems and Perspectives of Interpretation London & New York: Arnold 1993, Ian Kershaw: The Hitler Myth. Image and Reality in the Third Reich, Oxford University Press 2001, Richard Overy: The Dictators. Hitler’s Germany and Stalin’s Russia, London: Penguin 2005

[19] Pluralismeteorien blev klassisk formuleret af Joseph Schumpeter: Capitalism, Socialism and Democracy, ( 1943), London: Allen & Unwin 1976. Opfattelsen var dominerende I international og dansk statskundskab, den blev i 70erne kritiseret sønder og sammen af en række deltagelsesteoretikere og marxistiske kritikere, men er nu igen blevet den dominerende opfattelse på statskundskab: Man har ’demokrati’ når blot eliterne konkurrerer med hinanden i frie valg.

[20] Richard Evans: The Third Reich in Power London: Allen Lane 2005, Richard Evans: The Third Reich at War, London: Allen Lane 200, Mark Mazower: Hitler’s Empire, London: Allen Lane 2008,

[21] Se for tanvækkende fremhævelser af dette perspektiv: David Brandenberger: National Bolshevism. Stalinist Mass Culture and the Formation of Modern Rusian National Identity 1931-1956, Harvard University Pres 2002, Theodore von Laue: Why Lenin? Wy Stalin?, London: Weidenfeld & Nicolson 1966, Moshe Lewin: The Making of the Soviet System, London: Methuen 1985, Moshe Lewin: Russia/USSR/Russia,og Teodor Shanin: The Roots of Otherness. Russia’s Turn of Century, vols 1-2, London: Macmillan 1985-86 . Se også Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bnd. II, kapitel IV

[22] Eric Hobsbawm: Age of Extremes. The Short Twentieth Century, London: Michael Joseph 1994, Mark Mazower: Dark Continent: Europe’s Twentieth Century, London: Penguin 1999, Curt Sørensen Stat, nation, Klasse op.cit., bnd.II. .

[23] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, op.cit., bnd. III, kapitel VI, afsnit 6

[24] Stephen Gill: Power and Resistance in the New World Order, Basingstoke & New York: Palgrave Macmillan 2008, David Graeber: The Democracy Project. A History, a Crisis a Movement, Spiegel & Grau 2013, Michael Hardt & Antonio Negri: Multitude. War and Democracy in the Age of Empire, New York: Penguin 2004, John Holloway: Changing the World Without Taking Power. The Meaning of Revolution Today, London: Pluto Press 2010,

[25] Nora Langenbacher & Britta Schellenberg (Hrsg.): Europa auf dem ’rechten’ Weg.Rechtsextremismus und Rechtspoplismus in Europa, Berlin: Fridrich Ebert Stiftung 2011, Martin Langebach & Andrea Speit: Europas Radikale Rechte, Zürich: Füsli Verlag 2013, Peter Merkl & Leonhard Weinberg (eds.): Right-Wing Extremism in the Twenty-First Century, London: Frank Cass 2003, Ruth Wodak et al.(eds.): Right-Wing Populism in Europe, London & New York: Bloomsbury 2013

[26] Se for en magtfuld fremførelse af dette synspunkt, Slavoj Zizek: Living in the End Times, London: Verso 2011: Men af samme grund er Zizeck naturligvis defineret som stående uden for det gode selskab. Han er for ’rabiat’. Sådan må det naturligvis se ud i mainstream perspektivet.

[27] Luciano Canfora: Eine kurze Geschichte der Demokratie. Von Athen bis zur Europäischen Union, Köln: Papyrossa 2006, Colin Crouch: Post-Democracy, Cambridge: Polity Press 2004, C.B. Macpherson: The Life and Times of Liberal Democracy,Oxford University Pres 1977, Armin Schäfer & Wolfgang Streeck (eds.): Politics in the Age of Austerity, Oxford: Polity Press 2013, Wolfgang Streeck: Buying Time: The Delayed Crisis of Democratic Capitalism, London: Verso 2014, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit., bnd. III, kapitel IV, afsnit 11, Ellen Meiksins Wood: Democracy Against Capitalism, Cambridge University Press 1995

[28] Men vestlige beslutningstagere og medier kan ikke se det, fordi man har indhyllet sig i en ideologi om egen ædelhed. Således kan USA og de øvrige vestmagter samt de vestlige internationale institutioner kritisere Ruslands realpolitik i Georgien, Ukraine og på Krim og samtidig totalt abstrahere fra en kæde af vestlige interventioner kloden over fra Iran og Guatemala i 1950’erne over Vietnam og Indonesien i 1960’erne, i Mellemamerika i 1980’erne, til Irak, Afghanistan og Libyen i nutiden. I det dominerende vestlige ideologiske perspektiv var ’Vesten’ nemlig altid snehvid og ’Østen’ altid kulsort, og ’Vestens’ politik altid båret frem af høje idealer. Fra Woodrow Wilson’s ’14 punkter’ og Theodore Roosevelts ’manifest destiny’, over 1950 NSC erklæringens sort-hvid tegnede verdensbillede til George Bush’s forkyndelse af kampen mod ’slyngelstater’ er der en stærk tradition for selv-idealisering, fritsvævende moralisme og dobbeltmoral. I det gamle Sovjetunionen fungerede ideologien om ’den realiserede socialisme’ på tilsvarende måde som ideologisk dække for den storpolitiske realpolitik. Hvad angår Rusland i dag, så fremtræder realpolitikken mere nøgen og synlig. Storpolitisk er realiteten imidlertid den, at det er Vesten der siden 1990 har været i offensiven og Rusland der har været i defensiven.

[29] Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man, New York: Free Press 1992 og min kritik af Fukuyama, Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., bnd. I, pp pp 45-51. Fukuyama var et særligt outreret eksempel, men den evolutionisme, som han artikulerede, har været og er vidt udbredt i samfundsvidenskaberne og i den offentlige debat. Fukuyama selv har senere ændret opfattelse