Steen Gottlieb's blog

Hverken tivoli-fyrværkeri eller fakkel.

Steen Gottlieb — Tue, 31 Jan 2017 21:27:47 +0000

Af Steen Gottlieb

Debatforum efterlyses

Allerførst :

Det giver sgu mening at tale om venstrefløj.

- Og lad nu være med kun at tænke på partier eller organisationer. Venstrefløj er noget der er organiseret, og det er noget og nogen der er udenfor organisering.

Venstrefløjen er det og dem der udfordrer magten i lighedens og demokratiets navn. Det har vi til fælles. Når det giver mening at tale om venstrefløj giver det også mening at venstrefløjen har et sted for at lade synspunkterne artikuleres og brydes. Derfor er det en meget vigtig opgave at føre et debatforum i stil med Modkraft videre.

Modkrafts afgørende styrke været at det ikke på forhånd handlede om at befæste en eller anden bestemt organisation eller et eller andet synspunkt. Sådan oplevede jeg det. Når Modkraft var bedst havde vi en nysgerrig meningsbrydning, uden matchfixning. Jeg oplevede heller ikke at nogen kun var med på tålt ophold.

Mit Modkraft handlede om at venstrefløjen skulle være klogere på verden, og verden sandelig også skulle blive klogere på venstrefløjen.

Der var også undtagelser:

De værste indlæg på Modkraft har været skrevet efter recepten ”Her er et lejrbål. Her kan jeg sidde med mine venner og varme mig.Ude i mørket er der koldt og farlige ulve. Derfor gælder det om at sidde med ryggen til verden, helt tæt til bålet”.

Andre indlæg har været at sammenligne med en cykellygte: ”Jeg skal egentlig ikke belyse noget. Jeg skal bare vise at jeg kommer susende.”

Undtagelserne var få, heldigvis.

Alt for mange andre venstrefløjlsmedier har kunnet og kan sammenlignes med en fakkel: ”Faklen spreder kun minimalt lys, faktisk blænder den mest, men når ser en en fakkel, ved jeg at jeg bare kan følge efter.”

Modkraft undgik at blive en fakkel.

Et medie som Facebook sluger enorm interesse. Her kan man rigtigt vise sig for sine venner. Som medie kan Facebook sammenlignes med et tivoli-fyrværkeri. I et glimt ser det sjovt og imponerede ud. Og efter få sekunder er det væk. Helt væk.

Et nyt venstrefløjens debatforrum skal hverken være lejrbål, cykellygte, fakkel eller tivoli-fyrværkeri.

Det nye venstrefløjlsdebatforum skal have bredde og kunne omfatte dem, der vil udfordre og anfægte magten i ligheden og demokratiets navn. Dem der vil skrive om hvordan og hvornår. Og også hvem og hvor. Der skal ikke nødvendigvis kun være ekspert-viden, for det formidler f.eks. ”Kritisk Debat” allerede glimrende.

Det, der kommer til at mangle, når Modkraft lukker, er netop den godt argumenterede replik til det aktuelle. Noget der får en til at se på hverdagen og perspektiverne med nye og klogere øjne.

”Ud af EU”: handlingslammende nationalisme.

Steen Gottlieb — Fri, 01 Jul 2016 22:28:21 +0000

Af Steen Gottlieb

Kritik af Enhedslisten.

Brexit afstemningen har aktualiseret slagordet om ”Ud af EU” på visse dele af venstrefløjen, der derved er kommet i et ejendommeligt fodslag med de allermest reaktionære og aggressive dele af både den hjemlige og europæiske højrefløj.

Mine hårde ord i juli lyder således:

Enhedslistens strategi om ”ud af fa EU” er grundlæggende nationalistisk, og partiet er derved afmægtigt parkeret i en blindgyde, uden evne eller slagkraft til at give bud på de kriser, der tårner sig op både i Europa og herhjemme og uden evne til at stille offensive krav, der rækker ud over landegrænsen.

Lidt begreber:

Ved nationalisme forstår jeg politisk forståelse, der ser nationen som det bedste og afgørende forum for politisk handlen.

Det er som regel en neutral betegnelse. Fra marxistiske positioner har nationalismen ofte været under kritik for at tænke nationen, som en priviligeret enhed, hvis interesse overtrumfer andre interesser f.eks. klasseinteresser. Og dermed et negativt ladet ord.

Alle medlemmer og sympatisøer af Enhedslisten vil få ondt af at høre at deres parti skulle være nationalistisk. Enhedslisten forstår sig selv som internationalistisk orienteret og international solidaritet spiller en stor rolle for partiet som helhed og mange af partiets aktivister. Enhedslisten har også sine rødder i marxistisk tænkning, hvor et begreb som nationalisme netop betragtes som et borgerligt fremmedelement, en fordrejelse af de reelle modsætninger.

Jeg ser heller aldrig Enhedslistens medlemmer går med dannebrogsflag og man højtideligholder ikke dronningens fødselsdag.Enhedslistens medlemmer er heller ikke chauvinistiske, xenofobiske eller racistiske. Slet ikke. Jeg har også stor respekt for de traditioner, der findes i medlemsskaren for at engagere sig i internationalt solidartietsarbejde.Når jeg påstår Enhedslisten er nationalistisk og dets strategi er det samme, er det af andre grunde.

Igen og igen betoner partiets programmer netop den internationale solidaritet og miljøbevidsthed

”I Enhedslisten vender vi os mod undertrykkelse og udnyttelse i hele verden” skriver man i et program. En overskrift i en programtekst hedder ”Enhedslisten tænker globalt”. Det er store ord og gode løfter. Enhedslisten har ”en vision om et globalt samarbejde, som fremmer demokrati, velfærd og solidaritet mellem lande.”.

Det er stadig meget store ord – så store at de i sig selv er tomme. De fleste at de hidtil kendte politiske partier ville i i hvert fald kunne skrive under på at de ”vil vende sig mod undertrykkelse og udnyttelse i hele verden”.

Men det er ikke alle, der vil kunne skrive under på andre dele af Enhedslistens programtekst.

Man vil som bekendt have Danmark ud af EU, Principprogrammet taler skarpere om en ”nedlæggelse af EU” og EU-programmet udtrykker ønsket om ”et brud med EU's indre marked”. En voldsom formulering fra et medlem lyder at EU skal ”smadres”.

Enhedslistens måde at omtale EU på har åbenbart en underliggende præmis om at det nationale altid vil være bedre end det overnationale:

”Enhedslisten er imod EU. Det er vi fordi EU undergraver demokrati og velfærd i medlemslandene og fordi EU medvirker til blokdannelse og udnyttelse af verdens fattige lande”

Jeg er helt enig i at der gennem EU undergraves demokrati og velfærd og de fattige lande udnyttes. Det er alt sammen sandt! Min pointe er bare at udnyttelsen af verdens fattige lande også fandt sted før EU kom til og ikke-Eu-lande sagtens også kan udnytte verdens fattige lande. Og hvis EU ikke fandtes, var der ingen grund til at tro at de enkelte lande ikke skulle holde sig det mindste tilbage for at udnytte – hvem de kunne.Det samme kan man sige om undergravning af demokrati og velfærd.

Endelig er der nogen gange, hvor bevægelserne går både frem og tilbage:

EU undergraver demokrati, så rigtigt. Men ikke entydigt, nogen gange undergraves demokratiet "hjemmefra". Polens stokkonservative regering laver klart udemokratiske tiltag, på trods af EU's misbilligelse.

Har vi nogen garanti for at EU's opløsning i sig selv vil føre til noget (fra et socialistisk synspunkt) bedre?

Nej!

Enhedslisten vil tilsyneladende under ingen omstændigheder afgive suverænitet og deltage i et overstatsligt internationalt samarbejde. Man er derimod tilhænger af ”et forpligtende mellemstatsligt samarbejde”. Hvad der menes med at et sådant samarbejde er ”forpligtende” meldes der ikke noget om.

Er mellemstatsligt samarbejde i sig selv godt? Det skulle man tro, når man læste partiets programmer. Historisk har mange mellemstatslige samarbejder været af det gode. Andre gange slet ikke. Jeg mener at så længe der har været statsdannelser, har der også været eksempler på at større magter har påtvunget mindre magter mere eller mindre unfair aftaler om økonomi, handel og militære alliancer. Verdenshistorien er fuld af meget, der er meget grimt. De mindre magter har måttet overleve ved at spille de større magter ud mod hinanden. Men ofte en kurs mellem det ene eller det andet onde.

Det synes som om Enhedslisten idylliserer mellemstatsligt samarbejde. Jeg ved ikke hvorfor. Men det passer så fint i et verdensbillede, der siger at det overstatslige (EU) altid er grimt, i kontrast til det nationale, der åbenbart altid er bedre.

Kan det virkelig passe at Enhedslisten mener at det nationle principielt er bedre end det overnationale? Ja, hvis Pelle Dragsteds synspunkt er dækkende for partiet som helhed:

" Det er ikke hverken nationalistisk eller højrepopulistisk at ønske, at flere beslutninger bliver taget tæt på én selv i nationale parlamenter, og at EU blander sig for meget. (…) Jeg synes, at EU's indblanding er alt for omfattende – ikke mindst på det økonomiske område."

Hvorfor skulle det i sig være bedre, at en beslutning bliver taget nationalt og ikke overnationalt? Min hovedindvendig mod EU's økonomiske politik er ikke at det er alt for omfattende indblanding, men at den har en grusom slagside til højre. Hvorfor anlægges ikke en klasse-vurdering, en højre- venstre eller miljøvurdering?

Enhedslisten er nationalistisk i den forstand at den nationale suverænitet åbenbart går forud for et spørgsmål om hvilke(n) klasse(r) det ene eller andet vil gavne mest. Jeg må sige at Pelle Dragsted her formulerer sig nationalistisk, selv når han benægter at være nationalistisk.

Hertil vil man måske sige at netop en klassemæssig vurdering vil tale for at komme ud af EU så hurtigt som muligt, fordi en bestemt borgerlig, velfærdsunderminerende politik er fastlagt gennem principperne for Centalbanken, Finanspagten, Europlus og den såkaldte Sixpack. Det er sandt at Centralbankens politik og diverse pagter om finanspolitik har en ganske særlige slagsider i borgerlig favør og vanskeliggør økonomisk politik i lønmodtagernes interesse.

Derfor er EU foruddisponeret til at føre borgerlig politik, siger man. Men jeg tror heller ikke disse pagter er det afgørende problem. De afspejler nogle reelle magtforhold i Europa. Og disse magtforhold vil ikke bare forsvinde, hvis vi meldte os ud. Tyskland vil stadig være den centrale økonomi i Europa og Tyskland vil vide at påtvinge sine handelspartnere betingelser som passer Tyskland. Finanspagterne ligner i meget høj grad det, som har været gængse økonomiske doktriner hos den bærende magtkoalition i Tyskland af konservative og socialdemokrater.

Det er blevet sagt at den højrepopulisme, der førte til at et flertal stemte for Brexit netop skyldes EU. Nærmere bestemt EU's nedskæringspolitik. Det kan altså ikke være helt sandt. Storbritannien er ikke medlem af euroen, og de heller ikke medlemmer af Europlus eller Finanspagten. Den massive udhuling af velfærden i Storbritannien har ikke meget med EU at gøre. Det er David Camerons politik, som han har ført uafhængigt af EU, ligefra han fik magten i 2010. Det er dygtig manipulation, hvis den britiske konservatives højrefløj har kunnet bilde (dele af) den britiske arbejderklasse den slags ind. Men vi skal jo ikke gentage, hvad konservative manipulatorer siger.

Jammen så er den kontinentale højrepopulisme et resultat af EU's restriktive politik, kunne nogen sige. Der er meget sandsynligt en sammenhæng mellem højrepopulismen og den udhuling af velfærd som har ødelagt megen møjsommelig opbygget velfærd i mange europæiske lande. Men stadigvæk er der ikke nogen samfundsklasse, der hedder ”EU”. Der er borgerlige politikere (både rigtig borgerlige og f.eks. franske og danske socialister og socialdemokrater), der bruger EU og mange andre midler til at føre borgerlig politik. De retfærdiggør måske også deres egne upopulære forslag med at ”det er EU, der har bestemt”

EU er håbløst udemokratisk, derfor skal vi ud, siger man. Det nationale alternativ til EU ser heller ikke så demokratisk ud. Store lande kan stadig tryne de små. Multinationale selskaber kan tryne selv store lande. Når EU er udemokratisk (og det er det!) er det en opgave for venstrefløjen at demokratisere det.. Og få lagt bånd på de kapitalkræfter, der udgør den allerstørste trussel mod demokratiet. Netop fordi Enhedslisten insisterer tilsyneladende på at kun nationalstaten kan være demokratisk, fremstår dette parti som nationalistisk De problemer, der kan være for demokratiet i nationalstaten, ignoreres.

Men man kan bare ikke få Enhedslisten til at kræve demokratisering af EU. Har man sagt ”Ud af EU” har man også givet afkald på at forbedre det. En demokratisering af EU vil styrke EU, både give det mere magt og give det mere legitimitet. Så vil Enhedslisten nemlig få mere af det som man vil af med. EU-modstanderne har det bedst med et EU i sin nuværende monstrøse, labyrintiske, rigide, byrokratiske, ufolkelige, elitære, uigennemsigtige og selvhøjtidlige form.

På den måde stiller Enhedslisten sig udenfor et afgørende kampfelt

Det bliver værre:

Enhedslisten kommer også på andre måder til at stå som dem, der ikke har nogen løsninger på Europas problemer, når slagordet hedder ”ud af EU” Mange af problemerne kræver fælles løsninger. I Europa er vi bundet sammen af en fælles økonomi i kraft af det indre marked, om vi kan lide det eller ej. De giver fordele, men sandelig også problemer. Hvis de skal løses kræver det faktisk mere EU. Mere magt til det overstatslige. Der er voldsomme miljøproblemer, problemer med beskæftigelse, center-periferi, energiforsyning, en magtfuld finanskapital og mange mange flere. De forsvinder ikke bare hvis siger ”Ud af EU”. Nogen siger at det tit er problemer som EU selv har skabt. Jeg vil ikke sige at det er EU, der har skabt (nogle af ) disse problemer. Det er EU's hidtidige politik, der har skabt eller udformet mange af dem. Men de eksisterer uanset, hvem der har skabt dem.

Reaktionerne på spørgsmålet om fordeling af flygtninge i Europa er interessant, men ikke opmuntrende. I den forbindlese talte Angela Merkel for en fordeling af de tilstrømmende flygtninge mellem medlemslandene og ville have en overstatslige regulering af dette. Men nej, for mange medlemslande sagde nej. De påberåbte sig en national suverænitet og lukkede deres grænser. Og sendte flygtningene videre til næste land. Enhedslistens Astrid Vang Hansen skrev at ”Mens EU-tilhængerne påstod at EU kunne/skulle/burde organisere modtagelsen af flygtninge, viste EU tydeligt at de hverken kunne eller ville løfte denne opgave.” Men hvorfor kunne EU ikke dette? Det er da krystalklart at det var fordi EU's medlemslande har for lidt forståelse for at løse problemer fælles. Det er hyklerisk at tage dette til indtægt for en ”ud af EU”-holdning. Hvis EU var en stærkere politisk instans, kunne have fundet en fornuftig fordeling sted. Det er håbløst ulogisk at hævde at man skal svække EU, fordi EU er svag. Hvis vi havde havde en stærkere union, havde det jo lykkedes.

Hvordan Enhedslisten forholde sig til f.eks. udfasningen af fossil energi genem et mellemstatsligt samarbejde, har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Polen vil sige at de ikke vil være med og de vil bare fortsætte med at fyre kul af i deres kraftværker. Står valget mellem CO2 fra Polen eller suverænitetsafgivelse, vil Enhedslisten åbenbart vælge CO2!

Nationalisten ser nemlig nationen som det bedste og afgørende forum for politisk handlen.

Men det er rivforkert, fordi nationen IKKE er en priviligeret enhed, hvis interesse overtrumfer andre interesser f.eks. klasseinteresser -eller interessen i bæredygtighed.

Offensiv europæisk venstefløjspolitik:

Kunne man tænke sig gennemslaget i offentligheden hvis man fik ørenlyd for et krav om at man ville påtvinge medlemslandene at de aldrig måtte have en arbejdsløshed på mere end to eller tre procent, i stedet for det bavl med forbud mod budgetunderskud?

Kunne man også tænke sig den mobiliserende virkning i den europæiske offentlighed, hvis man krævede at medlemslandene ikke måtte kræve betaling for anerkendte erhvervs eller videregående uddannelser?. Whaw, de unge uddannelsessøgende fra alle de øvrige lande ville elske Enhedslisten! Eller medlemslandene blev pålagt at indføre SU for alle anerkendte uddannelser. Skærpede standarder for arbejdsmiljø! Whaw, Whaw! Lovgivning om almene boliger! Juhu! Man ville glemme alt om le Pen, Gert Wilders og de andre idioter.

Men ak! Det vil man ikke. For at gennemføre sådan nogen kan enhver jo se at det kræver et stærkt EU. Og uanset indholdet vil Enhedslisten åbenbart hellere have en afmægtig nationalstat, end man vil have EU. I Enhedslisten er man fast i troen på at nationalstaten er det bedste.

Man fejrer ikke dronningens fødselsdag og man vifter ikke med dannebrogsflag. National er man alligevel.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Brexit - et jivende slag mod Europas lønmodtagerklasse.

Steen Gottlieb — Sun, 19 Jun 2016 14:53:14 +0000

Af Steen Gottlieb

Meget tyder på at det bliver et nej til David Camerons aftale med EU om fortsat britisk medlemskab af Den Europæiske Union - og det kommer til at gøre rigtigt ondt

Meningstlkendegivelser om dette emne fra venstrefløjen i Danmark har mest handlet om i hvor høj grad EU var unfair og monstrøs. Jeg savner ovevejelser over hvad der faktisk vil ske med en britisk udtræden af EU's institutioner. Og jeg tror desværre det bliver meget ubehageligt.

Hvis/når Storbritannien forlader den Europæiske Union vil der selvfølgelig blive indgået en aftale mellem Storbritannien og EU om hvordan den fortsatte handel mellem de britiske øer og EU skal foregå.

Uanset hvad leave-tilhængerne forestiller sig (eller fortier), vil Storbritannien ikke kunne have deres virksomheder kørende i ret mange timer, før der er brug for en eller anden forbindelse til EUs indre marked. Og selvfølgelig den anden vej rundt.

EU's indre marked er så stor en enhed i verdensøkonomien, at ingen betydende aktør ikke har brug for en eller anden forbindelse til det. Derfor har næsten alle lande i verden en aftale med EU om hvordan handlessamkvem skal foregå.

Hvordan en aftale mellem Storbritannien og rest-EU kommer til at handle om er ikke nemt at forudse - udover at Storbritannien forbliver en del af det indre marked. Og lønmodtagere i EU vil fortsat kunne søge arbejde på de britiske øer, efter næsten samme regler som gælder nu.

Men altså kun næsten: Rigtig meget tyder på at EU-borgere, der kommer til at arbejde i et fremtidigt UK uden for EU kommer til at miste en god del af de sociale rettigheder de måtte have nu i kraft af EU's regler. Regler der handler om at stille egne borgere lige med andre EU-borgere.

Brexit kommer til at betyde at ikke-britiske arbejdstagere bliver en underpriviligeret lønmodtagergruppe i et fremtidigt Storbritannien.

Et Storbritannien udenfor EU, men stadig som medlem af det indre marked bliver en forstærket politisk kraft, der virker for yderligere deregulering ikke mindst med hensyn til miljøbestemmelser og regler for finansiel forretning.

Brexit betyder deregulering og bliver en styrkelse de mest aggressive dele af kapitalistklassen.

Et Brexit kommer i det hele taget til at betyde en generel svækkelse af EU's institutioner. Den svækkelse vil garanti vil blive udnyttet af de national konservative partier især i Finland, Ungarn og Polen. Jeg kan udmærket forestille mig at nationalismen i disse lande vil udvikle sig yderligere og de demokratiske institutioner i disse lande kommer til at undermineres i stadig højere grad. De vil grassere i nationalistisk beruselse, samtidig med at der foretages indgreb i lønmodtager rettigheder.

Lønmodtagerne i hele Europa bliver påvirket negativt af dette.

Brexit bliver bulshit

Hvordan man kan nedkæmpe den styrkelse af højrekræfterne i hele Europa, som Storbritaniens udtræden vil medføre, bliver et stort emne som Europas venstrefløj må forholde sig til.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Terror i Bruxelles - og andre steder

Steen Gottlieb — Thu, 24 Mar 2016 20:14:38 +0000

Af Steen Gottlieb

Bomber i Belgien og mobning i medier

Støvet havde ikke lagt sig efter terrorhandlingerne i Bruxelles, før en mediekrig eksploderede. Den handler om at fortolke den blodige udåd, som den såkaldte Islamiske Stat har taget ansvaret for.

Offentligheden er i chok. Ikke mærkeligt. Nu igen, det forbandede lort! Nu igen, disse syge handlinger! Hvilke lede idéer kan få nogen til at gøre noget så ondsindet, tænker jeg og mange andre.

Det er ikke mærkeligt reagere med både sorg og vrede i voldsomme mængder. Vi prøver alle at finde en forklaring på¨det grimme, der foregik i Bruxelles ved metrostationen og lufthavnens ankomsthal.

Vi er i krig, har bl.a. forfatteren Carsten Jensen sagt. Og når man er i krig slår fjenden igen,- med de våben der nu måtte være til rådighed; det kan vel ikke overraske.

Det er meget sandt. Men det forklarer ikke, hvorfor nogen personer fra et slumkvarter i Bruxelles skulle føle sig kaldet til at ofre deres liv (og mange andres) for noget, der foregår i fjerne ørkenområder.

Her sætter fortolkningskrigen i Det synspunkt gengives for fuld skrue fra mange platforme.

En ganske enkel logik: Terroristerne var muslimer, Islamisk Stat er jo…. islamisk. Altså er terrorhandlingerne forårsaget af islam. Man slutter deraf at jo færre muslimer, jo mindre terrorisme.

Denne forskruede logik forsøges sat igennem med vedvarende kraft. Islam gøres til forklaringen på alverdens ondskab. Eller ihverfald den aktuelle ondskab. Verden bliver mere overskuelig, når det onde får et navn. Porten er åben for fri muslimer-mobning.

Fra dagspressen kan man finde eksempler på debattører, der gør verden meget, meget overskuelig. Nogle opfordrer ligefrem til at man IKKE tænker sig om. F.eks. Mads Kastrup i Ekstrabladet (23/03/16):

”Vi er oppe mod en dødekult, der med Koranen som angivelig manual har ophobet et sammenrend af psykopater, som tilsyneladende har apokalypsen som ønskemål. Det kan ikke relativeres. Det kan ikke nytte at foreholde islamister en eventuel fejllæsning af skrifterne, da det er at anerkende dem som seriøse tænkere. Det er en katastrofe, hvis vi begynder at tale om vores egen ”racialisering” og angivelige diskrimination og dermed medskyld”.

I næsten al borgerlig forståelse af terroren forklares den med den meget ukonkrete ”islam”. Men dermed bliver alle der bekender sig til denne religion i en eller anden grad en del af terrorismen, de får en berøring til den.

Hvorfor Mads Kastrup vil udelukke visse synspunkter og temaer i en debat om terror, melder han ikke noget om ”Det er en katastrofe”, siger han.

Kommer man til at sige at islam i sig selv har berøring med terrorismen, træder man også ud på The Boulevard of Bullshit. På Boulevard of Bullshit retfærdiggøres diskriminatorisk praksis over for muslimer: De må ikke dit, de skal særligt gøre dat og ikke mindst er de under mistanke og anklage, indtil deres uskyld er bevist. Muslimer er noget, der skal være mindre af. Fri mobning.

En sådan diskriminatorisk praksis befordrer i sig selv at mere eller mindre lukkede religiøst funderede subkulturer udvikler sig. ”Der kan man bare se, de andre vil os ikke. De behandler os som skidt” kan man med mere eller mindre god grund sige til hinanden. Og så danne en subkultur af dem der siger sådan. Og tilføjes: ”Så har vi kun os selv at holde os til”. Her kan Islamisk Stat eller den ene eller anden militante organisation stå som et ligefremt positivt billede at identificere sig med.

Ikke på trods af at Islamisk Stat fremstår som noget af det mest bizarre, der er set siden nazismen. Men netop i kraft af, fordi Islamisk Stat fremstår som det absolutte modbillede til det samfund som

mere eller mindre uudtalt behandler muslimer som ”de andre”, ”de fremmede”

Her kan skabes et miljø hvor tanker, der kan retfærdiggøre terrorisme kan trives. Og vejen fra tanker der kan retfærdiggøre terror til praktisk terror, kan blive altfor kort.

Det vrede og destruktive tankegang, der kan få et menneske til at tage sit eget og mange andres liv på en så brutal måde, kan ingen udvikle alene. Det kræver et lukket miljø, der har udviklet sin egen sindssyge logik. Men et sådan lukket miljø kan heller ikke opstå uden for en større samfundsmæssig sammenhæng.

Et vigtigt element i den større sammenhæng er at muslimer betragtes som ”de fremmede”. I den sammenhæng bliver tegn på social deroute f.eks. arbejdsløshed eller andre, værre, tegn på social deroute f.eks. kriminalitet altid sat i forbindelse med den ramtes evt. afvigende religion eller nationalitet. Det synspunkt bliver gentaget i majoritetskulturene i næsten hele Europa

Derfor kan man tale om at de vestlige samfund er med til at skabe udviklingen af miljøer, hvor terrorist-tankegange kan udvikles.

Mads Kastrup (m.fl.) ude på Boulevard of Bullshit, når han vil ekskludere synspunkter om ”vores egen” skyld. ”Vi” er uskyldige, ”de andre” er skyldige.

Islam er ikke problemet mht. rekruttering af terrorister.

Den ekskluderende indstilling til islam og muslimer er et stort problem.

Europas flygtninge er et EU-problem

Steen Gottlieb — Fri, 04 Sep 2015 16:38:13 +0000

Af Steen Gottlieb

...og må have en EU-løsning

Fælles fordeling af asylansøgere i EU. Det burde være et klart venstrefløjskrav overfor vores egen regering og overfor den europæiske offentlighed i forbindelse med den stigende tilgang af flygtninge til Europa.

EU er den eneste institution, der har kapacitet og som ville kunne skaffe sig myndlighed til at stå for en fælles ordning i Europa. Tilgangen af asylansøgere i Europa er et fælles problem, men som det står nu, er det Italien og Grækenland, der i første omgang modtager flygtningene. I anden omgang er Tyskland et stort modtagerland.

Italien og Grækenlands store antal flygtningen skyldes deres placering ved Middelhavet.

At Tyskland er et stort modtagerland har historiske rødder. Efterkrigstidens Vesttyskland ville vise et menneskeligt ansigt efter nazitiden. Derfor fik landet en forholdsvis åben politik overfor flygtninge, forklarer man almindeligvis. Dertil kommer vel også at man ville demonstrere at de dengang to tysklande var ét, netop ved at være helt åben overfor flygtninge fra DDR.

At flygtningene særligt kommer til nogen europæiske lande og ikke til andre, skyldes geografiske og historie tilfældigheder. Ikke fordi de lande, hvor der kommer flest, i sig selv er tiltrækkende. Flygtningene kommer til Europa, fordi verdensdelen repræsenterer en materiel rigdom og fremstår som forholdsvis velordnede samfund.

Nogle lande modtager kun asylansøgere i absurde små tal. Et sådant land er Slovakiet, der frabeder sig muslimer. Man vil kun optræde humanitært overfor kristne, og det kun i beskedent omfang.

Hvis asylansøgere i Europa blev fordelt efter en fælles forpligtende EU-aftale, vil efter alt at dømme være en humanitær styrkelse af asylansøgerene overfor modtagerlandet. Det skal sammenlignes med hvad asylansøgerne kan blive mødt med af mere eller mindre udtalt racisme, hvis de enkelte lande skulle forvalte modtagelse eller default afvisning.

En fælles fordeling af asylansøgere ser ud som et oplagt EU-anliggende. Dog mener ikke alle sådan.

Minister for udlændinge, integration og bolig, Inger Støjberg er helt klar på den sag. Igen EU-aftaler på dette område:

”Jeg synes det er grundlæggende at et land selv bestemmer, hvem der skal ind og hvem der skal ud” lyder det fra Støjbergs hals til seerne af DR's ”21 Søndag ”. Studievært og mikrofonholder Kim Bilsøe stiller nogle få bekymrede spørgsmål, men kan ikke drømme om at spørge ind til benet og hvad ”det grundlæggende” egentlig er for en størrelse. Han må smile, nikke og acceptere ministerens floskler.

Det kunne være interessant at få belyst regeringens motiver for at stille sig blankt afvisende overfor en fælles EU-politik på området.

Jeg ved at Folkebevægelsen mod EU ikke bryder sig om at EU laver aftaler om noget sådant.

Jeg tror ikke at Socialdemokratiet mener noget mere.

Det samme med SF.

Dem spørger jeg ikke.

Men hvad mener Enhedslisten?

Jeg har ikke hørt noget endnu..

Sort Nordsø-alliance allerede skrevet ind i regeringsgrundlag.

Steen Gottlieb — Tue, 30 Jun 2015 19:07:47 +0000

Af Steen Gottlieb

Inviation til EUropas højrefløj får plads i regeringsprogram.

Fra et brunt Europa til et sort.

Lars Løkkes statsministertaburet kan blive et kort i hånden på EU's asociale og destruktive kræfter, til højre for Merkel.

Uddrag af regeringsprogrammet:

Regeringen ønsker at sikre, at nationale velfærdssystemer ikke bliver undergravet af EU-regler, og at EU ikke udvikler sig i retning af en social union. Det skal sikres ved at ændre danske lovgivning og ved at arbejde sammen med ligesindede lande for at få taget EU-lovgivningen om velfærdsydelser for vandrende arbejdstagere op til revision snarest muligt. Eksempelvis ønsker regeringen at ændre EU-reglerne, når de ikke tillader f.eks. optjening eller indeksering af børnecheck til borgere fra andre EU-lande.

Regeringen har en rigtig populær sag, når der skrives noget om at forhindre børnecheck til EU-borgere, der arbejder i Danmark,

Tanken om at en EU-borger med job i Danmark kan sende sin(e) børnecheck hjem til landsbyen et sted i Østeuropa får straks protesten frem i mange, mange danskere, om de så stemmer til højre eller venstre.

Får man så at vide at EU-borgeren accepterer en særlig lav løn, fordi børnechecken kompenserer for en ussel løn, så bliver man endnu mere indigneret.

Lægger vi oven i at EU-regler pålægger Danmark ikke at gøre forskel mellem egne borgere og vandrende arbejdstagere, er harmen helvedes høj.

Hvordan reglerne helt præcist er skal jeg ikke her gå nærmere ind på. Jeg ved heller ikke hvor mange kontante kroner der faktisk ryger over landegrænsen i den anledning.

Jeg skal bare konstatere at den nye statsminister har en rigtig populær sag.

Og den skal han nok vide at håndtere....

Han vil en alliance med sin kollega i Storbritannien, David Cameron, som det tydeligt fremgår af programteksten.

Men David Cameron tænker ikke kun på børnecheck, når han taler om at ændre EU's regler så vandrende arbejdstagere ikke får adgang til de allerede meget grundigt reducerede sociale ydelser i UK.

Storbritanniens politiske leder tænker i en retning om at holde vandrende arbejdstagere væk fra hele paletten af offentlige ydelser, både indenfor uddannelse og sundhed.

Skulle mr. Cameron få held med sine bestræbelser på at pille de få lønmodtagerrettigheder som EU trods alt har, åbnes for et Europa, så sort som vi ikke har set før. Og lille Lars fra Græsted får en rolle som premierministerens trolige hjælper og iøvrigt hjælper for EU's alleryderste højre.

Jeg frygter en proces mod at vi får et kontinent, hvor lønmodtagerklassen er ynkeligt splittet mellem de indfødte – der trøster sig med nogle elendige små og udhulede sociale rettigheder og så de tilrejsende, underpriviligerede og forhutlede, altid klar til at sælge deres arbejdskraft på tilbud. - Og uden demokratiske rettigheder i øvrigt.

Derfor er EU's regler om ikke-forskelsbehandling af statsborgere og rejsende arbejdere værd at kæmpe for.

Børne-checken over landegrænsen er en mindre sag.

Regeringen skal have hårdnakket modstand – også i den sag.

Provinsiel valgkamp, mens en højrefløj forbereder slag mod Europas lønmodtagere

Steen Gottlieb — Mon, 29 Jun 2015 19:00:42 +0000

Af Steen Gottlieb

Når politik er blevet så gabende kedsommelig, skyldes det ikke mindst at alle nægter at tale om de problemer, der kræver internationale løsnininger.

Højrefløjen undgår, fordi det passer dem så fedt.

Venstrefløjen er bare provinsiel.

Fra højre til venstre side beklages en kedsommelig valgkamp. Aldrig har man hørt den såkaldte politikerlede så massivt og træt udtalt.

Selv har jeg heller aldrig været så tæt på at stemme blankt. Men nej! At stemme blankt eller ikke at stemme var sgu alligevel for vattet. Så jeg stemte, så rødt som det nu var muligt, selvom jeg på mange områder er synes at det parti, der fik min stemme mangler at kunne anlægge et helhedssyn på samfundsudviklingen og forstå Danmarks placering i en større international proces.

Partiet burde straffes! Men nej, jeg tror ikke på straf, heller ikke i den sammenhæng.

Det eneste parti, der faktisk vovede at kaste helt nye perspektiver ind i valgkampen og tale om dybere samfundsændringer, var Alternativet. Men det parti vil ikke vide af højre eller venstre. Og dermed er det ikke noget for mig. Hos venstrefløjen må det give anledning til en meget dyb selvransagelse at den eneste systemkritik, der er blevet rejst, kommer fra nogen der hverken vil vide af magtforhold, klasser og kapitalisme.

Carsten Jensen (Politiken 20/6) er både vittig og ond, når han taler om Helle Thornings regering ” der overlod alle væsentlige beslutninger til Washington, Berlin, Bruxelles og Goldman Sachs i den hensigt at forvandle Danmark til en global-økonomisk smeltedigel, taler nu om at forsvare ”det Danmark du kender”. Det er ikke politik. Det er nervemedicin for en neurotiseret vælgerbefolkning”

Grimme, men sande ord. Politiske beslutninger er flyttet ud af Folketinget og over hos mere eller mindre anonyme instanser. Det gælder ikke kun den nu forhenværende regering, men også hele det politiske spekter, at det er noget man i stilfærdighed bare accepterer. Og det er værre endnu: Det er åbenbart blevet tabu at tale om. Tabuet om at tale om at store strategiske beslutninger tages uden for Danmark i et internationalt system af finansinstitutioner, EU, IMF og TTIP gælder hele det spekteret rundt (næsten hele spektret rundt – det vender jeg tilbage til) fra højre til venstre.

Carsten Jensen taler ud fra den præmis at der er tale om et valg: Helle Thorning”overlod” beslutninger til andre, hvilket må betyde at den kunne have valgt anderledes. Andre taler om at der ikke er noget valg. Herfra lyder det at udhulingen af det nationale demokrati er allerede gennemført til fordel for internationale institutioners magt.

Vel at mærke institutioner med rablende demokratiske underskud.

Politik er derefter blevet reduceret til et mere eller mindre hysterisk mundhuggeri om hvorvidt man skal gå for at leve op til ”rammerne”. Det ene eller andet slag mod lønmodtagerens sociale rettigheder begrundes med ”nødvendigheden” . Fra venstre side svarer man at råderummet er større. Der er plads til velfærd og grøn omstilling. Man behøver ikke skære så dybt, siger man. Men fra venstre side (dvs. Enhedslisten) taler man stadig indenfor en given ramme fastsat langt fra Danmark af instanser, vi tilsyneladende ikke har indflydelse på. Man taler ikke om muligheden af at ændre rammerne.

Det man så har at sige bliver tilsvarende mindre.

Når højrefløjen ikke vil tale politik med et internationalt perspektiv, hænger det meget vel sammen med at de rammer der sættes udefra passer dem så forbandet godt. Det passer dem fint med EU's budgetdisciplin, TTIPs mulige underminering af miljølovgivning, Trojkaens jerngreb om de gældsatte EU-lande og meget, meget mere.

Men hvorfor taler venstrefløjen ikke om det? Enhedslistens forestillinger om at man kan melde sig ud af det hele stiller sig her i vejen. Med de forestillinger er det ikke interessant at tale om hvordan man skal forholde sig til det ene eller andet strategiske problem, hvis man mener at det er en universel løsning på alle globale problemer at man melder sig ud.

SF påstår at de ser en instans som EU som en kampplads, men har alligevel stiltiende accepteret hele Angela Merkels dikterede sparepolitik, budgetdisciplinen og nedtromlingen af Grækenland. Hvad der kommer fra SF er på ingen måde noget der truer magten. På den måde er der alligevel ikke så meget kamp på SF's kampplads.

Socialdemokraterne kunne heller ikke drømme om at tale den centrale magt imod.

Men så kommer man også til at tabe tempo. F.eks. Enhedslistens valgkamp blev sært bagudskuende. Det revolutionære parti gik til valg på noget der stærkt lignede Socialdemokratiet som det var for ti eller tyve år siden. Bevarelse af velfærd. Man skulle tro at det ville give mellem 60 og 70 % af stemmerne til dette parti, fordi det var ca så mange der engang ville slutte op om sikkerhed om grundlæggende socialde ydelser

Men nej, liste Ø fik et godt valg, men altså ikke så godt at det kan ændre nogen politisk retning.

Det blev kun et nogenlunde godt valg for Enhedslisten, fordi en anden opfattelse har slået igennem, der kort fortalt kunne lyde sådan: ”Velfærd og social lighed er godt, men vi er truet af en skærpet international konkurrence, det er blind skæbne, derfor må der justeres ned og vi bliver nødt til at sige goddag til Goldman Sachs. Når der skal spares, må vi passe på at udlændinge ikke nasser og københavnerne skal ikke snuppe for meget fra udkanten. ”

Fra helt andet hold kom der en interesse for de internationale politiske dimensioner. Venstre, konmservative og Liberal Alliance og DF fandt hinanden i en erklæring om at stille sig bag de brittiske konsservatives krav om at ikke-statsborge skal fratages deres sociale rettigheder, når de arbejder i et andet EU land. Her ser det ud til at en europæsisk højrefløj kan finde sammen. Den maneuvre kan blive et centralt værktøj til at svække lønmodtagerens rettigheder i hele unionen.

En alliance over Norsøen mellem Løkke og Cameron kan blive en meget giftig syl, der for med stor ødelæggende kraft kan skabe en splittelse af store lønmodtagergrupper. Den britiske maneuvre er en ganske alvorlig trussel mod lønmodtagernes allerede truede stilling i UK og med følgesskab af Danmark kunne få ødelæggende kraft i det meste af Europa.

Hvad siger Venstrefløjen til dette?

Intet.

Hvis venstreføjen skal opstille et troværdigt modspil til højrefløjen, kommer man ikke uden om at tale om de store spørgsmål.

Man må kunne artikulere sig om Middelhavets flygtninge, misbalancen mellem det overskudsproducrende Nordeuropa og det gældssatte Syd, udfasningen af forsil energi, lighed mellem den nationale arbejdere og de tilrejsende. Og om man kan forestille sig et TTIP uden miljø- og arbejderbeskyttelseslovgivning i de forskellige lande smadres. Hvad gør vi ved hele apparatet af institutioner der lever deres eget liv, uden det mindste folkelige mandat?

De afgørende problemer er internationale. Derfor må venstrefløjen ikke være provinsiel

Se Carsten jensen: I fire år blev vi regeret af en ufo-regering. Af Carsten Jensen (Politiken.dk, 20. juni).
Se også: linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.

Grækenland: Helt nye chancer på vej

Steen Gottlieb — Sun, 25 Jan 2015 10:10:58 +0000

Af Steen Gottlieb

En fælles venstrefløj kræver fælles mål

En Syriza-regering kan totalt ændre Europas venstrefløj - til det bedre.

Hvis Syriza vinder det græske parlamentsvalg i dag og kan danne regering alene, får det vidtrækkende følger i hele Europa.

En Syriza regering vil give europas venstrefløj en helt ny chance for at få vendt op og ned på sig selv. Jeg vælger ordet ”chance”, fordi jeg er overbevist om at positive muligheder kan ventes forude.

Og jeg mener i højeste grad at det er på tide at Europas venstrefløj får vendt op og ned på sig selv: De sidste mange år har været en lang kæde af nederlag og tilbagetog. Nedskæringspolitikken har gjort store landvindinger og resultaterne har været yderligere tilslutning til forskellige højrepopulister. Udhulingen af velfærdsrettigheder har ført til de forkerte reaktioner. En populistisk højrefløj er blev aktiv og levende. Det samme er kun sket få steder for venstrefløjen.

Men det kan blive anderledes: Et af mange lovende fremskridt, som en Syriza regering kan føre med sig er at Europas venstrefløj vil få en stærk anledning til starte på at erkende sig selv som netop Europas venstrefløj, og ikke længere som f.eks. venstrefløj i Spanien, England, Danmark eller noget andet.

Når en ny-valgt Syriza-regering opsiger de elendige aftaler om afvikling af gæld og kræver en europæisk konference om afvikling af alle landes gæld, kommer de til at løfte et afgørende problem ud af den nationale ramme. Syriza bliver dermed de første på venstrefløjen til at lave oppositionel politik på europæisk plan.

Det bliver noget ganske nyt.

Flere personer har ellers slået til lyd for at Grækenland bare skulle meldes ud af euroen, så grækerne så havde deres egne mønter, de så kunne få lov til at devaluere i stor stil. Det er ”det naturlige” påstår nogen. Jeg ved ikke, hvad der er naturligt i økonomi, men det er været mange fortilfælde på at den stærke har kunnet holde den svage i skak. Og den stærke har kunnet holde mange svage i skak – hver for sig.

Når Syriza nægter at tale om muligheden af græsk udmeldelse af euroen, er det vel netop fordi de vil fastholde perspektivet om at der er tale om et fælles europæisk problem, der så selvfølgelig skal have en fælles europæisk løsning.

Vi skal væk fra den vanvittige idé om at gældsproblemerne er forhold kun mellem en hovedkreditor (Tyskland) og så enkelt-debitorer (f.eks. Grækenland eller Spanien). Det er ikke et problem mellem enkelte lande. Tværtimod er der tale om hele Europas problem.

Når Grækenland (forhåbentligt) rejser et sådant krav om en fredskonference kan det ikke undgå at ryste det politiske liv i hele striben af øvrige gældsattes lande: Italien, Spanien, Portugal, Irland. De vil ikke kunne leve med at stå som dem, der lader sig godvilligt plukke, mens Grækenland gør modstand. Men regeringerne i de nævnte lande har kompromitteret sig. Selvfølgelig løser en konference i sig selv ikke noget. Men den vil blive et led i at rejse en fælles opinion. Dengang lykkedes Merkel at komme igennem med at pålægge hele Europa en smertefuld nedskæringspolitik, skyldes det i allerhøjeste grad fraværet af enhver form for fælles europæisk offentlighed.

En europæisk gældskonference vil give hele den europæiske venstrefløj i en stærk position med et fælles anliggende som omdrejningspunkt. Ved den lejlighed bliver det endnu mere synligt at der ikke er nogen der er sig selv nok. Altså vel at mærke den del af venstrefløjen der ikke har kompromitteret sig ved at godvilligt at underkaste sig de tyske sparekrav.

Her er det så at en europæisk venstrefløj har chancen for at manifestere sig som dem der kan formulere en ny retning for en økonomisk politik, hvor det bliver stadig mere synligt at forbundskansler Merkels sparepolitik ikke har kunnet skabe øget beskæftigelse.

Vi bliver Europas venstrefløj i det øjeblik vi ikke blot rent abstrakt påstår at have fælles interesser, men også opstiller fælles, konkrete mål. En europæisk venstrefløj, der samler sig mod både den højrefløj der støtter Merkels sparepolitik og den højrefløj, der hylder national chauvinisme.

Venstrefløjen, EU og Europa

Steen Gottlieb — Sun, 07 Dec 2014 19:46:30 +0000

Af Steen Gottlieb

Teksten er en sammenskrivning af noterne til et ”indspark” i ”Gert Petersen-Selskabet” november 2014.

Jeg vil starte med en vittighed. Den er lidt racistisk, rettet mod irlændere. Men i England kan det forekomme, at man betrager irlændere som mindre kloge.

Den lyder sådan: En irlænder blev spurgt om vejen til togstationen. Han svarede: Jeg ville ikke starte her. Det er håbløst. Men hvis du går ud af Gardiner Street, er det lige om hjørnet. Det er ikke så svært at finde.

Pointen er at alt ville være nemmere, hvis vi bare var et andet sted.

Ligegyldigt hvordan vi taler om politik, støder vi ind i noget med de internationale forhold. Al politisk handlen på nationalt plan er begrænset af eller i hvert fald vævet ind i noget med internationale forhold. Og man kunne tilføje at de muligheder, der er, også har altid noget med de internationale forhold at gøre.

Ove K. Petersen har i bogen ”Konkurrencestaten” overbevisende (og kynisk) argumenteret for den påstand at den nationale politik i overordentlig (og meget tit ubehagelig ) høj grad må rette sig ind efter hvad internationale investorer betragter som et ”gunstigt klima”.

Hvis vi kigger på hvad ”internationale forhold” og hvad ”udlandet ”er, er det første, jeg får øje på Europa og EU.

Lad mig i al korthed slå fast at politik altid udfoldes indenfor et magtgrundlag. Og det magtgrundlag som dansk politik er en del af, er først og fremmest Danmarks afgørende handelspartnere. De er næsten alle medlemmer af EU eller har formaliserede relationer til EU. Både hvad er der muligt, og hvad der er nødvendigt har meget at gøre med, hvad der sker i EU.

Hvis Danmark f.eks. aftalte selv en nok så progressiv, konsekvent og bæredygtig miljøpolitik med Nepal eller Bolivia, ville det alligevel være totalt ligegyldigt.

Hvad er så EU, som er en helt uomgængelig del af det magtgrundlag, som politik udfolder sig på?

Ganske kort: Herfra, hvor vi står, ligner det et både kapitalistisk og byrokratisk monster, der er i hele sin levetid og til nu har været besat af en tvangstanke om at dybere integration i sig var positivt. I EU lederes forestillingsverden hersker den tanke, at alle problemer skal løses gennem dybere integration på stadig flere områder.

Hvilke konflikter foregår i EU? Hvis man kigger ud, gærer utilfredsheden temmelig hidsigt i flere medlemslande. Front Nationale, Gert Wilders, UKIP med selveste regeringslederen David Cameron halsende efter sig, flamske separatister, græske nazister, Sverigesdemokrater og Thulesen-Dahl repræsenterer en forholdsvis ny, omfattende EU-modstand. De taler dunder mod EU's byrokrati, indvandrere. De vil ikke høre et ord om fælles og planlagt udvikling på de områder, hvor EU er aktiv.

Menneskerettigheder og forbrugerbeskyttelse? De siger nej

Fælles energipolitik i EU-regi? De siger igen nej.

Andre tiltag? Der råbes NEJ og atter NEJ!

Den – omend alt for svage – regulering af EU's marked, der trods alt findes, vil de af med. Og samtidig har de ikke mange kritiske ord overfor det EU's indre marked. I den højreorienterede EU-modstands forestillingsverden er det store uregulerede marked helt ok. Og i hvert medlemsland skal man så sidde i noget, der forlængst er blevet til micky-mouse-parlamenter og glæde sig over sig selv, eget flag og egne nationale symboler.

Man kan se på hvordan Europas højrefløj stiller sig til migration. Handler det for dem om at beskytte lønmodtagerne i de respektive lande mod social dumpning? Eller handler det om at nedrangere udenlandske lønmodtagere? Desværre det sidste. At sidde og glæde sig over sig selv er deres mål. Deres EU-modstand er groet ud af sociale konflikter og social deroute, men deres politik vil kun gøre ondt værre.

Heroverfor står så det Europæiske establishment med Merkel som den reelle leder og politikertyper som vores egen Margrethe Vestager, Sarkozy og Italiens Enrico Letta, som befandt sig godt i rollen – hvad hans parti alligevel synes var for meget. Der er Frankrigs Hollande, som loyalt spiller med. Den rolle bryder han sig slet ikke om. Franskmændene endnu mindre.

Det europæiske establishment kan tilbyde nedskæringer, austerity og hård pottetræning. Det bliver noget der rammer skiftevis på lønomkostninger eller offentlige udgifter til arbejdskraftens reproduktion.

Det er ikke noget populært program. Når det europæiske establishment alligevel kan vinde tilslutning er det formodentlig, fordi at tilstrækkeligt mange tror på at de i kraft af f.eks. uddannelse eller personlige forudsætninger vil kunne svømme ovenpå – og måske ligefrem rykke opad socialt – i en situation med færre job og nedjustering af velfærd.

Den EU- skeptiske højrefløj vinder tilslutning – i overvejende grad blandt lønmodtagere med lav social og jobmæssig sikkerhed ved at sælge en drøm om gamle dage i en nationalstat, der på forunderlig vis skulle have mistet sine sociale modsætninger.

De mest iøjnefaldende politiske konfrontationer udspiller sig mellem to varianter af borgerlighed. Højrepopulister contra the establishment.

Hvor fanden er så venstrefløjen?

Vi må sige, at vi hører alt for lidt om den.

Måske fordi den siger alt for lidt.

Måske fordi der ikke eksisterer nogen samlet europæisk venstrefløj.

Til nu kan ikke identificeres noget idé-sæt som en samlet europæisk venstrefløj orienterer sig efter.

Noget fyrtårn, der rækker ud over nationale grænser, ses ikke

En bevægelse eller parti, som man tager bestik efter, ses ikke.

Venstreorienterede sidder i hver deres land og føler sig hver især afmægtige.

Engang talte man i SF om at man ville ”et Europa i forskellige rum”. Udtrykket dækkede over at man gerne ville europæiske samarbejde, men med ret til egne regler. På mange måder er der siden kommet et Europa i flere rum. Men det er ikke nødvendigvis godt, og det er ikke i sig selv progressivt. At Polen f.eks. gerne vil sidde i et særligt polsk rum og udvinde kul-baseret energi, er ikke godt. At Luxembourg og de britiske kanaløer er særrum for skattetænkning er heller ikke spor progressivt.

Men det må kunne lykkes at finde fælles berøringspunkter, der kan manifestere venstrefløjen som en europæisk kraft. Det er nærliggende at blive enige om bekæmpelse af skattely og social dumpning. Enighed om lønmodtagerrettigheder er sandsynligvis heller ikke se svært. Miljøtiltag, udvikling af infrastruktur, produktion og energiinvesteringer er nok ikke helt nemt at blive enige om – men slet ikke umuligt.

Det burde også være muligt at etablere en venstrefløjlsfront mod hele dette nedskæringskoncept som især kansler Merkel personificerer - som egentlig også ligger i forlængelse af både tysk økonomisk tænkning og grundpolitikken hos Den europæiske Centralbank.

Intet europæisk land vil være i stand til at gøre op med eller bare begrænse finanskapitalens altdominerende magt. Dette kan kun gøres af en meget stor og meget magtfuld aktør. Jeg kan ikke forestille mig nogen venstrefløjs bevægelse i dag kan vinde slagkraft uden at kunne sige, hvordan finanskapitalen kommer under kontrol.

Før det kan blive til noget, må vi lære at tænke på os selv som europæiske lønmodtagere, arbejdere, proletarer eller i det mindste bare borgere. Og så danske lønmodtagere, arbejdere ect. – når det er relevant.

Er jeg så ikke tilbage i en tvangstanke om mere integration, som jeg netop har taget afstand fra? Nej. Forskellige problemer skal løses på forskelligt niveau.

Det er et problem for hele den europæiske lønmodtagerklasse at vores sydeuropæiske venner holdes i et jerngreb af tyske bankinteresser. Det er også et problem for alle europæiske lønmodtagere at Middelhavslandene modtager strømme af immigranter fra Nordafrika, der kan slå bunden ud af enhver social stabilitet. Det kræver fælles løsninger, som en europæisk venstrefløj må have sit svar på.

Hertil vil nogen sige, at enhver form for progressiv politik på europæisk niveau er dødsdømt. Det ville kræve et opgør med alle EU's nederdrægtigheder. Men de kan ikke rokkes, fordi de allerede er indskrevne i bindende traktater uden udløbsdato. Desuden er alle EU's institutioner overhovedet ikke indstillede til nogen form for demokrati og parlamentet har ingen reel magt.

Der til må jeg sige: Det er slet ikke nemt. Hvis vi var et andet sted, ville det være nemmere. Bare gå ned af Gardiner Street og så ..

Når Angela Merkel så let kunne trumfe finanspagt igennem, var det ikke mindst, fordi der ikke var nogen modstand fra venstrefløjen. At samle en modstand mod dette er ikke nemt, at tromle den tilbage er endnu sværere. At gøre EU's institutioner demokratiske er sandelig heller ikke nemt.

Der er bare ikke andre muligheder. Højrefløjen vil gerne det helt uregulerede marked uden Bruxelles og Strasbourg. Det er overhovedet ikke noget venstrefløjen kan være med på. Kan man så melde sig ud af det indre marked? Den mulighed er slet ikke ønskelig. Det ville betyde ubeskriveligt store afsavn for lønmodtagerne og hele befolkningen i øvrigt, at skulle omstille til en økonomi, der ikke var involveret med de hidtil kendte handelspartnere.

Skal venstrefløjen i offensiven igen, bliver vi nødt til at udvikle sammenhængende forestillinger om andet end store og små justeringer på et kapitalistisk system.

Det bliver ikke meningsfyldt før politik tænkes og forklares på niveau med hele den verdensdel vi er i.

1864 er også kulturkamp

Steen Gottlieb — Sat, 29 Nov 2014 23:33:08 +0000

Af Steen Gottlieb

Jeg glæder mig til at se instruktøren Ole Bornedals tv-serie ”1864”, når den kommer i aften.

Det er et film-værk i et meget stort format, og jeg tør også forudse at det på en eller anden måde vil spille en rolle i mange år frem i diskussioner om både militær og forsvar. Og ikke mindst de forestillinger vi gør os om os selv som nation og som danskere. Dele af den kan måske også spille ind vores forestillinger om at være mennesker i det hele taget.

Kritikken har være ubarmhjertig. I Berlingske, Ekstrabladet, Jyllandsposten og BT har man svunget sablerne mod Bornedals værk med en beslutsomhed og nidkærhed, der ellers ville kunne vække respekt i hele det prøjsiske dragonkorps.

”Ufatteligt forkert”, mener man på Berlingske. På BTs forside citeres en historiker for at erklære Bornedals endelige ”kollaps”. Inde i bladet udfolder historikeren så en kritik, der gør at vi skulle give ham en uofficiel titel af ”petit-historiker”. I Jyllandsposten bliver ligeledes en ”ekspert” kaldt hid og citeret for de meget dramatiske ord om at ”Djævelen ville le af dette makværk”. ”Manipulation!” lyder det fra Pia Kjærgaards mund.

Det er meget voldsomme ord, der bruges.

Kritikerne medgiver at der er tale om meget flot fotografering og usædvanligt smukke billeder. Men det ene og det andet er forkret, der er den ene og den anden detalje, der er skulle være anderledes, og det får så aviserne til at skrive om at djævelen ler og ”kollaps”.

”1864” kan sandelig få store dele af offentligheden til at himle og hyle.

Bornedal og ”1864” skal åbenbart vaskes med lort!

Det ligner et karaktermord på både Ole Bornedal og hvert eneste af seriens otte afsnit.

Javist, der er elementer i den som jeg synes er malplacerede og ikke duer. Uforståelig magi, replikker der falder tungt og karakterer der er blevet til klicheer. F.eks. Diderik – en officer, der er traumatiseret efter den første Slesvigske krig, men tvinges ud i den næste, er en helt igennem led skid. Men han kunne være udviklet som en rigere karakter, som både offer og bøddel. Men vi ser ham som bare ond.

I de første syv afsnit har vi fået set rigtig mange mennesker lide, lemlæstes og dø. Aldrig har jeg set noget så voldsomt og rædselsvækkende på film. Men intet menneske, der lider eller dør i serien, uden at det er vist som et medmenneske, hvis liv og lidelse er gribende.

Det helt svimlende drama i fortællingen er den uhygge, der bygges op fra første afsnit til foreløbig kulmination i syvende afsnit om den katastrofe, der ubønhørligt kommer.

Vi – seerne – kender udfaldet – blodbadet på slagtebænk Dybbøl. Men dobbeltgyset kommer, idet vi ser at seriens personer også må kunne se, hvordan det hele vil ende. Vi ved det, og seriens figurerer ved det.

Oven i det får vi så det tredobbelte: Selvom både vi og fortællingens figuerer ved, hvad der vil ske, er der alligevel ingen, der vil ændre begivenhedernes gang. Historien om et forudsigeligt massemord.

Der behøver ikke at være krig, er en pointe man nemt kan trække ud af tv-serien. En banal sandhed. Men ikke mere banal end at den faktisk vækker meget stor furore og modstand.

Nationalisme fører til krig, er en anden banal sandhed, som ”1864” fortæller. Men alligevel vækker den tanke også modstand i offentligheden. Det var jo datidens progressive – de nationalliberale og bondevennerne der var så glade for helstaten, danskheden og folkestyret, der var ved magten dengang. De stod for den politik der førte til krigen, også så kan det ikke være helt forkert.

Dertil må vi så sige (med Bornedal) at ”folket” og også de progressive kan tage så grufuldt fejl.

Debattøren Lars Olsen tager også fejl, når han fortæller at ”1864” præsenterer ”et antidemokratisk historiesyn. Helstatens nationale rodebutik passer til de multikulturelle forestillinger hos nutidens kulturelite, men i datidens samfund var den i modstrid med alle betydelige folkelige kræfter.”

Men man er sgu ikke antidemokratisk, fordi man kritiserer ”de betydelige folkelige kræfter”, der var aktive dengang - og nu. ”1864” er tværtimod et syngende slag lige mod det grasserende knæfald for populisme og den pseudofolkelighed, der i dag er på spil hele den offentlige debat.

”1864” retter en ofte gribende, humanistisk kritik af krig (fortællestemmen der udtrykker sorgen over ”alt det liv der gik til spilde”) – altså ikke kun den i 1864.

Og ”1864” handler ikke kun om krig. Det handler også om en utopi. Figuren Inge, der også er historiens fortæller, udtrykker utopien allerede i første afsnit ved at tale om et sted ”der er alle menneskers sted”. Utopien kommer også til udtryk i hendes erotiske forhold til de to positive mandlige karakterer Laust og Peter (som altså ikke er helt harmonisk alligevel!) og i hendes handlekraft.

Inge er bestemt ikke et barn af sin tid. Hun er en figur, der overskrider samtiden og eftertiden. Faktisk rækker figurern langt ind i fremtiden. En drøm om en helt anden verden kommer til udtryk i hende.

”1864” er et stort kunstværk og en skarp nutidskritik.

Men mange kræfter vil ikke høre af nogen kritik af krigsførelse og nationalisme. De vil heller ikke høre om drømme om en helt anden verden.

Jeg forstår godt de borgelige skærer tænder

”1864” er også en del af kulturkampen.

8. og sidste del af tv-serien "1864" vises på dr1 søndag d. 30.11. kl. 20:00. Seriens tidligere afsnit kan ses på samme internetadresse.

Se også linksamlingen »1864 - Anden Slesvigske krig« på Modkraft Biblioteket.