Mads Ananda Lodahl's blog

ANMELDELSE AF TEATERFORESTILLINGEN "DE OVERLEVENDE" OG BLACK METAL-FESTIVALEN "KALDET FRA DYBET"

Mads Ananda Lodahl — Sun, 08 Feb 2015 21:46:52 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

I går var jeg i Betty Nansen Teatret/Edison Teatret og se De Overlevende. Det er første gang jeg har været i teatret i virkelig lang tid, fordi jeg faktisk altid synes, det er lidt pinligt, og jeg aldrig har forstået, hvorfor man ikke bare laver en film i stedet, og jeg bryder mig i det hele taget ikke så meget om ting, der foregår på en scene, men det var ret sjovt og godt og meget spændende oplevelse. Og skuespillerne var rigtigt dygtige, selvom jeg syntes, det var ret grænseoverskridende, at de ligesom var der rigtigt og ikke bare var en optagelse. På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med en af dem og der gik et helt sug igennem mig, som om han var på en film og kom ud af skærmen og ind på mit værelse! Det handlede om nogle unge mennesker der styrtede ned med at fly og skulle overleve på en øde ø. Det var en slags moderne udgave af Fluernes Herre, hvis du kender den. Og så på et tidspunkt skriver de SOS med tøj på stenene, så man kan se det fra et fly, hvis man flyver henover, og så er der en, der spørger, hvad SOS står for, men det var der ikke rigtigt nogen der vidste, men det står altså for Save Our Souls, og så kom jeg til at tænke på at i den her individualiserede samfund, og det var jo også lidt det stykket vist handlede om blandt andet, skulle de måske hellere have skrevet SMS som står for Save My Soul (eller SM-Mads, men det er en anden historie, men det kan også stå for Spass Muss Sein, som betyder, at man skal have det sjovt på tysk), og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på SMS og individualisme. Det var nok første gang jeg var i teatret siden gymnasiet. Men så kom jeg i tanker om at jeg engang selv var med i en teatergruppe, der hed Ikke Mærkelig, og vi lavede blandt andet et duftshow, der hed "Gå ind i dit hus og luk din dør" men vi lavede også et voldshow, der hed "Torturtanken" i en kælder, hvor vi kom til at låse en af dem fra publikum fast til en trappe med strips som en del af showet, men vi havde glemt at tage en tang med, så han kunne ikke komme fri. Han tog det heldigvis meget roligt. Om aftenen var jeg til black metal festival i Ungdomshuset, og det var fedt nok. Det er længe siden jeg har været til koncert, for jeg bryder mig ikke så meget om live musik. Jeg synes, det er ligesom en dårlig udgave af indspillet musik, hvor musikerne laver fejl og er ukoncentrerede og man står ved siden af folk, der snakker og ryger og skubber, og man kan ikke sidde ned, og man kan ikke spole frem, hvis der kommer en sang, man ikke kan lide. Jeg kan heller ikke lide musik med guitar eller musik, hvor folk synger, så det er ikke så tit jeg er til koncert, men vi så tre bands, og i det ene band var der en, der havde kort hår, og jeg kom til at tænke på, hvorfor han ikke bare havde taget en paryk på, det ville have set flot ud, så havde alle mennesker i alle bands haft langt hår, men så kom jeg til at tænke på, om nogen af de andre mon havde paryk på? Det kunne de godt have haft. Det sidste band var det bedste med tre-stemmig growl vokal, og de havde matchende tøj på. Helt stramme, sorte bukser og vinrøde t-shirts. Det så flot ud, at de havde gjort så meget ud af deres stil, men jeg ved ikke, om jeg bare er lidt vant til at gå til nogle andre slags arrangementer, men på et tidspunkt kom jeg til at tænke på, om de ville gå ud og skifte tøj mellem numrene på et tidspunkt, men det gjorde de ikke. (Men om natten drømte jeg at jeg var til koncerten igen og i min drøm skiftede de tøj lige inden det sidste nummer). Og jeg har været til virkelig mange koncerter i Ungdomshuset i tidens løb, kom jeg i tanker om, men jeg havde helt glemt hvor flotte sådan nogle høje, tynde drenge med langt hår og stramt tøj kan være, når røgmaskinen går i gang og lamperne bliver røde og dobbeltpedalen rammer som et trykspark i brystet. Sådan kan tankerne løbe afsted, men det var en meget kulturel og spændende dag i hvert fald. Forresten mødte jeg en dame den anden dag, da jeg var ude og gå med min hund, og hun snakkede med os (min hund og mig), og hun fortalte, at hun engang havde haft en snegl. Hun var cyklet gennem parken i regnvejr og så var hun næsten cyklet henover den og den havde ligesom kigget op på hende henover sit lille hus og så havde hun taget den med hjem og lavet et lille sted til den på køkkenbordet i en stor margretheskål med lidt blade og græs og en sten og lidt vand og alt hvad sådan en snegl kan have brug for. Hun kaldte den Line og tog den med på arbejde hver dag, så den ikke skulle være alene hjemme. Hun arbejde på et kontor inde på Nordea nede ved Knippelsbro. Og når hun cyklede på arbejde, havde hun sneglen i en stor tændstiksæske i lommen. Da jeg mødte hende havde hun en gul regnfrakke på, så jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at hun havde Line i lommen, mens vi snakkede sammen, men hun fortalte, at hun havde fået en kat senere, og den havde revet Line i stykker.

VOLD # 2: "Antifascisme er selvforsvar"

Mads Ananda Lodahl — Tue, 12 Aug 2014 17:22:34 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

GÆSTE-INDLÆG: Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Det fejres med demonstrationer, møder, workshops og fester over hele kloden, og i Malmø fejrede de det også med en demonstration. Alt gik godt. Indtil bevæbnede nynazister angreb nogle af demonstranterne på vej hjem fra demonstration.

Sidste uge var der Pride i Malmø, og et af ofrene for nynazisternes vold holdt tale om, hvad der skete den 8. marts. Jeg har fået lov at offentliggøre talen her på bloggen. Den er oversat fra svensk, og nederst kan du se en film fra den kæmpestore anti-fascistiske demonstration, der fandt sted ugen efter overfaldet.

Dette indlæg er nummer to i en serie om hadforbrydelser. Har du været udsat for en hadforbrydelse? Så skriv ned, hvad der sket, og send det til mads@almindelig.com, så lægger jeg det op.

"ANTIFASCISME ER SELVFORSVAR"

Tale fra Rosa-svart block i Malmøs Prideparade, 9. august 2014

Vi var ude for at tage natten tilbage, fordi kvinder og transpersoner i hvert fald en gang om året skal kunne føle sig trygge i det offentlige rum. Vi havde demonstreret, danset og skreget os hæse i Malmøs gader, fordi vi ville, at vores by skulle være et frirum, fordi vi ville vise, at gaden er vores.

Vi er alt for ofte blevet fortalt, at vi skal holde os ude af visse af samfundets rum, hvis vi ikke vil udsættes for chikane, vold eller krænkelser. Vi har lært ikke at gå alene hjem fra baren en sen nattetime, at være forsigtige med vores alkoholindtag, og vi er tvunget til altid at forholde os til risikoen for hatecrimes, når vi ikke passer ind i den rådende heteronorm. Vi som LGBTQ personer, har siden den første gang vi sprang ud, lært at leve med truslen om vold.

Efter Tag Natten Tilbage demonstrationen ville flere af os videre til 8. martsfest på Klub Moriskan. Flere venner og kammerater slog følge, idet vi nærmede os Folkets Park. Men aftenen sluttede ikke med fest og glæde. Den sluttede med knive i vores rygge. Den sluttede med at vi næsten døde!

Vi blev overfaldet, fordi vi kalder os for socialister, fordi vi kalder os feminister – og fordi vi ikke passer ind i deres kønsstereotyper og heteronorm. Samfundet mener, at vi skal stole på, at politiet vil beskytte os. Samfundet mener, at vi skal stole på, at loven kan beskytte os og give os en form for retfærdighed. Men vi tror ikke et sekund på deres heterokapitalistiske lortesamfund!

Vi som LGBTQ personer ved at truslen fra fascismen er virkelig, og at den vokser. Vi ved, at politiet ALDRIG nogensinde kan beskytte os. Og den falske tryghed de opsætter, føles som at blive spyttet i ansigtet!

For os handler det ikke om, hvorvidt vi har juridisk ret til at forsvare os selv, det handler om, at vi forsvarer os selv, fordi vi ikke har noget valg. Vi må forene os, gøre vores forsvar kollektivt og præventivt. Vi skal sammen finde solidariteten og forståelsen for hinanden, for det er det eneste reelle forsvar, vi har! Vi skal sammen turde slå tilbage!

Vores fysiske sår efter 8.marts er endnu ikke lægt, men vores vrede er vokset og er nu stærkere end nogensinde.

Antifascisme er selvforsvar – Bash Back!

Artikler om overfaldet:

Venstrefløjsaktivister kniv-overfaldet efter feministisk demonstration i Malmø (dansk)

Förbundet Allt åt alla: Kämpa Showan! (svensk/engelsk)

Tusentals protesterade efter mordförsöket i Malmö (svensk)

Video of 9lyg3PQN8c0

Læs mere om hadforbrydelser og selvforsvar

Læs indlægget "Hva så, faggot, er du bange nu?"

Læs mere om anti-fascisme

"Hva så, faggot, er du bange nu?" - OPFØLGNING

Mads Ananda Lodahl — Wed, 06 Aug 2014 12:58:57 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

I går delte jeg en læsers oplevelse med en homofobisk hadforbrydelse. Der er efterfølgende flere, der har skrevet til mig, at man skal huske at registrere hadforbrydelser og melde dem til politiet, så de kan komme med i statistikkerne.

Statistikker over antallet af hadforbrydelser bruges til at overbevise myndigheder om, at problemet er alvorligt nok, til at de skal gøre noget ved det. Det kan være at sætte penge af til at uddanne politi, lærere og ungdomsklubber i mangfoldighed og den slags. Det kan være at lave nye love, lave forebyggende arbejde eller give økonomisk støtte til foreninger og projekter.

Hvis man ikke registrerer og anmelder forbrydelserne, tæller de ikke med i statistikkerne. Så kigger myndighederne på statistikkerne og siger: "Det er ikke noget, der sker særlig tit. Problemet er ikke så stort. Vi kan ikke afsætte ressourcer til det."

Og så er det, at folk skriver til mig, at vi skal huske at registrere og anmelde…

Jeg ved godt, det er sådan, tingene foregår inde på korridorerne, men jeg bliver så vred over argumentet om, at "vi skal have mere præcise tal at arbejde med."

Nej!

Vi behøver ikke mere præcise tal. Alle undersøgelser viser, at der finder adskillige hadforbrydelser sted hver eneste dag i Danmark. Jeg har snakket med en af dem, der arbejder med problemet til daglig, og hans kvalificerede bud er, at der sker 40 hadforbrydelser HVER DAG. Godt halvdelen er homo- eller transfobiske. Resten er racistiske.

Om der er 2 eller 200 hadforbrydelser om dagen i Danmark er ligegyldigt. Der er FOR MANGE! Som jeg sagde til Anne Mee Allerslev i en paneldebat om hadforbrydelser for et års tid siden:

"Hvis du eller nogle af dine politiker-kolleger er usikre på problemets omfang, kan I queere op eller tage en af jeres eget køn i hånden og gå en tur gennem byen, så tror jeg nok, I skal få fingeren ud og få gjort noget ved problemet."

Jeg har selv arbejdet med hadforbrydelser siden 2006. Der er sket meget i mellemtiden. Dengang havde vi ikke engang et ord for det på dansk, og der er kommet meget mere fokus på problemet. Men jeg får simpelthen kløe af politiker-snak, når det handler om, at jeg og mine venner ikke kan gå på gaden uden at blive slået ned.

Hvad mener du? Har vi samlet tal længe nok?

Deltag i debatten her eller på facebook.

VOLD # 1: ”Hva' så, faggot! Er du bange nu?”

Mads Ananda Lodahl — Tue, 05 Aug 2014 13:30:46 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

GÆSTE-INDLÆG: Jeg har fået tilsendt denne historie fra en læser og fået lov til at lægge teksten op her. Har du været udsat for en hadforbrydelse? Skriv det ned, send det til mads@almindelig.com - så lægger jeg det op. Lad os dele vores historier og ødelægge tavsheden.

Det er lørdag først på aftenen, og jeg er på cykel på vej hjem fra et kollektiv i Københavns Nordvestkvarter. Det er lyst og varmt, og jeg er i godt humør. Fra Bellahøj suser jeg ned ad Frederikssundsvej og stopper for rødt lys ved Hulgårds Plads. En bil kører op på siden af mig. De er tre mænd i bilen, kan jeg se, og ham på bagsædet har åbent vindue og kigger på mig.

”Faggot!” råber han pludselig. ”Din fucking faggot!” Jeg bliver først overrasket, men råber så tilbage: ”Hold kæft, homofobiske narhoveder!” Jeg tænker på, om det er mine øreringe, mine korte shorts, min trøje eller min kasket med homo-mærke på, der har provokeret dem – eller måske en kombination, eller måske ingen af delene. Det er egentligt også lige meget, for man skal jo bare se ud, som man har lyst til, og påklædning er aldrig en selvforskyldt grund til overgreb.

Der bliver grønt lys, og jeg cykler igen. Bilen kører ved siden af mig gennem krydset, og pludselig får jeg noget kastet efter mig, som rammer mig på skulderen. Jeg ser ikke, hvad det er, men heldigvis ikke noget hårdt, som kan skade mig fysisk. ”Faggot!” råber de igen. ”Hold nu kæft!” råber jeg tilbage, giver dem fingeren, og bilen kører fra mig. Jeg er paf og virkeligt irriteret på én gang.

Forfulgt

Lidt længere nede ad vejen kan jeg se, at bilen er kørt ind til siden ved et busstoppested. En af fyrene har stukket hovedet ud ad vinduet og kigger mod mig på cykelstien. De venter tydeligvis på, at jeg skal køre forbi. Om de vil råbe, eller kaste noget på mig igen eller stige ud af bilen og stoppe mig, aner jeg ikke. Uanset hvad har jeg ikke lyst til at udsætte mig selv for at køre forbi homofoberne, så jeg tager en hurtig beslutning og drejer til højre, for derefter at køre ned ad Ørnevej, som alligevel fører den retning, jeg skal.

Jeg tænker, at faren er drevet over, men pludselig ser jeg bilen komme direkte mod mig fra den næste sidegade. De er åbenbart drejet væk fra Frederikssundsvej for at køre efter mig. Mit hjerte slår endnu hurtigere. Bilen rammer krydset sekundet før mig, og den kører ud midt i det og blokerer vejen for mig. Der er ganske øde i krydset, noterer jeg mig. Hverken mennesker eller andre biler.

De er helt tæt på mig, og jeg får øjenkontakt med den ene fyr og hans smørrede grin. ”Hva' så faggot, er du bange nu?” siger han. Det er jeg ganske rigtigt, nok ikke så underligt situationens udvikling taget i betragtning, men jeg prøver at skjule det, mens jeg tænker over en udvej. ”Fuck nu af!” råber jeg til dem og drejer ind ad den vej, de lige er kommet fra for at komme ud på Frederikssundsvej, hvor jeg ved, der er mange mennesker. ”Hurtigt! Efter ham!” hører jeg en af dem sige.

En omvej hjem

Jeg kommer lynhurtigt ud til Frederikssundsvej igen og krydser den mellem et par biler for at kunne forsvinde over i en af sidegaderne på den anden side. Jeg kigger bagud og kan se, at bilen ikke er kommet samme vej som mig. Jeg tænker, at den nok er kørt længere ned ad Frederikssundsvej for at fange mig der. Jeg overvejer at gå ind i Netto, men beslutter mig i stedet for at tage kasketten af og hætte på for ikke at blive genkendt så let.

Jeg ringer op til en af mine gode venner for at have nogen i røret og fortæller om episoden. Det hjælper på trygheden. Jeg fortæller min ven, at jeg er mega glad for, at jeg fik sagt noget til dem, men at jeg måske ikke skulle have ladet dem presse mig til at køre en anden vej, men bare have kørt forbi dem. ”Nej, aldrig når du er alene,” siger min ven klogt, ”det har altid første prioritet at passe på sig selv.” Jeg giver hende ret, og kan ikke lade være med at kigge mig over skulderen for at se, om bilen er der. Det er den heldigvis ikke.

Jeg tager en omvej hjemad og kører ad Tagensvej med min ven i røret, fordi jeg ikke har lyst til at køre tilbage til Frederikssundsvej. Jeg er nervøs for, at de kunne finde på at vente på mig der, fordi de ved, at jeg skal den vej. De virkede som typerne, der kunne finde på det.

Da jeg kommer hjem til mit eget kollektiv, er der desværre ikke nogen hjemme. Jeg skynder mig at ringe til en anden god ven, fordi jeg har brug for at snakke med nogle flere om situationen. Vi taler om, at de virkede som nogle rødder, der kedede sig, og skulle finde et offer, de kunne få noget sjov ud af. De ville måske ikke gøre andet end at provokere, men jeg kunne ikke vide det. Og tilråbene og det at blive forfulgt var ubehageligt nok i sig selv.

Selvforsvar gør stærk

I telefonen slår det mig endnu engang, hvor glad jeg er for, at jeg fik sagt klart fra overfor dem i flere omgange, og gjort det tydeligt, at jeg ikke gad finde mig i deres homofobiske chikane. Jeg har heldigvis øvet mig i både fysisk og verbalt selvforsvar.

Der vil altid være situationer, hvor der ikke er andre end dig selv til at passe på dig. Og det er vigtigt for mig at reagere i situationer som denne for ikke at stå tilbage som et forsvarsløst offer. For det er jeg sgu ikke! Selvfølgelig skal man overveje, hvilke mulige personlige konsekvenser en modreaktion har i situationen. Men konsekvensen af ikke at gøre noget, tror jeg som regel, er endnu større – ikke mindst for ens selvfølelse og selvtillid bagefter, men også for kampen mod homofobi og andre undertrykkelsesformer på et større plan.

Man skal altid tænke på sin egen sikkerhed, som min ven siger. Derfor handlede det om selvforsvar, da jeg ændrede min rute og tog en omvej. Det ville være dumt at risikere noget ved at insistere på at køre forbi dem, når de var tre og sandsynligvis ude på ballade. Jeg føler ikke min stolthed knækket af den grund. De griner sikkert, men de griner dumt, og jeg griner endnu højere af homofobernes idioti.

I telefonen spørger min ven mig, om jeg fik bilens nummerplade. Det gjorde jeg desværre ikke. Tingene gik meget hurtigt, og jeg tænkte mere på at sige fra og beskytte mig selv i situationen. Men ellers havde jeg nok anmeldt det som hate crime. Ikke at jeg har den store tiltro til politiet, eller at jeg forventer, at det ville ændre noget i et større perspektiv, men alligevel. Måske gør jeg det stadig, bare for statistikkens skyld.

Queer-bashing og hate crimes har mange former – kommentarer, tilråb, spytklatter, kasteskyts, chikane, tæsk, fysiske overgreb, mordforsøg – og sker desværre alt for ofte i Danmark. Det er ikke første gang, jeg oplever det, og helt sikkert heller ikke sidste. Men når de basher, gi'r jeg igen efter bedste evne i situationen. For at beskytte mig selv og min krop. For at styrke mit selvværd og min selvtillid og ikke behøve at gå rundt og være bange hele tiden. For at homofoberne ikke skal vinde.

Og fordi enhver form for queer modstand minder både dem og os om, at queers ikke bare kan hates på som svage ofre efter lyst, men at homo-, bi- og transfoberne må forvente at blive konfronteret tilbage.

Læs opfølgning og min kommentar.

Læs mere om hadforbrydelser og selvforsvar.

Copenhagen Queer Festival er i fuld gang

Mads Ananda Lodahl — Wed, 16 Jul 2014 18:17:29 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

Den årlige Copenhagen Queer Festival er tilbage efter en velfortjent pause sidste år. Der er proppet med glade mennesker, solen skinner, stemingen er høj, og lige om lidt er der queer punk i Bumzen. Som en af mine venner sagde til mig i går under MIX Copenhagens filmfremvisning i en meget fyldt gymnastisksal på Kapelvej: "Den her festival er 10 gange så fed, som jeg havde forventet. Og jeg troede, det ville blive mega fedt!"

Jeg har stillet 5 spørgsmål til en af arrangørerne...

Fortæl lidt om festivalen.

Festivalen startede i mandags og kører til og med søndag, hvor vi slutter af med T-Cafe på Warehouse 9. Oplæg, workshops og få andre arrangementer foregår på Kapelvej 44 i Støberiets lokaler dér. Kort sagt er queer festivalen en bred vifte af arrangementer af mange forskellige grupperinger af minoriteter. Listen er lang af mennesker, som deltager. Sammen kæmper vi imod diskrimination af minoriteter og imod den samfundsregerende hetero- og homonormativitet som er eksluderende for alt, hvad der ikke rammer inde for deres kategorisering af mennesker. Vi kæmper imod ekskluderende nomer, og prøver a skabe mere inklusion.

Hvad kan en festival som Copenhagen Queer Festival, som andre feministiske, queer eller TLGB-arrangementer og -grupper ikke kan?

Vores rum har i højere grad fokus på normkritik end kønsidentitet og seksuel orientering. På den måde skaber vi et rum, som er åbensindet, tilpassende og mangfoldigt i så bred grad som muligt. Ved at holde en festival har vi mulighed for at skabe en rød tråd mellem initiativerne rundt omkring i byen og det at tage og skabe et rum gennem længere tid kan virke empowering.

Kan du nævne et par highlights fra årets program?

I går havde vi en sveddryppende, megahård og sej selvforsvarsworkshop med Frix, som viste, hvordan man kan forsvare sig selv hvis f.eks. en situation eskalerer, eller hvis man bliver overfaldet, som desværre stadigvæk er realiteten for mange queers i dag. Heldigvis holder Frix endnu en workshop lørdag formiddag så man kan stadig nå at være med! I tillæg til denne workshop kan jeg anbefalde Bash Back!'s verbale selvforsvarsworkshop. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at deltage i workshoppen 'Questioning Queer Normativity' som stille skarpt på queer miljøet og stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt og hvordan vi, som identificerer os som queer, er med til at bryde og skabe normativiter selv. Jeg syntes, det er vigtigt at være reflekterende over sig selv og tror helt sikkert, denne workshop kan sætte gang i nogle tanker, perspektiver og diskussioner.

Copenhagen Queer Festival holdt pause sidste år, men hvad er forskellen på festivalen i år i forhold til de andre år?

Dette år har vi valgt at strukturere festivalen anderledes end de forrige år. Vi har lagt rammerne for dette års festival på den måde, at vi har spurgt forskellige queer/feministiske grupper, om de havde lyst til at holde oplæg, diskussioner, workshops osv. i løbet af dagen. Den store forskel fra forrige år og til dette år er, at aftenprogrammet fuldstændigt er uddelt til andre københavnske queer/feministiske gruppper og i store træk bliver afholdt udenfor festivalens faste lokation på Kapelvej 44.

Vi lader de allerede eksisterende queer/feministiske grupper have ordet, da de er en stor del af de eksisterende københavnske queermiljøer. Copenhagen Queer Festival er der kun én gang om året, men året rundt kæmper flere forskellige grupper i København imod de normative, undertrykkende strukturer og kræfter, som eksisterer i vores eget samfund og skaber vores egne queer spaces.

Er det noget med, at der er en helt masse ting, man ikke må på festivalen? Og hvorfor må man egentlig ikke det?

De rammer, vi har sat for festivalen, er for at skabe et rum, der er så trygt som muligt. Det kan godt være, at vi begrænser nogen, men vi søger heller ikke at ramme alle. For eksempel er Hr. og Fr. Hakkebøf ikke velkommen, da de allerede har et rum ude i det eksisterende samfund (som ikke inkluderer os) og støtter og fostrer normen.

Så hvis du ikke er en hakkebøf, så kom og få en på opleveren. Festivalen varer hele ugen, og du kan finde programmet på hjemmesiden. Følg også med på facebook-eventet.

Racistisk politi

Mads Ananda Lodahl — Sat, 31 May 2014 10:47:42 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

Jeg skrev en historie fra det virkelige liv på min facebook-side for nogle måneder siden, som jeg gerne vil dele her på bloggen...

På vejen til København fra Berlin med toget lagde jeg mærke til en ung mand med mellemøstligt udseende på perronen. Jeg lagde mærke til ham, fordi jeg lagde mærke til, at to hvide mænd, der lignede civilbetjente, fulgte efter ham. Jeg rejser jævnligt mellem Danmark og Tyskland og har set, hvordan både danske og tyske told- og grænsebetjente konsekvent ignorerer hvide passagerer og kontrollerer de ikke-hvide. Jeg oplevede det med min ekskæreste, der fik tjekket sit pas meget grundigt, mens de ikke engang ville se mit pas. Jeg har tre gange forsøgt at stille mig i vejen, når de har taget en passager af bussen eller toget.

Anyway, tilbage til idag. I toget passede fire civilbetjente den unge mand op og tog ham med ud på toilettet. Da de trak ham forbi min plads, spurgte jeg ham, om han var okay, og jeg spurgte betjentene, hvorfor de generede manden. De spurgte, om jeg var hans ven. Jeg sagde, det var irrelevant. Jeg ville vide, hvorfor de generede ham. Det ville de ikke sige. Jeg spurgte så højt, at hele vognen kunne høre det, om man skulle være hvid for at køre uforstyrret med toget i Tyskland. Efter cirka en halv times "forhør" på toilettet, fik manden lov til at gå tilbage til sin plads, og betjentene forsvandt ind i en anden togvogn.

Han havde åbenbart ikke gjort noget som helst forkert. Andet end at have sort hår og brun hud.

Alle skulle skifte i Hamborg, og da vi kom ud af toget, gik jeg op til den unge mand for at høre, om han var okay. Det viste sig, at han også skulle til København, men at han stort set ikke talte hverken dansk, tysk eller engelsk, så jeg sagde, han kunne følges med mig, og jeg ville sørge for, at vi kom på det rigtige tog.

Da vi stod på perronen, blev jeg pludselig omringet af seks civilbetjente (de fire af dem genkendte jeg fra toget). De bad manden om at gå og mig om at komme med ind i en passage. Jeg sagde, jeg foretrak at blive på perronen. De ville kigge i mine ting og se mine papirer, og det fik de lov til, for jeg vidste, jeg ikke havde noget valg.

Under kontrollen talte jeg til dem på skiftevis tysk, dansk og engelsk. Jeg gjorde grin med deres mislykkede forsøg på ikke at ligne betjente og deres stramme ansigtsudtryk, sagde "du" til dem (hvilket er en fornærmelse i Tyskland, hvor man siger "De") og tiltalte dem med fornavn, når jeg opsnappede deres navne, når de talte sammen. Jeg truede dem med en retssag, hvis jeg ikke nåede mit tog. Hver gang de talte til mig, afbrød jeg dem. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at irritere, stresse og provokere dem.

Da de var færdige med deres halvhjertede kontrol, gik jeg fra betjent til betjent og bad om at se papirer og skilte og skrev deres tjenestenumre ned, mens jeg talte højt, så alle omkring kunne høre, hvad der foregik. Betjentene tyssede på mig og så ned i jorden. Jeg tog mig god tid og viftede med min notesblok.

Måske synes du, jeg lyder som en provokerende klovn. Men jeg kan ikke holde ud at se racistiske politifolk chikanere uskyldige folk, der ikke kan sproget, og som har nok at bokse med i forvejen. Jeg ved godt, at jeg ikke kan stoppe politiet i at tage manden af toget. Men jeg kan gøre noget andet. Jeg kan udstille dem. Og deres racisme (og dele den her historie på facebook). Jeg kan sørge for, at det ikke er gratis for dem at gøre det. Og jeg kan vise både politiet, folk omkring os og ikke mindst den person, det går udover, at selvom jeg ikke kan ændre det, der sker, så synes jeg ikke, det er i orden. Og jeg tror på, at de gange hvor jeg har blandet mig, når de har taget folk af bussen, så har de folk siddet i deres celle (eller hvor de nu er blevet taget hen) bagefter og tænkt: "Der var i det mindste en, der ikke bare var ligeglad." Jeg vil ikke være en af dem, der bare sidder og er ligeglad, når racismen stikker sine sure tæer frem. Heller ikke når racisterne er betjente.

Nå ja. Og så synes jeg ærlig talt, det er sjovt at gøre gengæld. Det var helt tydeligt, at de kom udelukkende for at tage hævn for, at jeg havde gjort det klart for enhver på toget, at de chikanerede en uskyldig mand, fordi han ikke er hvid. De kom for at intimidere mig og skræmme mig fra at blande mig en anden gang. Men det endte med, at de måtte stå og se ned i jorden, mens de gav Lille Mads deres navne og numre.

På færgen delte jeg min frugt med den unge mand. Det var lidt akavet, for vi kunne ikke rigtigt tale sammen. Men vi kunne smile til hinanden. Og udveksle fornavne og håndtryk. Det eneste sprog han talte, har jeg aldrig hørt om, men nu kan jeg sige "æble" på det sprog.

Jeg blander mig igen næste gang.

Til helvede med racismen! Never surrender!

Har du oplevet noget lignende? Deltag i debatten her...

_________

Kig forbi min nye, superflotte hjemmeside, som Martin Ingolf fra DenFri har lavet for mig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet! Så får du queer i din inbox hver måned!

Nu kan vi få bank - mens vi har vielsesring på!

Mads Ananda Lodahl — Tue, 13 May 2014 09:18:21 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

Jeg sad og kiggede i dameblade hos tandlægen i dag. Hele den der modeverden er virkelig langt ude. Udover anoreksi, kapitalisme, overforbrug, børnearbejde og objektificering af kvinder, er det skørt, at alle designerne er mænd, og modellerne er kvinder, som mændene bruger som påklædningsdukker.

Som min stedfar sagde: "Den daglige madlavning er en kvindes opgave, men de dygtigste kokke er altid mænd."

Nå, men jeg havde et hul og skulle have boret, og da jeg fik bedøvelsen kom jeg til at tænke på den tale, hvor Malcolm X snakker om at være ved tandlægen. Han siger noget i stil med:

"Du ved, tandlægen vil gøre dig ondt, så du kæmper imod med næb og kløer, indtil han skyder novokain ind i kæben på dig, så du ikke mærker noget og sidder stille, mens han arbejder i din mund. Borgerrettighedsbevægelsen er ligesom den novokain. De giver dig alle mulige små rettigheder, så du ikke mærker den store uret, der bliver gjort imod dig. Du kan sidde på den samme bar, drikke af den samme vandhane, sidde i den samme bus og gå på de samme toiletter. Du kan sidde ved siden af hvide mennesker. På toilettet."

Og så griner publikum og tænker på, at alt det kan være ligegyldigt, når man kan blive skudt ned af politi eller racister når som helst.

Det, homoseksuelle oplever i Danmark i dag, kan på ingen måde sidestilles med det, der skete - og sker - for sorte mennesker i USA, men undertrykkelsens mekanismer er de samme.

Og når Københavns Kommune, Eurovision Song Contest og LGBT Danmark fyrer op under 25 års massiv ægteskabspropaganda, og hele landet fejrer sin egen selvfedme med et homo-bunkebryllup og "Hold kæft, hvor har vi det bare alle sammen godt i Danmark med Regnbueplads og jeg ved ikke hvad," så er det den samme, gamle novokain.

Den bedøvelse, de skyder ind i kæben på os for at få os til at sidde stille og holde kæft, mens de fuldstændigt usynliggør os i skolesystemet, fratager midler til hiv/aids-forebyggelse, begår daglige overgreb mod transpersoner på Sexologisk Klinik, fordømmer queer selvforsvar og griner hjerteligt af den strøm af anti-queer vittigheder, der løber ud af vores samfund som betændelse fra et sår.

Nu kan vi blive gift - ligesom heteroerne. Så kan vi få bank, mens vi har vielsesring på! Og publikum klapper og griner…

7 gode grunde til at homo-ægteskab er en dårlig politisk prioritering

___________

PS: Det er i talen "Message to the Grassroots," at Malcolm siger det med tandlægen:

"Just as the slavemaster of that day used Tom, the house Negro, to keep the field Negroes in check, the same old slavemaster today has Negroes who are nothing but modern Uncle Toms, 20th century Uncle Toms, to keep you and me in check, keep us under control, keep us passive and peaceful and nonviolent. That’s Tom making you nonviolent. It’s like when you go to the dentist, and the man’s going to take your tooth. You’re going to fight him when he starts pulling. So he squirts some stuff in your jaw called novocaine, to make you think they’re not doing anything to you. So you sit there and ’cause you’ve got all of that novocaine in your jaw, you suffer peacefully. Blood running all down your jaw, and you don’t know what’s happening. ’Cause someone has taught you to suffer — peacefully."

Hør den her. Den er fed!!!!

Video of a59Kwp35Z80

When boys cry

Mads Ananda Lodahl — Wed, 05 Feb 2014 21:03:36 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

Af Liv Rolf Mertz, gæsteblogger

Den 28. januar 2014 oprettede Eventministeriet Skuespilhuset facebook-begivenheden Boys Don’t Cry, hvilket skulle afføde nogle markant andre reaktioner end dem, arrangørerne formodentlig havde regnet med. Begivenheden var en teateropsætning af den tragiske historie om transkønnede Brandon Teena, som blev voldtaget og myrdet i Humboldt, Nebraska, i 1993 – en tragedie, som også den amerikanske film (1999) af samme navn tematiserer.

Den oprindelige foromtale af stykket kan læses her (og i en nordamerikansk kontekst ville en såkaldt trigger warning nok være på sin plads). I mellemtiden er teksten blevet næsten umulig at opdrive på internettet, og det kan jeg virkelig godt forstå. Hvis jeg var forfatteren, ville jeg også gøre alt for at slette mine spor.

Der er nemlig al mulig grund til at være beskæmmet. Mere end tredive mennesker ytrede sig negativt under facebook-begivenheden, hvorefter Eventministeriet Skuespilhuset først undskyldte og siden publicerede et revideret forskræp. Heri var de mest eklatant transfobiske passager heldigvis udeladt, men det var efter min mening stadig langt fra den æresoprejsning, som Brandon Teena og de danske trans*personer, der nåede at læse version 1.0, havde krav på.

At det var de samme talrige anker, som gik igen i facebook-brugernes kommentarer, bekræftede mistanken om mangelfuld (eller ingen?) research forud for forestillingen, hvilket er krænkende nok i sig selv. Situationen kunne givetvis have været undgået, hvis Eventministeriet og Mungo Lab havde gidet inddrage autoriteter på området, hvilket man må antage er normal praksis i forbindelse med teateropsætninger. Selvsagt refererer man ikke til en transmand som ”hun”, ligesom man heller ikke benytter det navn, som vedkommende ikke selv har valgt – det er vel de to allermest basale kriterier for respektfuld omgang med transkønnede overhovedet.

Men det bliver værre. Det ”lille problem”, man kunne læse om i den oprindelige foromtale, er for det første ikke ”lille”. At det er livsfarligt at være transkønnet er et STORT problem! Det er heller ikke, at ”Brandon i virkeligheden er en pige”, som det så sårende blev udlagt. Det er, at Brandons omgivelser (med Eventministeriet og Mungo Lab i slipstrømmen 21 år senere – man tager sig vantro til hovedet!) patenterer ”sandheden” om køn. Som det tydeligt fremgår af filmatiseringen, som formentlig har været inspirationskilde, var Brandons kæreste Lana netop i stand til at ”se virkeligheden i øjnene” og værdsætte Brandon som den ”betænksomme og sensitive fyr”, han var.

Den sidste del af originalteksten, som beskrev Brandons endeligt som ”en lærestreg, hun [sic!] sent vil glemme”, efterlod mig grådkvalt og lamslået. Det var ikke just den form for ”spot på emnet” (ifølge Eventministeriets efterfølgende undskyldning det ærinde, tilrettelæggerne var ude i), jeg kunne have ønsket mig.

Brandon Teena blev ikke ofret på cis-normativitetens alter, fordi han havde ”narret” nogen, men fordi han afslørede en sandhed om sine banemænd Tom og John, som de ikke kunne bære – nemlig at han var nøjagtig lige så meget mand som dem (og endda en noget mere tiltalende konfiguration, kunne man tilføje). Det var hans destabilisering af deres kønnede selvforståelse, der slog ham ihjel. Forhåbentlig afviger stykket markant fra den tekst, som Eventministeriet og Mungo Lab i første omgang havde valgt at promovere det med, så der faktisk kan blive sat kvalificeret spot på emnet – ellers føjer de spot til skade.

Indlægget er skrevet af min gode ven og medsammensvorne i kampen mod Det Binære Kønscistem, Liv Rolf Mertz. Jeg lavede et interview med ham om hans opvækst i Jylland for noget tid siden. Han siger, det var bedre i Århus. Læs hvorfor her.

_________

Vil du læse mere om trans*emner? Så kig forbi min hjemmesides trans*tema.

Hadforbrydelser skal stoppes med gruppepres

Mads Ananda Lodahl — Sat, 28 Sep 2013 14:04:13 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

Ham, der begår vold mod kvinder og minoriteter, ser ofte sine ofre som udsatte, svage og forsvarsløse. Han tror, at selvom samfundet omkring ham ikke bryder sig om volden, så deler det hans holdninger. Og så tror han, at volden er gratis og ikke får konsekvenser.

Og mens kampagner og organisationer satser på mere politi, strengere straffe og mere fokus fra politikernes side, viser undersøgelser, at ofrene ikke tror på, at det hjælper at anmelde hadforbrydelser.

Politiet kan ikke stoppe hadforbrydelser

Udover den manglende tiltro til systemet, kan politiet ganske enkelt ikke overvåge alle steder hele tiden. Desuden kan fængsel aldrig løse et problem. Det er ligeså sandsynligt, at en voldsmand bliver mere tolerant af at komme i fængsel, som at en tyv bliver mindre fattig af at få en bøde

Volden stopper, når voldsmanden ikke længere vil eller ikke længere tør udøve vold, og et socialt pres fra alle sider, vil få voldsmanden til at føle, at omkostningerne er for høje, når volden kan koste mere og andet end en fængselsstraf.

Volden er et ekstremt udtryk for den generelle holdning i samfundet, at kvinder og minoriteter ikke kan forvente et trygt liv. Volden foregår på et bagtæppe af intolerance, diskrimination og ulige fordeling af privilegier som tryghed og selvbestemmelse og bakkes op af den rungende stilhed fra folk, der ikke er personligt involverede i problemstillingen. Der skabes en gruppedynamik, der legitimerer de holdninger, der ligger bag volden.

Hvis vi vil stoppe volden, må vi sætte en modsatrettet gruppedynamik i gang. Hadforbrydelser skal stoppes med gruppepres. Voldsmanden skal mærke, at ikke bare volden, men også de racistiske, sexistiske, homo- og transfobiske holdninger kan koste ham dyrt, for konsekvenserne kan komme fra dem, han gerne vil holde sig gode venner med og hvis respekt og anerkendelse han er afhængig af.

Folk i hans dagligdag, der træder i karakter overfor had og vold - aktivt og på eget initiativ.

Det skal koste noget

Politiet kan true med fængsel, vold og bøder. Men vi andre kan true med noget meget mere effektivt: fratagelse af tryghed, respekt, inklusion og kærlighed. Ting man får, når man behandler andre med respekt, og som vi alle sammen har magten til at tage fra dem, der ikke gør.

Folk med magt – ledere, bestyrelser, fagforeninger, politikere – kan sanktionere mod folk, der diskriminerer. Det kan koste jobs, forfremmelser og bevillinger.

Lærere, pædagoger, sportstrænere, forældre og andre rollemodeller kan blande sig, når de er vidner til had og diskrimination. Det kan koste anerkendelse, respekt og karantæner.

De kendte fra tv og de populære i klassen, klubben og kantinen kan vise, at den, der hader minoriteter og taler grimt om kvinder er usmart, usexet og upopulær, og at det gode selskab ikke gider lege med de fordomsfulde. At racisterne og homofoberne kan få lov at ryge deres cigaretter alene i pausen, når de andre siger ”gå med dig, til du skifter mening.” Det kan koste popularitet, venner og adgang til sex.

Kærester, familier, venner og andre, hvis kærlighed vi sætter pris på, kan på en kærlig men bestemt måde vise, at når vi hader, så elsker de os mindre. Det kan koste kærlighed fra vores nærmeste, når vi viser had til minoriteter.

Og endelige kan de udsatte grupper vise, at de hverken er svage eller forsvarsløse. Gennem synliggørelse, organisering og selvforsvar kan de selv sørge for, at hadforbrydere betaler en pris for deres vold. Det kan ske gennem politianmeldelse, et opkald til voldsmandens lærer, chef eller forældre, gennem selvforsvar eller fx ved at hænge voldsmanden ud med foto og navn på sociale medier. Voldsmænd skal vide, at et angreb på en minoritet er en konflikt, som de ikke kender udgangen på. Det skal koste sikkerhed.

Ham, der råber efter bøsserne eller piller ved pigerne i bussen skal vide, at det nogle gange har en pris. Det er ikke altid gratis at spytte på transpersonerne eller afvise ikke-hvide på klubberne.

At udøve verbal eller fysisk vold mod udsatte grupper skal koste. Vi skal ikke læne os tilbage og vente på, at politiet ordner det hele for os. For det første kan de ikke løse opgaven alene, og for det andet har vi alle sammen ting vi kan gøre, der kan få hadforbrydere til at tænke:

”Det er ikke det værd. Det kan koste mig for meget."

Tjek også mit tema om selvforsvar på almindelig.com

________________

Den 7. oktober klokken 17.00 vises dokumentarfilmen Valentine Road om mordet på den transkønnede/homoseksuelle teenager Larry King I Cinemateket i forbindelse med filmfestivalen MIX Copenhagen. Læs mere her.

Efter filmen diskuterer sidder jeg i et panel sammen med Anna Mee Allerslev (Integrationsborgmester i København), Fahad Saeed (Sabaah), Elizabeth Japsen (Enhedslisten) og Mads Ted Drud-Jensen (sociolog) og diskuterer, hvordan man kan bekæmpe hadforbrydelser i Danmark. Debatten bliver modereret af Tommy Petersen (LGBT kommentator).

Man kan godt nøjes med at komme til debatten klokken 19 (det er gratis), hvis man ikke har lyst til at se filmen. Jeg håber, du kommer og diskuterer med os!

Homoseksuel lærer: Skal jeg springe ud efter sommerferien?

Mads Ananda Lodahl — Wed, 26 Jun 2013 10:29:19 +0000

Af Mads Ananda Lodahl

Jeg har fået et brev fra en lærer, der har det dårligt med at holde sin homoseksualitet hemmelig for sine elever, men som heller ikke tør springe ud.

Hun har læst min artikel i Social Kritik om tosprogede og homoseksuelle i folkeskolen, og nu vil hun høre, hvad jeg synes, hun skal gøre.

Læs hendes (redigerede) brev og mit svar her…

Kære Mads

Jeg er klasselærer for en 7. klasse på Fyn. Jeg har en god relation til de fleste i klassen og er en populær lærer i hele udskolingen. Men jeg har ikke fortalt dem, at jeg er lesbisk. Skolelederen ved det heller ikke, og selvom jeg har arbejdet tæt sammen med mine kolleger i to år nu, er der også kun få af dem, jeg har sagt det til.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan være en rollemodel for eleverne, især for dem, der, ligesom mig, har en afvigende seksualitet. Jeg tænker på det hver eneste dag, og det går mig på, at jeg frygter udflugter med klassen, fordi de tit lægger op til personlige spørgsmål. En af pigerne har et par gange spurgt, om jeg har en kæreste. Jeg svarede bare ja og var lettet, da ingen spurgte yderligere ind til det.

Da en populær pige fra klassen for nylig fortalte, at hendes faster er lesbisk, reagerede ingen negativt, hvilket er rart at vide. Men jeg er bange for, at det alligevel vil påvirke min undervisning. Pludselig vil de sikkert have svært ved, at jeg er idrætslærer. Jeg vil også have svært ved at nævne homoseksualitet i forbindelse med seksualundervisning, litteratur, historie, samfundsfag osv., da jeg vil frygte, at de tænker, jeg kun underviser i det, fordi jeg selv er homoseksuel. Det hjælper heller ikke, at ingen af mine kolleger er homoseksuelle.

Jeg har ondt i hjertet, imens jeg skriver denne mail. Jeg ville ønske, at jeg for længst havde været åben over for både kolleger, leder og elever. Det bliver bare sværere og sværere, og jeg overvejer faktisk at skifte arbejdsplads - for at starte på en frisk - selvom jeg har det godt med både elever og kolleger. Jeg overvejer endda helt at droppe lærerlivet, så jeg slipper for at skulle bruge energi på disse tanker.

Hvad skal jeg gøre?

Med venlig hilsen

Tine

Kære Tine

Jeg synes hverken, du skal skifte skole eller job. Det virker som om, du er glad for at være lærer, og du har ret til at vælge det job, du kan lide. Spørgsmålet om at springe ud eller ej flytter alligevel med, uanset hvilket job du har.

Jeg vil sige to ting til din situation. Det ene er at, ja, det er svært, så det er okay at have lidt ondt af sig selv og indrømme, at det er et problem, der kræver at blive taget alvorligt. Tag dig tid til at tænke over det, snakke med andre om det og lægge en plan.

Det andet er, at så er det heller ikke værre. Når man går rundt i det, kan det hurtigt vokse og komme til at virke uoverskueligt. Men du er jo sprunget ud før overfor familie, venner og nogle af kollegerne. Hvordan gik det? Og hvilke forventninger havde du, før du gjorde det? Undersøgelser har vist, at de fleste forventer, at det bliver cirka en million gange værre at springe ud, end det faktisk bliver.

Se på de ikke-heteroseksuelle teenagere, der tror, jorden åbner sig og sluger dem, hvis de springer ud. De ved ikke, at jorden ikke sluger nogen. Men det ved du. Og i en tid i deres liv, hvor de er allermest usikre, har de brug for en som dig, der kan berolige dem. Og vise dem, at der findes ikke-heteroseksuelle voksne af kød og blod midt i deres hverdag, der lever gode, trygge og lykkelige liv og som holder af sig selv. Folk, der kan give dem et troværdigt håb om, at der er en god fremtid for dem.

Har du tænkt på, at pigen, der spørger om du har en kæreste, kan være lesbisk? Måske er det hendes måde at række ud til dig i håb om, at du er lesbisk og kan være hendes rollemodel? Du ved det ikke. Du er for optaget af din egen angst for at blive afsløret.

Teenagere er sårbare, og hvis de afviger fra den heteroseksuelle norm, bliver det kun sværere. Ikke-heteroseksuelle unge lever ofte med skam, usikkerhed og selvhad, fordi de lever i en verden, der lærer dem at hade det, der ikke er heteroseksuelt. Folk, der lever i skabet, er et bevis på det.

De kan jo godt regne ud, at nogle af skolens lærere måske er homoseksuelle. Og hvis de lærere vælger at leve i skabet, bekræfter det bare, at de ikke-heteroseksuelles fremtid er fuld af skam, hemmelighedskræmmeri og frygt. Det har du magten til at ændre!

En stor levevilkårsundersøgelse, som LGBT Danmark (LGBT = Lesbian Gay Bisexual Transgender) lavede for et par år siden, viser, at tre ud af fire bøsser og godt hver anden lesbiske helt eller delvis skjuler deres seksualitet. Hvis alle sprang ud, ville ingen føle sig alene mere.

Det er selvfølgelig dit valg, og du skal tage den tid, du har brug for og gøre det, du synes er rigtigt. Men hvis du spørger mig, synes jeg du skal springe ud - overfor alle - hurtigst muligt. Hvorfor ikke tage skridtet, når du kommer tilbage fra sommerferien? Som du selv siger, bliver det kun sværere, som tiden går.

At leve i skabet er nemlig ikke noget individuelt valg. Det er et valg, der har konsekvenser for alle ikke-heteroseksuelle, ikke mindst når man er lærer eller pædagog.

Det kan da godt være, det bliver akavet og svært i starten. Det er det som regel, når man springer ud. Men det går over. Og helt ærligt, det er jo også akavet og svært nu. Og hvis du alligevel overvejer at skifte job, kan du jo ligeså godt springe ud, og hvis det så går helt galt, så kan du jo altid skifte job bagefter. Du har i virkeligheden intet at miste.

Og det med at være homoseksuel idrætslærer skal du ikke være nervøs for. Ideen om homoseksuelle som pædofile eller seksuelle rovdyr er ikke bare fornærmende og hadefuld, men også fuldstændig tåbelig og uden hold i virkeligheden. De tanker kan du skylle ud i toilettet, og hvis nogen kommer med hentydninger i den retning, kan du tage dit mest fornærmede ansigt på, uanset om de er elever eller voksne.

Og hvis du underviser i homoseksuelle emner i forbindelse med seksualundervisning, litteratur, historie osv. er det ikke, fordi du selv er homoseksuel, men fordi det er relevant. Hvis dine heteroseksuelle kolleger ikke underviser i homoseksuelle emner, så er det dem, der gør noget forkert.

Måske skal du bare ikke tænke så meget over, hvad andre måske kommer til at tænke om dig og din seksualitet, og hvorfor du underviser i det ene og det andet. Frygt og skam skal ikke styre dig. Du er en uddannet, kvalificeret lærer, du er voksen, erfaren og et ansvarligt menneske, og du gør ingenting forkert. Stol på dig selv og dine kvalifikationer. Hvis din undervisning er i orden, og du i øvrigt er en bare nogenlunde populær lærer, så har du intet at bekymre dig om.

Hvad med først at alliere dig med et par kolleger, som du stoler på? Eller tag det op i dit team. Så ved du, du har klassens øvrige lærere bag dig, og de ved, hvad der sker, så de kan tænke over, hvordan de vil håndtere det. Brug dit team. Det er derfor, du har dem. Du kan også nævne det for skolelederen eller hele lærerværelset. Måske sende en besked ud på intranettet:

Hej kolleger.

Håber, I nyder ferien. Vil bare lige sige, at jeg er homo, og det har jeg tænkt mig at fortælle min klasse, når de kommer tilbage efter sommerferien. Jeg regner ikke med, det bliver noget særligt, men jeg regner med jeres støtte, hvis nogen af jeres elever opfører sig dårligt.

I har i øvrigt selv et par homoer i jeres egne klasser, som jeg synes, I skal passe godt på.

Knus og kram

Tine.

Og så kan du jo sende dem mine to artikler fra Social Kritik (her og her) og sende dem ind forbi Sex & Samfund og Foreningen Køn i Pædagogik, som har en masse god information om emnet.

Sæt en time af til at springe ud for dine elever og snakke om emnet. Det er faktisk en del af seksualundervisningen, og ingen kan give dem mere kvalificeret undervisning i homoseksualitet, end du kan.

Vis dem et billede af dig og din kæreste på sommerferie, hvor I griner og spiser is på stranden. Fortæl du har været lidt nervøs for at sige det, men at du nåede frem til, at det var fjollet, for de er jo nogle søde elever, og du tror egentlig godt, de kan rumme en smule mangfoldighed. Som lærer ved du sikkert også, at hvis man viser eleverne respekt og tillid, får man som regel det samme tilbage.

Eleverne i udskolingen er gamle nok til at forstå, at man kan være usikker, have hemmeligheder og være nervøs. Hvis du viser dem den respekt at fortælle dem din hemmelighed, vil de også respektere dit mod, især hvis du, som du siger, i forvejen er en populær lærer.

Husk de almindelige råd for at springe ud:

Sig det ligeud og uden tøven og skam.
Giv dem lidt tid til at vænne sig til tanken og stille spørgsmål.
Hav et par gode venner, der kan bakke dig op, og som du kan læsse af på bagefter.

Spørgsmålet om, hvornår man skal springe ud, er altid svært. Nogle vil helst vente, til folk kender dem, fordi så er man blevet venner, og de kan ikke bare droppe en igen. Mit bedste råd er: få det sagt så hurtigt, så tydeligt og så udramatisk som muligt. Der er folk, der har et problem med homoseksuelle, men de fleste er faktisk temmelig ligeglade og har sværere ved at håndtere hemmelighedskræmmeri.

Så når du kommer ud i en ny klasse, eller der kommer en ny lærer på skolen, så bare sørg for at få snakket henkastet om din kæreste, og hvad du har lavet sammen med hende i ferien. Så er trolden ude af æsken, og du vil se, at den ikke rigtigt skræmmer nogen, hvis bare de kan se den ordentligt.

Jeg har aldrig nogensinde mødt nogen, der har fortrudt, at de er sprunget ud (selvom de selvfølgelig findes), men jeg har mødt mange som dig, der går rundt og gemmer sig og altid er bange for at blive afsløret:

Som er nervøse for at møde en elev, når de går med sin kæreste i hånden i skoven. Bange for at blive for fulde og tale over sig til julefrokosten. Som skjuler, at de er ved at eksplodere af forelskelse og prøver at være lidt mere feminine, så folk ikke kan se, de er lesbiske. Som taler nedsættende om kvinder og er macho overfor andre mænd, så folk ikke tror, de er bøsser. Som undgår at have et homoseksuelt billede på computerens skrivebord. Som er nervøse for hvilke mails, der popper op, når de tjekker deres mail på skolebiblioteket. Som ikke har et billede af kæresten i pungen. Og ikke reagerer på homofobisk mobning af frygt for at nogen regner ud, at de selv er homoer. Som har vandtætte skodder mellem privatliv og arbejde, der betyder, at de aldrig rigtigt kan blive hele mennesker, hvor tingene hænger sammen. Som får isninger i nakken, når de møder en elev i supermarkedet, og som tænker over, om der er noget i deres kurv eller påklædning, der kan afsløre dem.

Det er så trist at være i skabet! Så anstrengende! Så 1950’erne!

Tine, du skal have det sjovt, når du er på tur med klassen! Det er noget af det bedste ved at være lærer! Du skal ikke gå og være bange. Du er voksen, og du gør ikke noget forkert! Du kan bestemme selv. Spring nu ud! Det er ligesom at rive et plaster af. Det gør kun ondt i et kort stykke tid. Og indenunder kan du se, at såret er helet.

Folk, der i forvejen har respekt for dig og kan lide dig, vil ikke pludselig vende sig mod dig, fordi du springer ud. Dine elever vil have en helvedes masse spørgsmål, som ingen er mere kvalificeret til at svare på, end du er. Du kan selv vælge, om du gider eller ej.

Der vil måske være elever fra andre klasser, som vil tale grimt om dig i skolegården. Måske vil de endda sige ting til dig på gangene. Sikkert ikke. Men hvis de gør, er det ikke dit problem. Du behøver ikke redde hele verden. Skidt med dem! Og der vil helt sikkert være elever i andre klasser, der vil kigge langt efter dig på gangene og tænke: ”Det er sgu okay, at jeg er lesbisk, hvis jeg kan blive som Tine.”

Til gengæld kan du også både forvente og forlange, at dine kolleger tager ansvar for at tale med deres elever, hvis de taler grimt om eller til dig. Hvis ikke dine kolleger tager det ansvar af sig selv, kan du gå til skolelederen. Hvis ikke hun tager ansvar, kan du gå til fagforeningen. Hvis ikke de gider hjælpe, kan du skrive til mig igen. Eller til LGBT Danmark.

Der er fagforeninger, forældre, LGBT-organisationer, politikere, kolleger, skoleledere, venner og kærester, der bakker op om homoseksuelle lærere og presser på for en mere mangfoldig og tolerant folkeskole, men der er grænser for, hvad andre kan gøre for dig. Alle reformer, foreninger, alt lobbyarbejde og alle kampagner er ligegyldige, hvis ikke de enkelte lærere ude i virkeligheden tør tage det sidste, store og vigtige skridt ud af det forbandede skab.

Du skriver selv, at det ville være lettere, hvis der var andre homoseksuelle lærere på din skole. Det er der sandsynligvis, men de gemmer sig ligesom dig. På den måde gør I det svært for hinanden. Hvis du springer ud, følger de måske efter. Og du giver samtidig dine heteroseksuelle kolleger muligheden for at springe ud som nogen, der aktivt støtter ikke-heteroseksuelle.

Ringe i vandet.

Vi kan ikke altid vente på, at andre tager det første skridt. Du er populær, har gode kolleger, en homo-venlig klasse og en kæreste. Ingen har bedre forudsætninger for at springe ud end dig. Andre har kæmpet før os, for at vi kan have det så godt, som vi har det i dag. Vi skylder dem at kæmpe videre.

Gør det nu! Spring ud! Riv plasteret af! Inde under er alt som det skal være, og bagefter vil du sige til dig selv: Det var da slet ikke noget at tale om!

Knus og kram

Mads Ananda Lodahl

almindelig.com