Trine Pertou Mach's blog

Man kan ikke ændre samfundet alene

Trine Pertou Mach — Thu, 02 Jan 2014 22:40:10 +0000

Af Trine Pertou Mach

Jeg vil ændre systemet indefra, sagde kaninen og lod sig spise af slangen. Siden var der ikke nogen,der hørte noget til den.

Jeg har tænkt på ovenstående i forbindelse med min beslutning om at sige ja til at afløse Villy Søvndal som medlem af Folketinget. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at det kommer til at gå mig, som det gik kaninen. Først og fremmest er det politisk naivt at tro, at man primært ændrer systemet indefra. Man ændrer det heller ikke alene. Og netop fordi man ikke kan ændre tingene alene, er det afgørende at have tæt kontakt til omverdenen. Som MF’er må man ikke blive fuldstændig slugt af folketingsarbejdet.

Som venstreorienteret, ja som socialist, så er en af de helt centrale opgaver ikke mindst i disse år at styrke velfærdssamfundet. Ikke at bevare systemer, men at udvikle og styrke vores solidariske løsninger og fællesskaber. Og på den lange bane er målet selvfølgelig at ændre samfundet – men det sker ikke isoleret gennem afstemning i Folketinget. Det er en politisk kamp, som foregår i hele vores politiske fællesskab, hvor sociale klasser og grupper skal mobiliseres og hvor stærke alliancer smedes. Vel at mærke også på tværs af grænser. Hvis regeringen ikke fører en politik, der er rød nok, er det et spejlbillede af, hvordan styrkeforholdene er i resten af samfundet. Derfor er det bydende nødvendigt for venstrefløjen at styrke de faglige og folkelige organisationer og at have internationalt udsyn, der kan udvide det politiske råderum til venstre.

Og tro mig, der er masser af progressive kræfter i de tre røde partier i Folketinget, som søger det. For mit eget vedkommende gælder det derfor om at skabe tæt dialog med folk både på og uden for Christiansborg på de områder, som jeg skal være ordfører for. De gode argumenter og det politiske pres skal tages med ind i forhandlingslokalerne. Om det så gælder kampen mod skattely, arbejdet med at skabe bedre uddannelser, der løfter folk videre, eller et af mine hovedfokusområder gennem mange år, både fagligt og politisk: udvikling og international solidaritet.

Jeg er allerede flere steder fra blevet spurgt, om ikke det er svært at skulle træde ind i en folketingsgruppe for et parti, der ikke ligger i top i meningsmålingerne.

Til det er svaret nej. Det var meget andet, der gjorde beslutningen svær. Men SF har i høj grad brug for flere, der kan tegne SF på venstrefløjen og skabe håb om et parti, der igen styrkes. Vores store opgave er at trænge igennem med, hvorfor det er godt, at SF er i regeringen – og hvorfor det er godt, at der er et SF i dansk politik i det hele taget. Det anser jeg for at være en bunden opgave, og den tager jeg gerne i mod. Og jeg er sikker på, at jeg vil være et godt tilskud til SF’s folketingsgruppe.

Om jeg så ikke er bange for at skulle stå på mål for ting, jeg ikke er enig i – det er jo velkendt, at et af de tre regeringspartier jo ikke er særligt røde? Igen – nej, ikke grundlæggende. Det er klart, at når man er del af en folketingsgruppe, er man også del af et kollektiv. Derfor må man også stå på mål for de kompromisser, der indgås i regeringen og de forlig, som laves. Det må jeg også, og det bliver sikkert ikke svært at finde ting frem, jeg har sagt gennem tiden, som går på tværs af de politiske forlig, regeringen har indgået. Kompromisser står man ved, men man lader dem ikke erstatte sine holdninger som politiker eller parti. Man husker sit kompas.

Det er åbenlyst, at jeg synes, regeringen burde føre en rødere politik – og desværre mindre åbenlyst, at regeringen er langt bedre end sit rygte. Men Danmark har brug for en mere progressiv og lighedsfremmende politik og for mere damp under den grønne omstilling. Det kommer en Venstre-ledet regering ikke til at levere. Tværtimod. Det er mit – og SF’s - projekt at lave mest mulig SF-politik inden for den ramme. Men skal det lykkes, så kan det som sagt ikke gøres alene.

Jeg er så småt ved at indstille mig på en omgang mener-du-stadig-at fra kommentariatet.

Helt kort: Jeg har ikke ændret synspunkter over-night, men jeg vil nu komme til også at skulle udtale mig som MF’er på vegne af en folketingsgruppe og de aftaler, som er indgået der og det er man nødt til at honorere. Jeg mener grundlæggende det samme i dag, som jeg mente i går – ligesom jeg mener, at man skal tage ansvar for det fællesskab, man indgår i. Sådan er det i parforhold, sådan er det i politik. Det afgørende er, at man som menneske og som parti ved, at noget er et kompromis og ikke partiets nye politik. Man skal stadig have sit politiske kompas intakt og vide i hvilken retning, man trækker.

Og for at være helt ærlig så gider jeg egentlig ikke tage del i et ridt gennem ”det sagde du engang, mener du det stadig”. Så lad mig en sidste gang slå fast: Jeg er rød og jeg har holdninger. Det er faktisk en fordel, hvis man spørger mig. Nu skal jeg sidde i Folketinget. Og det glæder jeg mig utrolig meget til – der er nok at gøre for venstrefløjen, hvis man gerne vil skabe fremskridt og vinde valget næste gang.

Der har allerede været skriveri om, hvem der skulle tage over efter Villy Søvndal og igen-igen er ”kritiker-kortet” trukket i forbindelse med, at jeg stod overfor at kunne komme ind – nu kommer der en ”kritiker” ind. Ærgerligt. Både fordi det bliver personfikseret og fordi det ikke bunder i virkeligheden. Jeg har tidligere – langt fra som den eneste i øvrigt – været meget kritisk overfor den nyorientering i og af SF, som gjorde op med flere af vores mærkesager og grundprincipper.

I forbindelse med formandsvalget i 2012 blev denne nyorientering sat til afstemning og tabte med et brag Det gør det lidt morsomt og misforstået at tale om en kritiker. Det, jeg på linie med andre dengang meldte ud, var og er mainstream SF politik. Og den linie vandt.

Og mon ikke også den erklærede højreorienterede del af pressen (Børsen,180grader og omegn) samt allierede på Borgen, ser frem til at køre løs igen-igen med deres særlige og kreative vinkler. Her omgår man gerne sandheden lemfældigt for at skade sin modstander og ifølge dem, er jeg blandt andet FARC- og terror-støtte. Gu fanden er jeg ej og det er også MODKRAFTs læsere og alle andre der kender mit politiske ståsted bekendt.

For de politiske nørder er der et kendt citat, som viser, hvor svinsk man kan være i politiske kampagner: Den tidligere amerikanske vicepræsident, Lyndon Johnson, er kendt for at foreslå at hans kampagnestab skulle sprede rygter om, at hans politiske modstander dyrkede dyresex og da en af hans rådgivere sagde, det ikke passede, svarede Johnson “let us make him deny it”. Er man først tvunget ud i at skulle afvise voldsomme beskyldninger, har man allerede tabt.

Venstrefløjen har en lang sej march foran sig for at overbevise et flertal af befolkningen om at stemme for mere frihed, lighed, bror- og søsterskab. For mere fællesskab og internationalisme. På Borgen har SF et kompas at styre efter; det er en afgørende grundsten. Jeg vil gøre mit bedste for at skabe mest mulig venstreorienteret politik og arbejde for at flytte holdninger.

Men den politiske dagsorden sættes flere steder i samfundet, og vi sætter den i fællesskab.

God, bedre, bedst

Trine Pertou Mach — Tue, 03 Dec 2013 09:26:05 +0000

Af Trine Pertou Mach

I forbindelse med SF landsledelsesmøde i sidste uge viste det sig svært for dele af journaliststanden at forstå to-leddede sætninger. Så nu prøver vi lige at sætte det op helt enkelt:

Jeg er svært ærgerlig over, at regeringen og Enhedslisten ikke sammen indgik Finanslovsaftalen 2014. Men den indgåede saftale har mange gode elementer (se nedenfor), som er klare SF-mærkesager.

Se det var ikke så svært.

Det var en god finanslov, der kunne være blevet bedre, om den var indgået med EL.

Til gengæld har den sidste uge har ikke været god for venstrefløjen i Danmark. Både Enhedslisten og regeringen har et ansvar og jeg mener, at EL og (dele af) regeringen har fejlet ved ikke at finde en løsning sammen. Den store taber er venstrefløjen og lønmodtagerne.

Vi kan måske så småt danne os et overblik over skadernes omfang. Og de er desværre nok større end selve finansloven. Målt i kroner og øre er det måske ikke så alarmerende; tæt på 80 % af midlerne fra finanslovsskitsen, som lå på bordet med EL, blev gennemført med blå stemmer. Så når vi regner på den måde, var Venstre billigt til salg. Man kan måske ligefrem sige, at Venstre dumper prisen på politiske forlig på Christiansborg. Venstre har stemt for ekstra fem mia. til velfærden, bl.a. den famøse ekstra milliard om året i de næste fire år til ældreområdet samt 1,2 mia. de næste fire år til socialt udsatte og psykiatrien; tæt på 1,5 mia. ekstra til grøn omstilling; arbejdsmarkedsområdet får mere end en halv mia. ekstra til indsatsen med social dumping og til jobrotation. I 2014 fremrykkes skattelettelser til erhvervslivet på hen ved 760 mio..

Nu er der altid grund til at være på vagt, når priser dumpes og det er også tilfældet, når vi ser på betalingen til Venstre. Udeladelsessynder er nemlig alvorlige. Og det er dém, der i særlig grad bekymrer for venstrefløjens fremtidsperspektiver. I finanslovsaftalen har det kostet venstrefløjen dyrt, at regeringen ikke kunne blive enige med EL. Det vigtigste er, at tilbageføring af fradrag for fagforeningskontingenter, så de solidariske fagforeninger kunne matche de gule på kontingentfradraget, er fjernet og indsatsen mod social dumping i form af obligatoriske ID-kort på byggepladserne er væk.

Hjerteblod for fagbevægelsen og bydende nødvendigt for at styrke den solidariske fagbevægelse i Danmark - noget som kunne række mange år frem i tiden. Det frafaldt man. Og den pris er for høj. Alt for høj.

At Socialdemokraterne var villige til at ofre det gennembrud, det var at have RV ombord hér, er mig en gåde. Og understreger blot, hvorfor jeg ikke er socialdemokrat.

Centrum-venstreregeringen havde en unik chance for at gøre noget alvorligt ved problemerne med social dumping men missede den.

Var det værd at holde fast på krav om ændringer i Serviceloven, som Enhedslisten gjorde. Jeg mener det ikke; det var ikke den rette løsning, selv om jeg godt forstår (og deler) den politiske pointe - og forstår at Enhedslistens tillid til det, de får lovning på i Finansministeriet, er tyndslidt.

Der har sandt at sige ikke manglet udmeldinger fra toppolitikere, fagforeningsledere eller kommentariatet i de sidste par dage, som har haft nogle meget klare - og ofte personrelaterede - holdninger til den udeblevne aftale. Resultatet har været en tsunami af blame-game rettet mod EL - som helt sikkert ikke er blevet mindre af S og SF’s opsparede frustration over EL’s opsamling af venstrefløjsstemmer og kommunalvalgsresultat.

Det er naturligvis god kommunikation, når alle partisoldater skyder samtidig og uden tøven placerer skylden hos én part. Problemet er bare (udover, at jeg som sagt mener, det er for ensidigt), at netop det blame-game kan vise sig at blive en af Venstres største politiske sejre. Venstrefløjen står igen både med splittelse og med manglende levering til de lønmodtagere, der har været omdrejningspunktet i flere år, og et svigt overfor fagbevægelsen (det gode i Finansloven til trods).

Sket er sket og det skete er noget møg. Jeg er sikker på, at der internt i Enhedslisten bliver diskuteret, hvad man kunne have gjort anderledes. Måske vi andre skulle gøre det samme. SF og venstrefløjen i Socialdemokratiet må få sat en stopper for, at Venstre bliver inviteret ind på målstregen og laver aftale. Måske vi kunne lære noget fra erhvervsjura i dette tilfælde og gå fra et ’right of first offer’ til et ’right of first refusal’ for støttepartiet, når det gælder centrale forlig og/eller aftaler.

Indtil da må venstrefløjen få fundet sammen igen i kampen for stærke fællesskaber, frihed, lighed og alt det andet fælles arvegods. Dén opgave påhviler os alle.

Formandsvalg i SF

Trine Pertou Mach — Sun, 16 Sep 2012 08:56:36 +0000

Af Trine Pertou Mach

De forgangne 9 dage har været tumultariske. Flere gange om dagen har jeg besluttet mig. Og om igen. Og om igen. Grublerier om at svigte, om at svigte nogen andre, om at gøre det, der er det rigtige og vigtige. Og om prisen for det.

Guderne (som jeg godt nok ikke tror på) skal vide, at det har været vanskeligt. Jeg er oprigtig benovet og stolt over det utal af opfordringer, jeg har fået, fra folk jeg kender og ikke kender - SF’ere, tidligere medlemmer, der savner SF, og mennesker, der plejer at stemme på SF.

Det er altid en stor mundfuld at skulle være partiformand, og da særligt for et regeringsparti. Men i den helt særlige situation, som SF står i med nogle kæmpe store udfordringer, så vil opgaven blive enorm, hvis man ellers har tænkt sig at løse dem. Og jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se det foreneligt med mit privatliv i denne omgang.

Så er det ude :-)

Men kommer der en kandidat, der leverer de nødvendige svar, så smækker jeg al min opbakning den vej – både i ’valgkampen’ og bagefter. Det håber jeg også, at de folk, der var klar til at stå bag mig, vil gøre.

Hvad vil vi med magten?

Og så lige nogle ord om, hvad det er for ekstraordinært store opgaver, der skal tages hånd om.

Politisk er der brug for at genrejse SF. At kunne udvikle og gennemføre projekt-det-er-dét-her-vi-vil-med-magten. Man kan miste magt af flere grunde – og min alvorlige bekymring er, at SF – og dermed regeringen – mister magten, fordi vi ikke bruger den. Dét bliver en ny formands ene væsentlige opgave.

Sidste år i valgkampen stod vi tæt sammen med Socialdemokraterne om kursen: En solidarisk vej ud af krisen. Vi ville, sagde vi, ikke efterlade nogen tilbage på perronen. Det betød ikke, at vi lovede røde roser og økologisk sødmælk i gaderne, men det betød, at fællesskabet og byrdefordelingen skulle se ganske anderledes ud end under VKO. Dét må og skal være omdrejningspunktet for SFs projekt, hvis vi igen skal være en progressiv forandrende politisk kraft i Danmark.

Jeg mener ikke, at regeringen har leveret tilstrækkeligt på det punkt og SF kan ikke fortsætte af samme kurs. Vi kan ikke holde til det. Og lige så vigtigt, regeringen kan ikke holde til det. Det handler nemlig ikke kun om SF’s fremtid, det handler også om regeringens overlevelse.

Det er både muligt og nødvendigt at have SF-politik, der ikke bare er at tage regerings-kompromisserne og gøre dem til partiets politik. Det er ingenlunde det samme som at bestride regeringsgrundlag eller –deltagelse. Det handler helt banalt om, at regeringen består af forskellige partier, der ville magten sammen af en række fælles grunde – men også hver især har et klart politisk idegrundlag og en klar samfundsvision (et parforhold er også stærkest, når man ikke kun er ’vi’ men aldrig ’jeg’). SF’s politik er også mere og andet end regeringens politik.

Det forgangne tiår har været det sorteste i nyere danmarkshistorie – og det er vores pligt ikke blot at insistere på men at levere på bæredygtighed, fællesskab, solidaritet, humanisme. Læg dertil, at vi skal vise, at SF er regeringsbærende uden at være systembærende og at SF vil den store grønne omstilling.

For mange mennesker ser det måske ud som om, at SF er holdt op med at drømme (vi gør det formentlig hver i sær) - om forandringer, retfærdighed og deltagelse. Det er vi ikke. Men vi har nok fortabt os i den gigantiske store opgave det er at være regeringsbærende i en oprydnings-regering oven på en borgerlig fest, hvor kun regningen og mismodet er ladt tilbage. Vi har glemt at fortælle, hvorfor det er vigtigt, at vi sidder i regeringen. Vi har glemt at udvikle og fortælle om alt det, vi også vil, når vi ellers ikke er bundet af en aktuel styrkefordeling som i trepartiregeringen (det var vist diplomatisk sagt). Og gøre, som vi gjorde ift dagpengeproblemet: Lade forstå, at for SF er det en bunden regeringsopgave at løse det problem, at mange mennesker til januar står uden forsørgelse, hvis der ikke leveres en politisk løsning.

Det bliver den fornemste opgave for en kommende formand.

Og så det, der handler om os selv...

På den mere SF-interne organisatoriske bane er der behov for oprydning, hvis man skal kunne samle SF. For mig er det helt afgørende, at en ny formand er favnende og sikrer bredden – vi er simpelthen nødt til at kunne være der alle sammen. Det handler desuden om en åben ledelseskultur, demokrati og medinddragelse i politikudviklingen. Her skal der også være gode svar.

Det er et afgørende valg for SF, det her. Sådan er det jo.

Uddannelse er også frihed, lighed og fællesskab

Trine Pertou Mach — Wed, 14 Sep 2011 06:35:28 +0000

Af Trine Pertou Mach

Uddannelse har været et af de emner, der har optaget folk i en række af de debatmøder, jeg har deltaget i i de forgangne små tre ugers valgkamp. Uddannelse er for alvor en politisk kampplads - og regeringspartierne har haft pænt travlt med at sige, at de da bestemt ikke har skåret ned. Jeg er helt uenig. Venstrefløjen og de Radikale har til gengæld vist en alternativ vej med investeringer i det, som vi alle sammen mener, at Danmark skal leve af. Og der er i dén grad brug for et nyt politisk flertal også hér.

Uddannelse for mig er en visionær investering i fremtiden. Det er grundlaget for vækst. Det er international konkurrencedygtighed. Det er børns bagage til resten af livet. Det er unges muligheder og drømme, og det er vejen videre for nedslidte, for arbejdsløse, for flygtninge og nye danskere, for tidligere kriminelle, og for alle andre, der har brug for en ny vej frem. Det er udgangspunktet for et blomstrende demokrati, og det er vejen ud af krisen.

For mig er uddannelse også frihed, lighed og fællesskab. Frihed til selv at vælge det liv, man liv leve. Lighed, fordi det ikke kun er de privilegerede, der selv kan vælge. Og fællesskab, fordi vi i Danmark er enige om sammen at betale regningen, så alle kan nyde godt af frihed, lighed og et samfund i vækst.

De seneste ti år er der primært blevet satset på naturvidenskabelige og tekniske universitetsuddannelser. Erhvervslivet har fået foden indenfor på stort set alle niveauer i uddannelsessystemet. Erhvervslivet er repræsenteret i alle bestyrelser for videregående uddannelser. Midler til nye ph.d.studerende er kanaliseret fra universiteterne over i erhvervsph.d.er og grundforskningsmidler er kanaliseret over i erhvervsforskningsfonde.

Satsning på naturvidenskabelige og tekniske uddannelser er godt. Kun godt. Danmark skal fortsat yde sit ypperste for at bidrage til at løse den globale klimakrise med nye miljøtekniske løsninger. Samarbejde med erhvervslivet er også godt. Det er motiverende for studerende at være i nær kontakt med de arbejdsgivere, de senere hen skal ansættes hos.

Hvad der derimod er rigtig skidt, er nedskæring på uddannelse og på grundforskning. Færre midler til universiteter og uddannelsesinstitutioner er lig med færre undervisningstimer. Færre undervisningstimer betyder mindre kontakt mellem studerende og forskere og undervisere, og det betyder, at grundlaget for faglig dialog forsvinder. Når studerende ikke er i en direkte dialog med dem, der underviser dem, fordi timerne er for få og holdene for store, er det både demotiverende for begge parter, og det skaber langt ringere uddannelser.

Der er sket en massiv nedskæring på især humanistiske uddannelser. Det er virkelig ærgerligt. Både fordi dansk kultur forringes, kulturmøde og internationalt udsyn forringes, men også den særlige innovative kræft og kritiske tænkning, der præger de humanistiske uddannelser, går tabt. Samtidig har nedskæringerne været så massive, at meget eksisterende viden er tabt på gulvet. Nedskæringerne på humaniora skyldes både et massivt pres fra regeringen, men også erhvervslivets store indflydelse. Og det er synd. For humaniora har en masse at bidrage med – men ikke når uddannelserne er barberet ind til benet.

Samtidig er det for mig at se farligt at satse så massivt på ganske få uddannelsesretninger. Der er gjort mange forsøg gennem tiden på at forudse, hvilke fagretninger der bliver mest brug for fremover. For det meste uden særligt held. Derfor er det vigtigt, at ansatte på universiteterne fremover igen får den primære indflydelse på, hvor pengene og forskningen skal satses. Det er universiteterne der har fingeren på pulsen, det er forskernes motivation og ”drive”, der er brug for.

Jeg er ikke i tvivl: uddannelse er den grundsten, vi skal bygge vores samfund på. Lad os betale prisen!

Brug din stemme

Trine Pertou Mach — Sun, 11 Sep 2011 17:04:04 +0000

Af Trine Pertou Mach

Tilliden tilbage til velfærdsuddannelserne

Trine Pertou Mach — Wed, 07 Sep 2011 07:12:17 +0000

Af Trine Pertou Mach

Det er ikke kun sjov og ballade at være blandt dem, der passer godt på os, når vi er børn og når vi bliver gamle, eller når uheldet rammer og vi bliver syge eller mister vores arbejde. De såkaldte velfærdsuddannelser såsom folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske er kendetegnet ved både at føre til relativt lavtlønnede jobs og ved at have en lav offentlig tillid.

Det med tilliden gælder både de færdiguddannede og det gælder de uddannelsesinstitutioner, som varetager uddannelserne. Til trods for, at velfærdsuddannelserne sammen med de øvrige professionsuddannelser er blevet samlet i 7 mega-institutioner (”professionshøjskoler”) med professionel ledelse, bestyrelse med eksternt flertal og hele svineriet, er der stadig ikke særlig høj tillid til dem. Professionshøjskolerne har langtfra samme frihedsgrader som universiteterne, hverken indholdsmæssigt, kvalitativt eller økonomisk. Det er en glemt reform.

Tag eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen. Den mest gennemregulerede uddannelse i Danmark (mere gennemreguleret fra politisk hånd end f.eks. lægeuddannelsen). Hvert enkelt fag er beskrevet med timetal, indhold og eksamen ned til mindste detalje. Det samme gælder lærerjobbet. Her er undervisnings- og evalueringsformer i stigende grad reguleret fra politisk og ministeriel hånd. Og politikere står i kø for at regulere endnu mere.

Men hvad betyder kombinationen af lav tillid og høj grad af regulering for rekrutteringen til læreruddannelsen? Kunne man forestille sig, at det skræmte nogen af de allerbedste hoveder væk fra læreruddannelsen og lærerjobbet? Kunne man forestille sig, at de kreative og de ressourcestærke hellere søger ind på universitetet, hvor de kan få lov at tænke frit, se kritisk på forskellige arbejdsformer og selv vurdere nyeste forskning i forhold til egen praksis?

Undervisningsministeriet offentliggjorte sidste år en stor rekrutteringsrapport om læreruddannelsen, og der er i den forbindelse blevet peget på, at en mulig løsning kunne være at lægge læreruddannelsen over på universiteterne og lade den være forskningsbaseret.

Det er muligt, at det kan være en del af løsningen, men den er nok mere enkel og smart end realistisk og klog. For mig at se, så ligger den bedste løsning et andet sted. Tilliden skal tilbage til velfærdsuddannelserne – både til uddannelserne, til de studerende og til professionerne!

Den nære tilknytning til praksis gennem samarbejde, praktik mv. skal bevares og udvikles. En mulig løsning kunne være at give forskningsmidler til professionshøjskolerne i stedet for at flytte uddannelserne til universiteterne, for det er professionshøjskolerne, der har erfaringen med den vigtige praksistilknytning. I Sverige kan en Høgskola blive akkrediteret til at kunne kalde sig universitet, hvis de opfylder en række objektive kvalitetskrav. Det er en interessant idé, som man i hvert fald kan inspireres af.

En anden løsning kunne være at skabe en kultur for videreuddannelse til selve velfærdsjobbet, frem for væk fra det. Master- og diplomuddannelser, ph.d.forløb mv. bør uddanne og kvalificere til fortsat virke i eksempelvis folkeskolen, frem for at uddanne væk fra den, som synes at være tilfældet i dag. Men det kræver, at løn og tillid og følger med.

Og så skal der et holdningsskift til:

Lad os passe bedre på dem, der passer på os! Vis dem tillid gennem mindre detailregulering, bedre løn, bedre arbejdsforhold og flere smil. Og ved at løfte deres kompetencer. De fortjener det – om nogen!

Statsborgerskab – ikke et samfund med borgere på 2. klasse

Trine Pertou Mach — Thu, 01 Sep 2011 18:45:43 +0000

Af Trine Pertou Mach

Så er vi kommet til den borgerlige uansvarlighed II. Denne gang ikke økonomisk politik - men:

For nogle uger siden var jeg til et møde i Mjølnerparken. Det allerførste spørgsmål, der mødte mig, var spørgsmålet om statsborgerskab. Ikke ‘ghettoer’, praktikpladser eller kontanthjælp. Men statsborgerskab: Vil der ske noget med statsborgerskabsreglerne, hvis I vinder valget?

Flere af dem, jeg talte med, var uden dansk statsborgerskab. En af dem havde boet her i 29 år og var tydeligt ulykkelig, usikker og frustreret over ikke at være rigtig del af samfundet. En kvinde, der havde forsøgt at søge et par gange, havde efter første forsøg været gennem skilsmisse med deraf følgende tilværelse som enlig mor, hvilket ikke havde gjort det nemt at skulle bestå sprogprøver, beskæftigelseskrav m.v. Som en af mændene sagde, så kan han stadig hverken stemme til folketingsvalg eller forstå, hvorfor han ikke kan få en tilværelse som ligeværdig borger med den følelse af tilhør, det giver.

Det slog hovedet på sømmet både i forhold til den generelle samfundsdebat og i forhold til lovgivningen (lige fra udlændingelovgivning over beskæftigelse til retspolitik, herunder de seneste stramninger af udvisningsreglerne). For hvad er det egentlig for et samfundsfællesskab, vi har skabt? Hvor en stor gruppe mennesker famler i blinde for at få lov til at bevæge sig fra at være en af ’dem’ til at være en af ’os’. Og hvor det er lovgivningen, der skaber de reelle parallelsamfund. Dét har Dansk Folkeparti aldrig forstået.

Jeg vil gerne slå til lyd for et total-opgør med VKO’s regime i forhold til statsborgerskab.

Kravene til statsborgerskab (indfødsret eller naturalisation) er løbende blevet strammet af VKO-regeringen lige siden 2002. Allerede dengang advarede Institut for Menneskerettigheder i skarpe vendinger. I sommeren 2010 blev der igen drejet voldsomt på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Tænk, om man kan starte på en frisk. Lytter man til dem, der arbejder i feltet, er der en række centrale elementer at tage fat på.

Et ny statsborgerskabs-politik bør bygge på følgende grundpiller:

• 1. Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

• 2. Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

• 3. Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

• 4. Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

• 5. De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

• 6. Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være tilstrækkeligt, uanset om ens baggrund rækker til niveau 1, 2 eller 3

• 7. Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Lad os se på dem en efter en:

1. Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

Det at blive dansk statsborger er at blive et helt og fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Det er fuldstændig afgørende for et menneskes følelse af at høre til. I det danske samfund stilles der vildt mange krav til udlændinge og indvandrere. Vi kræver at de sværger til demokratiet – men vi holder dem i høj grad ude fra selvsamme demokrati.

Hele tilgangen til statsborgerskab – at man skal kæmpe og vente i 9 år (8 for flygtninge) for i taknemmelighed (måske) at modtage statsborgerskabet er hul i hovedet. Lad os dog opfordre borgere, der har permanent ophold her i landet, til at blive statsborgere og blive del af fællesskabet. Lad os ændre reglerne, så de er klare, forståelige og enkle, og adgangen til statsborgerskab bliver nemmere. Hvis man kun er med i samfundet på 2. klasse, altid er en af DEM og aldrig mærker, at man kan blive en af OS, mon så ikke risikoen for mod-identitet, frustration og ligegyldighed stiger.

Den tilgang – at statsborgerskab er en måde at integrere mennesker på i samfundsfællesskabet og give dem mulighed for at deltage i demokratiet – skal være en ny regerings tilgang.

2. Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

Vi har i Danmark nu en situation, hvor der findes tre klasser af borgere – dem med statsborgerskab, dem med mulighed for at opnå det, og dem, der aldrig vil komme i nærheden af det, alene pga. den opvækst de tilfældigvis har fået.
Da udvisningsreglerne blev strammet før sommerferien (alle kriminelle udlændinge SKAL nu udvises), var en af konsekvenserne, at der ikke længere er lighed for loven i Danmark.

Virkeligheden for indvandrere, efterkommere af indvandrere og flygtninge er temmelig hård. Børn af indvandrere eller flygtninge har ikke nødvendigvis samme rettigheder som deres jævnaldrende. Det gælder ikke kun den store gruppe af statsløse, som Integrationsministeriet har fejlbehandlet gennem årene – det gælder også den del af efterkommerbørnene, som ikke har fået statsborgerskab til trods for, at de måske er født i Århus, Ringkøbing eller hjertet af København. De skal nu søge om statsborgerskab eller i første omgang permanent opholdstilladelse, når de bliver 18.

Den ‘udlænding’, der risikerer at blive udvist, kan være teenageren Hassan med libanesisk baggrund – uden statsborgerskab, selvom han er født og opvokset i Blågården. Sammen med teenageren Brian, der er dansk og opvokset et andet sted på Nørrebro, begår han noget kriminelt, fanges og dømmes. Efter dommen – smak, skal Hassan så tilmed udvises. Det er ikke lighed for loven!

De stramninger skulle SF i mine øjne ikke ha’ støttet – men når man har vedtaget, at udvisningsreglerne skal skærpes, som de er blevet, så må man som minimum se på, hvad det betyder for borgere her i landet, der ikke har statsborgerskab. Læren af de stramninger er nemlig, at i virkelighedens Danmark lever en stor gruppe borgere reelt udenfor det politiske og rettighedsmæssige fællesskab, som statsborgerskabet giver.

3. Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

Dét er for mig at se den eneste rigtige måde at give børn chancen for at høre til på. For børn af indvandrere, som enten er kommet som små eller født her, er statsborgerskabet også utroligt vigtigt. De har et stærkt behov for at føle, at de virkelig hører til her, og ikke i forældrenes hjemland. Det er svært nok i sig selv at vokse op med to kulturer og i en stemning af ikke at være ligeså god som de etniske danskere. Efter de gældende regler kan man, selvom man er født her i landet, ikke søge før man fylder 18. Man skal opfylde samme kriterier som alle andre – med undtagelse af beskæftigelseskravet, hvis man har gået i skole uden afbrydelser på ansøgningstidspunktet. Automatisk statsborgerskab ved fødslen får man kun, hvis mindst en af forældrene allerede er dansk statsborger.
Det vil også fjerne problemet med ulighed for loven som nævnt ovenfor.

4. Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

Det fremmer integrationen og har en række praktiske fordele. Mange andre vestlige lande har de seneste år besluttet at tillade dobbelt statsborgerskab.

5. De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

I sommeren 2010 blev der igen drejet på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.
Navnlig to af kravene i pointsystemet giver problemer, og særligt for flygtninge. Det ene er sprogkravet, hvor man nu kræver bestået Dansk 2. Det andet problem er kravet om selvforsørgelse: For at opnå permanent ophold skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse de seneste 2 ½ år, og for at opnå de sidste 15 point skal man enten have været i fuldtidsbeskæftigelse de seneste 4 år, bestået Dansk 3 eller have fuldført en uddannelse i Danmark på bachelorniveau.

Det udelukker reelt personer med deltidsjob eller sæsonarbejde, studerende, arbejdsløse, sygemeldte, pensionister og personer på rehabiliteringsprogram, samt folk med kort eller ingen skolegang bag sig.

Jeg synes, at man i stedet som udgangspunkt automatisk bør kunne opnå permanent opholdstilladelse efter 5 års midlertidig opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse er en forudsætning for at søge om statsborgerskab). Siden pointsystemet blev indført har næsten ingen opnået permanent ophold, hvilket tydeligt viser at kravene er blevet urimeligt høje (kun 4,3% af ansøgerne opnåede det i løbet af de første 9 måneder efter indførsel af pointsystemet).

6. Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være nok (uanset om niveau 1, 2 eller 3)

Selvfølgelig er det vigtigt for et menneske at tale og forstå sproget der, hvor man bor og lever. Vi ved fra en nyere undersøgelse, at lærerne på danskkurserne betragter undervisningen i dansk som nødvendig og integrationsfremmende, men de påpeger også, at de nye krav forekommer at være en bevidst barriere for at folk skal kunne få permanent opholdstilladelse.
Dansk for indvandrere består af tre parallelle forløb på hver sit niveau, man går altså ikke fra det ene til det andet, men tager afgang på Dansk 1, 2 eller 3, afhængigt af de forudsætninger man har for at lære et nyt sprog (en analfabet kan ikke undervises på samme måde som en bachelor). Indvandrere med svagest baggrund er på forhånd forhindret i nogensinde at få permanent ophold. Vi skulle i stedet lave et system, hvor krav til sprogkundskaber, viden om det danske samfund, tilknytning til arbejds- eller studieliv er reelt mulige at opfylde for alle (med udgangspunkt i den enkeltes ballast).

7. Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Ingen flygter for sjov. Derfor har man et særligt behov for at få statsborgerskab i det, der bliver ens nye hjem. Man vil aldrig kunne vende tilbage til det sted, hvor man har statsborgerskab.
Derfor har man behov for anerkendelse som borger. Brug for at føle sig tryg og tro på at man kan blive boende og tage hul på et nyt liv. Det ville også kunne imødegå de traumer og psykiske problemer, der ligger i at sidde på ubestemt ventetid for mange flygtninge.

Flygtningekonventionen siger helt præcist, at staten skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge.

Statistikken viser i øvrigt, at flygtninge under de nuværende regler stik i mod dén hensigt har sværere ved at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse og statsborgerskab end andre.

I håb om en god debat!

Den borgerlige uansvarlighed 1

Trine Pertou Mach — Tue, 30 Aug 2011 19:04:00 +0000

Af Trine Pertou Mach

Af uransagelige årsager mener journalister og meningsdannere, at de borgerlige er bedre til af få styr på økonomien end de røde. En vildfarelse, som jeg i denne og et par kommende blogs vil rokke lidt ved.

Intet i denne valgkamp er nemlig vundet, og der skal kæmpes hvert eneste minut for at sikre os ikke bare en ny regering men et rødere Folketing.

Dagens tema: Borgerlige bag dybfrossent boligmarked

Når boligmarkedet er interessant i valgkampen, er det ikke for at kapre hjemløse centrum-demokratiske stemmer, eller for at græde snot over den fordampede murstensformue. Det er fordi, det har enorm betydning for samfundsøkonomien og fordi de borgerlige har fucket ejerboligmarkedet så voldsomt, at både rød og blå stue lige nu er parate til at bruge mere end en milliard kroner som plaster på såret – et forslag som vel og mærke hjælper lige så meget som et plaster på en overrevet pulsåre.

Det dybfrosne danske boligmarked er resultat af Bent Bendtsens og Anders Foghs overbudspolitik. I 2003 indførte VKO - sammen med S og R – de berømte afdragsfri lån, som sammen med en historisk lav rente (omkring 2,5 %), skattestop og høj økonomisk vækst fik boligpriserne til at eksplodere. I gennemsnit steg priserne mellem 58-68 procent fra 2003 til 2006 (for hhv parcel/rækkehus og ejerlejligheder). Ja, det er meget meget voldsomme prisstigninger.

Forklaringen er, at efterspørgslen var stabil høj, mens udbuddet kun langsomt kunne følge med (det tager tid at bygge boliger). Når folk får flere penge mellem hænderne pga. høj vækst og omkostningerne ved at sidde i boligerne falder som følge af skattestop, lav rente og endelig afdragsfrihed, har alle mulighed for at betale mere i kontantpris for ejerboligerne uden at de nødvendigvis har mindre til privatforbrug. Bingo, priserne eksploderer.

Ved at hælde benzin på boligmarkedet blev alle husejere rige på papiret og satte gang i forbrugsfesten. Nogen, typisk potentielle førstegangskøbere og beboere, der var på det private udlejningsmarked, blev efterladt på perronen i dette ræs, men højrefløjens kernevælgere fik en forbrugsfest, de sent vil glemme. Samtalekøkkener, firhjulstrækkere og lækkert tøj.

I dag kender vi prisen for de borgerliges uansvarlige økonomiske politik (og betalerne for en fest, de aldrig blev inviteret til). I titusindvis af boliger kan ikke sælges, mange er teknisk insolvente eller belånt til max og vi kan ikke bruge boligmarkedet som katalysator for at få gang i økonomien igen.

Ejerboligmarkedet spiller en helt central rolle i samfundsøkonomien, fordi det udgør mere end halvdelen af alle boliger i Danmark, udgifter til renter og afdrag udgør en meget stor del af ejernes indkomster, boligerne binder store dele af almindelige menneskers formue og samtidig er markedet forholdsvist tungt i røven, dvs at udbuddet er lang tid om at omstille sig efter efterspørgsel. Er der usikkerhed om værdien af boliger, reagerer almindelige mennesker forsigtigt ved at undlade at købe nyt og sparer i stedet op (eller nedbringer gæld). Omvendt, hvis der er forventninger til at priserne vil stige, så stiger formuen og der er råd til øget privatforbrug.

Danmark er ikke et planøkonomisk samfund og det er ikke bureaukrater eller politikere, der bestemmer priserne. Heller ikke på ejendomsmarkedet. Til gengæld kan markeder reguleres politisk for at imødegå negative virkninger af markedet eller ’markedsfejl’.

Men den borgerlige regering har haft så travlt med at købe stemmer hos middelkasse-Danmark, at der er reguleret med strømmen i stedet for imod den. I en situation, hvor der er høje vækstrater og lav rente (i øvrigt en positiv sjældenhed) skal politikerne naturligvis ikke tillade afdragsfrihed ( lov om realkreditlån og realkreditobligationer fra 2003) eller indefryse ejendomsværdiskatten. Når huskøberne kan betale flere penge om måneden og udbuddet kun langsom følger med, så stiger priserne. Det er uansvarlig politik, så det batter!

I dag står vi i den modsatte situation. Ingen ønsker at handle hus, fordi huspriserne stadig vurderes at være for høje og ingen har lyst til at øge den private efterspørgsel, der ellers er det som til syvende og sidst er det, der skal bringe os ud af krisen.

Tænk hvis politikerne i dag havde haft det private boligmarked som politisk håndtag til at sparke gang i væksten. Desværre drejede de borgerlige håndtaget i bund på det forkerte tidspunkt.

Den brændte jords taktik

Trine Pertou Mach — Mon, 22 Aug 2011 12:43:48 +0000

Af Trine Pertou Mach

Når man står på kanten af det, der forhåbentlig bliver afslutningen på VKO-regimet og ser tilbage på det forgangne ti-år, går det for alvor op for en, hvor grundlæggende forandringer, dét de-facto-absolutte flertal har formået at påføre Danmark på helt afgørende stræk. Faktisk så afgørende, at de formidable landvindinger, som demokratiske stater har opnået siden 2.verdenskrig, er sat på spil.

De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan - bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget - men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens - og socialismens - fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.

Økonomien skal i tilbage fokus

Trine Pertou Mach — Fri, 12 Aug 2011 14:32:03 +0000

Af Trine Pertou Mach

Det uhyggelige terrorangreb i Norge og den grundige rapport fra Redox om det højreradikale netværk i Danmark, ORG, fylder selvsagt meget i nyhederne.

Den voldsparathed som yderliggående nationalister viser, er skræmmende og det er hamrende vigtigt, at det kommer frem i lyset.

Men venstrefløjens stærkeste våben i den kommende valgkamp (og den kan komme, før vi ved af det) er stadig kapitalismens krise.

Det vigtigste kort vi har for at få en ny regering og genvinde de arbejderstemmer, der er gået til V og O, er at vise en solidarisk og holdbar vej ud af krisen.

Krisen har for længst bevæget sig fra en finanskrise i banksektoren til en traditionel økonomisk krise i marxistisk forstand, hvor kapitalakkumulation bremses som følge af faldende profit.

I Danmark har dette betydet, at mere ned 140.000 arbejdspladser er forsvundet siden 2008 og virksomhederne varsler nye fyringsrunder.

Det sidste, der er brug for, er de borgerliges krisemedicin, som vil reducere efterspørgslen i samfundet, øge uligheden og forstærke usikkerheden. Og give krisen en ny tak i den forkerte retning.

Afskaffelsen af efterlønnen er det hidtil alvorligste angreb på velfærdssamfundet, vi har set fra VKO.

Det er dét, behovet for en ny økonomisk kurs, vi skal føre frem i den kommende valgkamp.

De borgerlige har åbenlyst ikke forstået, eller ville indrømme, krisens omfang. Alligevel forsøger de at fremstå som dem, der er de mest troværdige, når det kommer til økonomisk politik. Men at tro, at Lars Løkke Rasmussen kan lede dansk økonomi ud af krisen, svarer til strudsen Rasmus’ forsøg på at undgå at blive fanget i ørkenen.

Den borgerlige regering skal angribes på det, de selv tror er deres hjemmebane, nemlig økonomien. Derfor, gå i klinch med deres krisehåndtering, ødelæggelse af boligmarkedet og asociale fordelingspolitik næste gang, I diskuterer med venner, kollegaer og familie.

Jeg er med på, at der specielt her i Modkraft-kredse vil være mange, der vil falde over både S og SF’s økonomiske politik. Fint nok :-) Men lad os i det mindste være enige om, at den afgørende kamp står mod højrefløjen og at vi kun vinder, hvis vi gør det sammen.

Vi SKAL have vippet Løkke af pinden!