Colombia Rejseblog's blog

Huberts frihed for EU's frihandel

Colombia Rejseblog — Sat, 20 Sep 2014 17:21:32 +0000

Af Colombia Rejseblog

Om frihandelsaftaler, bondeprotester og danske politikeres medansvar for politiske drab og fængslinger i Colombia

Mens Syrien står i lys lue, og en forloren ro sænker sig over Palæstina, ulmer det endnu i et af verdens andre centrale brændpunkter – Colombia. Her følger et indblik i en lille bid af en lavintensitetskonflikt i et land med lige så mange internt fordrevne, som Palæstina har eksternt fordrevne.

En tur i gabestokken

I det endeløse forstadskvarter Usme, Colombias bud på en brasiliansk favela, uden for hovedstaden Bogotá, ligger fængslet La Picota. I overført betydning: Gabestokken. Ikke et navn helt uden selvironi, idet tusindvis af politiske fanger gennem årene er blevet tilbageholdt her, mens retssager i form af skueprocesser med et fernis af juridisk hjemmel har udspillet sig foran deres og deres pårørendes øjne.

I 2012 fik to danske venstrefløjsaktivister for første gang i nyere tid adgang til institutionen, der er indrettet med amerikansk støtte. Det blev der dengang dette blogindlæg ud af. På den seneste tur i maj 2014 fik endnu en dansk solidaritetsdelegation så adgang til fængslet. Denne gang skulle vi agere besøgsvenner for Hubert Ballesteros – en colombiansk bonde der er emblematisk for kampen for fred og social retfærdighed i landet.

Hubert og den colombianske bonde- og arbejderbevægelse

Hubert blev født ind i et liv som kaffebonde og engagerede sig tidligt i Colombias bondebevægelse. I dag er han næstformand i landets største bondeorganisation, FENSUAGRO, og medlem af forretningsudvalget i landets progressive LO, CUT, hvor han repræsenterer organisationens venstrefløj. Han er ligeledes en del af ledelsen af paraplyorganisationen Marcha Patriótica, der organiserer landets civilsamfund for at få et socialt aftryk på de igangværende fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsgruppen FARC.

Selv for folk med et ganske overfladisk kendskab til situationen i Colombia kan det næppe overraske, at en person med et CV som Huberts er udsat på grund af sit politiske og faglige engagement. Landet har gennem mange år haft verdensrekord i mord på fagligt aktive, og talrige afsløringer har gennem tiden vist politiets, militærets og efterretningstjenestens direkte og indirekte deltagelse i forfølgelse af landets venstrefløj (prøv selv at google falsos positivos, DAS, wiretapping m.fl.)

At samme stat, som disse institutioner repræsenterer, også benytter retsvæsenet som værktøj i konflikten med landets sociale bevægelser kan næppe komme som nogen overraskelse. Sagen om Hubert er blot en af de seneste af et utal af eksempler.

Huberts fængsling

Interessant for os i Vesten generelt og EU i særdeleshed er den kontekst, som Huberts fængsling fandt sted i. På tidspunktet for sin arrestation, d. 25. august 2013, sad Hubert med i det ti mand store råd, der ledte forhandlinger mellem den colombianske regering og strejkende arbejdere og bønder, der i månedsvis havde lammet flere centrale sektorer i landets økonomi.

Centralt for den daværende strejke var modstanden mod to frihandelsaftaler med USA og EU, der var trådt i kraft året forinden og tidligere på måneden henholdsvis. Og hvis man ser på erfaringerne med frihandelsaftaler med Vestens industrialiserede nationer, er det det klart, at de colombianske bønder og arbejdere var bekymrede for de allerede indtrådte og de forventede virkninger af de nye aftaler.

Resultaterne af frihandelsaftalen NAFTA, der bandt Mexico sammen USA og Canada i en nordamerikansk frihandelsblok, antydede, at colombianerne skulle forberede sig på stagnerende vækst, stigende arbejdsløshed, faldende fødevareproduktion og en perlerække af lignende effekter. Til gengæld skulle man ikke vente sig nogen nævneværdig fremgang med hensyn til rettigheder og sikkerhed for aktive i fag- og bondebevægelsen, der ikke blev nævnt i andet end vage løfter og hensigtserklæringer.

Strejkens endeligt

De strejkende måtte i sidste ende bukke under for massiv statslig repression, men de nåede inden da at tvinge den siddende regering til at trække sig samt at sikre sig visse indrømmelser fra politikernes side. Til trods for disse sejre for de utilfredse arbejdere og bønder var løbet dog i det store hele kørt på det pågældende tidspunkt, og det lykkedes ikke fuldstændig at forkaste eller blot at gennemtvinge større ændringer i de to aftaler, der altså allerede var implementeret på pågældende tidspunkt.

Fremover kan colombiansk industri og landbrug altså se frem til at skulle konkurrere med væsentlig mere teknologisk udviklede konkurrenter i EU og USA, som desuden har massiv statsstøtte i ryggen. Hubert kan på samme vis se frem til at tilbringe en rum tid bag murene i La Picota. Forudsætningerne for det modsatte – en omlægning af vestlig handelspolitik og et politisk regimeskifte i Colombia ligger formentlig begge dele et godt stykke ude i fremtiden.

Aftalernes følger

De umiddelbare konsekvenser af aftalerne er nedslående. Allerede på tidspunktet for protesterne i 2013 kunne man som sagt øjne de negative konsekvenser af USA-Colombia-aftalen, og selvom konsekvenserne af EU-aftalen endnu ikke ligger klar, er der ingen grund til at formode, at de adskiller sig radikalt fra førstnævnte. En stor del af landets bønder skal nu vælge mellem sult eller produktion af koka med kriminalitet, vold og økonomisk usikkerhed til følge.

Samtidig fortsætter overgrebene mod de aktive i fag- og bondebevægelsen ufortrødent. Nogle vil dog kunne fryde sig ved, at det er blevet lettere for vestlige og danske virksomheder at kunne tjene penge, når colombianske arbejdere med vold og trusler forhindres i at organisere sig og bønderne med samme midler fordrives fra landområder rige på naturressourcer.

Den danske støtte til EU-aftalen

Men hvordan var det egentlig, at EU og Danmark endte med at blive medunderskrivere på en sådan aftale? Allerede tidligt i forhandlingsforløbet meldte Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) og den internationale sammenslutning af fagforeninger, ITUC, der begge har den danske LO som medlemmer, sig som modstandere af aftalen. Årsagen var de horrible forhold for fagligt organiserede i Colombia. På det tidspunkt hørtest også modstand mod aftalen fra de socialdemokratiske parlamentarikeres rækker. Fra socialdemokratisk side forlød det sig, at volden i landet var så systematisk, at det ikke engang burde kunne komme i betragtning til en aftale.

»Et land som Colombia er præget af så mange overtrædelser af menneskerettigheder, at vi ikke bør belønne landet med en frihandelsaftale.«
- Ole Christensen, MEP, Socialdemokraterne

Ikke desto mindre blev aftalen endeligt godkendt i EU-parlamentet i december 2013. Og på det tidspunkt var de danske socialdemokrater åbenbart også kommet til fornuft. Alle danske parlamentarikere, fra SF til DF stemte i sidste ende for aftalen – undtaget var Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU (og SF’s anden parlamentariker, Margrethe Auken, der udeblev fra afstemningen). Løfter om snarlige forbedringer fra den colombianske regering var nok til at lægge låg på modstanden, til trods for at omkring 90 fagforeningsfolk var blevet dræbt, i perioden fra aftalen lå færdigforhandlet i 2010, til at den var endeligt vedtaget i 2013.

Det moralske medansvar

Det kan næppe overraske, at der er opbakning til aftalen hos det politiske parnas lige fra radikale frihandelsfanatikere og til Dansk Folkeparti, der er kendte for at være notorisk indifferente over for alt, hvad der overgår arbejdere, så længe det ikke er politisk opportunt – hvad enten de er danske eller colombianske.

Det er til gengæld ikke troværdigt, at Socialdemokraterne og SF’erne skulle stole mere på løfter fra en korrupt, amerikanskdirigeret marionetregering end advarsler fagbevægelsens internationale organer. En tyrkertro på frihandlens fremskridtsdrivende velsignelser, europæiske virksomheders økonomiske interesser, partiernes interne spin eller en kombination af flere af disse har formentlig været afgørende for partiernes støtte til aftalen. Der må alt andet lige være tale om politiske prioriteringer, og med prioriteringer følger ansvar.

Et ja til aftalen er ikke nødvendigvis et direkte ja til drab på fagligt aktive, men det er et skulderklap til en colombiansk regering, der ser gennem fingrene med disse rutinemæssige henrettelser. Konklusionen må derfor være som følger:

Politikerne fra SF til DF har fornægtet den globale og colombianske arbejderbevægelse og stillet sig på den colombianske regering og de multinationales side. Med deres stemme for EU's frihandelsaftale med Colombia, er de dermed med til at legitimere de politiske drab og fængslinger, som kampen imod aftalen og for social retfærdighed i den gamle bananrepublik har kostet. Æv.

Du kan yde økonomiske bidrag til Hubert og andre politiske fangers kamp for frihed fra colombianske fængsler på politiskefanger.dk

Colombias ungdom – Latinamerikas fremtid

Colombia Rejseblog — Mon, 12 May 2014 22:51:50 +0000

Af Colombia Rejseblog

Om colombiansk ungdom, latinamerikansk stabilitet og social retfærdighed.

Et ordinært mål i en ekstraordinær kontekst

”Som ung har du mulighed for at blive stofmisbruger, kriminel eller at gå ind i hæren,” forklarer Lina. Hun er aktiv i den colombianske ungdomsorganisation Juventud Rebelde (Oprørsk Ungdom), som samarbejder med den venstreorienterede paraplybevægelse Marcha Patriótica. Hun er ved at berette om, hvordan den unikke historiske situation, som fredsforhandlingerne mellem landets regering og oprørsbevægelse har skabt, muliggør et ambitiøst samlingsprojekt for landets venstreorienterede ungdom – et projekt der for blot fem år siden, under den højreradikale præsident Uribe, havde virket utopisk.

Der er som sådan intet meget originalt i Juventud Rebeldes formål: at bevidstgøre landets ungdom og sætte deres problemstillinger på den politisk dagsorden. Fra et dansk synspunkt er det skelsættende den måde, de griber deres organisering an på (hvilket vi kommer ind på senere), samt den kontekst organisationen opererer i (hvilket vi tager fat på nu).

For landets venstrefløj handler det nemlig nu om at arbejde hurtigt. I mange år har det været næsten umuligt at fremsætte progressive krav uden at blive forbundet med guerillaen. Dette har i praksis gjort venstrefløjen til et legitimt mål for repression fra regeringens sikkerhedsstyrker og landets paramilitære grupper. Under den nuværende præsident Santos (som er til valg d. 25. maj) er overgrebene mod venstrefløjen mindre intense end før, selvom de fortsat finder sted på daglig basis.

Fredsforhandlingerne har altså skabt et pusterum, men man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår landet skulle falde tilbage til den ørkenvandring, som årtiers borgerkrig og politisk forfølgelse har holdt den nationale venstrefløj fanget i. Det er derfor venstrefløjen har fart på i Colombia.

Colombia – nøglen til Latinamerika

Fra et dansk perspektiv kan det synes lidt ligegyldigt, hvorvidt en ny ungdomsorganisation opstår i et enkelt land halvvejs omme på den anden side af kloden. Hvis man bevæger sig op i fugleperspektiv bliver det dog tydeligt, hvorfor Juventud Rebeldes arbejde kan være afgørende ikke blot for Colombia, men for hele Latinamerika.

På den del af den colombianske venstrefløj, som Colombia-studieturen 2014 har været i kontakt med, er der enighed om behovet for at intensivere ungdomsarbejdet. Det anses som af højeste vigtighed, at en ny generation står klar til at forsvare fredsprocessen og, i tilfælde af at freden skulle blive en realitet, fortsætte kampen på alle platforme for forsoning og social retfærdighed i landet.

Pointen er, at hvis magtkampen i landet inden for de kommende år falder ud til fordel for højrekræfter i landet, der er endnu mere ekstreme end den nuværende præsident Santos, vil den sociale og væbnede konflikt i landet formentlig intensiveres. Dette vil ikke blot gå ud over colombianerne, men true stabiliteten i hele Latinamerika.

Højrekræfter i omkringliggende lande, eksempelvis Venezuela, vil vejre morgenluft, og regionen risikerer at blive kastet ud i en ny omgang blodig, politisk vold, som det var tilfældet i store dele af det 20. århundrede. Styrken af den venstreorienterede ungdom vil altså have en afgørende betydning for at holde den ekstreme højrefløj fra magten i Colombia og potentielt i resten af regionen.

Ungdomsarbejde – en fælles prioritering

Forståelsen for vigtigheden af ungdomsarbejdet gælder både på landet og i byen og i bevægelsens top og basis. I det praktiske, daglige arbejde ligger fokus ikke på regional stabilitet, men på lokal udvikling – forsvar af jord og kamp for sociale forbedringer. Social retfærdighed som de siger i Colombia.

På landet oplever man mange steder, at de unge søger mod byerne og arbejdsløshed. Dette sker i takt med at regeringens ambitioner om såkaldte ”megaprojekter” (minedrift, olie- og gasboringer og elektricitetsproducerende dæmninger) fører til en politik, der gør livsbetingelserne for landbefolkningen mere og mere besværlige. Landarbejderorganisationerne udgør rygraden i den colombianske venstrefløj, og for at de kan bevare og udbygge deres styrke til fordel for dem selv og hele landet, ligger der derfor et stort arbejde i at øge bevidstgørelsen og organiseringen blandt de tilbageværende unge.

I byen, specielt i de fattige kvarterer, arbejder man også intensivt med bevidstgørelse af ungdommen. Det kommer for eksempel til udtryk ved socialpolitiske initiativer som Den Sociale Platform i Usme, hvor studerende påtager sig ansvaret for en kritisk uddannelse med klasseperspektiv af forstædernes udsatte børn. Direkte adspurgt er Juventud Rebelde og ungdomsarbejdet ligeledes højeste prioritet hos Marcha Patrióticas frontfigur, Piedad Córdoba.

Brede bevægelser - revolutionære krav

Juventud Rebelde er netop et opgør med den traditionelle tænkning i modsætninger som land og by. Organisationen forsøger at samle alt fra studerende til bønder, fra løsarbejdere til LGBT-folk og fra arbejdsløse til umiddelbart apolitiske fodboldfans på en ”inkluderende men revolutionær platform”, som Lina forklarer det.

Foreningen af så vidt forskellige kampe er en svær øvelse. Den kræver at de forskellige grupper en gang i mellem må lægge snævre, modsatrettede egeninteresser til side for i stedet at hellige sig enigheden og kampen for det fælles bedste. Denne enighed opfattes som en forudsætning for at forandre samfundet radikalt – ikke blot forbedre det. ”Det sidste er jo reformistisk”, som Lina konstaterer.

Foreningsbestræbelserne bygger på en allerede eksisterende tradition for sammentænkning af kampe i landet. Marcha Patriótica er et eksempel på dette, og mellem eksempelvis bonde- og studenterbevægelsen eksisterer der allerede stærke alliancer. I den venstreradikale studenterorganisation FEU arbejder man ud fra det mantra, at uddannelse er et privilegium i et land med så ekstrem social ulighed. Derfor er man også forpligtet til under og efter sin uddannelse at benytte den progressivt i arbejdet med andre udsatte samfundsgrupper.

Colombiansk ungdom og dansk solidaritet

Bevidstgørelsen og foreningen af den colombianske ungdom i dag er en forudsætning for, at de kan gribe magten i morgen. En sådan erobring vil skabe nye muligheder for ungdommen, der rækker ud over stofmisbrug, kriminalitet og militærtjeneste. Samtidig vil det være en afgørende svækkelse af de latinamerikanske højrekræfter og et forsvar for hele regionens venstrefløj.

I juli 2014 holder Juventud Rebelde sin konstituerende kongres efter 2 års forarbejde. Konstitueringen falder sammen med fredsforhandlingerne i landet, der grundlæggende kan forandre den måde, politik føres på. Det vil være helt oplagt at tænke dette nyeste skud på stammen af colombianske samlingsbestræbelser ind i det solidaritetsarbejde, som det allerede findes i eksempelvis Enhedslisten, Internationalt Forum og SUF. For Colombia og Latinamerika – jord og frihed.

Ingen fred uden social retfærdighed!

Colombia Rejseblog — Sun, 06 Jan 2013 17:02:43 +0000

Af Colombia Rejseblog

Colombias sociale bevægelser vil inddrages i fredsforhandlingerne, der ikke blot skal handle om at nedlægge våbnene. Konflikten i landet udspringer af den enorme ulighed mellem rige og fattige, undertrykkere og undertrykte, og det er hér, man skal tage fat, hvis man for alvor vil konflikten til livs.

"Ingen fred uden social retfærdighed". Dette er lige nu det centrale mantra for de sociale bevægelser i Colombia, og et udtryk vi hørte et utælleligt antal gange under vores studietur i landet. Det er en konstatering af, at årsagerne til den årtier gamle væbnede konflikt mellem regeringen og venstreorienterede oprørsstyrker i Colombia, bunder i den enorme ulighed i livsvilkår og –muligheder for landets rige og fattige. For at tilendebringe den væbnede konflikt må man derfor ændre ved de strukturer, der forårsager denne ulighed.

I disse dage er denne konstatering mere aktuel end den har været i lang tid. For første gang i 10 år er der nu seriøse fredsforhandlinger i gang mellem den højreorienterede colombianske regering og oprørsgruppen FARC. Overalt i det colombianske civilsamfund krydses der fingre for et positivt resultat, men man er sig samtidig smerteligt bevidst om, at de sidste forsøg på at nå fred blot er endt i mere blod. De seneste erfaringer stammer fra forhandlingerne mellem FARC og regeringen, som brød sammen i 2002. Efter sammenbruddet indledte det colombianske militær en stærk offensiv i det store område, som havde været demilitariseret, for at forhandlingerne kunne foregå dér. Konsekvensen var stærk politisk forfølgelse og utallige overgreb på civilbefolkningen i området.

Lige nu løsnes der dog færre skud i Colombia end normalt. Den 20 november 2012 indledte FARC en to måneder lang ensidig våbenhvile på opfordringer fra netop de sociale bevægelser. Regeringen har nægtet at gøre oprørerne kunsten efter og har da også gennemført adskillige dødelige angreb på guerillaen i løbet af den forgangne måned. Om ikke andet sender den ensidige våbenhvile et signal om, at der i hvert fald fra den ene side af bordet er en seriøs vilje til fred.

På flere måder kan den colombianske regerings opfattelse af, hvad en fredsforhandling bør indebære, karakteriseres som noget besynderlig. Præsident Santos har sat en tidsfrist ved november 2013, og dette vidner om det snævre formål med forhandlingerne, som regeringen ser. Fra dennes synspunkt handler det om at få stoppet kamphandlingerne og demobiliseret guerillaerne, da disse udgør en betydelig begrænsning for den fulde udnyttelse af landets økonomiske potentiale. Guerillaernes tilstedeværelse i store dele af landet umuliggør nemlig en effektiv udvinding af naturressourcer og produktion af energi. Og dette gør ondt i en økonomi, der i høj grad er bundet op på udvinding og eksport af netop naturressourcer og energi.

Til dette kommer, at en fredsaftale formentlig vil kunne frigøre en hel del købekraft i samfundet, når de militære udgifter kan skæres ned og tilstandene stabiliseres. Dette er især af interesse for de dele af borgerskabet, der ikke har investeringer i militærindustrien eller benytter den generelle lovløshed til at udvide deres jordbesiddelser gennem fordrivelser. Som sådan vidner det faktum, at der overhovedet er fredsforhandlinger i gang, dermed også om, at en ny elite har taget den politiske magt fra jordejerne. Den nye elite har altså økonomiske interesser i fred.

Med modsatrettede krav har vi landets sociale bevægelser. Disse er et kludetæppe af organisationer, der repræsenterer lokalsamfund i byerne, landets oprindelige befolkning, afro-colombianere, arbejdere, bønder, studerende og den slags kravl. For dem er fredsforhandlingerne netop en mulighed for at få rykket ved de økonomiske og politiske strukturer, som på forskellige måder sætter disse grupper under pres. For landbefolkningen fører det nuværende status quo til fordrivelser, for arbejderne til horrible arbejdsforhold, for de studerende til en ekstrem markedsgørelse af uddannelserne og i byerne til voldsomme udvidelser af slumområder med elendig infrastruktur, sundhedsvæsen og uddannelsesmuligheder (hvilket man for øvrigt også skal være heldig for overhovedet at finde på landet).

For de sociale bevægelser er det altså centralt at få gjort op med de ekskluderende økonomiske strukturer i landet. Det var i høj grad kravet om en jordreform, der førte til guerillaernes dannelse i første omgang, og ifølge de sociale bevægelser er blandt andet en sådan reform stadigvæk en forudsætning for at få skabt et stabilt samfund. Hertil kommer en lang liste af lignende krav, der skal sikre et mere lige og demokratisk Colombia og gøre op med blandt andet de problemer, der er skitseret ovenfor. Derfor rejser de krav om at blive hørt i forbindelse med fredsforhandlingerne.

Fra regeringens side giver man kun meget modstræbende indrømmelser til de sociale bevægelser. I erkendelse af vigtigheden af jordspørgsmålet, er dette blevet ét af de fem forhandlingspunkter. Under dette forhandlingspunkt har man indvilget i at inddrage civilbefolkningen, men det er ikke til at sige, hvor langt inddragelsen vil række, og om civilsamfundet vil blive hørt under de fortløbende forhandlingspunkter.

Under den netop afsluttede studietur til Colombia fandt vi også nyhedsmediernes fokus særdeles bemærkelsesværdigt. Mens fredsforhandlingerne begyndte, var hovedhistorien en igangværende strid med det centralamerikanske land Nicaragua om retten til et par øer i midten af det caribiske hav. Så meget for den fjerde statsmagt. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved den måde regeringen havde valgt at køre forhandlingerne på, og kravene fra civilsamfundet blev druknet i en nationalistisk krisestemning.

Vores egne politikere og kammesjukkerne i EU lurepasser også – de har netop valgt at indgå en frihandelsaftale med Colombia. Indgåelsen af denne aftale, som er i Colombias økonomiske elites interesse, kunne have været en oplagt middel til at lægge pres på den colombianske regering for at opnå progressive resultater. Ikke desto mindre indeholder aftalen ikke meget andet end nogle vage formuleringer om menneskerettigheder. Noget de colombianske magthavere ikke er kendte for at efterleve. For vores hjemlige politikere er det ikke overraskende økonomiske interesser, der vejer tungest.

Som modsvar har blandt andet den hastigt voksende venstrefløjskoalition Marcha Patriótica valgt at mobilisere til en lang række lokale, regionale og et stort nationalt fredsmøde for derigennem at fremsætte folkelige krav. Dette er udtryk for en styrke og en vilje til progressive resultater, som ikke er set i lang tid i Colombia. Generelt er der for de sociale bevægelser lige nu fuld fart fremover i den gamle bananrepublik. Der dannes alliancer og koalitioner på kryds og tværs af venstrefløjen ud fra en forståelse af nødvendigheden af organisering og enhed for at nå målet om et retfærdigt Colombia.

Det er tydeligt, at en ung generation er ved at tage over, med al den gejst og energi det betyder. De har ikke oplevet den brutale nedslagtning af medlemmerne og aktivisterne bag det sidste storstilede venstrefløjsprojekt, Union Pratiótica, i 80’erne, og de er ikke bange for at stille krav om den indflydelse, der retmæssigt tilkommer den. De gamle koryfæer vejrer også så småt morgenluft, og sammen med de unge gør de nu, hvad de kan for at råbe regeringen op med det utvetydige budskab, som ikke kan gentages én gang for meget:

Ingen fred uden social retfærdighed!

Kapitalen på rov i Colombias muld

Colombia Rejseblog — Tue, 18 Dec 2012 21:08:16 +0000

Af Colombia Rejseblog

Om paramilitære, frihandelsaftaler og blod i din stikkontakt

Colombia er en del af det kapitalistiske verdenssystem. Af den grund er forholdende i den colombianske økonomi langt fra dikteret af beslutningstagere med interesse i velfærden for det colombianske folk alene. Man kan faktisk uden at ryste på hånden konstatere, at de fortrinsvis følger af beslutninger truffet af aktører, der ser stort på landets 46 millioner indbyggere, og at konsekvenserne bliver derefter. Dette blogindlæg, som er blevet forfattet oven på hjemkomsten fra IF og SUF’s studietur til Colombia, vil se nærmere på landets rolle i den globale økonomi, og på den økonomiske virkeligheds betydning for den jævne colombianer.

I den traditionelle afhængighedsteori-lingo, som er et begrebsapparat skabt for at forstå samspillet mellem de forskellige aktører og nationer i den globale økonomi, vil Colombia kategoriseres som periferi. Eventuelt semi-periferien hvis man vil være lidt pedantisk. Med dette menes, at den colombianske økonomi er bundet op på udvinding og eksport af råvarer til de industrialiserede landet (også kaldet ”ilandene” - det økonomiske verdenssystems ”center”). I ilandene bliver råvarerne forarbejdet til færdiglavede produkter, som herefter forbruges internt i disse lande eller eksporteres tilbage til periferi-staterne. Denne rolle som råvareeksporterende stat har Colombia fået dels gennem sin historie som gammel spansk koloni og dels gennem moderne politiske og økonomiske beslutningstageres cementering af dette forhold.

At landets primære indkomst kommer gennem råvareeksport er som sagt ikke en historisk tilfældighed. Landet er ualmindeligt rigt på alverdens naturressourcer: kul, olie, gas, metaller og mineraler. Dertil kommer at der også forefindes store vandressourcer, som nu benyttes til energiproduktion gennem opførelsen af kæmpe vandkraftværker, der forsyner store dele af regionen med energi. Landbrugets rolle i økonomien bliver omvendt hele tiden mindre. Gennem frihandelsaftaler med Nordamerika er de colombianske markeder blevet oversvømmet med billige fødevare fra de nordamerikanske industrilandbrug, og det colombianske samfund bevæger sig længere og længere væk fra at være selvforsynende med fødevarer. Det er mineri- og energiudvindingssektoren, der er på vej til at blive det absolut bærende element i den colombianske økonomi.

I dag er det gennem en række neoliberale økonomiske udviklingslove fra 2000’erne fastsat, at op mod 50 procent af det colombianske areal med tiden skal lægges ind under mineri- og energiudvindingssektoren. Resten af landet skal primært bruges på monokulturel landbrugsproduktion og beboelse. Industri er der ikke afsat nævneværdigt areal til. Faktisk er den colombianske industri snarere under afvikling end udvikling. Et forsøg på industrialisering af landet ville forudsætte enorme investeringer og omfattende reformer af udenlandske industriprodukters adgang til det colombianske marked, hvilket næppe vil blive mødt med åbne arme i ilandene. Et hurtigt kig på Syd- og Mellemamerikas historie for blodige militærkup og kontrarevolutioner giver et praj om mulige konsekvenser af at gå mod vestlige og især amerikansk interesser i dette spørgsmål.

En konsekvens af denne økonomiske prioritering er, at der ligesom op gennem det 20. århundrede fortsat satses massivt på at fordrive bønder fra de landområder, der i generationer har udgjort deres levevej. I første omgang forsøges dette ofte gjort ad legitim vej. Staten har retten til den colombianske undergrund og i forlængelse heraf retten til at ekspropriere ejendom, der befinder sig over naturressourcer. Ønsker et selskab i overensstemmelse med myndighederne at påbegynde udvinding af naturressourcer i et af de områder, der er udstykket til mineri, kan det ganske enkelt kræve eventuelle beboere i området tvangsforflyttet.

På papiret er der dog den krølle, at samfund af oprindelige folk og afro-colombianere har ret til at afvise udvindingen af naturressourcer i områder, der anerkendes som tilhørende disse grupper. Dette kan imidlertid bringe myndighederne i en prekær klemme. De frihandelsaftaler, som de selv har underskrevet, giver nemlig ofte multinationale selskaber, der ansøger om at begynde udvinding i disse områder, mulighed for at sagsøge staten for brud på selskabernes ”ret” til frihandel. Dette er endnu et incitament til at fortsætte den fordrivelsespraksis, som befolkningen i Colombias landområder gennem årtier har været offer for, og som har ført til at Colombia nu er det land med flest internt fordrevne – kun overgået af Sudan.

Genstridige bønder, der nægter at lade sig tvangsforflytte, og samfund af oprindelige folk og afro-colombianere, der står fast på deres ret til de områder, de befolker, udgør problemer, der ofte nemmest lader sig løse gennem fordrivelser. Ifølge Sintraminercol, en fagforening for minearbejdere, stammer 87 procent af alle Colombias internt fordrevne fra områder, hvor der er minedrift eller energiproduktion. Ligeledes er 80 procent af alle overgreb mod menneskerettighederne og Folkeretten i landet gennem de sidste 10 år begået her.

At der gennem tiden har været stærke forbindelsesled mellem de højreorienterede paramilitære grupper, som i vid udstrækning står for disse fordrivelser og overgreb, og den colombianske stat er veldokumenteret. Forbindelserne mellem de paramilitære og de multinationale selskaber, der er til stede i landet, er derimod mere dunkle.

Bananproducenten Chiquita er tidligere blevet dømt for at have været med til at finansiere den paramilitære gruppe AUC, og der er kørt flere retssager for at få Coca Cola dømt for lignende forhold. Instituttet for freds- og udviklingsstudier (Indepaz) mener at kunne dokumenterer i alt fjorten tilfælde mellem 2008 og 2009, hvor multinationale selskaber var indblandede i alvorlige menneskerettighedskrænkelser og i nogle tilfælde indgik relationer svarende til det mellem Chiquita og AUC. Om ikke andet accepterer en lang række af multinationale selskaber at arbejde i områder, hvor der også er paramilitær aktivitet. Denne aktivitet forårsager fordrivelser fra områder i selskabernes interesse og tjener til at undergrave forsøg på at organisere lokalsamfundene til kamp mod de upopulære projekter. Hertil kommer at de paramilitære arbejder for at forhindre arbejderne ved de samme projekter i at organisere sig for ordentlige løn- og arbejdsforhold. Mange multinationale høster altså en direkte gevinst ved at operere side om side med de paramilitære.

Udover utallige fordrivelser, mord og andre menneskerettighedsovergreb fører en stor del af aktiviteterne i mineri- og energiudvindingssektoren også til umådelige negative konsekvenser for miljøet. Åbne minebrud er som beskrevet i det tidligere blogindlæg ”Udsigt fra en tagtop” yderst populære blandt mineselskaberne på grund af de økonomiske fordele forbundet hermed. Som beskrevet i samme indlæg har denne form for minedrift dog også alvorlige følger for de omkringboende. Åben minedrift har i sig selv stor geografisk udbredelse, og forudsætter derfor rydningen af store landområder for vegetation og bebyggelse med dertilhørende fordrivelser. Dertil kommer at denne form for minedrift genererer store mængder affald og fint støv. Støvet transporteres let med vinden mod omkringliggende beboelse, hvor det kan ødelægge luftvejene for de eksponerede. Det sker heller ikke sjældent, at de restkemikalier, der bliver til overs i forbindelse med minedriften, udledes i mere eller mindre ren form i naturen. Her kan de ødelægge jord og vand og dermed livsgrundlaget for mennesker, planter og dyr i vid omkreds omkring minen. Fra Cerrejon-minen i det nordøstlige Colombia, hvorfra Danmark gennem DONG og Vattenfal i 2008 importerede 27 procent af sit samlede kulforbrug, rapporteres også om dødsfald relaterer til forurening fra minen.

For at strø salt i såret fører disse overgreb mod den colombianske befolkning og natur ikke de store økonomiske gevinster med sig for samfundet. Som man kunne formode forholder det sig faktisk lige modsat. Ifølge organisationen RECLAME, der bekæmper de negative konsekvenser af multinationale mineriprojekter, er den økonomiske gevinst i sidste ende negativ for den colombianske stat.

Som udgangspunkt skal også de multinationale betale skat. Der er dog en lang række fradrag og fritagelser, som gælder for disse og derfor trækker det samlede skattebidrag væsentligt ned. RECLAME vurderer, at faldet i skatteprocenten er fra 22 til 10 procent. Dertil kommer de hypotetiske udgifter til miljømæssig og social genopretning oven på den hærgen af natur og befolkning (eksterne omkostninger), som følger med projekterne. Medregnet disse hypotetiske udgifter er der for det colombianske samfund en direkte negativ gevinst ved at lade de multinationale selskaber operere i landet under de betingelser, som gør sig gældende lige nu.

Som omtalt her på Modkraft viste DR1 d. 25. november dokumentarfilmen ”Tyveriet af Afrika” af Christoffer Guldbrandsen. Samme aften offentliggjorde udviklingsorganisationen Ibis den animerede kortfilm ”Kapitalflugten”. Begge film behandler det prekære forhold, at det beløb, som ilandene til sammen giver til ulande gennem udviklingsstøtte, langt overstiges af de værdier, som virksomheder fra ilandene samtidig hiver ud af disse lande. I Kapitalflugten påstås det, at summen, der forlader ulandene gennem de multinationales aktiviteter, årligt løber op i 5.000 milliarder kroner. Det svarer til 10 gange så meget, som ulandene i løbet af samme tidsrum tildeles i udviklingsstøtte. Muligheden for denne kapitalflugt skabes gennem neoliberale lovgivning, der gennemføres via diverse frihandelsaftaler og strukturtilpasningskrav fra organisationer som IMF og Verdensbanken. Faktisk er EU netop nu ved at indgå en frihandelsaftale med Colombia, der vil muliggøre yderligere kapitalflugt fra landet. Denne sag er også netop blevet omtalt her på Modkraft.

Udbytningsforholdet af Colombia på et globalt plan svarer formentlig nogenlunde til det som skitseres i de to ovennævnte film, idet Colombia også modtager internationale støttekroner (hvilket egentlig i sig selv er et problemfyldt emne idet, at en stor del af denne støtte gennem den amerikanske ”Plan Colombia” direkte finansierer den væbnede konflikt). Dermed er de multinationale selskabers aktiviteter over og under den colombianske muld direkte medvirkende til i bedste fald at fastholde de almindelige colombianere i fattigdom og i værste fald dræbe, fordrive eller yderligere forarme dem. Dette forhold bliver ikke mindre absurd i betragtning af det paradoksale forhold, at statens påskud for at ekspropriere landbefolkningens jord og udstykke den til minedrift er, at dette er en ”aktivitet til almen gavn og i social interesse”. Faktum er, at det er en aktivitet til almen skade og udelukkende i en lille økonomisk elites interesse.

Læs meget mere om mineri- og energisektorens indflydelse og aktiviteter i denne rapport fra Peace Brigade International: Mining in Colombia: At what cost? (på engelsk)

Læs mere om Cerrejon-minen hvorfra Danmark importerer 27 procent af sit kul fra i denne rapport fra Danwatch: Kullets forbandelse (på dansk)

"Bonden er pr. natur socialist"

Colombia Rejseblog — Mon, 03 Dec 2012 23:53:04 +0000

Af Colombia Rejseblog

Efter 4 timers kørsel på ladet af en firhjulstrækker i rød zone, og en tur i motorkano, ankom vi til den landsby, vi skulle bo i de næste 5 dage. På vejen havde en ældre mand fortalt os om, hvordan han og en masse andre fordrevne bønder var kommet til området i 60’erne, da der ikke var andet end skov. Uden tilladelse fra regeringen begyndte de at bygge huse, dyrke jorden og anlægge den grusvej vi kørte på.

Colombias regering fraråder kraftigt, at man som turist befinder sig i de røde zoner, eftersom oprørshæren er til stede, og der kan forekomme sammenstød med militæret. ”Tilfældigvis” er de røde zoner også rige på naturressourcer. Måske er regeringen heller ikke interesseret i, at turister skal høre om den statslige repression, som de mennesker vi mødte på landet lever under.

Landsbyen vi skulle bo i bestod kun af 32 huse. Om aftenen var vi på besøg hos en af lederne af bondeorganisationen. Han fortalte os om, hvordan de i de sidste årtier havde forsøgt at få regeringen til at investere i infrastruktur. Men tydeligvis uden held. ”Derfor sidder vi stadig den dag i dag, og kigger på hinanden igennem et stearinlys ”.

Vi befinder os i et område, der er enormt rigt på naturressourcer. Men telefonsignal, internet, køleskabe og lys efter mørkets frembrud klokken seks, skal befolkningen se langt efter. Til gengæld er de så ”heldige” at have én fælles fastnettelefon, – og der kaldes op over en højtaler, når der er telefon til en i landsbyen.

De mange penge der befinder sig på colombiansk jord, hives direkte ud af landet af vestlige multinationale selskaber, der laver fede kontrakter med landets korrupte regering. Staten viser kun sit ansigt, når den beskytter firmaernes interesser ved at undertrykke befolkningen. I landsbyen er der bygget et monument, med navne og billeder af de folk fra landsbyen, som er blevet dræbt de sidste årtier. En mand peger på et af billederne, og fortæller om hvordan de paramilitære en dag var kommet, slæbt hans ven op i skoven og myrdet ham. Når bønderne organiserer sig og prøver at ændre på uretfærdigheden på lovlig vis, bliver de ofte dræbt, tit under påskud af, at de er en del af oprørshæren.

I nogle kredse omtales landets mange naturressourcer som en forbandelse. Man ejer nemlig ikke de ressourcer, der skulle vise sig at være under ens jord. Hvis staten opdager, at der er penge i jorden, fordrives befolkningen ofte på brutal vis fra deres hjem, til gavn for de vestlige firmaers pengepung.

”Bonden er pr. natur socialist”, lyder det fra en af colombianerne, en aften hvor vi igen sad og snakkede igennem et stearinlys. Vi ved ikke, om hun har ret, men bønderne i Colombia lever i hvert fald i en virkelighed, hvor det er svært ikke at opdage, at penge prioriteres højere end mennesker. De mærker nok tydeligere end andre, hvordan kapitalismen undergraver demokratiet, og gør de rige rigere og de fattige fattigere.

Afrikanske FN-bøfler ved fronten

Colombia Rejseblog — Thu, 29 Nov 2012 23:06:05 +0000

Af Colombia Rejseblog

Det første, der møder os, er stikflammerne fra de enorme olieraffinaderier, der omgiver byen Barrancabermeja. Vi befinder os i et varmt, fugtigt lavland i det nordlige Colombia, nærmere bestemt det olierige område omkring Magdalena floden. Magdalena Medio, som stedet kaldes, er frodigt og ud over olie, rig på både uran, guld og smaragder. Som i resten af landet er det lige netop disse værdifulde naturressourcer, der har tiltrukket konflikten.

Det er her vores ledsagere fra bondeorganisationen ACVC (Bondeorganisationen i Cimitarra floddalen) arbejder. Fra kontoret i oliebyen til landsbyer så afsides at man kun kan nå dem i motorkano via floderne. Køleskabe og lys efter mørkets frembrud skal man lede længe efter. I en landsby eksisterer der typisk én fælles fastnettelefon – og en megafon, så man kan kalde på den der ringes til. Ifølge vores ledsager fra ACVC står hele landsbyen da og lytter under påskud af at snakke med damen i kiosken ved siden af. I mange landsbyer har man ganske vidst en generator, men benzinen til den er for dyr. Her i et af Colombias mest olierige områder.

Vi rejser fra byen på ladet af en firhjulstrækker. Vejen er ujævn og skyer af rødligt støv hvirvler op, mens vi kører ud i den såkaldte røde zone. Dette område optræder ikke i Lonely Planet, men til gengæld i adskillige planer for råstofudvinding og militære aktioner. Checkpoints, bomber og grønne uniformer er så til gengæld det eneste man ser og hører til den Colombianske stat.

Den vigtigste opgave for de organiserede bønder her har været at skabe en selvstændig fødevareforsyning. Uafhængigt af de elendige veje og bevæbnede gruppers checkpoints eller blokader på dem, skal landsbyerne kunne skaffe sig tilstrækkeligt med mad. For de landsbyer, der ligger langs floden, oplever man desuden statslig og paramilitær sabotage af transporten i form af tyveri af bådene eller deciderede drab på dem, der sejler for lokalbefolkningen. Bondeorganisationen har derfor ved hjælp af internationale midler igangsat en række produktive projekter i blandt andet de to landsbyer, vi fik lov til at besøge. Disse projekter har ikke bare reddet adskillige familier fra en tilværelse som kokabønder. De er regionens stolthed. Vi var ikke til et eneste møde med organisationens aktive, hvor hvidt kvæg og bøfler ikke blev nævnt. Herudover viste de os også maskiner til lokal forarbejdning af træ til brædder, og sukkerrør til den panela, der gjorde enhver kop kaffe til en snack.

Den gård hvorfra bøffelprojektet administreres, besøger vi en særligt varm og fugtig eftermiddag. Vi går svedende gennem det store fællesareal, hvor de store, sorte dyr tager mudderbad i varmen og græssende følges rundt af hvide fiskehejrelignende fugle. I den fjerne ende af området ligger en gård, hvor en familie fra projektet bor og passer bøflerne. ACVC og FN har i fællesskab fået importeret bøflerne fra Afrika, men de lader til at have det fint her i det sydamerikanske lavland og udbyttet af mælk og kød fra dem er meget højere end fra almindeligt kvæg. Projektet har nu kørt i 12 år og både de involverede bønders tillid og fraværet af korruption fremhæves som udslagsgivende for succesen.

Man startede med 26 familier der hver fik 10 kreaturer. 9 køer og en tyr. Aftalen er, at man skal aflevere ti bøfler tilbage efterhånden som disse fødes. Hvis forløbet går nogenlunde gnidningsfrit, burde det ikke tage mere end tre år at reproducere sin flok. Efter seks år afleverer man desuden en ko og en kalv, så projektets bestand øges. En af betingelserne fra FN var, at man skulle brede projektet ud og man har allerede foræret en søsterorganisation i en anden region 60 bøfler. Håbet er både at finde flere egnede familier i Magdalena Medio og udvide til endnu flere regioner i fremtiden. Projektet med det hvide kvæg administreres på nogenlunde samme måde. Begge slags kreaturer kan ses hele vejen langs floden når man sejler mellem landsbyerne.

Der er dog problemer med kvægtyveri i området og der findes flere eksempler at militærfolk i området har organiseret deciderede kvægtyvsbander. Delegationen inviteres til at overvære et møde, hvor de lokale bønder skal beslutte, hvad de som lokalsamfund kan gøre mod tyverierne. Under et halvtag i middagsheden sidder vi så der omringet af mænd og kvinder med sorthvidt mønstrede Comboyhatte, sporer på skoene og overskæg. Fik vi nævnt at mange kom til hest? Disse møder arrangeres af lokalrådene i landsbyerne, der næsten for det meste er medlem af ACVC. Nogle kender til statens tyranni af organiseringerne, men de fleste vil bare gerne beskytte deres ejendom. Så de samles, diskuterer og finder de løsninger, de kan enes om.

I denne del af Colombia mangler man elektricitet, sundhed, infrastruktur og uddannelse. Til gengæld har man mange engagerede mennesker, der fortsat knokler for at skabe sig en tilværelse og organiserer sig for uafhængighed af den stat, der kun kommer når det kan betale sig.

En tur inden for murene

Colombia Rejseblog — Wed, 28 Nov 2012 23:42:10 +0000

Af Colombia Rejseblog

”Welcome” udbryder den første fængselsbetjent, vi møder udenfor højsikkerhedsfængslet La Picota. International Forum har de seneste 2 år forsøgt at få adgang til at besøge de politiske fanger i Colombia uden held, så det er en stor succes, at vi endelig har fået mulighed for at tale med de indsatte. Vi efterlader alt undtagen vores notesblokke hos fængselsbetjenten, og mens vi går væk, slår han skoene sammen, strækker armen i vejret og råber ”Heil Hitler!”

Vores samarbejdspartnere Lazos de Dignidad anslår, at der er omkring 7000 politiske fanger i de Colombianske fængsler, men det er svært at angive præcist, da den colombianske stat ikke anderkender eksistensen af politiske fanger. I kraft af deres funktion som advokatkollektiv støtter de politiske fanger, som organiserer sig i kollektiver, for at forbedre deres vilkår.

Det tager os 2 stive timer at komme igennem sikkerhedskontrollerne; at få kigget på vores papirer og pas, få stemplet vores håndled af to omgange og få scannet os selv og vores sko. Som det sidste skal vi afgive vores fingeraftryk og vores pas, og pludselig står vi i det, som ligeså godt kunne være en scene i en amerikansk film. Den venstre side af lokalet er delt op i små glasbokse, med huller man kun kan råbe igennem. På højre side bliver vi installeret i et goldt glasrum med hårde stole.

Højsikkerhedsfængslet, som vi befinder os i, er resultat af den aftale som den colombianske regering indgik med USA ved årtusindskiftet, Plan Colombia. ”Fængslets skruktur er en bevidst strategi, som er indført for at nedbryde vores organisering” forklarer Jason, som er politisk fange på tiende år. De ni fanger, vi skal mødes med, bliver ført ind i rummet én for én af blåklædte soldater.

I slutningen af halvfemserne kulminerede organiseringsindsatsen blandt de colombianske fanger. Det kom til udtryk i påsken 1997, hvor fanger over hele landet gjorde oprør i fire dage. Fangeoprøreret tiltrak sig stor opmærksomhed i medierne og lykkedes med at skabe fokus på de indsattes elendige vilkår i befolkningen.

På trods af indførelsen af de amerikanskinspirerede højsikkerhedsfængsler organiserer fangerne sig stadig, og der er kollektiver i stort set alle fængsler i Colombia. En af udfordringerne for at organisere sig er, at når fangerne får et godt kollektiv op at køre, bliver de centrale personer gerne forflyttet til andre afdelinger. Desuden er overvågningen af kollektivernes kommunikation total, og fængselspersonalet gør hvad de kan for at stille hindringer i vejen for deres møder.

Efterhånden som lokalet bliver fyldt, tør fangernes gode humør stemningen op, og vi mærker, at de benytter muligheden for at sludre og snakke politik.

”Vi oplever rigtig meget repression, når vi organiserer os her i fængslet. Men det gjorde vi jo også udenfor” siger ham, de kalder Chucho med et glimt i øjet. ”Er man først et politisk væsen, så er man det altid.”

De politiske fanger er primus motor i organiseringen af kollektiverne, og de møder bred opbakning blandt apolitiske fanger. Det er nemlig kollektiverne, der taler alle fangernes sag og kæmper for deres basale rettigheder. Kollektiverne står ikke kun for at formidle retshjælp. De laver også politisk skoling gennem møder og oplæg og koordinerer simultane civil ulydighedsaktioner.

Da vi igen står udenfor fængslet sidder vores hjerter helt oppe i halsen, og vi bliver enige om altid at være politiske mennesker. Når de politiske fanger i Colombia bliver ved med at kæmpe under så umulige forhold, så er der ingen undskyldning for ikke også at kæmpe uden for murene.

Colombianer i en krigszone

Colombia Rejseblog — Wed, 28 Nov 2012 13:16:09 +0000

Af Colombia Rejseblog

’Velkommen til’ siger Ramiro og breder armene ud, mens han smiler imødekommende, da vi ankommer til hans hus i udkanten af byen Herrera i provinsen Tolima. For at komme til huset måtte vi passere en kombineret flyve- og lejrplas, som militæret har etableret mellem landevejen og Ramiros grund. Vi har kun lige rullet vores soveposer ud, da majoren kommer for at høre, hvem vi er. Da soldaterne går igen efter en times tid med kaffedrikning og småsnakken, er Ramiros nabo meget ivrig efter at vise os sin grund. Han vendte tilbage hertil for 2 måneder siden, efter at han for en del år tilbage blev fordrevet af paramilitære. Her fik han sig lidt af en overraskelse: militæret havde indtaget hans grund og var flyttet ind i hans hus. I dag har han heldigvis fået sit hus tilbage, men størstedelen af hans grund bliver stadig brugt til militær lejrplads, ligesom soldaterne bruger hans brønd som badeanstalt.

Efter at have krydset flyvepladsen på vej til centrum af den lille by, passerer vi et militært tjekpoint. Højst sandsynligt har majoren fortalt soldaterne om vores tilstedeværelse. De er i hvert fald hverken interesserede i at se vores pas eller høre, hvad vi laver her i området - hvilket vi efterhånden er vant til efter at have passeret en del tjekpoints på vores tur rundt i Tolima. Lige ved tjekpointet ligger en skole. Vores colombianske kammerater fortæller, at soldater står for idrætsundervisningen her. Centralt i byen har militæret opsat bomme til at afspærre hovedgaden efter mørkets frembrud, der i Colombia allerede er kl. 18 hele året. Her har militæret også indtaget byens kulturcenter.

Efter bare et par timer i Herrera har vi allerede oplevet, hvordan militæret tilstedeværelse påvirker de små lokalsamfund på landet. Denne tilstedeværelse er ikke tilfældigt, men en del af regeringens ’samarbejdsplan’, der skal skabe et bedre forhold mellem militæret og befolkningen. Et andet eksempel på denne strategi oplevede vi nogle dage forinden i form af en vej, som lokale bønder og uniformerede soldater sammen arbejde på at asfaltere. I Herrera møder vi dog ingen lokale, der er glade for ’samarbejdet’, men til gengæld en masse utilfredse bønder, der mener, at det udelukkende er en strategi fra regeringens side for at legitimere øget kontrol i området.

En anden historie om militærets kontrol med lokalbefolkningen fik vi nogle dage forinden i den lille landsby Buenos Aires, der ligger i en såkaldt ’rød zone’. Her kom kontrollen bl.a. til udtryk ved at de lokales indkøb registreres og konfiskeres, hvis de ikke har kvittering på dem, for at sikre at indkøb ikke bruges til at forsyne oprørerne. Lokalbefolkningen her beskyldes desuden konstant for selv at være oprørere, og de møder staten i form af militær og kontrol. Der investeres ikke i ting som infrastruktur og adgang til sundhed i disse ’røde zoner’. På den måde bliver områder som Buenos Aires mere og mere uattraktive og isolerede. Alt sammen er ifølge vores guide i området en del af regeringens plan om at fordrive befolkningen.

Befolkningen i Colombia er uden tvivl den helt store taber i konflikten. Fanget midt i en krig, hvor regeringen ikke engang bestræber sig på at overholde den humanitære folkerets spilleregler, og som har ført til over 5 millioner internt fordrevne - svarende til omkring 10 procent af befolkningen – giver de alligevel ikke op. Det er svært at forklare, hvordan en befolkning, der har levet med konflikten i et halvt århundrede, stadig holder gejsten oppe, organiserer sig og kæmper for deres rettigheder og social retfærdighed. Den colombianske befolkning viser, at det er muligt.

Udsigt fra en tagtop

Colombia Rejseblog — Tue, 20 Nov 2012 15:06:27 +0000

Af Colombia Rejseblog

Efter nogle dage i udkanten af Bogotá drog vi i en propfyldt bus ind til hjertet af forstaden Usme. Huset, som vi blev indlogeret i, er endnu et eksempel på et børnefristed. Her kan unger fra forstaden komme før eller efter skole, for at få hjælp med lektier, spille musik, lave teater og lignende. Bydelen, som huset ligger i, bærer dog meget præg af at være et hårdt sted med megen arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Der var forbud mod at stå uden for døren og ryge, selv i grupper, og hoveddøren skulle til hver en tid være låst og aldrig åbnes for andre, før at vi var sikre på deres identitet. Heldigvis havde vi mulighed for at gå op på taget, hvor man kunne nyde enten sine cigaretter eller den fascinerende udsigt over millionbyen Bogotá fra Usmes højder.

Hvis man valgte at benytte den overdækkede tagterasse til sidstnævnte aktivitet, ville man fra toppen af taget kunne se boligerne, der huser Usmes 500.000 indbyggere. Lige nedenfor ville man kunne se nabohusets bliktag blive holdt på plads af mursten, skovle og jernstænger, og overalt omkring sig ville man kunne se, de samme lette typemursten udgøre vægparti i tusindvis af hastigt opførte to-etagers bygninger.

Mange af Usmes kvarterer, specielt de fattigste længere oppe ad de bjerge som bydelen ligger op ad, er opstået i løbet af de seneste årtier. Uden nogen form for struktureret byplanlæning er de blevet opført af tilflyttere fra Colombias landområder. Op mod 90 % af husene i disse kvarterer er blevet til som følge af såkaldte ”invasioner” - ulovlige husopførelser på private eller offentlige grunde. Med tiden er de fleste af disse huse blevet lovliggjorte, og der er blevet indlagt vand og elektricitet. I mange dele af byen er grusveje normen og asfalterede veje et privilegie, som beboerne har tilkæmpet sig gennem hård kamp med myndighederne. Skolegang og sundhedsvæsen skal man flytte sig langt for at få adgang til.

Kigger man mod øst vil man se flere store, åbne minebrud med tilhørende murstensfabrikker. Murstensproduktionen er en af områdets store beskæftigelsesmuligheder, men også en af de største årsager til beboernes ulykke. I første omgang fører murstensbrænderiet til en voldsom forurening af luften. I forvejen er partikelfiltre ikke en del af repetoiret i byens bilpark, og luftkvaliteten omkring murstensproduktionen får København til at minde om en japansk bjergtop. Dernæst følger at mineaktiviteten fører til en omfattende underminering af boligområderne. Jordlagene under bebyggelsen rundt omkring minen risikerer at blive yderst ustabile, og jordskred har siden minedriften begyndte kostet utallige familier deres huse, ejendele og, ikke sjældent, deres liv. Alt dette uden at byadministration eller stat skrider ind med for- eller påbud overfor mineselskabet, som ville kunne resultere i mindsket profit. Det kan ikke andet end tolkes som udtryk for en velovervejet prioritering.

Havde det at bosætte sig i en bydel som Usme været resultatet af en velovervejet beslutning, ville oplevelsen af stedet måske have været tålelig. Sandheden er bare den stik modsatte. Når folk har bosat sig her, er det ofte som resultat af, at de er blevet fordrevet fra deres hjem på landet. Colombia konkurrerer med Sudan om rekorden for flest internt fordrevne. Befolkningstallet i hovedstaden Bogotá er blandt andet af denne grund steget eksplosivt, siden den bevæbnede konflikt i landet eskalerede op gennem 50'erne og 60'erne.

Når bønderne har forladt deres jord som resultat af hærgen fra bevæbnede grupper, statslige eller ikke-statslige, er de ofte rejst mod store byer som Bogotá i deres søgen efter hjælp fra det offentlige. Efter at have indset at denne hjælp for de fleste blot bliver ved løfter og gode intentioner fra myndighedernes side, siver størstedelen væk fra centrum. Mange af disse bosætter sig i interimistiske rønner i udkanten af byen, der med tiden kommer til at udgøre bydele som Usme.

Situationen i Bogotás forestæder tjener til at understrege, at konflikten i Colombia ikke kun handler om sammenstød mellem guerillagrupper og regeringstropper i fjerne bjergegne og landområder. Den fører i storbyerne til en ukontrollerbar urbanisering. Staten enten vil eller magter ikke at tage hånd om de borgere, der lider under den konflikt, som den selv er direkte involveret i og i høj grad med til at holde kørende.

Konflikten i Colombia handler om jord. Både på landet og i byen lader myndighederne jagten på naturressourcer få førsteretten, når der deles jordlodder ud. På de tilbageværende jordlodder kan borgerne så få lov til at forsøge at bygge deres liv op – hvilket ofte også indebærer selv at opføre huse, skoler og sundhedscentre. Store dele af befolkningens eneste kontakt med myndighederne finder nemlig sted, når militæret ulovligt tilbageholder og registrerer dem eller fordriver dem fra deres jord. Der findes derfor heller ingen løsning på den væbnede konflikt, som ikke indebærer en løsning på konflikten om jorden – på landet og i byen.

I Colombia findes helte

Colombia Rejseblog — Fri, 16 Nov 2012 02:57:17 +0000

Af Colombia Rejseblog

Det er tidlig morgen, da vi ruller ud af vores soveposer og fylder minibussen til bristepunktet. Med tre tomme ølkasser i midtergangen er det intet problem at få plads til 14 danskere, 5 colombianere samt chauffør. Første stop på den to timer lange bumletur til San Juan er en udsigtspost. En overvældende udsigt over bjerge og en kæmpemæssig sø er det første, der stjæler vores opmærksomhed. Stedet virker dog knap så idyllisk, da vores colombianske venner henleder vores opmærksomhed på et skilt med en masse skudhuller i. På den ene side af vejen, i hvad der ved første øjekast nærmest ligner en almindelig svensk skov, gemmer områdets største militærbase sig. Et 4x2 meter stort banner i vejkanten udgør militærets propaganda. Billedet viser en soldat under overskriften ”I Colombia findes helte”.

Sumapaz er verdens største paramo, og de enorme mængder af vand, som området generer, forsyner hele Latinamerika. Vores kammerater fortæller, at bevoksningen her har specialiseret sig i at holde på vandet. Særligt planten frejlehon er kendt for denne egenskab. Den lave lysegrønne plante ligner en parring mellem en kaktus og en bregne tilført pels. Den blev hurtigt omdøbt til Nusseplanten.

Efter en halv times vuggen bliver vi rusket ud af vores døs. Vi nærmer os et lille hus tæt ved vejen, hvor fem knægte mellem 17 og 25 står på en bunke sandsække med militæruniformer og automatvåben. Bussen nærmer sig langsomt chekpointet, og vi bliver bedt om at finde vores pas frem. Vi stiller os i vejkanten ved siden af bussen, mens de unge soldater tjekker vores pas og diskuterer med vores colombianske kammerater. Militæret vil registrere os ’for vores egen sikkerheds skyld’, på trods af at det er ulovligt ifølge den colombianske grundlov.

Det virker som om de ujævne grusveje ingen ende vil tage, men da vi pludselig drejer ind til venstre, befinder os på hovedgaden i San Juan. Under en pavillon står en gruppe lokale og tramper i en bunke mudder. De fortæller, at de er ved at lave mursten til at opføre huse til hjemløse familier i lokalområdet. Det er et eksempel på deres kamp for selvstændighed; både overfor regeringen, men også overfor multinationale selvskaber, der opkøber deres jord for at udnytte jorden eller opføre dæmninger og vandkraftværker. En anden årsag til at gruppen har valgt at lave mursten selv, er netop for at være uafhængig af den energi, der kommer fra et af disse kraftværker.

Eksistensen af projekter som vandkraftværket er desuden årsag til det store militære opbud i regionen. Vi får at vide af vores colombianske kammerater, at der i Sumapaz er 7 soldater pr. indbygger. Det bliver bekræftet af en af kvinderne ved pavillonen: ’Det er meget ubehageligt at være her. Der bliver bombet om natten og tidligt på morgnen. Det gør os bange’ siger hun.

Vi har oplevet bydelen Usmes mere fjerntliggende egnes mange fasetter, og med hovederne fyldte med indtryk ruller vi langsomt tilbage mod vores udgangspunkt. Øllene bliver sat på bordet, da vi slutter vores besøg i Sumapaz af med en fest. Aftenen fyldes af stemmer der synger med på omkvædet ’ Hellere civil ulydighed fremfor civil ligegyldighed’, mens der øves salsa trin på dansegulvet.
Vores colombianske venner har vist os, hvilken forskel sociale projekter og organisering kan gøre, og vi er ikke i tvivl om, at der i Colombia findes helte.

Colombia Rejseblog's blog

Huberts frihed for EU's frihandel

»Et land som Colombia er præget af så mange overtrædelser af menneskerettigheder, at vi ikke bør belønne landet med en frihandelsaftale.«

Colombias ungdom – Latinamerikas fremtid

Et ordinært mål i en ekstraordinær kontekst

Colombia – nøglen til Latinamerika

Ungdomsarbejde – en fælles prioritering

Ingen fred uden social retfærdighed!

Kapitalen på rov i Colombias muld

"Bonden er pr. natur socialist"

Afrikanske FN-bøfler ved fronten

En tur inden for murene

Colombianer i en krigszone

Udsigt fra en tagtop

I Colombia findes helte