Peter Hegner Bonfils's blog

Tale til støttedemo i Aarhus for grækerne - Oxi

Peter Hegner Bonfils — Thu, 02 Jul 2015 16:10:37 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Det er en afgørende tid for grækerne - og dermed også for mange andre i europa.

Når vi står her i dag, så er det for at støtte grækernes ret til på demokratisk vis at afgøre deres egen skæbne - for at støtte grækernes ret til at sige nej til den nedskæringspolitik, der har redet landet som en mare siden den store kapitalistiske krise startede for år tilbage.

Den græske regering har ellers strukket sig langt for at imødekomme trojkaens krav, men lige lidt har det hjulpet - på dumstædig vis insisterer Eurogruppen med Merkel i front på en økonomisk forfejlet politik. En økonomisk forfejlet politik, der menneskeligt og socialt har ledt til en humanitær krise i Grækenland.

Trojkaens nedskæringspolitik har ikke haft de effekter Trojkaen selv spåede om - nedgangen i BNP har været langt større end de forudså - i dag ca. på 80% af hvad den var før - og ingen vækst er i syne.

Arbejdsløsheden ligger omkring de 25% og 50% for de unge. Trojkaens nedskæringspolitik er med andre ord en vedvarende katastrofe.

Men hvorfor insisterer de så på, at fortsætte business as usual? Hvorfor vedbliver Eurogruppen med at holde fast i en nedskæringspolitik, der udover at være en social og menneskelig katastrofe, gør det umuligt for grækerne at genrejse deres økonomi - og dermed kunne betale gæld tilbage?

Svaret er både enkelt - og skræmmende. Eurogruppen ledt an af Merkel og Tyskland er ude på at straffe grækerne og statuere et eksempel. For hvis grækerne kan gøre sig fra af nedskæringspolitikkens lænker, hvad skulle så forhindre de øvrige folk i Eurozonen og EU i at gøre det samme?

For på trods af løgne om 'dovne grækere', om hvordan pengene blev soldet op før krisen slog ind, så dæmrer der en sandhed for folkene i EU-området. Den simple sandhed, at dem der skabte krisen, var en elite, en finanssektor der var ude af kontrol - det var ikke almindelige mennesker i noget lands skyld at krisen kom.

Eller som MIA formulerede det 'It's not me and you - it's the fucking banks'.

Det er på mange måder en mørk tid for grækerne. En tid fyldt med usikkerhed og afsavn. Men det er samtidig nu, at grækerne kan tænde et lys i mørket, et håbets lys - ikke alene for grækerne, men for alle almindelige mennesker, der lider under nedskæringspolitikken.

Med et NEJ kan grækerne insistere på demokratiets forrang over eurokrater og EU-eliten. Med et NEJ kan grækerne vise millioner af mennesker i lande lige fra Irland i nord til Spanien og Portugal i syd, at de KAN sige nej til nedskæringspolitikken. At almindelige mennesker over hele europa kan tage deres skæbne i egne hænder og fravriste eliterne magten.

Meget er usikkert. Og meget vil være usikkert, hvis grækerne stemmer nej. Men underkaster grækerne sig Eurogruppens diktater om fortsat nedskæringspolitik, så er det sikkert og vist, at elendigheden og forarmelsen vil fortsætte. Et NEJ er i den sammenhæng det sikre valg for almindelige mennesker i Grækenland - og det NEJ vil kunne tænde en demokratiets fakkel, der viser en anden vej for folkene i Europa ,der hungrer efter et alternativ til nedskæringspolitikken.

Og tro mig. Det kan lade sig gøre, at stemme nej til EU-elitens diktater - også uden at himlen falder ned af den grund. For cirka femten år siden skulle vi stemme om euroen og der var ikke grænser for hvilke ulykker, der ville regne ned over danmark, hvis vi stemte nej. Truslerne viste sig ikke at holde stik - til grækerne har jeg en sidste ting at sige: stol ikke på dem, der truer jer og jeres land med ulykker. Stol på jer selv - gør det sikre, stem NEJ!

Tale til Krystalnatdemo

Peter Hegner Bonfils — Sun, 10 Nov 2013 16:56:00 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

I dag er det 75 år siden Krystalnatten fandt sted. Selve Krystalnatten, nazismens fremvækst, holocaust, er der skrevet lange bøger og mange artikler om – og jeg har da også selv læst min del. Og det kan anbefales at studere fjenden. Men i dag vil jeg ikke bruge til et historieforedrag om lige det.

For hvad var Krystalnatten? Det er der mange svar på. Det var et eksempel på, hvad nazister er i stand til at gøre, hvis de får magt som de har agt – og nok stiller der nazister op til byrådet, men jeg har tiltro til mine medmennesker i den her by. De bliver ikke valgt ind. Men Krystalnatten var også et eksempel på hvad racisme i bredere forstand kan føre til.

Når jeg kan stå her i dag, så er det fordi mine franske og hugguenotiske forfædre fandt sikkerhed i København for lidt over 300 år siden. De havde været forfulgt i deres hjemland på grund af deres religion og tusinder af deres trosfæller blev slået ihjel. Det er langt væk i tid, men det har gjort, at jeg instinktivt ved, at det er det rigtige at gøre, når vi åbner vores dør for folk, der er forfulgt.

Og desværre lever vi i en verden, hvor folk til stadighed bliver forfulgt. Men vi lever også i et land, der gennem årene HAR åbnet døren – og ind af den dør er kommet mennesker, der er nogle af de bedste venner og kammerater jeg har.

Desværre lever vi også i en by, der gennem årene har været plaget af racistisk og nazistisk vold. Og derfor var der åbenbart nogen fra England, der for cirka halvandet år siden, troede at Aarhus ville være et godt sted for dem at demonstrere. Dem jeg tænker på er English Defence League, der er en forsamling voldelige racister.

Heldigvis, viste vi dem, at Aarhus er for mangfoldighed. Og vi viste det, så eftertrykkeligt og i så stort antal, at det gav genlyd langt udover landets grænser. Det er det Århus, som jeg kender og som jeg elsker. Det er de Århusianere, der har vist, at har vi modet, har vi omsorgen for hinanden og tør vi stå sammen, så kan vi ikke stoppes – så kan vi forjage de mørke kræfterog skabe plads og rum til mangfoldighed, omsorg og solidaritet.

Og derfor står de højreekstreme i dag i denne by, også særdeles svækket. Det kan vi takke hinanden for.

Men hvilke udfordringer står overfor i dag? Nazisterne og de højreekstreme er ikke væk. Og den situation kræver, at vi til stadighed, er årvågne og parate til at stå sammen mod dem og sige fra.

Men de udfordringer som jeg mener, vi bør gøre noget mere ved, handler om noget andet end nazister. Det handler om noget, der ikke alene er en trussel; det handler om nogle barske og ubarmhjertige realiteter.

For det er desværre sådan, at som årene er gået og ikke mindst Dansk Folkeparti har fået vind i sejlene, så er det blevet sværere og sværere, at komme ind i Danmark for mennesker, der er forfulgt. Og ikke alene er det blevet svært at komme til Danmark; det er også svært, at få lov til at leve her. Jeg går ud fra, at i har hørt om Kenneth Iversen, der har været nødt til at drage i eksil i Tyskland. Den familie, er blevet tvunget ud af landet på grund af en lovgivning, der ikke levner plads til omsorgen og kærligheden.

En lovgivning, der trodser en hver form for sund fornuft.

Da Enhedslisten for nyligt stillede forslag om at ændre loven, så familier som Iversen-familien ikke blev nødt til at drage i eksil, var der desværre ikke opbakning fra regeringspartierne og justitsministeren.

Men det skal ikke slå os ud. Da vi viste English Defence League, hvor skabet skulle stå, så var det ikke et Aarhus for Mangfoldighed, der var dukket op ud af det blå. Det var på baggrund af flere års anti-racistisk arbejde og de erfaringer, og det fællesskab vi havde opbygget gennem det arbejde. Og hvorfor siger jeg så det? Jeg siger det, fordi, det viser, at slutter vi os sammen; arbejder vi hårdt og vedholdende, så kan vi ændre tingenes tilstand.

Og det jeg vil have jer til – det jeg vil have jer til at gøre sammen med mig; det er at vi skal give hinanden håndslag på, at vi ikke vil acceptere en så menneskefjendsk lov, som vi har i Danmark. Vi skal slutte os sammen; vi skal presse regeringen; vi skal have ændret den lov, så familier som Kenneths, kan få lov til at lade kærligheden blomstre i Danmark.

Jeg håber i er med mig – for sammen kan vi ændre verden; måske bliver det med små skridt noget af vejen. Men har vi modet og viljen, så kan vi få Kenneth hjem og vi kan få ændret den lov. For nok har fremmedfrygten, haft medvind i mange i år; nok har de negative følelser fået lov til vokse og sprede sig.

Men den frygt; den lukkethed; den kan aldrig hamle op med den omsorg, den kærlighed og den solidaritet, som jeg ved at vi er i stand til at mobilisere. Jeg håber i vil være med til, at skabe et Danmark, hvor kærligheden og omsorgen har bedre vilkår – for jeg er fast besluttet på, at føre den kamp til sejr, så frygten må vige for kærligheden.

Jeg håber i vil være med mig i den kamp, for sammen kan vi ikke stoppes.

Fortsat god og kærlig kamp

1. maj i andedammen set fra Bruxelles

Peter Hegner Bonfils — Sat, 04 May 2013 07:22:33 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

De seneste dage har der været store diskussioner om vandpistol-attentater og klammerier – og også lidt om at den socialdemokratiske statsminister blevet buhet ud af smilets by, Århus. Når man som jeg sidder i Bruxelles, er det ganske umuligt at udrede detaljerede hændelsesforløb. Så det vil jeg holde mig fra. Til gengæld er det måske lidt lettere at have øje for proportionerne.

Det vigtigste først

Det vigtigste er uden tvivl den massive modvilje, der er mod socialdemokraternes løftebrud, mod deres arbejderfjendske politik. At socialdemokraterne har kapituleret og fører de borgerliges linje igennem er noget, der skaber en massiv modvilje, en følelse af at være forrådt og løjet overfor – og det er ikke kun i Danmark, at situationen er sådan.

Baggrunden for den socialdemokratiske krise og kollaps er den økonomiske krise; en krise, der er global, men som i særdeleshed hærger i EU-området.

Og den politik, der føres i EU-området forværrer og forlænger krisen – og placerer byrden og lidelsen hos dem, der har mindst, hos unge, hos arbejdere.

Og det er på den baggrund man skal forstå at Helle Thorning blev buhet ud af smilets by den 1. maj 2013. Og lad mig lige indskyde en bemærkning om Århus: Århus har gennem de sidste 100 år først og fremmest været en socialdemokratisk by; en by hvor den politiske spillebane VAR socialdemokratiet.

Så når en socialdemokratisk formand og statsminister bliver spillet ud af den bane af titusinder af fremmødte århusianere, så er det en begivenhed, der meget vel kan gå over i historien og blive et sindbillede på socialdemokratiets kollaps og tab af magt.

Staff meeting i parlamentet

De fleste uger har vi noget, der hedder staff meeting i den gruppe som Folkebevægelsen mod EU sidder i. På de møder er der et fast punkt, der handler om nyheder fra hjemlandene.

Jeg kan hilse og sige, at der tilsyneladende ingen nedre grænse er for, hvor dybt socialdemokraterne kan synke. Hverken i meningsmålinger, tab af magt i fagbevægelse og slet ikke når det kommer til at forråde deres base, deres bagland, gennem borgerlig nedskæringspolitik, på de her breddegrader kaldet 'austerity'.

Uge efter uge kan jeg høre hvordan det ene socialdemokrati efter det andet, synker dybere og dybere ned. Når jeg skal fortælle om 1. maj i Danmark – og indgrebet i lock outen – så føjer det endnu en brik til et billede af socialdemokratierne som 'has-beens', som en politisk kraft, der har kastet deres historiske mission og berettigelse overbord.

Sådan er det jo. I hvert fald indtil videre.

Vandpistol-attentater og klammerier

Folk skal lade være med sprøjte vand på andre – medmindre alle parter altså er enige om en frisk vandkamp. At vandpistol-attentatet også var noget af selvmål og opførsel, der er en båtnak værdig, er så en anden sag.

Klammerierne i Fælledparken – for jeg har ikke hørt, der skulle være sket noget i Århus eller andre steder – er en noget mere alvorlig sag. Jeg synes jo folk skulle gå til politiet. Det ville også gøre alle mulige og umulige anklager mod personer og organisationer en anelse mere troværdige.

Og har nogen været oppe at toppes på en måde, så begge/alle parter er lige gode om det, så var det nok en ide, at tage en kop kaffe eller øl og få redt trådene ud og klinket skårene.

For det kan ganske enkelt ikke passe, at vi skal oppe at toppes på den måde, eller at nogen skal have en rigtig skidt oplevelse – og slet ikke en 1. maj.

Jeg kan desuden konstatere, at der er nogen, der håndterede situationen fornuftigt – også bagefter – og at andre prøver at slå politisk plat på begivenhederne. Det synes jeg bare man skal skrive sig bag øret.

For vi har hverken brug for voldelige brushoveder eller løgnere og plattenslagere i arbejderbevægelsen.

De udfordringer vi står overfor – og det er ikke kun i Danmark – kræver meget af os. Så husk nu, at passe på hinanden derude. For set fra Bruxelles ser det ud til at blive en lang og hård kamp. Bare ikke længere en kamp, hvor socialdemokraterne fører arbejderbevægelsen an.

Forår i Europa

Peter Hegner Bonfils — Tue, 12 Mar 2013 13:42:28 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Der blæser kolde vinde over landene i Europa. Arbejdsmarkederne er frosset til og har efterladt millioner udenfor i kulden, mens dem der er ”inde” presses stadig mere af arbejdsgiverne. EU har ført an i den nedskæringspolitik, som hærger landene og skal vi få vendt udviklingen, så kræver det et opgør med EU's kvælertag på landenes økonomiske politik.

Heldigvis er der begyndende grøde i den. I Danmark er der demonstrationer og andre protester i en række byer landet over. Men skal det lykkes og få presset en ny politik igennem, så kræver det som sagt, at vi får sat en stopper for EU's kvælertag på landenes økonomiske politik. Når Corydon åbner munden er der blot tale om en papegøje, der efterplaprer Kommissionens nedskæringspolitik.

Og det er derfor, at der er brug for dig. Der er brug for at du tager del i protesterne i Danmark den 13. marts – men der også brug for dig i Bruxelles.

Den 13. marts afgår der busser fra Danmark, så vi sammen med folk fra hele Europa kan deltage i protesterne i Bruxelles den 14. marts. Se mere her og meld dig til – der er brug for solidaritet nede fra for at sige fra overfor eliterne, der samles til topmødet.

Måske kommer tøbruddet ikke efter en enkelt protest og en enkelt gør som bekendt ingen sommer. Men den 13. og den 14. marts starter vi en protestbølge.

Skal den ikke ende som bølgeskvulp, men vokse sig stor og ubetvingelig som en flodbølge, så er der brug for dig. Både denne uge og i ugerne, månederne og årene fremover.
Jeg glæder mig til at se jer. Fortsat god kamp.

Dagpengeløsninger eller fælles undergang

Peter Hegner Bonfils — Wed, 03 Oct 2012 15:48:48 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Dagpengeløsninger eller fælles undergang

Forleden kom ti fagforeninger med et indlæg i Politiken, hvor de opridsede de forfærdelige konsekvenser, hvis regeringen lader stå til i spørgsmålet om dagpenge og beskæftigelse.

Jeg vil ikke tærske langhalm på det her, men blot konstatere at tusinder fra nytår vil ryge ud af dagpengesystemet og broderparten af dem vil ikke være kontanthjælpsberettiget og dermed vil de have en indtægt på 0 kroner.

Tænders gnidsel, tvangsauktioner, skilsmisser, folk der stille og roligt går i hundene er det sandsynligt resultat – og antallet der går i hundene vil vel at mærke stige støt måned for måned. Og nej, folk der er gået i hundene er ikke lig med øget arbejdsudbud – det er lig med ødelagt liv og beskadiget arbejdskraft.

Heldigvis er der løsninger. Også løsninger, der ikke rører ved den for de radikale så hellige afkortning af dagpengeretten fra 4 til 2 år.

Beskedne løsninger i en krisetid

Jeg vil her nøjes med at give ordet til de 10 fagforeninger og deres overmåde beskedne forslag, der formår at kombinere både en økonomisk sikring af dem, der står for skud og som samtidig vil være en reel løftestang for at de arbejdsløse kommer i ordinær beskæftigelse:

”1) Genoptjeningskravet mindskes fra 52 til 26 uger.

2) Jobrotation med fuld genoptjening til dagpenge.

3) Ansatte i tilskudsjob skal optjene dagpengeret.

4) Aktivering skal ikke tælle med i dagpengeperioden.

5) Sikring af forsørgelsesgrundlag til mennesker, der falder ud af dagpengesystemet.

6) Flere vækstinitiativer, som virker her og nu, for eksempel at puste liv i det offentlige forbrug.

7) En midlertidig forhøjelse af det kommunale anlægsloft, hvis det der med kickstarten skal tages alvorligt.

Så kære politikere. Lad os sammen finde en holdbar løsning. For Danmarks skyld.”

...eller fælles undergang

Hvad mener jeg dog med fælles undergang? Ja, for det første, så vil en laden-stå-til-politik støt og roligt underminere den danske arbejdsmarkedsmodel.

Den forudsætter nemlig en høj grad af tryghed, hvis man rammes af arbejdsløshed og den er afhængig af relativ stor opbakning til fagforeninger og faglige a-kasser (dem der ikke er gule).

Lader regeringen stå til vil trygheden forsvinde som dug for solen – rammes du af arbejdsløshed, trækker du et tal i lotteriet. Nogle kommer tilbage i job – andre lader systemet gå i hundene.

En sådan mangel på tryghed vil tære yderligere på opbakningen til både a-kasser og fagforeninger. Resultatet vil blive faldende lønninger – og dermed faldende skatteindtægter – og dårligere arbejdsforhold.

De dårligere arbejdsforhold vil med usvigelig sikkerhed føre til flere arbejdsulykker, dårligdomme, sygdom mv. Og når folk brækker benet, eller bliver syge, havner regningen i hos os alle.

Og så vil det yderligere – og den manglende tryghed gør det allerede – lede til at folk sætter sig på deres penge og lader være med at forbruge. Og den opsparingsiver skaber hverken vækst eller beskæftigelse.

Og hvad tvangsauktionerne, der vil følge af en laden stå til, vil gøre ved boligmarkedet tør jeg næsten ikke tænke på. Godt for bolipriserne vil det ikke blive.

En laden-stå-til-politik vil altså ikke 'bare' ramme, dem der står for i denne omgang – den vil ramme alle. Og den vil også belaste statens finanser. Ja, måske bliver Fritz og Poul fra Nordsjælland ikke blive ramt af en laden-stå-til-politik, men folk flest vil blive ramt.

Er det virkelig regeringens politik? Og er det virkelig radikal politik? Forslagene slagter ikke de radikales hellige ko i form af den 2-årige dagpengeperiode og de radikale har da heller ikke kommenteret på substansen i forslagene indtil videre.

Og det åbner for at regeringen kan gennemføre forslagene – og dermed også selv overleve som regering.

For det andet jeg mener med fælles undergang, har at gøre med regeringen og de radikales rolle i regeringen.

Radikalt kvælertag på S og SF?

At de radikale skulle være skyld i alle dårligdomme ved regeringens politik er noget fis. Thorning og Corydon er – erklærede – lyksalige tilhængere af en udbudsøkonomisk tankegang, der godt nok led forlis med krisens komme tilbage i 2008, men på zombie-agtig manér nægter at dø helt.

Men det må tilstås, at de radikale har taget et kvælertag på de to andre regeringspartier. Og lytter de radikale ikke til lidt fornuft og gennemfører de ovenstående forslag, så vil det blive ubærligt for SF og Socialdemokratiet – og dermed også et farvel til denne regering.

Hverken SF eller Socialdemokratiet vil kunne holde til at lade stå til. Baglandet er allerede i en hidtil uset tilstand af utilfredshed, vrede og fortvivlelse. Det kan både ses på fagbevægelsens udmeldinger, meningsmålinger og desuden konstateres når man bevæger sig udenfor døren og møder 'baglandet'.

En laden-stå-til-politik vil cementere- og udbygge socialdemokraternes og SF's rutsjetur i meningsmålingerne.

De radikale kan selvfølgelig ofre S og SF, give regeringen en dødsdom og så vandre over til VKO – men er det virkelig det de vil?

Lytter de radikale, hverken til besindige fagforeningsfolk med beskedne krav (der endda tager hensyn til de radikales hellige køer), til arbejdsmarkedsforskere, til deres regeringspartnere, til desperate mennesker der står på kanten af afgrunden, til deres egne hovedbestyrelsesmedlemmer?

Jeg håber de radikale er i stand til at lytte og til at handle – beskedne forslag er foreslået, nu skal de gennemføres.

Sker det ikke får vi en radikalt anderledes og mere brutal situation i Danmark – både økonomisk, socialt og politisk. Jeg håber inderligt at fornuften i form af ovennævnte løsningsforslag får lov til blive hørt og gennemført. Ellers kan man roligt sige at målet er fuldt.

Læs de 10 fagforeningers indlæg her.

Henrik Sass Larsen igen-igen

Peter Hegner Bonfils — Mon, 09 Jul 2012 12:04:13 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Først brillerede den kære Henrik med sin fantastiske Sass-doktrin – den blev som bekendt en kæmpe fiasko.

Nu er han så tilbage igen og hvad har han så fundet på i mellemtiden? En sær blanding af at være pigesur over den berettigede kritik af regeringens politik blandet op med god gammeldags kommunistskræk som vor mormor lavede den.

Jeg har moret mig en del over hans nærmest endeløse række af forvrøvlede udsagn – så meget at jeg har svært ved at vide hvor skal starte. Så nu får i nogle af mine forundrede reaktioner på Sass udgydelser strøet med let hånd hånd henover bloggen her.

Hvis Enhedslisten er sådan nogle fæle kommunister, hvorfor har regeringen så indgået forlig med Enhedslisten? Hvorfor vil regeringen overhovedet sidde som regering på Enhedslistens mandater?

Sass Larsen er pigesur over Enhedslistens kritik af regeringen – det er hadsk. Det er virkelig syndt for Sass. Vi må ikke sige grimme ting til ham. Har han på noget som helst tidspunkt bevæget sig ud i virkeligheden blandt arbejdsløse? Blandt fleksjobbere? Blandt førtidspensionister? Jeg tror det ikke. For så ville han have hørt meget værre ting sagt om regeringens politik. Regeringens politik gør nemlig meget mere ondt end knubbede ord – for nogen opleves den nærmest som livstruende.

Kan Sass læse? Og hvis ja, har han så læst noget som helst af den kritik der har været af regeringen – herunder den der kommer fra hans partifæller og brede dele af fagbevægelsen? Har han bemærket at folk i egne rækker har svært ved at få valgplakaterne og den førte politik til at stemme overens? I husker nok plakaterne, dem der stod 'Velfærd eller skattelettelser - Vi vælger Velfærd' på. Undrer Sass sig over at folk bliver skuffede, når at parti gør det direkte modsatte af hvad det har prædiket i årevis?

Og så snakker Sass om 'fantasilliarder'...Og skyder Enhedslisten i skoene at vi opererer med den slags. Det er regeringen, der leger med fantasilliarder, når de leger med 'dynamiske effekter' af skattelettelser og rent gallematias bliver det, når de gør det i en krisetid.

Hvad har Sass at sige til den kritik en række økonomer har rejst af regeringens skattereform? Er de også alle sammen fæle kommunister, når de siger at såkaldt dynamiske effekter er meget usikre? Og det er vel og mærket usikre effekter i en 'normal konjunktursituation' – ikke en krise som vi stadig befinder os i. Så er dynamiske effekter nemlig praktisk taget nul og niks. Ups regeringen mangler op mod 3 fantasilliarder-milliarder. Er regeringen også fæle kommunister?

Thorkild Simonsen havde ret. Henrik Sass Larsen er et svagt kort for Socialdemokraterne. Og ja, som hr. Simonsen sagde: det bliver han sikkert ked af at høre.

Til gengæld hader vi ikke regeringen. Vi har bare tænkt os at få den tilbage på sporet – er det virkelig så fælt?

Bagom Breivik-sagen: ideologi, organisationer, personer

Peter Hegner Bonfils — Tue, 17 Apr 2012 09:14:21 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Breivik-sagen ruller og mediedækningen er massiv – men der er også meget 'støj' i mediedækningen; i hvert fald hvis man ønsker at forstå Breiviks politiske motivation. Særligt hvis man ikke bare tager hans egne ord for pålydende, men gerne vil have en analyse.

Vil man et spadestik dybere og forstå hvilket politisk miljø Breivik er vokset ud af kommer her et par anbefalinger til videre læsning.

Counter-Jihad Report af HOPE not Hate

Den engelske antiracistiske organisation Hope not Hate offentliggjorde i søndags et dedikeret undersite og en trykt rapport om hvad de betegner som 'counter-jihadbevægelsen'. Rapporten er omfattende og kommer omkring størstedelen af Europa, USA, samt Canada. Find den her.

Desuden blogger de under retssagen mod Breivik her.

Fra den danske del af rapporten kan nævnes Dansk Folkeparti, Den Danske Forening, Trykkefrihedsselskabet – og mange andre.

EXPOs 'Counterjihadrörelsen'

EXPOs rapport kan findes her og udmærker sig blandt andet ved at have et længere indledende afsnit med definitioner og baggrund for den såkaldte 'counterjihad-bevægelse'. Desuden har den biografier over centrale personer, samt et bilag om vigtige internationale møder i counterjihad-bevægelsen.

EXPO har desuden skrevet en række relevante nyhedsartikler om Breiviks terrorhandlinger og de kan findes her.

Tale: 16. marts 2012

Peter Hegner Bonfils — Tue, 20 Mar 2012 09:46:15 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Følgende er manus (med de fejl der hører sig til) til en tale afholdt til demo i anledning af 20-året for Søllerødgadebomben - tjek mere på http://spip.modkraft.dk/tidsskriftcentret/linkbox/article/bombedrabet-i-...

Det talte ord gælder:

Kl. 11:38 for tyve år siden stod tiden pludselig stille, en kammerat blev frarøvet livet af fascisternes terror. Jeg selv var blot 11 år gammel dengang men ikke desto mindre føles tabet af en mand, en far, en ven, en kammerat, foruroligende nærværende i dag.

Da Breivik begik sine terrorhandlinger i Norge var jeg ikke overrasket, men jeg var dybt chokeret og rørt. Den fascistiske terror, som jeg frygter, var blevet en realitet. Selv på afstand stikker smerten, sorgen og vreden dybt ind i hjertet. På 20 års afstand kan jeg kun forestille mig en flig af de følelser, der må have skyllet ind over Henriks nærmeste og kammerater, men jeg vil gerne sige at det gør mig ondt. Intet kan give os Henrik Christensen tilbage, men den politiske reaktion dengang er en værdig mindesten, både for Henrik og for venstrefløjen.

For dengang som nu, må sorgen og vreden følges af et politisk svar, hvis ikke fascisternes terror skal lykkes.

Det politiske angreb på demokratiet stopper ikke af sig selv. Fascisme og racisme kan ikke ties ihjel. Dukker vi nakken får vi blot endnu et stryg over den. Altså kræver det en aktiv indsats fra alle demokratiske kræfter for at stoppe racisternes vold og terror.

Denne kamp er ikke noget der skal tages let på. Historien har vist hvad det kan udarte sig til, når almindelige mennesker tier og samtykker. Så er det at dem med drømme om tusind-årsriger og et ”rent” samfund får frit spil. Også dengang var der folk der ville gøre det til en konfrontation mellem yderfløje – dette havde fatale følger.

Den racistiske vold og terror kommer ikke ud af det blå – det gjorde den hverken i starten af det 20. århundrede, i slutningen af det 20. århundrede eller i dag.. Den hænger sammen med det politiske klima i bredere forstand. Det er næppe noget tilfælde, at fascismens svageste periode i de demokratiske lander var i de første årtier efter 2. verdenskrig, hvor der trods alt fandt store økonomiske og sociale fremskridt sted. Samtidig var nazismens og krigens gru, så frisk i erindring, at det ikke var muligt for fascisterne at agere.

Men tiden gik. De sociale fremskridt blev afløst af arbejdsløshed og fattigfirsere. Og ud af mørket og den sociale elendighed trådte en gammel kending: fascismen. Og fascismen frarøvede os Henriks liv – men den tog ikke modet eller viljen fra os. De 20 år der er gået siden sidst vi var nødt til at stede en kammerat til hvile efter fascistisk terror i Danmark er på mange måder en mindesten over det store arbejde der er lagt i kampen mod racisme og fascisme herhjemme. Det tjener på mange måder som et lys vi kan varme os ved i en tid, hvor mørke skyer truer i horisonten.

For i mellemtiden har fascisterne og racisterne haft held til at genopfinde sig selv, iklæde sig nye gevandter, udpege nye hadeobjekter. Breiviks terrorhandlinger var chokerende og forfærdende – men de var varslet.

Når blodet flyder fra ofrene for den racistiske vold, så er legitimationen leveret af spalter fyldt med had og politikere på jagt efter syndebukke.
Synspunkter der for nogle år siden ville synes som racistiske ekstremer er i dag blevet normaliseret og alment acceptable i fremtrædende medier. Når man læser Breiviks såkaldte manifest er det som et urovækkende ekko af den hjemlige antimuslimske mainstream, som vi kan møde både i Folketinget og pressen. Der er på ingen måde tale om demokratisk forsvarlige holdninger fra antimuslimernes side. Der er tale om legitimering af denne verdens Breivik'ers forestilling om en nærtstående 'racekrig', en ideologisk underminering af demokratiet.

Hvordan imødegår vi denne trussel? Og hvordan imødegår vi denne trussel i en verden hvor den økonomiske krise hærger og gør folk stadigt mere desperate? I en tid, hvor selv politikere fra arbejderpartierne sparker nedad på selv mennesker med handikap samtidig med at finansfyrster og andre økonomiske terrorister går frit omkring.

Vi skal fortsætte, udbygge og udbrede vores antiracistiske og antifascistiske arbejde – principielt set bør vi sætte os det mål at hver en fagforening, hver en elevbevægelse, ja nærmest hver en syklub bliver en aktiv medspiller i kampen mod racisme og fascisme.

Men, hvis vi skal racismen og fascismens grobund i form af fattigdom, ulighed, nød og uretfærdighed, til livs, så stiller det store krav til os. Vi ser i disse tider en arbejderbevægelse og arbejderpartier, der sparker nedad, der er mere fokuseret på finanspagter end på bekæmppelse af arbejdsløshed og social nød. Fagbevægelsen bløder medlemmer som aldrig før. Kort sagt: arbejderbevægelsen er i krise o½g over alt hvor man se hen i verden hersker der et økonomisk kaos. Og på¨paradoksal vis er vi nødt til at omfavne kaoset, at omfavne krisen – for den kalder på os.

For den krise som arbejderbevægelsen befinder sig i og den økonomiske krise som vi står i gør også¨alt bevægeligt, flydende, foranderligt. Selvom alt lige fra beskæftigelsestal til fagbevægelsens medlemstal synes som et mareridt, der kan gøre tankerne sorte, så er det præcis i disse usikre tider, at det er allervigtigst at drømme, at tænke, at planlægge og at skabe en ny verden.

Henrik Christensen var antiracist og antifascist, men han var også socialist. Vi skal sørge for at kæmpe både fascisme og racisme og for social retfærdighed og socialisme.

Den 31. marts forsøger antimuslimerne i blandt andet English Defense League at skabe en europæisk antimuslimsk bevægelse. Initiativet Aarhus for Mangfoldighed har indkaldt til demonstration og folkefest – og det skal gå over i historien som den dag, hvor antimuslimerne blev tildelt et afgørende nederlag og derfor er der brug for jeres deltagelse og vi glæder os til at få selskab af mange fra blandt andet København.

Men skal vi have antimuslimerne jaget helt på hælene, skal vi gøre noget ved årsagerne til at de kan rekruttere og være i offensiven, må vi også tage kampen for social retfærdighed på os.

Vi skal gøre op med løndumping, med et beskæftigelsessystem der sparker til de arbejdsløse i stedet for at give dem en hestesko, vi skal redde dagpengesystemet og de faglige a-kasser, vi skal kræve at mennesker med handikap ikke kaldes gøgeunger og udsættes for den ene nedskæring efter den anden. Og hvis vi skal lykkes med det, så kræver det intet mindre end en genrejsning og nybygning af arbejderbevægelsen – det er stort mål, men tager vi det i bidder, så kan vi klare det. Vi skal klare det – for har vi ikke svar på rede hånd, når folk bliver ramt af problemer, så overlader vi pladsen til antimuslimer og andre reaktionære kræfter.

Men kan det virkelig lade sig gøre? Jeg kan også tvivle på det. Men når jeg ser tilbage på kampen mod fascisme, når jeg ser tilbage på det politiske svar der blev leveret efter terrorhandlingen mod Henrik, når jeg ser på reaktionen efter Breiviks terror, når jeg ser jer i dag, så kan jeg mærke, så ved jeg at vi kan sejre over racisme og fascisme og i kampen for socialisme. For nok er fascismen grusom og brutal, men den er intet mod vores sammenhold, omsorg og solidaritet.

Fortsat god kamp.

Gæsteblog: ’Farvel til venstrefløjen’

Peter Hegner Bonfils — Fri, 08 Jul 2011 11:52:56 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Andreas Beck Holm gæsteblogger og indlægget står selvfølgelig for hans egen regning - jeg kan afsløre, at jeg ikke er enig i alt hvad Andreas skriver, herunder konklusionen, men jeg mener dog, at han tager fat på nogle væsentlige problemer.

Af Andreas Beck Holm

Venstrefløjen er ikke, hvad den har været, og SF og Socialdemokraterne er endda rykket så langt til højre, at de ikke engang er venstrefløj. Det er en ny udvikling. I dansk politik har det nemlig tidligere været SF, der bremsede socialdemokraternes permanente udskridning mod højre.

Under Søvndal har folkesocialisterne imidlertid opgivet at være en opposition til venstre, for i stedet at følge socialdemokraterne ind over midten. Hvordan har det imidlertid kunnet gå så galt? Og er der egentlig noget i vejen med den klassiske venstrefløjs værdier og strategier?

Klassisk venstrefløjspolitik baserer sig på en økonomisk forståelse af samfundet. For eksempel skyldes sociale problemer i dette perspektiv økonomisk ulighed, ikke ’kultur’, ’manglende sammenhængskraft’ eller andre tomme begreber. Venstrefløjspolitikkens mål er at styrke lønmodtagernes kamp for bedre livsvilkår, og det vigtigste middel i denne kamp mod arbejdsgiverne og deres allierede på den politiske højrefløj har været arbejdernes organisering i fagforeninger og politiske partier. Herigennem er de blevet stærke nok til at kræve ordentlige arbejdsforhold og højere løn.

Denne organisering har historisk set altid måttet finde sted på tværs af landegrænserne, fordi også markedet og kapitalen er internationale. Solidaritet på tværs af grænser har altså været en forudsætning for lønmodtagernes kamp for bedre livsvilkår, hvilket også afspejler sig deri, at arbejderbevægelsens traditionelle grundværdier tæller ikke blot antikapitalismen, men også antinationalisme og antiracisme.

Dette politiske projekt har været en stor succes. Det har dannet grundlag for en reel forbedring af almindelige menneskers livsvilkår og muliggjort skabelsen af det moderne velfærdssamfund. Endelig har arbejderbevægelsens kerneværdier tilladt venstrefløjen at danne en stærk og samlet front mod nationalistiske og racistiske strømninger.

Tilmed har den klassiske venstrefløjspolitik sjældent været mere relevant end i disse år. Finanskrisen har med al tydelighed illustreret ikke blot hvordan kapitalismens indbyggede ustabilitet kaster den ud i den ene krise efter den anden, men også hvordan det altid er almindelige mennesker, der betaler prisen for kapitalismens kriser.

Relevansen af en antikapitalistisk dagsorden er desuden blot blevet større af ti års borgerlig omfordelingspolitik, der har øget de sociale skel og svækket fagbevægelsen. Og endelig er det klart, at der ikke siden Anden Verdenskrig har været et mere presserende behov for at imødegå nationalismen og racismen i det danske samfund.

Det betyder naturligvis ikke, at der er noget i vejen med at nytænke venstrefløjens klassiske positioner eller ligefrem udskifte dem, der måtte være ude af trit med virkeligheden. Det er bare ikke det, Søvndal og Thorning-Schmidt har gjort. I stedet har de på både den økonomiske politiks og værdipolitikkens område opportunistisk overtaget borgerlige tankegange og politikker.

Søvndal har selv lagt afstand til sit partis traditionelle antikapitalistiske dagsorden, for i stedet at stemme for at forære milliarder af lønmodtagerskattekroner til bankerne. Samtidig kan al den skinhellige forargelse over regeringens forringelse af efterlønnen ikke skjule, at princippet bag socialdemokraternes og SFs ’plan’ om øget arbejdstid (de famøse ’12 minutter’) er nøjagtig det samme: Lønmodtagerne skal betale for kapitalismens fallit ved at arbejde endnu mere.

Mest dramatisk er kursskiftet imidlertid i udlændingepolitikken. Her har de to partier fuldstændig forladt venstrefløjens klassiske menneske- og samfundssyn. Nu skyldes sociale problemer ikke længere ulighed, og de har ikke sociale løsninger. De skyldes, ifølge Søvndal, ’kultur’, ’mørkemænd’ og manglende ’integration’ (endnu et borgerligt pseudobegreb). Det giver fint mening i Dansk Folkepartis forståelseshorisont, men det er til gengæld en tankegang, der er grundlæggende fremmed for venstrefløjen.

Dette dramatiske kursskifte skyldes mere end noget andet angsten for et fjerde valgnederlag. Efter at have tabt tre folketingsvalg på udlændingepolitikken, forsøger Thorning og Søvndal at neutralisere dette politikområde ved principløst at følge i halen på Pia Kjærsgaard i stedet for at præsentere et klart venstreorienteret alternativ til Dansk Folkepartis paranoide parallelunivers. Ikke blot bidrager man dermed til den stigende primitivitet i dansk politisk debat (jvf. Søren Pind), man forsømmer også at formulere reelle løsningsforslag på samfundets problemer.

Bortset fra at denne strategi ophøjer principløsheden til det eneste princip for de to partier, bygger den også på en misforståelse. For ikke blot er venstrefløjspolitikken som nævnt mere relevant end nogensinde. Det borgerlige Danmark er efter ti år med Pia Kjærsgaard ved magten også både politisk og moralsk korrumperet og i indre opløsning. Tilmed er den fremmedjendske dagsorden stadig mere åbenlyst ude af trit med finanskrisens nye politiske virkelighed. Hvor Socialdemokraterne og SF derfor burde have det perfekte grundlag for at sætte en offensiv og ægte venstreorienteret dagsorden, fremviser de en sørgelig karikatur af en venstrefløj, der er panisk bange for at mene noget som helst – og i hvert fald for at være uenig med Pia Kjærsgaard.

Det stiller venstreorienterede vælgere i et dilemma. For der er i dag reelt ikke noget venstreorienteret regeringsalternativ i dansk politik. Man bliver ikke rød af at efterplapre de brune og samtidig være en anelse mindre sort end de blå – slet ikke, når man på alt fra udlændinge- og retspolitik til forskningspolitik hverken kan eller tør udgøre et klart ideologisk alternativ.

Hvis Søvndal og Thorning vinder valget, vil det derfor være et definitivt farvel til venstrefløjspolitikken som modpol til det borgerlige livs- og samfundssyn i Danmark. Taber de til gengæld valget, vil også deres strategi have lidt nederlag, og det vil deres lederskab næppe kunne overleve.

Vi kan derfor håbe på, at SF og socialdemokraterne efter endnu et valgnederlag og en grundig udrensning i partiernes top vil kunne finde tilbage til en ægte venstrefløjspolitik til gavn for almindelige mennesker. Det er i dag desværre det bedste alternativ.

Auschwitz-dag, historiens spor - og fremtidens erindringer

Peter Hegner Bonfils — Thu, 27 Jan 2011 12:57:09 +0000

Af Peter Hegner Bonfils

Så er det blevet Auschwitz-dag og årets tema er ’Kampen om erindringen’ - og hvad er Auschwitz-dag så? Det kan man blandt andet læse om her på Dansk Institut for Internationale Studiers side og på 27-1 kan man læse om de forskellige arrangementer, der er rundt omkring i landet i anledning af Auschwitz-dag.

Jeg vil også lige nævne en række undervisningssider, nemlig folkedrab.dk, holocaust.dk og theresienstadt.dk.

Med fare for at lyde som en dement gammel mand, der remser løs i én uendelighed, så kan jeg alligevel ikke lade være med at linke til et blogindlæg af Ulla Jessing skrevet kort efter rydningen af Brorsons Kirke og en kronik i Politiken, der også er værd at læse.

Og til jer - og mig - der ikke lige har fået afsat tid til fordybelse i dag er der godt nyt. Der er nemlig minimum 364 dage om året, hvor man kan gøre sig overvejelser i anledning af Auschwitz - og måske endda handle derpå. Hvad kommer folk til at erindre i fremtiden? Ja, det kommer jo an på os - hvad svaret så bliver? The answer is blowin in the wind - klik, lyt og und dig selv 2 minutters fordybelse.