Karen Helveg Petersen's blog

Danmark er en lille åben økonomi

Karen Helveg Petersen — Wed, 14 May 2014 13:12:06 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Overskriften gengiver en yndlingsudtalelse fra økonomer. Åbenhed bestemmes i forhold til udenrigshandlen, dvs. udelukkende ud fra varer og tjenesteydelser, der krydser grænsen ved Kruså, eller sejles og flyves ind og ud, evt. sendes elektronisk. Nu er det gået op for DF og andre på højrefløjen, at arbejdskraft også krydser grænsen. De og nationaløkonomerne glemmer belejligt at indtænke kapitalbevægelser.

Danmark og andre dominerende økonomier investerer på kryds og tværs over kloden. Produktionen foregår typisk i lavindkomstlande, mens ejerskabet spredes på flere skattely for til sidst at ende i en dækadresse på en tropisk ø.

Politikere spørger tit om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, men hvad lever vi af nu? Der er 3-400.000 industriarbejdere. Langt de fleste lønmodtagere er service(med) arbejdere rettet mod det indenlandske og i mindre grad udenlandske marked. Stjerner som Noma tiltrækker udlændinge på jagt efter kulinariske ’oplevelser’. Men vi lever ikke af Noma i så høj grad, som omtalen antyder.

Handelsbalancen (dvs. forholdet mellem eksport og import af varer), tjenestebalancen og løbende indkomster indgår i betalingsbalancen. Overskuddet på de to første poster var i 2013 på 108 mia. kr., mens de indkomster og profitter danskere hiver hjem fra udlandet, var på 64 mia. kr. netto. Storvirksomheder med udlandsaktiviteter lader vel også en del indtægter blive derude. Danske virksomheder har ifølge Berlingske Research udenlandske investeringer på 1400 milliarder kr.

En stor del af de danske ansatte i Mærsk, Novo, ISS, Danfoss, Lego, Carlsberg, Vestas, Danish Crown, Arla Foods og Dong er beskæftiget med internationale aktiviteter. I årene 2008-13 er der skabt 62.000 jobs i udlandet af danske virksomheder, der samtidig har nedlagt 18.000 i Danmark, ifølge Berlingske Research. Lego og Novo er de eneste, der ansætter herhjemme for tiden.

”De største danske virksomheder kan se frem til et regulært boom i indtjeningen i år. Overskuddene efter skat vil samlet set stige med ikke mindre end 30 pct., viser en analyse fra Sydbank af forventningerne til 22 af Danmarks største selskaber i 2014,” skriver Jyllandsposten d. 12. marts. Politiken uddyber med, at danske aktieejere kan få udlodninger på 70 mia. kr. i år, 30 mia. mere end før krisen.

Det skal nok øge omsætningen i Københavns restaurants-, bar- og natteliv og give stof til Se og Hør. Den øvre ende af boligmarkedet er genopstanden. Det er ikke så meget lønforskelle som kapitalindkomster, der er udslaggivende for den stigende ulighed. Økonomers forbløffelse over Thomas Pikettys bestseller Kapitalen i det 21. århundrede, der netop har den pointe, viser deres hidtidige henslumren.

Danmark er altså godt med. Det retter søgelyset mod danske virksomheders adfærd i fattige lande. Opfører de sig bedre end konkurrenterne, eller er de solidariske med deres artsfæller for ikke at ødelægge konkurrencen? De spørgsmål og mange andre kræver svar.

Indlægget har været bragt som kommentar i Arbejderen d. 8. maj 2014

Garnisoner og ghettoer

Karen Helveg Petersen — Sun, 30 Jun 2013 21:35:58 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Jamaica-politik

Jamaica er andet end reggae, rasta, ganja, Usain Bolt, sun and fun – og et Tivoli Gardens i hovedstaden Kingston. Faktisk hører forlystelserne lige præcis op i Tivoli.

For i Jamaica er Tivoli Gardens en ’garnison’, en term, der bringer mindelser om fortidens militære forlægninger, men som her defineres som ’en politisk valgkreds [constituency], der styres af en kerne af kriminelle og som er domineret af ét politisk parti. I disse garnisoner afgives der ofte mere end 100% af stemmerne på det samme politiske parti (se http://www.focal.ca/en/publications/focalpoint/307-september-2010-don-robotham).

Et land med garnisonspolitik er i snæver forstand karakteriseret ved et flerpartisystem i enkeltmandskredse (dvs. uden forholdstalsvalg, der tillader små partier at blive repræsenteret i parlamentet, hvis de får over en vis procent af stemmerne på nationalt plan). Narkobaroner, i Jamaica kaldet ’dons’, hersker over hvert sit område, hvor de kan sikre opbakning til de politikere, der mod en klækkelig sum beskytter dem, altså dons, fra at blive sat for en domstol eller, som i Jamaicas tilfælde, blive udleveret til USA. For disse narkobaroners fangarme rækker naturligvis fra Sydamerika til USA.

’The don’ kræver loyalitet af sine fodtropper, der får mad- og andre rationer for at støtte ikke bare ham selv men også hans foretrukne udvalgte politikere. Garnisonen giver også et godt rekrutteringsgrundlag for nye bandemedlemmer og pushere.

Jamaicas største don af dem alle, Christopher ’Dudus’ Coke, regerede i statsminister Bruce Goldings valgkreds, der dækkede omtalte Tivoli Gardens. Men Golding fra Jamaica Labour Party (JLP) måtte træde tilbage i november 2011, efter at han havde prøvet at bremse udleveringen af Dudus. Jagten på Dudus resulterede i nærmest militære slagsmål med 76 døde i alt. Mr. Coke endte med at overgive sig og blive overført til USA, hvor han nu er idømt 23 års fængsel.

Siden er mordstatistikkerne på Jamaica væsentligt forbedret, men garnisonspolitikken lever videre. Det skal tilføjes, at PNP (People’s National Party), det parti, der nu regerer, også har sine garnisoner, faktisk flere end JLP, for PNP har alt i alt siddet længere på regeringsmagten siden uafhængigheden i 1962.

Jamaica som model?

Er det bare Jamaica, eller er Jamaica et varsel om ting, der vil komme? For bag dette ligger naturligvis østatens mangel på jobs og almindelig ’udvikling’ eller koncentration om enklaver såsom turisme. Jamaica er i øvrigt stærkt forgældet. De vilkår deles nu af en del lande i den mere ’udviklede’ del af verden, her i Europa ikke mindst.

Kan man risikere noget tilsvarende i Grækenland med ’Gyldent Daggry’, som også er i gang med at skabe faste bastioner bag sine politikere? Gyldent Daggry kombinerer i hvert fald sin politik med velfærdsydelser til sine fæller. Vold, udskillelse, beskyttelse, udvalgte goder til medlemmerne, alt det hører med til garnisonspolitikken.

I Danmark er vi ikke derhenne (endnu), men ved at udgrænse ghettoer som identificerbare enklaver, risikerer man naturligvis, at de kommer til at føle sig udenfor, og vi får fænomener, der minder om garnisoner. Med nedskæringer i overførsler og velfærdsydelser, overlades territoriet til bander, der udklækker ledere, som – hvorfor ikke - også bliver leverandører af velfærds- og sociale goder i de forskellige ghettoer. Det ligger lige for, at de får magt på andre planer. Bandekrige har vi da til at begynde med.

I Danmark og andre steder i den vestlige verden er økonomiske selvhjælpsgrupper – nogle gange med et skud civil ulydighed blandet ind - et svar på en håbløs arbejdsmarkedssituation, men i og med at de hører til i den uformelle økonomiske sektor, bliver de nemt marginaliserede og kan have brug for beskyttelse eller kapital udefra. Det åbner mange grænseovergange mellem det sympatiske og det mindre tiltalende.

En polariseret verden

Verden er ved at blive polariseret i ét kredsløb, der køres af dem, der er indrulleret i megavirksomheder og finans i samklang med diverse statslige og overnationale offentlige aktører, og et andet hastigt voksende uformelt kredsløb af vare- og serviceudvekslinger mellem mennesker, der står uden for det ’normale’ arbejdsmarked, og som har stadig ringere adgang til jord og andre ressourcer. Det kredsløb udgør ikke kun en ’sort’ økonomi, men danner rammen om hele livsforløb. Medlemmerne af første kreds vil helst straffe de sidste – medmindre ’gaden’ eller garnisonerne bliver for magtfulde. Det er ikke 1% mod 99%, for en bred middelklasse indgår også i første gruppe, selvom der er stor nedstigende mobilitet . Andre steder skabes ny middelklasse.

Blandt de to poler er der nogle mellemmænd. Mon ikke disse forbindelser dækker en stor del af det, der i daglig tale skødesløst kastes ind under begrebet ’korruption’. Hvad med at kigge ind i den kasse og se, hvad der faktisk foregår.

En macchiavellistisk fortolkning af offentlighedsloven

Karen Helveg Petersen — Sun, 23 Jun 2013 14:04:22 +0000

Af Karen Helveg Petersen

"Leaks are likely a large part of our democracy", har newsmanden Brian Willams udtalt til Jon Stewart. Efterhånden er læk og små og store skandaler så fast en bestanddel af vores 'demokrati', at de såkaldte magthavere ikke kan undvære dem mere.

Jeg er i hvert fald sikker på, at de paragraffer i den nye offentlighedslov, som stræber efter at sikre et fortroligt rum omkring en minister, nok skal få gang i lækkene.

Især paragrafferne 24, 27, stk. 2 og 22 har mødt massiv folkelig modstand. Lad mig lige skrive dem ud.

Par 24 undtager fra aktindsigt "interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand, mellem: 1) Et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder. 2) Forskellige ministerier".

Par 27 siger: "Retten til aktindsigt omfatter ikke: ...2) Dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces."

Og par. 22: "Retten til aktindsigt omfatter ikke sager om førelse af en kalender."

Paragraf 24 angår i daglig tale ministerbetjening. Og hvorfor må offentligheden ikke få indblik i kalendere?

Lad mig derfor stille et modspørgsmål: hvad skulle vores politikere dog gøre uden læk? Og disse læk er ikke bare skandale i første potens, men i anden og tredje. Hvem prøver at skjule hvad? Og hvem dækker over dem, der dækker over …, og kan vi så få en undersøgelseskommission. Uden læk ville ingen interessere sig for dem.

Vores parlamentariske system kører på pumperne. Frihedsgraderne til at lave reformer, der ændrer udviklingens retning, den meget omtalte ’transformation’ (en omstilling til et bæredygtigt samfund, der skulle kunne ske som et indrekapitalistisk grænseskred) er en ønskedrøm. Vi får heller ikke nogen ny grundlov, vi får sikkert heller ingen kirkeforfatning, og stat og kirke skilles slet ikke ad, vi vedbliver med at være et rige med en dronning/konge som statsoverhovede, der intet har at skulle have sagt formelt set, men muntrer sig med plutokratiet. Regeringen og folketingsflertallet kan naturligvis skære ned på overførslerne, for oppositionen mod det behøver de ikke tage højtideligt. Jeg behøver vist ikke fortsætte.

Vi kan ikke rykke os i forhold til EU. Jo, ind imellem bremser de konservative med stor civilcourage en skolereform, nej, ikke engang det, men noget med lektiehjælp i skoletiden. Lad nu familierne, siger de.

Men således bliver det alt sammen lidt kedeligt. Et dramatisk interview med Lars Barfoed af den nye chefhenretter af interviewofre, Martin Krasnik, gab, hvor kedeligt kan det blive. Men der er en grænse. Folket skal have en smule brød, men endnu mere skuespil, netop, spil man kan skue.

Når Helle T-S får ørene i skattemaskinen, og Borgen og BT vælter sig i homo-rygter om hendes mand, bliver det lidt festligere. Så nærmer vi os reality tv af den klamme slags, og interessen for ’politik’ stiger en smule. Alt sammen takket være et læk. Med den nye offentlighedslov kan ministrene forsøge at holde noget hemmeligt, og de vil blive forfulgt af journalister og zeriøze kommentatorer, som de så henrykt kan vægre sig imod.

Magtmisbruget vil florere, for der skal også fortolkning til. Dagbladet Information får endnu mere travlt med at tælle aktindsigtsanmodninger, der er blevet nægtet, eller hvis behandling er blevet forhalet. Det skal fortolkes, om en styrelses råd nu også blev givet i forbindelse med lovforberedende arbejde (sådan fortolkes ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”). Spændende.

Men spøg til side. Det argument mod offentlighedsindsigt, der hedder, at så tør embedsmænd- og kvinder ikke skrive, hvad de tænker, til ministeren. Jamen dog. Ind imellem ville det nok også være godt, om de begyndte at formulere sig lidt mere velovervejet. Så det, der står, kan tåle at komme frem i lyset. At prøve at holde velgennemtænkte råd hemmelige, er vel i grunden netop at opfordre til læk. Og ministrene skal jo i disse dage netop stå til ansvar, om ikke juridisk, så politisk for at sidde råd og viden i systemet overhørig. Tænk på, hvordan Martin Lidegaard har fået næsen i maskinen over hullet i solcelleloven, som hans ministerium ellers havde gjort opmærksom på. Eller også gjorde embedsfolket det ikke i tide, og så skal det have hak for det. Den slags ’sager’ vil fortsat komme frem, når man opdager hullerne, og der spørges ind til grunden.

Offentlighedslovens kritiserede paragraffer står naturligvis også i grel kontrast til den overvågning almindelige borgere udsættes for.

Der er ikke nogen anden dybere grund til ovennævnte paragraffer, end at skandalemøllen skal holdes i gang. Vi skal interessere os for politikernes gøremål.

Hvad er en ’fortælling’?

Karen Helveg Petersen — Fri, 05 Oct 2012 06:29:58 +0000

Af Karen Helveg Petersen

På Transform-konferencen i marts dette år udtalte Susan George, at ord betød noget, og at ’vi’ (venstreorienterede) skulle generobre sproget. Sådan husker jeg det i hvert fald. De fleste i forsamlingen nikkede samtykkende. Men det betyder også, at man må tage sin egen sprogbrug op og sørge for at være så præcis som mulig.

Lad mig illustrere det med ordet ’fortælling’, der bruges i flæng fra venstre til højre. Hvis jeg kommer med eksempler fra SF, er det smænd blot, fordi dem er jeg faldet over på det sidste.

Trine Mach ser gerne, ”at man kan lave en fortælling om, hvad SF egentlig vil magten” (”SF-græsrødder sætter partilinjen til afstemning”, http://www.information.dk/310724). En anden SF’er, nemlig Steen Gade synes, ”at fortællingen om, at SF er til rotterne, er stærkt overdrevet”. (”Vilhelmsens projekt er usikkert”, http://www.information.dk/312039).

Det er så bare inden for SF og i løbet af ganske kort tid, at man ser denne modsatrettede brug af ordet fortælling. Trine Mach og Steen Gade hører da også til på forskellige fløje i det store formandsopgør. I tilgift kan man konstatere, at de er terminologisk uenige, i det ene tilfælde står ’fortælling’ for noget positivt, en vision, i det andet for forkert analyse.

Professor Jørgen Goul Andersen skrev en kronik, ”Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise” (http://www.information.dk/311715). Heri skriver han, at der er tre hovedfortællinger om Danmarks krise, hvor han direkte sætter ’hovedfortælling’ lig med ordet diagnose. Derefter gentager han i beskrivelsen af de tre hovedfortællinger monotont ordet selv, så man er ved at nå kvalmegrænsen. I tur og orden nedgør han dem bagefter, stadig med megen påpegning af, at de er ’fortællinger’. Det er naturligvis meningen at lægge afstand, for Goul Andersen er ikke helt enig i nogen af dem (resp. at VK-regeringen førte en fejlagtig procyklisk krisebekæmpelse, tab af konkurrenceevne og udenlandsk såvel som dansk finanskrise). På den anden side skriver han også, at ”De er for så vidt alle sande – men hvilken er den overordnede historie, hvilken skal man behandle ud fra?” Når Goul Andersen kommer til sin egen udlægning, sparer han os for ordet ’fortælling’, men forklarer heller ikke rigtigt, hvori krisen bestod eller opstod. Til gengæld mener han, godt keynesiansk, at opsparingen er for høj og forbruget for lavt. Så manglende forbrug er åbenbart den rette historie – fortælling? - at behandle ud fra.

’Fortælling’ bruges altså til at betyde ’forklaring’, evt. en ideologisk farvet én, som man selv tager afstand fra, såsom ’den borgerlige fortælling’, ’den venstreorienterede fortælling’. Men ordet bruges også positivt om, at sådan en skal man have for at være et løfterigt parti eller en virksomhed, der kan tiltrække kunder eller investorer. En anden version er, at mennesker laver fortællinger om deres eget liv, dvs. de udkrystalliserer de elementer, der kan bruges til at få en rød tråd i livet.

En teori er en fortælling. Karl Marx skrev ’en stor fortælling’, er der nogle, der mener. Andre savner ’store fortællinger’ eller noterer sig deres død med skadefryd. Jeg tror Marx ville blive hvidglødende af raseri, hvis han hørte, at man kaldte Kapitalen for en fortælling. Så ville han sikkert hellere have, at man sagde, at det meste var løgn og latin, og/eller at han tog fejl i nogle mellemregninger.

Altså fortælling betyder – teori, forklaring, ideologisk fordrejet forklaring, (be)handlingsanvisning, positiv vision, en samlet fremstilling om, hvad man vil, osv. Ind imellem, tja, fortælling i gammeldags forstand som en god historie, men det er lige ved at være den sjældneste brug. Ordet bruges altid en lille smule skævt. F.eks. tror jeg ikke SF’ere og andre, der evt. kunne finde på at støtte SF, savner oplysninger om, ”hvad SF vil magten”. Det er vel snarere, hvilken form for magt SF tror den har i regeringen eller udenfor, de vil have noget at vide om.

Ordets moderne brug udspringer af forestillingen om, at der i grunden ikke er nogen sandhed, eller at man i hvert fald ikke vil hævde den. I stedet neutraliserer man sandhedssøgningen under en samlet kohærent fremstilling med begyndelse, midte og slutning. Den illustrerer noget for folk, og de bliver så mere eller mindre grebet. Men der er også en distance, fortællingen er ikke rigtig. Bortset fra nogle gange, hvor den om ikke er sand, så dog ses som et positivt forførelsesinstrument. Derfor er det en boomerang. Hvis man mener en modstander kommer med en fortælling, er ens egen udlægning så også bare en fortælling? ’Den der har den bedste fortælling’. Tja, undertegnede vil gerne have sig frabedt. Fortællinger læses i litteratur, tak.

Personligt vil jeg også nødig have søde ’fortællinger’ om cacaoens oprindelse og ind- og udskibning, der ikke passer. Er der børnearbejde involveret, skal man vel ikke fylde folk med, at lille Patrice er så glad for sit arbejde i cacaoplantagen. Så er vi ovre i løgn eller krænkelse af børne/menneskerettigheder.

Det minder mig om dengang alt var politisk. Det er det så ikke mere. Nu er alt en fortælling. I alt dette er der en afstandtagen fra objektiv forbindtlighed, som virker uærlig. Det er jo den vi alle dybest set søger.

Skru ned for ’fortællinger’. Eller lad os sige med Karen Blixen: Sidste Fortællinger.

Wonderfulde København

Karen Helveg Petersen — Tue, 21 Aug 2012 18:40:58 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Turister strømmer til København, fordi byen ikke ligner et hvilketsomhelst standardprodukt, lader Informations leder, ”Wonderful, wonderful København” (10.aug), forstå, en uklædelig (selv)forherligelse af København. Først og fremmest kan man spørge, om turiststrømme bevidner andet end godlidende menneskers mentale affotografering af gamle turistbrochurers ulidelige klichéer. Hvor ofte har udenlandske besøgende ikke op i ens fjæs påstået, at København var en ren by, mens et simpelt blik nedad mod fortovet og rendestenen kunne overbevise enhver, der tror sine egne øjne, om det modsatte?

I øjeblikket er byen en uskøn byggeplads (se mit tidligere indlæg ”Køb-en-havn”, 17. april 2012). Dér hvor der ikke graves eller hamres, er der festlarm i gaden. Københavns middelalderby er i fare for at forslumme, Strøget ser især nede ved Rådhuspladsen herrens ud. Butikkerne vulgariseres/ turistificeres. Det er rigtigt, som Informations lederskribent David Rehling gør opmærksom på, at der bor folk i byen, hvilket sikrer mod ”forladte og truende gader i centrum”, men der er ikke mange på Rådhuset, der aktivt prøver at få os beboere til at blive boende.

Billige barer afløser dem, der går nedenom og hjem. De prøver at få unge indenfor med alle midler – shots med mængderabat ledsaget af et støjspor af heavy metal/techno og godt med forstærkere. Udviklingen giver mere larm i gaden (udover i lejligheder i nærheden af støjkilderne), flere cigaretskod, ituslåede flasker, pizzabakker og uhumskheder. Borgerinitiativer har lanceret fremstød for civil opførsel, hvilket er meget velkomment, men foreløbig synes centrums weekend-besøgende at have det godt med deres helt naturlige danske uhøflighed og hensynsløshed.

For os, der bor i Københavns centrum, er det ved at være ulideligt med de ofte aggressive grupper, der drager råbende gennem gaderne ud på de små timer. Der er ikke meget smittende løssluppenhed og livsglæde. Ofte er det svært at afgøre, om råbene er skrig om hjælp eller blot ønske om at gøre opmærksom på, hvor nær man er på målet om at få sig drukket i hegnet.

Problemerne bliver ikke løst, fordi de end ikke bliver erkendt af byens styre, og derfor er Informations leder kontraproduktiv. Når borgerrepræsentation og forvaltning bliver gjort opmærksomme på problemerne, fornægter de dem. Bevillingsnævnet under Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev fungerer som gummistempel for forvaltningens hovedløse anbefalinger af nye udskænkningssteder og længere natbevillinger, vel ud fra devisen om at bringe penge til byen. Kommunens borgerhøringer er kun til pynt, beboerne ved så udmærket, at deres indsigelser og observationer ingen konsekvenser får.

Jeg hører indvendingen: forkælede og sure beboere. Og vi har skam fået lokaludvalg. Om Indre By Lokaludvalg kan man på dets hjemmeside læse, at det ”skal styrke det lokale demokrati ved at være bindeled og sikre dialog mellem københavnerne i Indre By og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation i alle spørgsmål, som har særlig betydning for Indre By”, kønt om ikke ligefrem elegant formuleret. Har det og de andre lokaludvalg ydet nogen særlig modstand mod de vilde planer, kommunen går med til, bare der står penge bag? Eller har de bare ingen magt? Det forekommer, at det snarere er spontane organisationer, der yder modstand.”Lad Havnen Leve” kæmper for at bevare Christianshavns-kanalernes liv, og retssagen om broerne begynder snart. I den anden ende af skalaen er der også problemer, kan man læse om i Hus Forbi. De hjemløse må ikke bo i deres campingvogne ude på Sydhavnstippen, nej, de skal ind i herberger. Ikke at der er nok af dem heller...

De her temaer rejser spørgsmålet om, hvem byen er til for. Hvem som helst der ønsker at slå hurtig mønt af den? Dem, der har nogle mere eller mindre fjollede ’forskønnelsesideer’? Dem, der nedslider den? Beboerne har engang imellem fået forsinket projekter, der sikkert i forvejen var svagt funderet, men en masse tvivlsomt byggeri har også set dagens lys. Det er vel et rimeligt forlangende, at borgerrepræsentation og magistrat ikke bare ’sikrer dialog’ med de 11 københavnske lokaludvalg plus det på Frederiksberg om, hvad byen bruges til, men også hører efter, hvad Københavns græsrødder siger. De kender problemerne, der dybest set er Københavns egne.

Økonomer forstår alt – undtagen kapitalismen

Karen Helveg Petersen — Thu, 31 May 2012 11:00:49 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Kritiske Politter" kræver kritik af mainstream økonomi. Det er glædeligt, man skal bare ikke glemme, at det er ikke mainstream økonomi, der har skabt krisen. I stedet står vi midt i en kapitalistisk krise, som mainstream økonomer ikke forstår karakteren af.

I min blog d. 21. marts om ”Gang i Aarhus og på Harvard” skrev jeg om økonomistuderendes udvandring fra en berømt Harvard-professors forelæsning og efterlyste noget tilsvarende herhjemme.

Nu er ”Kritiske Politter” blevet dannet i København, på tide unægtelig. Lovende lyder det på deres hjemmeside: ”Økonomiske teorier danner grundlaget for økonomisk politik, og den nuværende gælds- og finanskrise har givet anledning til at stille spørgsmålstegn ved mange økonomiske teorier.

Vi mener, at det økonomiske paradigme, der har domineret før og efter krisen, ikke har givet plads nok til en grundlæggende videnskabelig kritik af mainstream økonomi, hvilket har været medvirkende til at skabe krisen og har begrænset muligheden for at løse den. Derfor er det nuværende paradigme selv i en krise, som det er nødvendigt at løse for at økonomi som videnskab og vores samfund kan komme videre.”

Efter glæden over de kritiske pip er der nogle ting man kan stille spørgsmålstegn ved.

For det første lyder det, som om det er den manglende kritik af mainstream økonomi, der har været med til at skabe krisen. Det er måske at tillægge økonomer lige lovlig meget magt. At økonomiske teorier danner grundlaget for økonomisk politik, er en både gængs men ikke forudsætningsløs påstand.

Dybest set lever mainstream modeller og teorier i bedste harmoni med den kapitalistiske udvikling – ved nemlig helt at undlade at forstå den, kapitalismen. Det sker dog konsekvent i den herskende klasses, dvs. de stærkestes, interesse.

Det ser de kritiske politter desværre ikke ud til at gennemskue, ligesom politikerne naturligvis er glade i den tro, at de styrer udviklingen.

Og her kan man se de kritiske politters begrænsede horizont. Økonomer (i finansministeriet) rådgiver om den økonomiske politik i Danmark, ja, de har været med til at udvikle de modeller, der bruges, og som fortfarende anvendes, ”i mangel af bedre”.

Det grundlæggende problem er bare, at arenaen for det, der influerer vores økonomiske virkelighed, ikke er noget finansministeriet råder over. Den indbildte definitionsmagt er dog et herligt afrodisiakum.

Se bare på debatten om skattereformen. Kommentatorer, DI, fagforeninger, politikere naturligvis, økonomer i bred forstand diskuterer de her forkølede forslag, som om de vil ændre på ret meget andet end at genere dem, der ligger ned.

Det ville f.eks. være en fordel, hvis økonomer forstod drivkraften i outsourcingen noget bedre, profit og produktivitet. Danske virksomheders flugt til udlandet gribes ikke i deres modeller, dvs. de projicerer en statisk ramme for forståelsen af erhvervsstrukturen ud i fremtiden.

Mainstream økonomer er blot bekymrede over danske lønmodtageres lave produktivitet. I Information kunne man for nylig læse følgende overskrift i anledning af nedsættelsen af en produktivitetskommission, ”117 ting påvirker produktiviteten”, et citat af formanden for kommissionen, professor Peter Birch-Sørensen.

Meget typisk for mainstream taler han her om påvirkningen på/effekten af fænomenet, men undlader at bestemme, hvad produktivitet i grunden er. Her ville den klassiske økonomis sondring mellem produktivt og uproduktivt arbejde unægtelig kunne være behjælpelig til at afklare begreberne og undgå at skyde med andet end løst økonomiske krudt.

Tilbage til de kritiske politter, der lader til at mene, at hvis mainstream havde givet lidt bedre råd, ville politikken have været så meget bedre. Men som sagt er det ikke mainstream økonomi, der har skabt krisen, det er en kapitalistisk krise, som mainstream økonomer ikke forstår karakteren af.

Det går altså dybere end som så. Selvfølgelig kunne man tro, at hvis økonomer var en lille smule mere oppe på beatet, kunne nogle af konsekvenserne have været undgået, fordi man kunne have bremset boblen.

Hvis man vil forstå kriser, skal man dog først indse muligheden for deres opståen. Og her skal man ud over kritikken af mainstream økonomi og over i en anden økonomisk begrebsdannelse.

Ser vi på mainstream økonomi som forståelsesværktøj, så lider den bl.a. af at tro på, at opsparing = investeringer, om ikke andet så i det lange løb.

At finansmarkedet er så meget større end nogen som helst opsparing, generer den ikke, for antagelsen er jævnthen, at finanserne er en refleksion af opsparingen (hvis du køber et eksisterende aktiv af mig, opsparer du og nedsparer jeg, er tankegangen, så det er kun nyinvesteringen, der svarer til ny opsparing – som man kan se, har det hele altid en tilbøjelighed til at nette sig ud i mainstream økonomernes tankebaner, der i det hele taget er stærkt reduktionistiske.

At finansmarkederne har en langt mere aktiv og i sig selv omfordelende rolle, ser de så ikke. For når verdens finanser overstiger verdens samlede bruttoprodukt mange gange, er det vel klart, at det er fysisk umuligt at investere/forbruge alle finanserne op, uden at priserne vil stige eksplosivt.

Alligevel hører man, at hvis nu de penge blev investeret, så… Jamen, når man investerer skal man kunne købe noget, der allerede er produceret, udover den altid redebonne arbejdskraft, der er nok af.

Ved hjælp af finansialiseringen kan en lille gruppe rage så meget desto mere til sig, som den ikke investerer ud over, hvad der kræves til luksusforbrug, den sektor, der er i størst vækst, og som ikke lider under krisen.

Nå, men næste punkt på de kritiske politters dagsorden. ”Denne gang går vi mere i dybden med teorien, antagelserne og modelleringen der tilsammen udgør IKE [imperfect knowledge economics].

Den matematiske gennemgang vil, kombineret med intuitive forklaringer, danne grundlag for en bedre forståelse af dette nye alternativ til hypotesen om rationelle forventninger,” skriver de på deres hjemmeside ved annonceringen af et arrangement om ’imperfect knowledge’, der jo nu har fået et helt center her i landet med penge fra George Soros.

At viden så sandelig kan være imperfekt, er der nu ikke noget særlig kritisk ved, det er en gammel indre-mainstream diskussion (ligesom asymmetrisk information). Perfekt viden og rationelle forventninger hænger sammen.

Rationelle forventninger går ud på, at individuelle handlinger baseret på småtskårne individuelle kalkyler om at vælge vare A i stedet for B eller papir C versus D har forudsigelige konsekvenser på det store plan, og at man således kan både forudse og forvente det, der sker.

Det er dér forventningerne hænger sammen med perfekt viden, som implicit ligger bag brugen af modeller som DREAM og de andre finansministerielle værktøjer, for de strækker jo blot nogle eksisterende udviklingsparametre ud i fremtiden. Så ja, politterne er da kritiske over for noget af det her økonomiske tankegods, men det peger blot ikke så langt.

At man indrømmer, at viden er uperfekt, ændrer ikke ret meget i sig selv. Og kan føre til forestillinger om, at man kan sige hvad som helst, når nu alting er så uperfekt eller usikkert, som keynesianerne ynder at tale om. – Det luskede er også, at når man foreholder mainstream modelbyggere det tvivlsomme i fremskrivningerne, siger de, at de da bare er simuleringer eller scenarier, men ikke nogen forudsigelser.

Men det er ikke sandt heller, for disse scenarier bruges aktivt. Det værste er imidlertid, at de ligninger, der er puttet ind, altså de sammenhænge, der antages mellem de forskellige elementer, er klart utilstrækkelige. Måske opførte modellerne sig så nogenlunde indtil krisen. Men de har aldrig grebet særlig dybt, jfr. ovenfor om finanserne, arbejdets karakter og udflytning.

Man kan ikke lade være med at være skeptisk, når man hører om matematiske modeller for ikke-rationelle forventninger, for på en eller anden måde må der jo være noget, der kan beregnes, selvom viden ikke er perfekt.

Det er jo unægtelig således, at imperfektion forudsætter perfektion. Og så kommer det afgørende spørgsmål: om hvad? Hvad er det, aktørerne desværre har uperfekt viden om? Er det prisen på græske obligationer eller makroøkonomiens udvikling eller prisen på jordbær i overmorgen?

Problemet er netop den måde økonomien analyseres på. Det er teorien, hvordan man ser økonomien hænge sammen, der er noget i vejen med. Det ville være godt, hvis politterne startede med at diskutere den kapitalistiske økonomis grundrids.

Man kan udmærket komme med meningsfulde antagelser om den og dens udviklingstendenser, for kapitalismen har en egenlogik, omend den er modsætningsfyldt (f.eks. at det både drejer sig om at have folk i arbejde og at spare dem væk) og fangarmsagtig.

Det det drejer sig om er at afdække mekanismerne, den grundlæggende drivkraft i økonomiens mangfoldige manifestationer. Og her ligger der en viden, nemlig om at der er momentum i tingene, solen står op i morgen. Ellers ender vi endnu engang i solipsisme (verden kan ikke forstås, jeg’et råber i mørket) eller alt-er-lige-godt, og så kan man lige så godt vedblive med at være mainstream.

Landbruget må udfris fra sine lidelser

Karen Helveg Petersen — Tue, 08 May 2012 15:39:00 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Landbruget er teknisk insolvent, dvs. at dets gæld overstiger de priser det kan sælges til. Alligevel kan man frygte, at det i den netop nedsatte Natur- og Landbrugskommission vil kæmpe for at fortsætte udviklingen mod et stadig mere intensivt og højkapitaliseret landbrug, selvom det uden tvivl også vil foregive, at det vil fortære færre ressourcer. Landbruget er del af en sindssyg økonomisk logik, der er intimt forbundet med den naturforarmning og dyremishandling vi er vidne til.

Hvor meget er den danske landbrugsjord værd? Ikke kun Adam Smith, David Ricardo, Karl Marx samt Henry George er kommet med teorier om, at jordens ’værdi’ har at gøre med dens afkast, der i dette tilfælde kaldes jordrenten. Sådanne ideer har Fødevarøkonomisk Institut (FI) under Life også, se f.eks. Landbrugets økonomi 2011.

Jordrenten definerer FI som det beløb, der er til rest til aflønning af jorden, når alle andre produktionsfaktorer (arbejdskraft, tjenesteydelser, afskrivninger af maskiner og bygninger) har fået deres. Iflg. Marx er det den rest, der er tilbage til ejeren efter kapitalens forrentning og arbejdslønninger, det ekstra, der ligger over den normale profit. Den aflønning gjorde det muligt både at have en kapitalist (en forpagter) og en grundejer til jorden. FI definerer også jordrenten som en slags forpagtningsafgift, så det er jo i grunden i god overensstemmelse med klassikerne, selvom instituttet ikke diskuterer, hvorfor man har to aktører i landbruget (tre med landarbejderne), men det er jo også en gammel historie. Derimod bør det gøres klart, hvor gældsbetalingerne i forbindelse med ejerskab af jorden hører hjemme. Skal forpagteren eller ejeren (i Danmark oftest den samme) afdrage og forrente gælden? Logisk set må det være ejeren, der så faktisk deler ejerskabet med realkreditten. Hvis man ser på FI’s opstillinger af landbrugets indtjening, skal landbrugets omsætning dække: køb af inputs og arbejdsløn, afskrivninger af maskinpark og bygninger, afdrag og forrentning af gæld og forpagtningsafgift. Efter alt det er der så en ekstra restpost, der repræsenterer det reneste og pureste overskud.

I 2011 lå nettoindkomsten i det danske landbrug før forpagtningafgift og renter på 16,5 milliarder kr. Renteudgifterne var lige ved 8 milliarder kr, så renset for disse var indkomsten 8,5 milliarder kr. Det er en betydelig forbedring fra 2008, hvor renteudgifterne var på næsten 17,5 milliarder kr. Ikke bare er markedsrenten faldet, men også de enorme tab på spekulation, f.eks. i scweizerfranc, som mange landmænd havde muntret sig med i opløbet til krisen, er nu mindsket. I 2010 og 2011 nåede landbruget som helhed for første gang siden 2006 op på et positivt resultat efter forpagtningsafgift og renteudgifter.

Mange venstreorienterede mener i bedste overensstemmelse med borgerlige økonomer, at subsidier til landbruget kapitaliseres og får jordpriserne til at stige. Det er langtfra hele sandheden. Hvis vi ser på den rene jordrente i snæver forstand defineret som forpagtningsafgift, så er den ikke på mere end 3,5 milliarder (efter at have taget subsidierne i betragtning). Det giver en samlet værdi på 115,5 milliarder kr. til en kapitaliseringsrente på 3%, der svarer meget godt til gennemsnitsrenten. Lægger man overskuddet efter finansielle poster til, kommer man op på ovennævnte 8,5 milliarder kr, hvad der stemmer med en kapitaliseret værdi på ca. 280 milliarder. Det er svært at påstå, at subsidierne spiller direkte ind på priserne, udover at landbruget ekspanderer lige til den grænse, hvor indtjeningen er lig med subsidierne. Disse hjælper således kapitaludbygningen.

Men gælden skal naturligvis også dækkes. Landbrugets gæld er på omkring 350 milliarder kr. Der er omkring ca. 2,6 millioner hektar landbrugsjord i drift, dvs. at gælden per ha er på næsten 135.000 kr. I de gode dage i 2006 nåede prisen på jord visse steder op på 300.000 kr. per ha, men lad os sige, at gennemsnittet var på 250.000 kr. – altså 650 milliarder kr. i samlet markedsværdi i alt. Nu er gennemsnitsprisen for en ha nede på 125.000-150.000 kr., mange steder er prisen kun på 100.000 kr. per ha. Hvis de er 125.000 kr. i gennemsnit, giver det en samlet sum på 325 milliarder kr. Det er klart, at landbruget er teknisk insolvent over en bank, dvs. gælden er højere end markedspriserne på jord. Alt i alt skulle jordpriserne være på 465 milliarder kr. for blot at dække gæld og kapitaliseret forpagtningsafgift. Men det er de ikke.

Landbruget slæber gæld med sig fra generation til generation. I nullernes opsving steg friværdien. Ikke fordi landbrugets indtjening på noget tidspunkt var prangende, men formentlig var der afsmitning fra priser på jord til anden anvendelse. Adgangen til kredit blev stadig nemmere, bopælspligten blev ophævet og andre lovgivningsmæssige ”liberaliseringer” vedtaget. Dette falder sammen med hangen efter at reducere enhedsomkostningerne, eller gøre landbruget stadig mere ”produktivt”. Lånene blev brugt til jordopkøb samt fornyelse af maskinparken og alskens investeringer i nye stalde udstyret med teknologiske vidunderrobotter og computersystemer, der kan udmåle foderet med hysterisk præcision osv. Maskinparken er blevet mere og mere voluminøs og teknologisk spidsfindig. For slet ikke at tale om gifte og gødning, som jorden fyldes med for at prøve at gøre godt for dens tiltagende forarmelse. Lånene blev i høj grad taget i små banker og sparekasser, der nu er ved at bukke under, fordi de må nedskrive mange landbrugslån. En landbrugsfinansieringsbank, der skal sidde tilbage med de dårlige lån og redde hvad reddes kan, er under oprettelse.

Samtidig har landbrugets intellektuelle supportere støttet det i forestillingen om, at store brug er mere rentable, f.eks. har FI regnet sig frem til, at de store brug (målt i fuldtidsansatte per ha) kan løbe rundt, hvorimod de små ikke kan, se ”Stordriftsfordele i landbruget”, http://www.foi.life.ku.dk/Aktuelt/stordriftsfordele.aspx. Dokumentet drejer sig kun om kvægbrug, skal lige siges, og det fremgår ikke, hvordan de økologiske bedrifter indgår. Igen er der det problem, at gældsbetaling ikke fremgår klart, og den kan ændre billedet.

Pointen er, at landbrugets finansieringsform og hele sindssyge økonomiske logik er intimt forbundet med den naturødelæggelse og dyremishandling vi er vidne til. Overkapitalisering af jorden, en underudnyttet maskinpark, affolkning af landet – i hvert fald af folk, der har noget nyttigt at tage sig til derude – er blot nogle konsekvenser af denne brugsform.

Det store landbrug har fået en uimodståelig hang efter at gå mod øst og køber op i Polen og Rumænien og Bulgarien med et forældet landbrug, der producerer det samme som vi gør. Rumænske småbønder bliver købt ud for en slik. Ukraine er næste mål, men det er ikke så nemt at få lov. De gode landmænd ruller deres helt moderne teknologi ud derovre i østlandene og bidrager dermed til en accelereret udvikling, der hverken er god for folk eller fæ, fugle, frøer og fisk.

Nu har Natur- og Landbrugskommissionen begyndt sit arbejde. Kigger man på dens sammensætning er det tydeligt, at vægten vil blive lagt på et tvangsægteskab mellem intensitets- og produktionsøgning på den ene side og (postuleret) naturbeskyttelse på den anden. Man ved godt, hvem der bliver den svage part i det forhold. Landbrugets toporganisation Landbrug & Fødevarer har mobiliseret den kampberedte Søren Gade som direktør. Det er om at opruste fra venstrefløjen i det her vitale spørgsmål.

Kvindekvoter i virksomhedsbestyrelser - hvor svært kan det være?

Karen Helveg Petersen — Tue, 01 May 2012 12:21:04 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Socialdemokraternes venden på en tallerken i sagen om kvindekvoter i danske virksomhedsbestyrelser viser ikke bare noget om det parti, men også en hel del om en manglende evne til at indoptage og integrere oplysninger, der strømmer ind fra cyberspace og medier. Eksemplerne på inkompetence og sammenspisthed i danske bestyrelser er utallige. Nationalbanken og finanstilsynet er enige om, at der skal gøres noget ved danske bankbestyrelsers viden og indsigt. De mindre banker og sparekasser, der nu krakker for et godt ord, har haft en kultur med klappen-hinanden-på-ryggen og gode frokoster. Det med at læse regnskaber, endsige stille kritiske spørgsmål, gik de ikke så meget ind for. Resultaterne taler deres tydelige sprog. Indskydere har mistet deres garantikapital i krakkede sparekasser. I konkursramte banker sidder aktionærerne tilbage med værdiløse papirer. Roskilde og Amager banker ligger først i hukommelsen.

Kigger vi på andre bestyrelser, har vi f.eks. Dongs. Den har ikke udmærket sig på anden vis end ved at være i formandens lomme. Lars Rebien og Lars Nørby Johansen, erhvervslivets ”tunge drenge”, har ikke, såvidt man kan se, gjort andet væsen ud af sig end at bisidde og nikke til formand Schurs summering af en ”uvildig advokatundersøgelse” om Eldrups ansvar i lønsagen. Andre bestyrelser skifter pludselig og meget hurtigt formænd. Det virker ikke just betryggende.

Alligevel fortsætter erhvervslivet deres verbale angreb på kvindekvoter, som om intet var hændt. Uha nej, de mest kompetente skal til. Med den vitterlige inkompetence danske bestyrelser udviser, kan man dårligt finde en kvinde over 30 med en vis erhvervsrelevant uddannelse og kendskab til momsregnskab, der ikke kunne måle sig med de såkaldt tunge drenge på det saglige plan. Men så det erfaringsmæssige?

Interessant nok har det ikke just overrøde finansforbund udtalt, at svaret på de erkendte problemer ikke nødvendigvis er at kræve mindst én tidligere bankchef i en bankbestyrelse, se http://finanswatch.dk/Finansnyt/Pengeinstitutter/article4618111.ece .

Selv om der fra det tunge erhvervslivs side (læs DI) slås på det erfaringsmæssige, er der altså røster fremme om, at det ikke er enhver ronkedor, der vil gøre fyldest. Dette kræver, at man gider gøre en indsats og sætte sig ind i tingene - og ikke kun i alle de oppustede strategier, som man kan fodre svin med. Enhver virksomheds svaghed giver sig udslag i finansieringen og regnskaberne, enten er sidstnævnte ikke retvisende, eller også kan man på nogle poster ved nærlæsning se, at her går det ikke godt. Revisorstanden udmærker sig desværre også ofte ved følgagtighed, snarere end kritisk analyse, især over for store virksomheder.

Så erfaring er kun så god, som den bruges aktivt og indoptages i ny. Og der er masser af forskelligartet erfaring, der er relevant.

Derfor skal der kvoter til. Det kan ikke blive værre. Et modargument lyder, at det ville få virksomhedernes kurs til at falde, hvis kvinder, der jo per definition ville være uerfarne, kom ind i børsnoterede selskabers bestyrelser. Vrøvl. Tilliden ville kun falde, hvis disse nye medlemmer ville gøre sig den ulejlighed at afsløre svagheder og fejl. Men så ville de jo strengt taget også kun gøre deres arbejde.

Modviljen mod at tænke to ting sammen er symptomatisk for større danske virksomheders og deres organisationers mentalitet. Den reelle styrke de rygklappende drenge har på markedet for bestyrelsesposter er udelukkende baseret på deres uendelige og ubegrundede selvtillid.

Køb-en-havn

Karen Helveg Petersen — Sun, 15 Apr 2012 20:07:00 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Hvad skal man kalde København i disse dage? Københavnstrup er for klægt og sødladent, men noget med grav ville være passende. Købengravn, nej den går ikke. Byggeplads København er ikke morsomt, men rammende. Gravkøerne har kronede dage. Ikke bare metro, men nye fjernvarmerør, vandrør, kloakrør, nye kabler og diverse arbejder for at afværge oversvømmelser fra skybrud fører til en serie af udgravninger, hvor synergieffekter udnyttes minimalt (grav op til en ting, dæk til, grav op igen osv). Scala bygningen, der blev ombygget i slutfirserne, er ved at blive revet ned, og DI bygger noget med et skelet i ruderform udenpå. Man frygter der kommer neonlys i og kan i hvert fald konstatere, at det ikke bliver den magtfulde erhvervsorganisation, der kommer til at forskønne den æstetisk udfordrede Rådhusplads – i øvrigt flankeret af Tivolis højtstræbende monsterforlystelser. Busterminalen fik 15 år. Metrobyggeriet har på Kgs. Nytorv fået indgangskulisse af en kolonnade af jernbjælker plantet solidt på fortovet foran D’Angleterre, der også er under ombygning. Nørreport har længe været så hæslig, at den nærmest er blevet forbedret af byggerodet. Der er i hvert fald fredeligt få biler.

Spændende er det at færdes i byen. Man skal holde blikket stift rettet nedad mod metal-, finer- og papplader, der på skrømt lægges hen over udgravningerne, der omgærdes af uskønne betonblokke. Fortovene er krakelerede, og vejene fulde af asfaltlapper. Købmagergade er ved at få en ny tarvelig belægning. Cyklisterne er de store vindere.

Men hvem har købt storbyens havn? Den er nærmest forsvundet ganske langsomt, og det lader til, at den skal afskaffes helt. De fire cykel-gang broer, der skal muliggøre, at man kan komme tørskoet rundt i inderhavnen, risikerer at lukke for bådtrafikken ind og ud ad kanalerne, men mest tvivlsom er broen fra Nyhavn til Arsenaløen. Vi ved jo godt, hvorfor der ikke kom bro fra Skuespilhuset (Den Sorte Badeanstalt) over til Operaens Dødens Gab, de to bygninger, der er sat i verden for at vise de skønne levende kunster i København, og som hverken harmonerer med hinanden eller med noget andet. Og hvis vedligehold vanskeliggør, at Det Kgl. kan levere nye forestillinger og rejse land og rige rundt til glæde for hele folket. I stedet subsidieres den københavnske kulturmiddelklasse, selvom den også vånder sig under billetpriserne.

Det er sørgeligt, at København maltrakteres på den måde. Læg dertil, at der gøres uendelig lidt for at skjule uhyrlighederne i den lange mellemtid, der varer lige til 2018. Dvs. ved Gammel Strand er nogle grønne plankeværker sat op, hvor man kan se nostalgiske fotoer af fortidens skovserfiskekoner med alt godt fra havet. På Kgs. Nytorv indpakkes Krinsen på tilsvarende vis.

Nørrebro og Vesterbro kan godte sig, for de er endnu ikke så belastede. Den indre by er værdig til flugt. Hvor der ikke er graverier, er der skrald og cigaretskod, larm og stort set uinteressante restauranter, café’er og barer. Strøget har længe været blottet for enhver charme.

Man må håbe, turisterne bliver væk, for der er ikke noget at komme efter. Når man ser stakler, der går rundt med bykort, bliver man trist på deres vegne. Hvis Woody Allen skulle lave film her, ville det da få ham til at vende tilbage til fortidens depressive forstudier-til-helvede film. Ring hellere til Werner Herzog og få ham til at lave ”Ned i Afgrunden II”.

Dog skal det indrømmes, at der sker noget, selvom ’koordinering’ virker som et plusord strengt reserveret til managementkurser for de højere luftlag i Københavns Kommunes forvaltning.

NB: For at gøre det helt tydeligt: Det var selvfølgelig fhv. skibsreder hr. Møller, der forhindrede en bro fra Skt. Annæ Plads til Operaen.

En på opleveren med Marx

Karen Helveg Petersen — Wed, 04 Apr 2012 07:24:15 +0000

Af Karen Helveg Petersen

Information lancerede i slutningen af sidste år ’Dagens Marx-citat’, hvor bladets egne medarbejdere startede med at præsentere deres yndlingscitat. Bladet bad også læserne om at give deres bud sammen med ”en anekdote om dengang, du første gang læste det.”

Nu er der dem, der vil synes det er ligemeget, hvornår man prøvede det første gang, men åbenbart ikke Information. Forventeligt var det da også, at de fleste brillerede med citater fra Det kommunistiske Manifest og andre Marx’ske ungdomsværker. Og bidragyderne endte tit med en lidt sorgfyldt indrømmelse af, at det jo nok var en smuk drøm, eller også var den ikke realiseret endnu.

Selvom Informations Rune Lykkeberg nogenlunde samtidig beklagede, at Terry Eagleton’s bog Why Marx Was Right manglede økonomi og kun var kulturkritik, har der ikke været noget redaktionelt ønske om at tage udfordringen fra Marx’ mere udviklede økonomiske teorier op. Eller lade læserne gøre det. Men det er måske, fordi det er svært at kombinere ’førstegangsoplevelsen’ med mere vanskelige citater. Så med den ene hånd skulle Marx have et come-back, med den anden gøres harmløs.

Nu det skal være oplevelser, så er der nyere af slagsen, der nok burde kunne få én til at hive Kapitalen ned fra hylden. Den allestedsnærværende Ole Thyssen nøjes ikke med at klage over folks dyrkelse af egen svaghed. Nej, han har så sandelig også i Deadlines øjne forstand på, hvad Marx sådan ca. kunne gøre for os i dag.

Naturligvis var Thyssen ikke helt tilfreds. D. 21.12 sidste år udtalte han således, at Marx havde en mangelfuld forståelse af finanskapitalen. Man kunne få den mistanke, at Thyssen ikke har læst 3. bind af Kapitalen, eller også er det lang tid siden. For Marx forstod både aktier og obligationer og i den grad kreditkapitalen. At han ikke skrev om derivater og kredittabsforsikringer (CDS’er), kan man vel ikke bebrejde ham. Marx mente netop, at kapitalen hele tiden antager nye og ”højere” former, og den accelererende udvikling hen imod finansinstrumenter baseret på minimale marginaler mellem afkast ville ikke komme bag på ham.

Så her et citat, der er højst relevant for finanskriser: ”Men hvis denne nye akkumulation støder på vanskeligheder i sin anvendelse på grund af mangel på anbringelsessfærer, dvs. hvis der er tale om overfyldning inden for produktionsgrenene og overudbud af lånekapital, så beviser denne plethora [overflod] af lånbar pengekapital intet andet end den kapitalistiske produktions skranker.

Den efterfølgende kreditsvindel beviser, at der ikke er nogen positiv hindring for anvendelse af denne overskydende kapital, men derimod nok en hindring på grund af værdiøgningens love, på grund af grænserne for, hvordan kapitalen kan forøge sin værdi som kapital. ” (Kapitalens bind 3, bog 3: 665/6 i Rhodos-udgaven).

Dette lidt sværtforståelige citat viser Marx’s indsigt i, at der kan være pengeoverflod samtidig med, at der ikke er nogen anvendelsesmuligheder for lånekapitalen p.gr. af mangel på profitabel produktion. Lige inden krisen ser det ud, som om der er for mange penge, og svindlen, der her vel nærmest skal forstås som en svimlende lånekarrusel (det tyske ord ”Schwindel” betyder nemlig også noget i retning af svimmelhed), sættes i sving. Efter et vist stykke tid bremser den så brat op. Overfloden af lånekapital viser sig nu som sin modsætning, dvs. som mangel på kapital til investeringer.

Disse modsætninger ser man i USA bl.a. i form af, at de store ikke-finansielle virksomheder ligger inde med over en billion (altså 1000 milliarder) dollars i rede penge, som de ikke har lyst til at investere. Hvis de endelig gør, er det da slet ikke i jobs i USA, selvom der ind imellem er rygter om en spæd begyndelse.

Vi ser jo også ekstremt lave centralbankrenter i USA, eurozonen, UK og Danmark, mens små virksomheder har vanskeligt ved at opnå lånekapital i private banker, fordi der ikke er tillid til, at investeringerne vil være profitable. For dem er der kapitalknaphed.

Man kan også blive helt nervøs ved tanken om al den kredit, ECB har sendt på markedet på det sidste, og som fluks vender tilbage til den som indskud. For kreditten kan ikke finde anvendelse. Så her strækker vi den selvsamme krise ud med dens egne midler. Det skal nok blive godt.