Carl Valentin's blog

Guide til progressiv nyhedsdækning for den fortvivlede Modkraft-læser

Carl Valentin — Tue, 17 Jan 2017 15:20:30 +0000

Af Carl Valentin

Hold dig langt fra PIOPIO

Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.

Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.

Hold dig laaaaaaaaaaaangt fra PIOPIO

Hold dig langt fra PIOPIO.
Hold dig langt fra PIOPIO.
Hold dig langt fra PIOPIO.

Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.

Hold dig langt fra PIOPIO.

Hold dig langt fra PIOPIO

Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO. Hold dig langt fra PIOPIO.

Hold

dig

langt

fra

PIOPIO.

Hold dig langt fra PIOPIO.

PS: Al credit til Tom Freeman for inspiration til min sidste blog. Og hold dig langt fra PIOPIO

Socialdemokraternes kontrolmani spænder ben for venstrefløjens frihedsprojekt

Carl Valentin — Thu, 15 Dec 2016 18:42:41 +0000

Af Carl Valentin

På venstrefløjen vil vi gerne sætte mennesker fri. Eller, det plejer vi i hvert fald gerne at vilde. Men ser man på Socialdemokratiet i disse dage tegnes et andet billede; nemlig et billede af et parti, der er blevet bidt af en kontrolmani, der går ud på at styre menneskers liv ned til midste detalje.

Uddannelsesloftet er seneste skud på stammen. Nu må en socialrådgiver snart ikke længere videreuddanne sig til jurist, en sygeplejerske må ikke videreuddanne sig til læge, og en statskundskaber, der indser, at hun ikke kan overskue tanken om et helt liv bag et skrivebord, må ikke længere beslutte sig for at skifte vej i livet.

Det smukke ved uddannelse er, at det skaber muligheder og frihed. Men insisterer vi på at sætte begrænsninger op og kontrollere folk hele vejen igennem uddannelsessystemet, er de ikke fri. Og som studerende føler man sig heller ikke sådan. Man føler sig som en brik i et spil, hvis eneste formål er at komme hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet og tjene staten.

Kontrolmanien spænder ben for venstrefløjens frihedsprojekt. Ikke bare fordi den skaber et ringere uddannelsessystem, men fordi den bekræfter højrefløjens allerværste fordomme om venstrefløjen og vores løsninger. Nemlig at vi vil detailstyre menneskers liv, og at statsindblanding altid vil betyde ensretning og ’lige dårlige løsninger for alle’.

Får kontrolmanien for alvor lov at gøre sit indtog i uddannelsessystemet og i den offentlige sektor i det hele taget, vil højrefløjens idé om det fri marked med tiden også synes mere attraktiv. Godt nok er der ikke lige muligheder for alle, men i det mindste tilpasser markedet sig forbrugernes ønsker, og man kan tage alle de uddannelser, man vil, hvis bare man har penge nok.

Vi er nødt til at erkende, at med en stærk velfærdsstat følger også en forpligtigelse til at udvise en høj grad af tillid, valgfrihed og plads til fejltrin. Også selvom det betyder, at alle ikke gør præcis, som regnemaskinerne siger, er bedst.

For modsat markedet så ved vi, at ikke al værdi er materiel. Vi ved, hvor stor værdi det skaber for det enkelte menneske, der får muligheden for at vælge om og endelig finder sin vej i livet. Vi værdsætter værdien af livslang læring, tværfaglig fordybelse, lige muligheder og frie valg.

Lad os nu vise det, før vi spænder ben for vores eget projekt.

Folkekirken er selv skyld i, at folk melder sig ud

Carl Valentin — Wed, 08 Jun 2016 16:15:24 +0000

Af Carl Valentin

Lad mig starte med en tilståelse: Jeg fik en smule ondt af folkekirken, da jeg hørte, at de siden starten af marts og Ateistisk Selskabs buskampagne har modtaget intet mindre end 112 udmeldelser om dagen.

Jeg fik ondt af dem, fordi jeg ved, hvor ubehageligt det er for en forening pludselig at miste så mange medlemmer på én gang. Det kan både virke uoverskueligt og skabe problemer med budgettet, når medlemskontingenterne pludselig ikke ruller ind som før.

Men uanset hvor megen medfølelse jeg måtte have med folkekirken, er der et faktum, som simpelthen ikke er til at komme udenom: Folkekirken er selv skyld i, at udmeldelserne vælter ind.

I årevis har folkekirken kørt en strategi, der har gået på at få så mange medlemmer som overhovedet muligt - uanset om de er kristne eller ej. Man har ladet mennesker konfirmere sig i så tidlig en alder, at mange ikke er klar til at tage beslutningen. Man har fastholdt ønsket om at forblive en statskirke, så kontingentet kører halvskjult over skatten. Og man har gjort det så svært som overhovedet muligt for folk at melde sig ud.

Jeg husker tydeligt, da jeg for fem år siden selv ville melde mig ud. Jeg vidste, at jeg ikke var religiøs, og nu skulle det ske. Men let, det var det ikke. Først og fremmest var informationerne på nettet uigennemskuelige, og de fleste steder blev man blot henvist til sit sogn. Det var først, da min kammerat Mads en dag viste mig en uofficiel udmeldelsesblanket, at jeg kom videre.

Jeg måtte finde frem til, hvilket sogn jeg blev døbt i, hvilket sogn jeg tilhørte nu, bede min mor om at finde min dåbsattest, tage en kopi af den og indsende kopien samt udmeldelsesblanketten med posten - og først da lykkedes det mig endelig at blive udmeldt.

Når en lillebitte forening som Ateistisk Selskab kan få så mange mennesker til at forlade Folkekirken, så skyldes det altså ikke, at danskerne pludselig er stoppet med at være troende. Det skyldes, at tusindvis af danskere - ja måske op mod en million - er medlemmer af den danske folkekirke uden at være troende. Og når man så pludselig opdager, at man på udmeldelse.dk let kan blive fri for at betale kontingent på gennemsnitligt 133.000kr over et liv, til noget man ikke tror på, ja, så er det vel ikke så mærkeligt, at man siger farvel og tak.

Indlægget er bragt i Fyens Stiftstidende d. 7. juni 2016.

Borgerløn er vanetænkning – reel valgfrihed kan udvikle velfærdssamfundet

Carl Valentin — Sun, 08 May 2016 15:15:39 +0000

Af Carl Valentin

Gæsteblog: Jeg synes, min gode partikollega Laila Lauridsen har nogle spændende perspektiver på debatten om borgerløn, og har derfor givet hende muligheden for at låne min blog.
God læselyst!

Af Laila Lauridsen, folketingskandidat for SF i Aarhus

Information gik 2. maj ind i den spændende borgerlønsdiskussion, med en leder, der beskylder vanetænkning for at stå i vejen for forslaget om borgerløn eller på nudansk en ubetinget basisindkomst. Desværre havde information ikke plads til at bringe mit svar til deres leder, så tak til Carl Valentin, for at stille hans blog til rådighed.

Jeg skriver at det er en spændende debat, ikke fordi den er ny, men fordi den helt grundlæggende handler om, hvad det er for nogle forventninger vi har til hinanden og til samfundet. Information mener, det er vanetænkning, der står i vejen for borgerløn. Men at affeje uenighed om politik med en påstand om manglende nytænkning er for nemt, og at foreslå borgerløn som løsningen på diverse problemer er nærmest blevet en vane, hvis man må være lidt provokerende. Lad os i stedet tage en ordentlig debat om, hvordan vi skaber de bedste muligheder for folk, der har mistet jobbet.

Jeg forstår virkelig grundene til at ønske borgerløn. Et beskæftigelsessystem fyldt med bureaukrati, en sagsbehandling der fratager den arbejdssøgende initiativet og en generel mistro til mennesker, der har været så uheldige at blive arbejdsløse. Der er al mulig grund til at begynde forfra og skabe en ny beskæftigelsesindsats for mennesker i stedet for det nuværende beskæftigelsessystem for bureaukrater.

Men i stedet for den nemme (om end dyre) løsning med at give alle borgere en ens basisindkomst og så lade det være op til den enkelte, hvad man gør, hvis man bliver ufrivilligt arbejdsløs, mener jeg, at vi som borgere har ret til at få hjælp, ikke blot til overlevelse, men også til at komme videre. Jeg mener også, at vi som borgere bør stille krav til hinanden, om at alle er med til at få samfundets hjul til at løbe rundt. Nej, lønarbejde er ikke det eneste værdifulde, men lønarbejde er typisk det, der skaber den slags værdi, som kan omsættes til pædagoger i børnehaverne og SOSU’er i ældreplejen. Derfor skal vi stille krav om, at man forsøger at finde et arbejde, hvis man kan arbejde.

Beskæftigelsessystemet i dag leverer dog ikke den hjælp vi kan forvente. Hjælpen til at komme videre med ens eget liv. I stedet for en umyndiggørende one size fits all-model skal vi have skabt reel valgfrihed i beskæftigelsesindsatsen. Ligesom SF i København har sikret at ældre selv kan vælge, hvilken type hjælp de har brug for – en gåtur, en tøjvask, et bad eller noget helt andet, skal vi give de arbejdssøgende friheden tilbage. Vi skal have en palet af muligheder, den arbejdsløse kan vælge imellem, fordi vi ved at det er mennesket selv, der bedst ved hvordan man kommer videre. CV-tjek og jobsøgning, uddannelse – også mere end et par uger, afvænning, praktik, psykologhjælp ved psykisk sygdom eller en check på 50.000 kr. til at lave sit eget beskæftigelsesprojekt, som vi i Aarhus laver forsøg med, kan være nogle valgmuligheder.

Borgerløn er ligeledes en one size fits all-model. Men mennesker er forskellige og har brug for forskellige former for hjælp. Breder vi fokus ud fra de arbejdssøgende til at omhandle alle, der i dag modtager en overførselsindkomst bliver dette endnu tydeligere og det bliver også tydeligt at mængden af hjælp, der er behov for er forskellig – både i kroner og øre og i menneskelige ressourcer. En langtidssyg mor har selvfølgelig brug for en anden og pengemæssigt større hjælp end en studerende på kollegium uden børn.

Men tilbage til beskæftigelsessystemet som borgerlønsdebatten i dag ofte centrerer sig om. Jeg deler til fulde målet fra de, der ønsker at indføre borgerløn for at udrydde fattigdom. Men fattigdom handler ikke kun om økonomi, det handler også om manglende muligheder for at skabe det liv man drømmer om. En ordentlig beskæftigelsesindsats skal både sørge for en indkomst man kan leve af og reelle valgmuligheder i den hjælp man kan få, for at komme tilbage i job. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle arbejdssøgende ville klare sig bedre med en borgerlønsmodel end med den nuværende model, men jeg frygter at andre vil blive tabt, fordi de har brug for en hjælpende hånd videre. Vi skal droppe troen på, at vi kan lave én model, der passer til alle, hvad enten den så hedder borgerløn eller mistro, bureaukrati og kontrol som i dag. I stedet skal vi sikre muligheder og frihed for den enkelte gennem en palet af modeller i beskæftigelsesindsatsen.

Af Laila Lauridsen, folketingskandidat for SF i Aarhus

Alternativets misforståede tolerance

Carl Valentin — Tue, 12 Apr 2016 15:21:06 +0000

Af Carl Valentin

I går postede jeg på min Facebook-profil en lille del af et TV-interview med Alternativets folketingskandidat, Mohammad Sabah Ahmad, der undviger at svare på spørgsmålet om, hvorvidt han går ind for stening af kvinder.

Det medførte nogle skarpe reaktioner, og Alternativet har også i dag kritiseret kritikerne af Mohammad Sabah Ahmads kandidatur for at være unuancerede.

Det vil jeg åbent og ærligt gerne erklære mig skyldig i.
Når mennesker har så ekstremistiske holdninger, må jeg indrømme, at det får mit pis i kog, og så kan jeg godt blive kort for hovedet. Tillad mig derfor at levere den nuancerede kritik, som Alternativet så åbent efterspørger:

Mohammad Sabah Ahmad har siden august 2015 med egne ord "arbejdet målrettet på et kandidatur" - dvs. ledt efter et parti, der ville opstille ham som kandidat. Han forsøgte sig først med Enhedslisten, hvor han blev afvist. Partiet har trods alt lært af kæmpebrøleren fra 2007, hvor partiet opstillede den meget kontroversielle kandidat, Asmaa Abdol-Hamid, der hverken ville give hånd til mænd eller klart afvise idéen om dødsstraf. Enhedslisten undgik efterfølgende kun med nød og næppe spærregrænsen, da de ved folketingsvalget fik 2,2 procent af stemmerne.

Mohammad fik så succes med Alternativet, der efter blot to ugers medlemskab gjorde ham til folketingskandidat i Østjylland. Meget “ny politisk kultur” kan man ikke påstå, at der er i den “shop mellem partier, der vil opstille dig”-tilgang, som Mohammad tydeligvis har til politik, og det undrer mig såre, at man ønsker at opstille en kandidat til Folketinget efter så kortvarigt et medlemskab. Det er trods alt rimelig vigtigt, at man kan stole på, at en person kan stå hundrede procent inden for ens grundlæggende værdier, når man vælger, at vedkommende skal repræsentere ens politiske parti.

Udover det - hvad er det så, der gør, at jeg synes, det er problematisk, at Alternativet opstiller en mand som Mohammad? Og hvorfor hidse sig sådan op over, at han i et klip på TV2 ikke rigtigt svarer på, om han går ind for stening eller ej, og at han engang har ment nogle vanvittige ting? Han har jo trods alt udtalt til Politiken, at han på nogle områder har skiftet holdning, og at han ikke vil indføre stening i Danmark.

Grundlæggende mener jeg, at det er sympatisk og nødvendigt, at man kan tilgive folk deres fejl. Også fordi et politisk system, der konsekvent afviser mennesker, der har begået fejl i deres liv, vil blive enormt elitært og afskære mennesker med vigtig livserfaring fra at deltage. Problemet i den konkrete case er bare, at det er meget kort tid siden, at Mohammad mente ting, der er dybt forrykt. Og også i dag siger og mener han tydeligvis ting, der er meget problematiske.

Eksempelvis er det under to år siden, at han i et blogindlæg skrev, at man burde straffe utroskab og flerkæresteri. Han kalder nu ledelsen i Grimhøjmoskéen, der bl.a. består af imamen Abu Bilal, der har talt for drab på jøder, for “gode folk”. Og så er han, som jeg påpegede i går, alt, alt for vævende, når det kommer til at tage afstand fra stening.

For selvfølgelig må man fortælle folk, at koranen - såvel som bibelen - opfordrer til stening. At påstå andet ville være at lyve, men det er jo ikke bare det, der er tilfældet. På spørgsmål som “går du ind for stening af kvinder” skal man, undskyld mit fransk, fandme ikke svare udenom. Og særligt ikke tre på hinanden følgende gange, som er tilfældet i interviewet, som jeg postede en lille del af i går.

Stening er noget af det mest modbydelige i denne verden, og det kan virkelig ikke være så anstrengende at svare:
“Nej, er du vanvittig!? Selvfølgelig går jeg ikke ind for stening af kvinder! Men det er rigtigt, at det står i koranen, ligesåvel som det står i bibelen. Det er jo nogle bøger fra en helt anden tid. Og på det område er vi heldigvis kommet videre.”

I min optik er det, Alternativet har gang i, dybt misforstået tolerance, og hvis jeg var dem, ville jeg kraftigt overveje, om det virkelig var det rigtige at vælge ham som kandidat, når nu de faktisk får muligheden for at gøre det om, fordi de i første omgang ikke havde overholdt vedtægterne.

Og så kan de jo overveje at opstille Mohammad engang i fremtiden, hvis han viser sit værd og for alvor gør op med de synspunkter, der florerer i de ekstreme religiøse miljøer. Gør han konsekvent det de næste fire år, skal Alternativet ikke høre fra mig, hvis de vælger at putte manden på stemmesedlen.

Andre menneskers penge?

Carl Valentin — Fri, 01 Apr 2016 20:46:47 +0000

Af Carl Valentin

Højrefløjen har for tiden travlt med at snige et udtryk ind i den danske debat. Gang på gang hører man velbetalte slipsedrenge på TV bruge udtrykket, at arbejdssøgende lever af ”andre menneskers penge.”

At bruge sproget så aktivt i sin kommunikation, som højrefløjen ofte gør, er effektivt og bestemt ikke forbudt, men udtrykket her er ikke bare nedladende – det er en usaglig fordrejning af virkeligheden.

For er arbejdssøgende virkelig betalt af andre menneskers penge?

Det korte svar er nej. For var det andre menneskers penge, de arbejdssøgende levede af, ville de ryge i spjældet. Det er deres penge, som de retmæssigt modtager efter gældende regler. Regler som vores demokrati og folkevalgte politikere har stillet op. Medmindre man er af den overbevisning, at al skatteopkrævning er tyveri, eller at vores demokrati er illegitimt, så holder argumentet altså ikke. Ville Søren Pape også påstå, at politiet og forsvaret drives af ‘andre menneskers penge’? Næppe.

Men da højrefløjen forhåbentlig ikke bevidst anklager arbejdssøgende for at stjæle, må vi gå mere i dybden med udtrykket og spørge os selv: Når kontanthjælp eller dagpenge tikker ind på kontoen, er det så penge, som ”andre” har spyttet i kassen?

Igen er det korte svar nej. Det er en både forsimplet og forfejlet skildring af virkeligheden. Som mennesker lever vi alle med undtagelse af ganske få et liv, hvor vi i nogle perioder bidrager til fællesskabet og i andre perioder trækker på det. Når vi uddanner os, trækker vi på fællesskabet, hvis vi bliver syge, trækker vi på fællesskabet, når vi bliver gamle, trækker vi på fællesskabet, og hvis vi mister jobbet, ja, så trækker vi også på fællesskabet.

Men derimellem er heldigvis arbejde og skattebidrag, og for langt størstedelen af de arbejdssøgende er det heldigvis en midlertidig tilstand. Man lever således ikke bare af ”andre menneskers penge” - man får igen fra det fællesskab, man også selv har bidraget til, arbejdet for og postet penge i – evt. også gennem et A-kasse-medlemskab.

I det hele taget er udtrykket usympatisk, fordi det går lige ind og trykker der, hvor det gør allermest ondt, når man har svært ved at finde job. Man føler sig utilstrækkelig og som en byrde for samfundet snarere end en uudnyttet ressource. Det er trist, for man skal ikke skamme sig over at være ledig. Ledighed er et samfundsproblem, som vi bør tage hånd om, for uanset, hvor meget de arbejdssøgende piskes og tales ned til, er det et faktum, at der pt. ikke er job nok til alle.

Indlægget er tidligere blevet bragt i Fyens Stiftstidende

Om Socialdemokraternes nye kampagne

Carl Valentin — Mon, 23 Mar 2015 11:33:49 +0000

Af Carl Valentin

Der er mange, der har en holdning til Socialdemokraternes nye kampagne, og fløjene er tegnet meget stærkt op. Til de interesserede er her min uforbeholdne mening:

Det er første gang i Socialdemokraternes historie, at de gennemfører en stor annoncekampagne, der tager afsæt i asyl- og indvandringspolitik. At de gør det nu, mener jeg grundlæggende er fornuftigt. Alle undersøgelser viser, at befolkningen er optaget af indvandringspolitik – derfor skal de selvfølgelig vide, hvor Socialdemokratiet står. At kaste sig ind i debatten er hverken at kopiere DF eller at lefle for vælgerne – det er en pligt som ansvarligt parti.

Desværre er kampagnen et klassisk valgoplæg - og bærer præg af det. ”Flere krav til indvandrere” og ”strammere asylpolitik” virker på mig mere som et forsøg på at brand’e Socialdemokratiet end et forsøg på at flytte vælgernes holdning i en socialdemokratisk retning. Det er et generelt problem på Christiansborg, at partierne er mere optagede af at flytte vælgere end at flytte holdninger, og det ærgrer mig, at det også virker til at være tilfældet med denne kampagne.

Endvidere ærgrer det mig, at ”strammere asylpolitik” er blevet noget, man har lyst til at skilte med - ja, nærmest praler med. Millioner af mennesker er på flugt fra krig, og som et af verdens rigeste lande og medansvarlige for den situation, det internationale samfund står i, har vi pligt til at løfte en stor del af opgaven med at hjælpe de, der flygter fra død og ødelæggelse. Og tro mig (jeg hjalp en kammerat, der er flygtning, med at søge opholdstilladelse for nogle år tilbage) vores asylpolitik er allerede stram, og systemet er et helvede af regler. Når det gælder asylsystemet burde mere menneskelighed og gennemskuelighed være buzzwords – ikke stramning.

En overskift i kampagnen lyder også ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”. Man kan diskutere retorikken - og om den fremstiller indvandrere og flygtninge som nogle, der ikke gider arbejde - men at kalde kampagnen racistisk, som Vänsterpartiets afdeling i Malmö og flere prominente stemmer i den danske debat har gjort, mener jeg er tåbeligt. For mig at se er det helt grundlæggende en fornuftig position at have, at de, der kommer hertil, skal i arbejde. Det er også SF’s position og står i øvrigt i skarp kontrast til DF, der angriber regeringen for at hjælpe flere i arbejde og er rasende over, at regeringen sammen med SF og Enhedslisten har givet asylansøgere mulighed for bidrage og integrere sig ved at bo og arbejde uden for asylcentrene. Ifølge DF skal det åbenbart være så svært som muligt at bidrage, når man kommer hertil.

Socialistisk UngdomsFront kan ikke længere se forskel på S og DF. Det kan jeg godt. DF’s nyeste kampagne har overskriften ”Asylstrup” og fremstiller asylansøgere som nasserøve. Den mere end antyder, at det er centrum-venstres skyld, at asyludgifterne stiger, selvom det åbenlyst handler om, at verden er i brand, og den latterliggør en vigtig debat.

Nok kan man angribe S for meget, men DF er det vist kun Inger Støjberg, der kan konkurrere med.

Velkommen til Danmark - her betaler vi skat!

Carl Valentin — Tue, 06 Jan 2015 15:23:11 +0000

Af Carl Valentin

Starbucks, der er verdens største kæde af kaffebarer, er for alvor ved at etablere sig i Danmark. 11 steder i landet har de nu slået sig ned, og i Odense kender vi dem fra Syddansk Universitets hovedcampus, hvor de åbnede i september.

Ligesom andre store multinationale selskaber er de velkomne, men én ting skal de huske: I Danmark bidrager alle til fællesskabet!

For os er det en selvfølge, at alle spytter i fælleskassen, så vores velfærdssamfund kan løbe rundt. Desværre oplever vi oftere og oftere, at store multinationale selskaber er ligeglade med vores fællesskab.

I England er Starbucks berygtet for sin skatteunddragelse. I mere end 15 år har de undgået at betale skat på trods af, at de nu har over 800 caféer alene på de britiske øer. Over hele kloden skyder Starbucks’ kaffebarer op, men deres overskud ryger ofte i skattely langt væk fra de lande, hvor pengene rent faktisk er tjent.

Heldigvis er det ikke alle, der vil finde sig i den slags svineri. Protesterne i England har været massive – både fra almindelige oprørte borgere og ejerne af de små lokale kaffebarer, der i stigende grad bliver udkonkurreret af Starbucks, fordi det er svært af hamle op med en konkurrent, der ikke har tænkt sig at betale skat på lige vilkår med alle andre.

Nu er Starbucks så kommet til Danmark. Landet der i det anerkendte finansmagasin Forbes så sent som i sidste uge blev kåret til verdens bedste land at drive forretning i. De får glæde af vores veluddannede arbejdskraft, vores stærke infrastruktur og vores sociale sikkerhedsnet, der gør det let at hyre og fyre medarbejde. Det er kun rimeligt, at de er med til at finansiere det samfund, de nyder godt af.

Det er ganske enkelt ikke fair, hvis vi for fremtiden skal se, at ham eller hende, der langer kaffe over disken på Starbucks, betaler mere i skat end hele virksomheden tilsammen. Sådan er det allerede på Burger King, der i årevis har betalt et rundt nul i selskabsskat i Danmark.

Jeg håber, at du være med til at byde Starbucks velkommen til Danmark og sige klart, at hvis de vil være her, så må de bidrage ligesom alle os andre. Vi ved nemlig, at et folkeligt pres virker. I England har Starbucks efter protesterne indvilliget i at betale lidt mere af den skat, samfundet rent faktisk er berettiget til. Og kombineret med en stærk politisk indsats mod skattely, skal vi nok få bugt med de multinationales skattesnyd.

Indlægget er bragt i Fyens Stiftstidende.

Skrot tilskuddet til de gule forretninger!

Carl Valentin — Tue, 19 Aug 2014 14:08:46 +0000

Af Carl Valentin

Regeringens udmelding om, at den vil fjerne loftet over fradraget for fagforeningskontingenter, er en kæmpe sejr for venstrefløjen og de danske lønarbejdere. Den organiserede del af arbejderklassen vil få flere penge mellem hænderne, og flere vil have lyst og råd til at melde sig ind i en rigtig fagforening.

Men vi kan gøre mere endnu. Regeringen lægger nemlig op til at fastholde fradraget for kontingentet hos de gule forretninger. En ordning, der er en skændsel for Danmark. Og reelt betyder, at vi alle er med til at give penge til virksomheder, der støtter løntrykkeri og modarbejder den danske model.

Krifa, Det Faglige Hus og de andre gule skjuler det nemlig godt, men sandheden er, at de i virkeligheden er virksomheder, der intet som helst har med fagforeninger at gøre. Derfor bør vi som samfund naturligvis ikke give folk, der er kunder hos dem, støtte, som vi gør til dem, der er medlem af en rigtig fagforening. En fagforening kæmper lønmodtagernes sag, organiserer folk inden for deres fag og bekæmper løntrykkeri – de gule gør det modsatte.

Der er mange ting, der indikerer, at de gule forretninger tænker mere på at få penge i kassen end at hjælpe deres kunder. F.eks. bruger Krifa væsentligt flere af kundernes penge på reklamer, end LO-forbundene gør, og mens Krifa kun har fire mennesker ansat i overenskomstafdelingen, har de mellem 30 og 40 telefonsælgere, der ringer rundt for at skaffe flere kunder. Læg i øvrigt mærke til, at Krifa har ”kunder” – ikke ”medlemmer”, som LO-fagbevægelsen har.

Det kan måske lyde hårdt, når jeg skriver, at de gule forretninger modarbejder den danske model og støtter løntrykkeri, men der er noget om snakken. De lever i høj grad på, at flere danske virksomheder har tegnet stærke overenskomster, der er kæmpet igennem af den rigtige fagbevægelse. Kunderne betaler relativt lavt kontingent til Krifa og Det Faglige Hus, mens de rigtige fagforeninger må opkræve et højere kontingent, fordi de knokler røven ud af bukserne. En rigtig smart deal for de gule, men en meget dårlig en for danskerne. I takt med at LO-fagbevægelsen svækkes, mindskes deres magt på arbejdsmarkedet, og det bliver sværere at presse arbejdsgiverne til at give deres ansatte gode løn- og arbejdsvilkår.

Samtidig har Krifa et erklæret mål om at fratage danskernes ret til at lave blokader, når virksomhedsejere tegner en gul discount-overenskomst, og er man kunde hos Krifa, fratages man helt retten til at lave blokader. Et forslag, der med al sandsynlighed på længere sigt vil resultere i polske lønninger på 30-40kr i timen. Man skulle tro, at det var en ekstrem arbejdsgiverforening, der havde sådan et lønmodtagerfjendsk formål, men nej, det er faktisk en virksomhed, der vover at kalde sig selv for en fagforening.

Heldigvis kan vi komme problemet til livs; det kræver blot, at vores politikere tør tage endnu hårdere fat og afskaffe fradraget for de gule kontingenter.

Indtil det sker – en klar opfordring herfra:

Vælg en rigtig fagforening, hvis du ikke allerede har gjort det. Vær med til at sprede sandheden om de gule forretninger og lad os sammen presse politikerne til at afskaffe tilskuddet, det støtter løntrykkeri.

Sammen står vi stærkest.

Dele af indlægget er tidligere bragt i Politiken.

Stop Israels bombninger i Gaza

Carl Valentin — Fri, 08 Aug 2014 15:58:55 +0000

Af Carl Valentin

Tale til demonstrationen ”Stop Israels bombninger i Gaza” d. 8. august 2014 i Odense

Kære alle sammen.

Tusind tak for invitationen. Jeg har glædet mig meget til at skulle holde tale for jer.

Jeg har deltaget i mange demonstrationer i mit liv. Og følelsen af, at man står sammen og kæmper for en fælles sag, er altid helt fantastisk. Den kan jeg også mærke i dag.

Men det er ikke den eneste følelse, der går igennem mig. Jeg kan også mærke sorg, fortvivlelse og afmagt.

Hver dag bliver flere slået ihjel og lig graves op fra murbrokkerne. Og det er svært at holde tårerne tilbage, når billederne toner frem på skærmen.

Men jeg tror, det er godt, at de bliver vist, for det minder os om, at Israels bombninger i Gaza er umenneskelige, og at de må høre op! Ingen civilbefolkning skal udsættes for det, der sker i Gaza i disse dage.

Som politisk aktiv er jeg meget optaget af, hvad Danmark kan gøre, hvad EU kan gøre, og hvad vores politikere kan gøre for at presse på. Og ja, Danmark er et lille land, og skal man se realiteterne i øjnene, er det nok ikke meget, Israel forhører sig hos Danmark, inden de bomber uskyldige.

Men er vi mange, der står sammen – så kan vi gøre en forskel!

Det er også derfor, jeg har været så vred på og skuffet over vores regering den seneste tid. Vores udenrigsminister, Martin Lidegaard, skulle have et ordentligt los i røven, før han overhovedet var ude og tage klar afstand til overgrebene. Og han kalder stadig Israel for ”Danmarks venner”.

Socialdemokraterne har heller ikke ligefrem brilleret den seneste tid. Når deres kolleger i de socialdemokratiske partier i Norge, Sverige og Island, har skrevet en fælles erklæring, hvor de forsømmer Israels angreb, vil de danske socialdemokrater ikke være med.

Kom nu ind i kampen! Selvfølgelig fordømmer vi i SFU også de angreb, som Hamas står bag. Drab på civile skal altid fordømmes. Men Israel har som den ubetinget stærkeste part i den her konflikt et særligt ansvar. At tale om krigen mellem Israel og Gaza som værende en krig mellem to jævnbyrdige – ja, det er i sandhed absurd!

Også højrefløjen og midterpartierne i EU rabler det for i disse dage. Fesne og intetsigende erklæringer bliver vedtaget, når EU skal tage stilling til konflikten, og man tør ikke bruge den store magt, man har. Spørger I mig, er det skandaløst.

Hvorfor ikke tage EU’s egen lovgivning alvorligt og kræve at Israel lever op til sin del af partnerskabsaftalen? De kunne jo starte med at overholde menneskerettighederne ved at afslutte besættelsen!

Men når magthaverne ikke vil handle, så må vi gøre det selv. Derfor er jeg også stolt over alle jer, der er mødt op i dag. Det gør en forskel, at vi viser vores utilfredshed. Men der er også en anden ting, jeg vil bede jer om at gøre:

Boykot Israel!

Da Villy Søvndal var udenrigsminister, meldte han ud, at der skulle tydelig mærkning på varer, der stammer fra de israelske bosættelser. Det var stærkt arbejde af Villy, men desværre har den nye radikale minister ikke samme ambitioner.

Det betyder, at vi selv må gå til værks. Derfor lige en serviceoplysning: Før i tiden kunne man gå ud fra, at en stregkode, der startede med tallene 729, betød, at varen var produceret i Israel. Men det kan man ikke længere! Ændringer af reglerne om mærkning har betydet, at varens stregkode nu viser det land, varen er registreret i, og ikke hvor den er produceret. Led derfor altid efter produktionslandet på varens etiket. Og står der Israel, så lad den ligge.

I dag skriver Amnesty, at der er tegn på, at den israelske hær bevidst har målrettet angreb på hospitaler, ambulancer og læger i Gaza. De seneste uger er seks læger og ambulancefolk blevet dræbt og mange såret.

Vi kan ikke længere bare se til.

Vi må stå sammen. På tværs af kultur, religion og nationalitet. For fred, fordragelighed og et frit Palæstina!

Fortsat god demonstration.