Casper Gronemann's blog

Dansk Folkeparti er ikke finanslovens tabere

Casper Gronemann — Fri, 20 Nov 2015 14:33:50 +0000

Af Casper Gronemann

Dansk Folkepartis velfærdsglæde er forloren. Partiet er fint tilfredse med de mange nedskæringer, og ikke mindst de gaver, de får til gengæld.

Efter finansloven lyder mange analyser på, at DF har tabt finanslovsforhandlingerne. Det er imidlertid ikke nødvendigvis tilfældet. DF har aldrig leveret politisk på den velfærd, som de hævder at være garanter for. Det er kun for ganske nyligt, at partiet overhovedet er begyndt at interessere sig for den, og det skyldes primært taktiske afvejninger. Alle fra Kjærsgaard til Thulesen Dahl har historisk set talt for økonomisk liberalisering.

Derfor er det mere nærliggende at konkludere, at DF er fint tilfredse. Det afspejles i Kristian Thulesen Dahls udtalelser. Både i TV og på Facebook taler han selvfølgelig de få ekstra skattekroner på sundhedsområdet op, som om de overskygger den overordnede slagtning af de offentlige finanser.

Mere spændende er det dog, at han fremhæver f.eks. reduceringen i registreringsafgiften som et positivt område. Igen ser vi, hvordan DF ikke er bundet af traditionel højre/venstre tænkning: Dahl kan fremhæve en klar liberal sejr, som en gevinst for velfærden, fordi "børnefamilierne nu har bedre råd til biler." Dahl ligner ikke en slagen mand, og der er heller ingen grund til at tro, at han skulle være det. Hvis finansloven ikke koster på vælger-fronten, er han sluppet afsted med mord.

Hertil kommer så, at DF sikkert har fået rigeligt med indrømmelser på andre områder i fremtidige aftaler. Hvis det er tilfældet er der endnu mindre grund til at være utilfreds med aftalen fra DF-ledelsens synspunkt. Som støtteparti til en blå regering befinder DF sig i en win-win situation: de kan begræde alle liberaliseringerne, selvom de er fint tilfredse med dem, og endda kræve sig betalt for disse i politik, som partiet vurderer er vigtigere.

Så længe de radikale, Enhedslisten og Alternativet fortsat er ekstremt kritiske overfor indrømmelser på udlændingeområdet har DF en permanent undskyldning for at pege på Lars Løkke Rasmussen, på trods af nedskæringer.

Elefanten i rummet - og venstrefløjens håb - er selvfølgelig vælgernes reaktioner på den azurblå finanslov. Vil vi endelig se DF blive draget til ansvar for andet og mere end asylpolitikken? Vil vi høre snak om løftebrud og bevidne DFs egne vælgere skose Thulesen Dahl for eksempelvis løgnen om den fredede kontanthjælp?

Hvis en sådan reaktion kommer, lader den vente på sig. Medierne - i sær Ekstra Bladet - har ganske vidst kørt historier på det. Rubrikker i stil med "DF-krise: Tulles Facebook bombaderet med kritik!" har prydet avisernes hjemmesider siden aftalen om finansloven blev indgået.

Men udover, at Facebook er en tvivlsom kilde til, om Dansk Folkeparti er i krise, er det også en meget ensidig dækning af, hvad der rent faktisk foregår på Thulesen Dahls Facebook-profil. En lille håndful brugere er vrede ja, men det overordnede billede er stadig tilfredshed med Dansk Folkepartis ageren.

Venstrefløjen gør selvfølgelig det helt rigtige, når de prøver at få vælgerne til at indse Dansk Folkepartis tvetungethed på velfærdsområdet. Bjarne Corydon reagerede f.eks. glimrende med et direkte angreb på DF:

"Jeg synes man skal stå ved det, man har gjort. Man har rottet sig sammen i de to mikrosmå borgerlige partier længst til højre i Danmark, man har fuldstændig forhandlet DF (Dansk Folkeparti, red.) ned under gulvbrædderne, og lavet en finanslov, der gavner sådan nogle som mig. Sådan en som mig, der er på minister-eftervederlag, har en høj løn, en stor bil og et fint hus her i hovedstadsområdet og virkelig har råd til at udnytte bolig/job fradraget - vi har virkelig fået noget ud af det her. Det har den almindelige lønmodtager ikke."

Spørgsmålet er bare, om angrebene kommer til at bide. Hvis DF i sandhed er velsignet med en slags ansvarsimmunitet, så får vi syn for sagen i den nærmeste fremtid. Har Thulesen Dahl held til at sælge denne finanslov, som en refleksion af sine valgløfter, så er det svært at se, hvor Dansk Folkepartis svage punkt er.

Monstre er noget, vi selv skaber

Casper Gronemann — Sun, 13 Sep 2015 12:06:57 +0000

Af Casper Gronemann

Når konsensus-søgende socialdemokrater ser sig selv slået af populister, har de kun sig selv at takke.

Der var næppe nogen, der så sejren i horisonten, da Jeremy Corbyn annoncerede sit kandidatur til formandsvalget i det britiske Socialdemokrati, Labour. Med en opbakning på blot 10% blandt partiets parlamentsmedlemmer var han mildest talt ikke spået store chancer. Men medlemmerne gav ham 60% af stemmerne, mens de 3 øvrige kandidater måtte deles om de resterende 40%.

Etablerede medlemmer af Labour har beskrevet Corbyn som et ”populistisk monster”, mens Tony Blair har sagt, at valget af Corbyn kan lede til ”udslettelse” (af en anden type, end den han selv udsatte Irak for, forstås). Herhjemme har Socialdemokraten Henrik Sass Larsen beskrevet Corbyns sejr som ”en helt ufattelig tragedie.”

Kritikken af Corbyn er ikke nødvendigvis forkert. Han kan med nogen rimelighed beskrives som Putin- og Hamas-apologet. Samtidig er der en risiko for, at Corbyn sender sit parti ud i et kaos, der minder om 80ernes nedsmeltning for den britiske venstrefløj.

Men hvis Corbyn er et monster, er det Blair og hans efterfølgere, der har født ham. Man har sået frøene til Corbyns opstigning med tiltagende arrogance over for partiapparatet og manglende svar på den globale kapitalismes amokløb på velfærdsstaten.

På mange måder ligner opgøret i Labour den storm, som Socialistisk Folkeparti var inde i herhjemme. Anette Vilhelmsens sejr var også et anti-projekt, som ikke handlede om politik, men om at straffe den siddende ledelse. I USA er det Bernie Sanders, der fører an i en lignende kampagne, omend hans politiske projekt er noget mere fornuftigt end Corbyns (eller Vilhelmsens mangel på samme). Det er med andre ord en stor fejl at se Corbyns overraskende sejr som et isoleret fænomen. Der er tale om en generel tendens, som alle vestlige venstreorienterede, der vil magten, gør klogt i at tage bestik af.

Socialdemokraterne bør betragte begivenhederne med tilbageholdt angst. Manglen på politikudvikling kan føre til samme ulmen i deres bagland. Her føler man efterhånden at selv den årlige partikongres, angiveligt partiets højeste myndighed, blot er en reklamesøjle for ledelsens selvgratulerende tomgang. Langt værre er det, at manglen på landspolitisk lederskab kan få vælgerne til helt at opgive partiet. Frederiksen har ikke sagt meget, siden hun blev valgt, og i et af de mest historiske tidspunkter i nyere dansk historie – de syriske flygtninges indtog i landet – er hendes stilhed larmende. De 130 ord i hendes eneste officielle udmelding om emnet er totalt blottede for politisk indhold. Mens danskerne efterspørger lederskab drikker statsministeren vin, og oppositionslederen håber han drukner i den, uden at hun behøver løfte en finger. Dagpengeområdet har været det hotteste emne fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti i 5 år, men hvis du spørger mig, hvad Mette Frederiksen mener om det, kan jeg kun trække på skuldrene i vildrede.

Det er ingen hemmelighed, at venstrefløjen slås med at formulere troværdige, solidariske svar på globaliseringens udfordringer. Men de må findes. Udsigtsløse udnyttere af folkestemningen, som f.eks. Jeremy Corbyn, fødes i skyggen af de etableredes kræfters svigt. Vælgerne er fornuftige, og støtter generelt moderate og realpolitiske alternativer, hvis de er der. Det er først når lederskabet svigter og politikken bliver for smal, at folket tyer til yderpunkternes nihilisme.

Gronemanns Valgguide

Casper Gronemann — Wed, 27 May 2015 11:13:43 +0000

Af Casper Gronemann

Den skandinaviske velfærdsstat er den bedste, mest retfærdige og mest solidariske samfundsmodel man i dag kan basere sin nation på. I en valgkamp bør denne models præservation være det vigtigste for enhver, som har et oprigtigt ønske om at hjælpe arbejdere og socialt udsatte i Danmark. Den ubestridt største trussel for modellen – og dermed for Danmark – er globaliseringen og det støt voksende pres, som international konkurrence udgør. Følgende er min guide til, hvad du skal stemme til valget, baseret på hvert partis evne til at håndtere denne trussel. Guiden bruger udelukkelsesmetoden til at identificere det parti, der både anerkender problemet og forsøger at løse det.

Problemet består af, at andre lande i dag kan udfordre vores levevis, alene ved at tilbyde deres arbejdsstyrke mere uretfærdige vilkår, end vi selv gør. De kan tvinge forholdene for vores arbejdere i knæ med social dumping. De kan presse os til at arbejde længere og for en lavere løn, ved at sænke deres egne standarder. De kan få os til at skære ned på overførselsindkomster og service-niveauet i det offentlige, fordi vores konkurrencedygtighed ellers kan blive ødelagt af, at vi har større udgifter i krisetider. Danmark er således fanget mellem ’a rock and a hard place’: hvis vi imødekommer den globale kapitalisme, afmonterer vi velfærdsstaten nu. Hvis vi ikke imødekommer den, afmonterer vi velfærdsstaten på sigt.

Derfor kan vi ikke stemme på hverken Venstre, De Konservative, eller Liberal Alliance. Der er ikke ét parti på højrefløjen, som ikke hylder globaliseringen og den skærpede internationale konkurrence. Højrefløjen ser disse fænomener som deres endelige chance til at neddrosle en solidarisk stat, som de aldrig har kunnet fordrage. Det gælder også for Dansk Folkeparti, der som folketingets mest løgnagtige parti igennem 15 år, har talt sig op som beskytter af velfærdsstaten, mens de langsomt har forsøgt at splitte den ad til atomer.

Så er der Det Radikale Venstre. Al den grådige kapitalisme og manglende medfølelse for den lavere del af middelklassen, som vi kender fra højrefløjen, men pakket ind i vat og lyserøde smil. Not an option.

Socialdemokratiet anerkender som det første parti her i indlægget, hvad udfordringen består i. Hvis man ellers har kunnet slukke for sit had til Bjarne Corydon i fem minutter, for at slå lyttebøfferne ud, har man måske bemærket, at hver gang han snakker om 'konkurrencestaten’, har budskabet været, at vi bliver nødt til at formulere en løsning på globaliseringens præmisser, for at redde velfærdsstaten. Det er dog samtidig Socialdemokratiets største problem. Partiets eneste svar på kapitalismens stigende pres på velfærdsstaten, er at fodre ulven med den mad, vi ellers skulle leve af, for at undgå at vi selv bliver ædt. Socialdemokratiet køber os tid, og kan måske på sigt modificere velfærdsstaten, så den er mere robust overfor globaliseringen. Desværre lader de ikke til at have en endegyldig løsning på problemet.

Next up er Enhedslisten og Alternativet. De ville få min stemme, hvis deres vilje og hensigt var det eneste vi debatterede. Her er to partier, der til fulde nikker genkendende til min parole om, at den globale kapitalismes imparativ er den største udfordring for velfærdsstaten. Begge partier har desværre det til fælles, at de ønsker at lade som ingenting. Lade som om at alt, hvad der står i økonomibøgerne, er lodrette løgne. Lade som om, at den udfordring, som vi alle er enige om findes, ikke findes alligevel. Ø og Ås bedste løsning på århundredets største trussel mod velfærdsstaten, er at lukke øjnene og håbe på, at hvis man bare øger ligheden og statens størrelse, så forsvinder konkurrencestatens klamme hånd af sig selv.

SF kunne have været svaret. De kunne have været det nye arbejderparti, som formulerede en venstreorienteret løsning på det moderne samfunds problemer. Desværre imploderede de i selvretfærdig harme og er nu mest af alt optagede af at samle stumperne op. Det er et decideret gamble at satse på, at den nye mutter i partiet kan genopbygge det gloværdige projekt, som Villy Søvndal og Astrid Krag forsøgte at cementere. Der er stadig gode kræfter i partiet, de er bare ikke toneangivende.

Derfor er Socialdemokratiet dit parti, hvis du som mig mener, at præservationen af velfærdsstaten, i en verden truet af stigende international konkurrence og globalisering, er det vigtigste valgemne. De tilbyder ingen endegyldig løsning, men er det parti, der mest konsekvent og ansvarsbevidst skubber imod udviklingen. Den tid, som de køber, bør venstrefløjen bruge til at formulere et troværdigt alternativ til den globale kapitalismes tvangsreduktion af arbejderens rettigheder.

Hvis det alternativ kommer – hvis en kreativ og visionær tænker formulerer en solidarisk samfundsidé, som både anerkender det globale pres og formår at bekæmpe det – så er jeg med. Indtil da stemmer jeg højst sandsynligt på den unge amarkaner Peter Hummelgaard Thomsen. Boede jeg på Vestegnen sad mit kryds dog ved mureren Mattias Tesfaye. Han er uden sammenligning den bedste kandidat, der stiller op til dette folketingsvalg.

Derfor vil jeg nu køre til Brøndby og hænge Mattias op. God valgkamp.

NB.

Er du enig i nogle af disse betragtninger, men kan ikke bringe dig selv til at stemme på de onde Goldman Sachs-allierede i Socialdemokratiet, har jeg følgende forslag:

Leif Donbæk (SF): Leif er tidligere HK’er og læser i dag jura. Han har alle forudsætninger for at forstå arbejderkampen og manøvrere i det politiske system. Han er pragmatisk, han har politisk indsigt, og han ved, hvilke udfordringer, velfærdsstaten står ansigt til ansigt med.

Halime Oguz (SF): Er du træt af højrefløjens deciderede had til folk af anden etnisk herkomst, men utilfreds med venstrefløjens blødsødenhed? Halime snakker hverken om luftig identitetspolitik eller svinger pisken. Hun vil tage konkret fat i de problemer, som truer med at køre en stigende del af de unge indvandrere ud på samfundets sidespor.

Lise Müller (SF): Når hun ikke har kittel på og tager sig af vores syge, arbejder Lise benhårdt for et solidarisk sundhedssystem i Region Hovedstaden. En politiker af den gamle skole, som besidder den perfekte kombination af arbejdsgejst, tålmodigheden til at lytte til fagpersoner, og selvstændigheden til at træffe de rigtige beslutninger.

Pelle Dragsted (Ø): Pelle er en ukuelig pragmatiker og en knivskarp politisk analytiker. Han er først og fremmest interesseret i at skabe et mere lige samfund, med de midler, som det kræver. Det har vi skrevet om sammen før. Pelle har læst de økonomiske rapporter og han har forstået budskabet. Derfor angriber han højrefløjen mere effektivt end tusinde te-drikkere fra bagerste række i kommunist-klubben kunne gøre det.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Bibloteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Min venstrefløj

Casper Gronemann — Fri, 20 Mar 2015 10:24:48 +0000

Af Casper Gronemann

Min venstrefløj vil hellere have rendesten og cigaretter end blomsterkasser og pastelfarver. Min venstrefløj er kampen for ungdommen. For dens ret til at til at udleve sig selv, til at kysse hvem den vil og bolle hvem den føler for. Min venstrefløj får kvalme når gamle mænd vil diktere unge pigers opførsel. Min venstrefløj er Sylvester Stallone, der nyder en rotteburger i ’Demolition Man’, og ikke selvgode Inge fra 1864. Min venstrefløj er Charlie Hebdos tegninger, kvindelige billister i Saudi Arabien og flypersonalet i Ryan-Air. Min venstrefløj er brutal i sin kamp mod det reaktionære. Ubarmhjertig i sin kritik af magten, hvad end det er DJØFere som jeg selv, politikeren der starter en kynisk krig i Irak eller faderskikkelsen i en fattig familie der tyranniserer sine teenagere. Min venstrefløj vil myrde de normer, der slavebinder mennesker. Om de findes blandt indre missionske fiskere i Vestjylland eller fuckhead-imamer i den lokale moske. Min venstrefløj er mere interesseret i underklassens vilkår end i kvindelige bestyrelsesposter.

Min venstrefløj vil udrydde diskrimination, og den kender racismens ansigt: forskelsbehandling på grund af menneskers race eller oprindelse. Men min venstrefløj tørrer også røv i relativismen, og insisterer på at frie samfund er bedre end ufrie. At solidaritet er bedre end egoisme. At demokrati er bedre end diktatur. At ligestilling er bedre end forskelsbehandling. At fængsling er bedre end stening. At ytringsfrihed er bedre end censur. Min venstrefløj fnyser af ortodokse religioner. Man kan ikke kende min venstrefløj på, hvad nogen siger den ”altid har ment” og underforstået altid bør mene, men på hvem den repræsenterer. Den ærlige arbejder, der vil anerkendes for at tage sin del af samfundets slæb. Den utilpassede, der ikke kan fungere på sine omgivelsers præmisser. Den fattige på bunden, uanset om den bund er rigere i dag, end den var i går. Deres kamp er min venstrefløjs kamp, ligemeget hvilken form kampen måtte tage, og derfor er kampen aldrig vundet, for den tilpasser sig til sin samtid. Min venstrefløj vil mutere verden, så den passer til menneskerne i den, og ikke tvinge dem til at tilpasse sig til verden eller gå til grunde. Min venstrefløj er Hans Scherfigs 'Idealister', der tidsløst korsfæster dem, der vil tage det venstreorienterede som gidsel for egen selvhøjtidelighed.

Min venstrefløj skider på det etablerede: min venstrefløj er en fri og billig liderlig pige med hår på kussen og cigarlugt i tøjet. Eller trimmet mis og barberet røv hvis det er det, der tænder den. Min venstrefløj kalder de riges brok for klynk. Min venstrefløj repræsenteres ikke af ét parti eller af én idé eller af én gruppering, men af selve dens måde at være på.

Men over alt er min venstrefløj ligeglad med ”tone” og spilleregler og facade. For min venstrefløj er ”politisk korrekthed” bare en anden form for småborgerlighed. For min venstrefløj er intet helligt, intet hævet over kritik. For min venstrefløj er det et mål i sig selv at sige det, der ikke må siges.

Det er nemlig kernen i *alt* hvad min venstrefløj gør: frigørelse.

Som en lus mellem to fløje

Casper Gronemann — Thu, 19 Feb 2015 10:47:26 +0000

Af Casper Gronemann

I den verserende debat om terrorangrebene i København har jeg følt mig som et dådyr, paralyseret i lyset fra en lastbils forlygter. Skingerheden har skabt en så skarp opdeling mellem debattens deltagere, at de i klammeriet tilsyneladende har mistet blikket for et par ellers ret jordnære sandheder. I dette indlæg vil jeg gennemgå tre af dem.

På den ene side har selvudnævnte ”humanister” blændet op for så mærkværdige standpunkter, som at ytringsfriheden ikke er truet, blot fordi det kan være dødeligt at skrive eller tegne ting. Andre gav udtryk for at ytringsfrihedsdiskussionen var blæst ud af proportioner. Tegneren Jakob Martin Strid mente f.eks., at debatten om ytringsfriheden var »løbet løbsk« (eller, det mente han i hvert fald indtil han slettede sit opslag). Journalisten David Trads gik så langt som til at mistænke ”tonen” for at have en del af skylden, bare for at minde os om at 00’erne stadig spøger i afkrogene af debatten.

Den anden distanceblænder der fryser mit dådyr-jeg fast på debattens motorvej, er højrefløjens ligeså absurde opråb: at granskninger af de sociale omstændigheder, der ledte til gerningsmandens radikalisering, er ren hippie-snak. På meningsdanneren Anna Sophie Hermansen kunne man forstå, at valget om først at begå rå kriminalitet og senere udforske karriestien ”bindegal religiøst fanatiker” var et, som Omar El-Hussein nærmest havde taget efter nøje overvejelser af et rigt udvalg af alternative livsforløb. Den oftest knivskarpe Mikkel Andersson beskrev El-Husseins beslutning som et »ideologisk og taktisk valg,« som El-Hussein »alene bærer ansvaret for.«

I mine øjne ville det være sundt, hvis yderpositionerne i debatten tog en god mundfuld luft, og nærmede sig hinanden bare en smule, i forhold til de mest åbenlyse kendsgerninger.

Kendsgerning #1: Ytringsfriheden er truet

Mange af de samme mennesker fra centrum-venstre, som deler David Trads’ og Zenia Stampes selvgode hashtag ”#humanisme2015,” har i den forgangne uge genåbnet kassen med gamle floskler. David Trads accepterer på den ene side, at ytringsfriheden er under pres, men på den anden side er vores ”frie levevis” det ikke (???). Mange af Trads’ ligesindede går videre end det: ytringsfriheden er ikke under angreb, må vi forstå, bare fordi der bliver skudt på et par tegnere. Ej heller har det noget med ytringsfriheden at gøre, at mange andre, som f.eks. førnævnte Mikkel Andersson, siger at de bevidst fravælger satireemner af frygt for konsekvenserne. Uffe Ellemanns klassiker – »Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet« – står som det ultimative eksempel på hvor rabiat fornægtelsen af truslen mod ytringsfriheden er.

For mange er debatten om ytringsfrihed en abstrakt diskussion om forskellige tegningers kvalitet og politiske substans. Således bliver der ført to seperate ytringsfrihedsdiskussioner: en, der handler om hvorvidt tegningerne af Muhammed er god eller dårlig stil overfor minoriteter, og en, der handler om hvorvidt det kan være rigtigt at man skal frygte for sit liv, blot fordi man tegner og skriver.

Det som er så enerverende ved de to diskussioner, er at den ene åbenlyst bør prioriteres højere end den anden. Det er mig en gåde hvordan så mange kan insistere på at føre en indholdsmæssig diskussion om tegningernes politiske merit, mens deres medborgere pløkkes ned på sidelinjen. Jeg begræder de såkaldte humanisters manglende medmenneskelighed, når de viser sig i stand til at bekymre sig over politiske uenigheder om hvad tegningerne er et udtryk for, altimens deres politiske modstandere dræbes på baggrund af netop denne uenighed. Når man på denne måde mener at den politiske diskussion om tegningerne er vigtigere end det problem, at der er folk der lader livet for dem, så har man for alvor tabt proportionalitetssansen.

Kendsgerning #2: En del af årsagen til Omar El-Husseins radikalisering var højst sandsynligt marginalisering og sociale omstændigheder

Den borgerlige spinatfugl Anna Sophia Hermansen brokkede sig forleden over, at man i følge hende så på Omar El-Hussein som et ”offer”: »et offer for hvad, undskyld mig? Et samfund, der har givet hans forældre beskyttelse, bolig, velfærdsydelser og deres søn uddannelse, muligheder og rettigheder? Jeg forstår jer ikke. Jeg forstår ikke tolerancen overfor intolerance og omfavnelsen af en fjende af det åbne samfund.«

Kimen til ASHs forvirring lader til at være, at siden den danske velfærdsstat fordrer en højere grad af social mobilitet end vi ser i andre lande, kan man i Danmark ikke rammes af sociale omstændigheder uden for ens kontrol. En slags ”jamen, tænk på de sultne børn i Afrika, som har det meget værre end dig”-argument. Således skriver ASH: »[Omar var] bare en simpel kriminel, der søgte efter nogen at lade sin hæmningsløse vrede gå ud over. At han pludselig har hidset sig voldsomt op over Lars Vilks tegning virker også tilfældigt på mig.«

Årsagen til angrebet var altså blot et samspil mellem en ung mands uforklarlige vrede, og tilfældigheder. Vilkårlighederne slog 55-årige Finn Nørgaard ihjel. ”Det er bare ærgerligt”, siger ASH: ”men der er ingen øvrige årsagsforklaringer at hente.”

Imidlertid er det virkelig dumt at afskære sig fra at kigge på, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde, for Omar. Vi ved fra statistiske undersøgelser, at diskrimination og marginalisering leder til lavere social tillid. Vi ved at følelser af relativ deprivation kan få mennesker til at opgive fællesskabet. Vi ved at bander og religiøs ekstremisme appelerer stærkt til utilpassede unge, som føler sig ekskluderet fra hjem og omgivelser. ASH har ret når hun siger at velfærdsstaten hjælper til at mitigere disse faldgrupper, men hun tager grueligt fejl, hvis hun påstår, at den har udraderet dem.

Intet kan undskylde Omars gerning. Der er masser af mennesker med ulykkelige skæbner, som ikke lader deres vrede og frustration gå udover uskyldige. Sandheden er dog, at det kun gør det vigtigere at vi grundigt undersøger, hvordan vi kan forhindre at fremtidige unge følger i Omars fodspor. Her er ASH på rette spor når hun spørger: »det skyldes muligvis dit og dat, men hvad gør vi ved det?«, men hun lader ikke til at forstå, at for at løse et problem skal man finde ud af, hvorfor det opstår. Det er ”dit og dat”, vi skal identificere, for at komme problemet til livs.

Kendsgerning #3: Angrebet havde noget med islam at gøre

Selv mens jeg skriver dette afsnit har jeg svært ved at forstå at det overhovedet er nødvendigt. I Frankrig åbner to bevæbnede mænd ild mod et helt redaktionslokale fuld af tegnere, og motivet er, at nogen har tegnet religiøst symbol. I Danmark dræbes to: den ene til en debat om en tegning af Muhammed, den anden fordi han befinder sig i en synagoge, og selv er jøde. Den mærkværdige kommentar, at ”religion ingen rolle spiller i angrebene,” kommer typisk fra akademikere, som er i stand til at pseudo-teoretisere angrebene i en sådan grad at al jordisk fornuft fordamper. Derfor er det mest oplagte svar til disse abstraktionens mestre, Dennis Pragers tidsløse formaning:

»The foolishness of that comment is so deep, I can only ascribe it to higher education. You have to have gone to college to say something that stupid.«

Formaningen rammer plet i en kontekst hvor pladderhumanister forvilder sig selv til at tro at angreb der starter, pågår og slutter med religion, ”ikke har noget med religion at gøre.” Niels Ivar Larsen, en af de tilstedeværende under angrebet, har skrevet en udemærket satire om den slags selvmodsigelser.

Religion er muligvis ikke den eneste faktor, bevares... men det er tydeligvis en meget tungtvejende del, og det er udtryk for håbløs, misforstået solidaritet med moderate, religiøse medborgere at man for deres skyld afviser at Omar El-Husseins islam var relateret til hans forbrydelse. Det ville være lige så bizart at påstå, at Ho Chi Minhs overgreb intet havde med socialismen at gøre, for at skåne socialisten Casper Gronemann. Selv som Socialdemokrat må man leve med, at velfærdsstaten kan misbruges til overgreb mod borgernes menneskerettigheder. Demokratiske socialister har altid måtte balancere mellem stalinister på den ene side og borgerlige på den anden. Det eneste nye er at siderne nu opgøres af islamister og nationalister. Demokratiske muslimer trives allerede i den gruppe, som udgøres af rimelighedens ambivalens.

Opsummering

Det jeg har forsøgt at præcisere her, blev sagt kort og præcis på Facebook, af SF’eren Claus Christoffersen:

Som sædvanlig når fløjene er ved at kløjes i deres egen tribalisme og forstokkede ensidighed, er kuren en god dosis rimelighed og nuancering. Det bør være muligt for os alle at acceptere et udgangspunkt for debatten der både kan rumme, at ytringsfriheden åbenlyst er truet, at det er rimeligt at interessere sig for, hvorfor det gik så galt som det gjorde, med Omar El-Hussein, og at man ikke peger fingre af sin venlige, muslimske sidemand, fordi man mener at islam er en uafviselig del af den moderne terrorisme.

Med disse tre bittesmå og ukontroversielle sandheder som fundament for debatten kunne vi måske begynde at snakke om, hvordan vi bygger et samfund der værner mod gentagelse af så sorgfulde begivenheder. For det er til syvende og sidst det, som er hele årsagen til, at det er værd at diskutere.

Venstrefløjen er ikke fremmed overfor kulturel kritik

Casper Gronemann — Mon, 22 Dec 2014 14:40:12 +0000

Af Casper Gronemann

I et indlæg på Queerkraft bliver jeg tildelt rollen som ødelægger af Modkrafts position som ”safe space” fra kritik af religion og kultur. Imidlertid er min kritik ikke ny, og mens indlægget har travlt med anklager om islamofobi og chauvinisme, ignorerer det at venstrefløjen altid har udøvet kulturel kritik.

For nylig skrev jeg et indlæg, som spurgte hvorfor man altid skulle dukke sig for beskyldninger, når man kritiserede islam. I et svar på Queerkraft siger Nazila Kivi, at det skal man heller ikke. Samtidig beskriver hun min kritik som ”islamofobisk” og chauvinistisk, samt siger at mit indlæg ”minder om noget man kunne finde på Den Korte Avis.” Om ironien er intentionel er et åbent spørgsmål.

Min kritik er ikke ny på venstrefløjen. Bogen ’Højrepopulismen – venstrefløjens akilleshæl’, beskriver nogle af de samme problemstillinger. Men den er sådan set heller ikke ny på Modkraft, hvor man kan finde lignende pointer i Pelle Dragsteds ’Farveblind antifacisme’. Titlen som banemand for Modkrafts blide oase i en ørken af had tillægger mig altså en originalitet, jeg ikke kan påkalde mig. Min kritik er dog tydeligvis stadig relevant, af to grunde.

Den første er, at venstrefløjen sædvanligvis er centrum for aktivistisk kamp mod det reaktionære. Vi tager kollektivt afstand når en forvirret idiot med Messias-kompleks vader ned gennem Nørrebrogade med et kors på ryggen. Vi møder op med 200 demo-deltagere når SIAD skraber 20 vindjakker sammen. Vi revser knivskarpt et lokalsamfunds Indre Missionske bullshit, når et lesbisk par chikaneres. Jeg kræver hverken mere eller mindre end denne rettidige kritik, når islam er de fjollede hatte bag de reaktionære handlinger. Af den ene eller den anden grund sker det bare ikke. Det er den første grund til min kritik.

Den anden illustreres perfekt af Nazila Kivis eget indlæg. Det er tilsyneladende umuligt for os på venstrefløjen at diskutere disse spørgsmål, uden at debatten kommer til at at handle om personer i stedet for indhold.

Islamofobi – det nye racismekort

Kivi vælger at betegne mit indlæg som ”islamofobisk.” Ordets eneste ligemand i det semantiske univers er vel ”antisemitisme.” Antisemitisme er imidlertid ikke kritik af jødisk religion eller praksis (som f.eks. omskæring), men decideret jødehad. Antisemitisme er altså racisme, hverken mere eller mindre. Hvis begrebet ”islamofobi” skal give mening, må det samme være sandt om det.

Hvis Kivi virkelig mener, at jeg retter et racehad mod muslimer, så skylder hun at redegøre for, præcist hvor og hvordan. Jeg mener ikke selv, at have gjort mig skyldig i generaliseringer, hvad jeg også sagde til Jyllands-Posten for nylig:

”Kritik af ideologi og kultur er ikke det samme som kritik af individer. Den pointe går nemt tabt, når man beskyldes for det ene og det andet, fordi man kritiserer islam. [...] vi må kunne kritisere islam – og stadig behandle alle medborgere ens.”

Ovenstående logik er ikke original. Venstrefløjen har levet efter den længe. Det er bl.a. den, der tages i brug, når vi angriber den religiøse zionismes konsekvenser for det palæstinensiske folk. Når højrefløjen beskylder os for antisemitisme i kølvandet på en sådan kritik, har vi kun hånlig latter til overs for deres stråmænd. Men at kaste begreber som ’islamofobi’ i grams, hver gang nogen kritiserer islam, er ikke meget anderledes.

Venstrefløjens kulturelle kritik

Det islamofobiske i mit indlæg består i følge Kivi i, at jeg sætter navn på det jeg kritiserer:

”Der findes ikke nogen særlig muslimsk kvindeundertrykkelse, muslimsk social kontrol eller muslimsk homofobi. Der findes kvindeundertrykkelse, social kontrol og homofobi. Punktum.”

Det udsagn er sympatisk, og jeg er delvist enig. Men venstrefløjen er ikke fremmet overfor kulturel kritik. Det var en venstreorienteret bevægelse, der knuste det danske samfunds kvindeundertrykkende kultur i 60’erne. Det er venstrefløjen, som er den skarpeste kritiker af kristen, evangelisk konservatisme i f.eks. USA. Senest er det en påstået ’voldtægtskultur’, som dele af venstrefløjen har kastet sig over. Faktisk kritiserer Kivi min påståede ’brocialistiske kultur’, i selv samme indlæg, som hun afviser enhver kulturel kritik.

Engang havde vi en kultur, hvor vi slog vores børn. P.t. har vi en kultur, hvor vi forherliger akademisk formåen og fornedrer hændernes kundskaber. Kultur er den måde vi lever på. Kultur er det vi gør. Ingen ved bedre end venstrefløjen, at det mennesker gør, og den måde mennesker lever på, kan være forbundet med problemer. Konklusionen er enkel og indlysende: selvfølgelig skal kultur kunne kritiseres.

Fordomme om fordomme

Kivi kritiserer også ting, som slet ikke står i mit indlæg:

”det er i øvrigt interessant at skribenten så let kaster om sig med fordomme om muslimer som kvindeundertrykkende, mens han selv ikke tøver med at kalde sine kvindelige klassekammerater for 'tøser’”

Mit indlæg henviser én gang til, at én enkelt af mine kammerater behandlede sin kone efter problematiske religiøse foreskrifter. Når det bliver til, at jeg ”kaster om mig med fordomme om muslimer som kvindeundertrykkende,” så udstilles den ihærdige iver efter at fremstille mig som fordomsfuld. Jeg kunne aldrig finde på at komme med så vanvittige og racistiske generaliseringer som ”muslimer er kvindeundertrykkende.” Hvorfor er det nødvendigt at fremsætte den slags grundløse påstande, i stedet for bare at kritisere det jeg skriver?

I øvrigt virker det lidt langt ude at sætte mig i rollen som kvindeundertrykker, fordi jeg bruger ordet ’tøser.’ Med mindre man i samme åndedrag vil anklage mig for at være mandeundertrykker, fordi jeg har et liberalt dagligdagsforbrug af ordet ’gutter.’ Jeg medgiver, at mit sprog er lidt flosset i kanterne. Det kan ske, når man vokser op i et mangfoldigt forstadskvarter, som søn af en blikkenslager. Et er, at kritisere noget så harmløst som et ordforråd, nedarvet fra privatfester i forstadens røgfyldte rækkehuse. Noget andet er at gøre det i et indlæg, som argumenterer for at al kritik af menneskers kulturelle opdragelse er problematisk. Det er mildest sagt paradoksalt.

Svaret på min kritik viser at den er berettiget

På mange måder udstiller indlægget på Queerkraft selve det problem, jeg prøver at gøre op med. Det er lige meget, om jeg har ret eller ej: måske er jeg i virkeligheden hemmelig racist og kvindeundertrykker?

Kivi opsummerer sin kritik således:

”Akavet at kritisere islam? Nice try. Der findes ikke en mere bekvem, mainstream og letkøbt position end den islamofobiske i vores tid.”

Bekvemt og letkøbt. Jeg har sagt kloge, dumme og ligegyldige ting på venstrefløjen i mere end 10 år. Jeg har aldrig været genstand for så mange mærkater og beskyldninger, eller rystet så meget op i politiske venskaber, som det er tilfældet med den kritik jeg nu udtaler.

Det har jeg det sådan set fint med. Hvis man som mig gerne vil stille sig på en platform og forvente at hele verden lytter til ens brok, er det kun rimeligt, at man får nogle knubs. Men en påstand om, at min kritik er ”letkøbt” eller ”bekvem”, beror på en tolkning af begge ord som hverken findes i mine sprogkundskaber eller i en ordbog.

Min pointe forbliver den samme, og er stadig lige enkel: hvis det er kritisabelt, skal det kritiseres. Farveblindt og fordomsfrit.

Hvorfor skal det være så akavet at kritisere islam?

Casper Gronemann — Thu, 20 Nov 2014 11:11:59 +0000

Af Casper Gronemann

Religions- og ideologikritik burde være så naturligt som at ånde for enhver venstreorienteret og ethvert medie. Hvorfor er det så, at vi tager alle mulige forholdsregler, når det drejer sig om islam?

Da Muhammed-krisen brød ud, var jeg 18 år gammel. Jeg havde taget bussen til Herlev Gymnasium en kold november morgen, og stod og røg en smøg med dagens rødglødende Metroxpress under armen. Selv her kl. 8 på en mandag var gymnasieelever overalt omkring mig i gang med livlige debatter. En af dem, jeg husker bedst, involverede et par tøser fra min parallelklasse og en af mine muslimske venner fra HF – lad os kalde ham Omar. ”Det er sgu' da bare, fordi I ikke ka' tage en joke,” sagde den ene af pigerne med foragt i stemmen. Omar, som altid var meget rolig, når han diskuterede, forklarede, at han ikke syntes, at man skulle have lov til at lave sjov med alt. Den dag var jeg enig med Omar. Da Tøger Seidenfaden senere tordnede mod Fogh-regeringens håndtering af sagen, blev jeg bekræftet i min position.

Jeg tænkte ikke på, hvordan det Omar havde sagt, harmonerede med mit venstreorienterede frisind. Selv ikke da jeg besøgte hans lejlighed, hvor hans burka-klædte kone gik og trak forhæng for værelserne, så jeg ikke kunne se eller hilse på hende, bekymrede jeg mig. Da han sagde, at mænd og kvinder havde hver deres rolle at spille i dette liv, meddelte jeg sagte og høfligt min uenighed.

Havde en kristen fra Konservativ Ungdom sagt det samme til mig dengang, var jeg forståeligt nok eksploderet i passioneret uenighed. Hvorfor var det, at jeg som ung, lidenskabelig venstreorienteret, havde så svært ved at spotte kritisabel religiøs praksis og kønsdiskrimination, selvom det udspillede sig lige for næsen af mig?

Den misforståede hensynstagen

Grunden til at jeg selv og mange andre fandt Seidenfadens argumenter tillokkende, var at de handlede om at beskytte en minoritet mod usaglig kritik. Vi reagerede imod folk som Lars Hedegaard og andre konspirationsteoretikere, hvis usaglige kritik var, og er, gift for debatten. I vores iver kom vi dog til at fremstille al kritik af islam og traditionalisme som racistisk og problematisk. I dag slæber venstrefløjen og de dansker medier stadig rundt på arven fra datidens berøringsangst. En arv, der betyder, at man skal tage specielle forholdsregler, hvis man vil kritisere specifikke ideologier eller former for religiøs praksis.

Man skal f.eks. huske at understrege, at man ikke foragter muslimer, hvis man kritiserer social kontrol i indvandrermiljøer. Man skal lige markere, at man ikke finder somalisk kultur underlegen, bare fordi man vil finde løsninger på somalieres overrepræsentation i problematiske statistikker. Til gengæld kan venstrefløjen sagtens finde ud af at kalde ’bullshit!’, når det fremsættes, at kampen mod omskæring af spædbørn er hetz mod jødedommen. Hvorfor skal det så føles som at gå på glasskår, når man skal kritisere islam?

Et akavet forhold til islamkritik

Problemerne forsvandt ikke, som nogen ellers påstår, med det kollektive farvel til 00’erne. For nylig forsøgte Lasse Ellegaard f.eks. i en artikel for Information, at skjule et primitivt og anklagende portræt i skikkelse af en anmeldelse af Ahmed Akkaris bog, ”Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark.” Teksten var perfid og fabrikeret. Ellegaard skriver f.eks.: ”som islamist gjorde [Akkari] sig umage for at behage de autoritære imamer, akkurat som han nu synes at sige alt det, Dansk Folkeparti og Inger Støjberg gerne vil høre.” Hvor Ellegaard har fra, at motivet med Akkaris skrifte er at behage Dansk Folkeparti eller Inger Støjberg, er ikke godt at vide. Han fortsætter med at skrive: ”Akkari [er] nu i vælten som sandhedsvidne for DF-tesen om, at muslimer er voldelige snyltere og bedragere, der hver dag pønser på at slå Kurt Westergaard ihjel.” Et mærkværdigt synspunkt al den stund,at Akkaris angren netop handler om meget specifikke, ekstremistiske kræfter og ikke er en generel kritik af muslimer. Men hov, det var jo nok det med, at Akkari skulle have husket at sige, at han ikke hader alle muslimer, bare fordi han kritiserer et par vanvittige imamer og den kultur, de er eksponenter for.

Ellegaards endelige analyse er, at Akkari er utroværdig af to grunde: for det første fordi han løj, dengang han var islamist, og for det andet fordi Akkaris fortællinger kan bruges af folk, som Ellegaard ikke kan lide. Specielt det sidste lader til at være det bærende element i Ellegaards kritik. Kort efter Ellegaards indlæg sluttede chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard, sig til koret med en legendarisk fejltolkning af Akkaris pointer som for at bevise, at problemet strækker sig længere end til en enlig Information-skribent.

De etablerede mediers besværlighed med at håndtere de kritiske røster fra indvandrermiljøerne er ikke overraskende. Det skyldes ikke mindst, at indholdet i Ahmed Akkaris, Yahya Hassans og andres skriverier til syvende og sidst er en ætsende og sylespids kritik, rettet mod hjertet af en kultur, som specielt Politikken har ageret metaforisk målmand for i snart 20 år.

Umynddiggørelse af modstandere

Når Lasse Ellegaard og andre beskriver folk som Yahya Hassan som ”sandhedsvidne for DF” eller ”offer for mentale lommetyve” viser de, at logikken ikke har rykket sig meget siden 00'erne. Fritænkende kritikere af ghettokultur eller religiøs afstumpethed udstilles som slaver for partier og strømninger. Da digtsamlingen ’Yahya Hassan’ udkom handlede en stor del af diskussionen på venstrefløjen om, hvilke partier og politiske positioner der angiveligt ville få gavn af den. Meget lidt handlede om substansen i Hassans ord. Et hav af formynderiske kommentarer som ”Hassan er jo ikke debattør, men poet”, forsøgte at undergrave hans rolle som kritiker og fjerne opmærksomheden fra hans politiske udtalelser og interviews. Som Yahya Hassan selv sagde det for nylig i Deadline 2. sektion: ”Jeg tror ikke mig og Pia Kjærsgaard har andet til fælles end at vi deler livvagter en gang i mellem.”

Den umyndiggørelse, der finder sted, når man tilskriver religionskritikere et tilhørsforhold til Dansk Folkeparti, er et spejlbillede af argumenter man finder hos f.eks. Lars Hedegaards ekstremistiske højre. Hvor man der er ”skyldig”, blot man er muslim, er man i den omvendte logik problematisk, blot ens argumenter kan tvistes og udnyttes af Dansk Folkeparti.

Muhammed-krisens skamfulde efterspil

Da tågerne fra Muhammed-krisen lettede og folk som Akkari begyndte at tegne et klarere billede af begivenhederne, blev Tøger Seidenfaden og vi, der fulgte ham, gjort ubønhørligt til skamme. Vi forsvarede det uforsvarlige. Vi holdt hånden over mennesker, der var antidemokratiske og aktivt modarbejdede Danmark. Når man i dag ser gamle videoklip af Svend Auken, der i Folketinget forsøger at holde Anders Fogh personligt til ansvar for det røre, som tegningerne skabte i Mellemøsten, får man kvalme. Dette var ikke venstrefløjens stolteste stund.

I 20 år har Socialdemokratiet og andre venstreorienterede partier svigtet unge i indvandrermiljøer i et ellers velmenende forsøg på at vise hensyn. I dag lever vi med konsekvenserne af den integrationspolitik, der blev resultatet. Unge indvandrere har nu f.eks. større tilbøjelighed til at begå kriminalitet, selv efter man korrigerer for sociale og økonomiske omstændigheder. Alt sammen blandt andet, fordi vi led af berøringsangst, da vi skulle have taget hånd om problemerne. I stedet overlod vi løsningerne til højrefløjen, som på forudsigelig vis fejlede totalt, og gjorde ondt værre.

Det er sindssygt vigtigt, at både medierne og venstrefløjen diskuterer fortællinger om minoriteter og religion over et bredt spektrum. Både når fortællingerne handler om diskrimination og når de handler om kritik af traditionalistisk kultur og social kontrol i islam. Vi må ikke fortsætte det svigt, som vi endelig er begyndt at slippe. Venstrefløjens kritiske tradition lider døden, hvis vi ignorerer problemer i ekstremistiske og konservative miljøer, fordi de er sammensat af minoriteter. Resultatet af fortsatte fejltrin på dette område kan blive en ny overladelse af centrale problemstillinger til højrefløjens løsningsmodeller. Det vil være fatalt.

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.

Politiske krokodilletårer

Casper Gronemann — Thu, 31 Jul 2014 10:29:56 +0000

Af Casper Gronemann

Danske politikere er hverken så grådige, populistiske eller korrupte, som de beskyldes for at være. Alligevel er kløften mellem befolkning og politiker historisk bred og den politiske elite kan ikke undsige sig en stor del af ansvaret. Når de, der leder landet, i mindre og mindre grad ligner de danskere, de hævder at repræsentere, er det selvindlysende, at selvsamme danskere mister tilliden til dem.

Til årets DM i debat fortalte den unge metalarbejder Morten Ryom med vantro i stemmen om en kollega, for hvem politik var blevet så fremmedgjort, at det var noget, man uddannede sig til:

”'Morten,” sagde vennen, ”når du nu går til alle de der politiske møder, er det vel, fordi du gerne vil være politiker, men hvorfor læser du så ikke til politiker?” Morten var overrasket: ”Jeg tænkte bare: 'What!?' For det er jo sådan nogle almindelige mennesker som os, der burde sidde inde på Christiansborg.” Men vennens reaktion er ikke uforståelig. Den mangel på repræsentation, som han føler, er ganske reel.

Af de danske ministre er der tre, der ikke er akademikere. Af disse tre er Manu Sareen og Mogens Jensen konsulenter, med nogenlunde boglige uddannelser. I et ensomt og forholdsvist betydningsløst ministerium, som ingen andre end politiske nørder kan huske navnet på, sidder den tidligere VVS-montør Carsten Hansen som eneste arbejderminister. Som den metaforiske enlige kvinde ud af 16 i en virksomhedsbestyrelse er Carsten Hansens tilstedeværelse mere symbolsk end noget andet. Mens vi har det mest lige folketing nogensinde i forhold til køn, kan Altinget oplyse, at det forholder sig lige omvendt på uddannelsesfronten.

Det har altid været en af mine grundholdninger, at en del af årsagen til Danmarks overvældende succes som demokratisk nation er vores størrelse. I et repræsentativt demokrati er følelsen af at blive repræsenteret fuldstændig central og der er ikke langt fra den enkelte dansker til byråd og folketing. Men som Morten Ryoms vens spørgsmål er et udtryk for, handler repræsentation og forståelse om andet og mere end afstand. Det handler i lige så høj grad om, at det er mennesker, som man kan relatere til, der sidder på magtens tinde. Netop dér ligger kimen til den største demokratiske udfordring, Danmark har haft i mands minde.

Hvor er ligestillingen?

Danmark har brug for mere diversitet i sin politiske ledelse, men der er ikke meget hjælp at hente hos den akademiske elite. Det er f.eks. iøjnefaldende, at det ofte er de samme feminister fra Det Radikale Venstre eller den yderste venstrefløj, der er parate til med bål og brand at kæmpe for lighed, når det handler om kønsfordeling, som råber op om ”arbejderromantik” og ”leverpostejspopulisme”, hvis man påpeger de langt mere alvorlige problemer på uddannelsesfronten.

Samtidig føler de danske politikere sig uretfærdigt behandlet i øjeblikket og det er ikke helt urimeligt. I folkedybet kaldes de griske og populistiske, alt imens de er nogen af verdens mest ærlige og hårdest arbejdende. De fleste kunne få en betragtelig højere løn for betragtelig mindre arbejde i andre brancher. Befolkningen peger tit på f.eks. partihopperi som et eksempel på politikernes opportunisme og magtfuldkommenhed, men som den danske skribent Niels Jespersen har redegjort for, er partihopperi et ringe karrierevalg. Samtidig er det journalistiske pres i dag så afsindigt højt, at jeg uden tøven vil erklære min medlidenhed med mediestressede politikere.

Alligevel er politikernes gråd krokodilletårer. Det er en ursandhed, at man relaterer til dem, der ligner og snakker som en selv, og det er således ikke noget mysterium, at danskeren ikke længere forstår sine politikere. En del af skylden ligger hos de rådgivere, der mener, at nutidens udfordringer med mediepres skal besvares med konformitet. Mænd som Morten Ryom, der i øvrigt vandt førnævnte DM i debat, taler med for store bogstaver til den kompromissøgende, jakkesætklædte inderkreds i Socialdemokratiet og dets pressetjeneste. Af frygt for at gøre sig uvenner med nogen gør partiet sig venner med ingen. Som partiorganisation, og specielt i ungdomspartierne, kunne meget gøres for at rekruttere mere bredt. Den målrettede indsats for at brede viften af aktive medlemmer ud er tvivlsom. Specielt i partiernes beslutningsdygtige kerne og på tillidsposter rundt omkring i Danmark, er der et stort potentiale for bredere repræsentation, der kunne lede til højrere forskellighed i folkestyret på den lange bane. Der er ofte mange fine ord om repræsentativitet at finde blandt de aktive i partitoppen, men når der skal handles udtrykkes der skepsis og bekymring ved at lade uslebne ikke-akademikere komme til magtens fad.

Uanset hvad problemet er, er det evident, at det må løses. At det står skidt til med den politiske repræsentation er ikke kun et problem for den venstrefløj, der hævder at repræsentere manden på gulvet. Det er en udfordring for det nære danske demokrati som sådan.

Regeringens svigt er ikke det du tror

Casper Gronemann — Sat, 12 Jul 2014 09:04:12 +0000

Af Casper Gronemann

Socialdemokratiet skal ikke bedømmes på sin evne til at tilfredsstille den skrivende klasse eller akademikere.

Socialdemokratiet er i disse tider under konstant beskydning for at have glemt, hvad det vil sige at være venstreorienteret.

Det er muligt, at et svigt af Socialdemokratiets kerneværdier er ved at opstå, men det er næppe de eksempler, som den venstreorienterede intelligentsia typisk råber op om, der udgør problemet. Lærerkonflikten, salget af DONG-aktier, kontanthjælpsreformen og lignende eksempler bliver ofte enten misforstået eller overdrevet i et forsøg på at føre bevis for Socialdemokratiets ideologiske forfald.

Socialdemokratiets placering som venstreorienteret parti har altid været defineret ved ønsket om et rummeligt samfund – ”plads til alle, der vil”, som Oskar Hansen skrev – et samfund med lige adgang til uddannelse, sundhed osv. og et samfund, der tager hånd om de svageste. Hvis der eksisterer en udfordring for Socialdemokratiets ”venstreorienterethed” består den ikke i fejltolkede enkeltsager, men snarere i voksende ulighed, manglende forbindelse til partiets kernevælgere og et fravær af løsningsforslag til at dæmme op for det pres, som det europæiske fællesskab udøver på den danske arbejdsmarkedsmodel.

Lærerkonflikten er ofte det første, der nævnes som eksempel på, at Socialdemokratiet er blevet højreorienteret.

Antageligvis fordi konflikten ikke hænger sammen med Socialdemokratiets profil som beskytter af lønmodtageren. Mit problem med den beskyldning er, at man i venstreorienterede kredse i snart 20 år har diskuteret, hvordan man kunne skabe en mere rimelig omfordeling af goderne i uddannelsessystemet. Man forestillede sig en mere vidtfavnende folkeskole, der i højere grad var en del af elevernes liv og i stedet for lektier brugte skiftende aktiviteter i skolen til at samle selv de dårligst stillede børn op og fremelske deres skjulte talenter. Lærernes ekstremt priviligerede vilkår, der blandt andet talte et ferie- og aftalesystem, der langt overgik lignende offentlige lønmodtagergruppers, var en væsentlig hæmsko for en solidarisk fordeling af ressourcerne. Et opgør måtte komme, hvis man skulle realisere ”et uddannelsessystem, som omfatter alle og ikke bare lader 20% være tilbage i mørket,” som tidligere chefredaktør for Information og B.T., Erik Meier Carlsen, formulerede det. Regeringens eneste fejl var, at den ikke formåede at kommunikere, at det man nu gennemførte, var en hed venstreorienteret drøm og at den – som alle drømme gør det – ville komme til at koste noget at føre ud i livet.

Et andet emne, der tit bliver nævnt som årsag til socialdemokratisk forfald, er selskabsskattelettelser og salget af en mængde DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Jeg er faktisk enig i, at begge sager er problematiske. Skattelettelser til det etablerede Danmark og en økonomisk aftale med en af finanskrisens skurke er ikke ligefrem eksempler på velkalkuleret symbolpolitik fra en såkaldt rød regering. Sandheden er dog, at begge disse gigantiske skandalesager får ganske lille betydning i virkeligheden. Selskabsskattelettelserne er så små, at de nærmest ikke er til at få øje på, og Goldman Sachs vil i realiteten få en meget lille, nærmest usynlig, indflydelse på DONGs drift.

Indførelsen af strengere kontanthjælpsvilkår for unge er også blevet udpeget som højredrejet.

Det er bare sådan, at frygten for ungdomsarbejdsløshed er et af de mest grundlæggende karaktertræk hos enhver socialdemokrat. Socialdemokratiets angst for, at en stor del af en generation skal ende i samfundets udkant, er så stor, at man med rette tager både gulerod og pisk i brug for at redde røven på så mange unge som muligt, før det er for sent. Man kan være uenig i metoden, men intentionen er så helt igennem venstreorienteret, at udsagnet om, at dette skulle være kimen til en højredrejning i Socialdemokratiet, forekommer komisk.

Der er flere sager, der bruges som eksempel på Socialdemokratiets påståede deroute og de fleste følger samme logik som de ovenstående. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er legitime kritikpunkter. Corydon og resten af regeringens velvillige indblanding i arbejdsmarkedets regulering taget i betragtning er det f.eks. forbløffende at være vidne til de fortsatte katastrofer, der omgiver Metrobyggeriet. Arbejdsskader, omgåelser af Arbejdstilsynets påbud, underbetaling og forhold, der mest af alt minder om industrien i tredjeverdenslande, plager byggeriet. Det udbytteri, der foregår, er så grotesk, at stilheden fra regeringens side er komplet uforståelig.

Socialdemokratiet lader i det hele taget til at være i vildrede hvad angår social dumping og den øgede etniske diversitet på det danske arbejdsmarked. Man har i så mange år været vant til at hylde det europæiske projekt, at man har været blind for dets sociale slagside. Det har medført en total lammelse over for Den Europæiske Unions kollision med det danske arbejdsmarked. Kollisionen truer med at nedrive nogle af de væsentligste forudsætninger for den arbejdsmarkedsmodel, som er prydstykket i det socialdemokratiske arvegods.

Hvis Socialdemokratiet har foretaget en højredrejning og hvis partiet risikerer at svigte sine politiske aner, så er det her, synderen skal findes.

I den manglende evne til at imødegå de problemer, som det danske arbejdsmarked står overfor, samt i de fejlslagne forsøg på at stoppe blødningen af helt almindelige danske vælgere til rivalerne i Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet skal ikke bedømmes på sin evne til at tilfredsstille den skrivende klasse eller akademikere der alligevel stemmer SF, R eller Ø, men på styrken af sin alliance med danske lønmodtagere i den lavere del af middelklassen.