Jonathan Simmel's blog

Aktiv dødshjælp – Et spørgsmål om liv

Jonathan Simmel — Thu, 26 Jan 2017 18:47:27 +0000

Af Jonathan Simmel

I disse dage og uger forbereder medlemmer af diverse ungdomsorganisationer og unge medlemmer af partierne sig på det kommende skolevalg, små 400 folkeskoler skal besøges på under en uge.
Det har internt i SUF og Enhedslisten blandt andet medført debat om holdningen til ”aktiv dødshjælp”, en debat som også opstod ved sidste skolevalg (lidt uventet) og kom til at fylde forholdsvis meget.
Jeg har i den forbindelse erfaret at der er delte holdninger til spørgsmålet, og at en meget stor procentdel af gode partikammerater er tilhængere af muligheden for aktiv dødshjælp, på trods af at både SUF og Enhedslistens officielle standpunkt er at være modstandere.
Det er ej heller et emne vi har diskuteret voldsomt internt, men jeg vil gerne forsøge at skitsere hvor jeg mener den rigtige snitflade bør ligge.

Så langt så godt… Men inden man kaster sig ud i et område man ikke beskæftiger sig voldsomt med til dagligt, rådfører man sig selvfølgelig med dygtige kammerater der har beskæftiget sig væsentligt mere med spørgsmålet, og får deres feedback (uden at de nu skal tages til indtægt for dette skriv J ).
I dette tilfælde kontaktede jeg Jan Jacobsen fra Enhedslisten Ringsted, en usandsynlig skarp og dygtig person, som også har muskelsvind. Jan har blandt andet skrevet en del om spørgsmålet på hans blog (link i bunden). Sammen med andre fantastiske mennesker har Jan i disse dage også stiftet initiativet ”Ikke død endnu”, hvor de gør et kæmpe arbejde for at bidrage konstruktivt og oplysende til debatten om aktiv dødshjælp, som desværre består af en masse misforståelser – link i bunden.

Intet moralsk eller etisk problem
Efter at have nærlæst partiets argumenter og holdning til spørgsmålet, samt læst en række interne debatter omkring dette, må jeg desværre konstatere at der til tider argumenteres ud fra ”etiske og moralske principper” – hvilket altid er diffust da disse løbende ændres, samt at de altid er defineret med afsæt i den herskende klasses moralske og etiske principper.

Dertil kommer at min holdning til politik klokkeklart er, at man aldrig skal argumentere ud fra moralske/etiske principper man ikke selv har tænkt sig at holde – man skal gøre som man prædiker.

Jeg har været i en situation, hvor jeg har set min dødssyge far langsomt skrumpe ind, med flere og flere smerter – jeg har ALDRIG haft moralske/etiske skrupler ved tanken om at afslutte det for ham, hvis det kom dertil (”heldigvis” gik den ”naturlige gang” forholdsvist hurtigt) – ligesom jeg aldrig ville have moralske/etiske/juridiske bekymringer ved at bede andre hjælpe mig, hvis jeg sad i situationen.
Og i debatter vil vi altid kunne møde netop den slags eksempler, som skriger til himlen om hvor inhumant det er ikke at hjælpe en person med en værdig død og hurtig afslutning på smerter. Derfor tror jeg man skal være meget påpasselig med at opstille faste teoretiske rammer for hvad der er bedst for alle, de vil hurtigt komme til kort i mødet med virkeligheden.

Derudover må vi indrømme, at argumenterer man etisk ud fra en vinkel om ”livets hellighed” – så vil man ikke bare placere sig selv i en teologisk-klingende tilgang til politik, som i et større perspektiv betyder at der er spørgsmål vi ikke frit kan diskutere og afstemme – man vil også lynhurtigt ryge ud i massive problemer. For eksempel hvis vi prøver samme principper af på spørgsmål omkring abort – som en kammerat formulerede det: ”tænk hvis svaret på et ønske om abort var at personen skulle snakke med en psykolog”.

Hvis ønsket er at fremføre et bare nogenlunde ideologisk svar på spørgsmålet, vil jeg først påstå at vores politiske ideologi på venstrefløjen kan nedkoges til at vores politiske projekt altid vil medføre en større grad af frihed til den enkelte. Det er helt logisk at denne frihed også skal berøre spørgsmålet omkring ”det gode liv” og ”den værdige død” fordi det er et eksistentielt grundvilkår for mennesker at være herre over eget liv og død. Og det er generelt problematisk at fratage os vores grundvilkår. - Så jeg mener det er forkert at argumentere mod aktiv dødshjælp som en absolut størrelse.

(Her vil jeg lige indskyde at vi skal huske på at vi faktisk har ”passiv dødshjælp” her i landet, ikke bare muligheden for ikke at modtage lægelig behandling, men også at modtage smertebehandling selvom dette kan medvirke at personen mister bevidstheden)

Aktiv dødshjælp – hvordan?
Hvis vi køber præmissen om større råderum over eget liv, så bliver spørgsmålet også ændret til hvordan man i praksis skulle kunne udføre aktiv dødshjælp?
Her rammer vi to massive problemstillinger:
1. Skæve forudsætninger – Alle statistikker og undersøgelser påpeger at der er nogle gigantiske slagsider i hvem der efterspørger aktiv dødshjælp, herunder især sociale og økonomiske betingelser. Dette antyder at ”det frie valg” måske ikke er så frit igen, så hvordan sikrer vi os at valget er "frit”?
2. Hvem skal udføre handlingen? – I et sundhedssystem som dagligt laver fejl, styret af en borgerlig stat med egne interesser, hvordan kan man så lave en beslutningsproces der garanterer at det ”går rigtigt til” – og der aldrig ”opstår fejl”?

Ud fra ovenstående to problemer, har jeg desværre ikke fantasi til at forestille mig hvordan et system med aktiv dødshjælp skulle kunne indfases i dagens Danmark, da vi i så fald skal havde gjort op med dybere samfundsmekanismer, før vi ville kunne snakke om et frit valg hos det enkelte menneske, og før vi ville kunne sikre en uvildig instans til at udføre dette efterfølgende.

Så i det nuværende samfund ville jeg ikke turde indføre aktiv dødshjælp.

Derimod mener jeg at slagsmålet netop nu skal stå på et helt andet område – Hvordan sikrer vi den ”aktive livshjælp” – Altså, hvordan sikrer vi forudsætningerne for at folk faktisk kan opretholde deres liv, også selvom de f.eks. bliver syge. En undersøgelse fra Oregon angiver at 49 % ønsker på aktiv dødshjælp af frygt for at ligge familien til last – kun 28 % nævner smerter.
Første skridtet i dette handler helt naturligt om at få udviklet vores velfærdssektor, den bedste forudsætning for at folk skal kunne finde livsmodet, er som minimum at de faktisk kan se muligheden for at fortsætte livet, at de kan få en god lægebehandling og hvad de ellers har brug for i en udbygget sundheds- og omsorgssektor, at de kan få tekniske hjælpemidler, økonomisk understøttelse, psykologhjælp, muligheden for sociale relationer mm.

- Allerede her er vi i dyb modstrid med den politiske udvikling, samfundets øgede effektiviseringer og nedskæringer, samt den herskende teori om at folk skal tvinges tilbage ud og ”bidrage til arbejdsmarkedet”. Men disse forudsætninger jeg stiller op for et ”troværdigt alternativ til døden” er også et minimum før vi overhovedet kan snakke om at folk kan tage et reelt frit valg.
Eller sagt med andre ord - står man i en situation hvor eneste fremtid i livet er: smerter, dårlig behandling, ingen sociale relationer, intet økonomisk grundlag – Så er det grotesk at tilbyde folk muligheden for at få afsluttet livet, og så undskylde det med ”et frit valg”.

Så konklusionen må være, at så længe vi ikke får taget det grundlæggende opgør med de økonomiske interesser der styrer vores samfund, vil vi aldrig reelt kunne gøre valget over eget liv frit, da vi ikke kan sikre at menneskelige hensyn vejer højere end økonomiske interesser, både hos den enkelte og i det store samfundsspil.

Jeg ved godt at ovenstående på mange måder kan minde om et ”ikke-svar” – Men i forhold til grundlæggende spørgsmål omkring hvordan vi orienterer os, i forholdet mellem frihed og socialisme, mener jeg det er afgørende at slå fast at vi ingen principiel modstand har mod aktiv dødshjælp, tværtimod ville vi ønske at valget var frit, og folk havde råderum over egen krop. Men det kræver at nogen kan formulere forslag der tager højde for de punkter jeg har ridset op her, før vi kan tilslutte os at tillade nogen lovligt at afslutte folks liv. Det er et meget komplekst spørgsmål og vi kan ikke tilslutte os en holdning der ikke tager højde for det.

Til sidst vil jeg advare mod alle former for ”glidebane-argumenter”; at afvise fastdefinerede forslag ud fra tænkte eksempler på ”hvordan det måske vil blive ændret i fremtiden” synes jeg er dårligt udgangspunkt for en sober debat.

Beklager meget, men:
Vi må desværre konkludere at den nuværende kapitalisme ikke kun bestemmer over vores livsforhold – men desværre også over vores død…

Et af Jans blogindlæg om aktiv dødshjælp: http://jan-jakobsen.dk/?p=6462
Det nye initiativ ”Ikke død Endnu” – hjemmesiden: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/hvad-vil-vi.html
Det nye initiativ ”Ikke død Endnu” – facebook: https://www.facebook.com/ikkedodendnu/?fref=ts

Enhedslisten – Vores parti!

Jonathan Simmel — Wed, 19 Oct 2016 13:41:29 +0000

Af Jonathan Simmel

- Et opråb til socialister udenfor Enhedslisten og til medlemmer der føler sig fristet til at blive partiløse.
Skrevet af: Helge Bo Jensen og Jonathan Simmel

Igennem de seneste år har vi været vidner til, at en række gode politiske kammerater har sagt farvel til Enhedslisten, da de ikke længere mente, partiet stod for deres traditionelle grundholdninger, og var drejet til højre.
Igen i de sidste par uger har vi set flere kammerater vinkel farvel til partiet.
Vi forstår til fulde de frustrationer, man til tider kan have over de politiske partier, og vi forstår især, den frustration der kan ramme medlemmer af Enhedslisten, når man føler, at ”ens eget parti svigter”.
Men helt grundlæggende begår man eklatant fejl som socialist, hvis man vender Enhedslisten ryggen og bliver partiløs.

For selvom ”Enhedslisten” ofte bliver vurderet på baggrund af dagspressen og de politiske udmeldinger, så er partiet meget mere end det. Partiet er samlingen af over 9.000 politiske kammerater. Partiet er politiske udvalg, som præsenterer det ene progressive udspil efter det andet, mens de diskuterer strategier og forsøger at påvirke relevante bevægelser. Partiet er faglige netværk, som forsøger ikke bare at styrke deres fag og diskutere faglige krav – men også helt konkret forsøger at ændre magtpositionerne i forhold til fagbevægelsen inden for hvert deres område. Partiet er 108 selvstændige lokalafdelinger, der slås for store og små forbedringer, som laver politiske udspil og lokale kampagner, og som forsøger at rejse systemkritiske sager og spørgsmål.
Ja, partiet er sågar mindst 30 millioner kroner om året direkte til kampen for et andet samfund.

Kigger vi blot på den sidste måneds tid, så har vi set demonstrationer mod velfærdsnedskæringer i mere end 40 kommuner – udløberen af demonstrationerne 12. maj - demonstrationen på folketingets åbning arrangeret af ”Bekæmp Fattigdom NU”. Vi har set manifestationen i forbindelse med retssagen mod 4 personer tiltalt for menneskesmugling i forbindelse med at hjælpe flygtninge til Sverige sidste efterår. Vi har set en større faglig konflikt omkring Axel Towers i København, og senest så vi d. 13. oktober de store protester mod SU-forringelserne og nedskæringerne på uddannelsesområdet - .
Fælles for disse markeringer er, at aktive medlemmer af Enhedslisten har spillet afgørende roller i dette, og Enhedslistens har været det parti, som har haft de stærkeste link til både organisatorerne men også til aktivisterne i disse markeringer, det kunne selvfølgelig sagtens blive meget bedre, men det kræver at nogle kæmper for også at fokusere mere af Enhedslistens energi på dette, disse manifestationer sker ikke af sig selv.

Ét andet fællestræk er, at ingen af disse manifestationer kan stå alene!
Kampene i samfundet og i arbejderklassen vil altid bølge frem og tilbage, og de vil ofte fremstå som spontane reaktioner på den samfundsmæssige udvikling.
Hvis disse skiftende kampskridt ikke blot skal løbe ud i sandet, hvis kampene skal forbindes og bredes ud til større grupper end de direkte berørte (hvad enten det er en lokal faglig konflikt, en retssag, en SU-demonstration, eller en fattigdomsbevægelse), så kræver det en organiseret politisk kraft.
En kraft som kan opsamle disse kampe, koordinere dem og binde dem sammen, som kan lære af erfaringerne og sikre at presset fastholdes indtil der er vundet terræn.
På samme måde kræver det et politisk parti, som kan bruges til at sætte fokus på disse kampe. Som kan løfte bevægelsens krav og gå skridtet videre med en kritik af systemet bag.
Derfor er der også i dag behov for Enhedslisten – og Enhedslistens styrke afhænger af, hvor mange der indgår i fællesskabet, bidrager med erfaringerne, deltager i kampene og påvirker partiet i denne retning.

Men sandheden er jo også, at vi godt ved, at alting ikke er lyserødt (hvilket vel er en god ting når det kommer til politik?) – Enhedslistens har også sine fejl og mangler, det ville være naivt at påstå andet – og vi er pinligt bevidste om, at de argumenter folk kaster efter partiet, når de vælger at melde sig ud, ofte er ganske korrekte argumenter.

Men uanset hvordan man vender og drejer sagen, så har Enhedslistens stadigvæk et fortrinsvist intakt medlemsdemokrati. Et medlemsdemokrati der ganske vidst er under pres og udfordret af en række faktorer. Herunder den store medlemsvækst, en øget professionalisering, et større apparat og en mediedagsorden hvor Christiansborg gøres til verdens navle for alt politisk udvikling - med alt hvad der dertil hører. Vi ved at dette sammenholdt med indsnævrede fora for medlemsdebat, desværre ofte betyder, at kun den lille del af partiet, den del som har en privilegeret adgang til medier, dermed kan sætte rammerne og retningen for debatterne, både internt og eksternt. Dette betyder ikke kun en skævvridning af debatten, men også en større grad af ensretning – internt og eksternt - hvor pladsen til politisk forskellighed desværre kommer under pres. Hvis dette så på samme tid konflikter med politiske synspunkter man er uenig i, så er det let at tage konsekvensen og pakke sine ting og gå.
Men det ændrer ikke ved, at det formelle medlemsdemokrati i Enhedslisten er fortrinsvist intakt, og hvis der er noget partiets base værner om, så er det medlemsdemokratiet og de demokratiske principper. Det er blevet påvist på årsmøde efter årsmødet, hvad enten det handler om fjernelse af mindretalsbeskyttelsen til HB valg, udhuling af rotationsordningen i forhold til folketinget eller andet.

Dermed er forudsætningerne for at påvirke partiets retning tilstede i Enhedslisten, og dermed ryger alle socialisters undskyldninger for at melde sig ud uden at forsøge at tage denne politiske kamp internt først.

Hvis man mener noget med sit politiske arbejde og igennem det vil ændre samfundet, så bliver man nødt til at søge kollektiver at forsøge at ændre det med. Enhedslisten er det kollektiv og den organisation der har styrken, potentialet, grundholdningerne og medlemmerne til netop dette.

- Derfor kammerater – Kom nu tilbage ind i kampen, og kæmp sammen med os! – Vi forandrer ikke denne verden hver for sig!

Axel Towers – En afgørende faglig kamp!

Jonathan Simmel — Tue, 04 Oct 2016 20:52:47 +0000

Af Jonathan Simmel

Entreprenørfirmaet DEKO har i mandags fyret 40 tømre/snedkere fra prestigebyggeriet Axel Towers i København, efter de i 14 dage havde nedlagt arbejdet – Men den faglige kamp der i disse dage udspiller sig i det centrale København, er langt mere betydningsfuld og afgørende, end hvad øjet først antager.

Har i bunden skrevet en kort baggrund for hvad konflikten handler om - er man ikke bekendt med baggrunden, kan man med fordel læse denne først :)

Konflikten er langt mere afgørende!
Konflikten mellem DEKO og de 40 tømre/snedkere er langt mere end blot et stykke solidaritetsarbejde for 40 kollegaer som er blevet snydt af deres arbejdsgiver og efterfølgende uretfærdigt fyret. Denne konflikt er også afgørende for mig, som elektriker, på minimum tre andre områder:

1. Tør folk kæmpe – findes solidariteten?
Vi er alle blevet snydt af arbejdsgivere, og minimum alle i håndværksbrancher kender oplevelserne af arbejdsgivere som snyder med en slumakkord, trækker opmåling i langdrag osv. Ofte bliver vi pisset frustrerede, når vi bliver snydt for mange tusinder kroner, men vi bukker nakken og går videre i vrede. For os som fagligt venstreorienterede som gang på gang forsøger at tale en modstand op mod disse arbejdsgivere, er det afgørende for at vinde kollegaernes tillid. At vi tror på, at der findes et sammenhold og en solidaritet i branchen, der sikrer at ”folk står bag os” så vi tør stå imod presset fra arbejdsgiverne, og tage de faglige kampe – Derfor er det altafgørende at de folk som tør stå imod (f.eks. kollegaerne på Axel Towers) ikke bliver efterladt på perronen. Vi skal vise overfor dem, os selv og alle andre, at vi står last og brast i byggebranchen, at vi ikke overtager strejkeramt arbejde, at vi solidarisk dækker de økonomiske tab, og at vi hjælper folk videre til bedre arbejdspladser. Hvis vi ikke praktisk kan vise dette, når folk står imod, så får vi aldrig overbevist folk om, at de skal turde kæmpe - også i det små. Derfor er kampen på Axel Tower afgørende!

2. Krisen er vendt! – Hjælp arbejdsgiverne til at forstå det!

Efter en række hårde år i branchen er tiderne vendt. Den reallønsfremgang vi har mistet gennem årene, skal indhentes nu – men arbejdsgiverne har endnu ikke for alvor forstået, at situationen er vendt, og de tror stadigvæk, de kan spise folk af med de forringede vilkår. Skal arbejdsgiverne over en bred kam forstå dette budskab, så kræver det at spydspidserne tør gå forrest og kræve forbedringer (også selvom kollegaerne på Axel Towers faktisk har krævet langt under gennemsnittet – så er det i sig selv at sige fra til yderligere underbetaling et fremskridt!) – Derfor er kampen på Axel Towers afgørende!

3. OK17!
Vi nærmer os de indledende forhandlinger om den næste overenskomst på det private område – Det er nu både arbejdsgivere og lønmodtagere vejrer luften og fornemmer stemningen rundt omkring. DEKO har længe været kæledækken i arbejdsgiver-klassen med deres formidable evne til at presse lønningerne. I krogene ulmer oprøret for et effektivt værn mod social dumping – den afgørende faktor for forhandlingerne af overenskomsten i 2017 er ikke de gode argumenter, eller hvor velforberedte og velargumenterende fagtoppen agerer – den helt afgørende faktor er, hvor villige folk er i branchen til at kæmpe og tage en konflikt for at opnå forbedringer. Konflikten på Axel Towers handler ikke direkte om OK17, men om en større og langvarig konflikt lige inden de første forhandlinger, så den vil unægtelig blive vurderet for at måle modstanderens ”kampvægt” før det store boksebrag. Kan kollegaerne på Axel Tower holde ud? – Hvordan agerer resten af branchen? Bakker de op? Laver de blokade? Hvad med andre brancher? Hvor tændte er folk? – Derfor er kampen på Axel Towers afgørende!

Hvad gør vi så?
1. Find: ”Støttegruppe for tømrerne på Axel Towers” på facebook – følg deres anvisninger, spred ordet og historierne – Viden og oplysning er afgørende.
2. Begynd indsamlingerne på byggepladser, i firmaer, i skoler, gågader, boligforeninger, partiafdelinger, vennegrupper, faglige klubber osv.
Som beskrevet er det økonomiske tab stort, og vi skal ikke efterlade kollegaer i en økonomisk ruin, fordi de kæmper vores kamp. Husk, at det er kollegaer, som ingen indtægt har, men har familier og udgifter – Man kan overføre et beløb til mobile pay: 7135 0253.
(Note: Det vigtigste er at få spredt viden, og skabt opbakning – hellere indsamle 50,- blandt 10 kollegaer i en frokoststue, end selv at overføre 200,- - vi vinder ikke på penge, men på opbakning i den brede befolkning!)
3. Bland dig i samfundsdebatten, læserbreve, flyers, skriv en facebookopdatering! – Del en af tømrernes! – Snak med familien osv.
4. Stå klar til når den fysiske blokade rammer – På et tidspunkt vil DEKO være tvunget til at forsøge at få skruebrækkere til at overtage arbejdet. Det er selvfølgelig gode kollegaer, som vi behandler pænt - men vi hjælper selvfølgelig de nye kollegaer med ikke at komme ind på pladsen. Det kræver en del mennesker, også for at undgå politiet blander sig i en faglig konflikt.

Sidst af alt:
Klap de kæmpende tømrer på skuldrene! - eller send dem en SMS... Det er ”måske det letteste,” men selvom det er så ligetil, så kan det også være grænseoverskridende. Det er helt afgørende at vores kollegaer ikke taber hovedet. Husk at rose dem fordi de tør sætte det hele på spil, for en kamp som også er større end dem selv – De har udvist det største mod ved at turde tage en kamp, hvor andre måske ville have bukket nakken - lad os forsøge at gengælde det mod!

Tilføj gerne flere gode råd, kommentarer og andet i tråden nedenfor!

Baggrunden:
Pt. har hver tømrer/snedker nok mistet i omegnen af 20.000,- i tabt arbejdsfortjeneste, samt et tillægsbeløb på 70-100,- pr. time i bod til arbejdsgiveren. Dertil skal ligges, at de nu er fyrede og kan forvente op mod 5 ugers karantæne i A-kassen…
Basalt set handler konflikten om, at arbejdsgiveren aldrig har indgået i reelle forhandlinger omkring udregningen af akkorden for arbejdet. Derfor har kollegaerne alene modtaget en lille lønudbetaling, mens de har ventet på den samlede forhandling af lønsummen. Firmaet har trukket disse forhandlinger i langdrag – som firmaet har gjort flere gange før på andre pladser – og nu står 80-90% af byggeriet færdig, uden at der har været reelle forhandlinger. Derfor trak kollegaerne i nødbremsen, og satte sig på røven indtil de reelle forhandlinger startede. De nåede dog at genoptage arbejdet, under løfte om at forhandlingerne ville starte – hvorefter firmaet præsenterede et endnu dårligere udspil end tidligere. Det fik kollegaerne til at nedlægge arbejdet endnu engang, og takket været arbejdsretten, er kollegaerne nu idømt bod og er blevet opsagt. Firmaet har dog tilbudt at genansætte en række af kollegaerne, og blot slippe med de mest faglige aktive… Men disse tømre/snedkere kender til ordene: ”Sammenhold” og ”Solidaritet”, så intet splitter de 40 fyrede

Så ”kort” kan historien om den faglige konflikt opsummeres, og derfor står der nu 40 gode kollegaer hver dag foran byggeriet…

"Afvejningen er begyndt - let's get ready to rumble!"

Pia har jo for helvede ret!

Jonathan Simmel — Tue, 23 Aug 2016 16:21:09 +0000

Af Jonathan Simmel

Sidste lørdag var Pia Kjærsgaard ude med en større artikel i Berlingske, hvor hun advarede mod at ”Danmark er ved at knække over”.
Her snakker hun om en magtelite på den ene side, og på den anden side om resten af Danmark som mærker arbejdsløshed, lukninger af sygehuse, flygtningeomkostninger mm.
Selvom Pia på sædvanlige fremmedfjendske og hadsk facon stadigvæk indikerer, at det skyldes ”de fremmede,” så peger hun på helt reelle problemstillinger, og underbygger det også med lavere valgdeltagelse, mistro til politikere, flugten fra ”de etablerede partier”osv. (selvom disse problemstillinger nok kun er interessante for netop den omtalte elite, og ikke fylder videre meget hos de familier, hvis hovedfokus er at få økonomien til at hænge sammen, næste jobansøgning, regninger mm.)

For mange unge?
Det har medført to større debatter i de politiske lag. Første en lille debat omhandlende hvorvidt der var for mange unge i folketinget, hvilket er en grotesk debat. For selvfølgelig skal folketinget aldersmæssigt repræsentere befolkningen. Alternativt skal vi indføre, at de ældste i samfundet bestemmer (dem med størst erfaring…), men det var faktisk ikke det Pia K. fremførte. Hun fremførte, at der er for mange som kommer direkte fra universiteterne. Hvilket vel er en reel problemstilling, hvis man kigger på at folketinget på igen måde er repræsentativt for den danske befolkning. 108 af medlemmerne er akademikere (eller har påbegyndt en akademisk uddannelse), svarende til ca. 60 % (!) - i befolkningen som helhed, er det kun ca. 7,8 % der er akademikere - det vel et reelt misforhold at påpege?

Venstrefløjens ”modsvar”
Nej, mere interessant var det at følge hvordan ”modsvaret” fra venstrefløjen kom På helt sædvanlig manér gik folk viralt og påpegede, at Pia med sin Gentofte villa, formandsløn og mange år i folketinget, selv var en del af eliten. Det er helt reelt at påpege, og jeg har intet problem med, at man kaster lidt mudder efter en af vores mest forhadte politikere. Det er helt fair at påpege, hvordan hun selv har medvirket til ALLE former for opdelinger i Danmark, både på baggrund af etnicitet, men også i forhold til arbejdsløse, syge, udsatte, børnefamilier osv. Problemet med den strategi er bare, at man på ingen måde fanger den egentlige pointe.
Når alt kommer til alt, har Pia jo helt ret i sin ”oplevelse” af et delt Danmark, og det er præcis her DF profiterer!
Hvis venstrefløjen ville komme med et kraftfuldt modsvar, så ville vi jo underbygge Pias opfattelse. Vi ville påpege at det delte Danmark ER på landkortet! Og har været det længe – Gennemsnitslevealderen er markant lavere udenfor storbyerne, 30-40 % af speciallægerne bor i kommunerne nord for København! I de rige kommuner nord for København for 2/3 af de unge en længere videregående uddannelse! På Lolland får 50 % én UNGDOMSuddannelse! Uligheden slår igennem på samtlige parametre, og ønsker man skræmmende læsning, kan man læse den årlige opgørelse over danskernes sundhed fordelt på geografi (selvom der selvfølgelig også er opsplitninger internt i byer).
Så ”modsvaret” skal ikke bare være at tvære mudder på Pia som personmen reelt at tage de bekymringer seriøst og bære ved til fortællingen om det opdelte Danmark, samt faktisk at komme med reelle alternativer.
Det kræver, at vi som venstrefløjen tør blive progressive omkring vores udmeldinger. At vi stopper ideen om hele tiden at snakke om at bevare ”det Danmark vi kender” med fri og lige adgang til uddannelse og sundhed (som om det har eksisteret!!!) At vi begynde reelt at snakke om en magtelite, som ikke vil os det alle godt. Snakke om den grundlæggende modsatrettede interesse mellem overklassen og resten af os.

Som jeg husker det, brillerede formanden for Rødt i Norge ved at udtale følgende under en valgkamp, hvor de blev beskyldt for brandbeskatning:
”Ja for helvede, jeg vil ”brandbeskatte” de rigeste! – og ved du hvad, selv hvis jeg tog 90 % af deres indtægter, så ville de stadigvæk tjene over en million om året og være rige!”

Jeg har til tider stadigvæk æren af at færdes i SUF-kredse i ny og næ, sidst jeg var ude og holde et oplæg, overhørte jeg en workshop, hvor deltagerne skulle fortælle hvorfor de blev socialister. Som så ofte før rejste en 14 årig sig og fortalte om, at han blev radikaliseret ved, at de ikke havde råd til noget derhjemme, mens flere klassekammerater i tide og utide skiftede ud i deres mærketøj.
Tænk hvis vi turde holde fast i det klassehad, og den brændende lyst til at ændre samfundet i en mere retfærdig og ligeværdig retning.

Kontanthjælpsreformen: et angreb på fagbevægelsen og det ordnede arbejdsmarked!

Jonathan Simmel — Wed, 09 Mar 2016 14:57:23 +0000

Af Jonathan Simmel

Der har været skrevet mangt og meget fornuftigt imod den nye kontanthjælpsreform, som de blå partier for tiden er ved at stemme igennem i Folketinget.
30.000 kontanthjælpsmodtagere bliver fattigere, 33.000 børn bliver berørt, mindst 24.000 vil miste deres boligsikring, 14.000 risikerer at blive sat ud af deres bolig, ca. 13.000 enlige forsørgere bliver berørt. Alt dette og meget mere, blot for at 700 personer måske kan tvinges i arbejde.

Ovenstående opridsning burde være rigeligt til at få enhver til at forkaste kontanthjælpsreformen og ideen om at sparke yderligere efter dem der ligger ned - herunder syge og handikappede. Men kontanthjælpsreformen har også en mere grundlæggende ideologisk side.

Effekten på arbejdsmarkedet
Det er barnelærdom for de fleste på venstrefløjen, at alle former for forringelser af overførelsesindkomster har den effekt at det presser de arbejdende kollegaers løn- og arbejdsvilkår. Jo større afgrunden bliver, såfremt man er så uheldig at miste sit arbejde, jo mere finder man sig i. Og jo større elendigheden bliver blandt arbejdsløse kollegaer, jo mere villige er de til at slække på deres krav til løn- og arbejdsvilkår for at komme tilbage til arbejdsmarkedet og få en reel indtægt igen – hvilket undersøgelser også bekræfter.
Intet af dette er nyt under solen, og det er en benhård del af de blå partiers ideologiske grundlag for at lave yderligere forringelser.

De blå partiers arbejdsmarked: løsansættelser, vikarbureauer, freelancestillinger mm.
Men ikke nok med at kontanthjælpsreformen svinger pisken yderligere over arbejdsløse, ved at presse løn- og arbejdsvilkår. Som et nyt ideologisk korstog, så har regeringen, embedsmændene, de førende økonomer og overklassen udset sig en helt ny måde at sikre en forringelse af fremtidens arbejdsmarked.
Nu indleder de et direkte frontaltangrebet mod de forsvarspositioner der til dagligt forsvarer vores løn- og arbejdsvilkår – nemlig vores faglige fællesskaber.

Med den nye kontanthjælpsreform indføres reglen om at man årligt skal arbejde mindst 225 timer (6 uger), ellers mister man retten til kontanthjælp.
Samme logik lå bag dagpengeforliget, hvor indførelsen af karensdage betyder at man nu skal have 20 arbejdsdage indenfor 4 måneder, for ikke at miste en dags dagpenge.

Lægger man disse nye systemer sammen, så betyder det at ca. 55.000 kontanthjælpsmodtagere skal arbejde 225 timer om året = svarende til ca. 6.500 fuldtidsstillinger. Mens at ca. 78.000 dagpengemodtagere skal arbejde 60 dage om året = svarende til ca. 18.000 fuldtidsstillinger.

Resultatet bliver at det lykkes, takket være disse to reformer, at tvinge ca. 133.000 arbejdsløse ud i et hundeslagsmål om at få en kort ansættelse, et vikarjob, en freelancestilling eller andet, der kan sikre dem den sidste rest af indtægt. Vel at mærke et slagsmål om arbejdstimer der svarer til ca.24.500 fuldtidsstillinger!

Dette er ikke bare en gavebod til vikarbureauer og arbejdsgivere mm. Men også en bombe under hele det ordnede arbejdsmarkedet – hvor en kæmpe del af vores kollegaer pludselig tvinges ud i prekære arbejdsforhold. Denne bombe vil ændre grundlæggende på vores arbejdsmarked i fremtiden.
Det har ellers været en fast tradition - og en del af DNA’et på ”flexicurity-systemet” - at man enten var i faste ansættelser hos en virksomhed, eller var grebet af sikkerhedsnettet (hvis nogen stadig tror der findes sådan et).
Nu tager udviklingen fart, mod et arbejdsmarked hvor daglejere, vikarer, freelancere mm., bliver mere reglen end undtagelsen - og de vinder allerede hastigt frem.

Dette rykker ikke bare på styrkeforholdende mellem lønmodtagere og arbejdsgiver til arbejdsgivernes fordel, hvor de får endnu færre forpligtelser i forhold til lønmodtagerne (opsigelsesvarsler f.eks.). Det betyder også en at en langt større del af menneskerne på arbejdsmarkedet ikke vil have en naturlig tilknytning til en virksomhed, til kollegaer og til faglige fællesskaber.

Opgøret med fagbevægelsen
Gennem nyere dansk fagbevægelseshistorie, er det takket være gode faglige fællesskaber på klubniveau, at man har kunne sikre en løbende forbedring af løn- og arbejdsvilkår. Det er ved at have et ordnet arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne indgik i fællesskab med deres kollegaer og stod last og brast om at værne om de tilkæmpede goder, at vi har kunne vinde forbedringer overfor arbejdsgiverne, og værne om de tilkæmpede goder.
Dette har arbejdsgiverne været fuldt ud bevidst om, og selvom de har profiteret i tifold på klassesamarbejdet, har det været en evig udfordring at fagbevægelsen alligevel var så velorganiseret i Danmark – og de har grædt tørre tårer da organiseringsgraden begyndte at smuldre herhjemme.

Men hvad nu, hvis man som arbejdsgiver kunne pille de faglige fællesskaber fuldstændig fra hinanden? Kunne adskille kollegaerne og deres fælles interesser som ringene på et løg?
Det er på sin vis lykkedes på det danske arbejdsmarked, at spille kollegaerne ud mod hinanden, at udlicitere og komme i konkurrence. Et godt redskab til dette har selvfølgelig været opsplitningen af virksomhederne til mindre enheder, næste skridt i rækkefølgen er opsplitningen af medarbejdergrupper – et helt fantastisk værktøj til dette kom, da vikarbureauerne, freelancestillinger, løsansættelser mm. gjorde deres store indtog. Her begyndte det for alvor at blive muligt at ødelægge den gamle tradition for faglige fællesskaber, og hermed også pille fagbevægelsens rødder fra hinanden.

Til forsvar for fremtidens arbejdsmarked
Kontanthjælpsreformens angreb på arbejdsløse må møde det stærkeste modsvar fra de faglige organisationer; ikke blot for at holde hånden under vores arbejdsløse kollegaer – men også for at holde hånden under hele vores faglige organisering! At LO, FTF, AC mm. ikke har set skriften på væggen, siger mere om deres snæversynethed end det siger om logikken bag.

Vi skal tilbage til den grundlæggende faglige kamp, hvor vi må stå sammen for at sikre at kollegaer får en reel ansættelse, og kan indgå i vores faglige fællesskaber på arbejdspladserne. Kun sådan kan vi holde hånden under dem som er i de mest udsatte ansættelsesvilkår, og kun sådan kan vi sikre at vores egne vilkår også eksisterer i morgen!

Movia: Ytringsfrihed? Seriøst SF?!

Jonathan Simmel — Mon, 07 Mar 2016 19:30:31 +0000

Af Jonathan Simmel

De sociale medier kogte i dag over da det kom frem at Movia har godkendt en annonce på deres busser fra Danskernes Parti.
Hovedparten af debatten fokuserer selvfølgelig på hvordan det kan gå til at det busselskab som for et år siden afviste en reklamer omkring boykot af varer fra de besatte palæstinensiske områder, nu tillader reklamer for et parti, som ikke bare kædes direkte sammen med voldelige højrefløjsgrupper, men også karakteriseres af førende eksperter som et nazistisk parti, og som i hvert fald ikke lægger fingre imellem når de beskriver hvilke grupper der skal hjemsendes, og at de arbejder for et ”Danmark for danskerne”
Mest kendt er selvfølge frontpersonen, Daniel Carlsen, som blandt andet har brilleret med udtalelser om at Hitler var et forbillede, at han stadigvæk har sit første jødedrab til gode, mm.

Ytringsfrihed?
Det er selvfølgelig bekræftende at en lang række danskere reagerer instinktivt med forargelse over at Movia tillader denne type reklamer – f.eks. ved noget så uskyldigt som at påpege Movias egne regler i forhold til at annoncer ikke må være diskriminerende med hensyn til køn, race, religion, nationalitet mm., eller krænke personer eller politiske/religiøse overbevisninger.
På trods af dette er der grupper som forsvarer beslutningen under den højthellige ”Ytringsfrihed”, og ved første øjekast kunne dette måske også have været en interessant debat. – Det er jo en fortrinsvis traditionel debat blandt venstreorienterede, når vi f.eks. diskuterer forbud mod Gyldent Daggry i Grækenland.
Det er også standartforsvaret når SF's Jens Mandrup (politisk udpeget medlem af Movias bestyrelse) skal forklare hvorfor man ikke skal forbyde den slags reklamer.
”Det handler om ytringsfrihed. De har lov at reklamere som andre politiske partier. Vi tillader politiske reklamer, og så kan vi ikke gøre os til dommere over, hvilke reklamer der er okay og ikke-okay.”
Og personligt vil jeg også mene, som udgangspunkt, at forbud er en forkert vej at gå, uanset om vi snakker nynazistiske grupper, religiøse fundamentalister eller andre – blandt andet fordi det er min vurdering at det er lettere at bekæmpe disse i den offentlige debat, fremfor når meningerne florerer i det skjulte.

Men hvis man tror diskussionen om annonceringer og reklamepladser handler om ytringsfrihed – så har man grundlæggende misforstået begrebet.
Ytringsfriheden handler om alle menneskers ret til at ytre sig, sige deres mening, bidrage til samfundsdebatten, kritisere magthaverne mm.
Ytringsfriheden har ALDRIG handlet om retten til at de største pengepunge skal kunne købe reklameplads alle steder i byen! – Tværtimod har venstrefløjen traditionelt stået for det modsatte!

Det svare til at påstå at forsamlingsfrihed - handler om retten til at leje en konferencesal!

Det siger noget om SF's degenerering og højredrejning at de nu gør det til deres fineste mærkesag at det offentlige rum skal kunne købes af alle – hvis denne holdning skulle nærme sig noget konsistent, så burde selvsamme SF starte arbejdet for at udbyde endnu mere af pladsen på vores kollektive transport, skoler, offentlige bygninger, mm., til reklamer for såvel alle typer politiske grupperinger, som for alle former for multinationale selskaber.
Så selv hvis de fremtrædne SF'ere ikke kan se problemet i at levere offentligt ejet reklameplads til en nynazistisk gruppe, så burde en enhver rest af antikapitalistisk DNA i deres bagland minde om at det ikke er en særskilt sejr at værne om retten til at købe sig til reklamer i det offentlige rum.

”Jeg vil dø for at bekæmpe dine meninger - men jeg vil kæmpe for din ret til at have dem” – omskrevet citat

Kommunale skattestigninger er en forringelse!

Jonathan Simmel — Mon, 25 Jan 2016 19:38:56 +0000

Af Jonathan Simmel

Hænderne var højt over hovedet på Enhedslistens Rådmand i Odense (Brian Skov), da det i sidste uge lykkes at få gennemført en kommunal skattestigning på 1 % (ca. 161,9,- pr. borger over 20 år om måneden – svarende til små 2.000 om året…)
Nyheden blev også omgående delt af Enhedslistens største medie (vores facebookside), og Brian Skov fulgte den selv op et par dage efter med kommentaren:
”Så nu går kampen ind for at få sat skatten op og sikre penge til at styrke den fælles velfærd for børn, unge og ældre fra 2017 og frem.”
- Så sporet er åbenbart lagt for de kommende kommunalpolitiske perspektiver…

Sidenhen har den socialpolitiske gruppe i Enhedslisten Aarhus brugt parolen om at hæve kommuneskatten som parole for demonstrationen mod besparelser, og Enhedslistens ordfører i Aarhus byråd pegede på eksemplet fra Odense som mulighed for at undgå forringelser.

Men kommunale skattestigninger er ikke bare asocialt og kortsigtet. Det splitter også muligheden for at skabe enhed om kravet om at sende flere penge ud i kommunerne eller kravet om at kommunen bruge de penge, de har - Aarhus har 400-500 millioner på kontoen, som de kunne bruge før de opkræver flere.

Enhedslistens principper

Så længe jeg bærer titlen "folketingskandidat for Enhedslisten", skal jeg med glæde holde mig indenfor partiets politik og forsvare den til fulde – hvilket jeg også har gjort (og gør) gang på gang. Men ideen om kommunale skattestigninger er ikke Enhedslistens samlede politik. Mig bekendt har vi ikke en fast vedtagen landsdækkende politik, men har flere gange diskuteret det, og flere gange været dybt uenige.

Derfor vil jeg her prøve - kortest muligt - at redegøre for, hvorfor jeg mener at beslutningen i Odense er helt forrykt, og er til skade for vores politiske arbejde. Inden vi for alvor starter, så lad os kaste et kort blik på Enhedslistens principprogram:
”Enhedslisten arbejder også for at samle og styrke de bevægelser og kræfter, der gennem alliancer kan fremme den fælles kamp. Som parti tager vi derfor ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser. Splittelse er gift for kampen for socialisme.”
Det store spørgsmål i denne sag er selvfølgelig hvorfor Enhedslisten lokalt i flere byråd (nu har jeg kun nævnt Odense), mener at man bør beskatte lønmodtagere og arbejdsløse yderligere, for at forhindre nedskæringer på velfærdsområder.
Jeg er slet ikke i tvivl om at vores parlamentarikere i Odense og Aarhus gør det af bedste hjerte, for at sikre en ordentlig velfærd i deres kommune(r) på trods af de snævre budgetrammer der er aftalt med regeringen, rammer, som stiller præcis de samme dilemmaer vi har haft de sidste mange år, og som – hvis det står til finansministeren - vil fortsætte de næste mange år.

Kortsigtet løsning

Man kunne retorisk starte med at spørge de pågældende byrådspolitikere om hvad der har ændret situationen i år, kontra sidste år, eller forrige år? Hvor der også var nedskæringer?.
Til det kunne de svare, at man nu har nået smertegrænsen, hvilket helt sikkert også er meget korrekt – men hvad så til næste år? Står det til finansministeren vil man fortsætte omprioriteringsbidraget på 1% til næste år, og næste år igen… Skal man så i en uendelighed fortsætte med at hæve kommuneskatten?
Eller skal man alternativt entydigt arbejde på opbygningen af en samlet bevægelse, rettet mod de ansvarlige politikere og regeringen.

Dertil kommer at, siden den gamle VKO-regering indførte det "kommunale skatteloft”, kommunerne bliver modregnet i bloktilskuddet hvis de samlet set hæver skatten. Det betyder at ”fortjenesten” i Odense ved at hæve skatten, kun kommer hvis andre kommuner sænker skatten tilsvarende – hvis flere kommuner, f.eks. Aarhus m.fl. også begyndte at hæve kommunalskatten, så ville der kommet et strafbeløb fra regeringen, og dermed skal man ud og indkræve væsentligt mere i skattestigninger end det beløb man havde behov for (da man også skal betale strafbeløbet).

Rammer ekstremt skævt!

Jeg kunne – som alle andre folk på venstrefløjen – tale længe og dundrende omkring den økonomiske ulighed, og behovet for en økonomisk omfordeling – men af respekt for længden (og fokus) vil jeg alene forholde mig til hvor skævt kommunale skattestigninger rammer:
I modsætningen til de ”progressive” skatter hos staten, er den kommunale skatteprocent ens for alle. Hvilket betyder at såvel den arbejdsløse som direktøren, nu begge skal betale en procent mere i Odense.
MEN den store krølle på halen opstår når vi kigger på skatteloftet. Takket være det indførte skatteloft, er konsekvensen nu at de personer der i forvejen betaler højeste skatteprocent, IKKE kan afkræves yderligere. Så hvis en kommune hæver skatten, med f.eks. den ene procent, så vil den højtlønnede person bare få reduceret sin skatteprocent til staten med et tilsvarende beløb.
Det betyder at ikke bare rammer det skævt fordi procentsatsen er ens for alle – de rigeste bliver slet ikke ramt af kommunale skattestigninger.

Folkelig opbakning og modstand!

Alene ud fra ovenstående giver det – i min optik – ingen mening som socialister at overveje kommunale skattestigninger. Men den mest ”voldsomme forbrydelse”, i min optik, er faktisk at man ødelægger muligheden for at bekæmpe den ramme som ødelægger kommunernes økonomi.
Så længe repræsentanter fra Enhedslisten er i medierne og snakke om valget mellem skattestigninger og nedskæringer, så fjernes fokus fra det reelle problem: At der ikke er penge nok - takket være KL-aftalen med regeringen.
I stedet for at diskutere et falsk valg om pest eller kolera, burde Enhedslistens repræsentanter tænke bare en anelse mere systembrydende, og være dem som agiterede for at ændre rammerne: Flere penge til kommunerne, beskat de rigeste, firmaerne, de multinationale, bankerne osv.
De burde også være de første til at placere det reelle ansvar for kommunernes forringelser hos regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance (og til dels socialdemokraterne som har givet håndtryk på altid at stemme for KL-aftalen).

I stedet står vi i en situation, hvor Enhedslisten og venstrefløjen, igen, (som i alle fordomme) åbenbart vil tage flere lønkroner fra lønmodtagerne og putte dem i statens kasse. Det er der sgu ikke meget økonomisk omfordeling i.
Som en klog kvinde engang spurgte – ”til dagligt kæmper vi for at minimere virksomhedens økonomiske profit på vores arbejde, og få det udbetalt i løn i stedet – hvorfor ændrer den kamp sig, bare fordi der er en ”stat” som mellemled?”

Det giver sgu ikke meget mening… Med mindre man selvfølgelig vil argumentere for at kimen til socialismen ligger i kommunerne, regionerne og staten – men så det vidst ikke min socialisme.

Til sidst et sideeksempel
(Direkte sakset fra en gammel SAP-publikation):
” Det har været fremført, at de kommunale velfærdsydelser ofte går til de allersvageste grupper, mens kommunalskatten trods alt er mere solidarisk og jævnt fordelt: "Hvis vi nu kan redde den senildementes gåtur ved at vi alle slipper en tyver eller to mere i kommunalskat – skal vi så ikke lige glemme principperne?" Problemet er bare, at den samme slags argument kan bruges til hvad som helst. For eksempel også til det modsatte: "Hvis vi nu kan spare den enlige mor for en tyver om måneden i kommunalskat, så hendes barn kan få en gave med til børnefødselsdagen - blot ved at vi lader vuggestuetaksterne stige lidt (de fattigste har jo i forvejen friplads) – skal vi så ikke lige glemme principperne?".”

Klimakrisen er her allerede - men ikke i DK

Jonathan Simmel — Sat, 05 Dec 2015 16:27:19 +0000

Af Jonathan Simmel

I søndags gik millioner af mennesker på gaden verden over, i forbindelse med COP 21 og mod klimaforandringer.

I dansk kontekst virker spørgsmålet måske ikke voldsomt aktuelt, og til tider ofte lidt flyvsk, måske også derfor at den nye V-regering har haft held til at skrue voldsomt ned fra klimaambitionerne, uden at dette har fremkaldt større protester i Danmark (til gengæld modtog de ”fossil of the day” prisen fra 950 NGO’ere fordelt på 115 lande – En pris som uddeles dagligt under COP 21 til det land som har gjort mest for at spolere forhandlingerne for en ambitiøs klimaaftale)

Men for 3 milliarder mennesker verden over er spørgsmålet voldsomt aktuelt eftersom de er direkte ramt af klimaforandringer – især de 2,4 milliarder som arbejder indenfor landbruget.
For mens klimaforandringerne skaber tørke i f.eks. Midtvestamerika og udrydder 25% af majsmarkerne (2012), så betyder det på samme tid at prisen på majs steg med 40% på verdensplan. Det samme var tilfældet i forbindelsen med tørken i Rusland samme år, hvor det var kornmarker der var ramt, eller med oversvømmelserne i Pakistan som ødelagde 570.000 hektar landbrugsjord.

Især de klimapåvirkede katastrofer i tredjeverdenslande medvirker til at hver niende verdensborger i dag lider af sult. Men hertil kommer selvfølgelig andre konsekvenser som ændringer af fiskestrømme i havene i forbindelse med opvarmningen af verdenshavene, hvor fiskene i højere grad bevæger sig mod polerne til koldere temperature, hvilke ødelægger lokale fiskerier.

Men sulten og nøden er ikke blot et tilfælde af ”naturlig ulighed” – status er at vi stadigvæk producerer rigeligt med mad på verdensplan – i 2013 steg produktionen med 2% mens befolkningen kun steg med 1,14%.
Men på samme tid som befolkningen i tredjeverdenslande sulter på grund af manglende mad, så opkøbes gigantiske mængder af førsteverdenslande til andre formål end bespisning – f.eks. biogas til biler.
På denne baggrund vurdere Oxfam at prisen på mad i gennemsnit vil fordobles over de næste 20 år.
- Igen er dette måske ikke verdensforandrende for os i Europa som kun bruger ca. 20% af vores indkomst på mad – men det er en verden til forskel for den del af verden som i øjeblikket bruger 70-80% af deres indkomst på mad (selv de bønder i Indien, som nu om dage er tvunget til at købe op mod 70% af deres mad, da de ikke kan producere nok selv)

Skal man se bort fra de direkte klimaproblemer forbundet med madproduktionen, så kunne man jo også kigge på hvad klimaforandringerne skaber af flygtningestrømme, det svære her er selvfølgelig at opgøre de ”indirekte flygtningestrømme” – altså de grupper mennesker som tvinges til at søge til udlandet for at søge arbejde når de ikke kan brødføde sig i hjemlandet (i ved dem vi i DK kalder ”velfærdsturister”) f.eks. de 10 millioner filippinere som tvinges til at arbejde i udlandet (hvoraf 70% af dem er kvinder de fleste mellem 25-29 år) og som udnyttes i førsteverdenslande som billig arbejdskraft – selvom de i høj grad udføre vigtige samfundsmæssige opgaver – netop med filippinerne viser opgørelser at de hjemsender 12-14 milliarder dollars om året (kun opgørelse over dem der arbejder lovligt i udlandet!) hvilket er væsentligt mere end Filippinerne modtager i eksterne investeringer, ulandsstøtte mm.
Men de fleste tænker nok mere på de ”direkte klimaflygtninge” i 2010 og 2011 var dette tal på 42 millioner – alene i Asien og stillehavsområdet – folk som måtte flygte fra tørke, oversvømmelser, storme, vandstigninger osv.

Flere af disse fordrevne forventes at vende tilbage til deres oprindelige bopæle i løbet af et par år – og selvfølgelig er størsteparten af disse internt fordrevne i eget land – men en række af dem er direkte tvunget til at flygte til andre lande. I denne ”meget fokus på klimaforandringerne” overser man dog stadigvæk den lille detalje at vi endnu ikke accepterer klimaforandringer/katastrofer som en gyldig grund til at flygte – F.eks. har en række tidligere beboer på småøer i det Indiske Ocean erfaret dette på den hårde måde, da deres øer blev oversvømmet men Australien nægtede dem gyldig opholdstilladelse.

Men uanset om det handler om mennesker der af økonomiske årsager tvinges til at søge arbejde i udlandet (både fra Filippinere, men i den grad også fra andre lande) eller om det er folk der direkte må flygte fra naturkatastrofer, viser den økonomiske ulighed og udbytning af tredjeverdenslande også sit grimme ansigt her.

For mens man i massevis af tredjeverdenslande er ekstremt truet af klimakatastrofer, så skal har vi i Europa og USA en række forholdsregler som sikre beskyttelse af de væsentlige områder. I forhold til oversvømmelser har Holland vist sig uovertrufne til at bygge dæmninger, og er nu gået i gang med endnu en udbygning, som skal sikre dem mod stigninger i verdenshavene, mens f.eks. Bangladesh langt fra har de samme muligheder, selvom vi har snakker om millionvis af mennesker der er i risiko. Da vi oplevet den store tsunami i 2004 som slog til mod Indien, Indonesien, Malaysia, Thailand, Sri Lanka og en række andre lande – med mere end 225.000 døde til følge og gigantiske konsekvenser for befolkningen i de områder, så er det værd at bemærke at dette skete i det Indiske ocean, hvorimod var hvis det var sket i Stillehavet ud fra USA, så havde man opdaget tsunamien længe før, takket være de midler der er investeret i overvågning af havbunden og advarselssystemer. Kommer det til jordskæl er der også klar indkomstforskel på hvem der bliver hårdt ramt når de opstår – og hvem der har midler til at bygge bygninger som er sikret mod jordskælv.
… og det er så kun blandt de ”naturlige katastrofer” dertil kommer alle de ”menneskeskabte” eller ”menneskepåvirkede” katastrofer.

Men kort sagt er formålet med denne lille tekst alene at udstille følgende:

Klimaforandringerne er ikke kun en fremtidstrussel mod jordens samlede befolkning,
klimaforandringerne er trussel mod verdens fattigste, og er i høj grad et helt aktuelt problem!

Derfor giver parolen: ”System change – not climate change” ganske glimrende mening!

Fagtoppen har misforstået dimittendsatsen!

Jonathan Simmel — Thu, 22 Oct 2015 19:19:45 +0000

Af Jonathan Simmel

I debatten efter det netop fremlagte dagpengeforlig, har der tydeligvis været massere af misforståelser omkring hvad "dimittendsatsen" er for en størrelse, også fagtoppen har forsvaret kun forsvaret den halvhjertet - mildt sagt! - hvilket er en misforståelse ud over alle grænser.

Har derfor prøvet at samle en række "sidebemærkninger" omkring dimittender og dagpenge, som forhåbentligt kan opklare lidt, og måske tilføje et par argumenter/vinkler til andre.

(Følgende var oprindelig skrevet på facebook, men bliver løbende mindet om at huske at rykke større indlæg herover også - hvilket hermed er gjort - men beklager at formatet er mere "facebook-rettet".)

Først solgte fagtoppen de unge nyuddannede i dagpengekommisionen, men så trådte DF og S ind i forhandlinger - og det hele blev meget værre...
Har læst mange dumme kommentarer på nettet i dag, så lad os lige slå et par ting fast omkring unge arbejdsløse:

1. Dimittendsatsen er ikke kun universitetsstuderende der er færdige og ikke kan få arbejde - mange borgerlige bruger argumentet om at dimittendsatsen er højere end SU'en - dimittendsatsen er OGSÅ for folk som HAR været i arbejde, til en rigtig løn, og som så bliver fyret.
Dertil kommer de 23% af en ungdomsårgang som har en erhvervsfaglig uddannelse (ved godt det ikke er mange blandt mine facebookvenner, men de-der-håndværkere eksistere faktisk), hvoraf størsteparten har modtaget elev-/lærlingløn og som faktisk vil opleve en lønnedgang i forhold til deres elev-/lærlingeløn.
- Dertil skal man generelt lige huske at de unge også er de generelt mest udsatte på arbejdsmarkedet, med den største arbejdsløshedsprocent og ofte har det dårligst stillede arbejdsvilkår.

2. Ifølge en række økonomi-nørder har unge pr. person, ofte markant højere leveomkostninger end den ældre generation, dette skyldes at de ofte er overladt til et lejebolig-marked - med dertil højere boligomkostninger - de oftere singler, hvilket betyder manglende besparelser på fællesudgifter som mad mm. manglende "opsparing" af ejendom, hvilket betyder de oftere må anskaffe sig nye ting, første-gangs-fjernsyn, computer, reoler, køkkengrej mm. samt manglende erfaring i at tilrettelægge budgetter og leve billigt.
(dertil kan man tilføje en række andre "ungdomsudgifter" som et dyre socialt liv mm. men er nok ikke så sagligt i denne kontekst)

3. Som arbejdende kollega, er min pt. største værdi i dagpengesystemet at de kollegaer som mangler arbejde har en fornuftigt indkomst, og ikke føler sig nødsaget til at udføre social dumping for at få en ordentlig indkomst, f.eks. ved at tilbyde min arbejdsgiver at arbejde for 140,- i timen (50,- mindre end mig, og ca. 60,- mere end den nye dimittendsats) - såvel dagpengeforringelser som andre forringelser af sociale ordninger som kontanthjælp mm. har alle en påviselig effekt på lønudviklingen, og især presset på mindstelønningerne - jeg er fløjtende ligeglad om jeg mister mit arbejde til en kollega som er 21 eller 45 år - derfor bør ingen aldersgrupper nedsættes!

4. Nyudlærte betaler samme kontingent til A-kassen som alle andre! og er underlagt præcis samme regler!

5. Jeg kan læse fagtoppen udtaler følgende om dimittend-forringelserne: "Det er ærgerligt" (3F), "Ideen er ikke groet i vores baghave" (akademikernes A-kasse), Kritik af opdelingen mellem forsøgere og ikke-forsøgere (FOA), "politikerne efterlader en alt for høj regning til de nyuddannede" (LO), "urimeligt, at de nyuddannede skal betale så stor en del af prisen" (FTF)

- Nu kommer jeg med et vildt gæt:
Hvis regeringen, S og DF havde besluttet at skære 12,8% (!!!!!) af dagpengesatsen for almindelige lønmodtagere, så havde tonerne nok været lidt anderledes!!

Minder mig lidt om den gamle sang, hvor dette vers indgår: "Som regel er det kun lærlinge der intet får - ham sælger vi hvert eneste overenskomstår!"

Ps. facts: dimittender mister ca. 86,8,- pr. dag - 1.881,- om måneden (i ved lige under "ét par sko")

Tillykke til arbejdsløse Nicolai!

Jonathan Simmel — Mon, 14 Sep 2015 13:42:56 +0000

Af Jonathan Simmel

I dagens Politiken har Nicolai Arentz et indlæg hvor han beskriver at han synes det er lækkert at være arbejdsløs på dagpenge (se vedhæftet)
Det har jo desværre medført en meget dårlig reaktion blandt meningsdannere, højrefløjen og faktisk også fra store dele af venstrefløjen…
Bevares, indlægget er måske strategisk forkert, man skulle ikke have underskrevet som HK-tillidsvalg, det kunne være formuleret bedre/anderledes osv.. Alt i alt er det nok kontraproduktivt, men reaktionerne har været endnu mere groteske. Må jeg forslå følgende reaktion fra gode faglige kammerater og venstrefløjskræfter næste gang debatten om "dovne arbejdsløse" breder sig:

Først: Stort tillykke til Nicolai, som i dagens Politiken har et debatindlæg hvor han fortæller han synes det er lækkert at være arbejdsløs på dagpenge – STORT TILLYKKE TIL NICOLAI!!

Vores arbejdsløse kollegaer:
Vi har 123.500 arbejdsløse i Danmark, af dem fortrækker 9/10 at komme tilbage i arbejde hurtigst muligt, 74 % af danskerne ville sågar tage et arbejde også selvom de ikke fik noget ud af det økonomisk. Det er påvist utallige gange at det er en stor økonomisk gevinst at få et arbejde. Blandt arbejdsløse har 29 % undgået sociale arrangementer for at slippe for spørgsmålet ”hvad laver du så?”, 24 % af dem opholder sig indendørs i arbejdstiden for at undgå at blive konfronteret med arbejdsløshed, arbejdsløshed er skyld i ca. hvert 5. selvmord i Danmark, ledige har markant større risiko for psykiske sygdomme – f.eks. depression er desværre meget udbredt, især hos mænd – og flere ulyksaligheder kan desværre tilføjes på listen.

At det så igen er lykkedes, ligesom med ”Doven-Robert” (som nu er i arbejde), at finde en arbejdsløs der har det godt i hans situation er vel fantastisk?
Eller er vi blevet sådan indrettet i vores ovenud lykkelige land og meget velstående velfærdssamfund, at arbejdsløse partout skal begræde deres situation? Være depressive og sælge deres arbejdskraft under niveau for at undgå at gå fra hus og hjem?
At Nicolai kan acceptere sin situation (måske på grund af sin unge alder), generer jo ikke nogen, og giver måske endda plads til at én af de ekstremt mange arbejdsløse som knokler for at komme tilbage til indtægt, får en mulighed for at komme hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Som kollega i arbejde, ser jeg da ekstremt gerne at alle vores arbejdsløse har det godt! – både som medmenneske, men også fordi: Jo bedre de har det, jo mindre chance er der for at de går ud og underbyder min arbejdskraft, jo større chance er der reelt for at arbejdsgiverne må begynde at hoste lidt mere op for at få folk i arbejde. Vi burde alle være klar over at netop hetzen og angrebene på arbejdsløse i virkeligheden er et angreb på mindstelønnen - så jo bedre folk har det, jo bedre er forsvaret for vores lønninger!

Enkelte personer uden erfaring med arbejdsløshed (f.eks. en lang række politikere kan jeg læse!) tror det er et spørgsmål om at stå til ”rådighed”, men så kender man ikke sit arbejdsløshedssystem. Rådighed er slet ikke en mulighed - det er et krav! Man skal søge det man bliver henvist til, man skal være aktivt søgende, være mobil geografisk og fagligt, tage imod aktivering osv. – så de har misforstået debatten.
Generelt tror jeg at f.eks. politikere som meningsdannere skal passe på med at hæve stemmen i denne debat, så længe de selv har sikret sig deres egen røv den dag de forlader Folketinget (vel og mærke op til to år med en folketingsløn på over 52.000 – hvorefter de så kan få dagpenge!)

Der er sgu da noget grotesk over at det er 100 % overladt til arbejdsgivere hvorvidt jeg som person har et arbejde og en lønindtægt, og nu vil højrefløjen (og langt ind på venstrefløjen) fandeme også diktere hvad jeg så skal føle hvis jeg er arbejdsløs?! Prøv f.eks. at fortæl det til murerne som har ca. 3 måneders arbejdsløshed om året grundet vejr og vind (vintermånederne).

Kampen for arbejdstid, arbejdslængde og mod nedslidning!
Flere harcelerer også over at Nicolai tillader sig at bruge tiden som arbejdsløs som et ”pusterum” i sit arbejdsliv. Venstrefløjen har haft en stolt tradition for at kæmpe for nedsat arbejdstid, men dette skal ses i sammenhæng med arbejdslængden (altså mængden af år vi skal være på arbejdsmarkedet). Takket være den tidligere VKO-regering har man valgt at forlænge mængden af år vi skal være på arbejdsmarkedet, faktisk så voldsomt at vi som den første generation nogensinde skal være længere tid på arbejdsmarkedet end vores forældre (tilbagetrækningsreformen blev jo stemt igennem med S og SF stemmer - hvis man var i tvivl). At Nicolai så vælger at tage lidt tid ud af sit arbejdsliv som et pusterum er vel svært at fortænke ham i, især når man tænker på den massive nedslidning der sker på arbejdsmarkedet, og at Nicolai i bedste fald først vil få lov til at trække sig tilbage når han bliver 67 (hvilket folketinget jo pt. også er ved at hæve).

Så alt i alt har jeg ikke skide ondt i røven over Nicolais beslutning (selvom den nok skulle være solgt anderledes i pressen) - tværtimod vil jeg ønske ham et godt pusterum!