Lasse Skou Lindstad's blog

Beskatning er ikke tyveri

Lasse Skou Lindstad — Tue, 24 Nov 2015 22:13:25 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

De seneste år har vi set en fremvækst hos den yderste liberale højrefløj. Det har både manifesteret sig helt konkret ved et stigende antal stemmer til et parti som Liberal Alliance, men også mere bredt i den ideologiske oprustning blandt CEPOS og andre borgerlige fora. Det har betydet af jeg er begyndt at støde på argumenter, som jeg ellers ikke så særlig meget før i tiden. Jeg tror blandt andet det skyldes at mange unge danner deres politiske identitet gennem internettet, og derfor importerer de ideologier som ellers er meget underrepræsenterede i Danmark. En af dem er en eksplicit anti-statslig liberalisme(også kendt som "anarkokapitalisme", libertarianisme og minarkisme). En af argumenterne de gentager rigtig ofte er at skatteindkrævning er tyveri og grundlæggende illegitimt.

Derfor har jeg skrevet et blogindlæg for at give svar på tiltale.

Økonomisk aktivitet foregår ikke i et tomrum

Argumentet går ofte på at staten kommer og fratager folk deres hårdt tjente penge og dermed berøver dem deres ejendom. Hvilket er tyveri. Denne påstand overser at man ikke tjener sine penge alene - man tjener dem ved at indgå i en økonomi sammen med andre. Denne økonomi holdes oppe i fællesskab og kræver et velfungerende samfund for at eksisterer. Bredt forstået så indebærer det alt fra lovgivning der fastsætter regler for ejendom og økonomisk aktivitet til den infrastruktur man benytter for at komme på arbejde. Man trækker også på fælleskassen til at finansiere ens uddannelse, sundhed og arbejdsløshedsunderstøttelse. Når man er afhængig af fællesskabet, og når man direkte og indirekte trækker på fællesskabets ressourcer, ja - så er det også rimeligt at man bidrager til fællesskabet.

Hey liberale - i glemmer vi ikke kun arbejder for samfundet - samfundet arbejder også for os!

Vi er sociale

Nogle liberale vil selvfølgelig hævde at de aldrig har sagt ja til at indgå i dette fællesskab og ikke vil acceptere det når de ikke kan melde sig ud. Men man kan ikke melde sig ud af samfundstilstanden. Så længe vi lever på samme planet vil der være behov for at fastsætte regler og tage beslutninger om hvordan samfundet skal indrettes. Den dag vi kom til verden blev vi født ind i en social sammenhæng - og vores liv er omgivet af det sociale. Det sociale er med til at bestemme alt fra det sprog vi taler til de muligheder der omgiver os. Det er et grundlæggende menneskeligt faktum for vores eksistens at vi lever blandt andre mennesker og er nødt til at organisere samfundet i samarbejde med andre mennesker.

Privat ejendomsret kræver en stat

Hele problematikken omkring det fælles løser de anti-statslige liberale ved at lave en inddeling af verden ud fra den private ejendomsret. Men den private ejendomsret kræver love og de love skal håndhæves. Selvom ejendom kan føles naturligt og i overensstemmelse med vores egne territoriale instinkter og følelser, så har ejendomsbegrebet ændret sig igennem tiden. Det er samfundsskabt og da der ikke findes nogen entydig fælles forståelse af hvilke regler der skal gælde, så vil der uundgåeligt opstå konflikt omkring hvem der ejer hvad og på hvilke betingelser. Derfor kræver ejendomsretten en central myndighed der kan håndhæve lovgivning, og sådan en myndighed kræver finansiering og dermed skatteindkrævning.

For at opsummere: Man kan ikke løsrive sig fra samfundet og al økonomisk aktivitet afhænger af det omgivende samfund, derfor er beskatning både uundgåeligt og helt legitimt.

Videre læsning: Ha Joon Chang: There is no such a thing as a free market

Afvisning af Folketingetsvalget er en blindgyde

Lasse Skou Lindstad — Sat, 13 Jun 2015 01:20:13 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Et svar til Søren Mau om hvorfor den danske situation kalder på reform af det politiske system - ikke en afvisning.

Debatten om hvorvidt man bør stemme har kørt i noget tid. I et indlæg i Tidsskriftet Slagmark præciserer Søren Mau at han ikke står for en principiel afvisning af parlamentarismen, men at

”parlamenter og repræsentation er ikke i sig selv progressive og demokratiske – de kan være et led både i en demokratisk politisk kamp og en måde at opretholde en udemokratisk tilstand på. I den nuværende situation i Danmark mener jeg, at Folketinget har den sidste funktion. Men i en anden situation, hvor der f.eks. eksisterer en reel demokratisk, social bevægelse (som f.eks. i Spanien lige nu), kan parlamentet selvfølgelig godt fungere som det første.”

Jeg er enig i en del af det. Hvorvidt man skal deltage i eller afvise valgene må i sidste ende være en strategisk diskussion. Men selvom jeg er enig i præmisserne, så vil jeg egentlig argumentere for den modsatte konklusion: En parlamentarisk strategi giver mere mening i Danmark end i så mange andre lande.

Det giver mening at stemme i Danmark

I Danmark er den parlamentariske strategi oplagt. Det skyldes at vi historisk set har haft et relativt tæt bånd mellem bevægelser og parlament, og at vi har en meget større grad af tillid til vores politiske institutioner end andre lande. Derfor er der langt bedre muligheder i og langt bedre forståelse for at mobilisere omkring reformer, der kan udvide demokratiet, frem for at afvise hele det politiske system. Det vil jeg kort uddybe.

Valgsystemet

Vi har et proportionalt valgsystem med en relativ lav spærregrænse, hvilket giver mulighed for at partier som Enhedslisten kan eksisterer. Det er eksempelvis ikke tilfældet i USA eller Storbritannien, hvor valg til enkeltmandskredse blokerer for at partier fra yderfløjene kan komme ind. I den anglo-saksiske situation er det politiske spektrum så indsnævret, at det kan give mening at afvise systemet.

Tætte forbindelser mellem bevægelse og parlament

Historisk set har der været en tæt forbindelse mellem partier i parlamentet og bevægelser uden for parlamentet. Det klareste eksempel er vores fagbevægelse, som først og fremmest har været knyttet til Socialdemokratiet. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er store dele af den politiske og bevægelsesmæssige aktivitet forbundet med de politiske partier og rettet mod parlamentet. Derfor virker det også fjernt for de flest at afvise Folketingsvalget.

Høj tillid til vores politiske system

Vi bor generelt set i et land præget af høj social tillid og lav korruption, og det afspejles også i vores meget høje tillid til vores institutioner – sammenlignet med andre lande.

Taget fra opsummeringen af Eurobarometer 82 lavet i 2014. Den viser tilliden til tre politiske institutioner: EU, det nationale parlament og regeringen. Den øverste bar med klare farver er gennemsnittet i EU, den nederste med lysere farver er det danske niveau.

Eurobarometer 82 fra 2014 viser at danskernes tillid til deres politiske institutioner er betydelig højere end EU-gennemsnittet. Det har faktisk været relativt stabilt, og tallene er ikke betydeligt ændret fra før den socialdemokratiske regering trådte til(tillid til regeringen er faktisk gået op). Selvom danskerne er utilfredse med deres politikere, så er deres tillid til det politiske system stadigvæk intakt. Det bør vi huske i vores politiske arbejde.

Hvis Søren Mau anerkender at den parlamentariske strategi kan give mening i lande som Grækenland, hvor 14% har tillid til det nationale parlament, eller Spanien, hvor 10% har opbakning til parlamentet, hvorfor skulle det så ikke være oplagt i Danmark, hvor opbakningen er på 61%? (se tallene her)

Kan vi samle opbakning til at afvise Folketinget?

Når vi har et parlament som giver mulighed for at et bredere sæt politiske holdninger kan blive repræsenteret, når vores bevægelser historisk set har samarbejdet tæt med Folketinget og når danskerne generelt set har høj tillid til deres politiske institutioner – ja, så er det svært at samle opbakning til at afvise og gøre oprør mod det politiske system. Derfor tror jeg heller ikke at Stem Ikke bevægelse vil opnå mere end at få lidt taletid i forskellige medier under valgkampen og derefter dø ud. Det siger jeg fordi jeg selv var ude i noget lignende sidste år, da jeg var med til at arrangere fløjteprotesterne mod Helle Thorning den 1. maj. Vi fik opmærksomhed fordi vi skabte et spektakel, men blev derefter meget hurtigt glemt.

Den oprindelige intention med protesten var at efterligne fløjteprotesterne i 2013 og opsamle frustrationerne fra fx DONG-salget. Men vi undervurderede nok den store loyalitet som danskerne har overfor deres politikere. Vores protest rettet mod politikerne blev i sidste ende også anset som et angreb på demokratiet, ytringsfriheden og de vælgere og fagbevægelsen, som stod bag dem. Det skyldes netop den særlige danske situation, med høj tillid og stærke bånd til det politiske system. Derfor fik vores protest også kun opbakning fra 17% af befolkningen. Det viste meget godt at alt for radikale protester har svært ved at samle opbakning, fordi store dele af befolkningen ikke ser nødvendigheden af den slags protester endnu. Derfor vil en for radikal afvisning af det politiske system heller ikke vinde opbakning.

Modsat vores meget begrænsede opbakning, så har Enhedslisten formået at gøre politikerleden konkret og foreslået reformer og ændringer, som vinder stor opbakning i den danske befolkning. Eksempel bakker seks ud ti danskere op om at stoppe indkøb af nye kampfly, otte ud af ti var imod DONG-salget og ni ud af ti danskere bakker op om at ændre ministrenes pensionsvilkår.

Som sagt: Der er større potentiale i at omforme den generelle politikerlede til konkrete krav om reformer, der kan udvide demokratiet, frem for at afvise hele det politiske system.

Overvurderingen af Enhedslisten rolle

På forskellige debatter på facebook har støttere af Stem Ikke initiativet blandt andet fremhævet Enhedslistens opbakningen til nogle af de forgående års finanslove, samt at Enhedslisten endnu ikke har væltet regeringen, som årsag til at de ikke vil stemme på dem. Men denne kritik overvurderer Enhedslistens rolle i det parlamentariske spil. For i selve Folketinget har Enhedslisten meget lidt magt. De kan afstå fra at indgå finanslove, men så bliver de bare indgået med Venstre i stedet. De kan også finde et flertal til at vælte regeringen, men så vil VKO bare komme tilbage, og kursen vil være uændret. Der findes kort sagt ikke noget parlamentarisk træk, som vil kunne ændre på den nuværende situation. Derfor kan jeg heller ikke forstå at man vil frasige sig Enhedslisten alene på grund af deres opbakning til nogle finanslove. For det ville ikke have gjort en grundlæggende forskel hvis de ikke havde stemt for. Og modsat SF så stopper Enhedslisten ikke med at kritisere regeringen, bare fordi de har indgået en aftale sammen med dem.

Det som Enhedslisten kan bruges til er at rejse sager og være stemme for bevægelserne, som de gjorde i forbindelse med DONG-salget, samt at få kanaliseret folks indignation over i folkelig aktivtet. For aktivitet uden for parlamentet er i sidste ende det, som må være vores opgave efter valget, uanset om vi stemmer eller ej. God valgkamp - og anti-valgkamp!

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen - herunder indlæg om Anti-parlamentarisme og valg-deltagelse-debatten på Modkraft (og i bøger).

Jo, det giver mening at stemme.

Lasse Skou Lindstad — Wed, 03 Jun 2015 15:53:56 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Svar til Søren Mau om hvorfor det giver mening at stemme selvom demokratiet er begrænset

Søren Mau skriver at vores nuværende samfund ikke er demokratisk, og at vi kun styrker det udemokratiske system ved at stemme. Jeg er delvist enig. For ja, demokratiet er begrænset. Det er rigtigt at der findes utrolig meget udenomsparlamentarisk magt, som begrænser Folketingets muligheder. Både fra den nationale og internationale økonomiske elite, der kan presse politikerne med alt fra lobbyisme til kapitalflugt, men også fra de internationale organisationer og selve staten og embedsværket. Men bare fordi demokratiet er begrænset, betyder det ikke at vi skal afstå fra at udnytte den begrænsede demokratiske indflydelse vi har.

Demokratisk indflydelse er ikke en selvfølge

Den, trods alt, begrænsede indflydelse vi har i dag blev vundet gennem kamp. Og det er ikke nogen selvfølge at vi har den. Eliten i USA har klarer sig fint, selvom valgdeltagelse ved nogen amerikanske valg når under 50 %. Derfor udgør en såkaldt vælgerstrejke ikke nogen trussel mod magthaverne – de kan sagtens leve med en meget lav valgdeltagelse.

Søren Mau forsvarer en afvisning af at stemme ved at påpege, at den handling selvfølgelig ikke må stå alene, men at det skal følges op med udenomsparlamentarisk organisering. Men det er man jo stadigvæk i stand til at gøre, selv hvis man stemmer. Der behøver derfor ikke være nogen modsætning mellem at organisere bevægelser uden for parlamentet og det at deltage i Folketingsvalgene.

Brug Folketinget

I stedet for at afvise valgsystemet, bør vi deltage i det og bruge det som en platform til at kritisere de udemokratiske og uretfærdige forhold i vores samfund. Repræsentation i Folketinget kan det bruges til at fremsætte løsninger og skabe mobilisering omkring dem. Ved hjælp af et et pres både indefra og uden for parlamentet er det muligt at få gennemført reformer, som udvider vores begrænsede demokrati.

Konkrete forslag

Der er langt større chance for at folk vil lytte til en, hvis man kommer med konkrete forslag til at udvide demokratiet i vores samfund, frem for en diffus snak om at de globale økonomiske herskende klasser styrer alting og at vi intet kan gøre. For der er reelt set et handlerum. Det bør vi udnytte. Det kan være alt fra at i første omgang kræve åbenhed om partistøtten, der tillader den nationale økonomiske elite at købe sig indflydelse, og dernæst forbyde det. Det kan være noget i stil med Enhedslistens seneste forslag om at begrænse magtelitens indflydelse, hvor man vil sætte en grænse for antallet af bestyrelsesposter en person må have og underlægge bestyrelser, fonde og kommissioner for kvoter, åbenhed og valg. Vi kan også sætte et loft over hvor meget offentlige ledere må tjene, indføre rotationsregler i Folketinget og overføre beslutninger fra centraladministrations embedsværk ned på et mere lokalt plan. Mere radikalt kunne man indføre lovsikret medarbejderindflydelse, der blandt andet kan forhindre den økonomiske elite i at udflytte arbejdspladser eller nationalisere bankerne og indføre kapitalkontrol for at forhindre kapitalflugt.

Alt det her kræver dog en vilje til at udfordre den herskende konsensus og den økonomiske elite. Hvis SF var det eneste venstreorienterede alternativ til den nuværende regering, så kunne jeg godt forstå ønsket om at stemme blankt, for den vilje har de ikke. Men Enhedslisten er fortsat opsat på at bekæmpe de udemokratiske aspekter af vores samfund.

Reformér systemet?

Kort sagt: I stedet for at afvise det politiske system på grund af dets mangler, bør vi forsøge at reformere det. Dels ved at udvide demokratiet på bekostning af den økonomiske overklasses udemokratiske magt, dels ved at skabe bedre kontrol med den politiske elite.

Nogen vil anklage denne ide for at være reformistisk. Men revolution er først relevant når mulighederne for reform er blevet udtømt, eller når reforminitiativer er blevet knust af eliten. Chomsky giver en god forklaring på hvorfor i dette klip:

Video of eL5ZDlx39Rs

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

SF's vildledende markedsføring

Lasse Skou Lindstad — Sat, 30 May 2015 16:00:36 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Om hvorfor SF markedsfører sig selv som et rødt parti, men stemmer blåt i en lang række sager.

For få uger siden stemte Folketinget om hvorvidt folketingsmedlemmer skulle have samme pensionsvilkår som resten af befolkningen. At bekæmpe pamperi og sikre at de folkevalgte ikke udvikler levevilkår, som står langt over den almindelige befolkning, burde være en oplagt venstrefløjssag. Men efter afstemningen blev jeg opmærksom på at SF havde stemt imod. Hvilket var lidt af en overraskelse. Jeg havde en klar opfattelse af at de ville have ændret sig efter deres udtrædelse fra regeringen i 2014. Men den opfattelse havde jeg egentlig også, da de bevidst valgte en relativt ukendt kandidat som formand i 2012, der havde til hensigt at gøre op med status quo, eller da landsmødet i SF pålagde folketingsgruppen at stemme imod dele af den nye offentlighedslov. Men hver gang fortsatte kursen uændret. Under deres regeringsperiode stemte de for SU-reformen, skattereformen der sænkede kontanthjælpen og gav topskattelettelser, den nye offentlighedslov, ACTA-aftalen(som blev underskrevet af daværende Handelsminister Pia Olsen Dyhr, men derefter stoppet i EU) samt en afgivelse af opbakning til frihandelsaftalen TTIP.

Det kunne måske undskyldes med at de sad i regering og var nødt til at bakke op om regeringens linje. Men det første de gjorde efter deres udtrædelse var at stemme for DONG-salget. Herefter fulgte opbakning til indkøb af nye kampfly til en værdi der svæver omkring 20-40 milliarder kroner, et nej til at Danmark skal anerkende det armenske folkemord, nej til at begrænse politiker- og ministerpension, nej til at sende våben til kurderne i Kobane og nej til at give Edward Snowden asyl i Danmark. Der tegner sig mildest talt et ret klart mønster, som står ved trods mange kampe mellem top og bagland i partiet.

Så hvad skyldes det?

Regeringsduelighed

Da SF trådte ud af regeringen, fastholdt de at de stadigvæk ville gå efter at få ministerposter igen. Det har været deres mål lige siden. Men for at kunne komme nær en regeringspost igen, må de vise Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne at de ikke vil gentage deres tumulte regeringsforløb. Der skal med andre ord vises regeringsduelighed og kompromisvillighed. Derfor stemmer de som om de stadigvæk er i regering, selvom de ikke er det.

En måde det bliver gjort på er, at stemme for foreslag, som ikke giver mening ud fra et venstreorienteret udgangspunkt, men som giver rigtig meget mening hvis man ønsker at vise at man kan ”tage ansvar” og bakke op om regeringens holdninger.

I den forbindelse må jeg spørge: Er det virkelig det værd? Kan et par regeringsposter opveje jeres modvillige opbakning i så mange sager? Er det vejen til mest mulig indflydelse? For jeg er enig i at man deltager i politik for at påvirke samfundet maksimalt. Men at sælge ud af så mange af sine principper ser ud til at være en rigtig dårlig handel.

Regeringssamarbejde - en taktisk afvejning

Når man træder ind i et regeringssamarbejde, så får man nogle muligheder for at påvirke samfundet. Men man giver også køb på nogle ting. Man bliver mere eller mindre sat i situation, hvor man er nødt til at bakke op om den førte politik, selvom man er uenig i den. Det taktiske spørgsmål må så altid være, om der er mere at vinde i at besidde ministerposter, eller om man kan skabe mest mulig forandring ved at kritisere politikken.

I den nuværende situation, hvor der er så langt fra venstrefløjen til den radikale og socialdemokratiske konkurrencestatsmidte, giver regeringsdeltagelse rigtig mange kompromisser. Og meget lidt mulighed for at ændre den førte politik. Det sker på et tidspunkt hvor der i den grad er behov for at kritisere den førte politik, slå myterne tilbage og give et klart alternativ til socialdemokratiets løftebrud.

Jeg tror ikke at man skal undervurdere hvor meget kritik og protester kan ændre samfundet. Liberal Alliance har aldrig haft en regeringspost, men de har kunne rykke hele debatten om arbejdsløse langt til højre. Hvis venstrefløjen ønsker indflydelse, så skal vi blandt andet kunne gøre noget lignende. I nogle tilfælde er det faktisk også lykkedes for venstrefløjen at bruge kritikken til at sætte dagsordenen, eksempelvis med salget af DONG.

Rød markedsføring til blå stemmer

SF har et stærkt ønske om at komme i regering igen, og dermed også en interesse i at vise S og RV at de kan ”tage ansvar” og stemme på ting som de ikke går ind for. Men over for deres egne vælgere og deres eget bagland ønsker de at sende det helt modsatte signal; at de stadigvæk er røde. Derfor forsøger de at holde fast i deres sidste røde standpunkter og markedsføre sig selv som progressive for at få deres tabte vælgere tilbage. Et godt eksempel er deres seneste kampagne mod skifergas.

Da der blev stillet lovforslag om at forbyde skifergas udvinding i Danmark, var Enhedslisten det eneste parti, der stemte for. SF stemte imod trods advarsler fra miljøorganisationer. Efter mange års kamp og seriøst græsrodsarbejde er det endeligt lykkedes at få vendt stemningen. Derfor har SF set sin mulighed for at hoppe med på vognen. Det har de blandt andet gjort ved at oprette deres helt egen underskriftsindsamling, på trods af at Greenpeace allerede har en med 34 000 indsamlede underskrifter. Den mest sandsynlige forklaring er at det her handler om at SF gerne vil vise en klar miljøprofil over for deres bagland, og gerne vil gøre sig selv frontfiguren i kampen mod skifergas – af hensyn til deres egen vælgeropbakning.

Det er ikke det værd

Der er stadigvæk progressive kræfter tilbage i SF. Det kan man eksempelvis se når SF giver deres opbakning til en anerkendelse af Palæstina. Til dem vil jeg gerne sige: SF giver køb på for meget. De får meget lidt igen. Venstrefløjen skal ikke afvise regeringsdeltagelse. De skal bare være meget klar over omkostningerne, og vælge den vej som giver mest indflydelse. Og lige nu får man mest indflydelse ved at presse regeringen både indefra såvel som uden for borgen - ikke ved at blive passiv og regeringsduelig. Hvis SF ønsker at komme tilbage på sporet, så må de stoppe leflen for dem der ønsker flere blå reformer og mere konkurrencestat, og i stedet komme ind i kampen for at trække Danmark til venstre.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Bibloteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Ja tak til overfladisk kapitalismekritik

Lasse Skou Lindstad — Thu, 21 May 2015 06:39:58 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Hvorfor man ikke behøver at nærstudere Marx for at være antikapitalist

Jeg læste i dag det her indlæg. Der står mange ting i det, som jeg har lyst til at diskutere. Eksempelvis påstår forfatterne bag artiklen at Enhedslisten er en flok socialdemokrater i forklædning:

”Enhedslisten har udviklet sig til et nyt socialdemokrati, fordi partiet har udskiftet en marxistisk forståelse af kapitalisme som en samfundsformation med en indigneret kritik af neoliberalismens uretfærdigheder”

Jeg er ikke helt sikker på hvor de får den ide fra. Kampen går mod neoliberalisme og krisepolitikken, men det slutter selvfølgelig ikke der. Det er et skridt på vejen. Der er ikke nogen modsætning mellem at på den korte og mellemlange bane at kæmpe for et skift i den nuværende økonomiske politik, og på den lange bane kæmpe for et andet økonomisk system.

Nok om det. Jeg tror egentlig hellere at jeg vil bruge tid på indlæggets hovedpåstand: At vi skal droppe den ”overfladiske kapitalismekritik”, og se på de dybere bevægelseslove som Marx kortlagde. Hvad forstår forfatterne af indlægget som overfladisk kapitalismekritik?

”I opgivelsen af de vigtigste elementer i Marx’ kritik af den politiske økonomi, blev alle de grundlæggende modsætninger skyllet ud med badevandet og den menneskelige indignation erstattede disse modsætninger”

”Denne forskydning fra underliggende årsager til overfladiske symptomer karakteriserer således også det principprogram Enhedslisten vedtog i 2014.”

Hvis jeg læser Enhedslisten principprogram, så er det ikke bare en omgang indignation over neoliberalismen uden en forståelse af de bagvedlæggende strukturelle årsager. Så hvad mangler det? Det mangler marxisme:

”venstrefløjen i al almindelighed har forladt den grundlæggende analyse af kapitalismen og åbent eller indirekte har erklæret værdiloven, merværdien og profitratens fald for forældet eller mere eller mindre uanvendelig som politisk-økonomisk kritik af den moderne kapitalisme.”

Vi kan altså se at ved ordet ”overfladisk kapitalismekritik” forstås to ting. Dels en moralsk kapitalismekritik, der bare er baseret på forargelse over neoliberalisme og grådighed. Den mener jeg som sagt ikke er til stede: Principprogrammet peger også på kapitalismen i sig selv som problemet.

Den anden er at man har rykket sig væk fra den marxistiske analyse, der blandt andet indeholdt ” værdiloven, merværdien og profitratens fald”. Hvis det er den sidste definition der er gældende, så kan jeg godt være tilhænger af overfladisk kapitalisme kritik.

Hvad er kapitalismekritik?

Lad os starte med begrebet ”kapitalismekritik”. Hvad handler kapitalismekritik egentlig om? Det handler om at påpege nogle strukturelle årsager til samfundsmæssige problemer. Eksempelvis: Ulighed har årsag i vores økonomiske system. Ønsker man grundlæggende at gøre op med det problem, kræver det grundlæggende forandringer i systemet. Men de strukturelle problemer behøver ikke være særligt komplicerede. Jeg vil faktisk påstå at de vigtigste problemer i kapitalismen også er de mest simple og åbenlyse.

Jeg kan nævne de to vigtigste problemer med kapitalismen i min optik.

Klassedannelse

Kapitalismen skaber ulighed og dermed klasser. Det kan kritiseres for at være uretfærdigt – de største indkomster skyldes arbejdsfri gevinster i form af ejerskab over kapital. Det er ikke rimeligt, da det ikke bygger på noget reelt bidrag til samfundet, men ejerskab.

Det kan også kritiseres for at være grundlæggende udemokratisk. Den økonomiske elite kan bruge deres enorme ressourcer til at påvirke den politiske proces gennem lobbyister, bidrag til partierne og i sidste ende truslen om kapitalflugt. Det giver dem magt, selvom de ikke er folkevalgte, og det er et demokratisk problem.

Økonomisk koordination

Markedet skaber også en lang række problemer. Jagten på profit tager eksempelvis ikke højde for miljøomkostninger, og det medfører klima- og miljøproblemer. Den indbyggede ustabilitet i markedet skaber også konjuktursvingninger og kriser. Derfor kan de økonomiske koordinationsmekanismer i kapitalismen kritiseres for at være ineffektive og uhensigtsmæssige.

Det er nogle relativt letforståelige kritikpunkter. Men de er også meget centrale. For hvis man vil forstå alt fra socialdemokraternes løftebrud til klimakrisen, så har de her strukturelle mekanismer en ret høj forklaringskraft.

Simpel kapitalismekritk

Kapitalismekritik beskriver altså nogle strukturelle forhold i vores økonomiske system, som kan give en årsagsforklaring på mange af de samfundsmæssige problemer vi står over for i dag: Ulighed, klimaproblemer, politikerlede m.m.

Derfor er en såkaldt overfladisk kapitalismekritik også et rigtig godt udgangspunkt for et anti-kapitalistisk parti, da det er en letforståelig analyse, som kan forklarer meget, og som mange kan forene sig under.

Start med indignationen

Her til sidst vil jeg sige at jeg er enig med forfatterne i at vi ikke bare skal være indignerede over kapitalismens problemer. Men indignation er det første skridt på vejen, så vi skal også tale til den indignation. Vi skal selvfølgelig ikke begrænse os til bare at være indignerede – vi skal også kunne give svar. Det skal både være svar på den korte bane i forhold til hvordan vi kan begrænse problemerne lige nu, men også mere strukturelle svar i forhold til hvordan det økonomiske system skal ændres. Men jeg vil modsat forfatterne bag indlægget påstå at der ikke er noget belæg for at sige at Enhedslisten har opgivet ønsket om at ændre de strukturelle forhold, og jeg vil påstå at man ikke behøver lange marxistiske analyser for at se hvad der er galt med vores økonomiske system.

Politiken og de frække grækere

Lasse Skou Lindstad — Tue, 28 Apr 2015 21:33:43 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Om mediernes dækning af Grækenland og Thomas Lauritzens sensationalistiske vrøvl.

Den finansielle frækkert

Politikens Europaredaktør Thomas Lauritzen har skrevet en artikel om Grækelands finansminister Yanis Varoufakis og hans involvering i de seneste forhandlinger med troikaen. Den er frustrerende og langt under journalistisk niveau. Allerede ved overskriften er den gal: "Grækelands finansielle frækkert".

Så er scenen sat, og det fortsætter nogenlunde således igennem hele artiklen: Yanis Varoufakis er "den frække spilteoretiker fra Texas", som ikke kan styre sig for at provokere og være en rebel. Undervejs mærker man journalistens grundholdning, der kort sagt siger at de uansvarlige grækere må se at blive voksne og kompromisvillige, så de kan stoppe alt deres umodne pjat og urealistiske valgløfter.

Grækernes dårlige karakter

Yanis Varoufakis rebelskhed bliver set som grunden til at forhandlingerne er brudt sammen. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det er den samme forklaring om at grækernes personlighedstræk er årsagen til deres problemer - men det er bekymrende at den forklaring når hele vejen op til spaltepladserne i landets største aviser. Jeg har udvalgt to guldkorn der rimelig godt illustrerer artiklens vinkel:

"Der er grænser for, hvor fræk man kan være, når man har lånt over 1.800 mia. kr. siden 2010 og står og skal bruge 50 mia.kr. for at undgå at gå statsbankerot i løbet af de næste par uger."

Aha. Grunden til at forhandlinger er ved at bryde sammen, skyldes at grækerne har været for frække! Hold da kæft, jeg troede ellers det skyldtes nogen grundlæggende uenigheder omkring hvilken politik, der skal til for at bekæmpe en økonomisk nedtur.

"Hvis man ikke får resultater, så hjælper det ikke noget at ligne finansverdenens svar på Bruce Willis"

Thomas Lauritzen holder sig ikke tilbage når det kommer til sammenligninger og personlige beskrivelser. Udover at Yanis Varoufakis vurderes som værende fræk og provokerende, så nævnes han også af journalisten som en sexet fyr med rockstjerneappel. Igen må jeg tage mig til hovedet over journalistens prioriteter - er det virkelig det mest væsentlige i sagen? Desto mere man skriver om nogens udseende(i politik), desto mindre reel substans har man at byde på. Og i dette tilfælde er der meget lidt substans, så alt det overfladiske(tøjstil, udseende, attitude) tager pladsen og bruges som forklaringsmodel. Hvordan er den journalist blevet Europaredaktør? Thomas Lauritzen, det er din opgave at skære ind til det væsentlige - ikke fylde os med alt det ligegyldige.

Hvad foregår der egentlig?

Nå, men her løber jeg ind i et problem: Jeg kan ikke rigtig gennemskue hvad der reelt set foregår i forbindelse med forhandlingerne, så jeg kan kun udpege og kritiserer de mest absurde dele af dækningen. Det er svært at skille skidt fra kanel i nyhedsstrømmen, da der eksisterer en meget klar bias i hvem medierne holder med. Det skyldes måske, at EU dækningen stammer fra en håndfuld EU journalister, som er påvirket af de omgivelser de befinder sig i. En del journalister, som søger til EU, er i forvejen EU begejstrede, og omgiver sig med mennesker, som arbejder for EU og generelt set er positivt indstillet overfor EU - og det smitter af. Kort sagt: Desto tættere man befinder sig på begivenhederne i Bruxelle, desto mere positiv er man overfor EU. Når skillelinjen bliver trukket mellem Grækenland og EU, så har journalisterne derfor en klar tendens til at vægte EU som mest troværdig. Andre nyhedsmedier videregiver så begivenhederne set gennem de farvede nyhedskilders briller.

Så her er min forklaring på hvad der er galt i dette tilfælde: Politikens artikel fremstår som et resultat af at deres nyhedskilder bliver filtreret igennem flere SYRIZA-kritiske medier, så kun en koncentreret sensationalistisk karikatur står tilbage.

Skal vi sprede solidaritet med kampfly?

Lasse Skou Lindstad — Sat, 11 Apr 2015 00:56:19 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Et svar til Leif Donbæk

Leif Donbæk har skrevet et blogindlæg om hvorfor det er en god ide at Danmark foretager indkøb af nye kampfly. Han starter ud med at kalde Enhedslistens kampagne mod indkøbet for "manipulerende på et niveau, man normalt skal til totalitære stater for at finde". Det er alligevel noget af en anklage. Hvad er Enhedslistens store forbrydelse? Jo, de har angiveligt sat det op som at "hvis vi bare fjernede militæret, så ville alle udfordringer i ældreplejen forsvinde". Det er ærlig talt lidt af en stråmand, som Leif Donbæk taler sig op imod. Enhedslisten har ikke udtalt noget lignende, men de har tilladt sig at sammenligne de økonomiske omkostninger ved indkøb af kampfly med forskellige velfærdsydelser. Det er ret relevant at gøre, da indkøbet står til at løbe op i et kæmpe milliardbeløb. Jeg har derfor også svært ved se de totalitære teknikker, som skulle lægge bag Enhedslistens kampagne. Hvis man skal argumentere mod en holdning, kan man da i det mindste starte med at forholde sig hvad modparten rent faktisk siger. Manipulationen står Leif Donbæk i dette tilfælde selv for.

Nå, men lad os dykke lidt ned i de mere substantielle argumenter, som fremføres i indlægget. Der præsenteres to hovedargumenter, som også er blevet gengivet i andre debatter om samme emne. Det første handler om at Danmark skal kunne forsvare os mod Rusland. Det andet går på at man kan bruge kampfly til at gøre verden til et bedre sted. Der fremføres også et argument om at vi kan bruge vores militær til at uddanne piloter til Kastrup lufthavn. Men det er et ret ringe argument, da vi ikke behøver militæret for at uddanne piloter, så det kan næppe retfærdiggøres at brænde et tocifret milliardbeløb af på den grund alene. Meget af udviklingen i luftfartsvirksomheden går hen imod fuldstændig automatstyring, så dette køb kunne hurtig vise sig at være en rigtig kortsynet investering.

NATO har ikke brug for flere kampfly
I bedste koldkrigsånd ser vi i dag mange politikere bruge Rusland som en årsag til at vi skal anskaffe os nye kampfly. Det er på trods af at beslutningen om at købe nye kampfly blev truffet langt før at Rusland annekterede Krim. Truslen fra Rusland er en brugbar måde at skræmme befolkningen til at acceptere øgede militærudgifter, hvilket bør gøre os kritiske. For generelt set behøver NATO ikke at bruge flere penge på militær. NATO-landene har allerede et militærbudget som sammenlagt er ti gange større end Ruslands. Så er der virkelig behov for yderligere oprustning? Anders Fogh udtalte selv inden han trådte af som NATOs generalsekretær, at NATO ikke stod og manglede flere kampfly. Når SF ser et større behov for indkøb af kampfly end Anders Fogh gør, så bør man spørge sig selv om det parti overhovedet hører hjemme på venstrefløjen.

De militære vrangforestillinger
Generelt set så bærer denne her diskussion om kampfly ret meget præg af at vi totalt overvurderer vores egen betydning på den globale scene. Vi vil gerne forestille os at vi er store og stærke nok til at rykke magtbalancen i verden. Men uanset hvor mange penge vi bruger på militær, så vil vores bidrag være relativt ubetydelige. På grafen nedenunder ses det at vores militærudgifter knap nok er tydelige når de sammenlignes med USA eller Rusland. Derfor skal vi heller ikke bilde os selv ind, at et par kampfly fra eller til kan påvirke stormagternes militære beslutninger.

Kan du se Danmarks militærudgifter? (credit til Søren Friis)

Verden har ikke brug for flere kampfly
I Leif Donbæks indlæg fremføres det at kampfly kan bruges i den internationale solidaritets navn ved eksempelvis at bekæmpe fascistiske diktatorer. Skal det betyde at NATO spreder international solidaritet med deres bombetogter rundt omkring i verden? Det kan godt være at NATO tager del i interventioner, som bekæmper brutale statsledere, men det skyldes ikke noget hensyn til næstekærlighed eller solidaritet. Man skal være utrolig naiv for at tro at de danske flyvevåben kun vil blive brugt til de allermest humanitære formål.
Men lad os gå med på Leif Donbæks præmis om at det danske militær kan begrænses til kun at benyttes til at fremme rent godhjerterede hensyn. I det tilfælde er der stadigvæk ikke noget godt argument for at købe kampfly, da der ikke er mangel på kampfly, som står til rådighed for at indgå i militære operationer. Vi bidrager ikke med noget, som ikke allerede er til stede. Hvis der virkelig er situationer, hvor kampfly er afgørende, så har NATO i forvejen et militær i den årlige værdi af 900 milliarder dollars stående. Der er ikke nogen grund til at gøre det beløb større.

Solidaritet eller kampfly?

Verden bruger alt for mange penge på militær og alt for lidt på andre ting. Indkøbet af de nye kampfly ville eksempelvis kunne dække vores udviklingsbistand i mere end et år. Tror man virkelig på at et par kampfly vil kunne gøre mere gavn for verden, end den samlede danske udviklingsbistand? Frem for at bidrage til verdens alt for store militæroprustning, bør vi forsøge at trække balancen i en anden retning, og investere i nogle af de ting som andre lande forsømmer i deres militære overforbrug. Det ville gøre en konkret forskel. Eksempelvis var der ikke mangel på vilje til at bombe Islamisk Stat fra luften, mens der var utrolig stor modvilje mod at levere militærhjælp til Kobane. I den situation ville et selvstændig dansk bidrag til kurderne, i form af tilsendelse af tunge våben, kunne gøre en langt større forskel end ved at stille et par kampfly til rådighed for NATO.

Kort sagt: Hvis man ønsker at hjælpe verden, findes der bedre muligheder. Men vi ved jo alle sammen godt at gode intentioner ikke er hvad alt det her handler om.

Anarkismens selvmodsigelser

Lasse Skou Lindstad — Sat, 04 Apr 2015 04:44:15 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Om hvorfor jeg oprindeligt tilsluttede mig anarkismen og hvorfor jeg forlader den nu

Begyndelsen

Det lå aldrig rigtig i kortene at jeg skulle blive tilknyttet den yderste venstrefløj. Selvom mit hjem var forholdsvist progressivt, så var det ikke ligefrem rødglødende venstreorienteret. Mine forældre stemte næsten efter hvad man kunne forvente af deres erhverv: Min far var folkeskolelærer og stemte radikalt, min mor var sygeplejerske og stemte SF. Men det var samtidig et hjem hvor vi diskuterede en del samfund og politik, så jeg blev politisk interesseret tidligt og endte som aktiv i Radikal Ungdom i en alder af 14. Jeg ville muligvis have fortsat på det spor, hvis det ikke var fordi at jeg begyndte at lytte til Rage Against The Machine. Og nej, det var ikke musikken i sig selv som radikaliserede mig. Det var mere eller mindre et tilfælde som var årsagen: Jeg sad en dag og så nogle af deres musikvideoer på youtube og endte med at klikke over på et interview, hvor frontfiguren Zack de la Rocha interviewede Noam Chomsky. Det blev min første reelle introduktion til venstrefløjens ideologier.

Noam Chomskys fremlægning af anarkismen som en radikal demokratisk og magtkritisk form for socialisme brød min tidligere opfattelse af hvad venstrefløjen var. Anarkismen præsenterede både et alternativ til leninismen, som havde ført til forskellige former for tyranni, og socialdemokratismen, som havde opgivet alle forhåbninger om at ændre kapitalismen grundlæggende. Med en finanskrise og en eskalerende klimakrise, så pegede alting på behovet for grundlæggende forandringer. Så jeg blev anarkist.

Vanskeligheder

Jeg begyndte i gymnasiet kort tid efter, hvor en del kom fra de mere velstående dele af Nordsjælland. Jeg husker en klassekammerat, der under valgkampen i 2011 bemærkede at ”hvis SF kommer i regering, så forlader min fars firma landet”. Jeg fik aldrig spurgt ham efterfølgende om det blev en realitet, men det beskriver meget godt hvor jeg var havnet. Det var dels en fordel at være i et miljø som ikke var særligt venstreorienteret, fordi jeg ofte var tvunget til at forsvare og begrunde mine synspunkter. Men anarkisme var i forvejen en svær ideologi at få andre til at forstå, så det miljø gjorde kun alting mere vanskeligt.

Det har altid været lidt af en opgave at forklare folk hvad anarkismen betød. Man skulle først igennem alle beskyldningerne om at man går ind for kaos og lovløshed. Derefter skal man starte fra bunden og forklare at man i virkeligheden ønsker at erstatte staten og kapitalismen med et basisdemokratisk rådssamfund, hvor folk har lokal medindflydelse på deres hverdag, og hvor rådene samarbejder ved at udsende delegationer til fælles føderationer, som koordinerer samfundets overordnede aktivitet. Efterhånden gik det op for mig at anarkismen bare var et begreb som stod i vejen. Jeg begyndte i højere grad at identificere mig selv som en basisdemokratisk socialist, der ønskede et samfund baseret på fælleseje og styret fra bunden. Det gjorde alting betydelig lettere.

Er anarkismen problemet?

Jeg resonerede, at når anarkismen så ofte blev misforstået, så skyldtes det mange års dæmonisering af begrebet. Men måske var det ikke det omgivende samfunds opfattelse af anarkismen som var problemet, måske var det anarkismen i sig selv som er utrolig forvirrende og selvmodsigende. Det er jeg efterhånden kommet frem til at den er, og derfor forlader jeg den også nu. Lad mig kort begrunde min påstand om at anarkismen er selvmodsigende(ja, nu kommer vi endelig til hvad min titel handler om). Min kritik af anarkismen tager udgangspunkt i Libertære Socialisters platform, som i mine øjne er den bedste introduktion til den anarkistiske ideologi på dansk lige nu(selvom den også repræsenterer andre socialistiske retninger). Så start med at læse den, hvis du vil forstå hvad jeg referer til.

Anarkismen er rigtig god til at erklærer at den er imod en masse ting: Imod staten, imod kapitalismen, imod hierarkier, imod undertrykkelse, imod repræsentativt demokrati, muligvis imod autoritet(det kommer an på hvilken anarkist du spørger). Det vil altså sige at anarkismen erklærer sig imod de fleste af de institutioner og organisationer vi omgiver os med, hvilket ofte får folk til at forestille sig at fraværet af alle disse institutioner kun kan føre til ren kaos. Men så kommer den anarkistiske teori til undsætning, og påpeger at den har et bedre alternativ – selvstyring fra bunden og samarbejde gennem føderalisme. Og her begynder selvmodsigelserne at dukke op. For mange af de ting som anarkismen erklærer sig imod(stat, repræsentativt demokrati, autoritet) står reelt set ikke til at blive fjernet i et anarkistisk samfund, men genindført på en bedre og mere demokratisk måde.

Helt konkret

Lad os tage ønsket om at fjerne staten som et eksempel. Giver det mening at sige at man er imod staten, når man samtidig går ind for et system baseret på fælles institutioner(fx et føderalt rådssystem), som kan gennemføre kollektive beslutninger og regler? Det vil nok være ret anderledes fra den stat vi kender i dag, men ikke desto mindre en form for stat eller fælles regeringsførelse, som fastsætter regler og love og træffer beslutninger for samfundet som helhed.

Vi kan også undersøge ønsket om at fjerne det repræsentative demokrati og indføre selvstyre og direkte demokrati. Kigger vi på anarkismens såkaldt direkte demokratiske strukturer, så har de elementer af repræsentation. I Libertære Socialisters platform, under afsnit ”Direkte demokrati”, beskriver man i virkeligheden hvordan en form for repræsentation kunne fungere. Mandatholderne(repræsentanterne) skal underlægges skriftlige mandater, må ikke holde særlige privilegier, skal underlægges en rotationsordning og skal kunne tilbagekaldes. Det er altså stadigvæk en form for repræsentativt demokrati, om end der er langt flere muligheder for at føre demokratisk kontrol med repræsentanterne end der er under det nuværende system.

Et eksempel på hvordan sådan et system kan udfoldes i praksis, kan man finde hos Libertære Socialisters søsterorganisation i Sydafrika, Zabalaza Anarchist Communist Front. Under afsnittet ”Structure” fastslås det at man har en komite(office-bearers), som mødes en gang om måneden og træffer beslutninger mellem stormøderne. Det er ikke så anderledes end eksempelvis Enhedslistens struktur, hvor hovedbestyrelsen træffer beslutninger imellem årsmøderne. Den eneste forskel er at Zabalaza indeholder flere muligheder for at føre kontrol med de valgte repræsentanter

På trods af snakken om direkte demokrati, så ender man alligevel med at have en blanding af direkte demokrati(stormøder) og elementer af repræsentativt demokrati som kontrolleres af forskellige mekanismer.

De her eksempler bekræfter meget godt min oprindelige hypotese: Mange af de ting som anarkismen erklærer sig imod(stat, repræsentativt demokrati, autoritet) står reelt set ikke til at blive fjernet i et anarkistisk samfund, men genindført på en bedre og mere demokratisk måde.

Derfor når jeg også frem til at anarkismen er en ret selvmodsigende ideologi, som forvirrer mere end den gavner. Så jeg må sige tak og farvel for nu. Det giver langt mere mening at kalde mig selv for demokratisk socialist, libertær socialist eller tilhænger af socialisme fra bunden.

Se også linksamlingen »Anarkisme vs. Marxisme« på Modkraft Biblioteket.

Idioter!

Lasse Skou Lindstad — Sun, 01 Mar 2015 20:02:45 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Et par personer fra dagens 1. marts demonstration valgte at kaste molotov cocktails efter politiet. Jeg var der ikke. Men man behøver heller ikke at have været til stede, for at se hvor umådeligt dumt det er.

Først og fremmest er en molotov cocktail utrolig farlig. Det er en af de mest skadelige former for kasteskyts, som kan blive benyttet i gadeoptøjer. Jeg kan ikke under ingen omstændigheder forestille mig at der kunne være sket noget, som kunne have retfærdiggjort brugen af et så voldsomt middel. Snarere peger alting på at dette angreb var planlagt på forhånd. Hvilket kun gør det endnu mere forkasteligt. Hvis man pakker molotovs med hjemme fra, så opsøger man konfrontationen. Det ville ikke være første gang at afstumpede individer vælger at forsøge at skabe en konflikt med politiet. Jeg deltog i en Reclaim the Streets gadefest tilbage i maj 2013, hvor nogle mennesker valgte at sætte ild til containere og grave brosten op, på trods af at politiet havde holdt sig på afstand det meste af aftenen.

For kort at opsummere, så finder jeg det usympatisk at man aktivt møder op med brandbomber, søger konflikten og tager et så farligt våben i brug.

Udover at det er totalt moralsk forkasteligt at planlægge et benzinbombeangreb mod politiet, så afspejler det også en total mangel på situationsfornemmelse. Tror i selv, at der kommer noget godt ud af at angribe politiet, få uger efter at 5 betjente blev skudt og såret? Kan i ikke se, at i giver politiet og politikerne endnu en mulighed for at stramme grebet om vores retssikkerhed?

Jeg har virkelig svært ved at forstå motiverne bag det her. Det eneste der kan forklare det, er at nogle individer dyrker en form for selvforherligende gadekampsfetichisme, hvor man gennemfører en indholdsløs efterligning af tidligere kampe. Brugen af molotov cocktails kunne dårligt nok retfærdiggøres for 8 år siden, og i dag står det tilbage som en fuldstændig meningsløs og idiotisk gerning.

EDIT: Jeg kan se at politiet trak deres pistoler. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvem der gjorde hvad først. Uanset hvad, så skete den første fejl da nogen valgte at medbringe flasker med benzin.

Islamistisk terror og vestlig imperialisme

Lasse Skou Lindstad — Sun, 15 Feb 2015 02:01:36 +0000

Af Lasse Skou Lindstad

Er der en sammenhæng mellem det seneste terrorangreb ved Krudttønden og den danske krigsdeltagelse? Erik Storrud påstår noget i den retning i hans seneste indlæg her på Modkraft:

”Så nåede terror endelig til Danmark efter at vor land i 14 år har kæmpet sig til tops på listen over verdens mest islamofobiske og vestligt imperialistisk indstillede lande.”

[…]

”Terror er et produkt af konflikt, krig og social hjælpeløshed.”

Jeg er delvist enig. Men jeg er også kritisk overfor at man overfortolker hvad der muligvis er en enkelt mands gerning. Det vil jeg prøve at uddybe i mit indlæg her.

(Eriks indlæg er skrevet med meget kort tids varsel og har en ret provokerende tone. Det gør det let at misforstå. Jeg har muligvis læst noget ud af det, som ikke var meningen)

Lad os starte med det åbenlyse

For en god ordens skyld vil jeg lige gøre et par ting helt klart inden jeg begynder at snakke om terror og dets årsager.

Selv hvis terror har samfundsmæssige årsager, så bærer den enkelte terrorist det fulde ansvar. Det kan der ikke være nogen tvivl om.
Selv hvis terrorhandlinger har rødder i en indignation over legitime problemer i samfundet, så er det altid det forkerte svar. Det er dybt forkasteligt at slå uskyldige ihjel og det gør kun problemerne værre. Terrorangrebene mod vesten har vist sig at styrke den vestlige indblanding i mellemøsten og styrke racismen og nationalismen i de vestlige samfund. Hvilket igen kun har givet bedre rekrutteringsmuligheder for politisk islam.
Vi bør forsøge at undgå at bagatellisere terrorhandlinger, når vi peger på vores egne landes forbrydelser som værende langt værre. Det er lidt det indtryk man kan få fra Eriks indlæg, når han opridser hvordan vores egne soldater slår flere ihjel end terroristerne gør. Når man foretager den slags sammenligninger er det vigtigt at understrege, at det ikke handler om hvilke forbrydelser der er værst, men at begge dele er forfærdelige og at begge dele er noget vi bør bekæmpe.

Legitime problemer og den højreradikale reaktion

Legitime problemer i verden kan forstærke reaktionære bevægelser. Nazismen i Tyskland vandt folkelig opbakning, fordi den var i stand til at give et svar på landets sociale desperation og økonomiske krise. Selv hvis deres svar var forkasteligt, så var problemerne reelle nok. På samme måde kan den højreradikale islamistiske bølge også været delvist båret af vestens mangeårige indblanding i mellemøsten(blandt mange andre faktorer). Det undskylder ikke islamismens forbrydelser, men det kan være med til at forklare deres rekrutteringsgrundlag. 1930’ernes økonomiske depression undskylder heller ikke nazismens forbrydelser, men kan være med til at forklare hvordan Hitlers fik opbakning i det tyske samfund. Hvis vi ønsker at bekæmpe fascistiske bevægelser, så bliver vi nødt til at forstå deres årsager.

En mands værk?

Reelle bekymringer om alt fra arbejdsløshed til vestlig imperialisme kan altså være med til at forklare den radikalisering, som bygger fundamentet for fascistiske og islamistiske massebevægelser. Men terror kræver ikke massebevægelser – det kræver bare et enkelt individ. Og enkelte individers handlinger skyldes ikke nødvendigvis store samfundsmæssige problemer. Jeg vil selv, uden helt at vide det, påstå at en mand som Breivik først og fremmest begik terror på grund af hans egne psykologiske problemer, der kan tænkes at have rod i hans opvækst. En enkelt mands dårlige opvækst og rabiate forestillinger behøver ikke at afspejle nogen overordnede samfundsmæssige problemer. Derfor vil jeg også være kritisk over for at forsøge at forklare skyderiet i København ud fra vestlig imperialisme eller lignende. Mennesker kan blive radikaliseret af mange ting - også ting som vi som samfund har meget ringe indflydelse på.

Til gengæld giver det god mening at forklare islamismen som samlet bevægelse ud fra samfundsmæssige årsager. Men den forklaringsmodel stemmer ikke nødvendigvis overens med hver enkelt terrorists handlinger. Derfor skal vi være varsomme med at opstille samfundsmæssige forklaringer for sådanne enkeltstående begivenheder. Så selvom at terror godt kan være forårsaget af ”krig, konflikt og social hjælpeløshed”, så kunne det i lige så høj grad være en enkelt mands gale forestillinger, som er årsagen. Vi ved det ikke endnu.

Venstrefløjens opgave – hvad gør vi nu?

Her til sidst vil jeg lige videregive en opfordring til hvad venstrefløjen bør fokuserer på, når det kommer til islamistisk terrorisme. Pelle Dragsted skrev et rigtig godt indlæg om det sidste måned. Det kan jeg kun anbefale at læse. Jeg har helt eller delvist stjålet nogle af pointerne her, fordi de er værd at gentage.

1. Venstrefløjen skal stå fast om ytringsfriheden og retten til religionskritik – specielt for dem vi ikke kan lide.

2. Venstrefløjen skal modstå racismen og den højreradikale reaktion. Politisk islam og nationalismen er to sider af samme sag og deres vold nærer hinanden.

3. Venstrefløjen skal stå værn om demokratiet og modstå angreb på vores retssikkerhed. Vi forsvarer ikke vores frihedsrettigheder ved at indskrænke dem.

4. Venstrefløjen skal give reelle svar på verdens problemer og udgøre et alternativ til de højreekstreme bevægelser. Hvis vi ikke samler vreden og frustrationen op over krig, racisme, arbejdsløshed og terrorisme og kanaliserer det over i konstruktiv politisk handling, så bliver det de islamistiske og nationalistiske bevægelser som træder til i stedet.