Margit Kjeldgaard's blog

Ulykke eller mord

Margit Kjeldgaard — Sat, 07 Jan 2017 17:27:05 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Døde de forgæves, de 1134 syerskerne i Bangladesh d. 24. april i 2013, som fabriksbygningen styrtede ned over? eller blev det en øjenåbner, som har ført til nye regler og praksis samt international solidaritet?

” Når medier, fagpersoner, NGO’er, politikere og virksomheder har kaldt Rana Plaza en ulykke er det både ansvarsfralæggelse og misvisende. En pointe, som Naomi Klein var hurtig til at italesætte på twittertasterne da hun nogle dage efter sammenstyrtningen af Rana Plaza tørt spurgte “What accident?”

For Rana Plaza var aldrig en ulykke. Rana Plaza er en konsekvens af den måde vi accepterer, at vores tøj bliver produceret på.” (uddrag af Tanja Kjeldgaards artikel i Globalnyt.)

Fabrikssammenstyrtningen var den største industrielle, menneskeskabte ulykke siden giftudslippet i Bhopal i Indien i 1984. En uge senere hørte jeg handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr fra SF holde tale på arbejdernes internationale kampdag i Helsingør uden at nævne ”ulykken”. Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til hende bagefter og orientere om ”ulykken”, som hun dog havde hørt om. Sammen med udviklingsministeren, Christian Friis Bach rejste, hun senere til Bangladesh og sammen med andre tilrejsende regeringsledere fik de igangsat indsamling til erstatninger til familier, som havde mistet deres forsørgere, og et udredningsarbejde om de eksisterende fabriksbygningers tilstand.

Man satte altså ind overfor arbejdsmiljøet – ikke de lave lønninger. Det mener jeg vidner om manglende indsigt i hvorfor arbejdere accepterer farligt arbejde. Og der var netop mange arbejderne, som dagene forinden havde set revner i betonen og havde protesteret over at skulle arbejde derinde, men de blev truet med at blive trukket i løn og gik derfor på arbejde – for sidste gang. Jeg tror ikke man får ordentligt arbejdsmiljø, hvis ikke arbejderne selv er opmærksomme og kan stille krav og protestere. Det er hele styrken i faglig organisering, at de berørte selv formulerer krav ud fra et konkret kendskab til deres arbejdssituation, og i fællesskab beslutter en strategi til at opnå de prioriterede krav. Men skal arbejderne i Bangladesh slippe for at arbejde under farlige forhold, kræver det en løn på et niveau, hvor arbejderne kan spare op i en strejkekasse, der gør dem i stand til at strejke uden at de mest sultne kryber tilbage på arbejdet, dvs. en faglig organisering med en vis formue. Det vil ganske vist undergrave Bangladesh’s fine placering, som landet med de billigste syersker, og derfor er staten reelt imod fagforeningerne.

Ræset mod bunden har de rige lande i Nord altså ikke forsøgt at gøre op med, sultelønningerne består; det er kun de frygtelige billeder af fabrikken efter d. 24. april 2013, som man forholdt sig til. Og fabriksbrandene fortsætter også som hidtil. Det sker desværre tit at brandudgange er blokeret og/eller aflåste og at der er tremmer for vinduerne, så syersker ikke kan flygte fra en brand.

Det globale juridiske ansvar

Bygningen var opført i strid med lovgivning og 42 personer, heraf 10 regeringsembedsmænd blev sigtet for mord af politiet i Bangladesh, men så vidt jeg husker endte retssagen med at nogle få fik fængselsstraffe.
OECD har nogle retningslinier for multinationale virksomheders opførsel og der er også en klageinstans. Men retningslinierne er ikke bindende og der er ingen reel sanktion, kun frifindelse eller domfældelse i medierne. Clean Clothes Campaign i Danmark havde indklaget PWT group, som er ejeren af Tøjeksperten, for Mæglings- og Klageinstitutionen (MKI) i København. Det vil sige at pårørende til de døde og krøblinge fra sammenstyrtningen ikke kunne komme og føre deres sag selv eller i det mindste vidne (det kunne ellers nok have givet nogle gode billeder). Klagen kan læses her.

”Mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd kritiserer PWT Group for at have overtrådt internationale retningslinjer ved ikke at tjekke forholdene grundigt hos leverandøren, New Wave Style, der producerede tøj i den berygtede bygning. Udtalelsen er opsigtsvækkende, fordi det er første gang, at den uafhængige klageinstans MKI kommer med kritik af en dansk virksomhed”, udtalte Clean Clothes Campaign, Danmark efter "dommen".

… PWT kan ”ikke kan gøres ansvarlig for bygningssammenstyrtningen, og det er MKI's vurdering, at det ikke er dokumenteret, at en inspektion ville have afdækket de aktuelle risici ved bygningen” var brancheorganisationens (Dansk Mode og Tekstil) kommentar.
Sådan lød de to udlægninger kort fortalt, men der kan naturligvis skrives lange juridiske afhandlinger om denne sag, og det vil der givetvis blive gjort. Men hvad nytter det? Tja, så længe en sag kører i MKI forholder partnerne sig nogenlunde tavse, og så kan det være offentligheden glemmer sagen.

Politiske løsninger

3F har holdt møder om sagen rundt om i Danmark og der var mindehøjtideligheder i mange europæiske hovedstæder takket være netværket Clean Clothes Campaign. Herhjemme annoncerede EL (igen) et beslutningsforslag om et etisk mærke og krav til offentlige indkøb (det var op til kommune- og regionsvalg). Jeg har været lidt blandet op i arbejdet med etisk mærke og min fornemmelse er, at der ikke er interesse blandt de fagligt aktive for at stille krav om ”leveløn”. Der er fuld enighed om krav om begrænsning af børnearbejde, ret til organisering og kollektive forhandlinger, osv., altså de fundamentale faglige rettigheder i International Labour Organisation (ILO), som er en FN-organisation. Men ikke om ”levelønnen”, en løn til at leve af. Begrebet ”leveløn” stammer fra organisationen Asian floor wage, som laver sammenligninger over landegrænserne i Sydøstasien for, hvad det koster at brødføde arbejderen selv og to voksne mere (eller fire børn) på et minimum af kalorier, bolig og opsparing til medicin, og uforudsete udgifter. De faglige er formentlig bange for at fagbevægelsens rolle i samfundsudviklingen vil være overflødig, hvis forbrugerne og offentlige myndigheder via efterspørgslen trækker udviklingen i retning af ordnede forhold. En mere kynisk udlægning er, at hvis syersker i Bangladesh og andre steder skulle opnå bedre lønninger, kan fagbevægelsens medlemmer opleve højere priser i tøjbutikkerne, dvs. en reallønsforringelse. Det er Torkil Lauesens tankegang om det ulige bytte og forekomsten af et arbejder-aristokrati i Nord, og det passer jo meget godt med at fagbevægelsen ikke protesterede da de mange arbejdspladser (besat af lavtlønnede kvinder med ensidigt gentaget arbejde) i Herning-Ikast området flyttede ud i 80’erne og 90’erne til lavtlønslande, da fagbevægelsen var noget stærkere end i dag.

Aktivisme

Efter ”dommen” i MKI mente et par NGO’er at nu var tiden inde til det udadvendte aktivistiske arbejde. ”Blame and shame” strategien blev iværksat. Der blev samlet penge ind, indrykket en helsides annonce i Politiken og skrevet artikler. En dag i starten af december iklædte 11 aktivister sig MS’s røde heldragter og tog metroen til først Fields og bagefter Frederiksberg Centeret, for at stille op foran Tøjeksperten med nogle meget fine, men lidt indforståede skilte (jeg tror ikke at Rana Plaza er et alment kendt fænomen, hvis ikke man læser Politiken eller Information). Aldrig har jeg været med til sådan en checket og topstyret aktion, og jeg har været til en del.

”De færreste forbrugere kender til afgørelsen. Så udgangspunktet for aktionen i dag er at skabe mere opmærksomhed omkring den” udtalte MS’s nye generalsekretær, Tim Whyte, til Arbejderen. Men han var ikke med ude blandt folk og formålet var nok også snarere at skabe omtale i pressen, tage nogle fotos til hjemmesiden og en lille film med os energiske aktivister foran Tøjeksperten og så distribuere på de sociale medier. Det var en ”Hit-and-run” aktion, for man må jo ikke demonstrere i de privatejede indkøbscentre, ret hurtigt kommer der vagter og viser demonstranter ud. Et par af vagterne hævdede tilmed at vi ikke måtte tage fotos derinde og at filmen skulle destrueres, men da var fotografen behændigt smuttet. Jeg synes det kunne have været sjovt at kombinere opstilling foran Tøjeksperten med ”besvime-aktionen”, en flashmob, som Clean Clothes Campaign har arrangeret i andre storbyer i solidaritet med syersker i Cambodia. Når man har arbejdet meget længe, hverken har fået vådt eller tørt og ikke har været på toilettet, fordi det er vigtigere at opfylde akkorden, falder man til sidst om - og det gjorde kvinderne så på stribe. De lå på gulvet med drop i armen. Deraf kom aktionsformen ”gå ind i de ”beskidte” butikker og fald om på klokkeslæt”. Nåh, men konceptet for aktionen d. 8. dec. i Kbh. var afgjort på forhånd og vi opførte os som fornuftige voksne mennesker med fuld forståelse for vagternes arbejde og aktionens tidsplan.

Hele tøjbranchen er rådden

Man kunne sikkert lige så godt have fundet tøjmærker fra Bestseller eller et andet dansk firma mellem murbrokkerne efter sammenstyrtningen, for mange får udført den mest arbejdsintensive del af tøj produktionen (cut and sew) i Bangladesh, som er den næststørste eksportør af tøj. Der er masser af profit i branchen. Bestsellers ejer er Danmarks 3. rigeste mand med en formue på 39 mia. kr.. Som så mange andre rige kapitalister går Anders Holck Povlsen stille med dørene og han har naturligvis folk til at tage øretæverne i pressen. Så det var med stor forventning at jeg skruede op for Solvej Bjørnestad fra P1, Business, da hun havde fået et interview med ham for nylig. Men der kom ingen spørgsmål til hvordan man kan blive så rig på andres arbejde, hvordan han havde det med Rana Plaza, hvordan man kan klare sig for 2 dollar om dagen efter en 9 timers arbejdsdag i Bangladesh, osv. I stedet hørte vi om Bestsellers naturprojekter i Afrika. Jeg synes Solvej Bjørnestad skulle holde sig for god til at være mikrofonholder. Der er ingen grund til at blive benovet over folk, som er født med en sølvske i munden og arver fars firma.

Sagen er at Hr. Povlsens arbejdere snildt kan få højere løn uden det vil begrænse Povlsens overklasseliv. Formuer af den størrelse er baseret på dårlig moral og en global kapitalistisk økonomi, som er langt vanskeligere at tæmme end den nationale og her ligger en udfordring for den globale venstrefløj og venter og venter og …..
Det er ikke en løsning af boykotte varer fra fattiglande og lukke grænserne ned for til rejsende arbejdskraft. Rigtig mange af de unge syersker i Bangladesh laver ikke vrøvl, for de er glade for at få job i tekstilindustrien. De er rejst fra landsbyen, hvor de nok ellers var blevet gift som 12-15 årig med en gammel mand, fordi han havde lidt penge og fordi hendes forældre ikke kunne forsørge hende og de andre børn. En tredjedel af pigerne under 15 år er gift, og 2/3 er gift inden de bliver 18 år. Her kan et job i tekstilindustrien, hvor end luset lønnen og sovesalene er, føles som en lille smule frihed til at forme eget liv og hun kan måske blive i stand til at sende lidt penge hjem til forældrene i landsbyen.

Løsningen på denne del af den uretfærdige/ulige verden er altså ikke at boykotte Bangladesh, men at bidrage til at arbejderne får højere løn og bedre arbejdsvilkår. Det skal også tilføjes at der findes kooperativer med noget bedre forhold, som tilmed har daginstitution og skoler til de ansattes børn og fører kampagner mod ægteskab med piger under 18 år og hustruvold. Det er bare en lille fair trade niche, som ikke fylder i forbrugernes indkøb. Efter Rana Plaza ”ulykken” ledte jeg efter nogle bedre fabrikker i Bangladesh og fandt resterne af Svalernes udviklingsarbejde. Svalerne var engang optaget af at hjælpe folk i Indien og Bangladesh med at producere og eksportere tøj og kunsthåndværk, ligesom Mellemfolkeligt Samvirke (MS) etablerede værksteder i Afrika, men nu arbejder alle udviklingsorganisationer med rettigheder fremfor hvad der kan skaffe brød på bordet.

Kan det blive bedre?

I mit parti siger man at arbejderne skal organisere sig selv og alle er naturligvis begejstrede for 3F’s (Danida)projekt i Bangladesh, men jeg tror desværre ikke at det vil lykkes - at opbygge en fagbevægelse efter dansk model. Jeg opfatter det som en (marxistisk) ideologi fra en tid før globaliseringen med stærke grænser, ufleksible kapitalmarkeder, og svage regeringer. Forleden slog den internationale fagbevægelse IndustriAll alarm overfor tilbageskridt for fagbevægelsen i tekstilindustrien i Bangladesh: 11 fagforeningsledere er blevet tilbageholdt i henhold til en undtagelses tilstand, en krigsret og 1600 er suspenderet. Fagforeningerne kræver, at mindstelønnen hæves fra 68 $ om måneden til 190 $. Bangladesh har en lang kedelig historie om fagforeningsfolk, som myrdes, tortureres, m.v. og frygten breder sig, så en del er flygtet tilbage til landsbyerne, for at undgå politi og fængsling. Det beskidte arbejde udføres ikke af fabriksejerne eller multinationale eller danske virksomheder. Iagtagere mener det er regeringens sikkerhedsstyrker, der udfører arbejdet, for at skabe skræk og rædsel omkring det faglige arbejde. Regeringen er ikke interesseret i at fabrikkernes omkostninger skal stige, for så risikerer de at de multinationale virksomheder lægger deres ordrer i andre (billige) lande. Det er bestemt godt at IndustriAll er blevet etableret, men jeg tvivler på at det kan blive til mere end en informationskilde, for jeg synes det er gået tilbage for den internationale solidaritet både i partierne og i fagbevægelsen.

NGO’erne går i dialog med kapitalisterne. Ibis lavede en aftale med TOMs – dem med børnearbejde i kakaoplantagerne - helt tilbage i 2007 og MS har lavet en aftale med Arla – dem som dumper mælkeprodukter med EU’s landbrugsstøtte i Afrika syd for Sahara, som de lokale mælkebønder ikke kan konkurrere med. De samarbejder om papirer med CSR-strategier og at formulere projekter i ulandene. Begge parter skal have glæde af aftalerne, men det er vanskeligt at vurdere hvem der har størst glæde af samarbejdet. Det er klart at en virksomhed gerne vil have godkendelse af en folkelig humanitær organisation, men hvor meget organisationerne får ud af det, synes jeg er svært at vurdere. For det første har de ikke stor folkelig opbakning og mange loyale medlemmer til at iværksætte boykott og smædekampagner, hvis det skulle blive for meget med virksomhedernes profitinteresser og hemmelighedskræmmeri. Organisationerne har begrænset medlemsdemokratiet de senere år til fordel for fusioner med større organisationer i andre lande (Oxfam og ActionAid). Dermed er de blevet mere professionelle og mindre folkeligt forankrede. For det andet risikerer de at der starter en diskussion om hvorvidt de fortsat skal have statsstøtte (Danidastøtte) og dermed bringer de deres ansattes jobs i farezonen. For det tredje, set udefra, kunne det tænkes at deres samarbejde med virksomhederne bliver en buffer for at andre organisationer og netværk skammer virksomhederne ud.
Det kan sagtens være at det giver fine resultater at færdes på de bonede gulve, men inddragende og igangsættende for fremtidige folkelige kampe er det ikke.

Who made my clothes?

Jeg tror stadigvæk på oplysning til borgere, men det skal ledsages af handlingsanvisninger, ellers giver man bare folk dårlig samvittighed. Internationale organisationer og bevægelser skal oplyse om forholdene for at øge bevidstheden hos forbrugerne, så de gennem dollar-voting og anden pression stiller krav til importører og butikker. Clean Clothes Campagnen har afdelinger i mange europæiske lande og de besøger fabrikker, inviterer fabriksarbejdere på turné og laver oplysningskampagner. Andre organisationer arbejder på at lave ens faglige standarder, for at forhindre den nedadgående konkurrence mellem landene, f.eks. Asian Floor Wage Alliance, og den globale Fagbevægelse, IndustriAll, arbejder på fælles kampe og solidaritet over landegrænserne. Clean Clothes Campaign i Danmark brugte aktionen i starten af december til at kræve oplysning om hvor virksomhederne får produceret tøj og opfordrede forbrugerne kan presse på ved konsekvent at spørge i butikken/webshoppen – ”Hvor kommer tøjet fra?” Hvis virksomhederne giver denne oplysning, kan journalister og de mange gode organisationer med undersøgende journalistik, bl.a. Danwatch og SOMO, se hvordan løn- og arbejdsforhold er. Der er allerede brands, som har lagt en liste op med fabrikker. Dermed er ikke bevist at de faktisk får deres tøj produceret på disse fabrikker og ikke andre mere beskidte steder, men det er da et fremskridt. Endnu bedre var det da sportstøjfirmaet, Switcher, havde stregkoder i tøjet, som man kunne spore på deres hjemmeside. Men andre (store) virksomheder argumenter med konkurrencehensyn mod at lægge deres leverandører frem; Det koster penge at få etableret et samarbejde med nye leverandører, og det kan andre spare ved at få deres ting lavet de samme steder. Det er ikke løgn, men det er immervæk et mindre beløb for de store importører, når først produktionen kører, og set fra de lokale fabrikkers synsvinkel er det meget fint, at blive kendt ude på markedet og ikke være forpligtet af en evt. eksklusivaftale med en opkøber. Så kræv mere åbenhed !

Etisk mærke

Det ville alt sammen være meget lettere og mere troværdigt med et uvildigt mærke for tekstiler efter samme model som det økologiske Ø-mærke. Enhedslisten stillede i 2006 et beslutningsforslag herom, som fik pæne ord med på vejen fra det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF (B17 i folketingssamlingen 2006/07). Det er meget lang tid siden og nu er det blot nævnt i nogle programmer. I de andre skandinaviske lande er de nået længere mht. lovgivning og med sympati i offentligheden, så det kunne være et nordisk samarbejde kunne gøre et mærke mere økonomisk realistisk.

Offentlig indkøbspolitik

Den offentlige indkøbspolitik er ligeledes et instrument til at forandre forholdene i det Globale Syd / de fattige lande. Stat, regioner og kommuner kan stille krav om minimumstandarder til produktion af beklædning, håndklæder, sengetøj m.m. og kædeansvar ved deres indkøb. Vi står lige overfor et kommune- og regionsvalg, så der er anledning til at tage sagen med i valgkampene. Op til kommunevalget i 2001 var jeg aktiv i Clean Clothes Campaign og vi skulle til at kritisere amterne for indkøb af beskidt tekstil, indtil det viste sig at flere amter havde indkøbspolitikker på deres hjemmesider og så frygtede nogle på sekretariatet at vi ville tage os rigtigt dårligt ud. Op til kommunevalget i 2009 lavede MS en kampagne, hvor de fik fortrinsvis SF’s kandidater til at udfylde spørgeskema om hvad de mente om offentlige indkøb. Nuvel, MS havde en forkvinde på det tidspunkt, der var SF’er, og så gik der altså partipolitik i sagen. Enhver kommune og region har efterhånden en flot nedskrevet indkøbspolitik, det er sådan noget man har kommunikationsfolk ansat til at lave, men om den bliver fulgt og hvordan kommunerne kontrollerer at deres leverandører overholder kommunens krav, er en hel anden sag. Det afslørede min ældste datter så udmærket i sit afsluttende speciale og her var det ovenikøbet Københavns Kommune – landets absolut største og rødeste – som var en af case’ne.

Forbrugerne har magten, hvis vi vil

Oplysning, krav om åbenhed i butikkerne om leverandørerne, etisk mærke i Folketinget og bevidst kollektivt forbrug på sygehusene og i kommunerne kan drive en udvikling frem baseret på forbrugerne. Det er i sidste ende kun efterspørgslen/købekraften, som virksomhederne har respekt for. Og derfor skal der lyde en dybfølt tak fra mig til Clean Clothes Campaign, Danmark, MS, Krogerup Højskole og andre som med små midler og frivilligt arbejde formår at forbinde den morderiske kapitalisme med de daglige indkøb, mens andre større spillere svigter.

EU fremmer miljøsvineri og sultelønninger

Margit Kjeldgaard — Thu, 29 Sep 2016 17:24:50 +0000

Af Margit Kjeldgaard

EU kan ikke se forskel på økologiske og konventionelle gulerødder, ergo er der ingen forskel. Forbrugerne kan godt se forskel, bl.a. takket være det røde Ø-mærke eller EU-blomsten.

Priserne på øko-varer

Økologisk dyrkning kræver lidt mere arbejdskraft og nogle gange går afgrøder tabt pga. skadedyr og svamp. Derfor er økologiske varer ofte dyrere end konventionelt dyrkede. Til gengæld sparer økologisk dyrkning samfundet for omkostninger til rensning af jord, grundvand og spildevand. Altså er økologiske fødevarer billigere end konventionelle varer for samfundet, men dyrere for forbrugerne. Hvorfor dette misforhold? Det giver et forkert prissignal til forbrugerne, ifølge neoklassiske økonomi-lærebøger. Samfundets udgifter til oprensning af pesticider skal internaliseres/indgå i varepriserne, lærer økonomi-studerende idag; Man kan pålægge konventionelt dyrkede fødevarer en afgift til samfundet, som betaling for svineriet af miljøet, eller økologiske fødevarer kan gives et tilskud fra samfundet.
F.eks. kunne man friholde økologiske varer for moms, som Enhedslisten m.fl. ønsker. "Hvor meget ville det koste?", spurgte Folketingets skatteudvalg. Men nej, det kan man slet ikke, svarede Skatteministeren: ”… dette vil medføre en forskelsbehandling på baggrund af produktionsformen og ikke selve varen. Såfremt man fra EU’s side tillod en forskelsbehandling af varer på baggrund af produktionsformen, ville det medføre en konkurrenceforvridning, da varerne, uanset produktionsformen, er substituérbare.” (uddrag af svar fra Skatteministeren 13. sept.). Med substituérbare tror jeg ministeren mener, at hvis der ikke er økologiske gulerødder køber man konventionelt dyrkede gulerødder og omvendt. Og det er jo selvfølgelig rigtigt, hvis man primært er ude efter gulerødder. Hvis man derimod handler 100 % ideologisk vil man erstatte de økologiske gulerødder, som ikke kan skaffes, med økologiske rødbeder eller noget andet økologisk. Og hvis man er imod giftfri dyrkning af fødevarer - og man ikke kan få konventionelt dyrkede gulerødder - vil man købe konventionelt dyrkede rødbeder i stedet - eller noget andet med pesticidrester i. I denne sidste "ideologiske-situation" er det ligegyldigt for forbrugernes valg at fjerne momsen. Livsstilseksperter i dag er vist ret enige om at forbrugerne som flest har en meget blandet indkøb - nogle varer skal være økologisk, andre varer kan være økologisk - mens kun få er konsekvente imod økologi. Så EU og skatteministerens synspunkt er gyldigt nok, der sker en ændring af konkurrencevilkårene hvis momsen fjernes, men til gengæld kommer prisen mere i overensstemmelse med de samlede omkostninger (både de private og de kollektive) og det er hele formålet.

EU's udviklingspolitik

Et andet eksempel, som jeg har nævnt i tidligere blogs, er at import af økologisk og fairtrade-mærket tøj belægges med en højere told og højere moms end det sædvanlige miljøsvinske tøj lavet af folk på sultelønninger. Vel er tolden og momsen udmålt med samme procentsatser på fakturaen, men effekten er at et stykke tøj lavet på en ordentlig måde, skal pålægges langt flere kroner i told til EU og i moms til Danmark. Fremmer det salget af socialt ansvarligt tøj i EU? Nej, tværtimod, det hæmmer salget.

Hvordan hænger det sammen med EU’s politik om at ”fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdom” (artikel 21, stk. 2, pkt. d i Traktaten om den Europæiske Union)? Og hvordan sikres sammenhæng (kohærens) mellem EU’s udviklingspolitik og EU’s politik på andre politikområder (som Maastrichttraktaten fra 1993 foreskriver)? Jeg kan ikke se det og hvad værre er professor i international udviklingsret, Morten Broberg konstaterer i sin nye bog at selv ”hvor EU-lovgiver er klar over, at tiltaget strider mod EU’s udviklingspolitik, udgør kohærens princippet altså ikke en formel forhindring.”

De dumme forbrugere

EU’s argument er altså, at varerne er ens uanset om jord, miljø og mennesker lider under produktionen af de konventionelle varer, men ikke under den etiske produktionsform. Men hvis det var så simpelt, som EU (og den danske regering) hævder, hvorfor er der så overhovedet forbrugere, som betaler mere for de varer, som er mærket med røde Ø-mærke, det internationale Fairtrade-mærke eller Svanemærket? Selvfølgelig fordi varerne ikke er ens for forbrugerne.

Hvorfor modarbejder EU og den danske regering en forbrugerdreven bæredygtig og social ansvarlig udvikling af produktionen?

Kilder:

S592 i Skatteudvalget - http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/sau/spm/592/svar/1342272/1663858.pdf

Den Europæiske Union og Udviklingslandene, Morten Broberg, Samfundslitteratur, 2016 (citat fra side 146)

De gode boligskatter – op med dem

Margit Kjeldgaard — Mon, 29 Aug 2016 08:45:33 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Kun meget få politikere tør foreslå højere boligskatter, tværtimod lokker de fleste politikere boligejerne med lavere skat eller udskydelse af boligskatterne. Derfor skal det Økonomiske Råd have stor tak for at skære igennem populismen og levere et sagligt forslag til de kommende skatteforhandlinger.

En af de gode ting ved boligskatterne er at de ikke påvirker adfærden. I øjeblikket flyder politikere og tænketanke over med argumenter om hvorvidt topskat får skatteyderne til at arbejde mere eller mindre. Om boligskatterne er der ingen tvivl. når skatterne går op, går huspriserne ned – og omvendt, mens effekten på arbejdsudbuddet er meget tæt på 0. Derfor er boligskatter gode skatter.

Skattestoppet på ejerboliger fra 2001 har fået boliger i og omkring de store byer til at stige voldsomt, mens boliger i landdistrikterne nogle steder ligefrem er faldet. Det betyder, at boligejere i og omkring de store byer betaler en mindre del af deres boligværdi i skat end boligejere gør på landet. Tænk hvis lønmodtagere fik beregnet deres skat med en lav indkomstskatteprocent i de store byer, mens lønmodtagere på landet fik beregnet deres skat med en høj indkomstskatteprocent? Det ville enhver nok mene var uretfærdigt. Ergo, når der er lavet et nyt vurderingssystem bør boligskatterne igen betales af vurderingerne og med samme procentsats i hele landet af samme ejendomsværdi. Det vil mindske uligheden i samfundet; også derfor er boligskatter gode skatter.

Nogle undrer sig over at man overhovedet skal betale skat af at bo. De overser at lejere også betaler for at bo, det hedder husleje og dækker udlejerens udgifter og fortjeneste. Der er i øvrigt også skat på mange andre ting, vi bruger i det daglige: mad, flyverdragt til børnene, m.m. er belagt med 25 % moms og en masse varer er belagt med afgifter.

Mange mener at det ikke er rimeligt at betale skat, før man evt. har solgt sin bolig med fortjenester. Men et sådant system vil betyde, at mange vil blive stavnsbundet, fordi de ikke har råd til både at betale skat og købe ny bolig. Så kunne man vente med at betale skat til man bruger fortjenesten på noget andet end bolig og når man sælger den sidste ejerbolig i livet – ligesom systemet i Sverige. Men det betyder, at dem, der ejer deres bolig, kan bo skattefrit i den i 10, 20, 30, 40 år, alt imens boligen stiger i værdi, mens dem, der ikke ejer bolig, må betale husleje i alle årene. Helt kaotisk bliver det at beregne hvor meget udskudt skal boligejerne skal betale, hvis de skal have fratrukket forbedringerne siden købet. Det forudsætter et enormt stort bureaukrati og en masse konflikter/retssager med Skattevæsenet om hvad der er forbedringer og hvad der er almindelig vedligeholdelse. Håndværkere vil blive bestukket til at skrive forbedringer på fakturaen. De smarte og frække vinder i et sådant regelsæt med individuelle huskonti og udskudt skat. Skat har ikke brug for flere opgaver, men derimod flere ansatte.

Udskudt skat er også dårligt for nationaløkonomien, hvorimod løbende skatter ligesom indkomstskat og moms udjævner op- og nedture i økonomien og dermed begrænser arbejdsløshed.

Folk skal ikke tvinges fra hus og hjem, lyder det hele tiden. Men hvorfor ikke? Det er med boliger som med rejser, mærkevarer, malerier, m.m.: hvis priserne stiger, må man undvære eller nedprioritere andet forbrug. Vi kan ikke forlange at have det samme forbrugsmønster livet igennem. Hvis man en gang har haft råd til at købe hus ved Strandvejen med egen badebro og motorbåd, har man så ret til at blive boende dér til man skal bæres ud? Nej, I dag er masser af parcelhuse beboet af én eller to ældre, mens mange børnefamilier bor trangt i lejligheder og drømmer om mere plads og have. Det skyldes at boligerne ikke fordeles efter behov. De fordeles heller ikke efter almindelig udbud og efterspørgsel. Politikerne har lavet skatterabatter, mulighed for udskudt skat, skattestop og boligbobler, der er til fordel for den ældre generation og til ulempe for de yngre og lejerne.

Problemet er ikke at folk skal betale skat eller husleje for at bo, men at kontanthjælpen og andre overførselsindkomster er så lave, at det ikke at muligt at finde en beskeden bolig i de større byer.

Forud for efterårets skatteforhandlinger har Det Økonomiske Råd (igen) anbefalet at rulle skattestoppet tilbage. Det vil ramme nøjagtigt de områder i landet, som har tjent mest på skattestoppet de sidste 15 år, så det er jo kun rimeligt. Vel, man skal ikke tro på alt hvad vismændene disker op med, men de er sat i verden for at lave analyser og anbefalinger i fornuftig afstand fra politikerne og ministerierne – og det er der hårdt brug for i denne sag. Alt for mange politikere hypper boligejernes interesser; Dels fordi de selv er boligejere, dels fordi over halvdelen af befolkningen er boligejer, dels fordi de tænker kortsigtet og dels fordi lejerne har en lav stemmeprocent.

Der er stærkt brug for politisk samling om skatteforslag, der skaber mere lighed i samfundet. Det gør vismændenes forslag om boligskat og derfor bør deres anbefaling følges NU.

læs kapitlet om boligskat i Det økonomiske råds rapport

Vær solidarisk – forlad EU

Margit Kjeldgaard — Wed, 06 Jul 2016 07:11:01 +0000

Af Margit Kjeldgaard

EU medlemsskabet har desværre låst Danmark fast i regler om handel med 3. lande. Danmark kan ikke give fattige lande fri adgang til danske forbrugere. EU’s toldsystem beskytter produktion, beskæftigelse og profit i EU-landene. En importør af tøj betaler f.eks. 12 % i told fra verdens 3. største tøjproducent, Indien, hvorimod den rå bomuld kommer toldfrit til syfabrikker i EU. Det betyder, at det - ligesom i kolonitiden - er fordelagtigt at lægge værditilførslen (arbejdskraften) af råstofferne i det rige Nord. Det er et eksempel på EU’s protektionisme, som Danmark kan slippe for, ved at forlade EU; det vil skabe mere lige konkurrence og mere lighed i verden.

Når det handler om fattigdom, migration og ulighed nævnes ulandsbistand normalt som løsning. Men bistanden er småpenge i forhold til handelsstrømmene. Dét, der virkelig vil batte, er fair handel, dvs. frihandel, når det drejer sig om de fattige landes varer, OG mulighed for told på rige landes varer, som sælges i fattige lande. F.eks. er det vildt urimeligt at EU pt. giver produktionsstøtte og landbrugsstøtte, for at Arla kan sælge mælkepulver i Afrika; de fattige lande i Afrika burde i stedet lægge høj importtold på Arlas varer, så lokale bønder kan sælge mælk og etablere mejerier. Udenfor EU vil Danmark kunne indgå handelsaftaler med fattige lande, som giver dem mulighed til at opbygge landbrug og industri under en vis beskyttelse. Derved kan Danmark medvirke til at skabe udvikling og beskæftigelse i fattige lande og tilmed mindske trangen til at udvandre.

Den største årsag til fattigdom, migration og ulighed i verden er dog hverken manglende ulandsbistand eller ufri handel. Det er det ”ulige bytte”, at vi i den rige verden betaler for lidt for varer, vi importerer fra fattige lande. Danske importører og danske forbrugere deles om fordelen ved at bønder, fabriksarbejdere og IT-medarbejdere i fattige lande tjener meget mindre end deres danske kolleger. Desuden bliver varerne billigere af slappe miljøregler og livsfarlige arbejdsforhold i fattige lande. Det kan lade sig gøre så længe vi har grænsekontrol for mennesker og så længe vi ikke forlanger den samme beskyttelse i udlandet, som vi kræver for vores egen natur og på vores egne arbejdspladser. Vores rigdom bygger på blind købekraft og dobbeltmoral. Udenfor EU kan Danmark forbyde import eller lægge afgifter på import af miljøsvineri og sultelønninger og sende provenuet tilbage til miljø-genopretning og fagforeninger i producentlandet.

Verden er større end EU og international solidaritet er en god årsag til at forlade EU.

....

Tilføjelse 1.): Ovenstående er i store træk lig et læserbrev jeg har i Information i dag. Dog har debatredaktørens forkortelse gjort "fair handel" lig "frihandel" og det er en fejl. Med frihandel forstås ingen told, kvoter eller tekniske handelshindringer - begge veje. Jeg argumenterer i stedet for asymetriske handelsregler mellem ulige parter; Fattige lande skal have lov til at beskytte deres produktion mod dumpning af varer og tjenester fra rige lande (ex. EU). Importtold er også en statslig indtægtskilde i fattige lande, hvor den uformelle sektor er så stor at indkomstskat er vanskeligt at opkræve. I Tanzania er ca. 30 % af statens indtægter told.

Jeg har haft stor fornøjelse af at læse Torkild Lauesens "Det globale perspektiv", som udkom fornylig og blev anmeldt her. Han beskriver bl.a. hvordan kapitalbevægelserne er blevet liberaliseret i verden, mens menneskene derimod begrænses i deres bevægelse. Dette fastholder det ulige bytte og et arbejderaristokrati i de rige lande.

Tilføjelse 2.): I dag har det indiske tekstilarbejder forbund udsendt et opråb mod den indiske regerings "tekstil-pakke", hvor arbejdernes (som især er kvinder) forhold forringes. Hensigten er at øge eksporten af tøj og hale ind på Bangladesh og Vietnam, som er blevet store tøjeksportører. Jeg nævner dette fordi EU - som omtalt - opkræver told på indisk tøj og bruger provenuet i EU. Jeg synes provenuet skal sendes ned til den indiske fagbevægelse eller Asian Floor Wage.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Det Økonomiske Råd og boligtemaet

Margit Kjeldgaard — Wed, 01 Jun 2016 08:44:40 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Boligmarkedet betyder meget for samfundsøkonomien og for borgerne. Derfor har Det Økonomiske Råd igen taget temaet op. Rådet tør tale den herskende politiske uorden imod. Budskabet er igen: Sæt boligskatterne op og indkomstskatten ned.

Det Økonomiske Råd blev nedsat i 60’erne, for at bidrage med mere uafhængige og langsigtede økonomiske analyser end regeringens analyser. Det er regeringen, der udpeger økonomerne i spidsen, de såkaldte ”vismænd”, og derfor har der ikke været erklærede marxister eller andre ”outrerede”. Men alligevel har Det Økonomiske Råd ofte præsenteret anderledes analyser bl.a. fordi man har brugt en anden regnemodel (SMEC) end regeringen, og fordi man ikke skal tage politiske hensyn. Man forelægger og diskuterer med et repræsentantskab af interesseorganisationer, men man er ikke underlagt stemmemaksimering, som regering og partier.

En periode i slut 70’erne og start 80’erne var Det Økonomiske Råd selv udsat for hård kritik, nemlig fra Socialistiske Økonomer (SØ). Der kom en bog fra fremtrædende medlemmer af SØ, som jeg og andre studerende havde stor glæde af, fordi polit-studiet var (og er?) dybt konservativt. SØ sejrede sig ihjel; de toneangivende medlemmer sidder rundt omkring på universiteterne og i ministerierne. Nu har vi til gengæld et utal af tænketanke (f.eks. CEPOS og CEVEA) og mange organisationer har selv ansat økonomer og scient. pol.’er, der også har en del økonomi i bagagen. Jeg synes, det er lidt ærgerligt at den økonomiske analyse og debat er blevet atomiseret, ligesom medierne er blevet mange og vidt forskellige. I det komplicerede miljø synes jeg Det Økonomiske Råd fortsat fortjener opmærksomhed.

En væsentlig afvigende politiske anbefaling fra Det Økonomiske Råd handler om boligmarkedet og jeg tror det er det tema, rådet har taget op flest gange – bortset fra den generelle økonomiske udvikling naturligvis. Senest i forårsrapporten, som udkom fornylig, handler et kapitel (100 sider) om bolig ; Rådet sætter altid nogle stikord i margen og laver sammenfatning og anbefalinger i slutningen kapitlerne, så det behøver ikke at være meget tidskrævende at orientere sig i rapporterne.

Det er en uvildig økonomisk analyse, men man udvælger dog tildels analyserne ud fra den herskende økonomiske debat. Det er de samme anbefalinger om at hæve boligskatterne, som Rådet tog hul på i 2001. Igen har de beregnet hvad den ”neutrale ejendomsværdiskat” er, denne gang 1,2% – dvs. den sats, som vil ligestille skatten på investering i obligationer, aktier, pension, egen virksomhed og boligkøb. I dag er den faktiske landsgennemsnitlige ejendomsværdiskat 0,6 % af ejendomsvurderingen, fordi den borgerlige regering lavede skattestop i 2001. Det betyder altså at borgerne har incitament til at købe bolig fremfor at leje bolig og sætte deres ledige penge i produktion og opsparing. Dermed har Rådet igen forklaret hvorfor vi får disse boligbobler og efterfølgende (selvforskyldte) økonomiske kriser, senest med toppunkt i 2007. Det forklarer også en hel del af boligmanglen i København og Århus, hvor rige forældre køber bolig til deres børn, som skal til at studere i København og Århus; det kan være en rigtig god investering når priserne stiger og stiger og man kan få skattefradrag når man stifter gæld.

Jeg er ikke enig i alt hvad Rådet skriver her. Bl.a. synes jeg ikke at man skal nedsætte progressionen i ejendomsværdiskatten. I øjeblikket er den 3 % af den værdi, der ligger ud over 3.040.000 kr. og det er selvfølgelig en høj skat, men når man har så attraktiv en bolig og grund, burde man nok dele den med andre eller betale ekstra for at beholde en luksus, meget få andre har råd til. Men Rådet ser på tingene ud fra økonomiske hensyn og hylder værdierne: effektivitet, økonomisk sunde incitamenter, ligebehandling, fjerne barrierer mod arbejdsudbud, fjerne stavnsbinding osv. De spiller med åbne kort og diskuterer muligheder for og imod, før de konkluderer hvilke anbefalinger, de vil give. Et eksempel er diskussionen af gevinstskat, hvor de analyserer forskellige modeller før de bemærker at de kun kan anbefale skat på gevinst ved salg, hvis højere løbende boligskat ikke kan komme igennem politisk. I løbet af de 100 sider findes adskillige figurer og Danmarkskort, som viser uligheden på boligmarkedet og hvordan de mest velstående i Danmark har fordel af skattestoppet. Det er disse figurer, tabeller og kort, som jeg ville ønske kom mere frem i lyset og dannede grundlag for en rigtig reform på boligmarkedet. Rådet har også ideer til overgangsordninger, for man kan naturligvis ikke lave tingene om fra den ene dag til den anden uden at mange mennesker kommer i klemme eller får arbejdsfrie indtægter.

Det, der bør ske er:

1.) Nyt vurderingssystem af ejendomme med udgangspunkt i et ajourført Bygge- og boligregister og lokale forhold.

2.) Udfasning af skattestoppet på ejendomsværdiskat og grundskyld, samt op med ejendomsværdiskatten til 1,2 % – f.eks. over 10 år

3.) Afskaffelse af fradrag i boligskat for gamle ejendomme, pensionister og landbrug. Folkepensionister uden anden indkomst end folkepension og andre boligejere med små indkomster, skal støttes på anden vis, ikke ved at støtte deres boligforbrug.

4.) Andelsboliger skal betale ejendomsværdiskat (ligesom ejerboliger).

5.) Kommunerne skal være forpligtet til at opkøbe ejerboliger til vurderingen af boligejerne. Dette forholder Det Økonomiske Råd sig ikke til. Det er min tilføjelse, som bunder i at lejeboliger er langt mere fleksible og lighedsskabende.

6.) …m.m.m.

Kære kammerater

Margit Kjeldgaard — Sun, 01 May 2016 05:54:42 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Jeg overlader i dagens anledning min blog til min gode partikammerat, Magnus Westergaard, som vil holde denne tale lige om lidt i Helsingør, hvor de lokale afdelinger af EL og SF traditionen tro har inviteret talere og arrangeret morgenmad. I år er Socialstisk Ungdomsfront også med. Der er nemlig opstået en aktiv gruppe i Helsingør og Magnus skal holde sin første tale - nogensinde påstår han:

"Kære kammerater

Over hele verden fejrer vi i dag arbejdernes internationale kampdag. Det har vi gjort siden det officielt blev besluttet på en stor international arbejderkonference i 1889, at 1. maj 1890 skulle være en international demonstrationsdag. Arbejdernes hovedkrav var det samme over hele verden: En arbejdsdag på otte timer.

Som sådan et beskedent krav, med en anbefalet nattesøvn på 8 timer i døgnet, efterlader det en tredjedel af døgnet at leve i, hvis man ser bort fra det reproduktive arbejde som at lave mad, gøre rent, passe og pleje sin familie. På trods af, hvor basalt og rimeligt dette krav umiddelbart lyder, er det dog stadig ikke en realitet alle steder i verden, at en arbejder er i stand til at leve med en otte timers arbejdsdag.

I Tyskland og England er det tvingende nødvendigt for nogle at arbejde mere end otte timer for at have råd til at leve, fordi mindstelønnen i løbet af de otte timer ikke svarer til leveomkostningerne. Rejser du længere syd på, er der mennesker, der stort set ikke forlader deres arbejdsplads. De er økonomisk og tidsmæssigt presset til både at bo, arbejde og handle inden for fabriksporten.

Så i praksis, kan man vist roligt sige, at kampen for den 8 timers arbejdsdag i dag, hér 126 år senere, desværre stadig ikke er vundet. Mange steder i verden har man dog trods alt retten til at forene sig og kæmpe for bedre vilkår. Men ikke alle steder. I Tyrkiet blev 1. maj demonstrationen sidste år angrebet af politi med vandkanoner med ordrer fra regeringen. I Columbia kan det koste dig livet at være fagligt organiseret og i andre lande er fagforeninger helt forbudt.

Selvom vi kan have svært ved at forholde os til sådanne forhold, så er det jo i virkeligheden samme kamp vi kæmper. Arbejderne internationalt har jo mere til fælles end hvad der lige ses. Arbejderen her i Danmark har mere tilfælles med arbejderen sydpå, end arbejderen her i landet, har med kapitalisten der også lever i Danmark.

Vi er dette til trods jo desværre allesammen i kraft af vores forbrug med til at fastholde arbejdere andre steder i verden i deres ringe forhold. Man kan ikke have tøj på kroppen og mad i maven uden at nogen har arbejdet under elendige forhold for at producere det, men man kan politisk arbejde for at forandre det ved at alliere sig med selvorganiserede grupper verden over. Nogle medlemmer af Socialistisk Ungdomsfront og Enhedslisten i Helsingør er gået sammen om at oprette en lokalafdeling af organisationen Internationalt Forum i Nordsjælland.

Solidarisk kæmper Internationalt Forum en antiimperialistisk kamp med arbejdere i hele verden. I SUF mener vi også at dette er nødvendigt. Med dette sagt vil jeg afslutte med en opfordring. Foren jer med arbejdere på tværs af landegrænser og lad os stå sammen. Hav en glædelig kampdag og tak for jeres tid."

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.

Fashion Revolution

Margit Kjeldgaard — Wed, 20 Apr 2016 12:31:28 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Hvis de store tøj-firmaer ville oplyse hvor de får lavet deres tøj, ville journalister og NGO'er kunne åbne vores øje. Revolution er nok overdrevet, men hvis forbrugerne tager ansvar kan det forbedre forholdene i den beskidte tøjindustrien og det kan smitte af på andre industrigrene i det hele taget.

Jeg ved godt at tøj blot anses for noget man har på, for at beskytte sig mod kulden og mode er ikke noget venstreorienterede beskæftiger sig med. Men det mener jeg er en magelig og uansvarlig holdning. For tøjproduktionen er den mest forurenende produktion i verden efter olieproduktionen og den forbruger enorme mængder vand, som der er mangel på. Det foregår bare langt væk herfra. Tøjproduktionen beskæftiger desuden millioner af mennesker – fortrinsvis unge kvinder – i verdens fattigste lande til lønninger oftest under FN’s fattigdomsgrænse; som danskere kender vi dem bare ikke, så de er lette at overse. Omvendt tjenes der rigtig mange penge i Danmark på tøj. Det er en af landets største eksportvarer; der importeres billigt tøj i store mængder og eksporterer dyrt tøj i næsten lige så store mængder. I Danmark har Bestseller med tøjmærkerne Jack and Jones, Only, Vero Moda, m.fl. hovedsæde og ejeren, Familien Povlsen, er Danmarks rigeste familie efter Legos ejere (Mærsk-familien tæller formelt ikke med her, fordi det er en fond). Sverige har H&M ejet af Persson familien, som er verdens 32. rigeste. Alligevel – trods de store profitter – er tøjet i butikkerne langt billigere nu end da danskernes tøj blev syet i Herning-Ikast-Brande-området, dvs. før udflytningen. Ergo har danske forbrugere stor glæde af udflytningen af tøjproduktionen til fattig-landene og det er vel derfor at det er så svært at fremkalde en aktiv solidaritet med dem, der laver vores tøj.

Det er ikke bare miljø-regler og løn- og arbejdsforhold, som giver de meget lave produktionsomkostninger i Sydøstasien. Det er også sikkerhedsforholdene, især manglende brandudgange og elendigt byggeri. Den største arbejdsulykke i årtier skete for tre år siden i Bangladesh, hvor over 1100 mennesker døde og mindst 2.000 blev sårede, da en 8-etagers fabrik styrtede sammen. Alle importørerne nægtede at de fik produceret deres tøj på den pågældende fabrik og ansvar for forholdene havde de i hvert fald ikke. Derfor har graverjournalister og NGO'erne i branchen, bl.a. Clean Clothes Campaign arbejdet på at optrevle leverandørkæderne. Og efter denne ulykke markerer folk rundt om i Europa årsdagen for ulykken med spørgsmålet: ”Who made your clothes?” I London lavede man for to år siden en event – Inside Out - hvor man vendte vrangen ud af bluserne og bukserne/nederdelene for at vise mærket. I år er kampagnen også taget op i Danmark. Se her hvad du kan gøre.

Forbrugerkampagner og politisk forbrug kan både skabe bevidsthed og true virksomhederne til at opføre sig lidt bedre, men jeg mener situationen kræver en kombination af forbrugerorganisering, etiske offentlige indkøb og statslige love. Som støtte til forbrugerne - både individuelle og kommuner og regioner - bør Folketinget etablere et etisk mærke i stil med Ø-mærket - bare også på importerede varer; det foreslog Enhedslisten for 10 år siden og jeg synes det burde fremsættes igen i en ajourført udgave med krav om leveløn og skattebetaling. Love bør også være direkte indgreb i tøjbranchen: De importører, der ikke kan dokumentere at danske miljøregler er overholdt i producentlandet, at løn- og arbejdsforholdene er i orden og at der er betalt skat i producentlandet, får lagt importtold på varerne ved ankomst til Danmark eller ved videreforsendelse. Indtægten på denne importtold og eksport sendes tilbage til producentlandet til fagbevægelsen eller en NGO, som er godkendt af Folketinget.

På denne måde vil Danmark yde et langt større bidrag til en positiv udvikling i de fattige lande end dansk u-landsbistand. Handel og skatteunddragelser betyder nemlig langt mere end dansk bistandspolitik. Desuden ville det styrke en faglig organisering i lande, som har meget svært ved at etablere en fagbevægelse og komme til selv at kæmpe for deres krav. Vi skal huske på at den danske fagbevægelse er opbygget i et beskyttet miljø før globaliseringen, før vi oplevede løn- og profitkonkurrence fra andre lande og før de frie kapitalbevægelser og den massive udflytning af virksomheder blev mulig. Vi må ikke sidde med hænderne i skødet og vente på at arbejdere i nyindustrialiserede lande gør som vi gjorde, vi skal tværtimod finde midler til at praktisere international solidaritet på tværs af landegrænserne. Det er det Fashion Revolution giver et bud på og derfor venstreorienterede ikke bør afvise tøj-snakken som noget kun forfængelige kvinder er optaget af.

Gamle erfaringer

Margit Kjeldgaard — Mon, 07 Mar 2016 16:48:51 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Jeg er vokset op samtidigt med kvindebevægelsen og har selv følt alle forskellene, der kommer i parforholdet når man får børn. Det kan skyldes tilfældigheder, personlig interesse og samfundets indretning. Jeg bebrejder ingen, heller ikke min eks-mand og jeg kan ikke komme på noget, jeg ville have gjort anderledes. Lige bortset fra en enkelt ting: Pensionsopsparing, som jeg nok skulle have insisteret på at få lavet til mig selv, da jeg ikke (som min mand) havde jobs (bortset fra et enkelt ret kortvarigt), hvor pensionsindbetaling var en tvang. Jeg henholdt mig til at der var økonomisk fordel i at afbetale på dyre lån i fast ejendom før end indbetaling til pensionsopsparing med lavere afkast.

Men jeg har ikke deltaget i det kvindepolitiske arbejde, hvor man har analyseret og stillet politiske krav. Jeg står heller ikke bag kvotestrategien. Det forklarede jeg for to år siden i en anden 8. marts blog. Jeg ville ikke have skrevet noget i år, hvis det ikke var fordi jeg har oplevet noget nyt siden:

Nye tanker

I Enhedslisten har vi kvoter til valg af HB- og FU-medlemmer, til valg af delegerede til årsmøderne og til talerlisten, men lige lidt har det hjulpet – efter min mening. På det økonomiske område, hvor man beskæftiger sig med erhverv, skat, nationaløkonomi, kommunaløkonomi, bolig, og arbejdsmarkedet er der ingen kvinder ansat og jeg tror vi skal ca. 10 år tilbage på ”gangen i Enhedslisten” for at finde en kvindelig ansat. Og det samme gælder for folketingsmedlemmerne på disse områder. (Undskyld mig, hvis der er nogen vikarer eller midlertidige ordfører, jeg har overset; jeg har ikke før for nylig tænkt tilbage.) Sidste gang, der skulle ansættes en til det økonomiske område, bemærkede jeg at der heller ikke var kvinder i ansættelsesudvalget, så en god forklaring er den såkaldte Rip, Rap og Rup effekt. Til gengæld er der de sidste 10 år nok udklækket lige så mange kvinder som mænd fra de relevante universitetsuddannelser, tror jeg. Hvorimod da jeg læste økonomi var jeg et par gange alene med mænd når vi blev delt op i øvelseshold på 15-25 studerende. I Århus, hvor jeg læste 5 år, dannede man ”munkehold”, så kvinder var samlet på øvelsesholdene.

Der er helt bestemt sket mange ligestillingsmæssige landvindinger. Men der er også områder, hvor det er stagneret. Min yngste datter er indenfor den rytmiske musik og peger på at kvinder synger, mens mændene betjener instrumenterne – groft sagt. Her kan man nok ikke bruge kvoter og bestemme at spillestederne skal engagere bands med en bestemt kønsfordeling. Men man kan bruge et forhæng, når man ansætter musikere til orkestre, det giver flere kvindelige musikere. I forhold til historien i EL kan man ikke anonymisere ansøgerne, men man kan give kvinder fortrinsret til ansættelsessamtalerne på samme måde som folk med handicap har. Har kvinder et handicap? Ja, undersøgelser af ansættelsesprocessen peger jo på at kvinder er mere beskedne, når de skal fremhæve deres fortrin, så at give dem mulighed for at uddyde kompetencer og besvare spørgsmål i en samtale, kunne måske bringe flere kvinder i spil til de mandsdominerede fag.

Ved ondets rod

Men generelt mener jeg at det største problem er så få mænd, der er ansat i daginstitutionerne. Dels for børnene, som lærer at kvinder er omsorgspersoner og mænd tjener penge. Og dels for mænd, der fravælger job og uddannelse i daginstitutionerne, fordi de kommer til at savne erfaring, når de selv får børn, og derfor overlader styringen til kvinden i parforholdet. Selvom jeg er imod kvoter, der vil diskriminere kvinderne i forhold til job i daginstitution, vil jeg gøre en undtagelse her. For der er færre mænd i daginstitutionerne nu end da jeg arbejdede i daginstitution. Man kan godt forstå de mænd, som ikke har lyst til at arbejde i daginstitution med den konstante mistanke om pædofili, som er skabt de senere år. Det er så ødelæggende for kønsidentiteten at der bør gribes ind politisk.

Så det skal være mit ønske her d. 8. marts.: Lad os få en lov om at der skal være mindst 40 % mænd i danske daginstitutioner og det skal gælde både kommunale, selvejende og private daginstitutioner. Kvoten skal også gælde optag til uddannelsen som pædagog. Der må sættes delkrav op i en indkøringsfase på ... 8 år. Men det vil få enorm effekt på samfundet om 20 år.

Fra beskidt konkurrence til fair forhold

Margit Kjeldgaard — Tue, 12 Jan 2016 10:20:00 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Enhedslisten er ved at udvikle en politik for produktion og erhverv, der forholder sig til konkurrencestaten, er solidarisk med den fattige del af verden og nærmer sig vores økosocialistiske vision. Et af udgangspunkterne er, at Danmark pusher varer og importerer på unfair betingelser, og at vi fylder og sviner langt uden for landets grænser. Det må høre op, men det bliver svært. EU’s regler er en væsentlig bremseklods.

Noget er dog ikke så svært. Det skal bare rulles tilbage: Mælkekvoterne, som blev afskaffet for 9 måneder siden, skal genindføres for at begrænse mængden af mælk.

Arla pusher "overskudsmælk" i form af mælkepulver til fattige lande syd for Sahara med eksportstøtte, ulandsbistand og produktionsstøtte. Direktør for Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup protesterer derfor mod besparelsen på ulandsbistanden, fordi den rammer eksporten og det økonomiske diplomati, altså de ansatte på ambassaderne, som hjælper dansk erhvervsliv. ”Vores stærke tilstedeværelse i ulandene har givet gode eksportmuligheder” sagde hun til Altinget d. 13. dec. 2015.

Men vi bør faktisk glæde os over besparelser på bistanden og mindre eksport, hvis det rammer Arlas eksporteventyr! - Ethvert land bør have mulighed for selvforsyning af fødevarer på fair vilkår. Hvis, der skal gives støtte til billigere mælk i fattige lande, så skal det være gennem uddannelse af lokale mælkebønder, avlsprogrammer, etablering af andelsmejerier og lokale distributionsnet.

Dansk landbrug eksporterer også svinekød og smågrise i enorme mængder, og regeringen vil øge dem. Enhedslisten siger stop. Vi vil i stedet halvere antallet af svin. Vi undgår på den måde at importere sydamerikansk soyaprotein fra arealer, hvor der før var regnskov. Vi begrænser samtidig gyllen, forureningen med kvælstof, m.m.

Danmark har et af verdens største økologiske fodaftryk. Vi lægger beslag på langt mere jord og vand, end der er i Danmark, og vi er skyld i en voldsom forurening og udledning af drivhusgasser både i Danmark og ude i verden. ”Det er et paradoks, at selv om Danmark er et højt udviklet intensivt landbrugsland, så bidrager dansk landbrug ikke til afhjælpning af sult i verden. Det danske husdyrbrug er baseret på import af foder fra ulande, mens eksporten især er en luksuseksport” skrev Knud Vilby i Rapporten fra ”92-gruppen”.

Danmark skal begrænse sit økologiske fodaftryk. Gennem salg af kvoter på et vist antal fødte svin til landmænd kan produktionsmængden besluttes politisk. Lokalt produceret økologisk foder, dyrevelfærd og kødkvalitet kan blive konkurrenceparametre. Men det er klart, at færre svin til eksport vil forringe handelsbalancen. Omvendt vil selvforsyning med foderstoffer forbedre den. Dyrere kød er ganske vist mere luksus, men også en vej til at mindske kødforbruget og dermed øge den mere miljøvenlige vegetabilske andel af vor føde.

Kvoter har et dårligt omdømme, fordi CO2 kvoterne er blevet alt alt for billige, og fiskekvoterne har medført en kraftig koncentration i erhvervet, og tilmed er nogle kvoter solgt til udlandet. Men det kan fikses med højere priser, påbud og kontrol fra Konkurrencestyrelsen og en udvidelse af ”sommerhusreglen” om lokal fortrinsret. Og ligesom fisk i danske farvande bør tilhøre danskere, bør vi også respektere afrikanernes ret til ”deres” fisk og sætte en stopper for trawlere fra EU, der ”støvsuger” fisk ud for kysten i Vestafrika.

Danmark skal fortsat importere, men vi skal væk fra ”ræset mod bunden”, hvor "kapitalen" søger efter stadig billigere arbejdskraft, ringere miljøregler og kontrol, samt skattefri zoner/lande. Det er selvfølgelig rigtigt, at kapitalismen har hjulpet mange fattige lande ind i markedsøkonomien med beskæftigelse. Men konkurrencen er så nådesløs, at arbejdere alt for ofte ikke får en ”leveløn” og arbejder under farlige forhold. Vi hørte om sammenstyrtningen af fabriksbygningen i Bangladesh, Rana Plaza for 2½ år siden, men ellers er de kummerlige vilkår, hvorunder bl.a. vores tøj og IT-udstyr produceres, ikke almindelig kendt.

Markedsøkonomien er anonym. De store og relativt få importører ejer ikke fabrikker og miner, de shopper rundt i en kontraktkapitalisme, hvor lokale fabrikker og miner gør sig attraktive hjulpet af deres konkurrencestat, som tilbyder skattefrihed og meget andet. Et er, at det måske kan være vanskeligt for os rige danskere at forstå og føle solidaritet med fattige folk så langt væk. Noget andet er, at vi mangler viden om, hvor man kan købe varer lavet på en anstændig måde. Vi skal derfor have "ansigt" på det anonyme verdensmarked.

På samme måde som Ø-mærket har givet økologisk landbrug et boost, ønsker Enhedslisten, at staten etablerer et etisk mærke for varer, gerne i samarbejde med andre lande. Certificerede importører skal kunne dokumentere leverandørkæder, løn- og arbejdsforhold, miljøforhold, m.m. i et omfang, som er praktisk muligt. Det burde der være flertal for, viden er ikke et specielt venstreorienteret krav. Uden viden om varerne kan man ikke tale om valgfrihed i den fuldkomne konkurrencemodel, som der er almindelig konsensus om.

Der er i dag lovkrav til deklaration af indhold, men der mangler oplysning om produktionsforhold til forbrugere, der ønsker at leve bæredygtigt og vil påtage sig et socialt ansvar. På samme måde skal kommuner, regioner og statslige institutioner kunne importere og købe varer og tjenester på grundlag af en større viden og politisk bestemte krav. De køber jo ind på fællesskabets vegne. Med krav om deklarering af produktionsforhold og en fair offentlig indkøbspolitik kan vi langsomt kvæle producenterne af de mest beskidte, giftige og uanstændige varer og tjenester.

Udenrigsministeriets "økonomiske diplomati", Danida og NGO’er kan her spille en aktiv rolle i at finde, støtte og kontrollere virksomheder, organisationer og stater, som leverer varer og tjenester til offentlige og private indkøbere i Danmark.

Mærkningsstrategien i bekæmpelsen af "ræset mod bunden" kan i en mere radikal form suppleres med, at Folketinget stiller krav om, at importerede varer og tjenester skal være skabt under definerede minimumsforhold, der i en eller anden grad modsvarer krav til arbejdsmiljø og faglige rettigheder i Danmark. Det vil for alvor bringe os på konfliktkurs med EU's frihed for varer og tjenester til at krydse grænser uden hensyn til miljø, dyrevelfærd og menneskers arbejdsforhold.

Et andet problem er, at EU's frihandelsaftaler kræver, at fattige lande afskaffer importtold og tekniske handelshindringer, så vi kan eksportere frit og uhindret til dem. Men i et land som Tanzania betyder importtolden 30-40 % af statens indtægter. En fjernelse af importtolden kvæler de spæde spire til et velfærdssamfund. Indtægterne kan ikke umiddelbart erstattes af indkomstskat og moms, fordi disse skatter er vanskelige at opkræve, da den uformelle økonomi, herunder bytte og gensidige småtjenester, er meget udbredt.

Fattige lande skal have lov til at bibeholde told både som finansiering og som værn af deres landbrug og industri. Og vi skal huske på, at de vestlige landes egen industrialisering foregik beskyttet af netop told og anden form for importregulering. Derfor bør vi acceptere asymmetriske handelsaftaler, når vi handler med fattige lande.

...

Oprindeligt skrevet til Information af Per Bregengaard, gymnasielærer og fhv. borgmester (EL) i København og Margit Kjeldgaard, tøjimportør og fhv. sekretær i Enhedslisten. Begge er medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg

...

Der afholdes møder om program-forslaget rundt om i landet, hvoraf nogle annonceres offentligt.

12. janua, arr. EL-Silkeborg

16. januar på Christiansborg, arr. EL’s Miljøudvalg

19. januar på Nørrebro. Offentligt møde med flere oplægsholdere, arr. EL-afd. I København

20. januar, arr. EL-Amager Øst

20. januar, arr. EL-Køge

23. januar i Middelfart, arr. EL’s politisk-økonomisk udvalg

16. marts, arr. EL-Albertslund

Se de ca. 10 siders forslag fra Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalgs til et produktions- og erhvervspolitisk delprogram:

Miljø-redskaber

Margit Kjeldgaard — Sun, 13 Dec 2015 15:46:53 +0000

Af Margit Kjeldgaard

Teoretisk kan man forbyde al anvendelse af ikke-fornybare ressourcer og forurening, men det ville ødelægge livsvilkårene, som vi kender dem i dag, og bringe mere sult og elendighed med sig. Derfor bør vi nøjes med at forbyde det værste og med økonomiske redskaber, som afgifter, tilskud, kvoter og told, trække kloden i en bæredygtig retning.

Der er naturligvis også offentlige kampagner, nudging og almindelig social kontrol, men de redskaber virker tilsyneladende ikke når det handler om vores elskede biler, fritliggende boliger med hyggeskabende pejs og brændeovne, store røde bøffer, fast fashion og hurtig udskiftning af IT-udstyr. Der er brug for økonomisk straf og tilskud, når menneskelig adfærd skal styres og virksomhederne skal deles om begrænsede ressourcer. Fordelen med disse økonomiske redskaber er, at de tillader et frit valg for forbrugerne og omkostningseffektivitet for virksomhederne; på det punkt er jeg enig med de borgerlige og med Bjørn Lomborg, som sagde ”mest miljø for pengene” og skabte en voldsom miljøpolitisk debat i 0’erne om forbud kontra kvoter og afgifter.

Neutrale afgifter og tilskud

Visse omkostninger i produktionen er ikke private og kommer derfor ikke med i prisen til forbrugerne. Det klassiske eksempel er fabrikken, der leder forurenet vand ud i floden, hvilket gør fiskeri længere nede af floden til en trist oplevelse. Her vil sælgeren af fiskekort være villig til at betale den forurenende virksomhed for at rense sit spildevand. I praksis vil myndighederne gribe ind med regler, kontrol og afgifter. Det er noget borgerlige økonomer i den neoklassiske skole er helt med på. Forureningen kaldes negative eksternaliteter og social costs og opgaven består i at måle og veje samt internalisere dem i virksomhedens økonomi. Omvendt kan der være positive eksternaliteter, f.eks. er skovdrift med til at producere ilt og opsamle CO2, hvilket kan berettige tilskud til naturpleje.

Der findes efterhånden så meget registrering og statistik i sundhedssektoren, at der kan beregnes omkostninger på mange forskellige former for forurening og misbrug og besparelser ved motion og sund kost. Tilsvarende kunne man regne på kommunernes oprensning af spildevand og lægge afgifter på p-piller og medicin, samt salg af kemikalier til husholdningerne og virksomhederne. I min kommune, Helsingør, får boligejere 20.000 kr. for at afkoble sine nedløbsrør fra det kommunale kloaksystem; den slags klimatilpasnings-tilskud vil sikkert blive mere udbredt i fremtiden.

Adfærdsregulerende afgifter

Rygning er skadeligt og det er de senere år mange steder blevet forbudt at udsætte andre for passiv rygning. Men det er ikke forbudt at ryge. Til gengæld er der høje afgifter på cigaretter og røgtobak, og man kan fastsætte afgiften så den finansierer behandling af KOL og lungekræft forårsaget af rygning. På denne måde kan afgiften altså gøres neutral. Rygere behøver ikke at stigmatiseres, de har blot valgt at leve livet farligt ligesom bjergbestigere, der betaler en højere forsikring end andre.

Derimod gav det meget debat om elitens moralisering da der blev lagt afgifter på sukkerholdigt sodavand og fedtstoffer i forsøg på at begrænse fedme-epidemi, især fordi andre end målgruppen blev økonomisk belastet. Fede mennesker hånes ofte, fordi mange mener at de fede ”selv er skyld i fedmen, mens vi andre skal betale for at de kan behandles”.

Problemet med de fleste afgifter er, at de er asociale; de vender den tunge ende nedad; de betyder mere i husstanden med lille indkomst end i husstanden med høj indkomst. Derfor skriver vi i forslag til Enhedslistens produktions- og erhvervsprogram: ”Enhedslisten vil arbejde på …- At der gives økonomisk kompensation til borgere med lave indkomster, hvis der indføres afgifter, der vender den tunge ende nedad.” Dermed ønsker vi at forhindre at EL igen går med til økonomisk ulighed, som da EL deltog i energiforliget med afgift på fjernvarme - fjernvarme bruges stort set lige meget af rig som fattig. Når man kompenserer folk med små indkomster, vil de i gennemsnit have råd til at forbruge lige meget af den afgiftsbelagte vare/tjeneste, men pga. ændring i de relative priser (substitutionsforholdet) vil de formentlig sammensætte deres forbrug med mindre af den dyre vare/tjeneste og mere af de andre varer/tjenester. Kompensationen vil give samme grad af frit forbrugsvalg for dem med de mindste indkomster, mens folk med høje indkomster vil opleve en begrænsning i deres samlede forbrug.

”Kompensationen kan finansieres af afgifterne, ligesom indtægterne fra disse kan anvendes til at finansiere alternativer f.eks. præmiering af miljøtiltag og anvendelse af alternativ energi.” Her kan man erindre den såkaldte betalingsring om København, som blev upopulær både fordi den vendte den tune ende nedad og fordi der ikke var udsigt til gode og billige alternativer.

Adfærdsregulerende tilskud

De sidste mange år har der lydt kritik af afbrænding af fast brændsel i brændeovne og pejse. For det første udledes små partikler, som går direkte i lungerne og rundt med blodet. Senest offentliggjorde Aarhus universitet en undersøgelse af luften i København, hvor brændeovne slet ikke er nødvendige, da der er fjernvarme. For det andet mener mange at afbrænding af træ ikke er CO2 neutralt pga. tidshorizonten og transporten af træ, samt tilvirkning af træpiller. For det tredje er afbrænding af enhver form for bioenergi – både 1. generation (træ og biofuel) og 2. generation (affald fra landbruget; majstoppe, køkkenaffald, etc.) et tyveri fra jorden, da humuslaget bliver stadig mindre og dermed mangler organisk materiale til fremtidigt dyrkning.

Men brændeovne og åbne pejse er en af danskernes ”hygge-elementer” og derfor er det ikke lykkedes at komme igennem med afgifter på afbrænding. Dertil skal siges at det heller ikke er helt enkelt at målrette afgiften, for hvad hvis folk køber træ hos trælasten eller (endnu værre) brænder bygningsaffald og mælkekartoner af? Der arbejdes på et måleudstyr i selve skorstenen, så man kan graduere afgiften mod de mest forurenende beboere, men man skal også forhindre at dem, der ikke har eller kan få adgang til fjernvarme, belastes. Som Klimarådet konstaterer i sin nye rapport er der ingen afgift på denne afbrænding, mens der er en meget høj afgift på el-forbrug f.eks. til el-ovne, også selvom de måtte bruge el fra vedvarende kilder som vind, sol og bølger.

Som delvist tiltag mod partikelforureningen åbnede Miljøstyrelsen for et par uger siden for en pulje til skrotning af gamle brændeovne. Det er jo dejligt for dem, som ikke bruger deres brændeovn og dem, som lige skulle til at skifte den gamle ud. Og derfor er spørgsmålet hvor meget mindre udledning af giftige partikler og forbedring af CO2-regnskab regeringen får for pengene?

Men tilskudsredskabet er godt nok, for tilskud på et fast kr. beløb betyder mere økonomisk lighed mellem borgerne. Og tilskud er noget husstanden selv vælger, det er ikke en påført tvang som afgifter er. Derfor er tilskud til den "gode adfærd" både spiseligt for venstrefløjen og den borgerlige fløj og det er brugt ved opsætning af solceller, etablering af varmepumper og rejsning af vindmøller. Men når det gælder de forurenende brændeovne, så ville det være bedre at give tilskuddet til helt at forsejle skorstenen. Bliver det dyrt? Måske på kort sigt, men statens vil spare udgifter i al fremtid på færre sygedage og mindre udgifter i sundhedssektoren.

Allokering af begrænsede ressourcer

CO2-kvoter og fiskekvoter er eksempler på politiske besluttede grænser for forbrug og fordeling af de begrænsede ressourcer til de mest omkostningseffektive. Salget af retten til at forurene med udledning af gasser og opsamle udrydningstruede fisk foregår ved en auktion, hvorved prisen indgår i den pågældende produktion og (formentlig) salgspris. Pt. virker CO2 kvoterne ikke efter hensigten, fordi der er for mange af dem og prisen derfor er alt for lav. Kvoterne for fiskeri har udviklet en koncentration i erhvervet, som kunne stoppes af Konkurrencestyrelsen, hvis der var politisk vilje til det, og desuden er der problemer med bifangst. Men ellers vil jeg fastholde at kvote-redskabet er godt. Når vi i Enhedslisten siger at antallet af svin skal halveres, forestiller jeg mig at redskabet skal være kvoter (som jeg skrev i bloggen om svin). Hvis man kan tælle, hvor mange svin en landmand sætter i verden, vil man oven i købet indbygge et dyrevelfærdsincitament. For hvis 25 % af de fødte svin dør før de når til slagteriet, som det sker i dag, bliver det dyrt i svinekvote. Hvis smågrisene omvendt får gode forhold, ikke tages fra soen så tidligt, osv., vil flere overleve og udløse indtægt ved salg.

Told og tekniske handelshindringer

I den internationale konkurrence mellem stater og multinationale selskaber bruger staterne importforbud og told til at regulere handlen til egen fordel.

Som rigt land med et meget stort økologisk fodaftryk bør Danmark vende politikken helt om. Vi bør begrænse vores import af råstoffer til dansk landbrug og industri med importtold og transportafgifter. Her vil halvering af svinene betyde et stop for import af soyaprotein fra sydamerika og dermed en kraftig reduktion af Damarks økolgoiske fodaftryk.

Danmark bør heller ikke presse på ”for at eksportere danske varer og tjenesteydelser til fattige lande. Vi finder at den nuværende sammenblanding af eksport og udviklingsbistand er en forfejlet udviklingsstrategi og mest er udtryk for dansk økonomisk imperialisme. Vi anerkender fattige landes behov for at beskytte deres produktion med importtold og tekniske handelshindringer samt at bruge toldindtægter til at opbygge velfærdsinstitutioner og infrastruktur.” (citaterne er igen fra forslaget til Enhedslistens produktions- og erhvervspolitiske program, som diskuteres i partiet og på offentlige møder i de kommende måneder)

Når vi importerer varer fra fattige lande, bør vi sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold samt beskyttelse af miljø og ressourcer; i stedet for at EU skal tjene på handlen, bør importtold-indtægterne gå tilbage og anvendes til fattigdoms- og miljøorienteret udviklingsbistand i fattige lande.

Min konklusion er, at der er meget stort potentiale i økonomiske redskaber i miljøpolitikken og at en stor del kan gennemføres sammen med borgerlige, som hylder nytteteori og omkostningseffektivitet - altså også dem, som kalder beskatning for tyveri, jf. Lasses omtale af sine medstuderende på polit-studiet.