Klimakrisen kræver så radikale løsninger, at de enten opfattes som utopiske eller skræmmer vælgere væk. Derfor spiller miljøspørgsmål ingen rolle i valgkampen, mener Hans Henrik Samuelsen, miljøaktivist og sekretariatsleder på PLAN 2B.
Selv om klimakrisen er så alvorlig, at andre politiske spørgsmål kan synes ligegyldige i sammenligning, har miljøspørgsmål kun opnået en meget perifer placering i valgkampen.
Årsagen er skyldes ifølge Hans Henrik Samuelsen, miljøaktivist og sekretariatsleder for miljøsamarbejdet mellem fagforeninger, miljøorganisationer og universitetsfolk i PLAN 2B, for det første at partierne ikke har politiske svar på de udfordring, vi står overfor, og for det andet at de er angste for at skubbe vælgere væk.
– Der er ingen politikere i Folketinget, der er i stand til at svare på, hvad de vil gøre ved klimaudfordringen. Alle partier har underlagt sig den herskende økonomiske logik– og de ved godt at en løsning af klimaspørgsmålet vil komme til at koste, siger han.
– Og selv om regeringen påstår, at den økonomiske krise er ved at være overstået, tør ingen spørge: Hvad kommer det til at få af konsekvenser for miljøet? siger han.
– Miljøspørgsmålet er helt fundamentalt og en løsning kræver, at man laver samfundet helt om. Politikerne er bange for, at man vil få halvdelen af befolkningen imod sig, hvis man begynder at tage de nødvendige skridt, siger han.
Hvilke temaer vil du gerne have frem?
– Hovedopgaven er at sikre en omstilling til et fossilfrit samfund. Den omstilling startede så småt allerede under Fogh-regeringen. Problemet er, at man ikke går radikalt nok til værks. Man tager kun fat i hjørner af problemet, siger Hans Henrik Samuelsen.
– Politikerne tror, at den grønne omstilling og miljøproblematikken kan klares ved at sætte vindmøller op. Men man diskuterer ikke hvordan man får skabt et energisystem, der er helt fossilfri. Vindmøller kan ikke udfase fossil energi, det kræver at man holder helt op med at hente olie og kul op af jorden, siger han.
– Det er i det hele taget en fejl, at man hele tiden fokuserer på CO2-udledningen frem for at se på olien, der bliver pumpet op. I stedet for at ville reducere CO2-udledningen med 40 procent inden for en årrække, skulle man i stedet sikre at der ikke pumpes mere olie op på en givet tidspunkt.
– Man snakker heller ikke om nødvendigheden af, at befolkningen skal nedsætte sit energiforbrug radikalt. - med op mod 90 procent for hver husstand. Man kan ikke nøjes med at bede folk om at udskifte elpærer eller lave gradvise energiforbedringer af boligerne. De energibesparelser, som fx sparepærer medfører, bliver jo ædt op, hvis man tænder fjernsynet og ser Netflix – her er energiforbruget meget større, ikke når man ser isoleret på ens eget hjem, men i hele systemet ind til fjernsynet, siger han.
Men er der trods alt ikke sket visse fremskridt under den nuværende regering?
– Jo, hvis man sammenligner med noget der er værre. Men vi taler altså om, at klimaforandringer har et tipping point. Hvis man når det punk, er det for sent – uanset om der er gået 20 eller 30 år. Derfor er beskedne målsætninger utilstrækkelige. For når målene er nået, er det for sent. Det er ikke nok at bremse udviklingen en smule, der skal laves en radikal omlægning.
Har miljøbevægelserne ikke et medansvar for at klimakampen ikke rejses som et politisk spørgsmål?
– Måske. Men medierne kunne også italesætte spørgsmålet, når politikerne ikke vil. Men journalisterne stiller ikke kritiske spørgsmål til miljøpolitikken. Og der sættes ikke personer ind med reel viden om problematikken, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96