Annonce

Bandekonflikt
26. marts 2013 - 21:15

Venstreradikale: Politiet har besat Nørrebro

Venstreradikale aktivister retter hård kritik mod politiets »belejring« af Nørrebro. Bandekonflikten får derimod SF og De Radikale til at kræve endnu mere politi i bydelen.   

Er politiet en del af løsningen eller en del af problemet på Nørrebro?

I lyset af den aktuelle bandekonflikt vil de fleste nok mene det første, men i virkeligheden er det sidste tilfældet.

Sådan lyder budskabet fra en gruppe aktivister med tilknytning til det antiautoritære kommunistiske netværk 'Københavner Kommunen', som i weekenden hængte en protestplakat op i bydelen for at vise deres modstand mod, hvad de opfatter som »belejringen« af Nørrebro.

Kritikken rettes specielt mod politiets tilstedeværelse i Folkets Park, hvor adskillige mandskabsvogne de seneste uger har været udstationeret for at holde øje med aktiviteterne i det brugerstyrede Folkets Hus, hvor folk med forbindelse til banden 'BGP Loyal To Familia' angiveligt har deres daglige gang.

»Politiets uvidende og klodsede fremfærd har stået på længe nok! Vi vil ikke længere være udsat for en de facto total kontrol og overvågning af vores offentlige rum! Vi vil ikke længere være Station Folkets Park! Denne fremmede ordensmagt må ikke få lov til at drive en kile imellem os beboere,« lyder opråbet på plakaten, som har overskriften »Stop belejringen af Folkets Park«.

(Læs indholdet af hele plakaten nederst).

Læs artiklen »Hverdags-kommunisme blomstrer i København« hos Modkraft.

Fokus på navngiven lokalbetjent

På plakaten beskyldes den almindelige betjent, der arbejder i bydelen, for ikke at forstå, at »sociale problemer er systemisk betinget«, ligesom ordensmagten ifølge aktivisterne mangler en grundlæggende forståelse af lokalmiljøet på Nørrebro.

»Uden hverken konkret viden om og forståelse for lokalmiljøet eller generelle indsigter i socioøkonomiske og strukturelle antagonismer i vores samfund som helhed braser ordensmagten som sædvanligt ind og forstyrrer den balance og solidaritet, som alle vi, der bor her, har opbygget gennem mange års tilpasning til omstændighederne og hinanden,« argumenterer aktivisterne.

Derudover sendes der verbale skud mod politiets beslutning om at sætte en »hyggelig lokalbetjent« ind på Nørrebro med det formål at »vinde vores hjerter og sind« med en »sympatisk maske«, som i virkeligheden »skjuler et ansigt af en helt anden karakter«.

En lignende kritik kunne i weekenden læses på væggene i og omkring den centrale Blågårdsgade på Indre Nørrebro.

Her var der malet slogans som »Fuck de danske politi svin« underskrevet med det kommunistiske symbol hammer og segl samt »All Cops Are Bastards – det gælder også dig panzer Marc« – hvilket er navnet på den lokalbetjent, som også kritiseres på plakaten.

Det er ikke første gang, at den ellers populære lokalbetjent er mål for anonym kritik fra den yderste venstrefløj – sidste sommer hængte en gruppe anarkister således et banner i samme gade med en lignende tekst.

Læs artiklen »Lokalbetjent hængt ud på Nørrebro« hos Modkraft.

Flere penge til bandepolitiet

Plakat- og graffitioffensiven mod politiet kommer samtidig med, at Rigspolitiet har afsat 10 millioner kroner ekstra til politiindsatsen overfor det bande- og rockermiljø, som blandt andet findes på Nørrebro.

Håbet er, at en massiv polititilstedeværelse kan være med til at stoppe den aktuelle konflikt mellem personer med forbindelse til de kriminelle grupperinger, som de seneste måneder har ført til adskillige skudepisoder, knivstikkerier, overfald og drab i Storkøbenhavn.

Læs artiklen »Politiet i hovedstaden får 10 millioner til bande-bekæmpelse« hos Politiken.

Konflikten har også ført til, at der er oprettet visitationszoner i regionen, som løbende er forlænget, så det er muligt for politiet, at lave visitationer af »mistænkelige personer« uden en konkret begrundelse. 

Samtidig er der kommet et øget kommunalt fokus på at skabe tryghed ved Blågårds Plads samt Folkets Hus og Folkets Park.  

Læs pressemeddelelsen »Forlængelse af perioden for visitationszone i Københavns Politikreds« hos Københavns Politi.

SF og R har en plan

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev (R) og SF's leder i København, sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, fremlagde i forrige uge en ambitiøs plan for at udvikle by- og erhvervslivet på Indre Nørrebro.

Udover investeringer i byfornyelse og støtte til iværksættere, så er en øget og permanent politi tilstedeværelse på Nørrebro på politikernes ønskeliste.  

»Vi vil med øjeblikkelig varsel indføre nultolerance over for skudsikre veste, våben og ulovlige stoffer både i Folkets hus og i Folkets Park, og vi foreslår, at Hotspot flyttes til lokaler i nærområdet, for at have et tryghedsskabende brohoved her. Politiet skal akut bruge særlig opmærksomhed på at holde bandeaktiviteter ude fra Folkets hus og Folkets park,« skriver den radikale Beskæftigelses- og integrationsborgmester på sin blog på Jyllands-Posten.

Hun foreslår sammen med Ninna Thomsen fra SF, at der oprettes en lokal politistation på Indre Nørrebro, at gadepoliti til fods bliver hverdag og vil i det hele taget at arbejde for, at »borgere og politi bliver bragt tættere på hinanden«.

»Der er behov for en mere permanent tilstedeværelse fra politiets side på Indre Nørrebro, hvor bandekonflikten er mest intensiv,« lyder budskabet.

Læs bloggen »Lad os tage Nørrebro tilbage!« hos Jyllands-Posten.

Læs artiklen »Totalrenoveret café i Folkets Hus genåbner« hos Modkraft.

Læs artiklen »Folkets Hus vil afspejle hele Nørrebro« hos Modkraft.

»Hash og guns« er problemet

Søndag uploadede Modkraft de venstreradikale aktivisters plakat på facebook og spurgte portalens læsere, hvad de mener om kritikken af politiets massive tilstedeværelse på Nørrebro.

Det har indtil videre resulteret i 58 kommentarer, hvoraf langt den overvejende del er negativt stemt overfor aktivisternes ønsker om at trække politiet ud af bydelen.

Flere kritiserer desuden aktivisternes akademiske tone, mens andre peger på, at bandekonflikten gør det nødvendigt ikke bare at acceptere, men også værdsætte politiets tilstedeværelse.

»At postulere, at tilstedeværelsen af politi er et problem, er en voldsom fejlanalyse, og i den konkrete situation en aktiv støtte til de kriminelle miljøer, som pt. spreder død og ødelæggelse omkring sig. Politiet er ikke en fremmed ordensmagt, men det bedste holdepunkt i en situation, hvor den organiserede kriminalitet har alt for gode forhold, og hvor alle gode kræfter burde bruges på at skabe jobs og uddannelse til alle, frem for at forbedre rammerne for denne kriminalitet,« skriver en læser i en kommentar, som har fået 35 likes.

En anden læser opfordrer til at udbrede et alternativt budskab: 

»Kunne de eventuelt lave en plakat mere, hvor der står: Hold så op med at fylde Folkets Park med hash & guns! - For så slipper vi andre for at have panserne rendende i tide og utide«.

Blandt kritikerne af plakaten og dens indhold er også brugere af og aktivister i Folkets Hus – som ligger i Folkets Park.

De skriver på Modkrafts facebook-side, at politiets tilstedeværelse i øjeblikket er med til at forhindre skyderier, og på den måde giver det beboerne ro til netop at engagere sig politisk og socialt.

– Politiet er massivt tilstede i hele København, og det kan vi ikke ændre på. Vi er et kommunalt ejet hus og mener, at den bedste medicin mod både bandekonflikten og den stemning af belejring, som vi godt kan genkende, er at skabe nogle gode rammer for, at borgerne kan mødes og begynder at snakke sammen, siger Katrine Willumsen fra husets pressegruppe til Modkraft. 

Besøg Modkrafts facebook-profil og deltag i debatten.

»Frygt kommer af propaganda«

Modkraft har mødt en af folkene bag den omdiskuterede plakat.

Han ønsker at være anonym, men fortæller, at han fastholder, at det er naivt at tro, at politiet kan løse den såkaldte »bandekrig«.

I stedet peger han på, at politiet forstærker konflikterne i bydelen.

– Politiet har en apartheid attitude, når de kun går efter mennesker, der er mørke i huden, og de vil aldrig kunne løse de dybere samfundsproblemer, som den aktuelle problemstilling er udtryk for, siger aktivisten til Modkraft.

Han beskriver sig selv som »andengenerationsmedlem af Københavner Kommunen« og siger, at han ikke føler sig forpligtet til at formulere et 'her-og-nu'-alternativ.

Men han så gerne, at en højere grad af selvorganisering blandt beboerne i området kunne gøre politiet overflødigt.

– Jeg har forståelse for, at Folkets Hus på grund af samarbejdet med kommunen ikke vil eller kan kritisere politiet. Men det ændrer ikke ved, at det er nødvendigt at belyse, at politiets attitude og forskelsbehandling er med til at skabe problemer, siger den anonyme aktivist.

Mange oplever, at politiets tilstedeværelse lægger en dæmper på en bandekonflikt, som har kostet flere mennesker livet – også på Nørrebro?

– I mine øjne er det politikernes og mediernes propaganda, som har gjort folk bange for deres naboer, og derfor også skabt behovet for sikkerhed og mere politi, lyder svaret.

Han fortæller, at hans gruppe nu overvejer at lave endnu en plakat, hvor deres points uddybes, ligesom de opfordrer til at også andre blander sig i debatten.   

Modkraft har flere gange forsøgt at få en kommentar til denne artikel fra Københavns Politi, men politiet har ikke svaret på vores henvendelser.

Læs teksten fra den omtalte plakat her:

Stop belejringen af Folkets Park!

Politiets tilstedeværelse på indre Nørrebro – og i Folkets Park i særdeleshed – har stået på længe nok. Uden hverken konkret viden om og forståelse for lokalmiljøet eller generelle indsigter i socioøkonomiske og strukturelle antagonismer i vores samfund som helhed braser ordensmagten som sædvanligt ind og forstyrrer den balance og solidaritet, som alle vi der bor her har opbygget gennem mange års tilpasning til omstændighederne og hinanden.

Denne del af København er ikke som de andre og slet ikke som nogen anden del af Danmark. Det omkringliggende samfunds normer og binære opdeling i rigtigt og forkert gælder ikke her.

Vi er mange, der lever i en situation, hvor vi blot forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, noget der tvinger os ud i situationer, der ikke strengt taget bør klassificeres indenfor den stringente borgerlige moralisme, der gør sig gældende andetsteds. Ikke noget gennemsnitspanseren forstår, selvom de nu kalder deres uddannelse for en professionsbachelor.

Den almindelige betjent, vi møder på gaden, kommer ikke fra København og har ikke den fornødne forståelse for, at sociale problemer er systemisk betingede. Han er sandsynligvis blevet opdraget til at tro, at folks problemer er deres egne, og at de der bryder loven gør det bevidst og med henblik på at blive dårlige samfundsborgere og ødelægge det for alle de andre.

Vi, der bor her, er bekendt med at dette er et falsum. Men betjenten handler ud fra denne overbevisning, og hans fremfærd får et arrogant og verdensfjern udtryk.

Ledelsen inde hos politiet er til gengæld yderst opmærksomme på denne problematik. Det er også derfor, de indsætter den hyggelige lokalbetjent, der har til formål at vise politiets sympatiske ansigt og vinde vores hjerter og sind. En sympatisk maske, der skjuler et ansigt af en helt anden karakter.

Politiets uvidende og klodsede fremfærd har stået på længe nok! Vi vil ikke længere være udsat for en de facto total kontrol og overvågning af vores offentlige rum! Vi vil ikke længere være Station Folkets Park! Denne fremmede ordensmagt må ikke få lov til at drive en kile imellem os beboere!

Derfor siger vi STOP BELEJRINGEN AF FOLKETS PARK og indre Nørrebro i øvrigt!

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce