Valget i Italien: Una storia italiana

Den kommende regering har sat sig som mål at gøre op med

såvel faglige som sociale landvindninger. Det betyder blandt andet

privatisering af store dele af

sundhedssektoren og afskaffelse af formuebeskatningen. En aggressiv

ny-liberalisme, som kombineres med

Berlusconis populistiske løfter om sænkning af skatten, forhøjelse af

style="mso-spacerun: yes">

pensionerne, drastiske foranstaltninger ”mod kriminaliteten” i byerne, skabelse

”af mindst 300.000 nye arbejdspladser i

det første regeringsår”, etc.

Berlusconis Forza Italia er helt fri for de sociale og

politiske bindninger til den traditionelle italienske arbejderklasse, som den

forhenværende centrum-venstrekoalition under ledelse af det

style="mso-spacerun: yes">

”Venstredemokratiske Parti” – PDS (flertallet af det tidligere kommunistparti PCI ) trods alt har været afhængig

af. Derfor vil Berlusconi-regeringens kommende ny-liberalistiske kurs bedre

kunne slå igennem overfor deres vælgerbasis end den tidligere regering

formåede.

”CASA delle Libertá”

Indenfor højrefløjen

er styrkeforholdet klart til fordel for milliardæren Silvio Berlusconis

pr-lignende platform Forza Italia. De fik næsten 30 procent af stemmerne mod

20 procent ved sidste valg i 1996. Berlusconis alliancepartner gik derimod kraftigt

tilbage: Det postfascistiske Alleanza Nazionale, gik i forhold til sidste valg

tilbage med 4 procent og opnåede denne gang knap 11 procent. Umberto Bossis racistiske

style="mso-spacerun: yes">

separatistbevægelse Lega Nord styrtdykkede

fra 10 procent til 4 procent. Det kristlig-demokratiske parti blev endnu engang

halveret fra 6 til

style="mso-spacerun: yes">

3 procent.

En forventet regeringskoalition vil dermed være altdomineret

af Berlusconi-fløjen. Det er endnu usikkert, om det vil lykkes at danne en

regering udenom ”usikkerhedsfaktoren” Umberto Bossi.

”L´ulivio”

Centrum-venstrekoalitionen, den såkaldte Oliventræ-alliance

(en italiensk udgave af den hjemlige nyliberalistiske regeringskoalition

mellem socialdemokratiet og de radikale), var præget af

style="mso-spacerun: yes">

politiske splittelser og bureaukratisk

ubevæglighed. Alliancens topkanditat Francescos Rutellis fire midterpartier –

den såkaldte ”Margarit-liste” fik

overraskende 15 procent af stemmerne, mens socialdemokraterne PDS gik ned med

5 procent til kun 16 procent af

stemmerne.

Dertil kommer en del marginale støttepartier som Det grønne

parti og et lille højresocialistisk parti (SDI), som har sluttet sig sammen i ”Solblomst-listen” (Il Girasole), samt

”Partiet for de italienske kommunister” – PDCI (en slags italiensk KPiD).

Udenfor blokkene er de to største partier

style="mso-spacerun: yes">

Rifondazione Communista (en slags italiensk

Enhedslisten) med omkring 5 procent af

stemmerne, og en anti-korruptionsliste omkring den kendte anti-mafia-dommer

Antonio Di Pietro med 4 procent af stemmerne. De fungerer som parlamentariske støttepartier for oliventræ-alliancen.

Ifølge flere politiske kommentarer i italienske medier har

en større del af den italienske befolkning ikke stemt for Berlusconi, men

snarere imod Oliventræ-regeringens bureaukratiske uduelighed til at

style="mso-spacerun: yes">

realisere nogen som helst af deres

reformløfter ....

Kilde: Den parti-uafhængige venstrefløjsdagsavis

style="mso-spacerun: yes">

IL MANIFESTO

href="http://www.ilmanifesto.it/oggi/" target="_blank">http://www.ilmanifesto.it/oggi/

Skrevet af folk fra Autonomi-Kollektivet