Trans- og menneskerettighedsaktivisten Fernanda Milán fra Guatemala står til udvisning af Danmark mandag. En forsker mener, at Fernanda Milán risikerer forfølgelse og i værste fald døden i sit hjemland.
Hvis de danske myndigheder som planlagt udviser trans- og menneskerettighedsaktivisten Fernanda Milán mandag den 17. september til Guatemala, så kan det meget vel koste hende livet.
Sådan lyder advarslen fra seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
»På grund af sin kønsidentitet og politiske aktivisme risikerer hun forfølgelse, overgreb og i værste fald livet, hvis hun udvises til Guatemala,« skriver Ninna Nyberg Sørensen i en analyse af den opsigtsvækkende udvisningssag.
Hun slår fast, at mindst 30 transpersoner i årene 2009-2010 er meldt dræbt eller ’forsvundet’ af lokale NGO’er i det latinamerikanske land.
Ninna Nyberg Sørensen konkluderer på baggrund heraf og det faktum, at Milán er kendt som aktivist i Guatemala, at det »langt fra sikkert er at sende hende tilbage til landet«.
Læs hele Ninna Nyberg Sørensens analyse hos DIIS.
En historie om svigt
Fernanda Miláns historie blev kendt i medierne, da hun for en måneds tid siden stod frem i dagbladet Politiken og fortalte historien om misbrug og overfald på det asylcenter, hvor hun var indkvarteret.
Trans- og menneskerettighedsaktivisten fortalte også om ligegyldighed fra Røde Kors’ og andre myndigheders side, om hendes flugt fra centeret til hendes nuværende situation, hvor hun nu står til udvisning af landet mandag.
Læs artiklen »Fernanda skal sendes hjem til et land, hvor de slår transkønnede ihjel« hos Politiken.
Læs historien om Fernanda Milán hos Politiken.
Læs også kommentaren »Stolthed – over hvad?« hos QueerKraft.
Den nyligt oprettede støttegruppe T-Refugee Project, der har involveret sig i Fernanda Miláns sag, mener, at Flygtningenævnet har lavet en gang venstrehåndsarbejde i sagen.
– Det virker fuldstændig tydeligt for os, at Flygtningenævnet ikke har gjort deres arbejde godt nok i den her sag. Afslaget er blevet givet, uden at alle relevante oplysninger reelt er taget med i afgørelsen, og det må naturligvis ikke forekomme i en retsstat, siger Emil Cronjäger fra T-Refugee Project.
Han opfordrer derfor justitsminister Morten Bødskov (S) til at gå ind i sagen og omstøde Flygtningenævnets afgørelse.
T-Refugee Project har tidligere arrangeret demonstrationer til støtte for Fernanda Milán og gennemførte senest en demonstration lørdag.
Interesserede opfordres til at holde sig opdateret på T-Refugee Projects hjemmeside og facebookgruppe.
Læs mere om T-Refugee Project på Facebook.
Besøg T-Refugee Projects hjemmeside her.
Fernanda Miláns sag er desuden et forfærdeligt eksempel på, hvilke problemer transpersoner står over for, når de søger asyl.
Det mener organisationen LGBT Danmark.
Milán blev for eksempel indkvarteret på asylcenter Sandholms mandeafdeling, da hendes kønsstatus ikke er ændret i hendes officielle papirer.
En fejlagtig placering, der resulterede i misbrug og overfald, og en procedure, der efterfølgende fastholdtes af Røde Kors’ asylchef Anne La Cour.
Dette vidner ifølge LGBT Danmark, der blandt andet rådgiver asylsøgende transpersoner, om et fundamentalt problem i det danske asylsystem
– LGBT Danmark tager på det kraftigste afstand fra, at transpersoner på denne måde bliver ofre for manglende viden og for ubetænksomhed, som har meget vidtrækkende konsekvenser for den enkelte transkønnedes liv, udtaler Søren Laursen, retspolitisk talsperson for LGBT Danmark på organisationens hjemmeside.
– Det er et strukturelt problem, som må angribes politisk, siger Søren Laursen, og uddyber:
– Vi har en samfundsmæssig forpligtelse til at tage vare på hinanden, og den forpligtelse er ikke opfyldt af en avisartikel i ny og næ. Det er nødvendigt at knæsætte transpersoners rettigheder og sikre muligheden for en håndhævelse af disse.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96