Udryddelse på tre måder: Poetiske folkemord

- Som jeg betragtede stjernerne, blev jeg draget af vigtigheden af vand. Det er som om, vandet kommer fra det ydre rum, og at livet blev bragt til jorden af kometerne, der formede havene.

Sådan lyder det indledningsvist fra den chilenske instruktør Patricio Guzman i Perlemorsknappen.

Men selvom citatet måske tyder på, at filmen handler om jordens skabelse, viser det sig, at den faktisk fortæller historien om nogle virkelighedsnære og gruopvækkende begivenheder i Chiles historie.

Med smukke panoreringer og billeder af havet ved Chiles sydlige vestkyst og stjerneformationer i det ydre rum, får vi en længere poetisk behandling af havets betydning for de oprindelige folk, der padlede rundt mellem øerne i Patagonien og dykkede efter skaldyr.

Derefter begynder beretningen om et folkemord på de oprindelige folk. 

Nedslagtning

Det er blandt andet er interviews med nogle af de kun 20 direkte efterkommere af de oprindelige folk, der er med til at udfolde fortællingen om, hvordan de blev fordrevet og nedslagtet af nybyggere fra hovedsageligt Wales, Skotland og England i slutningen af 1800-tallet.

Guzman fortæller, hvordan nybyggerne nu omdannede landskabet til kvægbrug, og forhindrede Patagoniens oprindelige folk i at padle rundt mellem øerne. Til sidst gik der forretning og sport i at jage stammerne og sælge deres kropsdele.

Nybyggerne stod på den måde for både at udrydde Patagoniens natur og dets folk, som troede, at de blev til en stjerne på himlen, når de døde.

I filmen sikrer de medvirkende efterkommere en del af den sproglige, men næsten udryddede arv, ved at gentage en række ord, som Guzman beder dem om at oversætte til deres oprindelige sprog.

Perlemorsknappen er dog ikke kun fortællingen om udryddelsen for over hundrede år siden.  Med historien om to perlemorsknapper drager Guzman en parallel til Pinochets udryddelse af politiske modstandere og fanger efter militærkuppet i 1973.

Havet er en kirkegård

Vi møder overlevende politiske fanger, men får også beskrevet torturmetoder og mord i detaljer. Blandt andet, hvordan hundreder af fanger blev dumpet fra helikoptere i det selv samme hav, som de oprindelige folk padlede rundt i.

Havet, der engang gav liv, bliver omdannet til en kirkegård.

Med konstruerede billeder fra en fremmed planet med flere måner, ser vi to personer, der padler i kano i fred med naturen. Guzman  fortæller om sit håb om, at der måske et sted ude i rummet er plads til dem.

I Perlemorsknappen behandles temaet om udryddelse på mindre skala end i filmene Intet bliver som før og Racing Extinction. Guzmans film er patosfyldt som Naomi Klein.

Læs Modkraft-anmeldelsen »Udryddelse på tre måder: Naomi Kleins patosramte vision«

Læs Modkraft-anmeldelsen »Udryddelse på tre måder: Kan vi selv forhindre masseudryddelse?«

Han er dog mere afdæmpet. Så i forhold til de to andre film, kræver det tålmodighed at lade sig rive med hans fragmenterede fortælling og poetiske voiceover.

Perlemorsknappen vandt en Sølvbjørn på dette års Berlinale og var et højdepunkt på netop overståede CPH:DOX. Den har heldigvis dansk biografpremiere 19. november.