Modkraft bringer her en anmeldelse af den første af tre film, der på hver sin måde handler om det samme: Udryddelse. I ’Intet bliver som før’ bruger Naomi Klein og Awi Lewis patos for at aktivere seerens forargelse over vores hovedløse udnyttelse af jordens ressourcer.
I dokumentarfilmen Intet bliver som før bruger Naomi Klein og Awi Lewis patos for at aktivere seerens forargelse over vores hovedløse udnyttelse af jordens ressourcer. Her møder vi personer med nær tilknytning til naturområder rundt omkring i verden, som er ved eller risikerer at blive udslettede.
Vi bliver taget med til de gigantiske udgravninger efter det olieholdige tjæresand i Canada, hvor arbejdere uden tilknytning til landområdet får gode penge for at arbejde for store olieselskaber for at udrydde naturskønne områder.
Og ligesom det blandt andet er tilfældet i filmens andre case-historier fra Indien og Grækenland, kæmper landenes oprindelige folk imod, hvad enten det drejer sig om tjæresand, kulkraft eller udvinding af guld. For projekterne truer ikke kun naturen, men også de oprindelige folk, der lever i den.
Myndighedernes svar er blandt andet fængslinger, tåregas og drab.
Filmen lever på de stærke case-historier og gør alt for at vække seerens forargelse.
Det betyder også, at filmens gennemgående præmis om, at kapitalismen er roden til den hovedløse udnyttelse af jordens ressourcer og udslettelsen af naturområder ikke bliver udfordret.
Til gengæld understøttes den af Naomi Kleins patosfyldte slogan om, at den globale opvarmning ikke kun er en krise, men også den bedste chance, vi nogensinde for at skabe en bedre verden.
Naomi Klein håber nemlig på en global massemobilisering verden over i kampen mod kapitalismen, som hun ser som den indiskutable rod til klimaforandringerne.
Hun har sagt, at hun længe har været skræmt af den meget komplekse, videnskabelige diskussion af klimaforandringerne.
Filmen er et godt bud på det modsatte. Det gør filmen meget sort-hvid og følelsesdrevet, men på en måde også befriende ikke-intellektuel.
Det betyder dog også, at filmen ikke er mere end et partsindlæg i klimadebatten.
Desuden lader den globale massemobilisering vist vente på sig...
Intet bliver som før. Instruktion: Naomi Klein og Awi Lewis. Filmen kan ses ved en række ekstravisninger på CPH:DOX og i Øst For Paradis i Aarhus.
Anmeldelsen er den først af tre, der behandler temaet udryddelse af mennesker og natur.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96