Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
CPH:DOX
19. november 2015 - 11:58

Udryddelse på tre måder: Kan vi selv forhindre masseudryddelse?

Instruktøren Louie Psihoyos opfordrer os i sin film Racing Extinction til at ændre adfærd for at redde den massive udryddelse af dyr og planter, vi selv forårsager.  Anmeldelse af den anden af tre film, der på hver sin måde handler om det samme: Udryddelse.

Start med at ændre en enkelt ting i din egen tilværelse, som påvirker kloden negativt, lyder opfordringen i Oscar-vinderen Louie Psihoyos’ dokumentar Racing Extinction.

For vores måde at leve på har de sidste 50 år resulteret i masseudryddelse af dyrearter verden over.

Vi er i nemlig i fuld gang med en ny masseudryddelse på kloden – den sjette af sin art. Sidste gang ramte en meteor jorden og udslettede blandt andet dinosaurerne. Endnu tidligere har istid eller enorme vulkanudbrud været katastrofale for klodens plante- og dyrearter.

Men denne gang er vi selv årsagen til, at alverdens dyrearter bliver udryddet tusinder af gange hurtigere, end det var tilfældet, før vi for alvor blandt andet begyndte at rydde regnskovene og øge CO2-udledningen på grund af vores kødforbrug.

Lyssky handel med hajfinder

Louie Psihoyos instruerede The Cove, der med actionfyldte skjult kamera afslørede brutale delfindrab i Japan. I Racing Extinction bruger han igen skjult kamera til at afsløre, hvordan kinesernes forbrug af hajfinder har resulteret i illegalt fiskeri og lyssky handel, der truer flere hajarter.

Men Psihoyos agerer også en form for visual-aktivist i filmen ved at projicere billeder af både truede og uddøde dyrearter og animationer med fakta om udryddelsen op på blandt andet FN-bygningen og Empire State-bygningen i New York.

Billeder siger nemlig nogle gange mere end ord.

På den måde forsøger Louie Psihoyos ligesom Naomi Klein i Intet bliver som før at appellere til vores følelser. Men hvor Klein ønsker at mobilisere en kapitalismekritisk massebevægelse, vil Psihoyos inspirere os til at ændre adfærd.

Læs Modkraft-anmeldelsen »Udryddelse på tre måder: Naomi Kleins patosramte vision«

Vi bliver forargede over jagten på hajfinner og gælleblade fra kæmpestore rokker, over vores enorme kødforbrug, der har resulteret i en kvægindustri, der udleder flere drivhusgasser end transportsektoren og bidrager til den globale opvarmning. Og vi bliver rørte over lydoptagelser af en han-fugl, der kalder på en mage, der ikke findes. Den er nemlig den sidste af sin art.

Effektiv og forvirrende

Filmen appellerer effektivt, men det bliver også et forvirrende bombardement af optagelser og historier.

Og når fanden i den grad males på væggen, virker det som en noget tam konklusion, at verden kan reddes, hvis vi for eksempel bare alle beslutter os for at skære kraftigt ned på kødforbruget.

På den måde står Naomi Kleins og Louie Psihoyos’ film for to klassiske standpunkter i klimadebatten.

For hvor Naomi Klein kun ser et globalt opgør med kapitalismen som løsning på den globale opvarmning, håber Louie Psihoyos, at adfærdsændringer kan redde kloden – eller i hvert fald en masse dyre- og planteliv.

Dokumentarfilmen Racing Extinction har verdenspremiere på Discovery Channel den 2. september.
Instruktion: Louie Psihoyos

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce