George Orwell er bredt accepteret som en af 1900-tallets mest betydningsfulde engelsksprogede forfattere.

I dag er han mest kendt for sine politiske romaner, Animal Farm (1945) og Nineteen-Eighty-Four (1949). De berømmede romaner er uovertrufne i deres formidling og kritik af komplekse magtstrukturer og socialpolitiske mekanismer. Ingen moderne borger bør lade dem være ulæst!

De to klassikere er uden tvivl som en slags Orwell Greatest Hits; de trækker både grådigt og mesterligt på både hans personlige liv og tidligere forfatterskab. Men netop derfor overskygger de desværre også hovedparten af hans produktion.

Faktisk vil jeg mene, at hans bedste arbejde er gemt i bagkataloget. I arbejdet som samfundsrevser, journalist og essayist.

Det er derfor dér, vi skal finde vores tre guldkorn eller lektioner. I det øvrige forfatterskab får man nemlig et langt stærkere indtryk af Orwell himself – en vittig, samvittighedsfuld intellektuel med en helt utrolig rygrad. Noget som han i den grad fik brug for og er blevet kendt på. 

Hele livet igennem havde Orwell et talent for ikke at høre til nogetsteds, at være kontrær og en rebel. Orwell var dog altid dybt bevidst om sin selvfølelse, sine principper og sit motiv.

Selvom han aldrig for alvor slog sig ned, var han altså aldrig rodløs. Mere end selve hans kunstfærdighed, er det er styrken i de alment humanistiske rødder, hans forfatterskab spirede frem af, og som han aldrig veg fra, der har skabt så stor respekt omkring ham.

Orwell var nemlig ingen stor stilist.  I stedet er det utrætteligheden i hans kamp mod ufrihed, uretfærdighed og uvidenhed, som har skaffet ham beundrere på tværs af den blokpolitik, han selv var så mistroisk overfor.

Hans force var frem for alt ærligheden, klarheden i tanke såvel som i selve skriften. Orwell var selv bevidst om dette og bemærkede selv, at et af hans personlige hovedaktiver som forfatter var evnen til at konfrontere ’unpleasant facts’.

Her følger en værktøjskasse med tre almennyttige guldkorn eller lektioner fra Orwells samlede forfatterskab, som alle uanset politisk observans kan tage til sig i forsøget på at konfrontere deres egen andel af verdens ubehageligheder, bare lidt bedre end før.

1. Personligt mod

If you had asked me why I had joined the militia I should have answered: ‘To fight against Fascism,’ and if you had asked me what I was fighting for, I should have answered: ‘Common decency.’  (Homage to Catalonia, 1938)

Som beskrevet ovenfor er noget af det mest beundringsværdige ved George Orwell ganske enkelt hans personlige mod til at agerer på sine holdninger – tror man på noget, må man tage konsekvensen af det.

Orwell var egenligt fra den øvre middelklasse, men havde fra barnsben en naturlig aversion mod uretfærdighed og ulighed. Han var dog samtidig meget bevidst om det begrænsede  socialpotitiske udsyn, hans gode økonomiske vilkår og medfødte intelektualitet gav ham.

Orwell tog det derfor som et personligt projekt at frasige sig sine privilegier og på gennemgribende vis på egen krop undersøge, hvordan de fattige og undertrykte levede.

Han kravlede på knæ flere kilometer under jorden for at dokumentere arbejderklassens forhold i den engelske kulindustri (Road to Wigan Pier, ’37), levede som forhultlet landstryger (Down and Out in Paris and London, ’33) og drog til Spanien for at kæmpe mod Francos facister i Den Spanske Borgerkrig (Homage to Catalonia, ’38).

Nogle hævder, at alt dette var en slags publicity stunt, men jeg er tilbøjelig til at være ligeglad. Hvis du er villig til at sulte og blive skudt efter for at kunne skrive nogenlunde sandfærdigt om noget, der optager dig, kan jeg godt leve med, at du tager dig betalt for det. Jeg tænker, vi alle sammen kan blive bedre til at afsøge, hvad der rummer værdi for os og til at stræbe efter at nå det.      

2. Glæden ved det almindelige

At any rate, spring is here, even in London, and they can't stop you enjoying it. This is a satisfying reflection. How many a time have I stood watching the toads mating, or a pair of hares having a boxing match in the young corn, and thought of all the important persons who would stop me enjoying this if they could. But luckily they can't. So long as you are not actually ill, hungry, frightened or immured in a prison or a holiday camp, spring is still spring. The atom bombs are piling up in the factories, the police are prowling through the cities, the lies are streaming from the loudspeakers, but the earth is still going round the sun, and neither the dictators nor the bureaucrats, deeply as they disapprove of the process, are able to prevent it. (Some Thoughts on the Common Toad, 1946)

Noget af det, jeg selv finder mest sympatisk ved George Orwell, er hans glæde ved det tilsyneladende almindelige og hverdagsagtige.

Det er velsagtens fordi, tænker jeg, at det hænger sammen med en konkretisering af hans humanisme – idéen om at mennesket i sig selv er i centrum og har en iboende værdighed.

Det er ikke svært at se, hvordan den alment humanistiske overbevisning kommer til udtryk hos Orwell på det store plan, nemlig i hans socialisme og i arbejdet som kritisk intellektuel. Men livet handler om mere end storladne åndsaktiviter.  

Javist, der er meget ondt i verden og i mennesket – det tror jeg, Orwell ved bedre end noget med det, han har set og skrevet.

Men der er også noget godt! Og på trods af vi i dag husker Orwell for hans dystopier og advarsler, var han ikke sen til at gøre opmærksom på dette også.

Han elskede øl, husmandskost og har skrevet en nøjsommelig og dybt alvorlig artikel om, hvordan man laver den perfekte kop te.

Ud over det rent sympatiske ved dette, synes jeg også, det rummer en interessant pointe om ham som socialistisk tænker. Det, at vi i udgangspunktet kan blive enige om, at folk deles på en ordentlig måde om samfundets goder, må vel også betyde, at vi er enige om, at goderne er der.

Livet behandles a priori som noget, der skal nydes og er rart; det er derfor, vi kan tillade os at blive vrede, når magthavere opfører sig forkasteligt.  

George Orwell skrev i nogle år for den venstreorienterede avis Tribune og nedladede sig engang imellem til at skrive om ting ikke direkte relateret til politik, hvilket han høstede kritik for, især under krigen.

Overstående citat er faktisk et protestskrift; ikke kun til de sammenbidte aktivister der ikke kunne tage bukser på uden at jamre om klassekampen, men også til undertrykkerne. Hvert forår bliver verden født på ny og det gamle må dø og forsvinde. Alting er en cyklus; selve verden reagerer trodsigt imod enhver, der i hovmod tror, at han kan erklære sig selv endegyldigt herrer over noget som helst!

Derfor mente Orwell også, at udover at kritisere eventuelle despoter, skulle vi også i øvrigt huske at leve vores liv på en måde, de ville hade, leve lidt løssluppent og ikke blive for stramme i betrækket.           

3. Uvidenhed er den største fare

 […] one ought to recognise that the present political chaos is connected with the decay of language, and that one can probably bring about some improvement by starting at the verbal end. (Politics and the English Language, 1946)

Det er med vilje, at jeg gemt George Orwells evergreen om anti-totalitarisme til sidst, for kritik af masseovervågning og Big Brother-sammenligninger er i dag blevet allemandseje.

I stedet for at udkaste flosker om det alle enige om, vil jeg gå mere pragmatisk til værks. I klassikeren Ninetten-Eighty-Four er et af Partiets mest nedrige projekter uden tvivl det særlige sprog, de arbejder på at indfase, nemlig Newspeak.

Det ord er også blevet mere og mere kendt i den offentlige debat, efterhånden som folk beskylder hinanden for at bruge det og dermed drager forbindelser mellem deres modstander og den onde Big Brother-figur.

Idéen bag Newspeak er den, at ord, som ikke passer ind i den politiske agenda, skal ophøre med at findes gennem politiske indgreb. Dermed vil folk til sidst glemme, hvad ordene dækkede over og kan til sidst ikke gøre sig begreb om rebelske koncepter som viden, frihed og lyst.

De placeres dermed i en situation, hvor det er umuligt for dem at gøre oprør, fordi de ikke kan tænke sig derhen. Uklarhed fører på sigt til mindre viden.

Denne skræmmende tanke stammer nok til dels fra Orwells arbejde som journalist og som observator af kommunismens propaganda. Derfor slog han også til lyd for en særligt nøgtern måde at skrive på.

Det var hans holdning, at den, der er unødigt dekorativ i sit forsøg på at kommunikere noget i politisk øjemed  – taler fanden et øre af, grundlæggende er en charlatan med noget at skjule. Derfor opfandt han en række simple regler alle kunne følge for at kæmpe mod uklarhed i sproget:

1. Never use a metaphor, simile, or other figure of speech which you are used to seeing in print.
2. Never use a long word where a short one will do.
3. If it is possible to cut a word out, always cut it out.
4. Never use the passive where you can use the active.
5. Never use a foreign phrase, a scientific word, or a jargon word if you can think of an everyday English equivalent.
6. Break any of these rules sooner than say anything outright barbarous.

Selvom det er vidtgående, er det svært ikke at se en form for sund kerne i forsøget på at gøre sproget og tilværelsen klarere.

Det er også, som vi her har set, meget typisk Orwell’sk. For mange er Orwell forbundet med noget dystert, koldt og uønskeligt. Jeg håber dog, at denne indføring har givet folk lyst til at undersøge Orwell i et andet lys, nemlig som en mand der kæmpede for det, som han troede på, og som var mindst lige så opmærksom på menneskehedens gode sider som på dens dårlige.  

Bibliotekets note: Se også Modkraft Bibliotekets linksamling »Venstrefløjens George Orwell«.