Annonce

Retssag
29. juni 2016 - 17:21

Tidligere løjtnant skal betale en halv milliard i erstatning for mordet på Victor Jara

En tidligere løjtnant i den chilenske hær er kendt skyldig i tortur og mord på den verdensberømte chilenske sanger Victor Jara.

Otte nævninge ved den føderale domstol i Orlando i Florida har dømt den 67-årige tidligere løjtnant i den chilenske hær Pedro Pablo Barrientos skyldig i tortur og mord på den verdensberømte chilenske sanger Victor Jara.

Samtidig blev Barrientos dømt til at betale 68 millioner dollars (457 millioner kroner) i erstatning til Jaras enke Joan Turner Jara og deres to døtre.

Mordet på Victor Jara skete på det chilenske nationalstadion den 15. september 1973, og liget blev fundet med snesevis af skudsår uden for en kirkegård i nærheden af Chiles hovedstad Santiago dagen efter.

Læs artiklen »Mistænkt for mordet på »Chiles Bob Dylan« skal for retten« hos Modkraft

Læs artiklen »Det er den pistol, jeg dræbte Victor Jara med« hos Modkraft

Flygtede fra straf

I 1989 flygtede Barrientos til USA og fik statsborgerskab ved at gifte sig med en statsborger i staterne. Dermed undgik han retsopgøret efter diktator Augusto Pinochets fald i 1989.

Pedro Pablo Barrientos blev i 2012 tiltalt for mordet ved en retsinstans i Chile sammen med otte andre tidligere officerer i den chilenske hær.

Ved den efterfølgende retssag blev han udpeget som den skyldige i mordet af de øvrige tiltalte.

Da USA ikke udleverer sine statsborgere til retsforfølgelse i andre lande, anlagde menneskeretsorganisationen Center for Justice and Accountability (CJA) i 2013 en civil retssag som startede den 13. juni 2016 i den føderale bygning i Orlando.

Retssagen er nu afsluttet med en erstatningsdom tæt på en halv milliarder danske kroner.

Håb om udlevering til Chile

Med dommen håber CJA, at vejen er banet for udlevering af Barrientos til Chile, fordi han løj om sine forbrydelser, da han ansøgte om at blive statsborger i USA.

- Det er et skridt på vejen mod retfærdighed for vore klienter og for Victor, men også for de mange andre familier, der mistede nogen på Chile Nationalstadion for så mange år siden, sagde juridisk direktør Kathy Roberts hos CJA efter dommen.

- Vi håber, at processen vil fortsætte i Chile, og vi håber, at USA vil udlevere Barrientos til retfærdig straf i det land, hvor han begik disse forbrydelser. 

Læs artiklen »Florida Jury Finds Former Chilean Officer Liable in ’73 Killing« hos New York Times

Se trailer for den kommende dokumentarfilm »The Resurrection of Victor Jara«

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce