I desperation over Danmarks manglende anerkendelse af syriske flygtninges ret til beskyttelse, søgte 30 syriske flygtninge onsdag asyl på Sveriges ambassade i København.
30 syriske flygtninge fra asyllejrene Sigerslev, Sandholm, Avnstrup, Jelling og Holmegaard søgte onsdag asyl på den svenske ambassade i København.
Dette skete i protest mod de danske udlændingemyndigheder, der modsat andre EU-lande ikke anerkender flygtningenes behov for beskyttelse på grund af borgerkrigen i Syrien
Syrerne slog telte op foran den svenske ambassade og holdt et improviseret pressemøde, hvor de fortalte om deres situation.
– Vi kræver, at syrere og alle andre på flugt anerkendes som flygtninge, betingelsesløst og uafhængigt af hvor i Europa, vi er. Derfor søger vi nu asyl i Sverige, fortæller talspersonen for de syriske kurdere, Abu Amin.
Læs artiklen »Desillusionerede syrere kritiserede Danmark og søgte asyl i Sverige« hos Politiken.
Grunden til, at aktionen foregik ved Sveriges ambassade, er, at i Sverige får flygtninge fra Syrien lige nu tre års midlertidigt ophold.
I Danmark behandles sagerne som hidtil, på trods af den voldelige konflikt i det mellemøstlige land, og EU-regler forhindre dem i at søge om asyl andre steder, hvis de først har gjort det i et land.
Læs artiklen »Krav om dansk asyl til flygtninge fra Syrien« hos Berlingske.

Syrere, der får afslag i Danmark, kan altså ikke rejse tilbage til Syrien på grund af borgerkrigen, men har heller ikke har ret til ophold i Danmark.
Resultatet er en voksende gruppe afviste asylansøgere, der må vente i danske asylcentre på ubestemt tid.
Kun hvis de samarbejder om at planlægge deres udvisning, kan de få lov at bosætte sig udenfor centrene midlertidigt.
Et krav, syrerne afviser.
– Vi gør det (laver aktionen, red.), fordi vi ikke anerkender den danske stats måde at behandle os på, og fordi vi ikke anerkender Dublin 2-bekendtgørelsen, som binder os til det land, hvor vi først møder statslige myndigheder. Vores krav er ophold i Europa, så længe vi har brug for det, og så længe vi ønsker at være her, siger Abu Amin.
Se video fra aktionen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96