Billedkunstneren Jeppe Hein udstiller i Wolfburg værker, der peger på terapi, mindfuldness og yoga som udveje fra dystopiske oplevelser.
For fem år siden udbrændte kunstneren Jeppe Hein mentalt og fysisk. Stress overvandt ham. Han troede, som så mange andre i dagens rigide performancesamfund, at berømmelse og anerkendelse var lig med kærlighed. Det var en fejl.
Kærligheden er en forøgelse af vores glæde, der udspringer af, at vi føler os styrket på grund af dens forbundenhed med livet. Med andre. Kærligheden er altså noget ydre, hvilket vil sige, at selvkærlighed er absurd. Hermed ikke sagt, at man ikke bør tage vare på sig selv, men det sker kun i kraft af ens åbenhed overfor det, som ikke er en selv.
I forbindelse med sin udbrændthed påbegyndte Hein en spirituel erkendelsesproces, hvor han gradvist accepterede, at alt er forbundet. Han indså, at han var en del af noget større end hans eget ego.
Nu er Hein tilbage på kunstscenen med fuld styrke. Af samme grund er det oplagt at spørge: Hvilken betydning har det for en kunstners værk, at han har været igennem flere års psykoterapi? Hvilken betydning har det, at han er blevet spirituel?
Svarene kan man finde i udstillingen This Way, der lige nu fylder hele Kunstmuseum Wolfsburg i Tyskland.
Den chilenske forfatter Roberto Bolaño sagde engang, at kunst for ham er et spørgsmål om overlevelse. Lev eller dø. Kunsten skal revolutionere og ændre livet. Kunsten skal genopfinde kærligheden, »gøre livet til et kunstværk,« sagde han.
På en indirekte måde gælder dette også for den mere modne Hein. Dog er han også en privilegeret kunstner – i hvert fald sociologisk og økonomisk set.
Hein er dansk, kaukasisk og heteroseksuel; det vil sige, han tilhører den gruppe, som idealiseres af andre uanset om han vil det eller ej. Det har intet med Hein at gøre, men alt at gøre med de normer og idealer, der gennemsyrer verden i dag.
Tilsvarende er stress og udbrændthed i dag en sygdom, der er mere forbundet med samfundets øvre lag end bunden. I hvert fald i mediernes beskrivelser heraf.
Det er sjældent, vi hører om, hvor stressende det er ikke at have råd til at sende sine børn på privatskole, eller komme på sommerferie, eller give dem økologisk kiks med i skole, ikke have råd til en bil, lejrskole, etc.
Forfatteren Albert Camus, sagde det rammende engang, »der er tale om spirituelt snobberi, når folk tror, at man kan være lykkelig uden penge.«
Det betyder ikke, at penge er lig med lykke. Langt fra. Snarere at visse sociale strukturer stadigvæk kan stå i vejen for lykke – uanset ens spirituelle dannelse.
Stress, lykke, spiritualitet. Hvad gør man, når ens udgangspunkt synes trivielt? Genopfinder Hein kærligheden? Er han revolutionerende? Svarene på de to sidste spørgsmål er nej og til dels ja.
Buddhisme, mindfulness og nærvær har været til stede i kunsten siden Beat generationen og happenings, hvor det handlede om at vække deltagernes opmærksomhed overfor noget, som kun eksisterede i dette nu. Jørgen Leth har buddhistiske berøringsflader.
Alligevel er Heins værk mærkbart relevant. Han anvender kunsten til at tale om værdier og måder at leve på, men med et andet sprog end stress-konsulentens, Buddhistens eller psykologens. Det samme siges med en anden kraft. Hans kunst har fået en mere eksistentiel klang, der dog ikke forsømmer det legende og inviterende, som altid har været et af Heins varemærker.
Hvordan kan man i dag leve et værdigt liv?
Spørgsmålet om, hvordan vi vil leve, ækvivalerer med spørgsmålet om, hvordan vi vil bruge vores tid. Sagt anderledes, ethvert valg i livet bliver pludselig et udtryk for, hvad vi finder vigtigt, fordi det viser, hvad vi vil bruge tid på.
Bruger du eksempelvis mere tid på Facebook end på dine børn? Spørgsmålet er i sig selv moraliserende, og derfor nok uinteressante.
Men hvad nu, hvis spørgsmålet er: Hvorfor tager du bilen og ikke cyklen på arbejde? Bilen betyder måske, at du kan komme hurtigere hjem til dine børn, men det betyder også, at du forurener mere.
Samspillet med den ene og de andre er konstant til forhandling. Og det er præcis dette samspil, som Hein forsøger at adressere. Hvilken vej er den rigtige, når intet er givet på forhånd?
Den kritiske røst vil påpege, at Hein blot er en ud af alt for mange, som har lidt samme stressende skæbne. Det er rigtigt. Forskellen er blot, at han er mønstereksemplet på idealmennesket de seneste 5-10 år.
Her tænker jeg ikke på personen Jeppe Hein, men kunstneren.
Kunstneren har længe været idealet i forretningslivet, hvor medarbejdere skulle blive små entreprenører. Ledere skulle lede kreativt og opfindsomt. I privatlivet har coaches og andre livsguruer længe forsøgt at hjælpe os med at finde den bedste version af os selv, den kreative og opfindsomme kunstner indeni.
Det er derfor paradoksalt, at en af Danmarks store kunstnere brænder ud. Hvordan passer det med myten om kunstneren, at lige netop kunstneren, ikke var opfindsom nok til at leve sit liv på en anden måde, der ikke ville ende i stress?
Sandheden er selvfølgelig, at kapitalismen fordærver de flestes evne til at vurdere, hvad der er vigtigt. En higen efter status, magt og anerkendelse dræber typisk kreativiteten. Det kan også siges mere simpelt: Hein er i dag endnu mere opfindsom end tidligere. Der er en store rummelighed i hans værk.
Udstillingen This Way viser akvareller, der fortæller hvordan hans liv og selvopfattelse hang i tynde tråde. Den viser bevægende spejle, dele af vandpavilloner og usynlige labyrinter.
Hvor er det lettest af finde vej?
Der er store åndedragsmalerier, der illustrerer den simple, men transformerende kraft i mindfulness: Træk vejret ind opmærksomt. Pust vejret ud opmærksomt. Opmærksomheden på åndedraget bringer bevidstheden tilbage i kroppen.
Modsat akvarellerne, der er mere tænksomme, udvikler kunstneren en større kropslighed i sine andre værker, hvilket sikkert skyldes hans indgående arbejde med yoga og meditation de seneste år.
Tilsvarende udstiller han enorme lysobjekter, der skildrer chakra energierne.
Er Hein moraliserende? Kunstneren bevæger sig til tider på en knivsæg, men ikke desto mindre er svaret nej.
At trække vejret er en iboende kraft ved mennesket. En af grundene til at mindfulness potentielt kan vælte kapitalismen – endskønt enkelte anvender mindfulness i en kapitalistisk optimeringsproces – er, at øvelserne er simple og gratis.
Mindfulness kan være med til at fremme en opmærksomhed omkring behovet for strukturelle ændringer, fx etablering af rum, hvor man ikke partout skal præstere eller performancevurderes i hoved og røv.
Dit åndedrag er dit livsanker. Den dag en udånding ikke følges op af en indånding er det hele forbi. Åndedraget fortæller os at vi er i live, mens det holder os i live. Middel og mål smelter sammen. Der er ingen vej, fordi der ikke er andet mål end at leve, sådan kunne udstillingen også forstås. Det hele er ganske banalt. Men også såre essentielt.
Selvfølgelig er der en masse moralsk status i yoga og mindfulness i dag. Hvem render i København ikke rundt med en yogamåtte under armen?
Den status er dog uinteressant, hvis ikke den transformerer det enkeltes liv. Det handler ikke kun om at være i nuet, som en logrende hundehvalp, men om at være bevidst om, hvor man befinder sig – nu og her.
Af samme grund rummer udstillingen flere populære statements, som florerer i samtiden, men som også både involverer beskueren og henviser til kunstneren.
Disse statements kunne læses som spørgsmål (eller påmindelser), som kunstneren retter til sig selv. Hvorfor er jeg her, og ikke et andet sted (?). Du er lige her, lige nu (?).
Nogle deltagere vil nok smile, og sige, »ja selvfølgelig er jeg her.« Andre vil måske så tvivl, ikke kun om tid og sted, men også om selve eksistensen. Altså gentage Leibniz og Heideggers spørgsmål: Hvorfor er der noget og ikke snarere intet?
Forfatteren David Foster Wallace sagde engang – i kølvandet på 11. september – at de største revolutioner sker ubemærket. Det er dem, hvor folk ændrer deres måde at leve på, som igen ændrer deres måde at tænke, føle og handle på.
Hein er endnu ikke helt stille, som en eksryger vil han gerne lige have forhistorien med.
Værkerne kan nu godt stå af sig selv. De udvider venligt kampzonen for, hvad det gode liv også kan være. Hein åbner, ganske interessant, debatten midt i kunstens verden; en verden der ellers er fuld af strategi, netværk og forfængelige egoer på størrelse med Rundetårn.
Udstillingen This Way er sine steder en dystopi, men primært et omsorgsfyldt forsøg på at række nogle erkendelser videre, som andre kan finde glæde og inspiration i.
I sidste ende er det op til den enkelte deltager at beslutte. Skal kærligheden forblive en romantisk utopi, eller har vi modet til at praktisere medfølelse og omsorg? Hvilken vej tager du?
Udstillingen This Way kan ses indtil den 13. marts 2016.
Finn Janning er forfatter og filosof
Jeppe Hein: This Way. Kunstmuseum Wolfburg, Hollerplatz 1, Wolfburg.
Se Kunstmuseum Wolfburgs video om udstillingen (tysk-sproget):
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96