Arbejdstilsynet har de seneste 18 måneder givet 38 påbud til de virksomheder, der bygger det konfliktramte kraftvarmeanlæg i Roskilde, hvor en blokadevagt er blevet påkørt. Den kommunale bygherre gemmer sig bag EU-lovgivning.
Arbejdstilsynet har i løbet af 18 måneder givet 38 påbud, strakspåbud og forbud på byggeriet af kraftvarmeanlægget Energitårnet i Roskilde.
To gange har politiet været alarmeret til en alvorlig arbejdsulykke og fire gange har bruddene på arbejdsmiljøloven været så grove, at Arbejdstilsynet har overvejet bødestraffe.
Det skriver Fagbladet 3F mandag.
Afsløringen kommer samtidig med, at byggepladsen som har det kommunale selskab KARA/NOVEREN som bygherre, er blevet lukket af en faglig blokade af Byggefagenes Samvirke i Roskilde.
Årsagen til blokaden: Et polsk firmas uvilje mod at tegne en overenskomst, som giver de ansatte danske løn- og arbejdsvilkår.
Rapporterne fra Arbejdstilsynet giver dybe panderynker hos fagbevægelsen.
– Det er skræmmende læsning. Især de mange påbud om at sikre mod, at folk falder ned er rystende. Det virker som en byggeplads med et kaotisk arbejdsmiljø. Umiddelbart synes jeg, at det vist mere er held end forstand, at det ikke har kostet dødsfald, siger arbejdsmiljøkonsulent Ulrik Spannow fra BAT-kartellet til Fagbladet.
Læs artiklen »Sikkerheden sejler på Energitårnet« hos Fagbladet 3F.
Som tidligere omtalt på Modkraft, startede blokaden mod Energitårnet, der er et byggeri til 1,3 milliarder kroner, onsdag den 6. februar og vil ifølge de faglige aktivister først ophøre, når der er tegnet overenskomst for alle de ansatte på byggepladsen.
Læs artiklen »Blokade mod kommunalt kraftvarmeanlæg« hos Modkraft.
Konflikten mellem parterne eskalerede torsdag, da en blokadevagt blev påkørt af en af de udenlandske byggeledere.
Byggelederen kørte direkte ind i blokadevagt Martin Holmberg Bay Nielsen, faglig sekretær i Metal Roskilde, og fortsatte 200 meter ind på pladsen, før han stoppede.
Martin Holmberg Bay Nielsen slap med skrækken og mindre skrammer, men har alligevel valgt at melde episoden til politiet.
– Jeg finder mig altså ikke i at blive kørt ned. Jeg er jo ikke fysisk voldelig, og vi har jo en lovlig og fuldt varslet konflikt, siger han til Dagbladet Roskilde.
Læs artiklen »Konflikt: Blokadevagt kørt ned« hos Dagbladet Roskilde.
Se indslaget »Blokadevagt påkørt« hos TV2 Lorry.
Den kommunale bygherre på Energitårnet beklager i en pressemeddelelse påbuddene fra Arbejdstilsynet og annoncerer en skærpet fokus på området.
– Vi tager det selvfølgelig alvorligt, når der bliver givet påbud – og vi handler på det. Derfor har vi også valgt at intensivere sikkerhedskontrollen fra én gang hver 14. dag til to gange ugentligt, lyder det fra direktør i KARA/NOVEREN, Thorkil Jørgensen.
Læs pressemeddelelsen »KARA/NOVEREN blandt Danmarks bedste arbejdspladser« hos KARA/NOVEREN.
Direktøren afviser dog, at der skulle være problemer med lønvilkår på den omstridte byggeplads, ligesom selskabet mener, at det har gjort alt, hvad det kan i sagen.
Det undrer derfor direktøren, at der nu er faglig konflikt, og Thorkil Jørgensen peger på, at grundet EU-lovgivning, så kan man slet ikke stille krav om, at byggeriets underleverandører – herunder det omdiskuterede polske firma Energomontaz – har en bestemt overenskomst.
»Fagforbundene ønsker, at KARA/NOVEREN skal sikre, at underleverandører er omfattet af danske overenskomster. Men som kommunalt ejet selskab har KARA/NOVEREN ikke mulighed for at stille krav om en bestemt overenskomst, herunder lønvilkår hos leverandører,« lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter:
»I Danmark reguleres lønninger ikke via lovgivning, men via overenskomsterne – den såkaldte danske model. Hvis KARA/NOVEREN begynder at stille krav om overenskomster blandt deres leverandører, vil det stride mod både den danske model og mod EU-lovgivning.«
Derimod har KARA/NOVEREN indskrevet den såkaldte ILO 94 konvention i sine kontrakter – en konvention, som understreger, at udenlandske leverandører skal leve op til lokale niveauer for løn- og ansættelsesforhold.
– Vi har i vores kontrakter forpligtet alle leverandørerne til at overholde ILO konvention nr. 94, så vi på den måde stiller krav om, at leverandørerne skal leve op til de arbejdsvilkår og lønforhold, som man kan forvente på en dansk byggeplads, siger direktør Thorkil Jørgensen fra KARA/NOVEREN.
– Den generelle tilbagemelding er da også, at vores leverandører lever op til kravene, fortæller direktøren.
Formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, John Ekebjærg Jakobsen, afviser dog i en kommentar på Modkraft, at KARA/NOVEREN har gjort alt hvad man kan.
»Han (Thorkil Jørgensen, red.) har som direktør haft mulighed for at kalde de udenlandske virksomheder til orden og bede dem leve op til ILO konvention nr. 94. Hvis de ikke vil det, har han haft alle muligheder for at fyre dem for kontraktbrud,« skriver stilladsformanden.
John Ekebjærg Jakobsen slår samtidig fast, at både de udenlandske arbejdere og de danske skatteydere er taberne i denne sag.
»De udenlandske håndværkere er blevet snydt, er blevet underbetalt og er blevet slidt ned af et dårligt arbejdsmiljø (...) Da de udenlandske håndværkere har haft en meget lav løn, har de stort set ikke betalt skat og dermed er de danske skatteborgere blevet snydt for millioner i skatteindtægter.«
Han mener, at kritikken også bør rettes mod medlemmer af bestyrelsen i det kommunale selskab, der har ansvaret for underbetalingen og det manglende sikkerhed på byggepladsen.
»Den danske model, som er en rollemodel for hele Europa, har fået skud for boven. Byggeriet på KARA/Noveren har desværre bevist at en bygherre kan snyde sig uden om ordnede forhold, med elendige løn og arbejdsforhold, ingen lærlingepladser og en arrogant holdning til de krav, som den lokale fagbevægelse har stillet. At det er en offentlig bygherre med en bestyrelse, som har et flertal fra arbejderpartierne, gør kun sagen dobbelt tragisk.«
Læs John Ekebjærg Jakobsens blog »4 skurke og 5 ofre i Roskilde« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96