»Søstersolidaritet er at forstå hinandens feminisme«

John Bergers død i starten af året afstedkom et virtuelt mausoleum af artikler, billeder, citater og film, der mindede os alle om, hvor relevante hans årtier gamle sætninger stadig er den dag i dag.

Det var derfor med klangen af hans ord i mine ører, at jeg overværede Mette Fugls angreb på det nye Girl Squad af Generation 4.0 feminister - Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen’ Kjølsen og Ekaterina Andersen - som kæmper for ligestilling mellem manden og kvindens seksualitet ved på hver sin vis at udstille deres egen.

John Berger var optaget af den nøgne kvinde i europæisk oliemaleri, som er afbildet til glæde for en mandlig iagttagers begær.

Når hun afklædt poserer som objekt for mandens seksualitet, er hendes egen seksualitet gjort passiv. Seksualiteten finder sted udenfor billedrammen, foreslog han, ikke indenfor den. Men hvad sker der, når den nøgne model med telefonen i hånden erstatter maleren med penslen?

Er billedet da et udtryk for modellens egen seksualitet? Som i alt andet billedfortolkning er der ingen endegyldige svar. Hvis Andersen tager selvportrætter, Klæstrup viser bryster i blitzlys, og Kjølsen ryster numse for at illustrere kvindelig seksualitet, kan det ikke være mindre rigtigt, end hvis Mette Fugl kun ser underkastelse for mandlig seksualitet.

Billedfortolkning er individuel.

Vi skal forstå hinandens udfordringer

Det unge Girl Squad udfordrer samfundets kvindekategorier ved at insistere på at være komplekse individer, der på én og samme tid kan være sexede og have holdninger, selvtillid og intellekt.

De vil befri kvinden fra stereotypernes fælde - en fælde som Mette Fugl faldt i med begge ben, da hun uden at kende de tre kvinder ikke kunne tildele dem andet end »et strejf af påtaget intellekt«.

Det kan i mine øjne ikke gavne feminismen at fordumme andres bidrag til den, bare fordi de er prydet med hvepsetaljer og havfruehår. Om vi vil være påklædte eller afklædte er vores eget valg – det eneste, der kan skade søstersolidariteten, er at udskælde hinandens former for feminisme.

I stedet skal vi bestræbe os på at forstå hinandens meget forskellige udfordringer.

John Berger beskrev med forbløffende nøjagtighed, hvordan kvindens fremtoning overfor andre – især overfor mænd – er afgørende for, hvad der bliver opfattet som hendes succes i livet.

I dét lys kan skønhedsattributter som hvepsetalje og havfruehår være mere end fordummende omstændigheder, det kan også være misundelsesværdige kriterier for succes.

Det er vigtigt, at Klæstrup, Kjølsen og Andersen kæmper for deres egen ret til at være smukke, smide tøjet og stadig blive taget alvorligt.

Men der ligger et uundgåeligt paradoks i at lade feminismens faner smælde og udnævne sig til fortrop for kvinders frie valg, netop ved at reproducere hyperfeminine, ja nærmest overnaturlige kvindeidealer, som alle kvinder i et vist omfang bliver målt efter.

Hvad betyder pigegruppens ret til at være nøgne for samme ret hos kvinder med deller, dobbelthager og dårlige pager? Som Mette Fugl siger: »Afklædte smukke kvinder kan pynte på alle slags lærreder«, så hvad med vi også øver os lidt i at beskue grimme kvinders seksualitet?

Det være sagt, så har jeg ikke andet end taknemmelighed til de tre selvudråbte sluts, whores og ludere, når de bruger sig selv som våben i en kamp, jeg selv ikke er modig nok til at tage op: Den sejlivede undertrykkelse af den seksuelle kvindes værdighed, også kaldet slutshaming.

Jeg kan godt forstå, at Mette Fugl og hendes generation måske ikke helt kan sætte sig ind i, at det er vigtigt at kunne være promiskuøs og stadig blive respekteret – og at det måske virker selvundertrykkende at identificere sig med mærkater som en slut, whore eller luder.

Sådanne ord har stadig en dybt nedsættende resonans og føles derfor som et våben imod kvinden. Men kan vi pacificere skyderen, kan vi generobre disse ord? Det mener jeg er meget muligt.

Ordet bitch er et eksempel på et skældsord, der i sin oprindelse kun var nedsættende overfor kvinder, men med tiden er blevet generobret i en sådan grad, at vi nu med stolthed i stemmen kan sige: »I’m a bad bitch«.

Ord og deres betydning er magtfulde. Normerne for kvinders seksuelle selvstændighed har ændret sig siden Mette Fugl var ung, men dets mærkater har ikke fulgt med.

De unge skal stadig balancere på en knivsæg mellem rollen som Madonna eller Luder. Eller på ungdomssprog: Prude eller Slut.

Derfor står jeg (om end mindre modig og mere påklædt) op for det sexede Girl Squad og deres ret til ikke at blive udskammet, bare fordi de vælger at bade sine kroppe i iagttagerens begær, og i det omfang, at deres nøgenhed bringer den kvindelige seksualitet tilbage ind imellem billedets fire rammer, er jeg stolt af at være en del af deres generation af feminister.

'Laura Juncker er studerende på SOAS, University of London med speciale i udviklingsstudier og konfliktsamfund'