Richard Linklaters anmelderroste filmtrilogi, »Before Sunrise« (1995), »Before Sunset« (2004) og »Before Midnight« (2013) dekonstruerer og bekræfter på en og samme gang den romantiske filmgenre.
I fordums tider så jeg filmene Before Sunrise og Before Sunset. Som så mange andre blev jeg charmeret af begge film.
Karaktererne, Celine og Jesse, snakker og meta-snakker om alt mellem himmel og jord, mens de tager temperaturen på tiltrækningen imellem dem. Den bliver selvfølgelig mere og mere hot.
Filmene tematiserer og leger med den romantiske genre: Findes romantisk kærlighed eller er den blot en fix idé?
Forskelle mellem mænd og kvinder diskuteres højlydt, udfordres og overskrides. Den kvindelighovedkarakter har mindst lige så meget taletid som den mandlige – hvis ikke mere.
Ofte sætter hun dagsorden for samtalen. Desuden har hun sin egen dagsorden.
De åbne slutninger i begge film sætter spekulationer i gang. I Before Sunrise aftaler Celine og Jesse at mødes igen om et halvt år. Gør de det? Og havde de i øvrigt sex i parken eller havde de ikke?
I Before Sunset skal Jesse nå et fly tilbage til kone og barn. Gør han det? Tilsyneladende ikke, men vi ved det ikke.
Får de hinanden eller får de ikke hinanden?
Filmene reflekterer den romantiske komedie som genre, men filmene får alligevel bragt den romantiske patos i kog. Det er godt gået.
Jeg holder meget af amerikanske kærlighedsfilm, men tager dem (naturligvis) aldrig for pålydende. De er udtryk længslen efter at opleve samhørighed med et andet menneske. Ikke for folks faktiske relationelle virkelighed.
Amerikansk filmromantik er Disney-tegnefilm for voksne, plejer jeg at sige.
Vi ved, at hovedkaraktererne er »meant to be together« og hinandens »eneste ene«. Feel good-stemningen hersker, og selv de værste begivenheder serveres med strøsukker og stjernestøv.
Anderledes har jeg ikke opfattet de to film, Before Sunrise og Before Sunset, trods brydninger med den romantiske kærlighedsfilm som genre.
Nogle mener, at arven fra snakkesalige film fra både franske Eric Rohmer og amerikanske Woody Allen har influeret på filmenes udformning. Den moderne eksistens udmøntes nu i meget forskellige outfit hos henholdsvis den ene og anden instruktør.
Men lad os bare kalde Before Sunrise og Before Sunset filmbastarder af Eric Rohmer, Woody Allen - og Disney. Blandingsforholdet må være op til den enkelte at afgøre – i hver film!
Kærligheden i den moderne virkelighed kan ikke leve op til oplevelsen af »meant to be«. Folk skrider ud af forhold, som det passer dem, og man kan ikke regne med noget som helst.
Det ved Celine og Jesse udmærket i Before Sunrise. De suspenderer den romantiske »meant to be«-ligning til fordel for en elementær nysgerrighed efter at lære hinanden nærmere at kende.
Celine sidder i toget på vej til Wien, da et midaldrende tysktalende ægtepar begynder at hakke så meget på hinanden, at hun flytter sig.
Derved sætter hun sig i nærheden af Jesse længere ned i kupeen. Deres samtale tager afsæt i ægteparrets skænderi.
Celine forklarer, hvordan mænd og kvinder med alderen hører op med at høre, hvad hinanden siger. Jesse mener, at det kan være en måde at blive gamle sammen uden at slå hinanden ihjel.
Herfra fortsætter de unges samtale.
Jesse og Celine ævler løs og hopper fra private erkendelser til filosofiske udredninger. De bruger og misbruger egne og andres udtalelser. Det er ikke uden klicheer med spåkone og digter indover, og kvinden som edderkop, men deres talestrøm er alligevel medrivende. De forstår nemlig både at tale og lytte.
Celine indleder, bidrager til og styrer ordvekslinger på en måde, kvindelig karakterer på film sjældent får råderum til.
Celines fantasi om at slå sin tidligere kæreste ihjel er både original og underholdende. Hun tager også initiativ til Jesses og hendes imaginære telefonsamtaler med deres respektive venner.
Her skaber de et »sandhedsrum«, hvor de kommer bag den sidste selvbeskyttelse og giver sig til kende overfor hinanden.
Celines definition af Gud som et lille (mellem)rum, hvor folk forsøger at forstå hinanden, uden nødvendigvis at gøre det, står tilbage og vibrerer som motto for filmen.
Hellere nærme sig hinanden uden nødvendigvis at få hinanden end at lukke ørene for at holde hinanden ud – som det tysktalende ægtepar.
I det magiske rum af forsøg på forståelse befinder Celine og Jesse sig denne nat i Wien. En slags drømmetid, før de er tilbage i »real time«, som Jesse siger om morgenen før afskeden.
Relationen mellem den mandlige og kvindelige karakter udvikler sig gennem samtalen i filmen således, at tilskueren reflekterer over mødet mellem to mennesker, mellem to køn.
Man følger, hvorledes tiltrækningen imellem dem er i spil i et virvar af begær, sympati, usikkerhed, tvivl og eventyrlyst.
Alligevel er Jesse også en klassisk frembrusende prins. Trods sin kyniske attitude til parforhold.
Han kommer med udbrud, blikke og initiativer, der viser hans ultimative tiltrækning af Celine. F.eks. er det, at stå af toget med ham, noget hun bør gøre for at være sikker på, at hun ikke har forpasset en chance for at finde den helt rigtige partner, siger han.
På hendes spørgsmål om han nogensinde har været forelsket, siger han ja – og afbryder, så man som publikum forstår, at det må være hende, han (allerede) hentyder til.
Solnedgangen bruger han som en romantisk undskyldning for at kysse, men han har virkelig lyst til at kysse hende (hvilket hun selvfølgelig gennemskuer).
På den måde spændes et romantikkens sikkerhedsnet under de moderne akrobatiske øvelser ud i kærligheden.
Before Sunset er om muligt endnu mere charmerende end den første film. Samtalen i drømmetiden om natten fra Before Sunrise skal nu implementeres i virkelighedens dagslys. Ni år efter.
Celine og Jesse mødtes nemlig ikke som aftalt et halvt år efter den magiske nat i Wien. De mødes først nu i Paris i forbindelse med udgivelsen af Jesses bog om deres møde.
Filmens omdrejningspunkt, hvorvidt Celine og Jesse burde have været sammen – hvorvidt de nu bør være sammen, arbejder hidsigt og dynamisk, klogt og underholdende bag om den kontinuerlige, febrilske samtale om deres nuværende liv.
Det lykkes for filmen, at parre det moderne liv og den romantiske patos endnu bedre her - næsten sublimt.
Pointen er ikke, hvorvidt Celine og Jesse var eller er »meant to be together«. Dvs. om de er hinandens eneste ene (selvom Jesse mener at det var en »fejl«, at de ikke mødtes).
Det afgørende er, at de ikke siden har haft relationer, der har stået mål med det enkelte halve døgn, de oplevede sammen for ni år siden. De opfatter hinanden som deres eget mest optimale match hidtil.
Dramaet her legitimerer den romantiske patos.
Filmen viser hvorledes Jesse og Celine fortsætter deres ubesværede samtale om alting og hinanden og springer fra drømmetiden dengang og ind i »realtime« nu.
Deres både kontante og legende kontakt med hinanden står distancen. Det magisk rum af forsøg på forståelse er stadig mellem dem. Gud er her!
I Before Sunrise og Before Sunset udspiller og udvikler kærlighedshistorien imellem Jesse og Celine sig i filmiske meta-samtaler.
Filmene parafraserer den romantiske patos med et strejf af ironi og en hel del charme. Derved sparkes døren ind til et moderne publikum – med den romantiske patos fuldstændig fit for fight – og life – komplet salgbar hos os.
Begge film sørger for, hen ad vejen, at bekræfte det romantiske koncept om, at personerne skal overvinde modstanden mod kærligheden, åbne sig for hinanden og gensidigt ville hinanden.
I Before Sunrise gøres det blot på en nat. I Before Sunset gøres det på fem kvarter en tidlig aften. Dog med et vis forarbejde gjort.
Ni år er atter gået. Det er 2013 og Before Midnight er kommet på plakaten.
Selvfølgelig skulle jeg også se den film. Forud kunne jeg læse begejstrede anmeldelser, som udråbte filmen til årets film, sågar »En af de store amerikanske film i årtiet« (Bo Green Jensen, Weekendavisen).
Stort set alle anmeldere opfattede ganske enkelt Before Midnight som stor kunst om parforholdet i vor tid. Som et vidne direkte til virkeligheden.
»Et mesterligt generationsportræt« skrev Louise Kidde Sauntved i Berlingske, og »kulminationen på et lille filmmirakel« hed det hos Kim Skotte, Politiken.
Stor var min overraskelse naturligvis, da min ledsager og jeg måtte vånde os i sæderne.
Den aggressive tone mellem Celine og Jesse var ubærlig. Den var ikke bare hadsk men også ulogisk og dermed utroværdig. Groggy forlod vi biografen. Hold kæft en omgang »crap«.
»Shit«, sagde vi til hinanden på vej ud »det er synd for menneskene«.
Filmbastarden af Rohmer, Allen og Disney havde i denne nye version fået et skud kønshormoner fra Strindberg, når han var ondest i sin opfattelse af kampen mellem mand og kvinde.
Som hos så mange andre par med børn er Celine og Jesses kærlighed blevet til logistisk planlægning med børn uden tid til sig selv eller hinanden. Desværre er deres livsstil også traditionel, hvilket (jo) ikke gør livet sammen nemmere.
Hun er bagstopper på hjemmefronten, mens ambitionerne med sit arbejde presser sig på. Han har skrevet bog nr. 2, underviser på universitet og fiser af sted til foredrag om sine bøger.
Nu holder de ferie i Grækenland. Hun passer børn og laver mad med de andre kvinder. Han fører åndfulde samtaler med andre forfattere.
Helt efter »bogen« har Jesse og Celines samliv fået lov til at køre alt, alt for langt ud i hampen. Det er begyndt at virke også på et ubevidstplan.
Utilfredsheden ved samlivet er blevet blandet sammen med tidligere svigt. Egne frustrationer og ansvaret for egne lyster og motiver projekteres over på den anden.
Man ved ikke mere hvornår ens egen person starter og slutter i forhold til den anden. Begge parter er ved at drukne i kernefamilie-suppen, og man skændes om hvem, der skal bjærge hvem.
Celine og Jesse er selv blevet ægteparret fra den første film, Before Sunrise. De hører ikke. De prøver ikke mere at forstå.
Det vil sige, Jesse er stadig en prins. Han har valgt Celine og holder fast. I mine øjne er Celine simpelthen blevet den bitch, hun i den første film ikke håber, hun har givet Jesse indtryk af at være.
Celine skyder Jesse alt muligt i skoene, blot fordi han er mand. Hun fordrejer stort set alt, hvad Jesse siger, hvis ikke han uvægerligt kommer galt af sted i forsøget på romantiske udsigelser, som hun insisterer på, han skal levere »on the spot«.
Hun overser, når han så rent faktisk er romantisk uden specielt at ville det. Men blot fordi han er umådelig glad for hende.
I stedet vil hun bekræftes på sin skønhed på en absurd hypotetisk måde, som Jesse gennemskuer, men som hun ikke desto mindre ser som bevis for ... hvad?
Det forsvinder i de argumentatoriske tåger..
Jesses frustration over ikke at være nok far for sin teenager-søn opfatter Celine straks som tvangseksilering af hende til Chicago for, at han kan bo i nærheden af sønnen.
Hertil forsøger Jesse at imødekomme hendes behov og opfordrer til samarbejde. Det opfatter hun også som manipulation.
I filmen fremstår han dog troværdigt, mens hendes vrede virker helt ude af proportioner – og manipulerende.
Flere ting hænger ikke sammen i Celines figur. Når det handler om Jesses ekskone, håner hun den almene opfattelse af kvinden som forælderen med det naturlige omsorgsinstinkt for afkommet.
Alligevel identificerer hun sig selv med dette omsorgsinstinkt, når hun taler om sin egen bekymring for Jesses søn.
Dertil lykkes det hende at presse sig ind foran Jesse, som den forælder, sønnen ringer til undervejs, når han rejser. Hun vil ikke engang give faderen røret, når drengen ringer.
Det er da virkelig bitchet! Og så absurd, at det virker postuleret. Som benzin på det dramatiske bål, som partout skal få skænderiet og konfliktet op at køre mellem Jesse og Celine.
Endvidere er det mærkværdigt, når Celine slynger sin sexkritik, en anklage af mange, i hovedet på Jesse om hans uendelige gentagelse. Som om hun ikke selv har noget ansvar for sit sexliv.
Det er utroværdigt, hvis en såkaldt moderne kvinde som Celine ikke langt tidligere har anført sin utilfredshed og ønsker med sex sammen med Jesse. Eller i det mindst forsøgt med et par andre initiativer selv.
Den intelligente, feministiske kvinde, som filmen og Julie Deply ellers forsøger at fremstille Celine som, imploderer i ynk og paranoia.
Indimellem transformerer Bitchen og Prinsen sig i Before Midnight. Tendensen til meta-samtaler fra de to tidligere film giver sig her udslag i imitationer af Bimbo-blondinen og Macho-teenageren.
Her er Celine til fals for Jesses opmærksomhed og pik og koketterer på stereotyp feminin vis. Jesses savler efter alle kvinder, hans øjne falder på – og koketterer på tilsvarende mandchauvinistisk vis.
Imitationerne virker som en time out for Celine og Jesses moderne parforhold, når det bliver lidt for civiliseret og usexet.
Dialogen, som tidligere åbnede sig imellem den, bliver her til en ironisk distance, der udelukker en tættere kontakt, som den netop synes at være hensigten at kickstarte. Celine og Jesse forskanser sig bag kønsstereotyper i stedet for at tale igennem dem, som de gjorde som unge.
I Before Sunrise går Celine rundt i en lang kjole, og hendes krop gør ikke væsen af sig. Man ænser en større vægtfylde end unge kvinder normalt har på film, men det er blot befriende.
Filmen dropper simpelthen den kvindelige hovedkarakters krop som blikfang og forførelse (af mandlig hovedkarakter og publikum).
I Before Sunset begynder kvindekroppen at gøre sig gældende. Celines røv føjer sig ind under en traditionel forførelsesstrategi (- i hvert fald på film). Til sidst, hvor det for alvor er ved at blive kritisk, om Jesse kan nå sit fly, imiterer Celine Nina Simone under en koncert og især hendes store røv. Det ser ud til, at Jesses endelige overgivelse til Celine, skyldes Celines gengivelse af Nina Simones vuggende røv.
Men hvad … – måske er ren seksuel energi den afgørende dråbe, som får en mand til at gå fra sin kone til en anden kvinde.
Det kunne bare være lidt rart for den kvindelige tilskuer, hivs den mandlige karakters krop også fik fokus. Den har vel også noget at sige for den kvindelige hovedkarakter?
Det har den i hvert fald for undertegnede kvindelige tilskuer.
I Before Midnight tager kvindekroppen for alvor over. Celines bryster tværes rundt i vores hoveder i meget lang tid, fordi parret begynder at skændes på vej til at have sex.
Hun er topløs. Til sidst ser man kun brysterne, mens de hopper rundt, og man holder op med at høre efter, hvad personerne siger.
Det er måske meningen. Dialogen er på det tidspunkt alligevel blevet ulidelig hysterisk i Celine paranoide optik på samlivet og Jesse. Men hvorfor er det ikke Jesses stive pik, vi ser danse, mens han forsvarer sig?
Hvorfor er Celine så forhippet på, at hun stadig skal være smuk nok til, at Jesse vil hoppe af toget med hende også i dag? Hvorfor har filmen brug for at tematisere, at hendes røv helt sikkert er god nok i dag – såvel som i 82?
Imens Jesse vader rundt med hængerøv, som det ikke er meningen, man skal lægge til.
Det er som om, at uanset hvor selvstændig, intelligent og talende en kvinde er på film, så er det alligevel hendes krop og skønhed, der er vigtigst at få formidlet.
I Lars von Triers Nymphomaniac ser man efter sigende to sorte mænd diskuterer med stive pikke, fordi de undervejs til sex med den kvindelige hovedperson bliver uenige. Det kan altså lade sig gøre at fokusere på mandekroppen og ikke altid på kvindekroppen.
Dog fortalte en ven af mig, at nogle mener, at den scene kun er lavet på grund af myten om sorte mænds kolossale pikke.
Måske problemet er, at når kønsattributter eksponeres på film, så opfatter publikum - eller filmen fortæller (hvem der har nu tildeles ansvaret for de semantiske kodninger) - noget helt andet, end det historien foregiver.
Nemlig ren og skær eksponering af noget »frækt«.
Med Before Midnight ender den ellers så roste trilogi efter min mening desværre så deprimerende, og så meget mere traditionelt, som den i udgangspunktet delvis undgik at blive det.
Celine og Jesse er meget klogere som unge end som gamle. Som unge kan de se ud over sig selv – og møde den anden fordomsfrit. De hører hinanden og prøver at forstå. De ved, at diskursen med, at »sådan er mænd – sådan er kvinder« er håbløs, når en mand og kvinde skal »mødes« - i samtalen.
Konflikten i Celine og Jesses parforhold løses omsider ved, at Jesse kurtiserer Celine som en fremmed mand, der antaster hende som fremmed kvinde på en bar.
Efter endnu mere paranoid, men velsagtens behørig kostbarhedsritual, overgiver Celine sig incognito som Bimbo-blondinen og indlader sig med den »fremmede« mand.
Samlivet er – øjensynligt – reddet. Efter to timers orddelirium som substitut for samtale.
Så vidt jeg har læst, har anmeldere hæftet sig ved karakteren Celines udvikling. Sammenholdt med deres opfattelse af filmen som realisme og virkelighed, kab jeg ikke lade være med at tænke, om kvinder faktisk kommer af sted med at være som glubske hyæner ?
En af de mandlige anmeldere (Per Juul Carlsen) var så glad for filmen, at han efterfølgende måtte ringe til sin kone, og sige »jeg elsker dig«.
Men den nedgørelse, hån og mistænkeliggørelse, Jesse udsættes for, overlever da kun de færreste i et parforhold i virkeligheden.
I Before Midnight er det som, at den mandlige karakter, Jesse, skal være den fuldendte gentleman, prins eller mand.
Han skal tåle anklagerne og ydmygelserne, fordi han selvfølgelig kan rumme kvindens labile følelsesliv.
Det er jo sådan desværre typisk at opfatte og fremstille kvinders vrede som hysteri. Men Celines vrede virker vitterlig overdimensioneret i forhold til situationen.
I Before Sunrise var det tysktalende ægtepar holdt op med at høre, hvad hinanden sagde for ikke at slå hinanden ihjel.
I Before Midnight synes Celine at være tæt på at slå Jesse ihjel, fordi hun ikke hører, hvad han siger. Hendes fortidige fantasi om at slå ekskæresten ihjel kunne blive til nutidig virkelighed!
Det er som om, at Before-trilogien mirakelløst evner at dekonstruere sig selv som romantisk genre samtidig med at bekræfte den romantiske kærlighed som mulig – alligevel.
Den heteroseksuelle verdensorden og sædvanlige begærsøkonomi bekræftes og den romantiske patos opfyldes til topkarakter.
Det forklarer måske filmenes succes trods en ekstrem skrabet produktion, der fungerer i mindst mulige ramme af tid, sted og involverede.
Sammen med den tredje film Before Midnight må de næsten være de billigste film, der har indtjent flest penge i filmhistorien.
Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013). Instruktion: Richard Linklater. Medvirkende: Julie Deply og Ethan Hawke.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96