Annonce

Solidaritet
14. september 2015 - 15:11

Århus: 5.000 bød flygtninge velkommen

5.000 mennesker var lørdag samlet i Botanisk Have til den århusianske udgave af Refugees Welcome. Programmet var domineret af det lokale kulturliv.

Allerede fra starten kl. 11 fra Klostertorv samledes en massiv menneskemængde, en del med skilte og bannere, der gik den korte tur til Botanisk Have, hvor eftermiddagens program fandt sted.

Trods let regn satte mange sig på græsset på medbragte tæpper og nød den mad og drikke de selv havde taget med – eller gik ombord i den kagebuffet, som var lavet af frivillige og doneret af lokale butikker. 

Programmet var i høj grad domineret af det århusianske kulturliv. Der var musik med de lokale bands, bl.a. Hudna og AddisAbabaBand, samt castet fra teaterkoncerten Imagine med John Lennons sange, der for tiden spiller på Aarhus Teater.

– Selvom det er nogle gamle sange, er de særligt aktuelle for tiden, sagde sangerinden Dicte inden forestillingens titelsang Imagine, der håber på en fredelig verden uden landegrænser.

Kunne ikke oversætte ’våbenhvile’

Dagens konferencier, der selv var kommet til Danmark som flygtning, fortalte om, hvordan pædagogerne havde været bekymrende for ham, da han var barn, fordi han hele tiden havde bygget legetøjsvåben.

»Men hvordan skulle han kunne gøre andet? Børn ser op til forældrene, og han er vokset op med krig,« havde konferencierens far fortalt pædagogerne.

»Det er ikke som i Danmark, hvor der er…« Og her gik konferencieren i stå. Han kunne ikke oversætte ordet ’hudna’, der betyder våbenhvile eller fred.

»Lille mand der spytter fra motorvejsbroen«

Forinden havde den norske direktør for kunstmuseet Aros, Erlend Høyersten, talt med udgangspunkt i »en anden indvandrer«, Ludvig Holberg.

Høyersten lagde vægt på, hvordan Holberg havde defineret Europa.

– I dag handler det først og fremmest om medmenneskelighed. Om at huske det, der gør os til europæere. Humanismen, simpelthen.

Digteren Peter Laugesen læste flere digte op, der handlede om og var skrevet på rejser til Syrien, men også et enkelt nyskrevet digt, der søndag den 13. september blev bragt i dagbladet Politiken:

Billedtekst

Lille mand der spytter
fra motorvejsbroen

Lille mand der fråder
på internettet

Tænk på dem
som dine nye taxachauffører

Tænk på dem
som dine nye kioskejere

Tænk på dem
som dine nye læger

Tænk på dem
som dine børns
nye skolelærere

Tænk på deres børn
som dine børns kammerater

Tænk på deres børn
som en ny tids landsholdsspillere
svenske eller danske

Lille mand der fråder
på internettet

Lille mand der spytter
fra motorvejsbroen

Du forstår det alligevel ikke
De er fremtiden
Og den går bare forbi dig

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce