Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
21. september 2016 - 9:24

»For revolution og ikke-vold«

KOMMENTAR: »Revolution og vold har intet med hinanden at gøre – vold modarbejder en revolutions mål: demokratisering og frigørelse,« skriver to medlemmer af Enhedslisten, efter folketingssuppleant trak sig som vikar efter udtalelser om revolution med væbnede midler.

Inden for Enhedslisten har der i de sidste uger været en voldsom debat om forholdet mellem vold og revolution. Den er umiddelbart udløst af, at folketingssuppleanten Jonathan Simmel trak sig tilbage fra et vikariat, der skulle være startet ved årsskiftet.

Det skete efter, at han i et interview med en journalist prøvede at forklare, hvorfor det under bestemte betingelser kan være nødvendigt at forsvare en socialistisk revolution med væbnede midler – udtalelser som folketingsgruppe og forretningsudvalg i Enhedslisten mener sår tvivl om Enhedslistens fredelige hensigter.

Sagen om Jonathan Simmels opgivelse af at indtræde som suppleant i Folketinget er kompleks og endnu ikke fuldt ud klarlagt, men for os at se, kan man allerede nu drage følgende konklusioner:

1) Det var ikke blot forhastet, men også forkert af Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, at tage så skarpt afstand fra Simmels udtalelser i det kasserede interview.

Der var ikke noget i Simmels udtalelser, som direkte stred mod Enhedslistens principprogram eller "grundlæggende demokratiske værdier".

Skipper kunne med rygdækning i programmet have bakket Simmel op i stedet for at udlægge hans udtalelser på den værst tænkelige måde.

Hvis Simmel er blevet presset til at nedlægge sit mandat, hvilket alt tyder på, er dette derfor også en ledelsesmæssig fejl.

2) Konflikten tydeliggør, hvad man allerede længe har kunnet ane, nemlig at Enhedslistens ledelse og parlamentariske repræsentanter har uhyre vanskeligt ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, når de bliver bedt om at forholde sig til begreber som revolution og socialisme.

Det er et problem, at Enhedslisten ikke rigtig bryder sig om at fortælle, hvad man i virkeligheden vil. Det er vanskeligt at mobilisere for en politik, man ikke selv synes stolt af.

3) Jonathan Simmels udtalelser viser samtidig, at han og resten af Enhedslisten, ligesom den øvrige radikale venstrefløj, har behov for en yderligere præcisering af sit forhold til revolution og brugen af vold.

Det er ikke nok at sige, at man ikke går ind for vold. Det er også vigtigt at kunne forklare hvorfor. Særligt forholdet mellem revolution, reformpolitik, socialisme og ikke-vold er utilstrækkeligt beskrevet af Enhedslisten.

Vi vil gerne bidrage til en diskussion af disse forhold.

Revolution

Det, vi mener, når vi kalder os revolutionære, er, at vi ønsker en grundlæggende ændring af, hvordan vores samfund, Danmark og verden i øvrigt, fungerer.

Vi vil ikke blot have en højere topskat og en bedre folkeskole.

Vi vil simpelthen have ændret den måde, vi producerer værdier på, sådan at alle voksne medborgere er med til at afgøre, hvad der er behov for af goder i samfundet, og hvordan det er bedst for vores naturgrundlag at producere disse goder.

Samtidig skal alle, som deltager i den samfundsmæssige arbejdsdeling i bred forstand, have et ligeligt udkomme af fremstillingen af goderne. Og også alle, som ikke deltager i arbejdsdelingen (børn, studerende, pensionerede og andre ikke-arbejdende), skal have mulighed for at ernære sig ved det fælles samfundsprodukt, altså at bo og spise m.v. på et rimeligt niveau.

Man kan sige, at vi på den måde vil sikre:

1) At de samfundsmæssigt vigtige beslutninger om, hvordan vi tilvejebringer de fornødne goder, og om hvilke disse goder er, tages demokratisk, og ikke som nu af en lille elite.

2) At disse beslutninger kan tages ud fra en afvejning af menneskelige behov og økologisk hensyn, og ikke som nu ud fra en beregning af, hvad der giver den største økonomiske gevinst.

3) At den økonomiske lighed i samfundet forøges voldsomt, sådan at vi alle bliver mere jævnbyrdige deltagere i demokratiet og samfundslivet i det hele taget, og ikke som nu, hvor uligheden er enorm og i konstant vækst - i Danmark, i verden som sådan og mellem den rige og den fattige del af verden.

4) At forskelle mellem mennesker primært vil være forskelle i personlige egenskaber, og ikke som nu i økonomisk formåen. Og at forskelle mellem verdensdele især vil være forskelle i kultur, klima og naturgrundlag, og ikke som nu økonomiske forskelle.

5) At alle mennesker får dækket deres fundamentale behov, og ingen lider nød, og ikke som nu hvor en stor del af verdens befolkning sulter, og hvor fattigdom og elendighed også i Danmark vokser fra år til år.

En sådan grundlæggende forandring kalder vi for revolution, og resultatet af den kalder vi for socialisme.

Ikke-vold

Revolutioner er historisk set sket på mange måder. Men for os som socialister er det afgørende bevidst at arbejde for, at den i modsætning til de borgerlige revolutioner kommer til at foregå uden brug af vold og våben.

Når vi arbejder for en ikke-voldelig revolution, er det ikke kun af den indlysende grund, at vi ikke ønsker at fremkalde menneskelig lidelse.

Det skyldes også, at vold ikke kun er afskyelig og afstumpet – den er også afstumpende og forblindende.

Vold og væbnet kamp står derfor i modsætning til vores ønske om at frigøre mennesket ved at gøre det til medbestemmende over dets eget liv.

Og det vil være meget vanskeligt at realisere, hvis store dele af befolkningen går rundt med traumer fremkaldt af lemlæstelse, ængstelse og pårørendes pludselige og voldsomme død. Voldstraumer nedarves fra forældre til børn, særligt traumer fra borgerkrige, hvor naboer og venner pludselig bliver til dødelige fjender.

Sådanne traumer er ikke kun en vedvarende lidelse. De stiller sig også i vejen for den frigørelse, som vi som socialister gerne vil fremme.

Vold er af natur autoritær og anti-demokratisk, den kuer og umyndiggør. Som socialister vil vi det modsatte. Vi vil myndiggøre befolkningen, give alle muligheden for at deltage i ledelsen af arbejde og hverdagsliv i det hele taget. Angst og kuethed forhindrer den frigørelse, som vi arbejder for.

Netop derfor kan socialisme, som er en gennemgribende demokratisering af samfundet, ikke tvinges igennem med vold.

Autoritære, formynderiske samfundsstrukturer som kapitalisme og særligt fascisme og feudalisme, hvor magten er koncentreret på få hænder, etableres og opretholdes derimod bedst med vold, for intet skaber mere effektive magthierarkier end vold. Volden er disse systemers inderste væsen og som sådan i modsætning til socialismens væsen: menneskelig frihed.

Demokrati

Det vigtigste element i at sikre en ikke-voldelig overgang til socialismen er at få det store flertal af befolkningen med på idéen. Vi er ikke tilhængere af at gennemtvinge samfundsforandringer, som befolkningsflertallet ikke støtter.

Hvis en ny, socialistisk forfatning ikke kan vedtages af et flertal i et folkevalgt parlament og efterfølgende ved en folkeafstemning, skal den ikke vedtages.

Også under og efter en socialistisk revolution skal staten ledes af et parlament sammensat ved frie valg, hvortil alle voksne kan stemme.

De såkaldt borgerlige frihedsrettigheder skal bevares og udvides, sådan at de bliver mere reelle og står til alles rådighed. Alle skal være lige for loven. Retsvæsnet skal selvstændiggøres fra regeringsmagten og skal beskytte borgerne bedre mod overgreb fra statens side, både under og efter en revolution.

Den reaktionære vold

Det vil være naivt at forestille sig, at ingen vil have lyst til at modsætte sig vedtagelsen af en ny socialistisk forfatning. De, som mister deres økonomiske privilegier, aktionærer, direktører, virksomhedsbestyrelser og –ejere, vil være fristede til at forsvare disse privilegier, muligvis endda med våben, og måske ligefrem med hidkaldelse af allierede fra andre lande.

Sådan en situation kan man bedst gardere sig mod ved at sikre, at det er et stort og indiskutabelt flertal, som bærer forandringerne igennem. Hvis de tidligere magthavere kan se, at den store folkelige vilje til forandring gør landet umuligt at regere og produktionen umulig at genetablere med de gamle magtforhold, vil de være mere tilbøjelige til at erkende deres nederlag.

Vi mener, at det store flertal af befolkningen har interesse i at gennemføre en socialistisk revolution. Langt de fleste vil få større magt over deres eget arbejdsliv, fordi ledelsen af produktionen vil blive demokratiseret.

Vi vil få en kortere arbejdsdag, fordi arbejdet vil blive fordelt anderledes og mere ligeligt. Vi vil blive sikret muligheden for at opretholde et acceptabelt livsgrundlag, selv hvis vi mister vores arbejde eller ikke har et. Vi vil få friere adgang til kulturgoder. Vi vil få større retslig beskyttelse, fordi magten i samfundet vil være mere ligeligt fordelt.

Vi vil kunne være med til at sikre, at også de kommende generationer vil have en jordklode at leve på, fordi produktionen vil kunne styres i samklang med naturgrundlaget. Vi vil få frisk luft at indånde og gratis rent vand at drikke. Vi vil kunne spise sundere, fordi fødevarerne vil blive produceret under de vilkår, som befolkningen beslutter, og ikke de vilkår, som sikrer størst overskud.

Derfor mener vi også, at det vil være muligt at vinde opbakning til sådan en forandring fra det store befolkningsflertal. Selv blandt dem, som ikke har økonomisk interesse i socialismen, vil man kunne vinde støtte, for alle har brug for en beboelig jordklode.

Et andet middel til at sikre os mod den reaktionære vold, altså at de tidligere magthavere forsøger at nedbryde det socialistiske demokrati og generobre deres tidligere privilegier med vold og våbenmagt, er en demokratisering af det statslige voldsmonopol, altså politi og militær – ligesom den øvrigt offentlige sektor og private produktion.

Med en ny og demokratisk funderet ledelse af politi og militær vil det være vanskeligere for reaktionære kræfter at få disse institutioner over på deres side. Den præcise måde, som demokratiseringen skal foregå, er til åben diskussion: Men den afgørende medarbejderindflydelse i ledelserne er et minimum.

Reformer

Reformer vil i samfund som de vesteuropæiske spille en stor rolle i opbygningen af det befolkningsmæssige flertal for en socialistisk revolution.

Venstrefløjen bør allerede nu forberede en række forslag til forbedringer, som kan vedtages af Folketinget efter næste valg, hvis venstrefløjen får flertal. Kampen for disse reformer skal ikke kun gøre det klart, hvad det er for et samfund, vi ønsker, men de skal også være et led i opbygningen af en socialistisk praksis i befolkningen.

Disse forslag til forbedringer af det bestående samfund kan hver især stilles som solidariske, grønne og demokratiske løsningsforslag på konkrete vanskeligheder, vi kan se omkring os, altså venstreorienterede løsninger på kapitalismens problemer.

På den måde kan der mobiliseres til lokale eller landsdækkende folkelige kampagner for reformerne blandt de dele af befolkningen, som er ramt af præcis de problemer, som reformerne skal løse.

Som et led i at opbygge et flertal for grundlæggende forandringer skal befolkningen have erfaringer med socialistiske løsninger på praktiske problemer. Vi skal vise, at solidariske, demokratiske og grønne løsninger altid er mulige. Også det skal vi bruge reformerne til.

Reformerne skal altså

1) forbedre livet for befolkningen her og nu,

2) vise svaghederne vil den verdensorden, vi lever under,

3) vise at grønne, demokratiske og solidariske løsninger fungerer,

4) give befolkningen bedre erfaringer med at styre deres hverdagsliv selv og på den måde styrke deres tillid til, at de også kan finde ud af at tage det store ledelsesansvar for produktionen.

Det er vigtigt ikke at undervurdere mulighederne for at gennemføre forbedringer for den almindelige befolkning gennem parlamentarisk vedtagne reformer. En revolution uden en forudgående reformproces er meget vanskelig at forestille sig.

I Danmark har vi, trods alle forringelser, et stabilt arbejdsmarked og en stærk velfærdsstat, som er ledet af et stabilt og velbefæstet parlamentarisk demokrati med gode formelle muligheder for at komme til orde og gøre sig politisk gældende, også for socialister.

Derfor er der vide rammer for reformpolitik, hvis den har folkelig opbakning.

De økonomiske magthavere vil strække sig langt for at opretholde denne stabilitet og det velorganiserede samfund. Det skal vi udnytte til det yderste.

For hver vellykket, venstreorienteret reform, skal vi komme med et endnu mere vidtgående reformforslag. Og vi skal vide, at jo større udenomsparlamentarisk pres der er for at få reformerne gennemført, desto bedre chancer er der for, at det kan lykkes.

En af de første og vigtigste opgaver for en venstrefløjsregering vil være at sætte gang i en proces med at overføre magt fra det offentlige system til nye demokratisk kontrollerede fora. Den skal understøtte og legitimere, altså institutionalisere opbygningen af decentrale demokratiske organer med reel folkelig fundering.

Så må kampen for reformerne vise, hvor grænserne for reformpolitikken går.

Det er vores opfattelse, at kampen for at demokratisere økonomien og herunder ledelsen af virksomhederne er en kamp mellem forskellige lag i samfundet. Vi kalder det for klassekamp.

Og den økonomiske klasse, som i dag har magten over produktionen, kan ikke forventes uden videre at ville dele denne magt med resten af befolkningen. Heller ikke, selvom der skulle blive flertal for det i Folketinget.

Derfor er medarbejderne på de enkelte virksomheder nødt til at forberede sig på at skulle forsvare den magt, som de ellers måtte have stemt sig til ved at stemme på socialistiske partier.

Det kan for eksempel betyde, at medarbejderne de steder, hvor der er flertal for det, i fællesskab må overtage ledelsen, hvor de er. På arbejdspladsen, på kontoret, institutionen eller fabrikken.

Det kan blive relevant at besætte den virksomhed, de arbejder på, tage magten sammen og vise, at de er i stand til at forvalte den ansvarligt og lede virksomheden i overensstemmelse med befolkningens behov og interesser.

På den måde bakker et socialistisk flertal i Folketinget og en aktiv befolkning gensidigt hinanden op og vinder styrke til at indføre et socialistisk demokrati.

Kun ved en sådan tostrenget kamp bliver de progressive kræfter stærke nok til at vinde klassekampen og til at overbevise de tidligere magthavere om, at det ikke nytter at bruge våben i forsvaret for deres gamle privilegier, altså at landet ikke længere kan ledes på den gamle måde.

Ejendomsformerne i produktionen under sådan et socialistisk demokrati kan være mangfoldige.

Der vil uden tvivl være offentlig eje af en række virksomheder, for eksempel hospitaler, uddannelsesinstitutioner, energiforsyning, vandværker, kollektiv trafik, telefoni, vejnet og andre virksomheder af vital sikkerhedsmæssig betydning for hele landet. Disse virksomheders produkt stilles gratis til rådighed for hele befolkningen.

Jorden vil være fælleseje, sådan at man ikke kan kapitalisere prisstigninger på jord, i modsætning til nu, hvor mange mennesker i perioder tjener langt mere på at eje deres hus end på at arbejde.

Andre virksomheder eller klynger af samvirkende virksomheder kan være selvejende. I et land som Danmark vil en lang række virksomheder inden for fødevarefremstilling formodentlig være andelsselskaber.

En stor del af fødevarerne vil også blive taget ud af pengeøkonomien og stillet gratis til rådighed for befolkningen.

Landets mange enkeltmandsfirmaer vil sandsynligvis fremdeles være ejet af den person, som arbejder i dem. I den forstand forventer vi, at der i tiden umiddelbart efter en socialistisk revolution vil herske en form for blandingsøkonomi, men af en langt mere social og demokratisk karakter end den nuværende.

Vi kan ikke planlægge i detaljer, hvordan denne økonomi vil komme til at fungere efter revolutionen eller udvikle sig på længere sigt; vil det fx fremdeles være nødvendigt med en indkomstudjævning over skatten, eller vil man i stedet arbejde sig i retning af en landsdækkede ligeløn? Det er et af de mange åbne spørgsmål.

Mobilisering

Den store samfundsovertagelse af produktion og varecirkulation er ikke en reform af den type, som Folketinget uden videre kan tænkes at få vedtaget. En så stor forandring vil formodentlig kræve en voldsom mobilisering af befolkningen.

Uden befolkningens aktive og engagerede deltagelse i overgangen til socialisme, kan den næppe gennemføres. Dette af den simple grund, at socialismen præcis går ud på, at befolkningen selv styrer, hvad direktører, aktieselskabsbestyrelser og virksomhedsejere tidligere har styret. Nationaliseringer og medarbejdernes egne virksomhedsovertagelser må gå hånd i hånd.

Denne type af nærdemokrati opbygget fra neden skal bakkes op med alle kræfter – med fuld parlamentariske styrke, med aktivisme og med organisation, hvor vi nu kan hjælpe den revolutionære bevægelse; den landsdækkende reformpolitik og det selvetablerede nærdemokrati må gensidigt støtte og styrke hinanden, hvis det skal lykkes.

Men det er ikke Enhedslistens eller noget andet partis opgave at lede den revolutionære bevægelse. Bevægelsen må fungere på sine egne betingelser.

Internationalisme

Det er en gammel, men for hver dag mere indlysende sandhed, at arbejdsdelingen er verdensomspændende. Det er kampen for at demokratisere denne arbejdsdeling derfor også.

Skal en dansk, socialistisk revolution lykkes, må det ske som led i en international bevægelse, hvor i hvert fald flere af de lande, Danmark handler mest med, bevæger sig i samme retning.

Derfor skal vi også fremdeles organisere vore politiske arbejde internationalt. Vi skal yderligere styrke og koordinere arbejdet for en demokratisering af økonomien med progressive kræfter i andre lande.

Vi skal hjælpe hinanden og lære af hinanden på den antiautoritære venstrefløj over hele verden og i Nordvesteuropa i særdeleshed.

Jens Peter Kaj Jensen og Ole Wugge Christiansen er medlemmer af Enhedslisten

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce