Annonce

30. november 2016 - 15:24

Redox: For Frihed har fejlet som folkelig bevægelse, men har succes som aktivister

For Frihed, der går i juleoptog gennem Nørrebro på lørdag, har skruet op for provokationerne, mener researchkollektivet Redox. Det har skabt succes som aktivistisk netværk. Men som politisk massebevægelse, har den islamkritiske organisation fejlet, lyder vurderingen.

Det højreorienterede og islamkritiske netværk For Frihed, der førhen gik under navnet Pegida-DK, har demonstreret jævnligt siden januar 2015.

Men ligesom netværket har skiftet navn, har dets initiativer også skiftet karakter, mener Simon Bünger fra det venstreorienterede medie, Researchkollektivet Redox, der følger aktiviteter på højrefløjen tæt.

I begyndelsen blev der afholdt ugentlige demonstrationer. Det er senere blevet til månedlige markeringer i København.

Det største deltagerantal var til den første markering, hvor et par hundrede mødte op.

Læs mere om Pegida internationalt og i Danmark i analysen »Fænomentet Pegida: Succes, splittelse og afmatning«

Læs mere om navneskiftet fra Pegida til For Frihed i »Derfor nedlægges Pegida i Danmark«

- For Frihed trækker bånd til alle centrale grupper på den yderste højrefløj; fra Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige og Dansk Samling. Selv grupper som Danskernes Parti, Danish Defence League og Danmarks Nationale Front har deltaget i demonstrationerne, forklarer Simon Bünger.

Ved den første demonstration i januar 2015 registrerede Redox over 30 deltagere, som ifølge researchkollektivet har tilknytning til det racistiske og nynazistiske miljø.

Og ved For Friheds markeringer har der været eksempler på, at demonstranter har heilet og slået moddemonstranter.

Artiklen fortsætter under billederne


Pegida-DK demonstrerer på Axel Torv i marts 2015. Her er en Pegida-demonstran i konfrontation med moddemonstranter og politi. Arkivfoto: Anders Pedersen


Under en anden Pegida-DK-demonstration i marts 2015 kommer det igen til fysisk kontakt. Her slår en Pegida-demonstrant en moddemonstrant.

- For Frihed har ikke haft succes med at skabe en massebevægelse, langt fra. Men til gengæld har de formået at skabe et aktivistisk netværk, der er nyskabende for den nationalkonservative del af højrefløjen, siger Simon Bünger fra Redox til Modkraft. 

For Frihed har den seneste tid ikke kun markeret sig ved optog i København, men har blandt andet lavet aktivistiske markeringer, hvor de er dukket op til andre arrangementer end deres egne.

For eksempel da Hizb ut-Tahrir holdt årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro og ved arrangementet ‘Aldrig mere krystalnat’ på Gammel Torv tidligere på måneden. »Aldrig mere krystalnat« er en årligt tilbagevendende markering, der blandt andet arrangeres af faglige organisationer, solidaritetsforeninger, flygtningegrupper og som mindes Krystalnatten, hvor nationalsocialister ødelagde jødiske kirkegårde, butikker og nedbrændte synagoger.

- Vi har den seneste tid set, at de har skruet op for provokationerne, blandt andet ved at dukke op på Nørrebro og ved Krystalnatsdemonstrationen i Indre København. Det er udtryk for en politisk-strategisk udvikling i forhold til deres kontinuerlige lørdagsdemonstrationer, mener Simon Bünger.

Læs artiklen »Aktivister i offensiven inden For Frihed-demonstration« 

Læs artiklen »»Fascister har aldrig været velkomne på Nørrebro««


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce