Perspektivløshedens monument

Finansloven er i hus. Regeringen har som ventet indgået en finanslovsaftale med Enhedslisten. I de første kommentarer roses Bjarne Corydons håndværk. Men sandheden er, at selve finansloven fremstår som og er et monument over denne regerings perspektivløshed og en understregning af EL’s politiske impotens.

Det sidste kom klart frem på Enhedslistens eget pressemøde, som ikke kom til at handle om ret meget andet end regeringens eneansvar for, at de arbejdsløse med aftalen ikke er sikret mod social deroute.

Spørgsmålet om, hvorfor EL så har indgået en finanslovsaftale, blev som ventet besvaret med, at alternativet var værre – underforstået en finanslovsaftale med Venstre eller regeringens fald. Jamen – den situation er jo ikke ny. Den har været der fra dag ét. Risikoen for det, der kunne være værre, har hvilet over denne regering, siden den blev dannet. Og denne risiko er blevet brugt som argument for at gøre det forkerte, lige siden regeringen tiltrådte.

Jo flere gange EL disker op med den dårlige undskyldning, desto tydeligere vil partiets parlamentariske impotens fremtræde og sprede sig til hele partiets politiske virksomhed. Til sidst bliver dilemmaet patetisk.

Venstre kom ikke med i forhandlingernes slutspil, selv om partiet hele vejen igennem rumsterede i kulissen. Det var heller ikke ambitionen. Partiet havde med de første indledende forhandlinger opnået, hvad man ville. Man havde testet, hvor langt regeringen var parat til at gå til højre for at få en finanslov igennem og undgå afhængighed af EL. Da først det scenarium var demonstreret, kunne Venstre ”lade sig afvise” og efterfølgende køre sit eget løb.

Det har Venstre så gjort. Foreløbig kulminerende med Claus Hjort Frederiksens udspil i Berlingske Tidende lige op til finanslovsforhandlingernes slutspil. I et interview argumenterede Claus Hjort Frederiksen for, at lønnen over en periode på 8 år skal sænkes med ca. 15 %, for at Danmark kan genoprette konkurrenceevnen bl.a. overfor Tyskland og Sverige. Skatten skal så sænkes tilsvarende, så den relative løntilbagegang ikke mærkes og bremser forbruget. Skattelettelserne skal finansieres ved nedskæringer i overførselsindkomsterne og effektiviseringer indenfor det offentlige.

Klar tale fra Venstre og ikke blot tale om provokatorisk drilleri her under slutfasen i finanslovsforhandlingerne. Udspillet fra Claus Hjort Frederiksen var nøje planlagt og følger op på tidligere udmeldinger fra selv samme Frederiksen om, at det danske arbejdsmarked skal tilnærmes det tyske under Hartz IV og på Lars Løkke Rasmussens artikel ”Vi skal have respekt for at arbejde tilbage” i ”denkorteavis.dk” den 11. august.

Venstre er i gang med at køre de strategiske og taktiske kanoner i stilling. Centrum-venstre regeringen springer fra tue til tue, og støttepartiet EL følger efter for at forhindre, at regeringen falder. Eller som EL selv udtrykte det på sit pressemøde: ”det drejer sig om at vinde tid”. Ja, men tid til hvad? Man har aktuelt intet andet alternativ og intet perspektiv, som rækker meget ud over en sympatisk socialpolitisk korrektion, der alene er blevet magtpåliggende, fordi den siddende regering viderefører VK’s økonomiske politik og accepterer de bagved liggende præmisser. Man har ingen alternativ analyse. Og man har intet bud på, hvad man skal gøre, hvis nu redningsforsøgene ikke slår til.

Når det herud over er berettiget at spørge EL, hvad partiet vil bruge tiden til, kan det begrundes i, at partiet stort set har lukket døren til det parlamentariske rum under finanslovsforhandlingerne. Partiet har under forhandlingerne ikke været ude med en klar støtte til Den Europæiske Fagbevægelse (ETUC)’s planlægning af omfattende manifestationer i alle europæiske byer mod nedskæringspolitikken og finanspagten den 14. november. Det burde man som socialistisk parti have været.

Det eneste, der for alvor står klart blandt vælgerne efter finanslovsforhandlingerne, er at EL kæmpede for at bevare indkomstgrundlaget for nogle af de mange arbejdsløse, der falder ud af dagpengesystemet – hvorimod perspektiverne for en åben og mobiliserende politisk offensiv mod årsagerne til problemet fortoner sig.

Venstre og deres støtter hos DA tænker længere frem.

Selvfølgelig støtter DA’s Jørn Neergaard Larsen ikke åbenlyst Claus Hjort Frederiksens udspil. Det kan han ikke (af hensyn til den ”danske model”). Det behøver han heller ikke. Han kan ikke, fordi arbejdsgiverne skal demonstrere egen styrke og selv klare lønspørgsmålet ved overenskomsterne. Han behøver ikke, fordi den nuværende – og en kommende skærpet – udbudspolitik i sig selv vil bane vejen for lønstagnation eller reel løntilbagegang. Hele øvelsen med at forringe efterlønnen, forkorte dagpengeperioden og forlænge optjeningsperioden, Venstres krav til en kontanthjælpsreform og den vedtagne førtidspensionsreform har sigte mod at løse det paradoks, som DA har påpeget igen og igen: at ”Danmark har et højt lønniveau, men alligevel har 800.000 borgere, der lever af offentlige overførsler”.

Eller sagt ligefremt: Det sociale sikkerhedsnet skal forringes yderligere for at presse løndannelsen i nedadgående retning.

Den politik er eksplicit formuleret i ”Europlus pagten”, som både VK og SRSF sagde ja til. Claus Hjort Frederiksens mål kan sagtens nås uden en decideret kollektiv lønsænkning, hvis blot udbuddet af arbejdskraft er stort nok og muligheden for forsørgelse udenfor arbejdsmarkedet tilstrækkeligt reduceret. Eller som Lars Løkke Rasmussen sluttede ovennævnte artikel: ”vi skal have sulten tilbage”. Det drejer sig ikke om, hvorvidt det skal kunne betale sig at arbejde, men om at gøre enhver anden leveform næsten umulig

Det var efter de sigtelinjer, det tyske arbejdsmarked blev ændret i perioden 2001 til 2004. Socialpolitikken blev underlagt beskæftigelsespolitikken. Alle sociale begivenheder blev målt på baggrund af beskæftigelseskriterier. Det tog den tidligere VK regering ved lære af og indførte noget lignende i forbindelse med strukturreformen. Socialpolitikken blev også her hjemme underlagt beskæftigelsespolitikken. A-kasserne blev svækket. Arbejdsformidlingen nedlagt, beskæftigelsespolitikken overført til kommunerne og arbejdsmarkedspolitikken afskaffet.

Nu kommer så næste hug. Claus Hjort Frederiksen har præsenteret det i hovedlinjen. DA applauderer indirekte.  De økonomiske eksperter – eller i hvert fald nogle af dem – blåstempler.

Og det eneste, der høres fra centrum-venstre regeringen, er en anklage mod Venstre for at ville føre en ”usmagelig” lønpolitik. Fagbevægelsen har indtil nu kun kunnet svinge sig op til at kalde udspillet ”usympatisk” og insistere på kredit for, at lønmodtagerne skam har betalt deres del af krisepolitikken ved løntilbageholdenhed.

Men hvad skulle regeringen ellers sige? Partierne i regeringen har jo selv hver især siden 2007 accepteret VK’s ødelæggelse af det danske arbejdsmarked. Og i dag står Finansministeriet i spidsen for en strategi op til OK 13, der skal svække de faglige organisationers forhandlings- og aftaleret yderligere. Her er ministeriet på linje med KL. Så hvorfor skulle Venstre gå med i en finanslovsaftale, når nu vejen for deres videre strategiske udfoldelse banes af den siddende regering, og der indtil videre ikke har vist sig nogen kraft hverken i Folketinget eller i fagbevægelsen stærk nok til at formulere en åben og perspektivrig modstand mod den strategiske linje, som Claus Hjort Frederiksen har formuleret.

Paradoksalt – taget i betragtning, at alternativet faktisk allerede findes. Det skal ikke først opfindes. Det eksisterede også før finanslovsforhandlingerne og den lige indgåede aftale.

ETUC vedtog den 6. juni 2012 en politik for en Europæisk Social Pagt, og den vedtog den 17. oktober en opfordring til alle de nationale faglige medlemsorganisationer, progressive bevægelser og partiet om at tilslutte sig en kollektiv kampagne for at gøre den sociale pagt til politik i EU.  Men opfordringen er ikke blevet fulgt op i Danmark.

Tilbage står, at Venstre er ved at folde de strategiske perspektiver ud. Regeringen har med hiv sving hevet en finanslov i hus. Regeringen og støttepartiet har ikke kunne blive enige om noget, der kommer i nærheden af en progressiv jobskabelsespolitik.

Spørgsmålet er så (næsten som i USA efter valget), hvad dælen centrum-venstreregeringen og støttepartiet vil stille op i 2013, når de økonomiske konjunkturer forværres yderligere i hele Europa, og beskæftigelsessituationen forringes yderligere? Det ved vi udenfor Christiansborgs lukkede rum ikke meget om. Men vi ved, hvad Venstre og DA går efter!

Jan Helbak er medlem af Kritisk Debats redaktion.

Artiklen har tidligere været bragt i Kritisk Debat.