Annonce

Udland
9. marts 2015 - 14:43

Optimisme før afgørende fredsforhandlinger i Colombia

Weekenden bød på nye gennembrud i fredsforhandlingerne mellem den marxistiske oprørsgruppe FARC og colombias regering. USA er gået aktivt ind i forhandlingerne, der får opbakning fra civilsamfundet.

Fredsforhandlingerne mellem den colombianske oprørsbevægelse FARC og landets regering går ind i sin afgørende fase. Forhandlingerne har stået på siden november 2012.

Lørdag den 7. marts indgik den colombianske regeringen og repræsentanter for den væbnede, marxistiske oprørsgruppe FARC en aftale om, at fjerne landminer fra de områder af landet, der er præget af 50 års borgerkrig.

Colombia er et af de tættest minerede områder i verden og weekendens aftale er det seneste af en række gennembrud i de igangværende fredsforhandlinger mellem de stridende parter, som giver anledning til optimisme.   

– Dette viser, at vi er på vej i den rigtige retning, sagde Humbert de la Calle, regeringens topforhandler på pressemødet efter forhandlingernes afslutning.

Søndag den 8. marts blev fredsforhandlingerne bakket op af demonstranter, da titusindvis af mennesker deltog i en ’march for liv’ flere steder i Colombia samt New York, Berlin, Paris, Mexico City og Beijing.

Læs artiklen »Colombia, FARC Agree to Clear Mines« hos Telesur

Læs artiklen »Colombians across the globe join anti-war ‘March for Life’« hos Colombia Reports.

Læs artiklen »Colombia Marches for Life« hos Telesur TV.

USA aktiv i forhandlinger

I slutningen af februar udnævnte den amerikanske præsident Barack Obama den tidligere viceudenrigsminister for inter-amerikanske anliggender Bernard Aronson til at være USA’s repræsentant i de aktuelle forhandlinger.

Bernard Aronson var også landets forhandler, da der blev sluttet fred i El Salvador og Nicaragua, og amerikanerens entre er blevet hilst velkommen af både den colombianske regering og af FARC.

– Mr. Kerry (USA’s udenrigsminister, red.) sagde, at denne beslutning følger en anmodning til ham fra Colombias præsident Juan Manuel Santos sidste år, for at USA skal tage »en mere direkte rolle i fredsprocessen«, hvilket vi mener er en nødvendighed, udtalte FARC efter udnævnelsen.

Læs artiklen »Santos and FARC praise US for appointing envoy to Colombia peace talks« hos Colombia Reports

USA har deltaget aktivt på skiftende colombianske regeringers side i den blodige konflikt og har bevilge milliarder af dollars til den colombianske hær og træning af de væbnede styrkers bekæmpelse af landets befrielsesbevægelser.

Alene i 2014 bevilgede USA´s kongres 320 millioner dollars til det colombianske militær.

Læs artiklen »Colombia: Køreplan for fred offentliggjort« hos Modkraft.

Regering overvejer våbenhvile

Regeringen og FARC er tidligere nået til enighed om tre af fem punkter i hovedforhandlingerne om en varig fred.

Det drejer sig om jordreformer, stop for produktion og handel med narko og politisk inddragelse af guerillaen i det civile samfund.  

De tilbageværende punkter er afvæbning af FARC og demobilisering af den store colombianske hær, samt en aftale om erstatning til ofrene for den lange konflikt, hvor 220.000 har mistet livet og  millioner er drevet på flugt både internt i landet og i nabolande.

Torsdag den 5. marts ankom fem generaler og en admiral fra den colombianske hær til Palacio de Convenciones i Cubas hovedstad Havanna for at forhandle de konkrete tiltag for at få en stabil bilateral våbenhvile med repræsentanter for FARC.

I december 2014 erklærede FARC ensidig våbenhvile, men præsident Juan Manuel Santos har hidtil været imod en egentlig tosidig våbenhvile før en endelig fredsløsning er forhandlet på plads.

Forhandlingerne gennemoptages den 17. marts.  

Læs artiklen »Colombian Generals, FARC Meet for Historic Truce Talks« hos Telesur.

Læs også artiklen »10 højdepunkter fra fredsforhandlingerne mellem FARC og Colombias regering« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce