ANMELDELSE: Ny dokumentarfilm burde være med til at booste fredsbevægelsen og kan ses som et indlæg i diskussionerne om Danmarks kommende store militære anskaffelser - selvkørende haubitser og F35-jagerflyene.
Juleaften 1914 i starten af 1. verdenskrig begyndte tyske soldater at synge Heilige Nacht og andre julesange i skyttegravene.
Sangen blev besvaret med hjemlige julesange fra den engelske side, og et par timer efter gik tyske og engelske soldater rundt mellem hinanden og hilste glædelig jul.
Hundredetusinder sprang op fra skyttegravene og faldt fjenden om halsen og udvekslede adresser, fortæller Henry Wiiliamson fra London-regimentet.
Det hele stoppede da generalerne blev nervøse og beordrede kanonild ind over slagmarken igen.
Dermed er tonen slået an i dokumentarfilmen »Shadow World - bag om den internationale våbenhandel«, som vises på DR2 tirsdag den 15. november kl. 20.45.
Filmen afdækker igennem interviews og filmklip våbenindustriens indflydelse på regeringernes indkøb af militært isenkram igennem korruption. Desuden er den kritisk over for den tiltagende privatisering af krigsindustrien og over for løsningen af verdens problemer med våben i stedet for diplomati.
- Der er kun to ting der gælder i forretninger - penge og sex, siger tidligere våbenhandler Riccardo Primitera i filmen
- Resten er pis og papir. Hvor smukt et våben er kommer an på sekretæren, for de er mere interesserede i hendes røv, end i hvad helvede du snakker om.
Filmen gennemgår flere store våbenhandler, og hvordan de er blevet afgjort alene ved at smøre de rigtige mennesker med små penge i forhold til ordrernes størrelser.
Her oprulles sagen mod det tidligere British Aerospace, nu BAE Systems, og de store beløb, der blev betalt under bordet for at få Saudi Arabien til at købe britiske Tornado- og Hawk-jagere.
Tidligere og nu afdøde premierminister Margaret Thatchers søn Mark scorede et tocifret millionbeløb i handlen, som smurte den saudiske kongefamilie grundigt.
Der er Iran-Contra-skandalen - midt i firserne under Reagan-regeringen solgte amerikanerne hemmeligt våben til ærkefjenden Iran og brugte overskuddet fra salget til at finansiere contraerne, der bekæmpede det revolutionære styre i Nicaragua.
Filmen sandsynliggør igennem velkendte sager, hvordan våbenindustrien med lobbyarbejde, korruption eller ved at have venner i regeringstoppen styrer våbenhandel og måske er med til at skabe krigene.
Information dynges på information, og det er måske filmens største problem. Der skal virkelig hænges på.
Men filmen er en nødvendig afdækning af verdens største eksportområde, som har fået alt for lidt fokus.
Den burde kunne være med til at booste fredsbevægelsen og kan ses som et indlæg i diskussionerne om Danmarks kommende store militære anskaffelser - selvkørende haubitser og F35-jagerflyene. Sidstnævnte producerer BAE Systems 13-15 % af ifølge firmaets hjemmeside.
»Shadow World - bag om den internationale våbenhandel« har biografpremiere og foreløbig eneste biografvisning i Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8 søndag den 13. november kl. 19. Her kan du desuden møde filmens instruktør Johan Grimonprez og forfatter Andrew Feinstein.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96