Mindeord: Samuel levede der, hvor det hele skete

Mindeord for afdøde Samuel Pollas.

Søndag d. 19 juni fik jeg den forfærdelige nyhed om, at den sødeste, dejligste, skønneste, kærligste Samuel Pollas var død, efter at have slået hovedet til en punkkoncert med NOFX i Den Grå Hal et par dage før.

Første gang jeg mødte Samuel, var da han sprang op på scenen til en Guddommelig Galskab-koncert og spurgte, om han ikke måtte synge en af sangene og gav den mest intense og dybtfølte udgave af sangen Hashoman…

Vi har efterhånden spillet 18 år og har oplevet mange unge punkere, der kom op på scenen, fordi de bare ikke kunne lade være, og det er altid for vildt, fyldt med kærlighed og med en følelse af at her er en ny vidunderlig ven, en man bare ikke har lært at kende endnu: En skarp og intens personlighed, der har så meget på hjerte, at han eller hun har lyst til at skrige det ud, har lyst til at være med, smelter euforisk over i punken og tanken om endelig at have fundet et fællesskab, der ikke bare kan rumme dem, men hvor de virkelig også kan få lov til at udtrykke og udfolde sig og være med lige dér hvor det skete fra starten, og det var præcis den følelse jeg havde med Samuel.

Og da han havde sunget, vendte han sig om og lagde armene om mig, og så kiggede han mig ind i øjnene med et blik, der brændte af en intens lykke og kærlighed, og han gav mig et smækkys og den mest hjertelige krammer, så jeg blev helt blød i knæene.

Foto: Thomas Kofod

Vi har udvekslet mange kram og snakket efter vores koncerter, som han altid siden har været helt up front til, vi har skrevet sammen og fulgt med i hinandens liv.

Samuel var åbenlyst et menneske med et stort hjerte, en stor social indignation og en stor ansvarsfølelse over for at gøre verden til et bedre sted at være for alle.

Han var lynende intelligent og lod sig ikke blive puttet ind i nogle kasser, han var så vidunderligt åben og nægtede at lade sit syn blokere.

Han gik forrest til demoer, var forrest i koncerterne, og levede og åndede for punken og den anarkistiske modkultur. Han var også lykkelig over at være blevet færdig med sin studentereksamen og være kommet ind på pædagogseminariet. Han var totalt åben, fordomsfri og ville have det fulde ud af livet, han var nysgerrig og han ville have det hele med.

Et par dage før han døde, havde vi lavet en aftale om at lave et Guddommelig Galskab back-patch sammen, han skulle komme med et stykke stof, og jeg skaffede noget maling, og vi glædede os begge to totalt meget til det og alle de sjove ting, man ellers skulle lave…

Samuels død kom som et chok. Samuel var 20 år. Han havde hele livet foran sig. Han havde i punkmiljøet fundet et sted hvor han kunne få lov til at være som han var. Ligesom så mange andre.

I punkmiljøet levede og blomstrede han, og det blev også der han døde alt for tidligt, som han levede: Helt up-front og der hvor det hele skete.

Samuel slog hovedet og endte med at tage alene hjem og sove. Og han vågnede aldrig op igen. Og vi har alle vredet vores hjerne for at finde en grund til det hele, for det hele virker så meningsløst.

Samuels mor har bedt mig inderligt om at være med til at udbrede det helt specifikke budskab om, at hvis du slår hovedet eller ser en ven slå hovedet, må du aldrig lade dem tage alene hjem, og at en tur på skadestuen kan redde livet.

Den Grå Hal og andre spillesteder snakker om, hvordan de kan skærpe sikkerheden, og medierne viser et - efter min mening - meget ensidigt billede af den "farlige" mosh-pit og slamdance.

Selv har jeg tænkt rigtigt meget på drukkulturen i punkmiljøet og alkoholens (og selvfølgelig også andre stoffers) evne til totalt at sløre vores dømmekraft og evne til at se alvoren i situationerne.

Selvransagelsen er vigtig. For det var ikke meningen at Samuel skulle dø så tidligt! Han var kun lige begyndt! Og han havde så uendeligt meget i sig! Så meget at dele ud af!

Men selvransagelsen bringer ikke Samuel tilbage.

Samuel levede alt for kort, men intenst og han var virkelig et eksempel på et ægte menneske der lige meget hvad folk syntes, kæmpede med alle midler for en bedre verden fuld af åbenhed, inklusion, kærlighed og masser af krammere!

Vi sender alle de bedste tanker og støtte til Samuels familie!

Vi vil savne dig så meget kære Samuel!

Sune 'Køter' Kølster er forsanger i punkbandet Guddommelig Galskab