Annonce

Manglende rettigheder
24. maj 2013 - 19:54

Massiv diskriminering af LGBT-personer i Europa

Ny EU-undersøgelse viser, at bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i EU-landene oplever diskrimination. Herhjemme kæmper transpersoner for at transkønnethed ikke skal betragtes som en psykisk sygdom.

En undersøgelse af LGBT-personers oplevelse af diskrimination, der blev offentliggjort 17. maj viser, at 47 procent af alle LGBT-personer indenfor det sidste år havde oplevet diskrimination på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

EU-kommisionen og The European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) påbegyndte undersøgelsen i 2010. Undersøgelsen skulle kortlægge oplevelser af diskrimination og hadforbrydelser i samtlige 27 EU-lande samt Kroatien. Godt 93.000 lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner har svaret på FRA's spørgsmål om deres levevilkår forskellige steder i den europæiske union.  

Over 80 procent af alle deltagerne var blevet mobbet på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet i løbet af deres skolegang. 26 procent af alle adspurgte havde været udsat for vold eller trusler om vold inden for de seneste fem år. For de transkønnede gælder det for over 60 procents vedkommende. 

Læs hele rapporten fra FRA her

Danmark ikke foregangsland 

Den danske LGBT-organisation bekræfter billedet: 

- Undersøgelsen viser, at mange LGBT-personer ikke kan være sig selv i deres daglige liv. Mange skjuler deres identitet og lever i isolation og nogen steder ligefrem i frygt. Andre bliver udsat for diskrimination eller vold, siger Martin Christensen, International talsperson i en pressemeddelelse fra LGBT Danmark.

Der er stor forskel på de kritiserede forhold i EU-undersøgelsen fra land til land, men en ny undersøgelse fra den internationale LGBT-paraplyorganisation, ILGA fastslår dog, at Danmark ikke ligefrem er et af foregangslandene i forhold i LGBT-rettigheder.

Hvis man gennemgår de europæiske landes juridiske situation for LGBT-personer ligger Danmark på en niendeplads efter lande som for eksempel Storbritannien, Sverige og Frankrig.

Se ILGA-Europe's Rainbow Map og de enkelte landes statistikker her

Transkønnedes forhold trækker ned

Den vigtigste årsag til Danmarks kritisable placering over LGBT-rettigheder er ifølge ILGA, at lovgivningen er forældet, når juridisk kønsskifte og adgang til kønskorrigerende behandling er nogle af de ting, som halter.

- Det er del af regeringsgrundlaget og der er nedsat en arbejdsgruppe af embedsmænd, der skal komme med forskellige modeller for, hvordan man kan gøre lovgivningen mere tidssvarende, og gøre adgangen for transpersoner til juridisk kønsskifte lettere. Det er et vigtigt arbejde, som vi ser frem til, fortæller Martin Christensen.

Men et forslag om at slette transkønnethed fra de officielle sygdomslister, der blev stillet af Enhedslisten kunne ikke samle flertal ved førstebehandlingen i Folketinget i sidste uge.

Læs artiklen »Transkønnede: Vi er ikke psykisk syge« hos Modkraft 

Både SF og De Radikale har ellers tidligere udtalt sig positivt om at få fjernet transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste, hvor den på nuværende tidspunkt optræder som en psykisk identitetsforstyrrelse. Det betyder blandt andet, at transkønnede skal gennemgå en psykiatrisk udredning på Sexologisk Klinik, før de kan få en kønsskifteoperation.  

Læs artiklen »Det er livsfarligt at være trans« hos Modkraft

»Man må anerkende, at transkønnethed er klinisk relevant for behandling i sundhedsvæsenet, når transkønnede netop henvender sig for at få en kirurgisk behandling. I de situationer må transseksualitet anvendes som begrundelse for behandling,« udtalte Sundhedsminister, Astrid Krag (SF) til Berlingske som begrundelse for hendes modstand mod Enhedslistens forslag.

Læs artiklen »Transkønnede forbliver på psykisk sygdomsliste« hos Berlingske her 

Fra LGBT Danmarks side mener man dog, at diagnosticeringen af transpersoner er et udtryk for diskrimination:

 – Vi vil have, at transpersoner skal behandles som alle andre mennesker. De problemer og behandlinger, som transpersoner kan have brug for i mødet med sundhedsvæsenet er noget, der sagtens kan behandles uden en psykiatrisk diagnose, udtaler Vibe Grevsen, transpolitisk talsperson for LGBT Danmark til Modkraft.

Hun nævner eksempler på, at kvinder kan få behandling for »for meget« skægvækst, og mænd for »for store bryster«, hvilket er den samme behandling, som transpersoner har brug for. 

– Danmark har tidligere fjernet sygdomme som for eksempel homoseksualitet fra WHO’s internationale sygdomslister, og også i dette tilfælde ville vi ønske, at man ville gå foran, siger hun. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce