Manual til forståelse af de græske forhandlinger

Det kan være svært at forstå forhandlingerne mellem Euro-landene og grækerne. Der er meget spin, og næsten enslydende udtryk betyder vidt forskelligt. Også journalister går galt i byen.

Det blev jeg opmærksom på i går, da ellers velinformerede Guardian omtalte Grækenlands plan for en forlængelse af låneaftalen (extension of the loan agreement). Det tolkede avisen som græsk overgivelse, en U-vending, og avisen kunne ikke få det til at stemme med, at den græske finansminister Yanis Varoufakis gentog sine udsagn om 'røde linier' for grækerne og især ikke med ministerpræsident Alexis Tsipras' tale i parlamentet, hvor han annoncerede, at regeringen fredag den 20. februar vil forelægge en række af forslagene til social genopretning; de er et opgør med hele nedskæringspolitikken, altså med alle de betingelser, som er indbygget i det hidtidige låneprogram.

Denne plan vil blive fremlagt i dag [onsdag den 18. februar, red.]. Den siges at bygge på det udkast, som den franske økonomikommissær Moscovits fremlagde på mødet mandag, og som Varoufakis ville have skrevet under på. Formentlig på tysk initiativ blev papiret skærpet til det provokerende (grækerne kaldte det 'absurd'), og så brød forhandlingerne sammen. Det siges i øvrigt, at Juncher fra kommissionen, Draghi fra ECB og Lagarde fra IMF støttede Moscovits forsonlighed. I krisetider afsløres de virkelige magtforhold med grafisk klarhed.

Tidligere har grækerne kaldt en sådan forlængelse en bro, nemlig en aftale om at man sikres penge i nogle måneder, mens man forhandler hele låneprogrammet.

Forklaringen på Guardians misforståelse er simpel.

Grækenland vil fortsat gerne have penge, men ikke en forlængelse af det gamle låneprogram, også (af Trojkaen) kaldet bailout-programmet eller redningsprogrammet; heri er nemlig indbygget alle nedskæringskravene, også kaldet memoranda.

Den 28. februar udløber bailout-programmet, så en afklaring skal ske senest da, ja, faktisk fredag den 20. februar, hævdes det, eftersom eventuelle revisioner skal godkendes af nogle af Euro-landenes parlamenter, hvilket tager tid.

Schäubles holdning er klar (indtil nu, i hvert fald): Der er et bailout-program (altså inkl. nedskæringerne), og det kan grækerne bede om at få forlænget – eller de kan undlade at bede herom. Altså: Ud af vagten, hvis I ikke makker ret – til skræk og advarsel for eventuelle ligesindede.

Og hans udtrykkelige retorik tyder på, at han søger et brud. Han 'har medfølelse med' ('pity') den græske befolkning, fordi den har en 'uansvarlig regering'.

Det har grækerne - der jo valgte regeringen - taget meget unådigt op. Tsipras' svar:

Mr. Schauble lost his temper, not because he railed against the Greek government - that is his right - but he expressed himself disparagingly towards the Greek people. He had better be sorry for people who walk with their heads bowed, I would remind him. Do not feel sorry for the people who raise its head proudly. These people who claim/assert themselves with dignity, he should value and admire

(Hr. Schauble tabte besindelsen, ikke fordi han beklagede sig over den græske regering - det er hans ret - men fordi han udtrykte sig nedsættende om det græske folk. Jeg vil minde ham om, at han hellere skal have ondt af folk, der har dukket hovedet. Man skal ikke have ondt af folk, der stolt har hævet hovedet. Han skulle hellere værdsætte og beundre disse folk, der kræver og omgiver sig med værdighed)

For Grækenland er der to ting i disse forhandlinger. De to ting hænger sammen, men skal ikke sammenblandes:

Det ene er, hvordan gælden skal betales tilbage.

Oprindeligt ville man have en eftergivelse af halvdelen af gælden, men det er nu droppet; i stedet argumenteres for en moderation af afbetalingsvilkårene (måske som moratorium, måske konjunkturafhængige betalinger).

Det andet er betingelserne for gælden, altså nedskæringskravene.

Alt dette vedrører Grækenlands lån, det langsigtede, så problemerne her svarer til en virksomheds solvensproblemer.

Dette skal så adskilles fra landets likviditetsproblemer, altså forsyning med penge for at klare løbende betalinger.

Det problem kender virksomheder også til. De kan gå fallit, såfremt de ikke kan betale regningerne i morgen, selv om de er solvente, dvs. at aktiverne overstiger passiverne (lånene),

Denne forsyning varetages af Den europæiske centralbank, ECB, der imidlertid – til grækernes utilfredshed – har sammenknyttet denne kortsigtede pengeforsyning med lånebetingelserne.

For et par uger siden lukkede ECB for den normale pengeforsyning; jeg troede selv at det betød at Draghi havde lukket og slukket for Grækenland, men det viste sig, at der var en reservekonto, der stadig var åben (den er dyrere, fordi der her er en rente).

Disse penge er essentielle, fordi de græske banke skal have dækket det hul, der opstår, fordi der af frygt for Grexit trækkes penge ud af bankerne (nogle sendes til udlandet, andre bliver i landet).

Denne reservekonto er på €60 milliarder (mia), senere forhøjet til €65 mia. Det lyder af en masse penge, men det er også en masse penge, der trækkes ud af bankerne.

ECB tager stilling til denne konto hver eller hver anden uge, og det sker netop i dag onsdag. Rygtet går at kontoen reduceres til ca. €40 mia, fordi grækerne stadig er stejle, men er det nok for de græske banker?

Hvis ikke, må grækerne indføre kapitalkontrol, formentlig restriktioner på udførsel af kapital samt grænser for, hvad man kan trække på sin bankkonto; og så er vi tæt på, at forbindelsen til Euroen kappes.

ECB er angiveligt upolitisk, men det er utænkeligt at Draghi på egen hånd, dvs. uden tysk samtykke, trækker stikket.

Så er der spinnet.

Tyskerne hævder, at de ikke véd, hvad grækerne ønsker – og endda at grækerne ikke selv véd det. For de er ikke kommet med et positivt forslag (indtil i dag). Modsat Trojkaen er grækerne ukonstruktive, lyder historien.

Men det er Trojkaen, der ikke har givet en millimeter i indrømmelser: 'I stand here on my bond', som Købmanden i Venedig sagde (iflg. Shakespeare). Grækerne derimod har været kompromis-villige, altså har firet på kravene.

For det første har de som nævnt droppet kravet om, at halvdelen af gælden slettes. Man vedstår altså hele gælden (selv om alle véd at den er så stor – 175% af BNP – at den aldrig kan betales tilbage), men vil have afbetalingsvilkårene modereret, så der bliver penge til den sociale genopretning.

For det andet har man firet lidt på tilbagerulningen af nedskæringspolitikken. Man stopper planlagte privatiseringer, men omgør ikke de allerede gennemførte.

Varoufakis har også sagt at man accepterer 70% (var det vist) af Trojkaens krav i memorandaet. Det lyder af meget, men dækker over, at meget heri er ukontroversielt, dvs. noget alle er enige om, nemlig en effektivisering af skatteligningen (den er håbløs og en væsentlig grund til Grækenlands økonomiske problemer), kamp mod korruption osv.

Jeg håber at det hele er lidt klarere nu.

Gode kilder til information er: 

http://www.theguardian.com/business/live/2015/feb/18/greek-bailout-athens-loan-extension-live-updates

http://www.ekathimerini.com/ekathi/news

Opdatering onsdag, kl. 21.30:

1) Shäubles reaktion på Grækenlands udspil om 'forlængelse' (der kommer torsdag): Speaking on German broadcaster ZDF late Tuesday, Schaeuble said Greece was trying to receive the funds, without meeting the necessary conditions. "It’s not about an extension of the loan program, it’s about whether this program is fulfilled, yes or no,” Schaeuble said. Altså et kompromisløst 'nej'.

2) ECB giver Grækenland ekstra €3,3 mia i reservefonden (eller nødfonden). Menes at kunne holde de græske banker oven vande i en uge. Tyske Jens Weidmann var imod, siges det.

I skrivende stund er udfaldet uvist. Jeg beder til de røde guder, at Grækenland enten siger nej eller får et godt kompromis, der tillader social genopretning og et brud med nyliberalismen. Det vil være ubærligt for Europas venstrefløj, hvis Grækenland bøjer sig for presset - men det véd Syriza godt, så jeg tror det ikke.

Hvis grækerne smides ud af Euroen, får de brug for penge.

Måske fra Rusland, men i hvert fald fra os. Det bliver da vor revolutionære pligt at yde det ultimative offer: At spise oliven og feta, at drikke græsk rødvin (den er god) og ouzo, og at tage på ferie på Samos.

Besøg min hjemmeside www.anderslundkvist.net