Malmø: Undergrundskultur vs. arbejdsvilkår

På den anden side Øresund ligger den skånske hovedstad Malmø. Byen er med sine knap 300.000 indbyggere ikke umiddelbart et sted man ville forbinde med storstad og dertil hørende udøvelse af undergrunds- og modkultur, og for den sags skyld politisk aktivisme.

Sådan er det dog ikke.

Malmø har et væld af progressive politiske og subkulturelle grupperinger, er kendt for dets særdeles velassorterede udvalg af vegansk/vegetariske spisesteder og venstreorienterede caféer, samt et kæmpe udvalg af punk/hardcore bands i absolut særklasse.

Som eksempel kan nævnes festivalen Malmö Hardcore Fest til efteråret, der har intet mindre end 30 bands på programmet, samtlige lokale.

Til sammenligning havde den københavnske K-Town Hardcore Fest 27 bands, hvoraf under en tredjedel var lokale.

Dét er imponerende, og i sig selv beundringsværdigt.

Særligt fordi en ganske stor del af disse bands er nært knyttet til venstreradikal politik, og er sammenflettet med en ganske stor del af Malmös politiske bevægelse, endda i højere grad end København kan påstå.

Derfor kan det undre, at præcis Malmö endte med at være stedet, hvor historien om Häng Bar opstod.

Häng Bar

Häng Bar er vel som ethvert andet lille værtshus. Her fås øl til (i Sverige) rimelige priser, en ret mad, kaffe med videre.

Stedet er velholdt, renligt, og nærmest lidt bodega-agtigt på sin egen særlige svenske måde, med brunt interiør, store vinduer og spiritus til ågerpriser.

Samtidig ligger baren midt på Möllan, det nærmeste man kommer Nørrebro/Nordvest i Sydsverige. Men det er ikke hvad der skiller Häng Bar fra mængden, der i sig selv ligner mange af Möllans øvrige tilbud.

Det særlige er, at anlægget spiller punk og andre rock-orienterede genrer, ligesom en større del af Malmøs metal- punk- og hardcore-koncerter afholdes her.

Der er blot et problem: Stedets ansatte har hverken overenskomst, får ikke ansættelsesbevis eller kontrakt, arbejder sort for 60 Svenske kroner i timen og nedefter – uanset tidspunkt.

Lønnen afgøres af ens etniske baggrund. Jo mindre ”svensk”, desto mindre løn, og der eksempler på så forskellig timeløn som 60, 50 og 45 kroner.

Selv som en sort løn og med svenske standarder er her tale om en løn så lav, at det nærmest er umuligt at leve for den.

(Som om det ikke er nok deler Häng Bar ejer med restauranten Curry Hut, der har vilkår lig barens).

Arbejdstider varierer, og ansatte kan risikere både at skulle gå før tid, eller blive lang tid ekstra.

Syndikalister i aktion

Indtil for nylig var dette ikke hver mands viden, men kun noget der gik rygter om.

I visse kredse noget man helst undgik at tale om.

»Sådan er det alle steder,« var attituden blandt bargæsterne ifølge en artikel i Skånes Fria.

Det ændrede sig med et, da 25-årige Daria Bogdanska valgte først at stå frem med sin historie om vilkårene på Häng Bar.

Dertil kom en større artikelserie om lønslaver i Kvällsposten, som også satte fokus på den lille Malmø-bar.

Den 25-årige kvinde nøjedes dog ikke med at gå til medierne.

Hun allierede sig med fagforeningen Syndikalisterne (SAC, red.) og tog sagen i retten med krav om at få en minimumløn.

Daria Bogdanska blev endte med at tilkendt erstatning trods chefens utvetydige forsøg på at modarbejde hende.

Trods alt dette er kritikken fra punk- og hardcore-klientellet mangelfuld, og begrænses til de allermest politisk korrekte.

Stemningen virker til at være, at det er usmart at stille spørgsmålstegn ved Häng Bars praktik.

Om dette skyldes den åbenbare brist på spillesteder i Malmö hvor punk- og hardcoremusik kan få lov at udfolde sig er blot et gæt, men nok et godt af slagsen – og i øvrigt et kort ejeren af Häng Bar har søgt at spille overfor punk-klientellet.

Man er åbenbart ikke sej hvis man modarbejder ”scenen”.

Modkultur – til hvilken pris?

Spørgsmålet man må stille sig selv når en sådan sag opstår er, hvor langt man er villig til at gå for at kunne stable koncerter og lignende arrangementer på benene.

Når vi som venstreorienterede kultur-interesserede og DIY-iværksættere sætter ting op, er det som regel praksis at man lader sit arrangement være mest muligt bæredygtigt.

Dette er dog også noget vi bør søge at gøre som koncertgæster og musikere.

Hvis man ved at et sted som Häng Bar behandler sine ansatte som de gør, hvorfor så komme som gæst eller spille en koncert?

Er det, der plejede at være modkultur virkelig blevet så udvandet, at man sætter det over styr for en god aften i byen?

Her i København er vi så heldige at næsten alle spillesteder der sætter arrangementer med politisk bevidste bands op, drives af frivillige kræfter.

De forskellige spillesteder har hver sine problemer, men præcis problemet med underbetalt arbejdskraft, det har vi ikke, for det er simpelthen elimineret ved at vælge en organisatorisk model, der begrænser muligheden for at den slags situationer kan opstå.

Aktive til- og fravalg af kommercielle spillesteder har også en stor betydning i denne sammenhæng.

Og nu når vi så frem til pointen.

En klar grænse: Boykot

En sag er steder som Häng Bar – de skal deales med gennem faglig kamp og organisering. Den slagplan ligger for så vidt allerede klar, og har gjort det længe.

Det handler blot om at have mod til at gøre noget ved sagen, sådan som Daria gjorde.

Her adskiller sagen sig ikke fra så mange andre i samme boldgade; Letz Sushi, Agnes Cupcakes, Vejlegården.

En anden sag er, når DIY-koncerter med mere eller mindre politiske bands sættes op på steder med klare kommercielle interesserer.

Steder, der er så skrupelløse, at de ikke engang gider tage deres ansattes forhold seriøst.

Her må sættes en klar grænse.

Undergrundsarrangementer har det bedste når de finder sted på undergrundens egne præmisser og steder, hvor man selv skaber rammerne, og hvor det er OK at sige fra og sige stop, når det urimelige forlanges.

Steder, hvor vi i fællesskab står for aktiviteterne, og hvor der ikke sidder en pengemand og skummer fløden.

Undergrunds- og modkulturelle arrangementer bør således ikke være en undskyldning for, at man benytter et sted, støtter det eller spiller der.

Herfra skal lyde fuld forståelse for, at enkeltpersoner og diverse bookere har valgt at bruge stedet i en by, hvor der mangler steder at udfolde sig.

Men det øjeblik hvor det blev klart hvad forholdene for arbejderne var, og korthuset faldt sammen skulle man have gjort klare krav overfor ejeren: Vil du ha' at punkerne kommer og køber dine øl, så skal det ske på ordentlige vilkår.

Historien om den lille bar i den skånske hovedstad er ikke slut endnu, og stedet benyttes til stadighed til arrangementer af undergrunds- og modkulturel karakter.

Der er ingen tvivl om at den slags steder direkte undergraver alt hvad DIY-scenen (uanset om det så er reggae eller punk) står for.

Vores kultur og miljø bygger på solidaritet og fællesskab, så der kan ikke være anden mulighed end boykot indtil ejeren beviseligt har sagerne i orden.