Lars Olsen og det danske klassesamfund

I debatbogen ”Det danske klassesamfund” genopliver Lars Olsen, Niels Ploug, Jonas Schytz Juul, og Lars Andersen klasseanalysens tradition i Danmark.

Bogen er et tiltrængt indlæg i en bredere offentlighed om det danske samfunds udvikling siden 1980'erne med fokus på de sociale klasseskel.

Derfor er bogen særdeles interessant. Men bogen præges af en forkert forståelse af udviklingen i arbejderklassen og mellemlagenes stilling i den nyliberale kapitalisme.

I sidste ende fører det til en forkert forståelse af mulighederne for at kæmpe mod klassesamfundets ulighed.

Fra 5/6 samfund til klassesamfund

”Det danske klassesamfund” er en interessant debatbog – på mange måder. En af de positive overraskelser ved bogen er, at Lars Olsen (”Det delte Danmark” 2005, ”Den nye ulighed” 2007, ”Eliternes triumf” 2010) har løftet blikket fra det pjalteproletariat, som han gennem 2000’erne udså som den vigtigste udfordring, venstrefløjen stod overfor (note 1).

I ”Det danske klassesamfund” vil Olsen analysere klassesamfundet i sin helhed. Med god assistance fra både AE-rådet, som Olsen har samarbejdet med omkring tidligere bøger, og Danmarks Statistik, leverer han og medforfattere et veldokumenteret og spændende bud på en analyse.

Bogens analyser dækker – hvor muligt – perioden 1985 til 2012, gennem et blik på en række sociale og økonomiske forhold, blandt andet indtægt, formue, social arv og uddannelse. Derved beskriver bogen ganske alsidigt forskelle træk ved klassesamfundet Danmark.

Bogens analyser tager udgangspunkt i en definition af klasser, der ligger tæt op ad den stratifikation, som benyttes i Danmarks Statistiks socioøkonomiske kategorier, hvilket giver en statistisk dybde, som er meget interessant.

Bogen er velskrevet med eksempler fra hverdagslivet. Samtidig er bogen handlingsorienteret og slutter af med et 5-punktsprogram for ændring af klasseforholdene.

I denne anmeldelse vil jeg gennemgå nogle af bogens konklusioner og se med meget kritiske øjne på klasseforståelsen hos Olsen m.fl. Ikke mindst fordi klasseanalysen leder til en forkert forståelse af klassesamfundets dynamik og i sidste ende venstrefløjens opgaver. Selvom kritikken fylder meget, så er bogen dog stadig læseværdig.

Svaghederne i klasseforståelsen

Der er en række svagheder i den klasseinddeling, som går igennem bogen. Især indplaceringen af forskellige dele af arbejderklassen er forkerte.

Svaghederne kan henføres til den teoretiske inspiration, som Olsen m.fl. henter fra den franske sociolog, Pierre Bourdieus, arbejde, hvor kapital kan antage både en økonomisk, social og kulturel form. Dette bruger Olsen m.fl. til at lave to parametre for klassedelingen: stillingen i arbejdslivet og uddannelse (note 2).

Dette fører til en fem-delt klassestruktur bestående af:

Overklassen (1 pct.): Selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelser, som alle har en indkomst på mere end 1,2 mio.kr.

Den højere middelklasse (9 pct.): selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelser, der alle tjener mellem 807.000 kr. og 1,2 mio.kr. Dog regnes alle akademikere uanset indkomst til denne klasse.

Middelklassen (24 pct.): Selvstændige, topledere, og personer med kort eller mellemlang videregående uddannelse der alle tjener under 807.000 kr.

Arbejderklassen (47 pct.): Personer med erhvervsfaglig uddannelse og ufaglærte, som tjener mindre end 807.000 kr.

Underklassen (20 pct.): Personer, der står uden for arbejdsmarkedet mere end 4/5 af året.

Stillingen i arbejdslivet handler om ejerskabet over produktionsmidlerne, og kontrollen med eget og andres arbejde. Så langt så godt. Uddannelsesparameteret er imidlertid mere problematisk.

Problemet med den anvendelse af teorien, som Olsen m.fl. fremfører, er at uddannelse bliver grundlag for udspaltning i en selvstændig klassedannelse.

Konkret betyder det, at alle, der har taget en videregående uddannelse, fx til pædagog, radiolog, eller lignende, bliver en del af middelklassen eller den højere middelklasse. Olsen m.fl. siger selv om dette valg:

”Uddannelse er et andet afgørende parameter i nutidens samfund. Eksamensbeviset har stor betydning for ens placering i hierarkiet på arbejdspladsen – om den ansatte på hospitalet er portør, sygeplejerske, læge eller djøf’er på direktionsgangen. Samtidig definerer folk med lange uddannelser i højere grad deres eget arbejde, de har derfor mere indflydelse på deres hverdag. Det hører også med, at uddannelse er en ressource i sig selv. For eksempel er forældrenes uddannelse afgørende for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet – dét er faktisk vigtigere, end hvor meget far og mor tjener. Uddannelse giver som sagt det, Pierre Bourdieu kalder ’kulturel kapital’ – og det er en kilde til magt.” (side 38).

Problemet er imidlertid, at det er en forkert antagelse, at uddannelse giver magt. Konkret udgør det et ukorrekt udgangspunkt for en moderne klasseanalyse, fordi:

- Det er en ensidig forsimpling af de videregående uddannelsers stilling i forhold til arbejdslivet; et eksempel er den proletarisering, som flere professionsuddannelser er undergået de sidste 30 år.

- Et andet forhold er, at organiseringen af arbejdet i den nyliberale globalisering i sig selv har medført stigende uddannelsesniveau pga. nye arbejdsfunktioner, hvor arbejdet i højere grad bliver overvågning af produktion, samt udvikling og modning af masseproduktion.

Dette er to modsatrettede tendenser: Mere uddannelse til flere, overfor en proletarisering af arbejdets indhold, som uddannelserne giver adgang til. Nogle uddannelser giver adgang til stillinger med magt og kontrol over eget – og endda andres arbejde.

Men nogle uddannelser giver adgang til usikre ansættelsesvilkår og indkomst under gennemsnittet for en faglært arbejder.

Når Olsen m.fl. hævder, at pædagogen i daginstitutionen, som i dag tjener mindre end en faglært arbejder, tilhører middelklassen, og når akademikeren pr. definition befinder sig i den højere middelklasse, selvom han kører taxa, er det et udtryk for en umoderne klasseanalyse.

Umoderne fordi den vil forstå den moderne arbejdsdeling i vesteuropæisk kapitalisme med en umoderne forståelse af uddannelsernes sociale betydning.

Vi vender tilbage til dette senere.

Den afsondrede overklasse

Bogen leverer en god beskrivelse af overklassen, som udgør 1 procent af befolkningen. Forfatterne leverer et godt indblik i den afsondrede overklasse, som holder sig uden for offentlighedens søgelys. Ikke blot er indkomsten stigende, men formuerne vokser også. Overklassen har siden 1985 øget afstanden til de andre klasser markant.

Kapitlet om overklassen ligger i forlængelse af de analyser, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gennem en årrække har udgivet om ”Den gyldne procent”, men putter noget kød på forståelsen af overklassen gennem arven fra Marx: kontrollen med produktionsmidlerne og andres arbejde er det grundlæggende træk, der giver magt og privilegier.

Olsen m.fl. viser, hvordan ghettoiseringen af overklassen foregår i særlige enklaver i Nordsjælland.

Men også hvordan den lokale fabrikant i en jysk provinsby indgår i overklassen – om end på en bestemt måde: ”Udenfor for storbyerne består overklassen i høj grad af selvstændige – nogle står i spidsen for gamle familievirksomheder, andre er selfmade men, der har skabt deres egen succes. De repræsenterer ofte en mere folkelig og jordnær livsform end hovedstadseliten, med dens store mængder af nedarvet kulturel kapital. De er da også forankret i nogle lokalområder, hvor det store flertal er arbejderklasse eller almindelig middelklasse.”

Selvom billedet kan virke noget overdrevet, når det kommer til vurderingen af populariteten af den provinsielle overklasse, så peger det alligevel på en interessant skelnen mellem forskellige fraktioner af kapitalistklassen.

Nogle er knyttet op på netværk omkring hovedstaden og har et omdrejningspunkt omkring kongehuset. Andre artikuleres mere lokalt / regionalt i fx Jylland.

Olsen m.fl. giver intet konkret bud på, om eller hvordan eventuelle modsætninger i overklassen manifesterer sig politisk. Disse forskelle er også – er det min påstand – er da også blevet mindre i den periode, som Olsen m.fl. betragter (note 3).

Men ikke desto mindre kan dette ændre sig under den nuværende langvarige stagnation, hvor spændingerne mellem agrarkapitalen, finanskapitalen og den transnationale produktive kapital øges i takt med, at kriserne indenfor de forskellige sektorer udspiller sig.

Krisepolitik til klasse-eftersyn

Et andet af bogens bedre afsnit handler om den førte økonomiske politik.

Her skåner Olsen m.fl. hverken den tidligere eller den nuværende regering.

I en samlet effektberegning af skattereformer og kriseindgreb dokumenterer Olsen m.fl. at skatte- og krisepolitikken har ført en politik til gavn for overklassen og den højere middelklasse.

Arbejderklassen og underklassen har betalt regningen for en krisepolitik, der lønner de højeste klasser.

Den glemte arbejderklasse

Et af bogens væsentligste bidrag til en samfundsdiagnose er analysen af arbejderklassen. Det er samtidig også dens største akilleshæl. Der er tre hovedpointer at tage med fra bogens analyse af arbejderklassen.

- Arbejderklassen er den største klasse i samfundet. Olsen m.fl. finder ud fra deres klassedefinition (se mere herom nedenfor), at arbejderklassen udgør 47 procent af den voksne befolkning.

- Arbejderklassen er hovedsageligt bosiddende i Jylland (eller Vestdanmark), et mønster, der følger af industriens udflytning til hovedlandet.

- Arbejderklassens børn uddannes i stadig højere grad.

Arbejderklassen spiller med andre ord en væsentlig rolle i samfundet, om end den glemmes i det offentlige rum.

Det skyldes ifølge Olsen m.fl., at mediernes fokus er på helt andre klasser end arbejderklassen – enten på underklassen eller på den højere middelklasse.

Samtidig er arbejderklassen helt ekskluderet i den offentlige debat om forskellige økonomiske indgreb.

I bogens kapitel om den økonomiske politiks konsekvenser for klasserne viser Olsen m.fl., hvordan både VK-regeringens og den nuværende regerings økonomiske politik har vendt den tunge ende opad. Det skyldes blandt andet, at politikerne glemmer arbejderklassen, når de fx taler om pensions- og efterlønsreformer.

Samtidig er arbejderklassen berørt af urbaniseringsbølgen og de relaterede problemstillinger, som det medfører i landdistrikterne.

Bortfald af arbejdspladser i lokalområdet, fraflytning fra lokalområdet, manglende mulighed for at afhænde boligen, forfald af infrastrukturen. Dette fører i nogle tilfælde til en glidning ned i det, Olsen m.fl. betegner som underklassen; altså over på overførselsindkomst uden muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Forskydning i klassestrukturen fejlfortolket

Ifølge Olsen m.fl. er arbejderklassen blevet markant mindre siden 1985.

Hvor arbejderklassen i 1985 udgjorde 58 procent af den voksne befolkning, så udgør den i 2009 alene 47 procent. Dermed er størrelsen af klassen reduceret med 11 procentpoint, hvilket ville betyde, at arbejderklassen i dag skulle omfatte en lille halv million flere lønarbejdere, hvis sammensætningen af klasserne havde været uforandret. Se nedenfor.

Til gengæld er middelklassen vokset markant. Den klasse, som Olsen m.fl. kalder den højere mid-delklasse er mere end fordoblet og middelklassen (lavere?) er vokset med 5 procentpoint svarende til ca. 25 procent. Underklassen derimod er derimod stort set uforandret i relativ størrelse.

Med andre ord er den væsentligste forskydning i klassestrukturen fra arbejderklasse til middelklasse.

Umiddelbart puster analysen fra Olsen m.fl. til myten om, at det danske samfund er blevet et middelklassesamfund.

Hvor arbejderklassen udgør 47 procent af befolkningen, så udgør middelklassen og den højere middelklasse samlet 33 procent. Hvis udviklingen fortsætter blot et eller to årtier vil snart sagt flertallet af danskerne altså tilhøre middelklassen.

Den politiske konklusion ligger snublende nær: venstrefløjen må sørge for, at alle kan få en uddannelse; det giver magt og kontrol over eget arbejde.

Middelklassen og den moralske klasseanalyse

Men spørgsmålet er, om den forskydning fra arbejderklassen til middelklassen, som Olsen m.fl. registrerer, nu også dækker over den tendens, at kapitalismen stille og roligt bliver mere og mere menneskelig. At modsætningerne mellem klasserne langsomt ophæves gennem en ”af-proletarisering” af lønmodtagerne (note 4).

Arbejderklassen er defineret som faglærte og ufaglærte arbejdere, samt de lavest placerede funktionærer. Det vil sige arbejderklassen tæller både privatansatte, fx ufaglærte industriarbejdere, arbejdsmanden, mureren og frisøren; og offentligt ansatte som fx portøren på hospitalet, SOSU-assistenten og pædagogmedhjælperen.

Problemet med denne meget snævre definition af arbejderklassen er, at den overser det forhold, at uddannelsesniveauet generelt er steget. Samtidig er der sket en stadig strømlining af den offentlige sektor, under hatten New Public Management med dens forskellige instrumenter, som har medført, at arbejdet – som af Olsen m.fl. beskrives som middelklassearbejde, er sat i meget stramme rammer.

Er en pædagog for eksempel en del af middelklassen? Olsen m.fl. siger ja, deres uddannelse giver dem magt.

Men hvis man ser på pædagogernes arbejdsvilkår, vil man nok finde en helt anden virkelighed, end den romantiske forestilling, som Olsen m.fl. hævder at gælde. Arbejdspres, underbemanding og stramme tidsplaner mv. er en del af arbejdet. Samtidig er lønnen i mange tilfælde lavere end en faglært arbejders.

Det virker derfor mere som en moralsk skelnen, end en skelnen baseret på den faktiske virkelighed, at placere nogle af de personalegrupper, som har en videregående uddannelse, i middelklassen i stedet for i arbejderklassen.

Denne skelnen gælder ikke blot for de mellemlange videregående uddannelser, som i høj grad ansættes i den offentlige sektor (pædagoger, lærere, sygeplejersker mv.), men også for personer med akademisk uddannelse.

Proletariseringen af visse akademiske uddannelser betyder, at arbejdsvilkårene er kraftigt forringet ligesom lønnen.

Bevægelser i uddannelsessystemet fortegnes

Et eksempel på, hvor Olsen m.fl. fortegner bevægelserne i uddannelsessystemet, er forfatternes fortolkning af stigningen i det generelle uddannelsesniveau og den ulighedsskabende dynamik, som denne stigning udspiller sig indenfor.

’Det danske klassesamfund’ kendetegnes på dette punkt af en næsten uddannelsesfjendsk holdning, hvor Olsen m.fl. ensidigt tegner billedet af et uddannelsessystem, der firkantet reproducerer klasseskel:

”Ekspansionen af de lange akademiske uddannelser har fulgt et helt entydigt mønster: Jo længere oppe i samfundspyramiden, desto større stigning. Mens andelen af unge fra overklassen og den højere middelklasse er øget med syv procent, er der kun minimal stigning blandt unge fra arbejderklassen og underklassen. Dette er bemærkelsesværdigt af flere grunde. For det første havde de højere klasser allerede for femten år siden en stor andel unge, der blev akademikere. Ekspansionen af det akademiske system kunne mobilisere en ”intelligensreserve” af talentfulde unge fra andre klasser, men det er tydeligvis ikke sket. Tværtimod ser vi en cementering af et mønster, hvor de bedst betalte og mest indflydelsesrige job går i arv fra forældre til børn. Chanceuligheden er større i dag end midt i 1990erne.

For det andet har udbygningen af de mellemlange professionsuddannelser virket anderledes. Uligheden er mindre og ekspansionen har i højere grad gavnet unge fra alle samfundslag. Denne del af de videregående uddannelser er da også kendetegnet ved, at de peger frem mod tydelige professioner, og at undervisningen er et samspil mellem teori og praksis.” (side 111-112).

Der er ingen grund til at romantisere uddannelsessystemet i Danmark. Men det billede, som Olsen m.fl. tegner ovenfor, er karikeret, når man ser på de data, som præsenteres som bevis for påstandene i bogen.

I tabellen nedenfor er vist de data, som Olsen m.fl. bringer til torvs. Eneste ændring, jeg har tilføjet er at vise den relative ændring i klassernes antal børn, som tager en videregående uddannelse.

I bogen præsenteres alene den absolutte ændring (procentpoint) i andelen af unge, som tager en uddannelse. Det betyder, at billedet bliver tegnet som ovenfor: overklassen og middelklassen har øget deres andel af unge, som tager en videregående uddannelse, og det er lukket land for arbejderklassen og underklassen.

Imidlertid forandres billedet noget, hvis man ser på den relative udvikling i klassernes unge, der tager videregående uddannelse.

For eksempel er andelen af arbejderklassens unge, der tager en akademisk uddannelse vokset med 75 procent på de 15 år, som tabellen dækker.

På samme måde med de mellemlange videregående uddannelser, hvor andelen af unge fra underklassen, som tager en mellemlang videregående uddannelse, er næsten fordoblet med en stigning på 88 procent.

Når man måler den relative udvikling i uddannelsesdeltagelsen, så skal den fortolkning, som Olsen m.fl. lægger ned over tabellen, vendes på hovedet.

Hvis man samtidig tager i betragtning, at arbejderklassen næsten udgør halvdelen af samfundets voksne befolkning, får man yderligere bekræftet billedet af, at unge fra arbejderklassen er kommet ind i uddannelsessystemet.

Indkomst og klasseforhold

Det andet forhold, som – efter min mening – understøtter argumentet om, at begrebet om arbejder- og middelklassen er ukorrekt, er indkomsterne. Olsen m.fl. fremlægger selv en række oversigter over indkomst- og formueudviklingen for de forskellige klasser.

Ser man udviklingen i indkomsten for middelklassen relativt til arbejderklassen, så er der ikke den store forskel. Selvom indkomsten er vokset hurtigere hos middelklassen end hos arbejderklassen, ligger middelklassen på niveau med arbejderklassen i 2009.

Interessant er det, at underklassens indkomstniveau relativt til arbejderklassen er stort set uforandret. Med andre ord er de fattige ikke blevet fattigere, for at vende en ellers udbredt talemåde på hovedet, i forhold til den ene halvdel af befolkningen, som arbejderklassen udgør.

Underklassens indkomst er altså ikke blevet markant mindre end arbejderklassens siden 1985. Det kunne tyde på en af to ting. Enten er begrebet om underklassen for upræcist til at fange den gruppe, som Olsen m.fl. peger på, er blevet stadig fattigere, fx kunne det tænkes, at underklassen er for bredt defineret til at være dækkende for den gruppe af mennesker, der egentligt er marginaliseret. Eller også holder argumentet om, at underklassen er blevet stadig mere forarmet, ikke - altså, der er ikke belæg for, at netop denne gruppe har fået markant dårligere vilkår.

Højere uddannelse har ikke medført stigende ulighed i aflønning på arbejdsmarkedet

Dykker man endnu længere ned i data omkring indkomstforskellene mellem forskellige socioøkonomiske grupper inden for klasserne, som i tabellen nedenfor, der findes i bogens bagerste bilag, bliver det yderligere interessant.

Faktisk punkterer data efter min mening den myte, som Olsen m.fl. forsøger at skabe omkring uddannelse som magt.

Af tabellen fremgår det, at forskellene i markedsindkomsten mellem arbejderklassen på den ene side, og på den anden side professionerne og akademikerne, har udviklet sig til arbejderklassens fordel!

Professionerne og akademikerne er placeret i middelklassen og den højere middelklasse alene pga. deres uddannelsesmæssige baggrund.

Men ser man på, hvordan de aflønnes på arbejdsmarkedet (uden at tage hensyn til skattesystemet o.l.), er forskellen til arbejderklassen enten blevet mindre (akademikerne) eller uændret (professionerne).

Med andre ord er den magt, som ligger i uddannelse – den kulturelle kapital – ikke noget, der slår igennem som en øget aflønning i arbejdslivet.

Derimod er forskellene i disponibel indkomst øget mellem de selv samme kategorier.

Men dette indikerer, at der er sket politiske ændringer, konkret skattesystemet, som er til fordel for akademikere og folk med professionsuddannelser.

Dette kunne for eksempel være et udslag af, at en større andel af disse grupper har haft ejerbolig under den lange optur på boligmarkedet, som igen var skabt af deregulering af boliglånemarkedet.

Olsen m.fl. læser (igen) tallene ensidigt i forsøget på at bortforklare afvigelsen fra forfatternes problematiske klassedefinition ud fra uddannelse: Proletarisering af professionerne og akademikerne?

Som anført i noten, er akademikere med en indkomst over 800.000 kroner placeret i en anden gruppe. De bedst lønnende specialister kan derfor godt have øget indkomstforskellen til arbejderklassen. Altså vil der være tale om en polariseringstendens, hvor nogle grupper inden for de veluddannede oplever stigende sociale privilegier, mens andre proletariseres. Olsen m.fl. angiver en interessant tabel, der viser dette, men tager ikke konsekvensen heraf.

Af tabellen nedenfor fremgår det, at den største lønspredning findes blandt de højest uddannede. Mere bemærkelsesværdigt er det, at de dårligst aflønnede 50 procent af fuldtidsbeskæftigede med en lang videregående uddannelse får løn på niveau med de 50 procent dårligst aflønnede faglærte arbejdere. Faktisk tjener de 25 procent dårligst lønnede akademikere mindre end de 25 procent dårligst aflønnede faglærte arbejdere.

”Som det ses i tabellen tjener en del med lang videregående uddannelse mindre end de faglærte. Det er der flere forklaringer på. En del akademikere er slet ikke beskæftiget inden for deres fag, men kører taxa eller andet. Samtidig har mange akademikerstillinger en lav startløn, men stiger kraftigt, efterhånden som karrieren skrider frem. Lønspredningen blandt akademikerne er således betydelig større end blandt folkeskolelærere, sygeplejersker og andre med mellemlang uddannelse.

Det skal bemærkes, at akademikerne samlet set ligger betydeligt over de faglærte – det samlede gennemsnit er 55 procent højere. Lønspredningen ændrer således ikke ved, at det er de lange videregående uddannelser, som er adgangsbillet til de bedst lønnede og mest indflydelsesrige jobs.” (side 75-76).

Imidlertid er det svært at forklare, hvorfor alle akademikere skal placeres i den højere middelklasse, mens det tydeligt fremgår, at op mod 50 pct. af akademikerne tjener det samme som faglærte. På samme måde med de mellemlange videregående uddannelser, der dog tjener mere.

Det skal bemærkes, at opdelingen efter uddannelsesniveau jo ikke svarer til klassedefinitionerne – her blev uddannelse kombineret med indkomst, således, at både faglærte og ufaglærte blev placeret efter indkomst. Det gjorde personer med mellemlange og lange videregående uddannelser ikke.

De kunne alene placeres i middelklassen eller højere. Og det er netop denne definiton, jeg har anholdt i anmeldelsen her.

Den moderne arbejderklasses heterogenitet

I denne anmeldelse har jeg brugt en del krudt på at tilbagevise nogle af de centrale konklusioner i ”Det danske klassesamfund” ud fra det materiale, som forfatterne selv lægger frem.

Det skyldes, at der ligger vigtige spørgsmål under den forståelse af klassesamfundet, som Olsen m.fl. gør sig til talsmænd for.

Ét af de spørgsmål, som er på spil i bogen, er forholdet mellem udviklingen af den politiske bevidsthed, som samfundsklasserne udvikler i konflikten med hinanden. Ifølge Olsen m.fl. tog Marx grundlæggende fejl i sin forudsigelse om udviklingen i klassekampen op gennem kapitalismens historie:

”Arbejderbevægelsen fik – som Marx profeterede – en afgørende indflydelse på samfundsudviklingen. Det skete imidlertid ikke ved indførelsen af et klasseløst socialistisk samfund, men gennem reformer, der gradvist omformede kapitalismen og skabte nogle rammer om almindelige menneskers liv, som hverken Marx eller andre på den tid havde drømt om.” (side 25).

Den klassiske reformisme, som man kan fornemme bag formuleringerne, understøttes af en klasse-definition, hvor det, at uddannelsesniveauet stiger, leder til grundlæggende forskydninger i klassestrukturen.

Ideen om, at arbejderklassen gennem uddannelse ikke blot kan, men også i stor stil har overskredet klasseskellene og bliver en del af middelklassen, er på spil i debatten om uddannelsens betydning for klassestrukturen.

Efter min mening er middeklasse-ideen et ukorrekt udgangspunkt for en forklaring af klassesamfundets udvikling.

Den er umoderne, fordi den fastholder et forældet blik på uddannelsernes betydning og leder til forkerte ideer om, hvad der skal til for at skabe forandring.

Den ser bort fra det forhold, at uddannelserne ikke i sig selv giver adgang til privilegier – selvom uddannelse i sig selv er et velfærdsgode, et privilegium.

Når arbejderklassens unge derfor får bedre uddannelse, er det altså ikke udtryk for, at klassekampen bliver stadigt mere uaktuel, eller at arbejderklassen bliver stadigt mindre.

Det er et udtryk for, at uddannelsesniveauet tilpasses arbejdsdelingen i den nyliberale kapitalisme og den tilhørende globalisering.

Med hertil hører udviklingen af en produktionsstruktur, en teknologisk udvikling og en række arbejdsfunktioner, der stiller helt andre krav end tidligere til kvalifikationerne hos den arbejdskraft, som anvendes.

Når Olsen m.fl. derfor udspalter denne arbejdskraft i en middelklassedefinition, som dækker små 35 procent af befolkningen, er det ukorrekt, fordi det leder os til den idé, at disse grupper har fundamentalt andre interesser og livsvilkår end den traditionelle arbejderklasse.

I stedet er der tale om, at arbejderklassen er blevet mere heterogen på flere niveauer: lønspredningen er øget både mellem forskellige lønmodtagergrupper, og inden for grupperne, formueindkomsten er øget som følge af et pensionssystem, der fastholder og øger ulighed i markedsindkomst, boligmarkedet har favoriseret en række grupper inden for arbejderklassen på bekostning af andre grupper af arbejdere.

Den politiske konsekvens af middelklasseteorien må være, at middelklasse-arbejdskraften ikke kan mobiliseres på de samme spørgsmål som den traditionelle arbejderklasse.

Men dette billede synes at modsiges af udviklingen i 2000'erne, hvor nogle store lønmodtager-arbejdsgiverkonflikter udspillede sig i den offentlige sektor med lønmodtagergrupper med videregående uddannelse som centrale aktører.

Konflikterne involverede både pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, fysioterapeuter o.l. (Se Michael Voss’ artikel ”Fem års mobilisering baner vejen for en ny regering”).

Arbejderklassen er i dag mere heterogen end tidligere.

Men der er ikke en entydig retning i de arbejds- og livsvilkår, som gælder for arbejderklassen. På nogle områder er der konvergens mellem vilkårene – fx indførelse af industri-lignende tidsstudier i den offentlige sektor og aflønningsniveauer af grupper af højt uddannet arbejdskraft, der nærmer sig den traditionelle arbejderklasses.

På andre områder er der divergens: forskel mellem offentligt ansatte og privatansatte, forskel i aflønning mellem kvinder og mænd, forskel i løn og livsvilkår mellem landsdelene, og mange flere.

Derfor er der behov for konkrete analyser af disse modsætninger. Olsen m.fl. bidrager til at klare dette tilsyneladende mudrede billede med de resultater, som deres analyse tilvejebringer. Men forfatternes klassedefinition står i vejen for en korrekt forståelse af dynamikken i de tendenser, som de registrerer.

Her er brug for yderligere arbejde.

Anders Hadberg er medlem af SAP og Enhedslisten.

Artiklen er også publiceret hos Socialistisk Information.