Annonce

Sverige
19. oktober 2016 - 13:51

Landsretten frifinder højreekstrem for knivoverfald på Showan Shattak - men dømmer en anden

Landsretten vender byrettens dom på hovedet i sagen om knivoverfaldet på Showan Shattak. Den tidligere dømte Andreas Carlsson er frifundet, mens en 30-årig mand, der blev frifundet i byretten, nu får fængselsdom for grov vold.

Ifølge den svenske byret var det selvforsvar, da Andreas Carlsson den 8. marts 2014 trak en kniv, da han deltog i et voldsomt angreb på en gruppe venstrefløjsaktivister i Malmø på Kvindernes Internationale Kampdag.

Flere vidner forklarede dengang til svenske medier, at flere gerningsmænd overfaldt en gruppe, der var på vej hjem efter en venstreeradikal demonstration med parolen »Tag natten tilbage«. Lokalpolitiet beskrev det som et masseslagsmål.

Politiet forklarede kort efter, at flere af de anholdte var kendte nynazister.

Læs artiklen »Polisen: Nazister bakom nattens attack på Möllan« hos Sydssvenskan.

Læs også Modkraft-artiklen »Venstrefløjsaktivister knivoverfaldet efter feministisk demonstration i Malmø«

Lå i koma

Den dengang 25-årige svensk-iranske antifascist og fodboldsupporter Showan Shattak var efterfølgende I livsfare og lå i koma på hospitalet. Også danske Charlotte Johannsen, der tidligere har infiltreret miljøet omkring White Pride i Aarhus, var blandt de knivstukne, skrev eb.dk kort efter episoden.

Showan Shattak blev udskrevet cirka tre måneder efter overfaldet.

Flygtede til Ukraine

Den nu 33-årige Andreas Carlsson flygtede efter angrebet til Ukraine, hvor han blev anholdt i november 2015.

Inden da blev han efterlyst af Interpol og beskrevet som centralt medlem af det højreekstreme Svenskernes Parti, der sidenhen har lukket ned for sine aktiviteter. Partiet er i flere sammenhænge beskrevet som nynazistisk, da partiet på et tidspunkt havde samme partiledelse som Nationalsocialistisk Front, der blev nedlagt i 2008.

Læs artiklen »Interpol efterlyser svensk højreekstremist« hos Modkraft.

Tidligere på året blev han i byretten idømt tre et halvt års fængsel for grov vold, mens Martin Clausen dengang gik fri.

Landsretten idømmer nu i stedet en 30-årig mand, der deltog i overfaldet, tre års fængsel for grov vold. Hverken byretten eller landsretten har fundet dem skyldige i mordforsøg, som det ellers var anklagerens ønske.

Skal betale erstatning

Udover fængselsdommen skal den 30-årige mand betale erstatning på næsten 400.000 svenske kroner.

Ifølge dommer Hans Erik Romeling er landsrettens konklusion, at Andreas Carlsson sammen med fire andre blev jagtet af en gruppe personer, og at han trak kniven, efter en af hans venner var blevet slået i hovedet med en flaske. Han handlede dermed i selvforsvar, lyder det i pressemeddelelsen fra landsretten.

Showan: Begge skulle have været dømt

Showan Shattak selv modtager dommen med blandede følelser, forklarer han til svenske Expressen.

- Jeg deler jo ikke landsrettens vurdering af, at det skulle have været selvforsvar, så den del er jeg trist og skuffet over, siger han til avisen og tilføjer:

- Begge burde have været dømt i både by- og landsretten.

I december 2014 modtag Showan Shattak årets mangfoldighedspris af Malmø Kommune for hans engagement i kampen mod racisme og diskrimination.

Se hans takketale her:

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce