Landbrugets krise og liberalismens elendighed

Fra første fløjt har Venstre-regeringen og dens borgerlige støttepartier startet et omfordelingsangreb på alle områder af vores samfund. Således også indenfor landbrugspolitikken. Landbrugsminister Eva Kjer Hansen har fremlagt en bred vifte af liberaliseringer, der alle har det til fælles, at de fremmer masseproduktion af bulkvarer på bekostning af kvaliteten, folkesundheden og naturgrundlaget

Og situationen er sådan set alvorlig nok. Dansk landbrug er ude i en langvarig og dyb strukturel krise, som presser erhvervet på alle sider. Mest tydeligt er det selvfølgelig, at det er meget vanskeligt for landmændene at tjene penge. Men lige så kendt er det, at de nuværende produktionsformer belaster klima, dyrevelfærd, miljø og natur langt ud over deres grænser.

Underskudsforretning

Op igennem de såkaldte gode år i starten af nullerne skete der en kraftig vækst i de i forvejen stærkt problematiske grundstrukturer i landbruget. Alle mellemstore og store landbrug skulle være endnu større, have bygget flere og større stalde, have flere dyr, købe større og større maskiner, købe mere og mere jord osv. For at fremme denne udvikling blev tidligere begrænsende forhold i landbrugsloven lettet igen og igen, både under borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer.

På trods af de omfattende liberaliseringer viste gennemsnitsberegninger for indsendte landbrugsregnskaber for heltidsbedrifter underskud før EU-tilskud i årene 2000 til 2005. Hovedtendensen var lave indtægter på primærproduktionen og alt for store lånefinansierede investeringer. Dette kunne kun lade sig gøre gennem sikkerhed i jorden, hvis værdi blev femdoblet på bare 16 år (se grafen).

Kilde: SEGES –Videncenter for Svineproduktion: Notat 0904, januar 2009.

Jo større landbrug (antal årsværk), desto større er underskuddene. Først når skatteyderne i EU igennem de forskellige landbrugsstøtteordninger har bidraget med 6-7 mia. kr. om året år, kommer landbrugets indtjening op i plus, i de gode år. Efter finanskrisen er denne udvikling gået fra slem til katastrofal med gennemsnitlige underskud i millionklassen per bedrift, på trods af EU-tilskud.

De stores gæld tynger de små

Den vilde overbelåning har betydet, at det danske landbrugs samlede gæld er steget voldsomt. Fra 1995 til 2009 steg gælden med 500 % for alle landbrug, men med hele 700 % for de store fuldtidslandbrug. Det var altså ikke de mindre, familieejede deltidslandbrug, der mæskede sig i overbelåning. I 2002 lå gælden i kroner på 165 mia. kr., i 2009 på 298 mia., i 2010 på 345 mia., og i 2014 var den steget til svimlende 361 mia. Og ca. 15 % af især de store landbrug var reelt teknisk insolvente.

Bemærk, at langt ind i finanskrisen fortsatte en omfattende udlåning i landbruget. Dette skyldes, at de største og dårligst kørende landbrug ikke kan lukkes, uden at bankerne og samfundet dermed går fallit, hvorfor de bliver holdt kørende, får gældssanering og eventuelt nye lån, mens de små og mere sunde deltidslandbrug og håndværksmestrene ikke kan låne en jante. Prisen for storkapitalens indre modsætninger og finansbobler forsøges på denne måde aftørret på småborgerskabet.

En af Danmarks største svineproducenter, Esper G. Jensen gik fallit i 2010 med en gæld på 293 mio. kr., heraf 150 mio. til staten og Finansiel Stabilitet. Han fik gældssanering, mens veldrevne deltidslandbrug intet kunne låne. Den politiske reaktion på denne type uretfærdighed er bl.a. den omfattende vælgerbevægelse fra Venstre og Socialdemokratiet til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i landdistrikterne.

Jord, kapital og magt på færre hænder

Siden 2. Verdenskrig har dansk landbrug undergået en meget voldsom strukturudvikling. Op igennem 1800-tallet havde bønderne i Danmark sluttet sig sammen i produktionsfællesskaber med stærke familielandbrug og egne andelsbaserede forædlingsvirksomheder indenfor især mejeri- og slagteribranchen. Men disse hverken socialistiske eller rent kapitalistiske selskaber, med overskudsdeling og økonomisk demokrati (en andel – en stemme), kom under voldsomt pres fra det omgivende kapitalistiske samfund. Ligesom de kooperative socialdemokratiske industrivirksomheder i byerne, som brød sammen mellem 1. og 2. Verdenskrig, måtte også landbrugets andelsbevægelse især i de seneste 10-20 år bukke under for presset.

Og det er gået stærkt med nedlæggelsen af mindre landbrug. Fra at have bestået af ca. 200.000 familielandbrug og ca. 1.000 godsejere efter 2. Verdenskrig til i 1990 at bestå af ca. 80.000 små og mellemstore landbrug samt et par tusind store landbrug, og til i 2010 at bestå af 40.000 landbrug, hvoraf der i dag kun er ca. 11.500 fuldtidslandbrug tilbage, som sidder på hovedparten af jorden.

Men denne enorme centralisering og koncentration af jord, kapital og magt fremstår endnu tydeligere, når det viser sig, at over 40 % af den danske landbrugsjord i dag er ejet af de kun ca. 3.000 storbønder, hvis landbrug er større end 200 hektar. De udgør en forsvindende andel af den danske befolkning, men styrer stort set hele landbrugspolitikken!

Det er disse 3.000 til 5.000 største landmænd/godsejere, samt nogle tilsvarende udenlandske storbønder, der bestemmer i bestyrelserne for de store »danske« forædlingsselskaber som f.eks. Arla (med en omsætning på 55 mia. kr.), Danish Crown (52 mia.) og Danish Agro (24 mia.). De er stadig andelsselskaber, men har kun en tom skal af ceremoniel andelstanke. Reelt optræder de som storindustrielle multinationale kapitalistiske landbrugskonglomerater på samme vilkår som de private udenlandske landbrugsselskaber.

Miljøet ofres

Naturen bliver den første og største taber over for »den danske fødevareklynge«, som dette godsejer- og finanskapitalistiske landbrugsindustrielle kompleks kaldes. Derefter kommer vi forbrugere og borgere, som påstås at skulle kunne leve sundt af de indholdsløse industrielle kemikaliebefængte levnedsmidler.

Mellem 40 og 90 % af de danske søer, åer, fjorde og kystnære farvande lever ikke op til de beskyttelsesregler, som EU udstikker. I de årlige oversigter fra Danmarks Naturfredningsforening, Naturens tilstand, kan alle følge, hvorledes naturgrundlaget er presset langt ud over sine grænser, uden at den konventionelle produktionsform i øvrigt kan skabe nævneværdigt økonomisk overskud uden økonomisk støtte fra EU’s skatteborgere.

Et eksempel er den overdrevne brug af antibiotika, som de pressede produktionsformer kræver, for at ikke endnu flere produktionsdyr skal dø før tid. Den medfører et stigende antal MRSA-resistente bakterier, som indtil nu menes at have inficeret over 68 % af de danske svinestalde og deres ansatte. De ansatte bliver smittet, lige så snart de genoptager arbejdet, og derfor kan det ikke »betale sig« at behandle dem, før store betændte sår bryder ud. På det tidspunkt er det næsten umuligt at få bakterierne slået helt ned.

Samtidig dør over 25.000 pattegrise om dagen af sult og kulde, og 24 % af søerne dør eller må aflives før tid på grund af stressrelaterede sygdomme.

Et altoverskyggende problem er landbrugets klimabelastning. Med drivhusgasser fra dyrene, maskinerne og opdyrkningen af jorden står landbruget for 19 % af drivhusgasudledningerne i Danmark (DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi). Derudover forårsager importen af sojafoder fra især Sydamerika en klimapåvirkning svarende til næsten halvdelen af den nationale udledning fra dansk landbrug – eller udledningen fra over 1,8 millioner personbiler (CONCITO: Klimagevinster ved øget proteinproduktion i Danmark, 2014).

Mere af den giftige medicin

Dansk Folkeparti, som uretmæssigt har fået en stor opbakning i landdistrikterne, har i december 2015 sammen med alle de øvrige borgerlige partier lagt stemmer til mere af den samme giftige liberale medicin, som har bragt dansk landbrug i knæ. Ekstra tilførsel af kunstgødning, oppløjning af de 10 meter brede randzoner og forøgelse af antallet af svin med op til 2 millioner vil ikke forbedre patientens tilstand, tværtimod. Det vil presse naturgrundlaget yderligere og dermed helt forudsigeligt medføre yderligere overproduktion og prisfald. Det vil øge konkurrencen på verdensmarkedet, som vil føre til lukning af endnu flere mindre og mellemstore landbrug og tab af arbejdspladser.

I det tidligere Østeuropa ser vi allerede dansk ejede landbrug på langt over 4.000 hektar, som er etableret med op til 75 % støtte fra EU’s skatteborgere og som er med til at udkonkurrere mindre landbrug overalt i EU og også i Danmark. Kun 77 danske multi-mega-landbrug i foreningen »Danish Farmers Abroad« producerer allerede over 5 millioner slagtesvin eller 28 % af den samlede danske svineproduktion på over 410.000 hektar jord. En dansk/vesteuropæisk kolonisering af tidligere kollektive østlandbrug har været i gang i mange år og presser dermed dansk landbrug til at arbejde for endnu dårligere miljøregulering.

Venstreorienterede løsninger

Med de økonomiske magtinteresser, der står bag den konventionelle industrielle landbrugsproduktion, bliver det svært at skabe grundlæggende forandringer. Men det viser også, hvor nødvendigt det er at tage kampen op. Og det er der heldigvis flere og flere, som får øjnene op for.

Enhedslisten har fremlagt en omfattende kritik af det konventionelle industrilandbrug samt en detaljeret beskrivelse af progressive alternativer til denne fejlkurs, bl.a. i pjecen Omstilling til en bæredygtig og demokratisk landbrugs- og fødevareindustri.

Hent rapporten »Omstilling til en bæredygtig og demokratisk landbrugs- og fødevareindustri - med fokus på svineproduktionen« fra Enhedslisten (pdf)

En 100 procents omlægning til økologisk drift og omlægning til vedvarende energi skal kombineres med et angreb på selve de private ejerstrukturer og føre frem mod »en deltagerstyret og lokalt orienteret non-profit-fødevaresektor« og »en demokratisering af adgangen til jord«, med »deltagerråd, som vælges af de ansatte, uden deltagelse af ledelsen, som en overbygning på tillidsmandssystemer«. Samtidig skal hele detailhandlen underlægges kontrol af dens profitter og varesortiment gennem åbning af regnskaber og etablering af kontrollerende demokratisk valgte forbrugerråd m.m.

Disse fuldstændig nødvendige tiltag vil uden tvivl møde omfattende modstand fra kapital- og magtapparatet i dansk landbrug, hvor banker og multinationale selskaber, EU, USA, WTO med flere står sammen med bl.a. reaktionære landbrugsorganisationer som »Bæredygtigt Landbrug« for at forsvare de nuværende ødelæggende forhold.

Det vil derfor være nødvendigt at udvikle omfattende alliancer mellem et stærkt socialistisk parti som Enhedslisten og aktive forbrugergrupper, progressive landbrugsorganisationer, fagbevægelsen, der bl.a. organiserer de ansatte i fødevareindustrien, nationale miljø- og økologigrupper og klimabevægelsen samt de lokale økologi- og fødevarefællesskaber og vedvarende energi-initiativer, der blomstrer op i disse år.

Først når jorden og de vigtigste produktionsmidler bliver samfundseje, styret af demokratiske råd, og når de vigtigste dele af detailhandlen organiseres som kooperativer under brugernes kontrol, kan landbrugs- og fødevareproduktionen realiseres i fuld harmoni med naturgrundlaget.

Jørgen Holst er økologisk landmand og medlem af Enhedslisten.

Artiklen er tidligere bragt i venstrefløjsmagasinet Solidaritet, nr. 6, februar 2016.