Annonce

Aktivisme
20. januar 2017 - 13:34

Kvindemarcher verden over: »Vold er blevet normalt - også i en præsident-valgkamp«

Lørdag er der »International Women's March« i København i anledningen af Trumps indsættelse. Marchen er i solidaritet med mennesker i hele verden for at fremme lighed og beskyttelsen af rettigheder for kvinder, flygtninge og marginaliserede grupper: » Det drejer sig om at udvise solidaritet og opleve den styrke, det er, når vi finder sammen og står sammen«, siger Lesley-Ann Brown, der er en af arrangørerne.

Den verdensomspændende »International Women's March« foregår i alverdens lande. Arrangørerne bag opfordrer til, at »mennesker verden over marcherer for at demonstrere deres modstand mod de fremherskende nationalistiske, racistiske og kvindehadske tendenser.«

Også i København vil der være march lørdag den 21. januar. 

Se begivenheden Women’s March Copenhagen på Facebook.

Modkraft har talt med Lesley-Ann Brown, som er en af initiativtagerne i Danmark.

Hvorfor mener I, at det er nødvendigt med en kvindemarch?

- Vold mod kvinder er et globalt problem. Statistikken fortæller, at én ud af tre kvinder globalt vil blive udsat for vold eller seksuel vold på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der er en klar forbindelse mellem voldeligt sprogbrug og voldelige hændelser, og antallet af hadforbrydelser er stigende i USA og i Europa. Vold mod kvinder, immigranter, flygtninge, medlemmer af LGBTQ-samfundet er også udbredt. Tonen i den nylige præsidentvalgkamp har gjort, at mange mener, at det er på tide at protestere mod den normaliserede vold.

- Jeg mener også, at for mange af os drejer det sig også om den vold, der udøves mod vores klode og livets rige mangfoldighed: Dette er ikke en enkelt mærkesag, det er det alt for nuanceret til at være, pointerer Lesley-Ann Brown.

Er det særligt vigtigt, at kvinder deltager i marchen?  

- Det er særligt vigtigt, at mennesker, der udviser empati og sympatiserer med vores vision, deltager i begivenheden. Fordi det drejer sig om at udvise solidaritet og opleve den styrke, det er, når vi finder sammen og står sammen, siger Lesley-Ann Brown.

Vigtigt at skabe »sikre miljøer«

Det fremgår af marchens indkaldelse, at arrangørerne ønsker at »skabe sikre miljøer«. De mener, at man må stå sammen og skabe tryghed for hverandre. Endvidere mener de, at om end Danmark historisk set har været et flagskib for lighed, er det nødvendigt at gøre op med de eksisterende strukturelle problemer, som de mener stadig findes, og som truer menneskers eksistens.

Hvad betyder det at »skabe sikre miljøer«? Og hvordan gøres det konkret?

 - Jeg kan udtale mig om, hvad det betyder for mig: Det betyder at befinde sig i et miljø, hvor der er et fravær af vold. Vold kan både være tydelig, og den kan være usynlig. Der er mange niveauer af vold, og hvis du er kvinde, så tror jeg, at der højst sandsynligt har været et tidspunkt, hvor du ikke har følt dig tryg og i sikkerhed.

- Vi mener, at det er muligt at befinde sig et sted, hvor man er omgivet af folk, som ønsker det bedste for dig, og hvor du ønsker det bedste for dem. Det er det, vi ønsker at skabe. Vi mener også, at der er grupper i vores samfund, som føler sig ekstremt marginaliseret og truet af en normalisering af had i mainstreamsamfundet. Der er mennesker, som lever i krigsramte lande, som oplever, at deres familier bliver revet fra hinanden, hvor familiemedlemmer uretmæssigt fængsles eller myrdes, fordi deres liv ikke tilskrives værdi af deres omgivelser. Andre bliver dæmoniseret på grund af race eller religion. Vi ønsker at vise, at livet kan være en fantastisk smuk oplevelse, og det er dét, vi vil skabe og give videre i vores liv.

- Vores bevidstgørelse er vores styrke, og vi vender den aktivt frem imod det, vi har: Hinanden, og sammen vil vi bygge det op. Invitationen til at deltage gælder alle, uanset hvordan de ser ud, hvem de elsker, hvad de arbejder med, hvor de kommer fra, eller om de bliver set på som handicappede: »Gør mod andre, som du ønsker, at de gør mod dig,« er en rigtigt god leveregel.

- Ingen af os er perfekte, men mange af os kan gøre det bedre, end vi gør nu. Jeg ved, at det kan jeg selv gøre, og det vil jeg gøre.

Marchen foregår sideløbende i byer som Ottawa i Canada, Zürich i Schweiz, London og Barcelona, samt i Tanzania, Sydkorea, Slovakiet, Slovenien, Sydafrika, Saudi Arabien og andre steder. I alt finder 600 marcher sted samtidig.

Se begivenheden Sister Marches 

Kvindemarchen starter den 21. januar klokken 14.00 foran USAs ambassade og slutter ved Christiansborg. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce