Kunsten ikke at græde i kor

»Enhedslisten går ind for øget grænsekontrol« kunne man for nylig læse i aviserne. En udmelding som passer godt ind i utallige lignende udtalelser og krav i den seneste tid.

Især i løbet af det sidste år har der næsten udviklet sig en konkurrence om, hvem på Christiansborg der er ansvarlig for nye forslag om stramninger på udlændingeområdet og skærpede krav til indvandrere.

Der er opstået en slags parlamentarisk fællesforståelse om, at integration, asyl og islam er problemområder. Der bliver grædt i kor om, at stramninger, mere kontrol og flere krav skal løse disse problemer.

Stemmer, som taler imod den forståelse, er ganske få og næsten ikke til at høre.

Enhedslisten bidrager ikke specielt til denne stemning, men modarbejder den heller ikke særlig offensivt. I hvert fald ikke indtil sidste uge.

Begrundelsen for at Enhedslisten går ind for øget grænsekontrol er menneske-, våben- og narkotikasmugling. Om Pernille Skipper og hendes rådgiver virkelig tror, at øget grænsekontrol er virksom og vil kunne fange store bagmænd i stedet for små fisk, som bare bliver erstattet ved næste smugling, ved de kun selv.

Men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt og meget trist er, at Enhedslisten med det seneste skridt er begyndt at græde i det parlamentariske fælleskor, som satser på repression og afvisning.

Det er ikke kun trist, men også uforståeligt. Enhedslisten er på vej til at kaste en chance for at blive et enestående parti i Danmark bort. Det eneste parti, som ikke synger med i fælleskoret. Et parti, som holder fast i sine grundlæggende venstrefløjsværdier og politik. Holder fast i det, selvom det på kort sigt virker upopulært, da mange mennesker i Danmark i de seneste mange år har satset på andre værdier.

Siden midt i 1990’erne har det politiske landskab i Danmark gennemgået en massiv højredrejning. Socialdemokraterne har bukket under for denne udvikling og for længst opgivet sine røde rødder og oprindelige idealer. Målet var at holde fast i deres vælgere.

Resultatet er blevet et socialdemokratisk parti, som de facto går ind for en liberal politik, selvom de stadig prøver at give sig selv en social profil.

Socialistisk Folkeparti (SF) har slet ikke brugt så lang tid som Socialdemokraterne på at kaste deres idealer bort. SF blev populær på grund af en progressiv og venstreorienteret agenda.

Da partiet kom til magten, fik SF lynhurtigt givet afkald på mange af de progressive værdier, det blev populær på. Populariteten styrtdykkede, og i dag er SF et parti, som er så opportunistisk, at det vel ikke selv ved, hvad dets politik egentlig går ud på. Partiets navn, Socialistisk Folkeparti, er blevet til en hul joke.

Disse skæbner deler de danske venstrefløjspartier med langt de fleste af deres søsterpartier i det demokratiske Vesteuropa. Og af en eller anden grund har ingen besluttet sig for at lære af det. Åbenbart heller ikke Enhedslisten.

For det ser ud som om, Enhedslisten nu går i samme retning. Selvom det er en taberretning.

Venstrefløjen vinder ingenting på at spille hård på udlændingeområdet. Området er allerede optaget af højrefløjen. Enhedslisten vinder ikke nogle nye vælgere. Og højrefløjen er begejstret, da endnu et parti ikke formår at stå fast på sine værdier.

Det er dumt og trist, at Enhedslisten åbenbart er parate til at falde i den samme fælde, som så mange har gjort før. At reagere spontant og taktisk på diffuse stemninger og begivenheder i stedet for at tænke strategisk og langsigtet.

Enhedslisten har en chance for at etablere sig som et parti, der er kendt for at holde fast i sine værdier og holde ord. At sikre sig en fast vælgergruppe og ikke gå ind for symbolpolitik.

Samfundssystemet i Danmark bygger på bl.a. konkurrence. Det resulterer i vindere, men også en stor gruppe tabere. Det betyder, at der altid vil findes fattigdom, flygtninge, kriminalitet og fundamentalisme.

Det er indbygget i systemet og kan simpelthen ikke straffes, kontrolleres eller strammes bort. Lige meget hvor meget, der blive prøvet.

På et tidspunkt vil folk opdage, at på trods af årtier med stramninger, kontrol og hetz vil disse problemer ikke være forsvundet, men være lige så meget til stede som før.

På det tidspunkt må der stå et parlamentarisk alternativ parat. Et rigtigt alternativ som ikke har repression som det foretrukne løsnings- og handlingsmønster. Enhedslisten kunne være dette parti. Men sådan ser det åbenbart ikke selv på det.

Enhedslisten har den fordel, at der ikke findes et parlamentarisk alternativ til venstre for det. Så folk vil nok blive hos dem længere.

Men er det det, Enhedslisten vil? At blive et parti, folk bliver hos, når de har resigneret og ikke har noget alternativ? Trist.

Men kunsten ikke at græde i kor er åbenbart en for stor udfordring for Enhedslisten.

Tobias Alm er aktiv i Projekt Antifa

Artiklen bringes også på Projekt Antifas hjemmeside