Annonce

Koldt forår
14. marts 2013 - 12:21

Kun få arbejdsløse trodsede snevejr

Trods begrænset deltagelse betegner Jeppe Rohde fra Solidaritet eller Frit Fald arbejdsløshedsdemonstrationer som succesfulde og varsler nye aktiviteter.

Knap 300 mennesker i København og omkring 100 i Århus og Odense mødte onsdag den 13 marts op til demonstrationer imod den danske regerings og EU-elitens nedskæringspolitik. Aktionsnetværket for arbejdsløse, Solidaritet eller Frit Fald, har siden den 26. januar forsøgt at mobilisere til demonstration.

– Vi havde nok håbet på flere fremmødte. Og det er da slående, at studerende kan samle 10.000 på få uger, men at så drastiske nedskæringer, som der er tale om i forhold til de arbejdsløse, er så svære at mobilisere imod, siger Jeppe Rohde, talsmand for Solidaritet eller Frit Fald til Modkraft.

– Uden at være en undskyldning for det beskedne fremmøde, er det klart, at det heller ikke hjalp, at det var sådan et snevejr, siger han.

Trods fremmødet betegner Jeppe Rohde demonstrationerne som vellykkede.

– Der var masser af gejst og energi til demonstrationen i København, og det er de samme meldinger, vi har fået fra Århus og Odense, siger han og lover flere initiativer i fremtiden:

– Vi har allerede masser af aktiviteter i støbeskeen, og næste gang bliver vi endnu flere, udtaler han.

Europæisk bevægelse

Demonstrationen den 13. marts var en del af et fælleseuropæisk initiativ imod nedskærings- og sparepolitikken med demonstrationer i en række europæiske storbyer.  Den internationale hovedparole var »Vores demokrati mod deres nedskæringer«.

– Demonstrationerne i Europa havde andre steder fokus på den voldsomme ungdomsarbejdsløshed. I Danmark har der været drastiske nedskæringer på arbejdsløse, så jeg synes, det er naturligt, at vi gik sammen i en europæiske markering, siger Jeppe Rohde til Modkraft.

Se video fra demonstrationen i København:

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce