Korsvej for den venstresnoede EU-modstand

Til partiets årsmøde i slutningen af april skal Enhedslisten beslutte, om man fortsat vil støtte Folkebevægelsen Mod EU eller debutere med en selvstændig opstilling til Europaparlamentet.

Vælger man den første løsning, vil det være i tråd med partiets princip om at støtte op om bevægelser samtidig med, at man fortsat kunne høste stemmer fra EU-modstandere fra andre steder på den politiske skala, der traditionelt også har sat deres kryds ved Liste N. Heriblandt Folkebevægelsens egen førstesuppleant, Ditte Staun, der til dagligt sidder i Skive Byråd for De Radikale.  

Vælger Enhedslisten derimod selv at prøve kræfter med parlamentet i Bruxelles, er der en mulighed for at få øget indflydelse på rammerne for den venstreorienterede EU-modstand, da parlamentarikerne refererer direkte til Enhedslisten. Og i det tilfælde er der mulighed for at stille op på et socialistisk grundlag.

Stemmespild?

Uanset hvilken løsning, man når frem til, er det langtfra sikkert, at de to lister kan trække mere end et enkelt mandat tilsammen, og det er ikke givet, at eventuelle spildte stemmer vil gå til den anden part:

- Jeg tror ikke, at de (Enhedslisten, red.) skal tage for givet, at Folkebevægelsen vil være i valgforbund med dem, sagde Folkebevægelsens talsperson Rina Ronja Kari til Modkraft, da røster i Enhedslisten sidste år pressede på for et selvstændigt kandidatur.

Læs artiklen »40 års EU-modstand slutter ikke her!« hos Modkraft.

Endelig er det på begge sider også usikkert, hvem der skal stå i spidsen til næste parlamentsvalg i sommeren 2014. Folkebvægelsens nuværende kandidat, Søren Søndergaard, meddelte i februar, at han går på pension i Europaparlamentet til fordel for en opstilling til Folketinget for netop Enhedslisten.

Uanset hvilken løsning, Enhedslisten ender med at beslutte sig for, skal man have fundet en kandidat.

Gerne én, der er profileret nok til at kunne trække mange stemmer til et valg, der traditionelt ikke har haft høj valgdeltagelse. Ved valget 2009 var deltagelsen på 43 procent.

Skal vi så også lave en elevbevægelse?

Den forestående afgørelse har fået debatten til at buldre blandt flere af partiets medlemmer. Begge parters hovedargument henviser til partiets grundværdier. 

-  Uden bevægelserne, så kan vi ikke vinde en folkeafstemning om at bevare forbeholdene eller andre fremtidige folkeafstemninger. Det handler både om selve Enhedslistens politiske DNA, hvor vi traditionelt hylder bevægelsesarbejde som vejen til forandring. Hvis vi nu skal gå efter snævre partiinteresser, så sætter vi den arv over styr. Skal vi så til at lave vores egen elevbevægelse?, siger Jakob Lindblom til Modkraft. Udover at sidde i Enhedslistens Hovedbetyrelse er han også aktiv i Folkebevægelsen Mod EU. 

Han advarer imod, at hans parti forblændes af det seneste års rekordhøje vælgertilslutning.

– Det er i mine øjne storhedsvanvid, på baggrund af Enhedslistens fremgang i meningsmålingerne, at tro, at man kan erstatte det brede bevægelsesarbejde, bare fordi man får et sæde i EU-parlamentet. Og man skal huske på, at Folkebevægelsen er økonomisk afhængig af den plads dernede. Man risikerer simpelthen at sætte enormt meget EU-modstand over styr, og det er jo ikke tilfældigt, at EU-tilhængere som eksempelvis Socialdemokraternes Dan Jørgensen har jublet over udsigten til, at EL selv skal stille op på bekostning af Folkebevægelsen.

Tobias Clausen, der medlem af Enhedslistens Europapolitiske udvalg, medlem af Folkebevægelsens ledelse og tidligere medarbejder for Søren Søndergaard i Bruxelles, er uenig i det synspunkt.

– Havde vi haft denne diskussion for 5 år siden, vil jeg måske have en anden opfattelse, men med kun lidt over et år til EU-parlamentsvalget tror jeg ikke, at det er realistisk at nå at styrke Folkebevægelsen til et niveau, hvor man vil kunne trækket et mandat alene. Vi må desværre bare konstatere, at EU-modstandsbevægelsen står meget svagere i dag, end den har gjort i rigtig mange år. Det hænger blandt andet sammen med et faldende antal aktive. Skal vi sikre bevægelsens fremtid, som det er nu, mener jeg derfor, det bedste bud er, at Enhedslisten opstiller i valgforbund med Folkebevægelsen.

Behov for socialistiske svar

Behovet for et mere socialistisk grundlag vejer også tungt hos Tobias Clausen.

Enhedslisten sikrer socialistisk EU-modstand og kamp for de venstreorienterede alternativer til EU. Her er Folkebevægelsen på godt og ondt begrænset af sit tværpolitiske grundlag, der skal favne fra kommunister til konservative, siger han til Modkraft.

– En opstilling af Enhedslisten vil betyde en styrkelse af den socialistiske og antikapitalistiske EU-modstand. Ser man rundt omkring i Europa, har den fremvoksende progressive EU-modstand sit udgangspunkt solidt planet i en socialistisk modstand mod EU. Gennem en opstilling vil Enhedslisten kunne deltage i debatten og fremføre vores socialistiske argumenter for, hvorfor man skal være imod EU og samtidig repræsentere vores klare venstreorienterede alternativer til EU, fortsætter han.

Den præmis køber Jakob Lindblom ikke. Enhedslisten kan »ikke en dyt, som Folkebevægelsen ikke kan«, hvis man spørger ham.

– I dag stemmer FB stort set som EL gør det i Folketingets Europaudvalg. Så det er ren symbolpolitik, når tilhængere af opstilling hævder, at det vil betyde en forskel. Man skal huske på, at Enhedslisten fortsat kan føre klart socialistisk kritik af EU. Hvorfor skal det være så parlamentsfikseret, at det kun kan ske ved at stille op selv? Det er jo ikke fordi, at den ideologiske socialismediskussion fylder meget i resten af EL’s arbejde, så hvorfor skal det bruges som argument for at lukke Folkebevægelsen?

Redning eller kannibalisering?

Jakob Lindblom og Tobias Clausen kan til gengæld godt blive enige om, at det pt. næppe er sandsynligt, at Folkebevægelsen kan overleve uden støtte fra Enhedslisten.

- Enhedslisten kan med sin størrelse, flere medlemmer og større gennemslagskraft i medierne nemt snuppe Folkebevægelsens mandat, og desuden vil det trække aktivister væk og splitte enormt lokalt. Samtidig ved vi, at der er et enormt stemmeoverlap, så det vil være en enorm kannibalisering at stille op selv med det resultat, at to mandater til deling er næsten umuligt at nå. Omvendt vil vi kunne bruge Ø’s fremgang, Junibevægelsens lukning og SF’s krise til at sikre Folkebevægelsen et flot valg, forklarer Jakob Lindblom.

Tobias Clausen oplever ikke, at diskussion vil splitte Enhedslisten.

–Jeg tror først, at vi vil få en splittelse, hvis vi fortsat ikke diskuterer EU og ikke forklarer alle de nye medlemmer, hvorfor vi er imod. Eurokrisen har tydeliggjort, hvordan EU er blevet drivkraft i omfattende nedskæringer. Det skriger på socialistisk og antikapitalistisk modstand. For første gang nogensinde er der reel risiko for, at progressiv EU-modstand ikke repræsenteres efter næste valg. Junibevægelsen findes ikke længere, så Folkebevægelsen vil for første gang siden slutfirserne stå alene, siger han.

Han påpeger, at EU-arbejdet i Enhedslisten traditionelt har været udliciteret til Folkebevægelsen, hvis tilslutning har været støt dalende i det seneste årti.

- Det er jo ingen hemmelighed, at det desværre har svækket den progressive EU-modstand. Ser man historisk på den progressive EU-modstand, så er den gået tilbage ved samtlige EU-parlamentsvalg siden 1994. Det er derfor vigtigt, hvis ikke vi skal dø langsomt ud, at vi kommer i offensiven. I valget mellem at risikere at miste det ene mandat og have muligheden for to mandater, synes jeg ikke, valget er svært, tilføjer han.

Jakon Lindblom frygter derimod, at det vil føre til, at EU-stoffet vil ende med at drukne i Enhedslistens mange andre mærkessager.

– Enhedslisten aldrig nogensinde kunnet prioritere EU-modstanden lige så højt som Folkebevægelsen. Skal vi så nedprioritere dagpengekampagne, miljø eller klima? Som det er nu, så skal vi i Listen bare prise os lykkelige over at have en stærk bevægelse, som fremfører vores egen politik så markant. Det skal vi ikke sætte over styr.

Læs flere kommentarer til debatten i temaet EU Og Enhedslisten