Økonomisk politik skaber unødig høj arbejdsløshed

Sammenfatning og konklusion

Valgoplægget fra S + SF var at føre end anden økonomisk politik end VK – i stedet for besparelser og skattelettelser at skabe vækst og jobs og give velfærden et løft. Men næppe var blækket tørt på regeringsgrundlaget i det sorte tårn, før den nye regering, inkl. S + SF, stod for det stik modsatte – nemlig videreførelse af VK's økonomiske ”genopretnings-” og reformpolitik.

Hvor vækst og beskæftigelse hidtil havde haft højeste prioritet, fik offentlige finanser og øget arbejdskraftudbud det. Og midlerne blev de samme som VK – stram økonomisk politik og offentlige besparelser og udbudsøgende arbejdsmarkedsreformer. Regeringen har nået sine mål om sikring af de offentlige finanser og af arbejdskraftudbud.

Men man har ikke skabt vækst og job. Konsekvensen af den borgerlige og endog konservative økonomiske politik har tværtimod været, at dansk økonomi er blevet fastholdt i lavvækst og vedvarende høj arbejdsløshed.

Regeringen har håbet, og håber fortfarende, på redning udefra gennem et internationalt opsving og argumenterer, at den økonomiske politik så vil have rustet Danmark til dette opsving.

Men udsigterne er ringe til, at der faktisk kommer et sådant opsving pga. fortsat finanskrise og navnlig fortsat gældskrise i EU. I stedet for at opruste Danmark har regeringens økonomiske politik skudt ved siden af. Et hovedproblem i dansk økonomi er mangel på indenlandsk efterspørgsel, fordi forbrugerne sparer, virksomhederne ikke investerer, og regeringen holder det offentlige forbrug på nulvækst.

Regeringen har ikke gjort nok for at stimulere den hjemlige økonomi gennem en ekspansiv finanspolitik, og de forsøg, man har gjort, har været stærkt ineffektive: Kickstarten har været en fuser og skattelettelser og udbetaling af efterlønsbidrag har heller ikke stimuleret økonomien.

Og vækstplanens selskabsskattelettelser vil stort ingen beskæftigelsesmæssig forskel gøre. Tilmed har regeringens arbejdsmarkedsreformer, og navnlig den indtil fornylig stædige vægring mod at ændre på dagpengereformen, snarere øget bekymringen for fremtiden hos forbrugere og lønmodtagere og dermed tilbageholdenheden med forbruget.

En del af årsagen til den manglende vækst ligger naturligvis hos de internationale konjunkturer, og det skal regeringen naturligvis ikke gives skylden for. Men SRSF-regeringens konservative, overforsigtige økonomiske politik og prioritering af offentlige finanser og arbejdskraftudbud på bekostning af vækst, jobskabelse og velfærd har fastholdt og øget problemerne i stedet for at reducere dem.

Prisen for denne politik består ikke blot i unødig lav vækst og unødig stor ledighed. Bagsiden af den alt for stramme økonomiske politik har også været tilnærmelsesvis nulvækst i det offentlige forbrug, opnået gennem stramme økonomiske rammer og gennem alt for rigide økonomiske sanktioner overfor kommunerne.

Regeringens økonomiske politik har således også medført massive offentlige besparelser og dermed forringelse af velfærden.

Og regeringen lægger i sin vækstplan.dk oven i købet op til at fortsætte denne kurs med en meget smal ramme for realvæksten i det offentlige forbrug de nærmeste år – og samtidig krav om meget store effektiviseringer frem til 2020, som kun kan indfries gennem forringelse af arbejdsvilkårene for offentligt ansatte og gennem yderligere store velfærdsbesparelser

SRSF’s økonomiske politik har således ikke givet resultater vedrørende vækst og beskæftigelse og tværtimod suget saft og kraft ud af den offentlige sektor og velfærden. Derfor står SRSF’s økonomiske politik ved en korsvej:

• Man kan forsætte den borgerlige, ja konservative økonomisk politik, hvilket på ubestemt tid vil fastholde Danmark i lavvækst og vedvarende betydelig arbejdsløshed, hvor prisen for overholdbare offentlige finanser er fortsatte besparelser og dermed udhuling af velfærden. Det har man allerede lagt an til med sin ”Vækstplan.dk”. Her satses der igen på det tvivlsomme opsving gennem en oven i købet meget ineffektiv forbedring af konkurrenceevnen gennem lettelse af selskabsskat og erhvervsafgifter. Og samtidig strammes den i forvejen meget smalle ramme for væksten i det offentlige forbrug endnu mere.
• Eller man kan slå ind på en mere aktiv og offensiv økonomisk politik med sigte på at skabe vækst, jobs, øget tryghed og bedre velfærd ved i stedet for de hovedløse offentlige besparelser at gennemføre en mere effektiv stimulering af den hjemlige efterspørgsel gennem øget offentligt forbrug og øgede offentlige investeringer.

SRSF´s økonomiske politik står ved en korsvej.

Den hidtil førte økonomiske politik har ikke effektivt bekæmpet arbejdsløsheden, men tværtimod bidraget unødigt til at fastholde og øge den gennem offentlige besparelser og øget arbejdskraftudbud. Fortsættelse af denne politik vil blot cementere lavvæksten og ledigheden og måske forværre situationen samtidig med at velfærd og offentlig beskæftigelse udhules og forringes endnu mere.

Der er økonomisk mulighed for en mere ekspansiv finanspolitik, der skaber flere jobs, øger væksten og løfter velfærden.

Den danske stats økonomi er blandt de bedste i EU. Danmark vil til næste år være ude af EU-henstillingen og det er faktisk mere end et spørgsmål, om Danmark nogensinde har overtrådt EU-reglerne om tre procents underskud.

Og EU har tilmed åbnet op for, at det bundsolide danske økonomi kan bruge flere penge næste år til at stimulere økonomien. Der vil således være økonomisk mulighed for at føre en mere ekspansiv økonomisk politik og prioritere jobskabelse og velfærd.

Midlerne er imidlertid nok så afgørende. Der er brug for en ægte ”vækstpakke” i stedet for regeringens ineffektive Vækstplan.

De borgerlige og arbejdsgiverorganisationerne og neoliberalistiske økonomer har allerede været ude og slå på tromme for yderligere skattelettelser. Man er allerede begyndt at agitere for at den gradvise indfasning af selskabsskattelettelsen fremskyndes og tilsvarende for skattereformens personskattelettelser.

Det vil imidlertid være synd og skam og spild af penge. Selskabsskattelettelser er og blive et yderst ineffektivt middel til at skabe jobs og investeringer. Og personskattelettelser har jo allerede vist sig ikke at virke.

Det er afgørende at der bruges sikre og effektive økonomiske instrumenter, hvilke handler om øget offentligt forbrug og øgede offentlige investeringer.

Pengene hertil er lige ved hånden: Kommunerne har de seneste år sparet mere end 10 mia. kr. mere end krævet af regeringen – de penge bør gives tilbage og sendes ud at arbejde.

Endvidere forventes i 2013 ekstraordinært store skatteindtægter på fremskyndet udbetaling af pensioner.  På længere sigt vil en mere job- og velfærdsskabende økonomisk politik selvsagt kræve øgede skatteindtægter.

Der kan her gribes tilbage til nogle af de ideer, som var i spil før valget om skatteforhøjelser for de økonomisk bedst stillede, som i de 10 år med VK så rigeligt blev tilgodeset med skattelettelser. De kunne passende yde et mere passende bidrag til den fælles velfærd. 

1. Mål og hovedudvikling i SRSF’s økonomiske politik

Ved valget i 2011 går de to største partier i den senere SRSF-regering med ”Fair Løsning” til valg på et politisk alternativ til den hidtidige VK-regering. I stedet for besparelser og skattelettelser skal Danmark arbejde sig ud af krisen (arbejdsvejen) gennem at skabe vækst og øget beskæftigelse.

Velfærden skal have et løft på 20 mia. kr, svarende til en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug de første fire år på 1,4%. Beskæftigelsen skal øges ved, at der skabes 50 – 60.000 jobs og som finansiering skal skatterne for navnlig de bedst økonomisk stillede øges med brutto 34 og netto 25 mia. kr.

Efter regeringsdannelsen opgives ambitionen om en anden økonomisk politik end VKO. Tværtimod bliver sigtet i stedet at videreføre VKO s økonomiske politik (Genopretningsaftalen) og reformpolitik.

Hermed ændres for S + SF s vedkommende de overordnede økonomisk - politiske prioriteter fra at handle om beskæftigelses- og velfærdsløft til at handle om sikring af offentlige finanser og arbejdskraftudbud.

Absolut hovedprioritet i regeringsgrundlaget bliver – i lighed med for VK-regeringen – sikring af de offentlige finanser, hvilket på kort sigt handlede om efterlevelse af EU – henstillingen om reduktion af statsunderskud og på langt sigt handlede om opnåelse af strukturel balance i 2020.

Endvidere overtager og viderefører SRSF  VK’s andet økonomisk politiske hovedsigte med at øge arbejdskraftudbuddet, herunder accepterer man ikke blot tilbagetræknings – og dagpengereformen, men forpligter sig på at gennemføre hele VK’s udestående reformprogram (fleksjob, førtidspension, kontanthjælp, SU m.m.).

I alt vil SRSF i regeringsgrundlaget øge arbejdskraftudbuddet med 135.000 personer i 2020, heraf selv gennem ovennævnte reformer bidrage med de 55.000 heraf.

Regeringens første finanslov danner en overgang fra ”Fair Løsning” til ”Et Danmark der står sammen”. S + SF gennemfører resterne af Fair Løsning, først og fremmest kickstart og afgiftsforhøjelser. Men begge dele med et betydeligt mere begrænset sigte end i Fair Løsning.

Hvor man før valget sigtede på skabelse af 50 – 60.00 jobs skal kickstarten i ”Finansloven 2012” nu ”kun” skabe 21.000 arbejdspladser, hvilket tilmed senere nedjusteres. Og af de oprindelige skatteforhøjelser på 25 til 34 mia. kr. overlever kun 5 – 6 mia. i primært afgiftsforhøjelser.

Udover kickstarten skal beskæftigelsen vokse gennem øget forbrug fremkaldt af udbetaling af efterlønsbidrag og skattelettelser og senest med Vækstplan.dk gennem selskabsskattelettelser.

Men effekten modvirkes stærkt af, at nulvæksten for det offentlige forbrug og de kommunale merbesparelser koster kraftigt i beskæftigelse. Sammenlagt har SRSF’s beskæftigelsesinitiativer netto derfor kun øget beskæftigelsen med + 23.000 personer.

Figur: Beskæftigelsesmål i Fair Løsning og i Finanslov 2012 [1]

[1] ) Kilde: Egen tilvirkning på basis af ”Fair Løsning 2020” og ”Finanslov 2012”.

Og samtidig med gennemførelse af resterne fra ”Fair Løsning” sættes modsat også genopretnings-politikkens nulvækst og ”reformspor” på dagsordene – og det uden videre modifikationer.

Den i ”Genopretningspolitikken” indeholdte nulvækst for det offentlige igangsættes stort set, idet den faktiske realvækst i det offentlige forbrug i 2012 på trods af et angiveligt højere måltal kun at blive 0,2%.

Herefter gennemfører SRSF-regeringen i 2012 og 2013 VK’s udestående, udbudsøkonomiske reformer: Reform af fleksjob og førtidspension, kontanthjælps- og SU reform samt en i betydelig grad borgerligt præget skattereform.

Og med 2020–planen ”Danmark i arbejde” og siden endnu mere med ”Vækstplan Danmark” overtager SRSF også på langt sigt den tidligere borgerlige regerings politik om gennem besparelser at prioritere offentlig balance på bekostning af velfærden.

I regeringens økonomiske langtidsplaner skal realvæksten i det offentlige forbrug årligt i gennemsnit holdes indenfor en meget smal ramme.

Fra 2020–planen til vækstplan.dk reduceres denne ramme oven i købet fra en realvækst på i gennemsnit årligt 0,8% til 0,65%, mens et krav om effektivisering af den offentlige sektor samtidig øges fra 5 til 12 mia. kr.

Figur: Årlig gennemsnitlig realvækst i offentligt forbrug (%) i Fair Løsning, Reformpakken 2020, Danmark i arbejde og vækstplan.dk,[1]

[1] ) Kilde: De nævnte rapporter.

Samtidig overtager SRSF også på langt sigt VK´s andet mål om at beskæftigelsen langsigtet skal øges primært gennem at øge arbejdskraftudbuddet.

SRSF angiver at ville øge beskæftigelsen frem til 2020 med i alt 161.000 fuldtidspersoner, heraf skal 106.000 komme fra VK’s og SRSF’s udbudsøkonomiske reformer. Der tegner sig således et billede af, at SRSF-regeringen i stigende grad overtager og fører borgerlig økonomisk politik.

Med justeringen og den lempeligere indfasning af dagpengereformen i den nylige aftale med Enhedslisten må det dog anerkendes, at regeringen er rykket et skridt tilbage fra en ellers i hovedsagen borgerlig økonomisk politik. Men en svale gør som bekendt ingen sommer. 

2. Den økonomiske politiks resultater vedr. vækst og beskæftigelse.

Regeringen har som anført fra starten prioriteret øget vækst og beskæftigelse højt. Men: Man har primært satset på, at der skulle komme økonomisk fremgang udefra.

Og regeringens økonomiske politik har primært haft til sigte at ruste Danmark til dette (snarligt forventede) opsving. Dels igennem at sanere de offentlige finanser, dels igennem at øget arbejdskraftudbuddet. Således at når opsvinget kom, var forudsætningerne tilstede for, at danske virksomheder kan køre med på det.

Det håbede internationale opsving er imidlertid ikke kommet. Dette skyldes for det første, at den internationale finanskrise langt fra er overstået. Hertil kommer for det andet – og for Danmark nok så væsentligt – at gældskrisen og sparepolitikken i EU har sendt økonomien i eurozonen i recession. Både den fortsatte finanskrise og navnlig gældskrisen har påvirket dansk eksport negativt.

Samtidig er regeringen også gået fejl af, at krisen i Danmark i betydelig udstrækning er indenlandsk og her skyldes et voldsomt fald i efterspørgslen.

Hvor eksporten har rettet sig siden finanskrisen i 2009 og i dag igen er på niveauet før krisen, halter den hjemlige efterspørgsel stadig efter og er langt fra nået tilbage på niveauet før krisen.

Krisen er i nok så grad en efterspørgselskrise, mere end den er en krise for konkurrenceevnen. Der mangler simpelthen efterspørgsel til den hjemmemarkedsproduktion, som 79% af beskæftigelsen i Danmark er bundet op på.

Det skyldes for det første afmatning i det private forbrug pga. arbejdsløsheden, boligkrisen og gældskrisen. Det har igen for det andet affødt det laveste investeringsniveau i erhvervslivet i 30 år, mens erhvervslivets kasser bugner med mere 160 opsparede milliarder. Og så har offentlige besparelser for det tredje gjort ondt værre ved også at reducere den offentlige efterspørgsel.

Figur: Udvikling i BNP; eksport og indenlandsk efterspørgsel i Danmark 2002 – 2012.[1]

[1]) Kilde: Pedersen, Frederik I.: Positive arbejdsløshedstal dækker over underliggende nedgang på arbejdsmarkedet. Vending kræver fremgang i hjemlig efterspørgsel. AE-rådet, 31.01.13

Modsvarende satsningen på redning udefra har regeringen forsømt at gøre noget effektivt for at skabe jobs i den indenlandske økonomi. 

Man iværksatte ganske vist en kickstart, som skulle skabe 21.000 flere arbejdspladser. Men de fremrykkede offentlige investeringer begyndte først at virke hen i 2013, hvor man allerede var igen begyndt at neddrosle de offentlige investeringer med 10%. Resultat blev ikke kickstart, men march på stedet.

Udover kickstarten har regeringen satset på, at forbrugerne ville begynde at svinge Dankortet, når de fik udbetalt milliarder i efterlønsbidrag og i skattelettelser i 2013. Men det er ikke sket: Forbrugerne mangler tillid til fremtiden pga. krisen – derfor er de tilbageholdende med privatforbruget og sparer op i højere grad.

Og regeringens reformpolitik, navnlig udsigterne til et massivt udfald af dagpengesystemet, har blot øget usikkerheden og tilbageholdenheden med forbruget. Hvilket så – som anført – har påvirket de private investeringer negativt igen.

Resultatet af regeringens fejlslagne satsning på, at andre skal redde os af dens fejlagtige passivitet i den økonomiske politik, hvad angår selv at skabe vækst og jobs, har været en økonomisk vækst i krybesporet. Siden 2010 har væksten i dansk økonomi været negativ halvdelen af tiden.

Figur: Kvartalsvis BNP vækst i Danmark 2010 – 2013.[1]

[1] ) Kilde: Danmarks Statistik.

Heroverfor har regeringen nøjedes med at forsøge ”at tale opsvinget frem” først og fremmest gennem at skønmale vækstudsigterne i de økonomiske prognoser, hvis bestandige budskab har været, at opsvinget var ”lige om hjørnet”.

Men da opsvinget som sagt er udeblevet og regeringen ikke selv har ført en effektiv jobskabelsespolitik, er den så gang på gang blevet tvunget til nedjustering af prognoserne, når væksten ikke kom.

Figur: Ændring i regeringens vækstprognoser 2011 – 2013 (real BNP vækst i%). [1]

[1] ) jf. Asmussen, Jes: Regeringen nedjusterer igen – igen, Politiken 29.05.13, og jf. Bünger, Troels Hein og Thomas Bernt Henriksen: Farvel til EU – spændetrøje giver plads til vækstpakker, Børsen 28. maj 2013.

Og som konsekvens af dårlige konjunkturer og fejlagtig økonomisk politik er ledigheden de seneste år ”rustet fast” på samme betydelige niveau med omkring 165.000 bruttoledige og godt 220.000 AKU-ledige.

Men SRSF’s økonomiske politik står nu ved en korsvej, fordi der heller ikke i en overskuelig fremtid er udsigt til at den forudsatte redning udefra indtræffer.

I Vækstplan.dk håber regeringen for gud ved hvilken gang, at opsvinget kommer næste år – nu i 2014 – med en årlig gennemsnitlig vækst frem til 2017 på 1,5%. Men endnu engang holder det ikke.

Navnlig er det væsentligt, at i EU er det grundlæggende problem er ikke løst: Mangel på vækst i Sydeuropa.

OECD forventer, at væksten i EU helt frem til 2017 vil forblive lav med i gennemsnit 1%.

Figur: Regeringens respektive OECD’s forventninger til økonomisk vækst frem til 2017.[1]

[1] ) Kilde: Regeringen – økonomisk redegørelse maj 2013 og Berlingske 30.05.13: Danmark i bund med mulig vækst frem mod 2017.

Hertil kommer, at der heller ikke er udsigt til noget ”hjemligt økonomisk mirakel”. Gældsætningen og overforbruget under Fogh tynger stadig dansk økonomi. Og usikkerheden fra arbejds- og boligmarked vil fortsat holde forbrugerne og dermed virksomhederne tilbage.

Men OECD tror kun på en årlig realvækst på en 1% i Danmark. Reelt er der således med uændret økonomisk politik fra regeringen udsigt til fortsat lavvækst en årrække frem og dermed også til uændret eller endog stigende arbejdsløshed.

3. Konsekvenser af den økonomiske politik for velfærd og offentligt forbrug

Efter regeringsdannelsen har SRSF-regeringen som fremgået nedprioriteret velfærden og det offentlige forbrug i forhold til sikring af offentlig balance og opfyldelse af EU-henstillingen.

Prioriteringen af offentlig balance og overholdelse af EU-henstillingen er sket gennem fortsatte offentlige besparelser og har reelt betydet fortsat nulvækstpolitik.

Ganske vist har regeringen på papiret opereret med høje måltal for offentligt forbrug. Men man har reelt ladet kommunerne ”gøre det beskidte besparelsesarbejde” gennem massive merbesparelser, som er blevet fremtvunget af regeringens økonomiske sanktioner overfor kommunerne.

Figur: Kommunale merbesparelser 2011 og 2012. Mia. kr.[1]

[1] ) Kilde for 2011: Jensen, Per Brøgger (OAO): Kommunernes regnskaber for 2011, 22.05.12. Kilde for 2012: Økonomi- og indenrigsministeriet: Overskud i kommunernes regnskaber.

Kommunerne trues årligt i to omgange af sanktioner: Først hvis de budgetterer mere end regeringens ramme og i anden omgang, hvis de forbruger mere end budgetteret.

Dette medfører en negativ spiralbevægelse nedad i kommunernes økonomi: Først lægges budgettet lidt under aftalen for at undgå den første sanktion og dernæst holdes regnskaberne igen lidt under budgettet for at undgå næste sanktion.

Samlet bliver resultatet en betydelig underskridelse af rammen. De i forvejen stramme rammer og de herudover langt videre gående merbesparelser har naturligvis haft mærkbare konsekvenser for såvel beskæftigelsen i den offentlige sektor som for velfærden.

Konsekvensen for den offentlige beskæftigelse har været en stærk reduktion i antallet af beskæftigede i de seneste tre år, primært i kommunerne. 30.000 færre ansatte har det kostet.

KL har hævdet der var tale om ”intelligente” besparelser, som ikke forringede velfærden. Men sandheden er naturligvis, at så store besparelser og stillingsreduktioner ikke kan gennemføres ved rene effektiviseringer. Men i betydeligt omfang er sket ved forringelse af kvalitet og service i folkeskole, ældrepleje osv.

Og der er med Vækstplan.dk udsigt til at denne sparepolitik fortsætter. For det første på grund af en meget lav ramme for offentlig forbrugsvækst de kommende år, en forbrugsvækst der navnlig vil være lav i de allernærmeste år, idet regeringen kun operer med en realvækst på 0,4% i 2014 og 0,5% i 2016.  Hvilket i praksis nærmest vil sige tæt på nulvækst.

Figur: Årlig realvækst i offentligt forbrug.[1]

[1] ) Kilde: Teknisk baggrundsrapport for vækstplan.dk

For det andet på grund af kravet herudover om ”effektiviseringer” i den offentlige sektor for 12 mia. kr. ”oven i hatten”. Disse stramninger betyder selvsagt fortsatte besparelser på og forringelser af velfærden.

Opretholdelse af uændret velfærdsniveau, herunder til flere ældre brugere, kræver alt i alt en samlet realvækst på omkring 1% årligt. Med vækstrammer på 0,4% i 2014 og 0,5% i 2015 sættes det offentlige således generelt på smalkost.

Der vil resten af regeringens tid ikke være mere end stort set til dagen og vejen i den offentlige sektor.

Og effektiviseringskravet til den offentlige sektor op til 14 mia. kr. frem til 2020 kan ikke realises gennem effektivisering i ordets egentlige forstand – dertil er beløbet for stort.

Pengene skal for det første findes gennem forhøjelse af offentligt ansattes arbejdstid og arbejdsindsats og det er næppe galt vurderet, at pengene for det andet vil blive fundet gennem.

Fordi sundhedssektoren og dermed regionerne må vurderes også fremover at få tildelt en højere andel af væksten i det offentlige forbrug må det antages, at kommunerne omvendt antages at blive særligt hårdt ramt af de stramme rammer for væksten i det offentlige forbrug.

Hertil kommer, at sanktionerne er særligt virksomme i kommunerne. Hermed vil realvæksten i de kommunale udgifter i praksis nærmere sig nulvækst de nærmeste år, hvor den samlede ramme for væksten i de offentlige udgifter som helhed er lavest.

Konsekvensen vil blive fortsatte årlige besparelser i kommunerne i milliardklassen. Hertil kommer så fortsatte merbesparelser fremtvunget af regeringens økonomiske sanktioner.

Konsekvensen af denne fortsatte smalvækst politik overfor kommunerne kan blive nedlæggelse af op til 4.000 stillinger årligt.

Tabel: Krav til realvækst i kommunale udgifter og forventet faktisk realvækst heri 2014 -2015.[1]

[1] ) Kilde: Egen beregning

4. Er der alternativer og økonomisk og politisk råderum?

Fejlene i den økonomiske politik må korrigeres:

1)     den fejlagtige passive afventen redning udefra,

2)     den fejlagtige opfattelse af, at øget arbejdskraftudbud af sig selv giver øget beskæftigelse,

3)     og den fejlagtige satsning på konkurrenceevne fremfor øget efterspørgsel.

4)     Og der må brydes med den passive venten på et internationalt opsving, som i EU vil tage år før kommer.

Der skal herhjemme gøres en langt mere offensiv vækst- og jobskabende indsats og arbejdes for det samme på tværs af EU. Regeringen må sætte ind på at øge den indenlandske efterspørgsel – det er det, som er hovedproblemet. Og derfor må sparepolitikken i det offentlige stoppe, for den dræner bare efterspørgslen.

Og i erkendelse af, at det er i den private sektor, krisen og jobtabene og ledigheden er, må i stedet den offentlige sektor bruges som løftestang for samfundsøkonomien gennem øget offentligt forbrug, øgede offentlige investeringer og øget offentlig beskæftigelse.

Der kan sættes ind på bedre uddannelse, ældrepleje, sundhed og dagpasning, hvor der for 10 mia. kr. kan skabes 20 – 30.000 jobs.

Og der er økonomisk råderum til en mere aktiv jobskabelses og finanspolitik.

Kommunerne har i de seneste år sparet over 10 mia. kr. mere end krævet og nedbragt den kommunale beskæftigelse med omkring 30.000 stillinger – de penge kan tilbageføres.

Og regeringens økonomiske sanktioner overfor kommunerne ophæves, således at fremtidige merbesparelser undgås.

Men hvad med EU-henstillingen? Den forrige såvel som den nuværende regering har argumenteret med, at der på grund af EU-henstillingen om, at Danmark skulle nedbringe sit underskud til under 3% af BNP, ikke var råd til en mere offensiv beskæftigelsespolitik.

Men faktisk har det vist sig, at Danmark faktisk aldrig har været i konflikt med 3-procents reglen, fordi de samlede underskud fra 2010 til 2013 har været 105 mia. kr. mindre end oprindeligt prognosticeret.

Det svarer til 6 procent af BNP mindre, end katastrofeprognoserne fra Hjort Frederiksen lød på.

Figur: Forventede og faktiske underskud 2009 - 2013i% af BNP. [1]

[1] ) Kilde: Børsen 16. januar 2013

Hermed har statsunderskuddene faktisk i 2009, 2010 og 2011 ligger under 3-procentsgrænsen.

I 2012 har denne dog været overskredet, men det skyldes alene udbetalingen af efterlønsbidrag, der som engangsforeteelse ikke bør tælle med.

Og i 2013 forventes igen et underskud under 3-procentsreglen. Og Danmark vil i 2013 både være under 3-procentsgrænsen for det løbende, faktiske underskud og under 0,5%-reglen i finanspagten for det såkaldte ”strukturelle” dvs. konjunkturrensende underskud.

Også reglen om, at gælden ikke bør overstige 60% af BNP, vil Danmark være endog komfortabelt under.

Tilmed har EU kommissionen nu lempet sin budgetregel for det strukturelle underskud, så lande med en gæld pænt under 60% af BNP – bl.a. Danmark – nu kan have et underskud på 0,75% mod tidligere 0,50%.

Alene den EU-regelændring giver Danmark mulighed for at øge finanspolitikken med 12 mia. kr. i 2014, hvilket Det Økonomiske Råd også har anbefalet.

Tilmed kan økonomien blive endnu bedre, hvis der – som forventet – kommer ekstraordinært store skatteindtægter i 2013 fra fremskyndede udbetalinger af kapitalpensioner.

Alt i alt er der derfor her og nu råd til at skabe jobs i kommunerne og udbedre på velfærden.

På længere sigt må en mere offensiv jobskabelse og et løft af velfærden naturligvis være også langsigtet finansieret, hvilket kræver øgede skatteindtægter.

Her kan tankerne fra før valget nyttiggøres, om at de økonomisk bedrestillede efter VK’s skattelettelser skal bære en større og mere rimelig del af skattebyrden.

Men også det politiske mulighedsrum er tilstedet for at gennemsætte en sådan aktiv jobskabelses- og finanspolitik.

SRSF kan få flertal for en aktiv jobskabelsespolitik sammen med Enhedslisten, hvis den er villig til at bruge det flertal.

Men hvad med de Radikale? De Radikale har jo generelt fået skylden for at tvinge S + SF til at føre borgerlig økonomisk politik. Men S + SF + Enhedslisten har jo tilsammen fire gange så mange mandater som RV – der er selv i politik grænser for, hvor meget halen kan logre med hunden.

Og de Radikale kan ikke bare skifte side, for de gik til valg på en anden statsminister og regering og kan desuden ikke få deres værdipolitik igennem med et Venstre afhængigt af DF.

De Radikale har fået skylden, men nok så afgørende for regeringens politik er linjen fra det største regeringsparti, S.

Her har ledelsen efter valget skiftet alliance fra S-SF til S-R og skiftet fra politisk alternativ til borgerlig økonomisk politik. Det har været afgørende for hele regeringens sporskifte i den økonomiske politik efter valget.

Men sagen om dagpengene viser, at S-ledelsen kan presses af svigtende meningsmålinger, af sit bagland og af fagforeningerne til at modificere den borgerlige økonomiske politik.

Derfor må indrømmelserne i dagpengesagen og det momentum, det har skabt, udnyttes til at presse på for en aktiv jobskabelsespolitik og en ægte vækstpakke.

Uddybning

Dette notat er et resume af en rapport på 50 sider, inkl. illustrationer, dokumentation og noter: SRSF’s økonomiske politik skaber unødig arbejdsløshed.

www.henrikherloevlund.dk/Artikler/SRSFsoekonomiskepolitik.pdf.

Rapporten er udgivet med nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER.

Henvisning:

Jeg udgiver to nyhedsbreve KRITISKE ANALYSER (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og KRITISKE DISKUSSIONER (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ).

Vederlagsfrit abonnement kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter".