Annonce

Enhedslisten
19. juni 2013 - 17:32

Ø-kandidat: Islamisme er den største fascistiske trussel på globalt plan

Folketingskandidat og politisk rådgiver for Enhedslisten Pelle Dragsted opfordrer venstrefløjen til at være opmærksom på »radikal politisk islam«, som han mener, er den største fascistiske massebevægelse i dag. 

Den radikale politiske udgave af islam – også kaldet islamisme – er et »kæmpe problem«, da den på globalt plan er den største massebevægelse med klare fascistiske træk i dag.

Det mener Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted, som desuden er folketingskandidat for partiet og blogger på Modkraft.dk.

– Hvis man ser ud over verden, så synes jeg helt nøgternt, man må konstatere, at den største politiske massebevægelse lige nu, som har fascistiske træk, det er radikal politisk islam, og det synes jeg, vi skal være opmærksomme på, sagde Pelle Dragsted i debatprogrammet Deadline på DR2 tirsdag aften. 

Han understreger samme sted, at det er vigtigt, at venstrefløjen ikke sammenblander kampen mod islamisme og så respekten for religionsfriheden eller for muslimer generelt – sådan som højrefløjen gør.  

Læs artiklen »Liste Ø-kandidat: Radikal islam er nutidens fascisme« hos DR.

Se debatten med Pelle Dragsted i Deadline her. 

Venstrefløjens svigt

Det centrale medlem af Enhedslisten uddyber overfor Berlingske Nyhedsbureau, at han mener, at venstrefløjen har svigtet ved ikke at italesætte problemet og give islamisterne modspil i Danmark og i udlandet.

– Venstrefløjens største svigt er i virkeligheden, at man ikke har været den kraft, der kan samle utilfredsheden blandt mange fattige mennesker i Nordafrika, i den arabiske verden og i den muslimske del af Asien. Historisk var det venstrefløjen, der var bærer af kritikken af amerikansk indflydelse og de sociale forhold. Desværre har de politiske islamister inden for de sidste 20 år overtaget den rolle. Det er et svigt, siger Dragsted.

– Det er mere på globalt plan, og det kan vi måske ikke gøre så meget ved her i Danmark. Men vi kan spørge os selv, hvorfor Hizb ut-Tahrir kan tiltrække unge i Danmark. Det kan ses som svigt fra venstrefløjens side i Danmark i forhold til at tilbyde et parti og en bevægelse, hvor den sociale utilfredshed kan kanaliseres over, siger han.

Læs artiklen »Ø-folketingskandidat: Radikal politisk islam rummer fascistiske træk« hos Berlingske.  

Læs artiklen »Enhedslistens spinfyrste vil bekæmpe islamisme« hos Ekstra Bladet.

Få overblik over venstrefløjens holdning: »Politisk Islam - et reaktionært oprør« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce