Jeg stemmer nej, fordi jeg er socialist

Den 3. december stemmer jeg nej, fordi jeg er socialist. Jeg tror på, at internationalt samarbejde handler om at styrke befolkningerne på tværs af grænser, ikke om at styrke store multinationale virksomheders kapitaljagt.

Jeg stemmer nej, fordi jeg vil have beslutningerne tættere på almindelige mennesker, og jeg vil have retten til som borger at skifte politikerne ud igen.

Jeg stemmer nej, fordi kampen for en solidarisk fordelingspolitik, fokus på mennesker og miljø, menneskerettigheder og retssikkerhed er international, og den kamp vinder vi kun, hvis vi styrker befolkningernes indflydelse – ikke ved at overlade mere og mere selvbestemmelse til et gammelt, forstokket EU-system, som gang på gang har svigtet de europæiske befolkninger.

Vi stemmer om demokrati

Ja-partierne har foreslået, at det danske retsforbehold erstattes af en såkaldt tilvalgsordning. Retsforbeholdet betyder i dag, at den danske retspolitik er undtaget for det overstatslige samarbejde i EU. Derfor har Folketinget den fulde kompetence på hele retsområdet, dvs. både strafferetten, retssikkerheden, civilretten, familieregler, konkurser, gældssanering og meget andet.

Tilvalgsordningen betyder, at retsforbeholdet bliver afskaffet for befolkningens vedkommende. Hvis vi stemmer ja, vil 22 retsakter (EU-love) gælde med det samme.

Men mere centralt betyder tilvalgsordningen også, at et flertal af politikerne kan vælge at opgive endnu mere selvbestemmelse senere uden at spørge befolkningen, når der skal vedtages nye regler i EU.

Der vil altså ikke komme flere folkeafstemninger. Heller ikke selvom det skulle dreje sig om ændringer i ligestillingen mellem fædre og mødre, kriminel lavalder eller andet.

Og vi kan ikke fortryde igen. En afskaffelse af retsforbeholdet betyder derfor også, at vi ikke kan vælge nye politikere, hvis vi ønsker en anden politik – fordi suverænitet er overført fra Folketinget til EU.

Når et folketingsflertal først har overført selvbestemmelse på et område, fx domstolenes indretning, vil et andet flertal i Folketinget senere hen ikke kunne gøre det om. Vi kan derfor stå tilbage med regler, som ikke kan ændres, selvom et flertal af det danske folketing og den danske befolkning ikke ønsker dem.

I stedet vil beslutningsretten ligge hos et uigennemsigtigt og udemokratisk EU-system, hvor lobbyisterne har enorm indflydelse, og kun de ikke-folkevalgte i Kommissionen kan stille nye forslag.

Som socialist ønsker jeg det modsatte. Vi skal rykke beslutningerne tættere på befolkningen. Vi skal have mere borgerinddragelse. Vi skal have mere åbenhed og demokrati. Det handler nej’et først og fremmest om.

For en solidarisk flygtningepolitik

I de seneste måneder har den danske venstrefløj knoklet med solidaritetsarbejde med de mange flygtninge, der er kommet til landet. Der er heldigvis mange, der gerne vil hjælpe, og mange, der allerede har givet timer, penge, tøj og meget andet.

Nogle tror, at hvis vi afskaffer retsforbeholdet vil Danmark hjælpe mere eller give flygtninge en ordentlig modtagelse. Det er ikke rigtigt.

Tværtimod betyder retsforbeholdet, at vi ikke er tvunget til at følge EU’s flygtningepolitik, som på mange måder er katastrofal og ikke spor humanistisk. Den sigter på at holde flygtninge ude af EU frem for at hjælpe – med det resultat, at tusinder er druknet alene i år.

EU’s flygtningepolitik handler grundlæggende om at sikre Europas ydre grænser, fx gennem Frontex som er grænsepatruljering, ikke redningsarbejde.

EU’s flygtningepolitik vil endda som det nyeste tage penge fra udviklingsbistanden og bruge dem til at betale afrikanske diktaturstater for at bygge pigtrådshegn for dermed at sikre, at borgerne ikke når Europas kyster.

Og det er i EU, man diskuterer, hvordan man kan ødelægge de både, der potentielt kan bruges til at fragte mennesker over Middelhavet. Det er hul i hovedet. EU burde bruge udviklingsbistand til at bekæmpe årsagerne til, at mennesker flygter eller migrerer: krige, fattigdom, sult og klimakatastrofer, der gør hjem ubeboelige. Ikke på at bygge mere pigtrådshegn.

Et ja den 3. december vil heller ikke hjælpe, selvom man forestiller sig, at EU’s asylpolitik er så venstreorienteret, som især SF forsøger at fremstille den. Aftalepartierne bag afskaffelsen af retsforbeholdet, inklusiv SF, har nemlig lovet hinanden, at de aldrig vil tiltræde asylpolitikken, uden at de alle er enige.

Det betyder, at Inger Støjberg har vetoret, også selvom der skulle være flertal for noget andet senere. Og jeg tror desværre, at grise flyver højt og flot, før hun vil gå ind for noget som helst, der skulle forbedre forholdene for flygtninge.

Der er bestemt behov for en fælles og mere solidarisk indsats. Både akut og på langt sigt. Men det er ikke i EU, vi finder frontkæmperne for det. Og det er ikke retsforbeholdet, der forhindrer os i at gå forrest for at få det til at ske.

Forhindringen er udelukkende manglende politisk vilje fra et flertal i Folketinget. Hvis et flertal ville, kunne Danmark gå forrest i mellemstatslige forhandlinger, der sikrer, at de europæiske lande tager ansvar for de flygtninge, der kommer hertil. Men det er der ikke flertal for.

Vi kommer derfor ikke uden om at tage en politisk kamp og vinde et flertal for en mere solidarisk flygtningepolitik. Med andre ord: EU kommer ikke og redder os fra Dansk Folkeparti.

Retssikkerhed er en venstreorienteret grundpille

Solidaritet med verdens forfulgte er en del af den grundlæggende DNA hos mig som socialist. Det er retssikkerhed i høj grad også. Retsstatsprincipper, retssikkerhed og menneskerettigheder skal ikke gradbøjes.

Blandt de 22 retsakter, der kommer til at gælde her og nu i Danmark, hvis retsforbeholdet afskaffes, er der store indskrænkninger af retssikkerheden i forhold til gældende standarder.

Det gælder eksempelvis det såkaldte PNR-direktiv, som indebærer masseovervågning af samtlige flypassagerer og opbygning af store databaser med oplysninger om vores rejseruter, bagage, medrejsende og meget andet. Det bryder med et helt grundlæggende princip: Hvis man skal overvåges af staten, skal man mistænkes for at begå kriminalitet, og politiet skal have en dommerkendelse i hånden.

Det gælder eksempelvis også den gensidige anerkendelse. Den betyder, at udenlandske domstole kan træffe afgørelse om tvangsindgreb som ransagninger, beslaglæggelser og aflytninger af danske borgere, uden at en dansk dommer tjekker, om det opfylder kravene i den danske retsplejelov.

Også selvom afgørelsen er ungarsk, hvor hundredevis af dommere er udpeget politisk. Eller kommer fra Italien, som er dømt 17 gange for overtrædelse af retten til retfærdig rettergang alene i 2014. Eller Grækenland, der i 2014 deler en ikke særlig flatterende 69.-plads med Swaziland og Senegal på Transparency Internationals »Corruption Perceptions Index«.

Det er kun eksempler. Og der er også gode elementer, som det er oplagt at samarbejde med andre lande om. Det kan vi også godt uden at afgive selvbestemmelse til EU – uden at afgive vores mulighed for at ændre på tingene igen.

EU svigter menneskerettigheder

Problemet er langt fra kun de regler, der vil gælde her og nu. Problemet er også, at fremtidige beslutninger om noget så centralt som retspolitikken vil kunne blive truffet sammen med 27 andre EU-lande. Lande, som for manges vedkommende ledes af dybt konservative og højrenationalistiske regeringer.

Mange har stadig ikke tilladt registrerede partnerskaber, og et flertal har ikke tilladt homo-ægteskaber. Nogle har stadig forbud mod abort og rigtig mange har enorme problemer med menneskerettighedskrænkelser og diskrimination. De lande vil også skulle have indflydelse.

Det ville naturligvis være godt, hvis vi kunne påvirke de andre EU-lande i en positiv retning, og der er ingen tvivl om, at Danmark og den danske venstrefløj skal tage den kamp. Vi skal lægge kræfter i fx arbejdet i Europarådet, som netop handler om at fremme menneskerettigheder. Og vi skal bruge alle tænkelige internationale fora til at presse magthaverne, der undertrykker befolkninger og mindretal.

EU har bare aldrig været en særlig behjælpelig faktor i det arbejde. Der stilles nemlig kun krav om overholdelse af menneskerettigheder, når lande optages i EU. Og mens EU er hurtig til at komme efter lande, der ikke opfylder den liberalistiske økonomiske politik, er der ingen mekanisme, der påtaler menneskerettighedskrænkelser.

EU har faktisk ikke engang tilsluttet sig menneskerettighedskonventionen.

Retten til at gå foran

Mens det er usandsynligt, at lille Danmark (endda i disse tider med Lars Løkke & co. i spidsen) vil kunne trylle livet i de øvrige europæiske lande bedre, blot med simpel overtalelsesevne, er det mere sandsynligt, at Danmark sættes bagud, og at vi forhindres i selv at gå foran med positiv og progressiv ny politik.

Det er nemlig sådan, at hvis Danmark vil sidde med ved bordet, når der laves ny lovgivning i EU, skal man acceptere slutresultatet, uanset om man kan lide det eller ej. Man kan ikke forlade bordet igen.

Ergo vil afgivelse af mere selvbestemmelse være et spørgsmål, som et flertal i Folketinget afgør uden at spørge befolkningen, og uden at vide på forhånd, hvilken lovgivning de siger ja til. Det gælder også lovgivning om retssikkerhedsgarantier, alternative strafformer, kriminel lavalder og meget andet.

Det er EU, der har begrænset strejkeretten, fordi hensynet til virksomheders fri bevægelighed stod øverst, selvom ja-partierne lovede, at EU aldrig ville blande sig i det danske arbejdsmarked. Det er EU, der forhindrer et flertal i Folketinget i at lade Danmark gå forrest med forbud mod farlig kemi i madvarer. Og det var EU, der trådte brede folkelige bevægelser som vores venner i Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland under fode, da de ønskede at føre en anden økonomisk politik.

Erfaringerne er ikke gode, så hvorfor gentage fejlen på retsområdet også?

Skab forandringer i Europa

Spørgsmålet er helt grundlæggende, hvordan vi som socialister tror på, at vi skaber forandring i verden. Jeg tror ikke på, at vi fremmer menneskerettigheder i Østeuropa, eller bekæmper korruption i Italien ved at lade andre landes domstole træffe afgørelser, der gælder i Danmark.

Forandring kommer ikke af, at der overlades mere beslutningskompetence til et system, hvor befolkningerne ikke har indflydelse, og hvor hovedformålet handler om at sikre virksomhedernes muligheder for at profitere og flytte arbejdskraft på tværs af landegrænser.

Vi skaber forandring ved at opbygge bevægelser nede fra. Og fx ved fortsat at arbejde hårdt i Europarådet, som har menneskerettighedskonventionen som grundlag. Ved at samarbejde med vores mange søsterpartier og –bevægelser i resten af Europa. Og ved at kæmpe for at få indført nye rettigheder her i Danmark, så vi kan inspirere og støtte vores søsterpartier til at kræve det samme i deres lande.

Jeg stemmer nej, fordi jeg er socialist.

Pernille Skipper er medlem af Folketinget for Enhedslisten

Læs også Leif Hermanns indlæg »Derfor stemmer jeg ja som socialist« på Modkraft.

Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.